Alexander slog blikket ned. Han kunne håbe deres venskab ikke hun var skabt af deres stand. I en anden verden kunne Alexander have været den skræmmende, ukendte mand hun skulle have været gift med. Det var en sær tanke, men det var næppe den verden de levede i.
Et grinende fnys, efterfuldt af en kort, varm latter fulgte Adenas imitation af Hecate. Selv uden at være i familie med den ældre dame, kendte han ganske vel hendes rygte, og viste at man skulle gå en lang bue udenom, hvis man viste hvad der var godt for en. 

Alexander trak en smule på skuldrene som emnet vendte tilbage til Aldamar. "Jeg kender hans politiske holdninger, hans debat teknik og disposition. Jeg ved han er en god mand, med hjertet på rette sted, og at han næppe komme til at følge sin moders fodtrin fuldt. Vi er venner, ja, men.." Alexander blev mere tænksom som han fugtede læberne "Ja, jeg ved ikke helt om jeg kender ham. Der ligner han trods alt sin moder Fyrstinden.". De to, moder og søn, med ansigter hugget i sten. Alexander havde nok brugt tid med Aldamar, men Alexander havde tidligt fået det indtryk at Arys arvingen foretrak at holde folk på en arms længde, og Alexander havde respekteret det.

"Hmm," mumlede Adena for sig selv. "Så han er svær at blive venner med. Godt jeg kun skal være hans hustru, hva'?"
Hun fulgte sætningen om med et lille grin, der ikke helt kom ud, som hun ville have ønsket det. Det var lidt mere kynisk ladet, end hun havde haft tænkt sig - især når Aldamar faktisk var til den her fest, og hun absolut ikke skulle gøre noget, der kunne få ham til at tænke ilde om hende eller ægteskabe - dét havde hendes fader sørget for, hun var helt med på. 

"Undskyld," sagde hun og sænkede blikket til et blomsterbed ved siden af dem. "Det var ikke min mening at lyde utaknemmelig."
Hun bed sig i læben, inden hun sagde mere. Hun havde lyst til at spørge ind til, hvordan fyrstinden var, siden Alexander ikke mente, Aldamar ville følge i hendes fodspor. Hvordan de lignede hinanden og hvordan de adskilte sig. Hun ønskede at få bare en lille smule forståelse for den familie, hun skulle til at bo hos - og ikke kun have al sin viden fra offentlige skriblerier. 
Og så ønskede hun at droppe emnet helt og snakke om noget helt andet. Spørge ind til Alexanders liv og lære ham bedre at kende. Men hvad skulle hun starte med? Hvis hun spurgte ind til hans dag, ville de med garanti ende ved rygterne om hans tilfangetagelse igen. Hvis hun spurgte ind til hans skræmte udtryk på en af tegningerne, hun havde lavet, ville hun træde langt over en personlig grænse. At spørge ind til besøg hos skrædderen eller træning, virkede for overfladisk.

Alexander sukkede en anelse. Han kunne næppe bebrejde Adena for at komme til den konklusion, men det var stadig frustrerende, som han forsøgte at opmuntre hende. Han skulle have valgt sine ord bedre. "Det jeg mener er, at han kan være svær at komme ind på livet af. Men hvis han skulle åbne op til nogen, så ville det da være hans kone?" prøvede han i stedet, og affejede hendes undskyldning med en håndbevægelse. "Tænk ikke over det, du er i din ret til at være frustreret" forsikrede han hende.

Han kunne næppe sætte sig ind i hvordan det var, hvor meget han end drog ligheder mellem deres situationer. Sandsynligheden for at Alexander nogensinde skulle giftes over sin stand, og med nogen han kendte så lidt til var næsten ikke eksisterende. Næsten. Han havde en stræk tiltro til at hans moder ikke ville sætte et ægteskab op uden hans samtykke, men.. det var også bare en anden politisk situation de var i nu, så han kunne næppe bebrejde hende hvis det skete heller.

