Det var kun lige med nød og næppe, hun ikke åndede lettet op, da han fjernede sig fra pladsen lige foran hende for at gå hen til skænken, hvor ting lå væsentligt mere i uorden, end de havde gjort, da hun dukkede op. 
"Fint," svarede hun kortfattet til hans tilbud. Som han selv havde sagt, var hun ikke i en position til at forhandle. Derudover var hans forslag ikke helt skidt. 
Hun kunne høre på hans ordvalg, at han havde regnet hende ud. Din tyvebande. Men noget nagede hende. Hun rejste sig forsigtigt op og trådte henover glasskårene, der lå som glimmer over gulvbrædderne.  Hun kunne smutte nu, eller i hvert fald prøve på at nå hen til vinduet, inden han færdiggjorde sit glas. Hun skævede til ham ud ad øjenkrogen. Du bevarer din frihed.

"Vent lige lidt..." mumlede hun, som erkendelsen begyndte at tage form. "Du har ikke en skid magt over de slaveskibe, har du?"
Der var noget, der føltes forkert. Hvorfor ville han tilbyde hende 5 procent at sin fortjeneste imod at miste en meget større indtægtskilde? De krystaller, de tjente på at sælge hans sprut havde holdt dem mætte og lejlighedsvist købt en slave eller to fri når andre muligheder var gået tabt, men selvom alkohol var lukrativt, skulle man virkelig sælge nogle lorteslaver, hvis man bare sådan lige smed den del af sin forretning på jorden for én enkelt irriterende ørkenelver. Én, der arbejdede sammen med slavehandlere ville aldrig, aldrig lade en ørkenelver med de evner, hun havde, gå fri. Hun var næsten sikker på, hun i sig selv var mere værd end de læs, hun havde stjålet fra Henry. Det betød... Det betød han ikke var nær så farlig, som hun var blevet forledt til at frygte. 

I et enkelt, helt lydløst spring henover glasskårene endte hun tæt på Henry igen. Hun var ikke helt sikker på, om det var en god idé, men hun havde fejlet i alt, Evlyn havde lært hende om lederskab. Hun havde vist sin fjende sin svaghed, og hun havde ikke været opmærksom nok på hans ord og ansigtsudtryk. Hun anede ikke, om han talte udenom eller løj direkte lige nu, men hun hældede så meget mod det sidste, at hun var villig til at tage en chance. 
Det var alligevel lidt for meget at komme helt hen til ham nu af egen fri vilje, og hun blev stående en meter fra ham - da hun lige havde tjekket, at hun havde en lige flugtlinje til vinduet. 
"15 procent," sagde hun så og krydsede armene foran brystet. 

Henry placerede sin hånd på sengen og lænede sig en smule tilbage, mens han så hvordan brikkerne faldt på plads for Rhaya. Det tilfredsstillede ham – hun beviste, at hun ikke blot var let på tå men også intelligent, hvilket var nødvendigt for at drive succesfuld handel. Det gjorde ham mere tryg ved at samarbejde med hende. At hun prøvede at forhandle sig frem til et større afkast, chokerede ham ikke det mindste, han var selv bevidst startet lavt ud.
Da hun i ét lydløst spring var henne hos ham, lukkede hans hånd for en sikkerheds skyld sig om sylen på sengen. Hun var hurtigere end han havde regnet med.

”Ti procent. Sidste tilbud,” brummede han. ”Og du fortæller mig navnet på din tyvebande. Jeg er nødt til at vide, hvem jeg samarbejder med.” Det kunne godt være, hun ønskede at holde det hemmeligt for sine kumpaners skyld, men han havde ikke tænkt sig at finansiere nogen, han ikke vidste hvem var. Uden at fjerne blikket fra mørkelveren drak han resten af whiskyen og satte glasset fra sig på gulvet.

Rhaya blik blev fanget af hans hånd der lukkede sig om sylen, og hun gøs. Den mindede hende om, hvordan hun havde fået arret på sin skulder. Nej, stop med at tænke på det. Han er ikke Vargas. 
Hun fokuserede på den lysere hud, arrene, hudens naturlige, menneskelige urenheder og de stålgrå øjne. På et tidspunkt måtte hun da begynde ikke at se Vargas' ansigtstræk i alle mænd, der skræmte hende. 
"Aftale," svarede hun og trådte så et skridt frem, mens hun fokuserede på sylen og at udvide sit felt mod den. "Og læg så det våben væk. Det hjælper dig ikke alligevel."
Sylen dirrede og fløj ud under Henrys hånd og over i sengestolpen, hvor den borede sig ind i træet. Forhåbentlig troede han på det. Sandheden var, at han ville kunne presse sig igennem hendes felt med nok vold, så længe hun ikke var trænet nok i sin evne - og der ville nok gå nogle år. Rhaya kunne ikke lade være med at udstøde et tilfreds fnys, men måtte dog hurtigt tage en dyb, kontrolleret indånding, da bakken igen begyndte at dirre bag hende. Hun formåede at trække feltet til sig igen, men det nåede at give hende sved på panden og mærkbart hævet åndedræt. 

