Komplimenter kunne man aldrig få nok af, og slet ikke for en som Agarwaenel. Hvis man vidste hvad man lavede, så var hun forfærdelig nem at gøre tilfreds, og Jez havde i hvert fald formået at gøre det med en god mængde kærlighed også.
Det var også et noget tilfredst smil der blev sendt i Jez’s retning. Uskyldigt og glædestrålende. ”Det kommer du aldrig til at gøre, mor,” sagde hun og greb glad Jez’s arm grinende. I Agarwaenels øjne ville Jez aldrig blegne. Hun var en stolt og stærk kvinde, noget Agarwaenel kun kunne håbe selv at blive en dag. Der var stadig visse barnlige ting hun ikke helt var kommet af med, men de var ved at komme der. At være sammen med Jez havde gjort vidundere for hendes personlige udvikling.

Smilet falmede bare en anelse som Jez nævnte mad og hvad der ventede på dem. Det var dog kun for at erstatte det med et sulten lidt tomt blik, og den unge pige der slikkede sine læber. Det var lang tid siden hun havde fået en frisk bid kød. Smilet kom derfor også nemt tilbage, som hun kiggede på Jez, og lige blev nødt til at tage en hånd op for at være sikker på at hun ikke var begyndt at savle. ”En bid mad ville være godt,” sagde hun, begejstringen tydelig i den unge kannibal og hun fugtede lidt sin mund. ”Jeg har set frem til det hele dagen.” Ikke så underligt, for selvom Agarwaenel også værdsætte andet mad, så kunne man nok aldrig tage hendes præference ud af hende. Elvere kunne bare noget specielt. 

Agarwaenels glæde og lykke fik kun Jez smil til at vokse yderligere. "Åååh det ved jeg nu ikke kæreste, jeg tror nu snart solen selv kommer til at blegne ved siden af dig" hun sukkede teatralsk "jeg derimod, har aldrig overstålet andet end månen!" tilføjede hun, og sluttede af med en let, klukkende latter, som de fortsatte ned ad vejen.

Jez var ikke overrasket over Agarwaenels reaktion. Nok havde de arbejdet meget med pigens sult, men den var så meget en del af hende, som døden var af Jez. De kunne ældre sig og vokse til skyerne, men deres rødder stod aldrig til at flytte på. Det var sandheden af den verden de levede i. Det stod de seneste år i Jez's liv som klart eksempel på.

Jez ledte vejen, men det var dog ikke kroen der var hendes destination, men et lille hus i udkanten af byen, nær skovbrynet. Huset så ikke velholdt ud, men det var heller ikke ved at falde fra hinanden. Gammelt, holdbart og med en hvis charme, hvis man da fandt godt-brugt patina charmerende.
"Så er vi her!" erklærede hun og svang døren op for Agarwaenel der åbnede med en højlydt knirken. Indenfor åbnede døren direkte til et opholdsrum, hvor der var dækket op til 2. Den ene opsætning var fuldbyrdet, med trætallerken, bestik og knus, mens der på den anden plads, blot stod et vinglas.

Som svar på dørens knirken, trådte elveren fra tidligere ud fra et sidelokale, og lyste op ved synet af dem. Han blik hvilede på forventningsfuldt på Agarwaenel "Velkommen!".

Det var Agarwaenel ikke nødvendigvis enig i. Hele Jez’s personlighed og udseende var blændede for den unge Agarwaenel. Jez var dog som månen på visse punkter. Det var noget man kunne se på, og være forundret og betaget af det, modsat solen. Solen fik Agarwaenel altid ondt i øjnene af at kigge på, hvis det var direkte. Der var det bedre at kigge lidt til siden, og væk, så man ikke blændet. Var hun virkelig som den?

