Det overraskede hende først at den store mand kunne være så blid og forsigtig. Men med tanke på den familie han havde haft og lykkelige de så ud, var det måske ikke så underligt at han havde den egenskab. Den havde blot ikke været i brug i mange år, da bitterheden og vreden havde taget over. Ikke at hun ikke forstod det, for det gjorde hun. Hendes egen vrede og bitterhed havde medført årtiers overtagende træning hvor hun ikke havde haft tid til andet! Det var dalet, nu over hundrede år efter.

Ithilwen så overrasket og forskrækket ned på ham som han trak hånden til sig som havde hun brændt ham. Et øjeblik blev hun forvirret. Hun var ret sikker på at hun ikke var så varm.
Hun havde ramt et eller andet. En nerve måske. Men hun stoppede ham ikke som han rejste sig og gik væk. I stedet tog hun det som et tegn til at være tavs.
Ithilwen havde ikke set sin mor dø. Hun havde ikke set hverken overfald eller hvor slemt tilredt hun var. Hun havde kun været 20 år gammel, hvilket betød hun stadig var et barn i elvernes øjne. Hun havde set sin mor, ren og pæn og iskold. Men hun vidste hvad der havde været sket. Hun vidste orkerne havde været årsagen.

”Hent bare. Jeg går ingen steder” kom der stille, med et lille bittert skævt smil på læben. Hun gik ud fra, at talen om død og at miste havde været for meget for ham. Noget hun var ked af at hun havde startet, men ikke rigtig kunne gøre noget ved nu.

Trods han hørte hende ord bag sig, svarede han ikke med andet end en utydelig brummen, som måske, måske ikke kunne have været ord hvis man havde været tættere på og væsentligt mere opmærksom. Han trådte i de gamle slidte sko uden hæl eller noget til at fæstne dem med (træskoslignende), inden han forsvandt ud af døren, ud i den store gård udenfor. Sikkert ovre ved vognen greb han om dets kant, knugede til hans knoer blev hvide og trak vejret dybt. Hvordan skulle han dog nogensinde komme igennem dette møde? Der måtte da være andet end sorg til dette liv, til dette møde! 

For en stund, som han ikke anede hvor længe varede, stod han helt stille med hovedet bøjet i afmagt og øjne lukkede. Han havde ikke følt sådan i årevis, og den kvinde skulle ikke komme og spolere det hele! Han bed kæberne sammen, stålfast på at hjælpe hende hurtigt videre, ud af hans liv så han kunne fortsætte som en sur gnaven mand, det gav fred og fred kunne han li, for i freden var der ingen frygtelige syn for fortiden. Han rettede sig op i en bestemt bevægelse, greb om den store sæk med varerne fra byen og svang den hen over skulderen. Under den anden arm greb han det fad med mjød som han havde købt med hjem, så behøvede han ikke tage på kro i byen hver gang trøsten meldte sig, hvilket var dagligt.

Han nærmest trampede sig vej tilbage, og skubbede døren i med foden bag sig, inden han sparkede de slidte sko af, så de væltede rundt på gulvet inden han trådte ind i den store stue. Hans blik faldt på hendes figur, som han stirrede på hende et øjeblik, før han med en mumlen gik ud i det lille tilhørende køkken, hvor han satte alle tingene ned. Han åbnede for mjød fadet og skænkede sig selv og hende et krus, inden han gik ind for at række det til hende. "Skal jeg hente en healer til dig, eller regner du med at kunne komme afsted inden alt for længe?" spurgte han uden at vende blikket imod hende, han kunne ikke se på hende, ikke hvis han skulle holde fast i lysten til at sparke hende ud på hænder og fødder.

Ithilwen tog en dyb indånding og lod den langsomt sive ud i et langt, om end lidt usikkert suk. Hvad fanden var det hun var havnet i her? Hun hev fat i hvad hun antog var en pude, fandt en overflade at kaste den hen på og ligge sin fod op på den dernæst. Herefter sad hun eftertænksomt stille en stund. Så længe han var væk tog hun sig lige et øjeblik for at sunde sig over situationen. Men der var ingen vej udenom. Hun skulle have jakken helt af og mærke efter at ingenting var brækket. Det blev en besværet omgang, men da Sawyer sparkede til døren og bagefter lyden af sko der trillede hen over jorden, havde Ithilwen fået jakken af og mærkede med kyndige og desværre vante hænder, over hørtrøjen.

Hun trykkede koncentreret og der kom lette trækninger i hendes øjne imens, men ellers gav hun ham ingen opmærksomhed før hun mente hun var færdig. Et lettet suk forlod hende som hun lænede sig tilbage og endelig drejede blikket mod ham igen, som han kom tilbage med kruset. Et hun gladelig tog imod, af vane snusede til indholdet, inden hun drak.
Hun bemærkede godt at han ikke så på hende mens han talte. ”Jeg har ikke brækket noget, så en healer er ikke krystallerne værd. Med mindre du har en god aftale med de lokale” hun tvivlede helt ærligt. ”Har du noget vand? Jeg kan bruge det til at mindske hævelsen. Så burde jeg være klar inden alt for længe” og med alt for længe, mente hun enten dagen efter eller dagen derefter. Forhåbentlig allerede dagen efter. Det var en alt for underlig situation at sidde i det her.