Varsomt bevægede hun sig forbi Henry og hen mod en siddeplads, der ikke var strøet med glasskår. Hun havde udset sig den anden ende af sengen, fortrinsvist så langt væk fra Henry - og hvad han i øvrigt havde lavet i den seng - som muligt, men det krævede desværre at komme tæt på ham først. 
"Proteaus. Jeg kommer fra Proteaus," sagde hun, mens hun kantede sig forbi ham. Hendes knæ dirrede. Hun havde virkelig brug for at sidde ned, hvis hun skulle opføre sig lederagtigt i den her samtale. Og en samtale skulle der til - lige så meget som han ville vide, hvem han samarbejdede med, var hun ude efter den samme indsigt i ham. Sengen var et bedre sted at sidde end midt i glasskår, men... Ew. "Vidste du, dine læs var på slaveskibe?"

Det var med stor nysgerrighed at Henry overværede, hvordan hun først fik sylen til at flyve væk, og dernæst var ved at miste kontrollen. Den var ganske brugbar, hvis hun altså fik lært at styre den ordentligt. ”Du må hellere øve dig i at beherske din evne,” sagde Henry tørt. ”Det nytter ikke, du mister temperamentet iblandt en ladning af jernbeslåede kister med spiritus.”

Proteaus. Så de havde altså ekspanderet deres afdeling til Rubinien, og denne ørkenelver var blevet lederen. Det var en værdifuld oplysning. Selvfølgelig kendte han Proteaus, når han var opvokset i Dianthos’ værste slumkvarter. Ja, hans far havde endda solgt den forrige tyvekonge våben, før den nye leder overtog.

”Nej,” indrømmede han. ”Tro det eller ej, men jeg er ikke sympatisk overfor slaveejere.” Det var det eneste, han havde tænkt sig at sige om den sag.
Selvom hun ihærdigt havde forsøgt at komme væk fra hende, bevægede han sig nu atter hen til hende i sin fulde dominerende højde, splitternøgen og stadig med en krop, der lugtede af sved og sex. ”Vi har altså en aftale, Rhaya. Hvis du gør det godt, belønner jeg dig.” Han lænede sig atter ned for at fæstne sine kolde, dovne øjne i hendes. Nu glimtede de dog med noget faretruende, noget mørkt, der advarede hende om, at hun ikke skulle komme ham på tværs igen. ”Hvis du forråder mig, vil jeg finde din slaveejer og personligt udlevere dig til ham. Er det forstået?”

Det var heldigt for dem begge, at Henry blev ved med at tale. Hun havde nemlig lyst til at finde en vinkel, hvorfra hun kunne sende sylen susende hen mod ham igen, men det ville ikke opnå andet end mere fjendskab. 
I stedet tog hun plads på et sted at sengen, der umuligt kunne være blevet brugt til den slags, og prøvede kun at krumme tæerne sammen som reaktion på, at han kom alt, alt for tæt på hende. 
"Og hvis du udlevere mig så snart du får muligheden, sørger jeg for hele Proteaus ved, det er dig, der står bag," gav hun igen som bekræftelse, mens hun i sit stille sind sagde nogle meget grimme ting om ham på elvisk. 
Bare det at han følte sig i sin gode ret til at behandle hende som en god hund, han kunne belønne, hvis hun opførte sig ordentligt, fik hendes vrede til at boble igen - men det var en god ting, for det druknede hans trussel. 
"Er du færdig med at puste dig op, så vi kan tale om det praktiske ved vores... Samarbejde?" spurgte hun med en stemme, der kun lige holdt vreden inde. Det var en ret god aftale, det måtte hun jo indrømme, men åh hvor var han dog ikke et sympatisk menneske at være i rum med.

”Det er en aftale,” sagde Henry blot. Han fik intet ud af at udlevere elveren, når hun indgik så fint i hans planer. Det havde i grunden været en ganske fremragende aften: han havde ordnet det lille problem med de forsvundne forsendelser og skabt nye handelsforbindelser. Det havde alt sammen flasket sig på skønneste vis.

”Ikke nu, Rhaya. Vi kan få detaljerne på plads i morgen. Dine underordnede kan kontakte min assistent på Ravnekroen og aftale et møde.” Henry var godt klar over, at han burde behandle sin kommende arbejdspartner bedre, men han var træt efter en lang rejsedag, og han var nødt til at få et par timers søvn inden de vigtige møder i morgen.
Henry gik hen til sengen og fandt natpotten frem, hvorefter han begyndte at pisse højlydt med ryggen til hende. ”Du kan godt gå nu,” sagde han over skulderen. ”Medmindre du vil overtage skøgens plads i min seng. Jeg kan godt klare en runde mere.”