Man kunne næsten se lidt af skuffelsen, som de nærmede sig det forfaldne hus. Hun vidste at Jez ikke ville skuffe hende, ikke i sidste ende, men lige nu var forhåbningerne ikke særlig store. ”Her?” kom det lidt tøvende fra Agarwaenel, men noget at mistroen for situationen dalede alligevel da hun så elveren komme ud fra sidelokalet. Blodet begyndte at bruse lidt i kroppen igen, og hendes hjerte bankede hurtigere. Munden begyndte at danse mere vand, som hun prøvede at sluge lidt.
Hun trådte indenfor, men til trods for at hun ikke var imponeret over indretningen, ikke forfærdeligt, især når hun var blevet vant til en vis standard, så var hun ligeglad med det, men i stedet for var hun fokuseret på elvermanden. ”Skal jeg spise ordentlig?” spurgte hun og bed sig i underlæben med et ligeså forventningsfuldt blik. Hun havde en tendens til at gøre tingene meget beskidte når hun gjorde som hun ønskede, men folk skreg bare så meget skulle man spise dem med bestik.
Hendes skridt begyndte dog at bære hende over mod bordet, der var jo dækket op til dem. 

Jez smil stålede som Agarwaenel trådte ind, og den unges blik blev draget til elveren der bød dem velkommen. Stedet så nok ikke ud af meget nu, men Jez havde allerede planer for at give stedet en overhaling der ville gøre det mere passende for de to kvinder. Det var da hvis resten af aftenen gik som planlagt.

"Ja min kærer" svarede Jez blidt, og lod en hånd glide over Agarwaenels hår. "Jeg ved det er din fødselsdag, men jeg lover dig, det bliver det værd" fortsatte hun, og plantede et kys på datterens hoved, inden Jez gled forbi og over mod elvermanden. "Men sæt dig nu min kæreste, så vi os lige at alting er perfekt til din middag" klukkede hun konspiratorisk, inden hun trak elvermanden med sig, tilbage fra den vej han var kommet. Hans blik hang betaget ved Agarwaenel hele vejen.

Jez lod ikke sin datter vente længe. Mindre end et minut gik der før hun igen kom valsende ud, nynnende en munter melodi. I hver hånd havde hun en tallerken, en med en let anretning til sig selv, og en anden stablet med kød, til Agarwaenel. Jez satte tallerkenen foran sin datter "Velbekomme kæreste, der er mere hvor det kommer fra".
Kødet, der lod til at være fillerer af lår primært, havde været på panden, men kun lige længe nok til at have lukket overfladen, mens resten var rådt og saftiget. Et let drys af salt og et svagt hint af krydderier var at finde på overfladen også.

Efter at have serveret for Agarwaenel, trak Jez sig til sin egen plads, og satte sig med et umådelig selvtilfreds smil, og rakte ud efter sit vinglas.

Agarwaenel havde det fint med ikke at vide de præcise planer Jez havde foran dem. Hun var interesseret og nysgerrig, men de fleste ting fik hun at vide i sidste ende, og hun glædede sig til at finde ud af hvordan deres liv skulle udforme sig nu når de ikke længere havde et fast sted at bo. Jez havde dog altid en plan, så meget var Agarwaenel i hvert fald sikker på.

Som Jez strøg Agarwaenel over håret, var det også som om at håret snoet sig let og næsten kælent omkring Jez's fingre. På ingen måde for at stoppe hende, men en lille erklæring at den unge halvdæmon nød det.
HUn gav et nik til sin mor, og tog så plads ved bordet. Hun vippede utålmodigt med fødderne og fugtede sine læber let, som hendes øjne gled over på manden, som han blev trukket afsted. Hun havde jo allerede havde fået at vide ville være et måltid, i hvert fald på et tidspunkt. Intet slog frisk kød, og selv hvis det skulle steges, så skulle det kun lige præcis være skorpen. Det var dog også alt sammen noget at hendes kære mor selvfølgelig vidste.

