Nianna kunne ikke holde en dæmpet latter tilbage imod hans læber, som han kyssede hende mellem sit spørgsmål. Hendes blik var ømt, trods hendes øjne var røde og helt hævede af de mange tårer som var rendt ned over hendes kinder tidligere. Endelig var hun genforenet med sin bedre halvdel, hendes store kærlighed, intet ville nogensinde kunne drive ham væk igen, hun ville knuge sig til ham og gøre alt i sin magt for aldrig nogensinde at bringe smerte ind i hans liv igen. "Har aldrig været mere sikker på noget..." lød det mildt fra hende, som hun mærkede hans hænder vandre på hendes krop. 

Trods det var længe siden hun havde mødt Dagon, døjede hun stadig med nogle af skaderne. Hendes negl var aldrig groet helt rigtigt ud igen, det så stadig sjovt ud, men værst stod det til med hendes ribben, der hvor han så brutalt havde sparket hende til hendes ribben havde givet efter, hun havde været alle regnbuens farver i flere uger fra den mørkeste violette, næsten sorte til det falmede i en svag gul kulør, men hun var stadig øm, så da han hånd gled over hendes ribben, vred hun i kroppen med et lille klynk. Hun havde frygtet at ribbene ikke var groet rigtigt sammen, for når hun lå på ryggen kunne man godt se en svag forskel på hendes sider. Det var som om hendes krop dykkede lidt ned hvor ribbene havde været knækket. "Det stadig lidt ømt...." forklarede hun dæmpet, som hendes blik gled over hans ansigt, så han ikke troede det var fordi hun ikke ville røres af ham, det var bare.. Hun sukkede svagt, inden hun begravede sit ansigt i mellemrummet mellem hans skulder og hals. Duften af ham, så velkendt og betrykkende. "Jeg elsker dig.." hviskede hun dæmpet ind imod hans hals.

Hvordan kunne han savne en latter så meget? Det var som om det fyldte hans krop op med glæde, da hun lo let af hans forsøg på at stille hende et modsvarende spørgsmål. Ikke fordi han blev sur over hendes reaktion, tværtimod formåede han at smile med øjnene, selvom han var virkelig træt og udkørt. Hvilket nok var grunden til at de var endt på jorden uden at flytte sig særlig meget. Han løftede dog det ene øjenbryn, som hun gav udtryk for at hun var helt sikker og muligvis aldrig havde været mere sikker i sin sag. Hvis hun mente det, så ville han bestemt ikke benægte muligheden for at sove og hvile et sted, hvor han ikke skulle bekymre sig over at miste krystaller blot ved at sove lidt for længe. "Så vil det være mig en ære" lo han stille, som han lod sin pande hvile imod hendes, blot for at se hende i øjnene uden at sige mere til sagen.

Hans hænders vandren var ganske mild, derfor kom det også en smule bag på ham, at hun vred kroppen på den måde, som han straks trak hånden til sig og søgte hendes blik. Var han gået for langt med det allerede? Skulle han virkelig være mere forsigtig med hende. Orcus måtte bide sig i underlæben, som hun forklarede sig og fik ham til at sukke ganske let. "Undskyld" mumlede han hviskende, som han bestemt ikke havde haft noget ønske om at skade hende nu hvor de endelig var blevet genforenet. Det var blot svært at holde fingrene fra hende. Dog flyttede han hænderne imod hendes ryg og skulder for at støtte hende og holde hende tæt, som han smilte af hendes ord. "Jeg elsker også dig" hviskede han retur og kyssede hende på hovedet.

Den tunge byrde Nianna så længe havde båret rundt på, stenen i hendes hjerte smuldrede langsomt væk, og efterlod hende mere lettet end nogensinde før. Hvis ikke Orcus havde hvilet over hende, ville hun have frygtet at hun kunne svæve væk. Hun knugede armene omkring ham, ligeglad med de smerter hun følte i kroppen, hun var bare så glad! Hun havde lyst til at hvine af glæde, men med hans hoved så tæt på, måtte hun hellere lade være, at tage hørelsen fra ham, var nok ikke det bedste at gøre, hvert fald ikke lige nu. Det havde bare ikke faldet hende ind, hvor trætte og udmattede de begge var, hun havde ganske vist mad med, eller hvert fald frø, bær og tørret kød, men der var langt hjem. Hun vidste hvor de var, de var ved Zircon, der hvor hun havde mødt skuespillerinden fra Dianthos der skulle besøge sin familie. Der var langt hjem. "Uhm..... Orcus..... Der er langt hjem..." hviskede hun dæmpet og kyssede ham på kinden. 

