Aryas latter spredte sig ud i haven, som hun hørte hvor nervøs Meena havde været omkring at give gaverne. Arya ville aldrig synes det var for meget, eller for lidt. Alle gaver Meena gav ville være perfekte, for de var blevet udvalgt med Meenas følelser for Arya i mente, og hvordan Arya ville reagere på det, så hvordan kunne de ikke være perfekte.
”Du har aldrig nogensinde skuffet mig,” sagde hun blidt og lod sin hånd glide lidt hen over skrinet. Smykket til håret var blevet valgt for i dag, men hun ville have masser af tid til at bruge dem, også mens Meena var her, heldigvis.

Man kunne næsten også se hvordan Arya brændte inde med gerne at ville fortælle Meena hvad hemmeligheden var. Så god var hun ikke altid til at holde sine egne hemmeligheder, når hun vidste at de alligevel skulle ud, men hun holdt fast, som hun kiggede morende på sin bedste veninde, og måske lænede sig lidt længere ind, tættere på Meena.
Heldigvis pressede Meena ikke alt for meget på, så Arya alligevel ville fortælle hende, men skiftede emne, et mere sobert emne. ”Jo, det er meget anderledes heroppe,” indrømmede hun eftertænksomt og lænede sig tilbage. Hun kunne ikke benægte at hun ret hurtig havde fået en smule hjemvé. ”Jeg har jo altid været omgivet af min familie, men det hjælper lidt at vi snakker jævnligt når vi kan.” De havde deres spejle, selvom på de hårde dage, der føltes de virkelig langt væk. ”Men friheden... Meena du har ingen idé om hvordan det føltes endelig selv at kunne bestemme bare lidt,” sagde hun og kiggede drømmende frem for sig og tog en dyb indånding. ”Jeg kan gå en tur i byen, når jeg har lyst, og jeg skal ikke følge en eller anden rutine en anden har sat for mig!” Det betød selvfølgelig ikke hun havde fritid hele tiden. Hun havde ting hun skulle, som sine studier, men hun havde aldrig følt sig så fri før. Der var ikke længere en bekymret storebror, mor eller far over hendes skulder og holdt øje med at hun ikke overanstrengte sig. 

Der havde været mange gange, hvor Meena havde drømt om et meget mere selvstændigt liv. Det var disse drømme, der de seneste år havde fået ørken prinsessen til at skubbe til grænserne, når hun sneg sig ud fra Fyrstens palads – hendes hjem. Et hjem der til tider føltes mere som et guld dur, hvor i hun var sangfuglen der kun havde ét formål i sit liv; at synge en sang smuk nok til at tryllebinde en passende bejler.

Det var derfor med en snert af jalousi hun lyttede til sin kæreste venindes ord, en jalousi der blev overskygget af den glæde ordene også bar med sig. Sandheden var at hun virkelig undte Arya den lille smule frihed hun havde fået, den lille bid af eventyr som hun havde hungrede efter så længe.
”Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede jeg er en anelse jaloux på din frihed, men glæden er endnu større. Jeg kan kun begynde at forestille mig, hvor svært det har måttet være at overtale din mor til at du måtte flytte fra Ædelborg, -” de mørke øjne spærrede sig glimtvis op ved det sidste, for selvom Fyrsten af Kazimi var en mand der ikke var let at overtale, så var det bestemt ikke den unge prinsesses indtryk at Fyrstinden af Arys var lettere – slet ikke med tanke om hvor syg Arya i virkeligheden var, selv når hun sad her og strålede stærkere end nogensinde.
” - Men, -” startede hun og lod et hemmelighedsfuldt smil trække i mundvigene, før hun drillende forsætte ”- jeg er nu lidt ærgerlig over ikke, at skulle starte dagen med udsynet til et hav af sorte bølger.” latteren lå og boblede lige under overfladen af ordene.
Det var ingen hemmelighed mellem de to unge adelsfrøkener at Meena have haft en ret solid, men uskyldig ung pige forelskelse i Arya’s storebror, Aldamar af Arys, men hvem kunne også fortænke hende i det?

Der var altid noget at være misundelig over for den anden kvinde. De havde så mange dele af deres liv, som den anden ikke havde, men det vigtigste var altid at deres glæde på hinandens vegne altid overskyggede alt det andet. Arya ville i hvert fald mest af alt bare gerne se Meena glad, og dele den glæde hun selv havde med hende.