"Men.. hvad er deres eget indtryk af ham, de gange i har mødtes?" spurgte Alexander så. Adena havde dvælet så meget i sin frygt for fremtiden igennem deres samtale, men Alexander havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvad hun egentlig synes om ham, i det omfang de nu engang kendte hinanden. 

"Venlig, klog... Omsorgsfuld," begyndte Adena. "En fantastisk kommende far, en dygtig og værdig kommende fyrste. Blid, kærlig og lyttende."
Han havde ikke givet hende nogen grund til at se ham som andet end et perfekt og velafbalanceret menneske. Kærlig og omsorgsfuld for sin familie, smilende og lyttende. De havde delt en fantastisk gåtur, og han havde taget imod hendes lille blomstergave bedre end hun kunne havde forventet. Han havde spurgt oprigtigt interesseret ind til hendes interesser og besvaret hendes spørgsmål uden at virke træt af at skulle snakke med en kvinde om andre ting end hvilke funktioner, hun skulle udfylde i husstanden. Et eller andet sted havde hun nok troet, hendes ægteskab ville ende med sådan noget, frem for det her højadelige hurlumhej. 
Aldamar virkede som den perfekte mand. Alt for perfekt, og hun følte sig så langt fra hans fine standarder, som hun kunne komme.
"Hvilken type kvinde, tror du han ville ønske sig?" spurgte hun, svagt og usikkert. Næppe en kvinde som mig. 

Alexander lyttede til Adenas ord, men jo mere hun talte, jo mere forvirret blev han. Hendes frygt og ængstelighed havde været forståelig hvis hun havde haft et dårligt indtryk, hvis hun så ham som en kold og distanceret mand. Men det var ikke tilfældet? Tværtimod?! Hun lød kun til at se de allerbedste kvaliteter i Aldamar, og... det var nok det var problemet.

Usikkerheden i Adenas spinkle stemme sagde det hele, og Alexander fik et tænksomt udtryk mens han vejede sine ord. Han ville ikke give hende andet end sandheden, men han ønskede bestemt heller ikke at tilføje til hendes usikkerhed.
"Jeg tror han ønsker sig en kvinde der kan lytte engageret og nysgerrigt til hvad der interessere ham, og har modet til at stille spørgsmål. Ligeledes er han vidensbegærlig, så en der kan dele sin egen indsigt i emner han ikke selv er så bevandret i, ville uden tvivl også være at foretrække." svarede han langsomt, men fast "Hvad jeg tror han har brug for, udover det, er en der kan sparke til ham, når han fortænker sig, og en der kan bryde dørene ned, så han faktisk kan prøve og opleve noget nyt" et skævt smil spillede på den unge prinses læber, som hans blik igen faldt i Adenas retning "Om der skal bruges en nøgle eller en rambuk, kommer nok an på kvinden" tilføjede han til sidst med et lille grin.

Adenas kinder rødmede. En nøgle eller en rambuk. Hun følte sig nok lidt midt i mellem, men det var nu et underligt billede af sig selv som en tung døråbner. Det fik hende dog til at smile mere, end hun ellers havde gjort efter de var kommet ind på det her emne. 
"Jeg-eh," svarede hun med en smule latter i stemmen. "Jeg ved ikke om jeg er det ene eller det andet. Jeg håber jeg kan leve op til den forventning. Måske... Måske er jeg bare virkelig bange for at skuffe ham?" Hun hævede blikket til Alexander og søgte hans øjne. Ved Isari, hun følte hun kunne tale mere åbent med ham end nærmest alle andre hun kendte. "Der er masser af ægteskaber derude, hvor den ene eller den anden eller begge to er ulykkelige over deres omstændigheder. Aldamar fortjener at få det, der gør ham lykkelig, og jeg har slet ikke kendt ham længe nok til, at jeg ved, om jeg kan leve op til det - eller hvad det i det hele taget er, jeg skal leve op til."
Hun sukkede lidt vemodigt, men holdt stadig sit blik søgende op mod hans. Han havde næppe svarene, men måske han kunne sige noget, der ville få hende til at slappe mere af i hele situationen. Uanset hvad havde han brugt mere tid sammen med Aldamar end hun endnu havde, og noget af hendes frygt kom af den rene uvidenhed, hun rendte rundt med. Hvem var han, hvad ønskede han, hvad tænkte han om fremtiden, hvad tænkte han om hende? Hun vidste nu, hun ikke selv ville kunne blive rigtig lykkelig i ægteskabet med en mand, men det kunne hun leve med. Det var ikke en kvindes privilegie at være lykkelig, og nogle gange var det generelt bare ikke adelens. Men hun ønskede så brændende at leve i et nogenlunde fungerende forhold og være en god hustru og på sigt en god mor. Aldamar var en alt for kærlig og sød mand til at hun ønskede det for ham, at han skulle tage til takke med en kvinde, der ikke kunne elske ham lige godt hvor meget, hun prøvede.