Hun ville så gerne bare kunne favne ham, mærke ham og kæle og kysse ham som sidst, men smerterne ændrede bare lidt på nogle ting, men en ting ville hun aldrig lade nogen eller noget ændre, deres følelser for hinanden. Hver gang hun hørte de 3 ord slippe over hans læber smeltede hendes hjerte, men hans undskyldning fik hende til at ryste på hovedet, aldrig skulle han undskylde for den slags, men hun forsøgte dog at skubbe ham blidt af sig, de kunne ikke blive liggende på jorden udenfor, ikke så frit og åbent som lige her, det kunne være farligt, for hun var ikke stærk nok til at forsvare ham, hun var jo tydeligvis ikke engang stærk nok til at forsvare sig selv. "Det skønt her, men vi må finde et sted..." forsøget hun dæmpet og få fornuft tilbage til ham, hvis hun ikke gjorde noget nu, ville hun ende med at sørge trøst i hans arme til den lyse morgen lige udenfor bymuren.

Aldrig ville han kunne give slip på hende igen. Orcus ville simpelthen ikke kunne bære det i sit sind, hvis han skulle se hende forsvinde imellem sine fingre endnu en gang. Derfor var han også mere eller mindre fast besluttet på at holde fat i hende på den ene eller anden måde, selv hvis han ikke havde mange kræfter lige nu, så var det nok at hvile over hende, så han kunne dufte hende og mærke hendes kropsvarme. Men Orcus kunne dog ikke helt komme udenom det faktum, at han havde enkelte udfordringer med at holde sig selv kørende, selv med adrenalinet, der kørte rundt i kroppen på ham. Hvor ville han bare gerne hvile op ad hende og slappe af.. Men hun havde ret.. De kunne umuligt blive i det høje og snart fugtige græs, hvis ikke de fik benene på nakken, så ville nogen i byen måske se dem og tro, at han var i færd med at overflade hende. Noget han altid kunne drømme om at gøre eller tænke.. Han brummede en smule imod hendes nakke, som hun valgte at minde ham om afstanden. Normalt ville han blot have samlet hende op og fløjet hjem med hende, men han ville ikke stole nok på sig selv til at satse på det. ”Øhm.. det er der vel” mumlede han lettere træt, som han faktisk bare gerne ville blive liggende del. Men Nianna havde ret.

Det var næsten umuligt for ham, at undgå at bære noget af skylden for hendes ulykke. Havde han ikke efterladt hende alene ved søen, så var denne engel nok aldrig dukket op, så havde han haft en chance for at advare hende som det mindste. Ikke at han kendte englen styrker og svagheder. Boblen blev brudt, da han kunne mærke at Nianna forsøgte at skubbe ham bort. Der var bestemt ikke tale om et desperat skub, men han valgte kun forsigtigt at trække sig, som han ikke var overbevist om at hun nu mente det for alvor. Han trak sig stille, indtil han endte med at sidde på knæerne og lagde hovedet ganske let på skrå. Skulle de gå nu? ”Jeg har ikke flere krystaller til at betale for et værelse” svarede han lettere forlegen, som det var pinligt, at han ikke ville være i stand til at tilbyde hende en ordentligt seng. Han kiggede ned på sine hænder og lommen med nøglerne. Han var endda usikker på at benytte sin magi lige nu.. ”Hvor vil du gerne hen?” spurgte han prøvende, som hænderne rystede ganske let, hvilket fik ham til at dække den ene hånd med den anden, så han kunne stabilisere den.