Man kunne se på Arya, da Meena nævnte overtalelsen af Fyrstinden af Arys, at hun tydeligvis huskede det, med hvordan hun kiggede op og et suk gik igennem hendes krop, dog stadig med smilet på læberne. Det havde været en krig, og det var udelukkende pga. Fyrstindens evne indenfor spejle, at det kunne lade sig gøre, og en personlig eskorte, for at være sikker på at Arya aldrig måtte lide overlast med hendes svage krop, som havde fået det så meget bedre.
”Det var en krig,” indrømmede hun derfor også, men noget havde jo lykkedes, siden de sad her, og der ikke var en eneste forælder i nærheden.

Grinet blev også blot større og mere drillende, da Aldamar blev nævnt. Da hun var yngre havde det virket lidt ad, men nu om dage kunne hun egentlig godt se pointen i at få Meena som sin svigerinde, omend det nok aldrig ville ske. ”Ak, du må nøjes med de andre fine fyrer der betræder gaderne af Dianthos,” sagde hun. Ikke at hun havde kigget sig om efter dem, men hun kunne sagtens hjælpe Meena med at gå på drengejagt. ”Vi kan sågar tage op og se soldaterne.” Det var ikke alle af dem der var kønne, men de var muskuløse, og en del af dem var stadig unge, af hvad Arya havde set i hvert fald. 

Sukket understregede hvor besværligt det havde været, men smilet og ja faktisk bare omgivelserne de to unge prinsesser befandt sig i, talte sit tydelige sprog – det havde været hver en lille del af kampen hver at overtale Arys Fyrstinden. Det var svært at forestille sig sukket kunne blive meget større, da det gik gennem Arya’s slanke skikkelse. Havde det været muligt ville hun sikkert være endt med at glide af stolesædes kant med kurs mod fliserne. En tanke med dertil forestillet billede, som fik Meena til at småfnise. Ikke fordi hun ønskede at se sin veninde slå sig. Det ville bare være som en luftblæser, hvor luften blev trykket ud. Fniset blev til et stolt smil, stort nok til at det nærmest kunne blænde ”Men du vandt den.”.

Der havde været tider, hvor Meena havde forestillet sig at hun kunne kalde sig Fyrstinde af Arys, men endnu vigtigere svigerinde til Arya.
Tanken sneg sig stadig ind indimellem den dag i dag, men sandsynligheden for at bære sådanne titler var efterhånden ret udviskede. Noget der nok i sandhed var for alles bedste. Selvom Kazimi datteren sjældent var flov over drenge snak, med alt der tilhørte, så ville selv hun finde det for akavet, at skulle snakke om sin bedste venindes storebror til sin bedste veninde…
”Arya Millicent Lisandra af Arys, at du kan foreslå mig sådan et tilbud.” begyndte hun med en tydeligt påtaget chokerende hånd mod brystkassen. Det brune ansigt flækkede en i varm latter, mens blikket slog gnister ”Du kender mig for godt, nogle gange tror jeg endda du kender mig bedre end jeg selv gør. Aldrig ville jeg sige nej til at se på svedglinsende muskler og støvede mandekroppe.” noget blød strejfede mod benet og fik Meena til at bukke sig ned, så hun kunne kigge ind under bordet. De brune øjne landede på kaninen der havde søgt den køligere skygge. "Åh det er bare dig Hallie." armen blev strukket så solkyssede fingre kunne nusse den bløde pels, inden hun rettede sig op på ny. Blikket søgte tilbage til Arya's ansigt ”Men kun hvis du vil bruge tiden på det? Jeg er her jo for at besøge dig – ikke for at se Dianthos’ hankøn an.”.

Hun havde vundet den, og det havde været det vigtigste i sidste ende. Ikke hvor meget Arya måtte have gjort for at få lov til det, men at hun fik det igennem. Det kunne heller ikke være nemt at se sin lille pige tage mod Dianthos, især da man ikke havde været sikker på om Arya skulle leve eller dø få måneder forinden. En skrækkelig tanke, men en Arya havde vænnet sig til da hun havde ligget og været rigtig syg, og en tanke der nu gjorde at hun blot ville gøre så meget med den frihed hun nu havde, mens hun stadig kunne. Giftemål var ikke engang kommet på tale endnu med hende.