Agarwaenels øjne blev dermed kun større, som der ikke gik lang tid og jez som valsende ind med en stabel af kød. Hun kunne mærke maven bare blive mere sulten, og hun blev nødt til at tørre en anelse savl væk fra munden. "Er det ham?" spurgte hun begejstret, selvom hun ikke ventede på et svar, som hun greb bestikket, for at skære et stort styk af kødet og tage det i munden. En lød af fornøjelsen lød fra den spinkle teenager, som hendes spidse tænder flåede kødet i stykket i munden, inden hun slugte det. "Det er perfekt! Det er lige stegt nok til at få de gode smage fra ingredienserne, uden at miste det saftige indre." Hun tog endnu en luns af kødet og tog det i munden for at tygge videre og smage alle de forskellige ting i det. Lidt interesseret var hun trods alt blevet i madlavning.

Jez længede sig tilfreds tilbage i stolen med vinglassets hvilende mellem sine lange, slanke fingre. Hun betragtede Agarwaenel kaste sig over maden med lyst og glæde. "Det er ham, ja. Det var hans største ønske at give sig til dig" bekræftede hun klukkende.  Jez lyste kun mere op som hendes kokkeegenskaber blev rost. Det havde ikke været en let opgave at overbevise hendes lille engle om at at rådt kød ikke var bedst, og det havde da også taget meget tid og arbejde at finde den helt rigtige måde at tilbedrede alting til Agarwaenels præference.

"Så overraskelsen var værd at vente på Mmmmm?" spurgte hun selvsikkert efter hun havde sippet til vinen. Jez smagte knap nok på den, så optaget var hun af at betragte Agarwaenel, og dele i hendes glæde.

En let knirken lød fra køkkendøren, som den forsigtigt blev listet op på klem. Jez sendte et dovent blik i dørens retning, men gjorde ikke mere. Det var næppe til nogen skade at resten af overraskelsen præsenterede sig selv!
I døren lurede elvermanden forsigtigt ud. For trods det var hans kød Agarwaenel fortærede og fyldte sig med, så var han ikke død. Han så en anelse bleg ud, som hans intense blik søgte den unge fødselar, men ellers stod han så rankt som før.

Ordene lød godt i Agarwaenels ørerne, selvom de ord kunne forstås på mange måder. Hun nød dog at have det element af magt, og det føltes godt når folk ville gøre ting for hende. Jez havde altid sørget for at hun var omgivet af folk der kunne ville hende det bedste, måske bortset fra Valkar. En mand som heldigvis var ude af deres liv, nu når han ikke kunne behandle hendes elskede mor som det vidunder hun var.
”Du forstår at vælge dem,” sagde Agarwaenel, med et lille grin på læberne, og øjnene strålede i den dæmpede belysning. Hun skar endnu et stort stykke ud af bøffen, hun var jo blevet lidt civiliseret, før at hun tog den kom i munden og tyggede den, som de blodige safter eksploderede i hendes mund. Hun tog servietten ved sin side, og tørrede en lille smule blod væk som var begyndt at trille ud af hendes mundvige. Elverkød var bare det bedste.

Hun nikkede. ”I den grad,” sagde hun, og tog fat i bestikket igen, men blev distraheret af den knirkende lyd, og hun kiggede over mod manden der tittede ud. Var det ikke ham hun spiste? Hun kiggede ned på kødet, som hun var helt sikker på var elverkød og så op på manden, og videre over til Jez. ”Han er ikke død?” spurgte hun undrende, og ligeså stille så vendte og drejede hjulene i hendes hoved. Var det derfor der var mere? ”Er der altid mere?” Hendes øjne fandt manden igen, og smilet voksede sig større og større, så tænderne også kunne ses, og man kunne næsten mærke en vis elektricitet omkring hende, som det nu gik op for hende præcis hvad hun havde fået i fødselsdagsgave. 