Hendes øjne spejdede hen over bordet i en let søgen, før hun rakte ud efter en tynd lædersnor. Hun spurgte ikke om lov, men når han så hvad hun lavede – hvis han da turde kigge op, ville han formentlig forstå det var for hans skyld.
Hun fangede de røde lokker, blandet med fletninger, om bag hovedet, løftede det op så de spidse øre var fuldstændig fri og tydelige at se. Hun brugte snoren til at binde håret op og dermed forsøge at ligne en anden end det som plagede ham. ”Jeg ved det må være svært. Så prøv at fæstne dig ved alt det ved mig som er anderledes.” hun lød ørerne vrikke ganske let, for at indikere at det da nok var den mest tydelige adskillelse, men der måtte være mere. ”I hvert fald til jeg er væk igen”

Sawyer rynkede let brynene, hvis hun havde behov for det, var en healer så ikke altid krystallerne værd? Desuden vidste han at byens healer havde et godt øje til hans ene sværd ude i smedjen, han kunne altid forære det til healeren, selvom han havde sværget aldrig at sælge eller lave våben igen, den tid var ovre. "Så længe du er sikker...." brummede han dæmpet, for han kunne egentligt være lige glad, det var jo ikke hans krop det gik ud over men hendes, men han måtte dog tænke sig om da hun begyndte at snakke om vand. Han var ret sikker på han ikke havde noget inde i huset, for han badede udenfor hvor han hævede en spand vand op fra brønden derude, det var koldt som bare pokker, men det tjente jo sit formål for han blev ren i en fart. "Jeg kan hente noget....." kom det lettere fraværende fra ham, som han skævede over imod døren ud, selvom han normalt ikke ville orke det nu efter en tur til byen, ville han gøre det koste hvad det måtte, for at hun kunne komme på benene og forsvinde..... Eller var det nu derfor?

Han tømte sit krus ud i en køre, og kastede et enkelt blik ned på hendes fod. Vand. Han havde da aldrig hørt noget så mærkeligt, hvis hun ville have haft en varm massage, ja det kunne han klare. Han rystede blot på hovedet af hende som han gik imod døren. Endnu en gang trådte han i de sko han før bare havde smidt fra sig, inden han åbnede døren og gik ud til den store brønd. Han sænkede spanden derned og lod den fyldes med vand, inden han trak den op igen på hans hjemmelavede spil. Han skulle bare køre håndtaget rundt og så begyndte rullen hvor rebet var bundet om at dreje rundt og rulle rebet sammen. Han hægtede spanden af krogen, inden han gik tilbage til huset med den i hånden.

Da han kom tilbage havde hun fået fingrene i noget snøre, hvor end det så stammede fra, og det hjalp måske en smule, selvom han så vidt muligt stadig undveg hendes blik, i stedet smed han skoene fra sig og satte spanden med vand foran hende. "Dit vand...." kom det lettere kort for hovedet, som han gik over for at fylde en kande med mjød så han ikke skulle rende frem og tilbage hele tiden, han skænkede op til hende igen, fyldte den smule hun havde drukket, op igen, inden han gled ned i den gamle lænestol overfor hende. 

At han var mistroisk overfor hendes ord generede hende ikke. Hun kunne komme langt med blå mærker og sagtens gå med trykkede ribben. Det var ikke behageligt, men hun havde ikke krystaller nok med til at bruge dem på en healer og hun forventede ikke at han betalte for hende. Hvor meget hun end lignede hans afdøde hustru. ”Ja tak” svarede hun til hans fraværende mumlen af modvillighed. Ville han havde hun forsvandt så hurtigt som muligt eller ej?

Ithilwen kiggede lidt ned i kruset med mjød og konkluderede at det nok egentlig ikke var en dårlig ide, når hun var i smerte. Men det var ikke meget hun fik drukket af det, velvidende hvilken effekt det ville få inden længe.
Da han kom tilbage igen og stilte spanden med et tungt dunk, åndede hun lettet op.
”Tak” svarede hun stille og lod ham om at hente en kande med mjød og bemærkede ikke at han fyldte hendes op igen, da hun var koncentreret. Hun løftede foden ned fra sit hvile og lagde benet over kors så foden hang frit. Den var hævet fælt op og havde taget farve, men hun havde set værre.
Med en glidende hånd bevægelse, begyndte vandet at skvulpe i spanden, til det lystrede hende og bevægede sig som en blød boble op i den frie luft og flyttede sig med hendes guiden over til foden. Hun varmede det en lille smule op på vejen, for ikke at give sin egen hud et chok, før hun lod vandet omkrænse i bløde bevægelser.