Et lille fnis undslap Arya som Meena begyndte at belære hende, for de vidste begge to godt at hun ikke ligefrem mente det. Arya havde brugt nok tid med Meena til at vide præcis hvad hun kunne lide, og det gjorde ikke Arysprinsesse spor. Det hele gik sjældent op i mænd, men det havde mere at gøre med at Arya ikke rigtig havde fundet den interesse for mænd som Meena havde.
”Er det ikke det en bedste veninde er for?” spurgte hun drillende, for på nogle punkter kendte Meena også Arya bedre end hun selv gjorde. Det kom af at de snakkede så meget, og sås når de kunne. De havde bare et andet perspektiv, selvom der stadig var mange ting de måtte gå glip af i hinandens liv.
Aryas øjne gled også ned på Hallie som var kommet hen forbi dem, nu når solen var begyndt at bage lidt mere over dem. Hallie havde trods alt aldrig rigtig været en kanin for solen, selvom hun så ud til at nyde de friske planter i haven, til gartnerens store skræk. ”Vi bliver da også nødt til at udnytte at du er i Dianthos, og soldaterne er alligevel på vejen op til Krystalpaladset,” svarede hun grinende. Det gjorde hende ikke spor, og hun ville også gerne se Meena glad. ”Det er ikke ofte du får lov til at tage så langt væk alene, vel?” Fyrsten af Kazimi var nok bare overbeskyttende på en lidt anden grund, men heldigvis var de to prinsessers venskab solidt og passende nok, at der sjældent var nogen der forsøgte at forhindre dem i at se hinanden, også selvom turen var lang. 

”Jo, jo det er det.” grinede hun medgivende ud. Det var i virkeligheden dét en rigtige bedste veninde var til for. Hun skulle kende en bedre end man selv gjorde, fordi man var så fortrolige med hinanden. Guderne ville vide at selvom Meena havde et ganske tæt bånd med særligt Darkhan, så fortalte hun ham på ingen måde de samme ting som hun gjorde til Arya.
Det var i virkeligheden noget af det, som gjorde Meena, skattede sit venskab så højt med Arys prinsessen. Intet blev taget forgivet, de begge var lige villige til at give tid til hinanden og de interesser de hver især måtte have. Et venskab som de færreste nok havde set ville holde eller blive så tæt, grundet deres store forskellighed.
Under normale omstændigheder ville hun så snart første nus til Hallie var afgivet, havde rettet sig op i en ordentlig og mere passende stilling. I stedet hvilede kinden nærmest mod bordpladen, da hun insisterede på at holde blikket på veninden, men samtidigt ikke ønskede at snyde kaninen for nus i den bløde pels. ”Når nu du sådan presser på.” drillende hun, men svarede dermed også indirekte på, at ja selvfølgelig skulle de nu se soldaterne. ”Jeg kan jo ikke afstå så fint et tilbud.” svarede hun så endelig mere klart, med et solstrålesmil der fyldte hele det fregnede ansigt.
Endelig rettede hun sig op i stolen og rystede svagt på hovedet ”Ikke særlig tit, det er blevet lidt bedre, men jeg tror han helst så os piger blev hjemme på paladset. Jeg tror også godt jeg ville kunne få lov til at komme til hoffet på Krystalpaladset for en stud, men at bo som du gør. Dét tror jeg alligevel ville være hvor grænsen ville blive trukket?” lød det med et lille skuldertræk og en tænksom mine. Rejsen her til havde heldigvis ikke krævet den store overtalelse.

Det var lidt et syn at se kønne Meena strække sig så langt ned for at nusse Hallie, som sad fornøjet på jorden og nød at blive nusset i den varme, tykke pels.
Som Meena dog endelige rejste sig op, så lænede Arya sig ned, for at få kaninen over til sig, inden hun greb om hende, og tog hende op på skødet. Så nu en lille smule forvirret Hallie sad på skødet og kiggede sig lidt rundt, inden hendes øjne lagde sig mod Meena.

Hendes eget smil afspejlede samme solstråle som Meenas gjorde, og hendes hænder fandt hurtig den bløde pels at nusse, til trods for at noget af den alligevel dryssede af på hendes kjole. Helt fri for fældning var kaninen ikke, men Arya virkede ikke til at bekymre sig om det, som hendes øjne forblev på Meena.
”En kort stund heroppe ville da også være rart,” sagde hun, hendes øjne funklede bare ved tanken om at kunne bruge længere tid med Meena. De ville stadig have deres studier at passe, men så kunne de vel tage nogle af tingene sammen. Alle de muligheder. ”Ellers kan du jo bare bo her med mig, jeg er jo en anstændig ung dame, det må selv din far kunne se,” sagde hun leende, selvom hun godt vidste at det ikke ville kunne ske. Der var der alligevel en lidt for stor skilning mellem fyrstefamilierne, og Kazimi fyrsten virkede aldrig rigtig til at have kunne acceptere, at Fyrstinden sad med magten i Arys familien. Så var det nok i sidste ende lige meget hvor pænt Arya opførte sig. ”Der er også bare så langt til Balzera,” indrømmede hun lidt mere eftertænksomt og trist, selvom smilet ikke helt forsvandt. Breve var gode til at holde kontakten, men det ville aldrig blive det samme, som når de så hinanden. 

