Der herskede ingen tvivl hos Nicola om, at Enzels ord lagde op til, at der ikke var mere at forhandle om, han ville have, hvad han mente, han havde krav på. Også selvom det ville ende med at gøre ondt på Nicola. Løftet om at være mild og rar var vel bedre end ingenting, selvom han havde foretrukket helt at slippe, men det var da trods alt bedre end at blive taget så hårdt og brutalt, som det ofte var tilfældet.
"Jeg har stadig ondt, så hvis du kan.." forhåbentlig ville Enzel være i stand til at holde sit løfte når de først kom i gang, men Nicola turde nu ikke stole alt for meget på det.

Bevægelserne mod brystet vækkede ubehagelige billeder, så Nicola greb blidt fat i Enzels hånd, så han kunne rykke den væk. Et hurtigt kys blev placeret på hånden, inden han rejste sig op og vendte ryggen til. Det var nøje planlagt, at han stod med ryggen til, for Enzel skulle ikke være i stand til at se, hvordan han klemte øjnene sammen, mens trak blusen over hovedet. Selvom det efterhånden var længe siden, var der stadig mærker efter mishandlingen. Forhåbentligt ville de være med til at minde Enzel om, at han skulle være blid. En finger på hver hånd blev stukket ind under buksekanten. Det var heldigt at Enzel ikke kunne se hans ansigt, for så ville han kunne se frygten, som stod tydeligt malet i det. Der var ingen vej udenom. Langsomt trak han bukserne ned, men kun til lige under ballerne. Han havde virkelig ikke lyst til det her.. men han blev nødt til det! Alternativet ville sikkert være meget værre. Bukserne blev trukket det sidste stykke ned, og han sørgede selvfølgelig for at bukke sig godt forover, mens han trak dem det sidste stykke ned.

Langsomt rettede han sig op igen, og vendte sig om, så han igen kunne se på Enzel. Væk var frygten og tvivlen, i stedet var det erstattet af et lidt mere genert udtryk. Fuldkommen påtaget, selvfølgelig, men Enzel plejede jo godt at kunne lide hans uskyldige og mere drengede side, så det var vel om at spille lidt på det. Langsomt gik han helt hen til sengen igen, han tvivlede på at det ville være nødvendigt at bede Enzel smide tøjet, så de kunne komme i gang. 

Mærkerne på ryggen og ballerne havde tydeligvis ikke den ønskede virkning. Nicola havde halvt om halvt forventet, at Enzel ville bede ham stoppe eller i det mindste udtrykke sympati, men der kom ikke selv den mindste lyd. Hvorfor havde han dog overhovedet turde håbe på andet.. Det var jo ikke fordi Enzel tidligere havde haft noget problem med, at Nicola var dækket i mærker, men det burde vel være anderledes, når det ikke var Enzel selv, som var skyld i mærkerne. Tydeligvis ikke.

Som det lydige kæledyr han hurtigt var blevet igen, lod han sig placere på sengen uden at sige noget, det var egentlig skrmende så hurtigt han falst tilbage i den rolle. Han forventede, at Enzel bare ville 'tage for sig', ganske som han plejede, men der fejlvurderede han ham tydeligvis.
"Enzel jeg er ikke sikker på, på.." hans blik flakkede rundt indtil det til sidst landede mellem hans ben, hvor der var en næsten pinlig mangel på liv.
"På at jeg kan" afsluttede han endelig med en lille stemme. Hvorfor skulle Enzel pludselig også være så opsat på, at de begge skulle nyde det! Kunne han ikke bare være ligeglad, ligesom ham plejede! Men nej nej, selvfølgelig ikke lige præcis den her gang. Han tvivlede på, at der ville ske noget som helst, uanset hvor meget Enzel så prøvede, og lige nu var tanken om at mærke Enzels mund mere private steder nok til, at han kunne mærke maven vende sig.
"Jeg vil gerne gøre det godt for dig, selvom jeg måske er gået lidt i stykker lige nu. Det går sikkert meget bedre næste gang" Han forsøgte at rette på deres stilling, så han kunne komme til at være øverst, hvis Enzel tillod det.
"Lad mig gøre det godt for dig, Enzel" han brugte selv den kælne stemme nu, det var ellers sjældent den blev fundet frem.
"Du kan få, hvad du vil have, jeg ønsker kun, at gøre det godt for dig" han låste sine mørke øjne fast til Enzels lyse, forhåbentlig var den kælne stemme og tiggende blik nok til, at Enzel ikke ville kunne sige nej.