Jez smil voksede sig bredt og djævelsk af karakter. "Altid." bekræftede hun med et langsomt nik, mens hun dovent cirkulerede vinen i sit glas. Det havde været et rent lykketræf at Jez havde mødt den regenererende elvermand, nogle ville måske endda sige gudernes vilje! Følelserne der drev over Agarwaenels ansigt tændte en flamme i Jez's bryst, et hav af følelser der strømmede over nekromanseren. Følelser af glæde og stolthed, af skam og tilgivelse. Valkar havde lært hende at se den smerte hun forvoldte andre. Han havde lært hendes hjerte at banke for andet end sin egen fornøjelse. Men når hun så Agarwaenel der, med strålende øjne og et smil der ville få Isari selv til at virke kold og fjern, hvordan kunne andres smerte så være andet end berettiget?

Med et satte Jez glasset fra sig, og rejste sig med pludselig, fornyet energi. "Så længe du er påpasselig, og ikke mister besindelsen" tilføjede Jez spindende. Med langsomme, faste skridt bevægede Jez sig langs bordet, med den ene hånd glidende over bordpladen. "Der er så mange måder det kan gå galt. En åre der brister, for meget smerte der kan lede til chock... Men bare roligt" Jez nåde Agarwaenels ende af bordet, og gled elegant en arm om hendes skuldre mens hun knælede ned ved siden af sin piges stol.
"Jeg skal nok sørger for dig. Så du aldrig kommer til at mangle noget"

Agarwaenel var ikke altid lige god til ikke at miste besindelsen, så det var fuldstændig retfærdigt at hun blev mindet om at hun lige skulle sørge for ikke at dræbe manden. Hvis hun først gjorde det, så var der trods alt ikke så meget de kunne gøre for det friske kød. Jez havde aldrig haft evnen til at holde Agarwaenels kød frisk tiltrods for at hun kunne bruge de døde kroppe til andre ting. Så det her var absolut ideelt.

Hendes blik blev fanget af Jez der bevægede sig over mod hende, i stedet for manden. Jez var den første person Agarwaenel havde fået dannet et bånd til der føltes som kærlighed for hende. Hendes gamle mor havde aldrig haft denne tilgang med hende, og derfor var det nogle gange svært for Agarwaenel at forstå at andre kunne gøre hendes mor ondt, og hun ikke nødvendigvis kunne gøre noget for at stoppe det, selvom hun ønskede det.
“Jeg skal gøre mit bedste,” sagde Agarwaenel, og kiggede med betaget op på Jez. “Hvis du er her, så kan jeg… vi klare det hele.” For nu var manden lige meget endnu engang, for hun vidste han ikke ville nå langt, skulle han have tanken om at forlade dem. Ikke at hun havde det i sindet overhoved.
Hun tog en dyb indånding. “Du vil altid være her, ikke?” Lød den lidt mindre stemme alligevel fra Agarwaenel, for selvom Jez lovede det, så var der stadig et sted hos Agarwaenel hvor hun var bange for at miste det bedste der nogensinde var sket for hende.

Jez trak blidt Agarwaenel ind til sig i en let omfavnelse og strøg hende over håret. Agarwaenel var det barn Jez aldrig ville få selv, og hun ville give hende alt den kærlighed Jez aldrig havde fået selv, om hun så skulle sætte hele Amazonitskoven i flammer for at gøre sin lille pige lykkelig.

"Du er så dygtig min kæreste" klukkede Jez, inden hun slap Agarwaenel igen, men forblev knælende ved hendes side. "Jeg kommer ikke altid til at være her nej, men..." Jez lagde en hånd mod sin piges kind "...Jeg vil altid komme tilbage til dig. Selv døden vil ikke holde os adskilt længe. Det sværger jeg" lovede hun med sober alvor, og hun mente hvert et ord.

Efter Jez havde forladt Valkar, havde hun ikke forberedt sig en ny krop, andet end den hun havde efterladt med en kniv i brystet på Opalslottet. Men det gik ikke an længere. Hun havde noget at leve for. Hun havde nogen at vende tilbage for.