Der var nu altså noget meget bedårende ved den lille dirrende kaninnæse, det måtte selv Meena erkende når nu Hallie sad mageligt på Aryas skød og tog imod nus.
En albue placerede sig mod bordpladen og hagen hvilende mod håndfladen, sad hun et øjeblik og bare tog synet ind med et skævt smil. Stolthed spirede i brystkassen, både over at være så velsignet med en veninde som Arya, men bestemt også fordi hun nærmest ikke havde været smukkere med kanin pels drysset af på kjolen.
”Så snart jeg kommer hjem, så spørg jeg ham om jeg ikke nok må få en tid ved Dianthos hof. Hvis jeg sælger ideen overbevisende nok, så må han kun kunne sige ja.” bare et halvår, hvor de ikke behøvede at afvente breve fra hinanden, det ville være et drømmesenarie. Så var det lige meget om det var få gader der skilte dem ad. De ville befinde sig i den samme by og det var det tætteste, som de to prinsesser nogensinde ville kunne komme.
Meena rejste sig fra sin stol og med få lange skridt, stod hun ved Aryas og trak hende skridt ind i et skævt kram ”Jeg lover dig Arya, at jeg vil gøre alt for at overbevise min far, vi har allerede misset så meget tid sammen.” armene slap deres tag, inden hun sank på hug så det fregnede ansigt var ud for kaninens ”Og så er det svært ikke at blive lidt forfalden, til at ville se den der lille vippende næse der lidt oftere.” grinede hun ud, inden blikket søgte op mod Aryas ansigt ”Men først skulle du assistere mig i at kigge på mænd” lød det med et lille blink af det ene øje.

Arys smil blev kun endnu bredere ved de ord. Hun ville virkelig elske at have Meena hos sig her i Dianthos. ”Åh, jeg håber han siger ja, det ville være så fantastisk,” sagde hun. Så mange muligheder der ville åbne sig, men det var nok også bedre ikke at tage glæderne på forskud. Kazimi-fyrsten var en streng mand, især overfor sine døtre, så intet var sikkert inden Meena havde spurgt og fået lov. Men Arya håbede.
Hun var hurtig til at gengælde krammet, også selvom det var en anelse akavet som hun selv sad ned, med Hallie på skødet, som så lidt utilfreds ud over at Aryas opmærksomhed var blevet taget af den mørkhårede kvinde.

Den lille kaninnæse vippede lidt, som Meena sagde ordene, dog most mest fordi hun var forvirret over hvorfor der var et stort ansigt foran hende.
En latter lød fra Arya. ”Det havde jeg lovet, havde jeg ikke,” sagde hun og rystede på hovedet, inden hun tog Hallie og satte hende ned på jorden igen, så hun kunne komme videre. ”Uuuuhh, vi kan tage noget mad med og spise oppe ved paladset eller i tempelhaverne,” tilbød hun. De ville nok blive sultne, men det var ikke værre end Arya altid havde oceaner af rum til at bare mad i. Det var nok godt hvis det blev pakket i en kurv godt nok. Det ville dog ikke tage alt for lang tid for køkkenpersonalet, tænkte Arya, og hun var derfor også hurtig oppe på sine ben, forsigtig med ikke at ramme Meena hvis hun ikke havde flyttet sig væk.

”Det har du og som den gode veninde jeg er, så vil jeg holde dig op på alle dine brillante ideer.” lød det noget mere kækt. Det var nu ikke kun udsigten til halvnøgne mænd, som gjorde at hun hold Arya op på hendes ord. Hun kunne have tilbudt at vise Meena byens rendesten og ørkenprinsessen ville stadig takke ja til det forslag. Arya kendte uden tvivl Dianthos bedre end hun selv gjorde, så hvilken bedre guide kunne hun få? Det var altid lidt mere spændende at blive vist rundt når man også nød selskabet.
Meena rettet sig op fra den knælende position og trådte i samme bevægelse tilbage for at vige pladsen til at Arya kunne komme op at stå. Så hun hverken skulle komme i karambolage med brunetten eller Hallie.
”Altid så for udsende,-" komplimenterede hun med et bredt smil "- men det lyder som en rigtig god ide. Lidt mad og drikke vil gøre os begge to godt efter.” og selv hvis ikke de var, så var det bedst de begge fik indtaget noget der kunne give fornyet energi.
”Måske vi skal tage et tæppe med? Hvis der er et sted, hvor vi kan slå det ud og sidde på det mens vi spiser?” det var nok utænkeligt i tempelhaverne, men det burde være muligt i haven tilhørende paladset.