Hvis man ikke kendte deres forhold, ville det sikkert virke sødt, at Enzel havde så stor tiltro til Nicola. I virkeligheden var det dog ganske anderledes, i hvert fald for Nicola, som følte det som endnu et overgreb. Måske ikke et i samme kategori, som han tidligere havde oplevet, men det føltes stadig græbseoverskridende, når Enzel insisterede og ikke ville acceptere et nej. Men selvfølgelig sagde han ikke noget til det, for hvad kunne han reelt sige, som ville gøre en forskel?

Enzel udbrud kom noget bag på Nicola, så han nåede ikke at kæmpe imod, før han pludselig var presset ned mod sengen igen. Hvad skete der dog? Hvorfor reagerede Enzel sådan? Skræmt så Nicola på ham, mens han forsøgte at få nogenlunde ro på sit bankende hjerte igen. Måske han bare burde gøre, som der blev sagt.. Enzel virkede ikke ligefrem til at være i humør til at skændes.
"Okay" nøjedes han med at sige, mens han betragtede, hvordan Enzel bevægede hænderne over hans krop. Berøringerne gjorde ingenting for ham, og nok kunne han skjule sin væmmelse over beræringerne, men han kunne ikke skjule den manglende reaktion mellem benene.

Det lod ikke til, at Enzel havde tænkt at overgive sig, så der car ingen vej udenom. Nicola sukkede lavmælt, lukkede øjnene og lænede hovedet svagt bagover, som Enzel bevægede sig længere ned for at lade læberne berøre ham et nogetere følsomt sted. Måske kunne han faktisk nyde det? Teoretisk set burde alt hvad Enzel gjorde jo være dejligt.. Men det var så svært at fokusere på det, og at fantasere om andre hjalp ikke, for lige så snart han forsøgte, hoppede Phillippe ind i hans hoved, og det ødelagde det bare endnu mere.
"Enzel, jeg beder dig, lad mig nu. Jeg.." Han nåede ikke at sige mere, før hun kunne mærke tårene presse på. Flovt skyndte han sig at kigge væk mens han forsøgte at gnide sine øjne diskret. Hvad skete der dog? Han var generelt ikke typen, som græd, og da slet ikke foran Enzel! Pludselig var det bare som om, at det hele blev for meget for ham.
"Jeg føler mig ødelagt nok i forvejen" fik han endelig mumlet, mens han stadig kæmpede med at holde tårerne tilbage. Han ville virkelig ønske, at sådan som Enzel opførte sig lige nu, var sådan han altid havde opført sig.. Så fokuseret på, at det skulle være dejligt for dem begge, hvis man selvfølgelig lige ignorerede, at han egentlig havde forsøgt at sige nej. Mest af alt havde han nok bare brug for, at nogen for en gangs skyld passede lidt på ham uden, at der var en bagtanke, eller at de så med det samme svigtede ham.

Det var pinligt nok for Nicola, at han åbenbart var begyndt at blive så følsom, at han ikke kunne styre tårerne, men det gjorde da bare ydmygelsen endnu værre, at Enzel tydeligvis blev endnu mere irriteret af det! Troede han, at Nicola nød at sidde og være så svag og ynkelig overfor ham! Følelsen af at være overvældet og ødelagt veg tilbage for en sydende vrede, som var rettet mod Enzel og hans, mildest talt, uretfærdige reaktion!
"Har du overvejet, hvorfor jeg ikke kan!" Det lignede ham bestemt ikke at råbe af Enzel, men lige nu var han alt for gal og såret til, at han kunne styre sin vrede.

Hvad havde han egentlig forventet? Sympati? Forståelse? Han vidste det ikke, men det sidste han havde forventet var, at han skulle sidde og diskutere med Enzel om noget, som jo egentlig var hans skyld!
"Har du selv tænkt over, hvilke kunder du sendte ind til mig, og hvad de gjorde ved mig? Tror du, at det kun er pigerne, som bliver mishandlet!" Vredt slog han et par knyttede næver ind i brystkassen på Enzel. Han havde lyst til så meget mere end at lade de knyttede næver ramme brystkassen, men så meget fornuft havde han da stadig tilbage. Det var bare så frustrerende! En naiv del af ham ønskede stadig at tro på, at Enzel simpelthen var blind for alle de forfærdelige ting, som han gjorde, men det virkede efterhånden som ren ønsketænkning. Han kunne da umuligt være blind for, hvad nogle af kunderne udsatte dem for.
"For da slet ikke at tale om Asad, som DU solgte mig til! Er det så underligt, at jeg har svært ved at blive stiv, selv når jeg har lyst?" 