Alexanders eget smil trak en smule op til siden, som Adena rødmere, og han var glad for at se ængsteligheden lette en smule. Nok var det ikke rigtig hans plads at blande sig i deres ægteskab, men synes nu svært godt om Adena, og hvis han kunne hjælpe med at få de to hoveder afsted på den rette fod, så var det et forsøg værd.
Den unge prins mødte Adenas blik "Jeg tror ikke du vil skuffe ham. Mere end det, så tror jeg han er mindst lige så bange for at skuffe dig. Og.. jeg tror han vil forvente mere af sig selv, end han nogensinde kunne forlange af Dem" svarede Alexander med fast stemme. Aldamar havde altid været så fokuseret på at gøre ting rigtigt og ordenligt. Hvis Aldamar fik skuffet sin kone ville han ikke helme til han havde gjort det ret igen.. Det var hvert fald hvad Alexander forestillede sig. "-ikke at jeg forventer han vil forlange ting af dem" tilføjede han hurtigt efter. Han ville helst ikke gøre Adena MERE ængstelig end hun allerede lod til at være.

Alexanders bryn rynkede sig, og han betragtede Adena et øjeblik. "Jeg ved vores venskab er nyt, men vil mene at kende Dem nok til at sige, I begge fortjener at blive lykkelig, og.. selvom alt det her er nyt og uden tvivl skræmmende, så tror jeg på i kan blive det. Dem med ham ved Deres side, så vel som Han med Dem ved sin" sagde han, og det var tydeligt at han mente og troede på hvert et ord. Der gik et øjeblik, hvor Alexander lod ordrene hænge, inden han rømmede sig en smule. "Og han kan lige vove på at gøre Dem ulykkelig, for så skal jeg personligt trække ham ud på træningspladsen og tæve ham gul og blå!" tilføjede han så i en mere munter tone, men med samme ærlighed der lod vide at det ikke bare var en joke. Nok var Aldamar ældre, og havde haft en dygtig fægtemester, men Alexander havde en del mere praktisk erfaring, og var ret sikker i sin sag om at kunne give den ældre prins en røvfuld hvis det blev nødvendigt.

Adena kunne ikke undgå at fnise ved Alexanders sidste kommentar. Alt op til der havde været seriøst og selvom det havde lettet hende bekymringer en smule, var det intet imod hvad den sidste kommentar gjorde ved hendes humør. Som en person, der ofte så ting for sit indre blik, skabte Alexander en serie af billeder i hendes hoved, hvor den yngre prins var noget så uretfærdig over for Aldamar. 
"Åh, prrrfth, Alexander, jeg tror," fik hun fremstammet mellem fnisende. "Jeg tror bliver nødt til at tegne det, når jeg kommer hjem."

Så langt var de heller ikke fra de andre gæster, så hun var nødsaget til at holde sig fra at le lige så højt og upassende spruttende, som hendes mavemuskler og udspilede næsebor prøvede at tvinge hende til. I stedet måtte hun holde lidt mere fast i hans arm og tage hånden op foran munden. Tænk sig, hos Proteaus blev hun aldrig nødt til at gøre sådan, selvom hendes opdragelse ofte fik hende til det alligevel. 
"Jeg kan lige se det for mig," fortsatte hun. "Ville han ikke hade mest af alt at blive beskidt på tøjet? Eller det nyvaskede hår? Og du ville selv grine af det, og meget kort tid efter ville han nok også."
Hun lagde ikke selv mærke til, at hun overgik til en langt mere uformel tiltaleform midt i det hele - et tegn på at selvom deres venskab var yderst nyt, havde hun hurtigt fundet sig tilpas i det.