Arya havde kun været i byen i ganske få måneder, men hun var da i gang med at udforske den i alt sit vidunder. Hun havde allerede set en del, fordi hun nægtede at gå en dag uden bare en lille gåtur, men selvom dagene var lange, så var Arya stadig ikke fuldkommen fri til at rende så meget rundt som hun egentlig ønskede. Kroppen skulle også lige komme sig.

Hun var allerede begejstret om prospektet der kom med at vise Meena rundt i byen og komme ud og spise i nogle lidt andre omgivelser. Hun vidste også at det ikke var unormalt for de adelige kvinder i byen at finde nogle græsarealaer at spise ved, dog lidt væk fra pøblen. ”Det lyder som en rigtig god idé,” indrømmede hun.
Dermed fangede hun også opmærksomheden til en af tjenerne. ”Simon,” sagde hun og gik et par skridt over mod ham, så hun mødte ham halvvejs. ”Vi vil gerne have en kurv med mad og drikke, så vi kan tage et måltid, eventuelt oppe i paladset have, og et tæppe vi kan sidde på,” forklarede hun, som om at han ikke allerede havde overhørt planerne.
”Selvfølgelig Prinsesse,” sagde han og nikkede til hende, og da han var forsikret om at der ikke var mere, så trak han sig tilbage, for at skynde sig mod køkkenet for at få pakket den.

”Er der noget sidste vi lige skal have ordnet inden vi tager afsted. Har du behov for at skifte tøj måske?” spurgte hun. Meena var stadig i sit rejsetøj, men det kunne også være at Meena tænkte at det var fint at være i for nu. Hun havde trods alt siddet i en karet. Hvis ikke der var et ekstra ærinde de skulle på, så ville Arya ligeså stille begynde at lede dem mod hoveddøren endnu engang. 

Meena havde med vilje holdt sig en anelse i baggrunden, da Arya kaldte en tjener nærmere for at fortælle om deres planer for dagen. Indimellem var det nærmest små tåbeligt hvordan an måtte gentage, hvad man vidste folk i tjenestestablen allerede havde hørt. Et perfekt i iscenesat skuespil, der for folk som dem var lige så normalt som at trække vejret.

Øjnene gled ned over hende selv ved spørgsmålet om et tøj skifte, kun for at blive mødt af en let og kort hovedrysten ”Nej, så længe du ikke sladre om det er mit rejsetøj.” kom det kækt som svar. Der var ingen grund til at spilde tiden på at skifte tøjet, havde de haft mere tid sammen, så ville hun ikke have sænket tiden en større tanke. Lidt forfængelig var man vel altid? Også selvom der ikke var grund for den.
Ved hoveddøren mødte Simon dem med både madkurv og tæppe, med en lille kommentar om der var lagt en overraskelse i kurven.
Herfra gik turen til træningspladsen, hvor en deling af Lysets soldater var færd med dagens træningspas. Ikke alle lige kønne, men det var intet en trænet bar overkrop ikke opvejede. Ét var at træne med tilskuere på, men tilstedeværelsen af to prinsesser virkede nu alligevel til at puste lidt ekstra til det i forvejen høje testosteron.
Meena drejede hovedet mod Arya, men slap først de to mørkhåret soldater, hun ellers havde tildelt en god portion af hendes opmærksomhed, da hun ikke længere kunne se dem ud af øjenkrogen ”Jeg tror faktisk ikke at jeg er til lyst hår, - hos mænd…” det virkede måske som en underlig tilføjelse sidste del, men den holdt en ualmindelig stor betydning. I deres mange breve var der ting, som var blevet udeladt, fordi alle breve der kom til eller forlod Kazimiernes palads blev gennemlæst. Selv breve mellem veninder. Ordene var en tydelig hentydning om at den unge ørkenløve havde erfaret sig, at hendes interesse ikke var begrænset til det mandlige køn. En hemmelighed Meena vidste Arya ville holde tæt, men hvad vigtigere var så frygtede hun ikke at blive mødt af fordømmende blå øjne fra veninden.