Under normale omstændigheder ville Nicola for længst have opgivet og gjort som Enzel ønskede, han var trods alt sjældent ret behagelig at være i nærheden af, når han var så gal.. Men han var så træt af bare at tage imod! Og hvis det her var den ene chance han havde for faktisk at sige ham imod, var det så ikke en chance, som han burde tage?
"Og jeg burde uden tvivl bebrejde dig meget mere for deted Asad! Du solgte mig til ham, du tog imod pengene, men hvordan skulle du overhovedet kunne vide, hvad han havde tænkt sig at gøre?" Det var en halv sandhed, som minimum, for han nægtede simpelthen at tro på, at Enzel ikke havde haft nogen som helst mistanke om, hvad Asad havde tænkt sig. I forvejen var Nicola ikke billig, og han havde jo egentlig lovet at stoppe sin omgang med kunderne, så Asad måtte have betalt godt for ham.

Slaget i madrassen ville normalt skræmme ham, men hvad kunne Enzel gøre ved ham nu, som han ikke allerede havde været udsat for? Faktisk gjorde det ham kun endnu mere vred.
Allerede mens Enzel stadig var i gang med sine beskyldninger, havde Nicola lyst til at råbe af ham, men han nåede ikke at få et ord indført, så da Enzel endelig holdt kæft, skyndte Nicola sig at gribe chancen for faktisk at forsvare sig selv.
"Tror du, at jeg havde lyst til at fortsætte, fordi jeg nød det? Jeg ville fortsætte, fordi jeg for første gang i mit liv tjente mine egne penge og så endda på ærlig vis! Det havde jeg aldrig troet nogensinde ville ske for mig" Råbte han frustreret tilbage, da han endelig fik en mulighed for at svare. Det var jo ikke engang løgn! Selvfølgelig havde det også været for at slippe lidt for Enzel og spare penge sammen, så han måske kunne stikke af, men det var også rart at tjene sine egne penge for en gangs skyld.
"Og med hensyns til det andet.. Hvor ved du fra, at jeg bliver hård for kunderne? Fra kunderne, selvfølgelig! Har du overvejet at de lyver? Enten fordi de ikke vil have på sig, at de ikke kan gøre en prostitueret hård, eller fordi jeg giver dem en grund til at lyve?" Han råbte ikke længere, men han var stadig sur. Selvfølgelig var han hård for kunderne, det var hans job, men det var da også sket mere end en gang, at han habde brugt sin evne til at få en kunde til at holde kæft eller lyve, fordi han simpelthen ikke kunne blive hård.

Det var slet ikke gået op for Nicola indtil nu, hvor højt de siklert havde råbt ad hinanden. Af og til kunne han godt glemme, at huset var fyldt med ansre halvdyr.. Hvor meget mon pigerne havde hørt? Nok kendte de til Enzels og hans forhold, men der var visse ting, som han ikke ønskede, at de skulle vide. Hvis nu en af dem opdagede ham på vej hjem til Phillippe, hvis altså han nogensinde fil ham at se igen, ville det ikke være svært at regne ud, hvorfor han ikke kunne blive hård, hvor meget Enzel så end forsøgte.

Klar til at bede Enzel skride langt, langt væk åbnede Nicola munden, men så tøvede han... At bede Enzel om at forsvinde, eller alternativt om tilladelse til selv at forsvinde, var ikke nogen løsning. Hvad havde han tilbage? Han kunne ikke leve på gaden her i Dianthos, det ville bare kræve en hård vinter, og så ville det være slut. Phillippe var heller ikke ligefrem nogen løsning, for selv hvis snedkeren som han havde haft så kært ønskede at se ham, var Nicola ikke helt sikker på, at han ønskede at se ham. Hans eneste reelle mulighed var bordellet.. Han var fanget, selv hvis Enzel en dag kom sig over sin "forelskelse". Et lavt suk forlod Nicola, som den sidste rest af vreden stille og roligt ebbede ud.
"Jeg vil have, at du giver mig tid. Der er så mange ting, som jeg aldrig rigtig fik lov til at blive vant til, fordi der så kom noget nyt oveni" Han forsøgte at strøge Enzel forsigtigt op ad armen i håbet om, at han faktisk kunne nå ind til ham.
"Jeg vil gerne være sammen med dig, det ved jeg, at jeg vil. Men prøv at sætte sig i mit sted.. På ganske kort tid har jeg mistet mit hjem, kom til en fuldkommen fremmede by og fået et arbejde som prostitueret. For slet ikke at tale om, at der er en mand, som på en eller anden måde formår at elske mig, det i sig selv er mere, end hvad jeg nogensinde havde turde håbe på. Men du bliver nødt til at give mig en mulighed for lige at bearbejde det hele, det gode såvel som det dårlige" Han satte sig langsomt op, mens han sørgede for at holde øje med Enzels reaktion.