Et befriende suk forlod hende som kulden ramte og med led bevægelse i fingerne blev boblen ved med at strømme roligt og nedkølende om hendes ankel. Imens kunne hun række ud efter de nu igen fyldte mjød krus på ny og drikke en lidt større mundfuld. Hun var ligeglad med om hun kom til at fryse, for det hjalp virkelig på hævelsen.

Med forundring i blikket så han til, hvordan hun kunne tvinge vandet, som boblen blev dannet og begyndte at køle hendes hævede for ned. Han håbede ikke det eneste med at blive for koldt, det var trods alt bidende koldt ude i brønden fordi den var så dyb, solens stråler og varme nåede aldrig derned. Det var et stort mørke dernede, men han kunne da i det mindste være nyttig hvis hun blev for kold, for hans evne til at varme ting op kunne være brugbar, det var en af årsagerne til at Sawyer aldrig for varmens skyld gik rundt i jakker, den indre ild der brændte i ham var rigeligt til at holde ham varm, selv nøgen på i en vinter nat. Han lignede altid en som gik og dampede når først frosten kom. 

"Bor du i Elverly?" spurgte han pludselig dæmpet, det var jo også en mulighed at han kunne spænde vognen for igen, fragte hende dertil og overlade hende til de andre elvere, så var hun deres problem og ikke længere hans at passe på og pleje, men han vidste elvere kunne være noget meget højrøvede typer for at sige det mildt, han risikerede sin egen røv, for sæt de nu ville mistænke ham for hendes skader. Nej det ville næsten være for risikabelt, selvom det ville bringe fred til den lille gård hurtigere end hvis han skulle vente på hendes lille vand boble magi.

Han lænede sig tilbage i den store stol, inden han satte kruset for læberne og tog en stor slurk af en kølige mjød. Han mærkede alkohollen brænde svagt i svælget, men det var på den behagelige og kærkomne følelse. Han sænkede blikket til kruset som han forsøgte at glemme alt om hendes nærvær.

Det havde faktisk en noget underlig smag. Ikke at der var noget galt med Mjød, for det var en dejlig sød smag det havde sig, men stadig en stærk alkohol som brændte ned igennem kunne hun mærke. Men hun var vant til vin. Mere specifikt elvervin. Hun var faktisk ikke sikker på hvad forskellen var, men mange fra hendes hjemland gik op i at fremhæver at det var elvervin og ikke bare almen vin.
Hans pludselige spørgsmål fik hende til at løfte blikket overrasket og sænke kruset fra sine læber igen. ”Mhm.” blev hendes umildbare svar, som ja til hans spørgsmål. De fleste skovelvere hørte til der, og hendes beklædning afslørede nok det samme. Desuden lå Elverly ikke særlig langt væk – en halv dagsrejse måske til hest.

En sitren gik igennem musklerne i hendes ben over kulden, og hun tog sig en større slurk af mjøden for at få alkoholen til at varme hende op igen. Det var en akavet stilhed der bredte sig. Mest af alt fordi Ithilwen vidste at han nægtede at kigge på hende og helst så hun ikke var der. Men så kunne han havde efterladt hende i vejkanten.
Ud fra den nænsomhed han havde holdt hendes ansigt der, vidste hun også godt at det ikke havde været muligt for ham. Det var som at sidde som torturmesteren og se ham vride sig i smerte, og samtidig med følte hun sig sat i en så ubarmhjertig situation ved at kunne kigge op og vide hvor meget smerte hun forvoldte ved at bare sidde der!
Det endte faktisk med at hun tømte kruset og lukkede et langt suk ud. Hun kunne allerede mærke effekten prikke i hendes fingre, men det varmede og dulmede. Det var det vigtigste.

Da hun bekræftede hans tanke, nikkede han stille for sig selv med blikket på kruset. Han kunne tilbyde at fragte hende hjem? Hun ville vel forsvare ham og sige det var hendes egen klodsehed der havde forvoldt hende skaderne, eller ville hun? Tanker myldrede rundt i hans hoved. "Jeg kan spænde vognen for igen, med ladet tømt kan du ligge ned hvis det er mere behageligt..." foreslog han dæmpet, usikker på om hun overhovedet ville tage imod et sådan tilbud. Turen ville uden tvivl blive akavet, men sådan var det jo allerede nu, ingen af dem kiggede rigtigt på hinanden, og det meste af tiden var luften fuld af en anspændt stilhed, altså det lige indtil han hørte sin mave brøle sin knurrende sult ud, i en sådan grad at han holdt sig for maven med et overrasket støn. Han havde ganske vidst heller ikke fået spist siden, men hvad med hende? Man skulle måske tro at han efter så mange år alene kunne lave mad, men det var ikke rigtigt tilfældet, han kunne grille noget kød hvis han havde været på jagt og nedlagt et byttedyr, men så stoppede hans evner også der, men han var da sikker på der måtte være noget tørret kød tilbage, måske nogle grøntsager selvom det formenligt var at stramme den.