Arya kiggede med grinende øjne på Meena og nikkede, inden hun tog en finger op til sine læber. ”Din hemmelighed er sikker hos mig,” sagde hun, inden hun fjernede fingeren igen, og gik videre ud mod hoveddøren, hvor hun forventede at Simon ville vente på dem, som han gjorde. Enten så var tjenestefolkene bare hurtige til at komme omkring, eller også var Arya virkelig bare en af de langsommere, hun kunne stadig ikke helt finde ud af hvilket der var sandt.
Hun tog den tunge kurv, inden den forsvandt ud i ingenting, og de to prinsesser havde ingen problemer med at gå mod Krystalpaladset, endda uden at skulle fysisk slæbe på noget.

Arya havde allerede gået turen masser af gange, men med Meena ved hendes side, så var det væsentlig hyggeligere med Meena ved sin side. Der var dog også en lille smule misundelse over hvor hårdt soldaterne kunne træne, når hun selv var blevet træt af turen herop, men Meena så ud til at nyde det.
Hendes egne øjne havde danset over soldaterne, men hvor Meena havde kigget på kroppe, så havde Arya nærmere studerede interaktioner mellem soldaterne, og blev kun revet ud af sit studie, da Meena sagde noget. Øjnene gled over til den mørkhudet kvinde og hun blinkede lige en enkelt gang. Måden det var blevet sagt på var ikke gået forbi Arya. ”Kun hos mænd?” spurgte hun forsigtigt. Hun kendte Meena, men det var ikke alle ting hun nødvendigvis vidste, for hun vidste også udmærket godt at der var visse ting de ikke kunne snakke om i brevene. Aryas egen familie var måske ikke så streng på visse punkter, men hun havde også ting hun ikke havde delt med Meena endnu.
Skulle Meena føle sig usikker omkring at dele det, så var det dog, som altid, et opmuntrende og blidt smil der blev sendt i hendes vej. Arya ville aldrig dømme. 

Tænderne sank smilene ned i den bløde underlæbe, som når man selv kendte til en information som man var ved at sprænges over at dele med en anden. Det kunne man også godt augmentere for at Meena var. Noget skulle Arya aktivt selv spørger ind til, men det betød ikke at svarene ikke ville komme.
Hvis ikke det allermest inderlige kunne deles med den blonde prinsesse, hvem kunne det så deles med?

Med et nik drejede hun resten af kroppen, så hele fronten var vendt mod Arya ”Mhm, kun hos mænd.” gentog hun bekræftende for at skylle den mindste tvivl væk, om hun nu havde hørt rigtigt ”Det er skørt ikke, at det ikke er ens for mænd og kvinder? Det burde være ens hvad man tiltrækkes mest af ikke?” de velplejede øjenbryn trak sig sammen mod hinanden, i en tænksom mine med en lille streg i den fregnede pande, mens blikket kortvarigt flyttede sig skråt forbi Arya. Med tungespidsen vædende læberne, fandt den fulde opmærksomhed tilbage til sit udgangspunkt ”Jeg kan godt lide lysthår til kvinder eller lysbrun, som karamel?” fulgte hun op efter et lille øjeblik, uden antydning af at være hverken flov eller genert ved emnet.
”Jeg havde sneget mig ud, ned til havnekroen en aften og så stod hun der - Okay, faktisk sad hun på skødet af en meget fin sømand, men chancen bød sig og jeg tog den.” der var ingen hemmelighed i at Meena havde let til betagelse, små forelskelser endda. Det var dog sjældent langvarige og bestemt ikke alle hun handlede på.

Når Arya rigtig tænkte over det, sådan rigtig, så var hun egentlig ikke helt så overrasket over denne her nye information fra Meena. Det var aldrig noget der var blevet talt om, men Meena havde aldrig rigtig været bleg for at værdsætte en køn kvinde heller, og af en eller anden grund så havde Arya bare ikke tænkt så meget over at kvinder vel også kunne være seksuelle væsner. Det havde nok noget at gøre med deres opdragelse, hvor det ikke rigtig blev snakket om.