Da Orcus langsomt overgav sig til hendes forsøg på afstand, fortrød hun omgående. Et svagt klynk slap over hendes læber, da hun mærkede hans varme der før havde omsluttet hende, lette ganske let. Hendes blik søgte hans, for hun havde så meget lyst til gemme sig ind i hans varme sikre favn igen, måske det kunne blive liggende? Det ville blive vådt og koldt når først duggen lagde sig, men de kunne varme hinanden, hun var alt han behøvede, sådan fik han hende i hvert fald til at føle, men hun måtte alligevel tænke, det gik ikke. Krystaller, åh de pokkers krystaller! Hun havde aldrig lært deres værdi at kende, og hun forstod ikke hvorfor men hun havde oplevet et par gange nu at folk havde givet hende dem, som var det almisser, men hvordan skulle hun dog kunne bruge dem når hun intet vidste om dem. "Jeg.. Jeg har nogle men Orcus jeg ved intet om dem.." lød det dæmpet, næsten helt skamfuldt, for hvad måtte folk ikke tænke om en pige som hende der intet vidste om krystaller, hun kendte ikke engang navnene for dem eller deres værdi, hvad de kunne købe hende. 

Hun rakte ud efter det lille skind og rodede rundt i den til de fandt de små runde krystaller, der havde lidt forskellige farver, omend de fleste var orange gemte der sig enkle grønlige og en enkelt blålig krystal som hun rakte dem frem imod ham hvilende i hendes håndflader. "Kan de sikre os en enkelt nat?" lød det håbefuldt, hun vidste oprigtigt intet om dem og skammede sig næsten over sin uvidenhed, men da hun så hans hænder rystede blev hun pludselig urolig, var det hans afhængighed af rusmidler, ville han snart blive rigtig dårlig, ligesom den dag i kløften. En panik spredte sig i hende som hun smed krystallerne på jorden, fuldkommen ligeglad med dem og deres værdi, som hun rejste sig på knæene og tog hans ansigt imellem sine hænder. "Hvad er der galt, dine hænder, kan jeg gøre noget?" frygten lyste ud af hendes øjne, som hun søgte rundt, hun måtte gøre noget hvis han pludselig blev så dårlig, hun kunne ikke løfte ham alene, hun måtte have hjælp hvis han var derude. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst så det næsten gjorde ondt. 

Selvom Orcus gerne ville være blevet i hendes favn, så var han nød til at tage hendes ord seriøse. Kulden ville falde hurtigere end de vidste af det og så ville de begge risikere at blive syg. Det var bare ikke ligeså nemt at rejse langt, når man ikke havde det godt. Så han trak sig modvilligt fra hende, men ikke særlig langt. Kun lige nok til at han ville kunne rejse sig op, når de havde lagt en plan for, hvad de skulle stille op. Det nyttede ikke noget at de begav sig ud på en længere vandring nu, når han følte sig så afkræftet og træt af han sikkert godt bare kunne sove et tilfældigt sted ude i vejkanten. Men de ville ikke få en lun seng at ligge i, medmindre de kunne skaffe nogle penge og Orcus havde ikke mange værdigenstande på sig, netop fordi han havde forladt kløften i al hast og ikke havde set sig tilbage siden. Han følte sig som en omvandrende lig, men havde fået nyt liv med genforeningen. Han løftede blikket imod hende, som hun dæmpet forklarede, at hun havde krystaller. Hvordan mon hun var kommet i nærheden af dem? Måske der var sket store ændringer i hendes liv? ”Jeg skal nok forklare” svarede han med et forsigtigt, træt og stille smil. Hvis hun gerne ville vide mere, så kunne han sagtens forklare hende om krystallernes værdi.

Det var ikke meget han flyttede på sig, da Nianna rakte ud efter den lille pose af skind og begyndte at rode rundt i den. Han sad bare i en afventende position, indtil hun begyndte at hive krystaller frem, én efter én. Det forbavsede ham en smule, at hun faktisk havde samlet den mængde krystaller uden at vide noget om dem. ”Det skulle ikke være noget problem” svarede han med et mere håbefuldt smil på læben, som han rakte hænderne frem imod hende, men stoppede midt i bevægelsen, som han ikke havde chancen for at skjule de rystende hænderne, når han havde strukket dem ud fra kroppen. Desværre nåede Nianna at opdage det, som han ellers trak hænderne tilbage, da han så hende smide krystallerne i græsset. Straks mærkede han hendes varme hænder imod sine kinder, lukkede øjnene ganske kort for at ånde ud. ”Nianna..” hviskede han næsten, som han lænede sig en smule frem imod hende for at hvile sin pande imod hende. ”Jeg forsøger, at stoppe. Rusmidlerne tvang mig væk fra dig.. havde jeg ikke forladt dit hjem, så var han aldrig kommet tæt på dig. Det er min skyld, at du ikke var i sikkerhed. Undskyld” hviskede han lavt uden rigtig at kommentere på det faktum at hans hænder rystede. Orcus forsøgte blot at lægge den tid bag sig, så han ikke længere var afhængig af det og derved ikke ville forlade hendes side for at søge imod dem igen i fremtiden. Han gik igennem smerten for hendes skyld.