Agarwaenel kramme glædeligt sin mor tilbage i et solidt med alligevel blidt tag. Jez var den eneste hun nogensinde havde været blid ved, men som Jez trak sig tilbage, og begyndte at tale, var det alligevel et stik af frygt der ramte den unge halvdæmon, da hun hørte at Jez ville forlade hende, men det hjalp lidt at vide at hun ville komme tilbage. Så lang tid at Jez altid ville komme tilbage, så kunne hun klare det hele ikke? Hun havde også fået andre redskaber, som gjorde at hun ikke i ligeås høj grad ville skulle bekymre sig om mad på daglig basis. Hun var blevet en ung kvinde, der godt kunne tage vare på sig selv, og ikke lade sulten overtage hende. Det vidste hun, men hun var stadig ikke klar på at stå på egne ben igen, ikke når hun lige havde det så godt.

Det sidste hun ønskede var dog at gå imod Jez, og selvom de store øjne viste en usikkerhed, så var det alligevel en beslutsomhed i hendes blik og en tiltro om at Jez ikke løj for hende. Hun lagde sin hånd mod Jez, og lænede sig mod det. Nød den smule kontakt de havde, og velvidende om at Jez var her og var virkelig, men hun holdt sine øjne åbne.
”Så lang tid du kommer tilbage” sagde Agarwaenel. ”Så vil jeg vente hvor end længe det vil tage.” På mange punkter burde begge nok være døde. Jez af mængden af gange hun var død, og Agarwaenel grundet det liv hun havde levet. Men de var her stadig og havde fundet hinanden, og Agarwaenel ville gøre alt for at gøre Jez stolt.

Jez kunne ikke skjule sin stolthed, der strålede ud af hende, udover Argarwaenel, der var blevet så forfærdelig voksen siden de første gang var mødtes. Ikke mindre dødbringende eller stålsat, nej, men nu lå det under et mere raffineret ydre. Hun var ved at blive en rigtig lille dame i sin egen ret!

Moderligt gav Jez Agarwaenel endnu et klem og strøg halvelverens kind, inden Jez rejste sig langsomt. "Men lad os lade den slags tristhed ligge. Det er din fødselsdag, og den skal fejres og glædes! Og selv når dagen er over er der stadig kjolerne at glæde sig til. Selv hvis de ikke behager dig, så skal vi nok få glæde af den skrædder" klukkede hun. Åååh det var lige før hun håbede skrædderens arbejde var dårligt. Skønt dette ikke var de sikreste egne i landet, så havde Jez allerede gået sine gange på kirkegården, og den var efterhånden så frygtelig tom...

Med et tænksomt smil på læben slentrede Jez tilbage til sin plads, hvor hun samlede sit vinglas op. Efter at have sat sig slyngede hun det resterende vin fraværende rundt i glasset, mens skødesløse planer udformede sig.

Agarwaenel kiggede glædeligt op på sin mor, som små lys i hendes øjne, inden hun lukkede dem kort i for at nyde den kære berøring ved hendes kind. Hun ville være trist når Jez forlod hende, men hun ville komme tilbage. De ville altid være sammen i sidste ende. Det var i hvert fald det Agarwaenel tog til hjertet. Hun kunne godt stå på sine egne to ben.

Hun kunne ikke helt stoppe fingeren der lagde sig på sine læber, da det blev nævnt at de ville få glæde af skrædderen. ”Han smager sikkert godt,” indrømmede hun i en lille leen. Hun havde næsten ikke overvejet det da de stod derude, men nu når hun tænkte over det. Oh, hvor ville det være dejligt, hvis hun kunne få det som en lille bonus.

Hun tog fat i sit bestik endnu engang, og forsatte med at spise af det dejlige kød der lå på hendes tallerken. Hun lod stilheden mellem dem fylde ud og nød bare de sidste noter af sin fødselsdag. God mad og det bedste selskab hun kunne ønske sig.