"Er du sulten?" Nervøsiteten bed sig svagt fast i hans stemme, for hvis hun sagde ja, var han virkelig i problemer, medmindre hun kunne leve med nogle skriver tørret kød og noget brød, for han havde jo handlet i dag, der måtte være noget brød blandt de ting han havde købt, han mente da hvert fald at det havde været en af de ting han skulle huske. Hans tanker kredsede rundt om de varer han havde købt, det var måske pinligt allerede nu at have glemt hvad der var imellem. 

Ithilwen løftede blikket og startede allerede nu ud på sin undskyldnings talestrøm ”Du skal formentligt intet i den del af landet. Jeg vil ikke være.. til.. besvær..” stemmen døde ud som hun kiggede ned af sig selv. Det var hun allerede. Om han valgte at køre hende hjem eller om hun sad her og generede hans hverdag kom ud på et. Men der var også en anden hage. Blev hun fragtet hjem måtte hun stå skoleret foran Askfay og indrømme at hun var kommet til skade på egen dumhed. Fik hun så nogensinde lov til at rejse igen?
Ithilwen slikkede sig over læben og sænkede blikket. ”Mere end jeg er i forvejen” tilføjede hun tørt og flyttede sit blik hen på vandboblen.

Det var stadig med tanken om at være til besvær, at hun rystede på hovedet af ham. Hun var heller ikke sulten, og hvis det gik helt galt havde hun nogle rationer i sin taske. Ikke mange, da hun normalvis jagede på vejen selv. Noget hun så heller ikke kunne nu.

Hun ventede til at han tog en beslutning om hvad han selv ville, som formentlig blev at tage noget at spise. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige til ham eller gøre, men det føltes som om hun gik i vejen, overhovedet uden at gå nogle steder. ”Jeg kan gå ud i laden hvis det er nemmere for dig” tilbød hun dæmpet. Han hjalp hende ikke for at hjælpe hende. Det vidste hun. Det var hun klar over fra start af! Kunne han ikke bare indrømme det. Hun mærkede en let sitren af vrede over det, men forsøgte at ryste det af sig. Det var alkoholen. Kruset blev derfor sat meget bestem fra sig.

Han fnøs dæmpet over sine ord, trods han stadig opførte sig som et lille barn der havde fået skæld ud og ikke turde kigge op. At se hende sidde der, sidde og ligne Tamara var den reneste form for tortur, normalt drak han sig godt beruset inden han tog et af billederne med over til det leje hvor hun nu sad, for at falde i søvn med billedet knuget til sig. Han havde tit tænkt på det barn hun ventede, hvordan han havde jublet og fortalt alle i sin deling om det kommende barn i januar da beskeden først kom, at Tamara ventede deres 3. barn og da brevet kom sammen med sommeren havde han været overbevist om det var en besked om deres barn var kommet til verden, han havde væddet med dem alle om at det ville blive endnu en lille pige, men sandheden var grusom, brevet indeholdt nyheden om at mørket havde angrebet deres by, og intet andet.

Han knugede hænderne sammen ved mindet, inden han for op fra stolen han havde siddet henslængt i. Han måtte tænke på noget andet og en tallerken med skriver at kød og brød måtte gå an. Han strøg forbi hende, hun skulle intet have, så kunne hun også få lov at blive fri, det befriede ham heldigvis også kun fra presset om at skulle diske op med noget spiseligt til hende. Han skar nogle skriver af det tørrede kød, inden det blev pakket væk, efterfulgt af ham stående og rode efter det brød han var overbevist om at han altså havde købt, og sandt nok til sidst dukkede det op og han skar et par skriver inden han gik tilbage til hende. For første gang længe løftede han blikket imod hende, lod det glide over hendes spidse øre som han mindede sig selv om at det ikke var hans Tamara men blot en skovelver, intet andet. 

Da hun pludselig tilbød at gå i laden, lignede han virkelig en som overvejede det kraftigt, men han rystede blot svagt på hovedet, det ville han nu alligevel ikke byde hende. Han kunne altid..... Han skævede over imod døren til sit gamle soveværelse, der stod en ganske brugbar seng derinde, men han foretrak vidst den gamle stol der helt bestemt ville føre pinsler med sig når morgendagen kom. "Nej bliv du nu bare siddende der eller læg dig ned..." lød det lettere bestemt, hvis hun skulle ud i laden risikerede han bare at hun ville fryse og der ville gå længere tid inden hun skulle hjem, nu hvor hun nægtede et lift.

Ithilwen havde efterhånden lyst til at skrige af frustration over ham. Men hun gjorde det ikke. Hun lod ham fnyse og være sur, men fandt ens tor lettelse ved at se ham stryge lige forbi hende med en sådan fart at man skulle tro der var ild i røven af ham. Selvom hun ikke burde, rakte hun i stedet ud efter kanden og hældte i kruset igen.
Skulle han være sådan, kunne hun da i det mindste sørge for at hun ville sove tungt. Hendes hænder rystede allerede, men hun var ligeglad nu. Hans vrede smittede af. Kanden blev stillet med et klonk, og kruset halvt tømt i en omgang.

