Drengen kunne da umuligt tro på hende – så ville han vel ikke reagere så muntert og afslappet? Amelia havde skam ikke spøgt. Athelstan kunne sagtens finde på den slags mod lavtstående skabninger som Flynn. Hun kunne bestemt ikke forestille sig Flynn lære Athelstan at spille violin – de to var så forskellige, som man kunne være. Den tynde gulerod og den fintslebet buste.

Ved anstandsdamen utålmodige ord rejste Amelia sig endelig, glattede skørterne og løftede paraplyen, så den skyggede for solens ubarmhjertige stråler mod hendes fine, lyse krøller. ”Tak for dit forsøg på at lære mig at spille violin,” sagde hun høfligt til ham. ”Vil du komme og spille for min ægtemand og mig en dag? Vi betaler gavmildt, især når Athelstan holder jagtselskaber. De bliver tit lidt … vilde. Men han kompenserer altid for mistede lemmer.” Hun sendte ham et luftkys, inden hun svansede videre i parken.