Der måtte vel være noget sandhed i hvad Heru sagde, for indtil videre, så havde hun ikke ligefrem løjet til Purnima. I hvert fald ikke som om hun havde opfattet det, og det var næsten til at glemme at hun var her mod sin vilje. Det ville hun nok tids nok komme i tanke om, når hun ikke puttede alle tingene i munden og var fokuseret på at spise. Forhåbentlig til den tid, så var stjernerne fremme og de kunne forsætte med at udskyde at Purnima skulle tage stilling til sine nye eksistens som slave.
Purnima stoppede med passionsfrugten halvt inde i munden og fjernede den forsigtigt igen, nu hvor hun kiggede med store øjne på Heru, tog hun skeen lidt forvirret, men hun havde trods alt arbejdet med en ske før, og forsigtigt fik hun gravet kødet i frugten ud, og taget en bid af det. HUn så kort lidt forvirret over det, inden hun tog en drue og puttede den i munden med passionsfrugten og prøvede forvirret at tygge på det.
Det var lidt underligt.
Men som Purnima sad og spiste og til sidst faktisk fik spist så hun havde det lidt dårligt, til en lidt forundrende mine, så begyndte solen også langsomt til at gå ned, og selv Purnima fik øje på vinduerne, som var ved at blive orange, og et par stjerner kunne ses. De kunne dog dårligt ses, men et lille gisp undslap hende alligevel, og pludselig var alle de andre nye ting lige meget for hende. Stjernerne var næsten som spejlet i hendes øjne, og ville Heru ikke guide hende, så ville hun bare gå over til vinduet for at kigge ud af det.