Hvordan nogen kunne blive så afhængig af et andet levende væsen, var hende en gåde, men ikke desto mindre mærkede hun afstanden imellem dem, en afstand hun på ingen måde endnu var klar til at føle, hvilket fik et lille klynk til at slippe over hendes læber, men hun måtte fokusere. De mange krystaller, hun huskede ærligt ikke hvor hun havde fået dem alle, men igennem årene ved hendes uhyre sjældne sammenstød med andre, var der fra tid til anden nogen der havde givet hende en, også på hendes rejse i landet oplevede hun den samme mærkværdige gavmildhed, ingen stoppede bare op længe nok til egentligt at lære hende hvordan de skulle bruges, så i stedet var de bare blevet gemt, for smukke var de hver især at kigge på. Så for hende havde de nærmere opnået en affektionsværdi snarere end en reelle valuta værdi. Hun glemte imidlertid alt om krystallerne, da hun så stofferne, eller manglen på stoffer tage sin tørn på Orcus. Hendes bekymring var virkelig, og især mærkbar på hende, som hun fik sig rykket til de sat tæt igen, med hende på knæ foran ham med hænderne om hans kinder.

Da han lænede sig ind imod hende, fulgte hun hans bevægelse og lod deres pander hvile imod hinanden. Han føltes varm, og minderne fra første gang hun havde set ham med abstinenser var pludselig faretruende levende for hende, problemet var denne gang havde hun ingen til at hjælpe sig. Hun burde være glad lige nu, hun burde hjælpe ham til sådan en kro hvor de kunne overnatte, hun burde putte sig ind til ham og nyde deres tid og genforening, men det hele var spoleret nu hvor hun vidste hvor hårdt han havde det, hvor meget han led, og så for hendes skyld, hun ønskede ikke at se ham i de smerter, men dybest inde ønskede hun heller ikke at se ham i det misbrug. Hun var glad for at han forsøgte at stoppe, men hun havde ingen af sine urter med sig, hun kunne ikke dulme hans smerte, eller tvinge hans krop til at sove igennem den værste del af afvænningen. Hun havde intet med sig fordi det havde gået så stærkt da hun først havde mødt Choji. "Ssssh stop Orcus, du skylder mig ingen undskyldning, ingen af os vidste det ville ske, men du er nød til at hjælpe mig, kan ikke flytte dig alene.." Hun forsøgte at lyde så rolig som overhovedet mulig, for en gang skyld virkede det til hun kunne tænke bare lidt klart og forhåbentligt det kunne smitte lidt af på Orcus, så han kunne fokusere på at hjælpe hende med at hjælpe ham selv. 

Egentlig var hans bekymringer helt forsvundet, han havde endelig fundet hende! Der var ikke længere noget der skulle holde ham fra at forblive i hendes selskab. Orcus insisterede på at blive i hendes nærhed, selvom han godt kunne se alvoren i hendes ord, at det ville være bedre, hvis de tog ét problem ad gangen. Men han var efterhånden så træt af den lange rejse, at han  nok bare kunne sove i nogle dage, hvis han fik muligheden for det. Alligevel havde han ikke lyst til at miste hende at syne, han måtte for al i verden ikke lukke øjnene, for hvad vi det bare var en drøm? Måske han stadig var fanget på kroværelset i sengen, dækket af sine egen sved og gennemblødt fra top til tå. Tanken fik ham til at trække vejret hurtigere, som han ikke rigtig kunne overskue at skulle miste hende igen. Derfor gled en tåre også ned med den ene kind, som han bed sig i underlæben og sank en smule mere sammen. De varme hænder imod hans kinder fik ham dog tilbage og ud af sine tanker, som han løftede blikket imod hende. Var hun overhovedet klar over, hvor savnet hun havde været? Havde han fået det sagt til hende?