Men det betød også at noget af hendes påpasselighed havde lagt sig på hylden, som hendes dårlige alkohol tolerance skød igennem. ”Hvorfor? Du vil jo ikke have at jeg er her. Du hjælper mig udelukkende, fordi jeg ligner hende.” hun vidste det. Han vidste det. Naboerne vidste det, hvis de da overhovedet vidste der var nogen.
Alkoholen lod hende ligge taknemmeligheden på hylden, for i stedet at skabe plads til frustrationen. Hvis han virkelig ikke ville have hende der, kunne han blive fri! Men på samme hylde som taknemmeligheden var, fulgte hendes forståelse trop. Det var ulideligt at side i for dem begge – og hvis hun var i laden, kunne hun i det mindste være i fred og rejse når hun var klar! Han behøvede ikke engang se til hende. Hvorfor kunne han ikke bare stå ved det!

Hendes ord ramte ham hårdt, inderst inde vidste han det måske godt, for måske, bare måske var der en lille snert af sandhed i hendes ord. Han havde hjulpet andre før, men altid nærmest af tvang, denne gang var anderledes for hun ønskede vidst slet ikke hans hjælp, men hendes udseende bød ham at gøre det. Frustreret mumlede han nogle utydelig ord, mens han skumlede over hendes ord, for hvor vovede hun egentligt at påstå den slags, som om han var ude af stand til at hjælpe nogen! Han havde da et hjerte! Han var ikke umenneskelig! Han kørte sin mad ind, uden at vende blikket imod hende, tydeligt ramt af hendes ord, inden han næsten smed tallerkenen fra sig på bordet imellem dem. 

"Jeg går ud i mit værksted, hvis du mangler noget så ta' for dig...." mumlede han og værdigede hende kun et ganske kort blik, normalt ville han ikke give sig til at arbejde på denne tid af døgnet, og slet ikke efter en tur til byen som var noget af det mest drænende han kendte til, men han måtte have afløb for sine tanker, han måtte have afløb for alt det hun fik frem i ham. Han skubbede sig op fra stolen og gik imod døren ud, værkstedet lå som en bygning bygget til huset, så han ikke behøvede at gå langt væk, ideen dengang havde været at han altid var tæt på familien og kunne se børnene lege udenfor selv når han arbejdede. "Kald hvis du har brug for hjælp...." brummede han dæmpet, han vidste godt nok ikke om han ville kunne høre hende, men streg hun højt nok burde han måske kunne, ellers måtte hun humpe sin røv derud hvis det var så vigtigt. 

Han rev døren op og hev støvlerne på, overtøj behøvede han ikke, varmen for stålet og arbejdet i sig selv skulle nok holde ham varm. Han lukkede døren med et brag bag sig, inden han gik til værkstedet, bygning var egentligt mest overdækket, for muren ud til gården var kun en halv mur for at tage den værste vind, resten var dog fuldmuret, hvor hver en plads var optaget af alle mulige våben i alle størrelser og afskygninger. Han greb om noget stål som øjeblikkeligt begyndte at blive varmet op, ganske langsomt skiftede det farve, viste hvor varmt det var, inden han lagde det op på armbolten og han derefter greb om den store hammer. Fra hævet over hovedet lod han falde ned med stor kraft, så lyden af stål imod stål gav genlyd over hele egnen.

Under normale omstændigheder ville Ithilwen havde fortrudt sine ord så snart hun sagde dem. Men hun var træt, hun havde ondt, og mest af alt, var hun led og ked af sit eget uheld der blev ved med at jage hende rundt og spolere hende i at leve et nogenlunde normalt liv. Hun kom altid i problemer, og hun var træt af det.
Lyden af tallerkenen der klirrede mod bordet og hans mumlen, frembragte dog den dårlige samvittighed. Hun kiggede efter ham, bed tænderne sammen og tog en god mængde luft ind gennem næsen.
Luft som først blev lukket ud i et dybt suk, da døren smækket og hun lukkede øjnende. ”Flot Ithilwen. Flot” hun tog sig til næsen og kneb øjnene sammen. Kunne hun ikke bare havde holdt kæft? Havde det været nødvendigt at sige det til ham? Han havde trods alt hjulpet hende. Også selvom det var af et grundlag mange ville sige kantede sig til skummelt.

