Jamillah skulle til at tage et skridt længere væk fra Bart, som han trådte tættere på hende. Hun frygtede han ville gribe fat i hende og prøve at overtale hende til at holde op. Men til gengæld gjorde han klogt ikke at gøre det; for så havde han lagt hænder på en fyrstelig prinsesse. Han bad hende om at få dem væk. Hun fnøs let og trak lidt på et smil, stadig med den falske bævrende læbe. Med sin evne, lod hun sine hænder og knæ rødme, som havde hun faldet. Den eneste måde vagterne ville kunne gætte, at hun ikke var faldet, var ved at der ikke var decideret snavs på hendes hud. ”Okay,” lød det fra hende. Hun kunne sagtens gå med til det, hvis han gik med til hendes termer.

Jamillah lod øjne se mod vagterne, som var på vej i deres retning. Bag hende kunne hun høre en næsten skælvende stemme tilbyde hende nye, rene fjer. Hun kunne næsten ikke holde masken, hun vendte sig halvt mod englen. ”Kunne ikke være bedre,” lød det fra hende mere roligt. Den nærmeste hånd til ham, stak hun i hans retning. Han skulle ’betale’ nu, så hun vidste hans ord holdt ved. Stak hun først vagterne en fed løgn, var det ikke sikkert, at hun ville kunne kalde på dem få sekunder efter, om at han havde kastet møg på hende.

At Jamillah var tilfreds med den aftale fik Bart til at ånde lettet ud. Skulderne havde på en måde trukket sig op, men nu sænkede de sig igen. Pigen vendte halvdelen af sin front til ham, som den nærmeste hånd blev stukket hårdt imod ham. Kort kiggede han ned på den, før han løftede sin hånd modvilligt. De yderste lag af vingerne var nok for beskidte for en fyrstelig prinsesse som hende, men dem nær roden var rene som nyvasket. Derfor blev hånden stukket derind. Bart kunne mærke, hvordan vingerne mødte ryggen. En dyb indånding blev taget, som fingrene tog fat i to fjer.
En grimasse blev skåret, som Bart rev til. Øjnene lukkede hårdt i. Rynker opstod. Læberne skælvede en smule - sandt, modsat Jamillah. Hovedet sænkede sig ned for at kigge på fjerene i hånden. De var rene, pæne og uskyldige. Og de skulle gives til Jamillah, for ellers ville han ende i ballade. Utilfreds lagde han dem i hendes udstrakte hånd. "Tilfreds? Få dem væk, vi havde en aftale." bad Bart halvprustende. Det gjorde ikke meget ondt, men det var lige så meget fysisk smerte såvel som mental. At rive fjer ud af hans krop gjorde ondt, men bare tanken om, hvorfor han gjorde det, gjorde mere ondt.

Jamillahs øjne så til, som han tog en hånd op mod ryggen af sig selv, dybt inde gemt bag de beskidte fjer. Inden han hev til, så hun mod vagterne som nærmede sig. Som hun så tilbage, kunne hun se hvordan han sundede sig efter den korte smerte han havde udsat sig selv for. De silkebløde, hvide og uskyldige fjer blev lagt i hendes hånd. Blidt og forsigtigt lukkede hun sine fingre om dem, så de ikke blev ødelagte eller krøllet. Delikat blev de gemt væk i et af de lag der var i nederdelen. Han skulle jo nødig stjæle dem fra hende igen. ”Jeg holder mit ord,” hviskede hun nærmest, inden hun vendte sit våde blik mod vagterne, som spurgte hende om alt var i orden. Hendes knæ og håndflader var stadig røde grundet hendes evne. Hun stak sine hænder frem, og lod en krokodilletåre trille ned ad kinden. ”Jeg faldt og kunne ikke komme op,” løj hun langt væk og delvist hulkende. De kiggede spørgende på hende og hun så sig om mod Bart, og blinkede en gang til ham med det ene øje. Om det var godt eller dårligt, ville hendes ord bevise. Hun så tilbage til vagterne ”Englen her hjalp mig op inden I kom hertil. Kan I sørge for at han får et måltid mad og et eventuelt værelse på en af de gode kroer – min regning, selvfølgelig,” lød det fra Jamillah. Nok lød det som et spørgsmål, men der var ikke rigtig noget valg de kunne tage. Det var en ordre. Legede man med på hendes lege, kunne hun jo være meget flink. ”Og jeg skal hjem omgående! Jeg er blevet beskidt!” tilføjede hun lidt mere hysterisk, så vagterne forhåbentlig ville tage til handling og splitte de to unge mennesker fra hinanden.

Som fjerene var lagt i Jamillahs hånd, lukkede hun den med det samme. Hun stolede nok ikke på, at Bart intet skummelt havde i tankerne. Det havde drengen ikke. Hun havde truet på den måde, der havde virket på ham. Dog fik han ingen mulighed for at sige noget, før vagterne var tætte på og spurgte ind til prinsessen. Hendes usande forklaring blev taget imod af vagterne uden brok. Men da hun nævnte, at Bart havde hjulpet, kunne drengen ikke lade være med at hæve øjenbrynene en anelse fornøjet. Hun satte ham i godt lys? Og endda befalede, at han blev vartet delvist op?
"Selvfølgelig, prinsesse. Vi tager os af englen her," kom det fra en af vagten efterfulgt af et nik som tegn på, at prinsessen ikke behøvede at være til stede mere, hvis ikke hun ønskede. Den anden vagt drejede hovedet mod Bart. Drengen følte straks sig begloet på og utilpas til mode. "Vi finder en passende kro med måltid, prinsesse." 
En arm blev lagt rundt om Barts skulder, imens han blev ført den anden retning, væk fra Jamillah. Kort kiggede drengen over skulderen for at se tilbage på Jamillah. Lige nu ønskede engledrengen ikke at møde hende igen. Han havde ikke fjer nok til det.

Jamillah smilede selvtilfreds ved vagternes ord om at de ville sørge for englen. Nok havde han ’stødt ind i hende’, ikke ville have hendes tilgivelse, kastet møg og fjer efter hende, men til sidst havde han bukket under, og givet hende nogle fjer, som undskyldning. Heldigvis for ham, ville hun ’kun’ skulle bruge en times tid i bad, for at føle sig ren igen, hvis ikke havde hun nok ikke været så sød mod ham.

Jamillah vendte sit blik mod Bart og vagten som inden længe gik i modsatte retning end hvor Jamillah skulle hen; Kazimis palads. Hun løftede hånden og vinkede, ved at bukke sine fingre, til englen. Hvor hun ønskede at hun aldrig ville støde på denne dreng igen, men når alt kom til alt, ville hendes ønske sikkert ikke gå i opfyldelse. Selvfølgelig, hvis hun en dag ønskede at have en fjer-kjole til et bal, kunne det da være luksuriøst at have fjerene fra en engel… Og lige nu var der især en engel, som stod i sigte for at lægge fjer til. Hun sendte drengen et varmt falskt smil, inden hun vendte blikket tilbage til vagten og begyndte at kommandere om at hun skulle tilbage til paladset omgående.