Alexander bed sig i læben og en let rødme bredte sig over hans kinder som Adena foreslog at tegne scenen senere. DET var en ting han næppe ønskede skulle ende i hænderne på de unge adelsfrøkener. Ikke at Alexander forventede at tabe til Aldamar, men mere fordi den unge prins ikke ønskede at sænde Aldamars omdømme og rygte - især når det ikke var sket!

Alexander kunne dog ikke holde sig selv fra at le muntert som Adena fortsatte. "Håret, helt sikkert. Tøjet er nemmere at skifte!" gav prinsen igen lattermildt. Meget pænt kunne han sige om Aladamar, men Alexander kunne ikke benægte at den anden mand var temmelig forfængelig. 
"Og det tror jeg bestemt du har ret i! Han ville prøve bravt at holde masken, men ak! Det vil være forgæves!" klukkede han muntert. Det var en spøjs scene at tænke over, og selvom det ikke havde været tiltængt som en vittighed, var scenen intet mindre end komisk, sådan som Adena fik den sat op!
Alexander ville næppe grine, hvis hvis han blev nødsaget til at banke Aldamar for at have gjort Adena uret.. Men den komiske udgave var rarere at tænke på, bedre for humøret og deres samtale trængte bestemt til en smule lethed.

Adena klukkede let, mens Alexander talte, og de gik en runde omkring et springvand. Figuren spyttede vand ud af en fløjte, mens et bælte med blomster på også fik vand til at bue sig nedad mod massen i bunden. En af blomsterne var blevet stoppet til med et kirsebær, der så ud til at blive mere og mere smattet. 
"Åh, Teo, du har virkelig løftet mit humør," sagde Adena og gav hans arm et hjerteligt klem. "Ikke kun formår du at være i live, men du kan rent faktisk også holde ud at høre på mine bekymringer. Jeg tror jeg har vundet venne-lotteriet, når det kommer til at være stødt på dig."
Hun smilede op til ham og mente hvert et ord. Tænk at et tilfældigt møde i tempelhaverne kunne føre til en hæsblæsende bekymring og direkte videre i en så behagelig gåtur, hvor alle dårlige tanker forsvandt ud i natten. Hvis det var nogen i Krystallandet, der var værd at samle på, var det Alexander Teodor Perrin af Isenwald.

Alexander smilede varmt ved Adenas ord, og en overrasket latter forlod ham, ved hendes snak om 'venne-lotteriet.
"Det glæder mig unægtelig at være i live, så vel som at have løftet dit humør" klukkede han, inden hans latter roligt døde ud, og han fortsatte, smilende stadig, men med et mere alvorligt udtryk "Men lytte.. det er da det mindste jeg kan gøre for en ven" insisterede han. Alexander var næppe en svær mand at blive venner med, hvis man havde mere end 2 mentale brikker at flytte med, og ikke druknede killinger i sin fritid. Alexanders solide skuldre var nogle man kunne regne med, og læne sig på. Det krævede dog noget mere af skæbnens indblanding at få den muntre mand til at dele den anden vej.

Alexanders blik gled udover deres omgivelser atter engang, men de behagelige tanker blev afbrudt uden varsel. Et lille grynt forlod den unge prins, som han pludseligt tog sig til brystet. En kort, skarp smerte havde ramt ham, og som han fjernede hånden igen, var hans fingre farvet med rødt.

Et lille 'plonk' lød, som en kirsebærsten ramte stenene for fødderne af den unge prins.