Ithilwen åbnede langsomt sine øjne og spejdede op til portrætterne igen. Det var skummelt og ikke mindst ubehageligt at se kvinden. Hun forsøgte at hæfte sig ved forskellighederne, men dem var der ikke mange af.
Her var hun efterladt. Med hævet ankel, øm krop, lidt for meget alkohol i blodet til hvad elveren kunne holde til da hun mildest talt ikke var særlig god til det giftstads og alt for mange tanker. I lang tid sad hun bare, kiggede ned i krusset.
Beslutningen indtraf og hun tømte væsken ned i svælget, satte krusset og forsøgte at rejse sig. Hun måtte sig undskyld. Der var ikke andet for. Han havde trods alt hjulpet hende.
Ikke at hun nåede langt med sin mission før anklen brokkede sig, hun humpede lidt, ramte et eller andet møbel og styrtede. Igen.
Hun landede på ryggen med et halvkvalt skrig og kiggede derefter med store trætte øjne op i loftet. ”Helt. Ærligt.” snøvlede hun. Irriteret over sin egen situation, løftede hun anklen til at hvile op af lænestolens armlæn, mens hun selv blev liggende på ryggen med hænderne foldet over maven. ”Nå. Han kommer vel tilbage igen på et tidspunkt.”

Der havde været et øjeblik, hvor Sawyer var næsten sikker på at han havde hørt et skrig, men da han var holdt inde med sit arbejde for at lytte efter andre lyde, var der ikke kommet flere inde fra huset, hvilket blot fik ham til at blive præcis hvor han var, i sin smedje langt fra problemet der gemte sig inde i huset. Han kiggede over på den gamle esse, den hans far havde brugt for mange år siden. Med Sawyers evne til at varme stål op, behøvede han den ikke, men for de gamle minders skyld stod den stadig urørt hen. 
Opslugt af sit arbejde med at smede nogle store beslag til døre, for en af landsbyboerne, bemærkede han ikke timerne der gled forbi, først da han var helt færdig og sort i både ansigt og langt op af armene, gled hans blik ud igennem den store åbning i halvmuren.

En svag rynke viste sig i hans pande, han var godt klar over han måske ikke burde have reageret så kraftigt, han ville sikkert have reageret på samme måde hvis situationen var omvendt, men sandheden var at han ikke var god til mennesker. Dyr var en anden sag, de gav mening for ham, var logiske på alle fronter, hvor andre mennesker bare var... besværlige og utilregnelige... Han gav et dybt suk fra sig, hvor man tydeligt kunne se de anspændte skuldre falde ned, slået af kendsgerningen at han hellere måtte gå ind og se til hende, for måske hun faktisk havde brug for hans hjælp til noget. 

Han fik over til en stor balje med vand og forsøgte løsligt at vaske det værste skidt af hænderne og armene, inden han skyllede sit ansigt i det kolde vand. Slutteligt greb han om et gammelt slidt klæde hvor han tørrede vandet væk, inden han smed det fra sig på sit arbejdsbord. Hans blik gled rundt, som i jagte på at finde bare et eller andet der gjorde han måtte blive lidt længere, et eller andre der kunne forhindre ham i at gå indenfor, men sandheden var at alle hans opgaver var løst, og han havde fået ryddet det meste op, der var ikke flere undskyldninger at finde i smedjen. Han trak vejret helt dybt ned, mens han forsøgte at overbevise sig selv om at det nok skulle gå, inden han traskede tilbage imod huset. Han forsøgte virkelig at finde enhver undskyldning for at blive væk, men til sidst stod han foran døren og havde en stirre konkurrence med den. Man skulle næsten tro at døden befandt sig på den anden side af døren så modvillig han var til at træde igennem den.

Skulle han vende om? Han kunne nå det endnu, til sidst tog han sig til næseryggen og gav den et klem, inden han skubbede døren op og traskede ind. Han smed støvlerne til siden og fortsatte ind i stuen, hvor han dog stoppede brat op og stirrede ned på gulvet hvor hun befandt sig. Hans ene øjenbryn hævede sig undrende op. "Bare rolig, skal nok lade være med at hjælpe dig..." 

Og så lå hun ellers der. Hun følte sig en anelse svimmel stadig og lagde derfor sin arm hen over øjnene for at drukne følelsen i mørke. Bare for en stund. Efter noget tid var hun faktisk også sikker på at hun faldte i søvn.
En søvn der blev vækket som døren gled op og den larmende lyd af støvler der blev sparket af, fik hende til at fjerne armen og spejde tilbage. Så godt hun nu formåede når hun nu lå så yndigt på gulvet og rodede. Et dybt suk forlod hende, ved tanke om hvilke akavet stirrekonkurrence de skulle til at have nu. Ithilwen var her af nød, og selvom hun var taknemmelig for hjælpen, var det hele stadig usandsynligt underligt.