Spørgsmålet om hvad der var tiltrækkende var nu alligevel et svært emne for Arya, som fandt sig selv kigge lidt op i skyerne, som hun tænkte over det, ikke at hun fik lov til at dvæle ved det som Meena forsatte. Arya var så glad for at Meena ville dele det med hende.
”En køn kvinde med karamelfarvet hår?” spurgte hun, alligevel med et sigende smil. Hun havde aldrig haft et problem med at Meena var let til betagelse. Det var en af hendes fantastiske egenskaber, og nogle gange kunne Arya godt finde sig selv være jaloux over det. Hun havde aldrig fundet nogen at være tiltrukket af på den måde, eller på anden måde så kraftigt. ”Måske tiltrækningen kommer an på hvad du foretrækker hos dem respektivt,” tilføjede hun så, og tog blikket af Meena for at kigge på soldaterne der stadig var et stykke fra dem. ”Måske er det forskellene du godt kan lide? Hvordan en kvinde er blød, og mænd er lidt hårdere? Hun så lidt eftertænksom ud, inden hun rystede på hovedet med et grin. ”Ikke at jeg ved hvad jeg snakker om.” Hun havde aldrig rigtig sat ord på hendes egne følelser omkring andre, heller ikke overfor Meena fordi det virkede så kompliceret, men for en der havde kendt hende det meste af livet, så plejede Arya ikke ligefrem at holde sine følelser skjult. Hun havde aldrig haft den tiltrukning Meena snakkede om, hvor underligt det end måtte være. 

I starten havde Meena troet at den manglende betagelse i hankønnet, skyldtes at Arya i virkeligheden måske var mere interesseret i sit eget køn. Langsomt var det dog gået op for hende, at venindes ikke fandt hverken det ene eller det andet af kønnene tiltrækkende. I hvert fald ikke på samme måde som Meena selv. Det var stadig en ting som til tider var svært at sætte sig ind i for den unge Kazimi, men hun accepterede deres forskellighed. I stedet havde hun mødt Arya med nysgerrighed og åbenhed. Ligesom det altid havde været og det var vel nok i grunden styrken i deres venskab?

Hovedet lagde sig kort mod Arys prinsessens skulder med et drømmende suk ”Ja, det fineste karamelfarvede hår, Arya.” bekræftede hun, inden hovedet blev fjernet igen og en betænksom mine trak sig ind over det fregnede ansigt. Lyttende til hendes teori om hvorfor der alligevel var en betydelig forskel mellem hvilket kvinder og mænd Meena følte sig draget imod ”Nej, nej det giver mening. Meget mening faktisk og jeg tror du har ret. Kvinder er blødere og mere, sensuelle end mænd er. Det er mere blidt på en måde?” lød det eftertænksomt.
Opmærksomheden vendte tilbage på de svedglinsende kroppe foran dem, mens antagelserne fik lov til at summe lidt, før de bundfældede sig hos ørkenløven ”Arya?” kom det spørgende.

Nogle gange blev Arya mindet om hvor underlig hun var, eller i hvert fald at det føltes som om at hun var underlig. Det var nemt at glemme at andre ikke følte de samme ting som hende, men veninderne og vennerne omkring hende var en konstant påmindelse om hvor forskellig hun nogle gange var fra dem. Hun var dog ikke en til at skubbe forskellene væk, men bød dem velkomne, som hun prøvede at forstå dem. Hun havde altid haft en fascination for menneskelige relationer.

Hun kunne nu alligevel mærke lidt stolthed indfinde sig i hendes bryst, som Meena gav hende ret i at det nok var derfor hun havde forskellig smag. Det gav mening for Arya. Det var lidt ligesom når man spiste noget. Bare fordi man godt kunne lide at noget var sødt, betød det ikke at man gerne ville det syrlige slik til også at være sødt. Det gav bare noget andet. ”Det kunne godt lyde som det i hvert fald,” bekræftede hun og sendte Meena et stort smil, inden hendes egen opmærksomhed også blev trukket mod mændene.
Det var dog ikke lang tid, og hendes blik blev revet væk som Meena havde mere at sige åbenbart. Arya kiggede nysgerrigt på veninden. ”Ja?” Spurgte hun. Hun havde ingen idé om hvad der foregik bag de brune øjne, men hun ville gerne vide det. Var det et spørgsmål? Eller var det bare en konstatering fra deres tidligere snak? 