Selvom nysgerrighed nok burde være det sidste, som Nicola følte lige nu, kunme han ikke lade være med bide mærke i, hvad Enzel sagde. Hvad mon han mente? Han vidste så lidt om Enzels fortid og hvad der var sket med ham.. Men nu var næppe det rette tidspunkt til at spørge ind til det, han skulle helst ikke gøre Enzel gal igen, nu hvor han lige havde formået at gøre ham god igen. Han var for den sags skyld heller ikke helt sikker på, at han havde lyst til at vide det, han skulle endelig ikke begynde at have medlidenhed med sin bøddel.

Ved Enzels ord lyste Nicola op i et taknemmeligt smil, som var en gangs skyld var reelt.. eller i hvert fald tæt på.
"Tak Enzel" Han lænede sig frem for at placere et blidt kys på Enzels kind.
"Jeg skal gøre mit absolut bedste" Hvad det så end var.. Hvad havde Enzel tænkt sig, at han skulle gøre? "Øve" sig i at blive hård? Det var aldrig til at vide, hvad der foregik i hovedet på bordelejere, men som sædvanlig havde Nicola en fornemmelse af, at det var noget, som han ikke ville bryde sig om. Han var da heller ikke spor i tvivl om, at Enzel hellere end gerne bille hjælpe ham med at 'få det bedre'.

Hvor længe ville Enzel mon lade sig holde hem? Timer? Dage? Der ville i hvert fald ikke gå uger, så meget var sikkert.. Nicola håbede på, at der ville gå dage, men han var også utroligt bevidst om, at det lige så vel kunne være timer. De kunne ligge sig og sove, og når de så stod op igen, ville Enzel have mistet tålmodigheden. Men for nu betød Enzels accept, at der om ikke andet ville være et par timers ro, et par timers sikkerhed, og det var helt ærligt mere, end Nicola overhovedet havde turde håbe på.

Løftet om at Enzel ville vente lidt endnu, havde fået Nicola til at slappe mere af, men selvom han udadtil nok virkede glad, var det svært at slappe helt af. Han stolede ikke på Enzel, han havde trods alt aldrig givet ham nogen grund til det.. For hvad ville der blive forlangt i bytte for ventetiden? Det var naivt at tro, at Enzel simpelthen elskede ham nok til, at han bare ville vente. Men for nu blev Nicola nødt til at skubbe nervøsiteten til side, så han kunne opføre sig nogenlunde normalt. Der var sket så meget det sidste stykke tid, og han var ikke sikker på, at han havde overskuddet til at holde sit skuespil kørende, hvis han samtidig skulle gå og være bange hele tiden. Han var så træt af at være bange efterhånden.

Mere af pligt end af lyst puttede Nicola sig ind til Enzel, så han lå med hovedet på Enzel skulder og en arm lagt over hans brystkasse. Hvis han lukkede øjnene, kunne han næsten forestille sig, at han lå med Phillippe.. men problemet var, at han stadig var gal og såret, så selvom det startede ud som en lykkelig fantasi, så gav det ham hurtigt en grim smag i munden. Nej, så var det faktisk bedre at åbne øjnene og huske på, at han lå her sammen med Enzel. En mand som Nicola stadig hadede, men trods alt havde Enzel da aldrig holdt ham for nar som Phillippe havde gjort. 

"Det lyder som en god ide. Det vil jeg se frem til" Han kiggede op på Enzel og sendte ham et lille smil. En gåtur var uden tvivl bedre end at være spærret inde på bordellet.
"Jeg er glad for at være hjemme igen" sagde han, hvorefter han med et tilfreds suk lagde sig en smule bedre til rette. Midt i alt balladen med Enzel havde han næsten glemt, hvor træt han var, men nu gjorde trætheden godt opmærksom på sig selv, og han kunne mærke, hvordan det blev sværere og sværere at holde øjnene åbne. 

Det ville være rart at lade sig selv forsvinde i fantasien. Tro på, at det var her han hørte tol, at Enzel ville forandre sig, og at han ville give Nicola det, som han virkelig havde troet på, at han ville finde hos Phillippe. Var det forkert at ønske bare en lille smule lykke? Nu det han troede, at han havde fundet, så britalt var blevet revet væk fra ham.. Men det her var kun en fantasi. Enzel var en forfærdelig mand, og den omsorg, som han udviste lige nu, var kun midlertidig. Og nok værst af alt, så var Enzel skyld i, at han havde mistet Phillippe. Nej, han kunne ikke lade sig selv forsvinde i fantasien, alt han sagde lg gjorde var skuespil, og det blev nødt til at fortsætte sådan.
"Jeg hører til hos dig" mumlede han. Nej, han hørte ikke til der, han var fanget. For nu i hvert fald.