Ithilwen kiggede op på hans abnormt høje skikkelse og kunne ikke engang mønstre et smil. Det var en træt grimasse der prydede hendes ansigt, men hans ord kom så meget bag på hende, at det hele krakelerede.
Ithilwen begyndte at grine. Det startede ud med at hendes læber bekæmpede at komme frem i et smil, men så snart den barrierer var brudt begyndte hun at grine. En hjertelig og morende latter der fik hende til at tage sig til maven og ligge en hånd oven på panden. ”Den bad jeg fanme selv om, den der” Hans tørlagte levering var nærmest til at græde over, så Ithilwen svævede i tilstanden mellem om hun skulle grine eller græde.
Som hendes latter begyndte let at forstumme, rømmede hun sig og sukkede dybt. ”Undskyld” egentlig lidt for det hele. Han var ikke yndlingsværten, men han havde trods alt hjulpet hende. Om han havde haft lyst eller ej. Det var egentlig det som burde tælle fremfor hans mugne og desværre også forståeligt mugne humør.

Sawyer måtte uden tvivl ligne en meget forvirret mand, han følte sig i hvert fald yderst forvirret og lettere malplaceret i sit eget hjem, da kvinden pludselig gav sig til at grine. De fleste var nok blevet smittede af hendes hjertevarme og blide latter, men Sawyer vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til den pludselig ændring i hendes humør. Han klemte øjne let i mens hans blik gled over hende, indtil hendes stemme afløste latteren. Pludselig gav det hele mere mening for ham hvorfor hun havde grint, omend han måtte indrømme at kvinder i de seneste mange år ikke havde givet spor mening for ham. Et svagt suk slap over hans læber, idet hele hans krop pludselig virkede til at slappe mere af i hendes selskab. "Det må du nok sige..." svarede han stadig en tand for brysk til at han faktisk var ved at bløde en smule op.  Han forsøgte i hvert fald, andet kunne man ikke sige. 

Som hendes latter begyndte at ebbe ud, kom hendes undskyldning. Han løftede sin ene hånd til nakken hvor han gned sin hånd tænkende. "Ithilwen, du må os undskylde... Jeg..." sagde han dæmpet med panden helt rynket sammen, det var tydeligvis ikke det letteste for ham, men han begav sig dog hurtigt hen til hende, han sænkede sin store krop ned ved hendes side helt forsigtigt. "Nu skal jeg nok hjælp, vil du op på sofaen eller?" spurgte han dæmpet, inden han lod den ene hånd glide bag om hendes ryg og den anden under hendes knæhaser, inden han rejste sig yderst forsigtigt med hende. Han ville nødigt at det skulle gøre ondt nogen steder, men han frygtede det hårde gulv ville forværre hendes smerter, så det var måske bedre at få hende op og ligge ordenligt, han håbede det i hvert fald. 

Hans forvirring var næsten nok til at få hende til at grine igen. Men hun fastholdte latteren i sit indre da hun endelig var holdt op igen. Stakkels mand sådan at blive udsat for hende i let bedugget tilstand. Noget der tilsyneladende havde gjort hende mere tilbøjelig til at grine. Et halvkvalt fnis kom over hende, som hun forsøgte at dæmpe med endnu en brummen. Han lød stadig brysk og hård, men det forvirrede udtryk havde stadig sin effekt på hende.

Hun løftede let et øjenbryn, mens et skævt smil kom frem på hendes læber. Hun lod ham gå i stå i sin sætning og i stedet svare ham med et let nik. Undskyldning godtaget. Hvorfor han havde skiftet mening vidste hun ikke, men formentlig havde det noget at gøre med at han havde fået brændt en del frustration ud ved det arbejde han havde været ude og lave.
”Sofaen er nok det sikreste valg” Hun løftede sig så han bedre kunne få fat under hendes ryg og ben, og følte sig igen lettere end let, som han problemløst fik hende op fra det hårde gulv. En kort trækning gled over hendes ansigt da hendes ryg egentlig føltes godt mørbanket efter at havde lagt på gulvet, men varmen fra hans hænder blødte det egentlig ret hurtigt op.
Huset var ikke koldt som sådan, men hun var alligevel blevet en smule nedkølet af at ligge på gulvet, og skuttede sig ind imod ham, for at tage noget af varmen til sig, nu hun alligevel var der. ”Du er varm” var det en konstatering eller en undskyldning for at hun krøb ind til kropsvarmen? Måske begge dele.

Sawyer kunne ikke se sig helt fri for at blive påvirket af hendes latter og små fnis. En svag trækning i den ene mundvige var ganske kort at se, inden han rystede på hovedet over hende. Hun havde så sandelig fået rigeligt at drikke, trods han ikke følte hun havde fået særlig meget, hendes tolerance måtte være yderst lille. Hans ansigt blev dog lagt i mere afmålte folder, idet han kom tæt på og til sidst havde hende løftet op i sin favn. Hendes duft, blandet med alkohollen var langt fra den han mindes hos sin kone, så hvis han nu holdt blikket på målet, håbede han at kunne stoppe det fra at blive akavet igen. 

Idet hun foreslog sofaen, gjorde han et ganske lille nik, det var uden tvivl det bedste og mest oplagte valg, da han ikke tænkte det gamle soveværelse ville være øverst på hendes liste, trods den seng uden tvivl var bedre end hans gamle, udtjente men dog bløde sofa. "Ja....." lød det dæmpet fra ham, smalltalk var tydeligvis ikke hans spids kompetence og slet ikke i sådanne situationer, der havde han meget at lære, men han prøvede i det mindste at lyde mere åben og rolig overfor hende, som han trådte tilbage imod sofaen med hende tæt ind til sig.