Meena tænkte efterhånden sjældent over Aryas præferencer eller ‘mangel’ på samme. Det var jo bare sådan Arya nu en gang var. Det gjorde hende jo hverken til en dødbider eller følelsesløs person. Der med ikke sagt at hun altid helt forstod, hvordan man ikke kunne finde bare en eller anden tiltrækkende. Der var dog noget forfriskende ved det, for det udfordrede Meenas syn på verden, på menneskets sind.
Det betød dog også at hun ind imellem kunne få en lille knude i maven ved tanken om, at også Arya en dag skulle være at finde ved siden af en ægtefælde, med alle de pligter der fulgte med.
Det var endnu en af disse små hårde knuder af bekymring, for veninden der var ved at danne sig.
”Føler du nogensinde, at du er ved at blive kvalt ved tanken om at skulle giftets? Jeg ved godt det er vores pligt, men nogle gange føler jeg ikke at jeg kan trække vejret ordentligt, når jeg tænker på hvilket fængsel det kan blive. Jeg kan trøste mig med, at min kommende mand forhåbentligt vil være god for øjnene, så det at dele seng med ham ikke bliver lige så forfærdeligt, men for dig er der jo så meget mere at forholde dig til.” fulgte hun endeligt op med, med et hjerte suk og mismod i blikket.

Det havde altid været svært at snakke om, og ja, forstå, den tiltrækning hun vidste hendes veninder omkring hende egentlig havde. Det var dog også blevet lidt fascinerende, og hun nød at høre på hvordan de oplevede verdenen, nu når hun ikke forstod det.
Til trods for at tiltrækningen ikke var der for hende, så var det dog ikke nødvendigvis en hindring i at skulle gøre det der lå til hendes stand. Hun havde allerede tidligt accepteret at hun en dag skulle ligge med en mand, og det var ikke fordi hun væmmedes sig ved tanken, selvom den var lidt underligt.
Det varmede dog hendes hjerte, som Meena tydeligvis var bekymret for hvordan hun ville tage det, og det var derfor også et varmt smil hun blev mødt med. ”Jeg ved ikke om det i sidste ende gør så meget, om jeg kommer til at kunne lide at se på min kommende mand, om han er køn eller ej, for det betyder jo netop ikke noget for mig,” indrømmede hun. Det var selvfølgelig noget andet hvis han virkede slesk og klam, men det regnede hun ikke med at hendes mor ville gifte hende til. ”Jeg tror jeg er mere sørgmodig over at miste den frihed jeg først nu er begyndt at kunne mærke. Der er så mange ting jeg vil nå at opleve og se, og en ægtemand vil nok bare… sætte mig i en position hvor jeg ikke kan gøre som jeg vil.” Tænk hvis hun endte ude på et øde palæ, hvor hun aldrig kom ind til byen og så folk. Hun elskede folk, også selvom hun ikke havde kunne se så mange hun ønskede de sidste par år. ”Jeg tror bare jeg håber på at der går nogle år inden det sker.” Hun kiggede mod Meena, i håb om at hendes bedsteveninde forstod præcis hvad det var hun mente med det.

Meena ville aldrig stoppe med at bekymre sig om dem der stod hendes nærmest. Arya var måske ikke en Kazimi af blod, men det betød ikke at Meena anså den kønne blondine mindre som en søster. Naturligvis bekymrede hun sig om hendes ve og vel, det indebar også om hun ville trives i et ægteskab.
Selvom ingen af dem ville havde det store at skulle have sagt, med hvem de endte op med… Jo måske Arya ville, alt efter hvem hendes søskende endte med at ægte og fordi hendes mor var Arys fyrstinden. Hun var en kvinde der virkede til at ønske sine børn det bedste og det var en miserabelt liv ikke.

Kommentaren kunne meget let havde fået Meena til at føle sig skamfuldt overfladisk, i stedet fandt hun det svært ikke at lade et lille smil trække i begge mundvige. Nej det havde virkelig ikke den store betydning, om hun fandt sin kommende mand, var køn eller ej i Aryas tilfælde.
“Et guld bur er stadig et bur.” Sukkede hun tungt ud og lod munden trække sig eftertænksomt til den ene side. Et giftermål ville med alt størst sandsynlighed betyde mindre frihed. Noget de begge to havde haft alt for lidt af, selvom Meena siden hun kunne huske havde forsøgt at finde smuthuller, der kunne give hende mere end var hende tiltænkt.
”Jeg er sikker på din mor ikke har travlt med at love din hånd væk. Hun mangler stadig at finde et godt parti til Aldamar og Rasmus skal jo også giftest med sin trolovede.” Fyrstinden havde ingen grund til at være travl og med Aryas sygdomsforløb, så var hun mere end undskyldt for at trække tiden ud. Det var trods alt vigtigst at sikre den kommende fyrste først i ægteskab der kunne give en stærk alliance.