"Åh!" udbrød Adena, da Alexanders fingre slap hans skjortestof med rød farve på sig. 
Den skarpe farve og efterfølgende stenen der faldt til jorden fik hende dog til at slappe af igen. Et øjeblik havde den unge adelsfrøken troet, at det var blod. Blod, hun allerede havde set nok af i sine tegninger. Noget, hun ikke ønskede skulle dække den unge mands fine hud igen. 
"Åh, kirsebær," mumlede hun og tog hånden op til brystbenet, mens hun udstødte en lille kluklatter. "Der er vist nogen børn i selskabet der har ventet på at netop det her skete. Lad mig, jeg kan fikse det, så du ikke behøver rende rundt og være plettet resten af aftenen."

Adena trådte ind foran ham og tog pletten i øjesyn. Den havde efterladt en plamage, der hurtigt var trængt ud i stoffet. Væden skabte små striber rundt om den mørkerøde plet, og vidste man ikke bedre, ville man nok antage, at Alexander havde slået sig. Det var alt for småt og rundt til at være en vinplet. Lige i aften, hvor han nok også forsøgte at undgå alt for mange samtaler om de sidste ugers begivenheder, ville det ikke være rart for ham at få flere uønskede spørgsmål på grund af en kirsebærplet.
Hun trak i farven fra hans skjorte og lod den løbe ind over kirsebærpletten. Magien summede i hendes fingre, mens hun med præcision fik hele pletten overmalet med sine fingre og sørgede for at det til sidst kun lignede en lidt ældre, aftørret plet. At stoffet var blevet vådt af kirsebærskuddet, var det eneste, hun ikke kunne gøre noget ved. 
"Sådan," sagde hun og smilede ved sit eget lille værk. "Det bør undgå, at en eller anden adelsdame får overtalt dig til at smide trøjen. Men den skal satdig vaskes, når du kommer hjem  -  jeg har kun gemt pletten væk."

Alexanders øjne blev store ved synet af den røde farve, og samtidig som Adena konstaterede det var krisebær, stak prinsen en fingerspids i munden, og kom til samme konklusion. Han lo med hende, og rystede en smule på hoved. "Uden tvivl! Og bedre det gik udover min kofte, end din kjole"  svarede han med et grin.

"Åh?" lød det overrasket fra den unge prins, som Adena erklærede hun ville fikse pletten. Hans ører fik en rødlig kulør som hun trådte nærmere, og hans blik fulgte hendes hånd mod hans bryst. Fascineret så han til mens Adena trak farverne i hans tøj rundt. Selvom han havde set hende gøre det før, i sit maleri, var han stadig forundret over at de også kunne gøres på tøj! Ja, hun kunne jo nok gøre det med alt! Men det var noget nemmere at dreje hoved om konceptet på et lærred.

Alexander trak en smule ud i sin kofte da Adena erklærede hun var færdig, for at tage det i øjesyn. "Tusinde tak Adena. Den er næsten ikke til at se længere!" sagde han imponeret, og smilede taknemmeligt til hende. Den røde farve fra hans ører, trak en smule ned i kinderne som Adena fortsatte. "Ehm, ja, det er godt" kom det lidt akavet fra ham, som tanken om Adenas billede der florerede blandt komtesserne kom op igen. "Men jeg skal sikre den bliver vasket, og ordnet, og tak igen". Han kendte lige den rette syreske til opgaven. Om ikke andet ville hun nok more sig over historien bag! Hans smil blev en anelse varmere ved tanken.

En tjener rømmede sig let, og trak prinsens opmærksomhed. "Deres Højhed, Prinsessen af Isenwald skal til at modtage Dronningens velsignelse" meddelte tjeneren, og Alexander nikkede kort, før han atter vendte opmærksomheden mod komtessen foran sig. "Så er det Astrids tur. Tænk sig, to kommende Fyrstinder velsignet af Dronningen selv! Det kan vel kun spå gode tider for andet" klukkede han lidt, inden han trådte tilbage og bukkede farvel. "Det var godt at se dig igen. Forhåbentlig har vi færre bekymringer på sinde næste gang" bød han farvel, med et skævt, let undskyldende smil, inden han tog sin afsked, for at se sin søster blive velsignet, med hendes hjertes udkårne.