Det tog tid, men endelig formåede Nicola at falde i søvn. En urolig søvn plaget af mareridt, men det var der ikke noget nyt ved, ham havde været plaget af mareridt siden han var taget væk hjemmefra. Men modsat hvordan det oftest var, så lykkedes det hans behov for søvn at overvinde mareridtene, så mareridtene ikke at vække ham, så i stedet lå han blot og klynkede ganske lavt... Lige indtil Enzel formåede at stoppe dem. Ikke at han lagde mærke til, at det var Enzel. Faktisk var det nok mere sandsynligt, at hans underbevidsthed troede, at det var Phillippe som atter passede på ham.

Dovent strakte Nicola sig en lille smule. Han var bestemt ikke klar til at stå op endnu, men det lød ikke til, at han fik lov til at blive liggende meget længere. En lettere utilfreds brummen lød fra ham, da Enzel begyndte at kravle hen over ham. Han ville langt hellere blive liggende i sengen.. Han havde næsten glemt, hvordan det var at sove i en så komfortabel seng, og hvor der så endda var masser af plads. Han tvivlede dog på, at Enzel ville lade ham blive i sengen hele dagen, så med endnu en utilfreds brummen satte han sig op, og svingede benene udover kanten på sengen. Bare for lige igen at sælge illusionen om, at hans krop var mere ødelagt, end det egentlig var tilfældet, tog han sig god tid til at trække tøjet på.

tavst sad han og betragtede Enzel, mens denne gjorde sig klar til dagen. Han havde set Enzel gøre sig klar før, men alligevel blev hver lille detalje studeret nøje, set var værd at vide, om der var noget, som kunne udnyttes senere.. Som for eksempel Enzels tilsyneladende afhængighed af indholdet i pungen. Men for nu, var det jo ikke noget, som han kunne bruge til noget videre.
Gad vide, hvordan hans dag ville komme til at se ud? Enzel havde tilbudt en gåtur, så det ville jo optage noget af dagen, men hvad med resten? Hvordan ville hans liv generelt se ud? Han savnede næsten kunderne, som normalt fyldte hans dag ud, men det var jo definitivt slut nu.

Hvad havde Enzel mon at have mareridt om? Var det et forfængeligt håb, hvis Nicola troede på, at de var alle de forfærdelige ting, som Enzel havde udsat ham for? Formentlig.. det ville jo kræve, at Enzel faktisk havde en samvittighed, hvilket han jo havde modbevist op til flere gange. Egentlig havde han heller ikke lyst til at kende indholdet af mareridtene, han havde ikke brug for nogen grund til at have medlidenhed med sin bøddel.

"Jeg bryder mig ikke rigtig om at drikke ting, som påvirker mig" Altså tanken om at drikke sine sorger væk havde da ramt ham, men han vidste jo også godt, at hvis han nogensinde skulle slippe væk, så kunne han ikke sløve sine sanser.
"Men nu er jeg hjemme igen, så forhåbentlig kan jeg få lidt ro" Han forsøgte at sige det kærligt, men han kunne selv høre, hvordan kærligheden ikke helt trængte igennem.. For en sikkerheds skyld rejste Nicola sig og gik hen til Enzel, så han kunne stryge en arm blidt over Enzels arm og derefter placere et enkelt kys på hans kind. 

Selvom det var lettere ubehageligt at stå på den måde, valgte Nicola at blive stående med hovedet hvilende på Enzels skulder, det skulle jo gerne virke som om, at han havde længtes efter nærheden. Hvilket han da også havde, det var bare ikke nærheden fra Enzel, som Nicola havde savnet. Igen kunne han ikke holde sine tanker fra at vandre mod Phillippe, hvor meget han end ønskede ikke at tænke på ham. Et kort øjeblik troede Nicola næsten, at hans tanker var så centreret omkring Phillippe, at han endda så syner, men selvom han blinkede, så han den stadig.. Den lille figur på bordet, som var så nydeligt skåret ud. Selvfølgelig kunne det sagtens være fra en anden snedker, men hvad var chancen for det?
"Det er en fin figur Enzel" Han forsøgte desperat at skjule alle de følelser, som pressede på for at komme ud.
"Hvem har givet dig den? Jeg synes ikke, at jeg har set den før?" Han rettede sig op og lod i stedet hænderne stryge over Enzels nakke og skuldre, så han forhåbentlig ikke kunne høre, hvordan Nicolas vejrtrækning havde ændret sig.