Han bemærkede stivheden i hendes krop, som havde det gjort ondt på hende, da han havde løftet hende op, men den fortog sig langsomt, men da hun pludselig skuttede sig tæt ind imod hans krop, stoppede han op og vidste pludselig ikke hvad han skulle stille op med sig selv, og måtte overbevise sig selv om at slippe hende var en yderst dum ide. I stedet sænkede han blikket ned imod hende, med forvirringen malet i sit ansigt. Hendes ord gav ham ikke lige frem meget ro, for hvordan ville hun ha' han skulle reagere på den sætning, hvad mente hun? Han vidste godt at han var varm, det var en af goder ved hans evne, han kunne varme stort set alt op inklusiv sig selv. Han hævede sin egen temperatur ganske svagt, men nok til at give en behagelig varme fra sig, men hvad skulle han nu gøre, han kunne jo ikke bare blive stående med hende i favnen? Men hun lignede heller ikke en som ønskede at komme ned? Åh hvilken kattepine han befandt sig i. "Altså jeg.. Vil du.. Skal jeg.. Hvad vil du gerne?" Flere forsøg skulle der til, alle dummere end det andet hvilket fik ham til at stoppe sætningerne lige så hurtigt som de var begyndt indtil han besluttede at give hende valget i stedet for, så kunne han da umuligt gøre det forkerte.

Seng, sofa, stol. Alt der bare var en lille smule blødt og ikke det kolde gulv, var det en forbedring. Hvad havde hun da også tænkt på med at rejse sig og begynde at gå nogen steder? Eller humpe var det så faktisk, og det var gået grueligt galt.
Hun tog ikke større notist af at han var kort for hovedet. Det havde han sådan set været igennem hele deres bekendtskab. Det var i hvert fald ikke mange ord der var kommet over hans mund, og de fleste af dem havde ikke været synderligt venskabelige heller faktisk. Men det lød til han prøvede. Noget der faktisk fik hende til at trække lidt mere på smilebåndet.

En trækning som blev en smule større som han forfjamsket forsøgte sig på en sætning der ikke helt vidste hvor den ville starte eller slutte. Det fik hende et øjeblik til at blinke dovent. ”Bare.. indtil jeg er varm igen. Der var ret koldt på gulvet nu jeg mærker efter” hun forstod godt at det måtte være mærkeligt for ham, men hun frøs en smule nu hun kunne mærke forskellen. Specielt hendes tæer. Og det var ikke ligefrem behjælpeligt i forhold til at holde benet i ro heller.
Måske var der også en lille del af hende der bare synes det var rart på flere fronter end bare varmen, siden alkoholen afholdte hende fra at være nær så fornuftig som hun plejede at være.
Noget hun formentlig kom til at føle sig yderst ond omkring næste morgen når soberheden ramte hende.

Det var som om det gav Sawyer lidt mere ro i sindet, da hun selv udtrykte ønske om at blive i hans favn, det betød at han havde noget at forholde sig til, nemlig at det var okay. Han så lidt på hende, så på sofaen og det varme tæppe derpå. Kunne han måske sætte sig ned? Man kunne næsten se hvor opgivende han følte sig netop nu. Han debatterede nøje med sig inden han stille drejede omkring med hende, før han satte sig ned i sofaen, påpasselig med ikke at klemme hende eller sætte sig på tæppet. Han holdt hende stadig tæt i sin favn, men slap dog hånden han havde haft under hendes lår for at kunne trække tæppet lidt hen over hendes ben og fødderne. "Du må sige til hvis jeg skal sætte dig ned og gå..." lød det lidt dæmpet, som stemningen imellem dem virkede med varm og rolig nu. 

Selvom det havde været en lang og begivenhedsrig dag, og trods han sagtens kunne mærke udmattelsen bide lidt i kroppen, blev han roligt siddende uden at kny. I stedet strøg han fingrene blidt over hendes ryg, hvis hun havde brug for det, ville han tilbyde den ro indtil da. Og et lille sted dybt dybt nede, begravet under mange lag af ønske om at være alene og have folk til at holde sig væk, måtte han indrømme der var noget behageligt ved at sidde i sofaen med hende i favnen. Han trak vejret dybt, og holdt hende lidt tættere ind til sig. Selvom deres højde var ganske tæt på hinanden, var hun væsentligt slankere bygget end han var, så hun næsten forsvandt i hans omfavnelse med tæppet også puttet omkring hende. "Er det okay...?" spurgte han dæmpet, usikker på om det var for meget. Hans størrelse i betragtning var hans usikkerhed når det kom til kvinder svimlende stor. De var et fremmed ukendt land der sikkert havde ændret sig alt for meget siden hans kone.