Vejrtrækningerne var dybe, men der hvilede stadig et forsigtigt smil på hans læber, som han var tæt på hende. Hun var virkelig, ellers ville han nok være klappet sammen for længst eller være blevet vækket af larmen på kroen. Men der var fuldkommen stille omkring dem. Ingen bevægelser, kun lidt vind, der ruskede i træerne. Orcus følte at han kunne lytte til sin egen hjerterytme, imens at han hvilede panden imod hende. Så træt.. Men i det mindste kunne han styre rystelserne, nu hvor hænderne var optaget af noget andet, men han kæmpede stadig imod trangen til rusmidlerne. Han ville umuligt kunne nå frem til Mitrazapine i tide og han ønskede ikke at trække Nianna den vej heller, for det var et lettere ømt emne at bringe på banen i deres forholdsvis nye forhold.. ”Men..” hviskede han, før at han endte med at hoste og måtte flytte hånden op til sin mund for ikke at ramme hende. Orcus trak sig helt automatisk fra hendes pande, som han bemærkede den rødlige farve i håndfladen og skyndet sig at tørre hånden af i det mørke tøj. Forhåbentlig så hun det ikke. I stedet placerede han begge hænder imod sine knæ for at forsøge at skubbe sig op. ”Jeg kan godt gå” lød det lavmælt, som han insisterede på godt at kunne bære sin egen kropsvægt, selvom det hele var begyndt at blive sort. ”Krystallerne..” hviskede han, da de ikke ville være velkommen uden.. Han stod og svajede en smule frem og tilbage, men var nød til at stå selv, så hun kunne finde krystallerne i græsset.

Det skar i hendes hjerte at se manden hun elskede lide på denne måde, og samtidigt vide hun absolut intet kunne gøre for at hjælpe ham, for hun kunne ikke bare dyrke planter ud af ingenting, hun skulle som minimum havde bare et lille stykke af hvad end hun ønskede at dyrke. Og hun var ikke selv i stand til at åbne op, nogle ar var stadig for dybe og beskidte til hun turde vise ham hvad der foregik indeni hende, hun ville ikke kunne dæmpe alt i ham med sin egen ro når hun selv var i kaos indeni.

Da han begyndte at hoste og trække sig væk, blev hun straks opmærksom på ham igen, hun havde set det hele før og det var et frygteligt syn. Blodet i hans mundvige afslørede at han havde det værre end hun først have troet, men han rejste sig hurtigere op end hun kunne nå og reagere for at tørre og hun skulle lige til at protestere men kom i tanke om hun jo selv havde bedt ham hjælpe til. Han virkede så svag og vakkelvorn, hvis han faldt ville hun ikke kunne bremse hans fald, hvert fald ikke uden det betød hun lå nederst.

Krystallerne? Et øjeblik så hun forvirret ud, inden hun kom i tanke om hvad han mente, i al hast samlede hun dem op fra jorden og stoppede dem ned i skind posen igen, inden hun kæmpede sig op på benene, de var et umage par de to, begge udkørte og afkræftede men samtidigt også stædigere end godt var for deres helbred. Selvom han havde insisteret på han godt selv kunne gå, lagde hun den ene arm omkring hans ryg for at støtte ham efter bedste evne. “Jeg kender ikke vejen.....” lød det forsigtigt fra hende, for hun anede ikke hvor henne kroen lå eller hvor langt de skulle, måske ville nogen forbarme sig over dem og hjælpe hende med Orcus hvis det blev for hårdt

Det var frygteligt at Orcus ikke var i stand til at beskytte hende på nuværende tidspunkt, men endnu værre at vide at han havde forvoldt hende skade uden at være i nærheden. Han kunne ikke andet end at give sig selv skylden for hendes smerte. Måske det var derfor at han benægtede stofferne, så han kunne mærke smerten på egen krop, som hans straf. Ikke at han ville forklare det på den måde, men det var lidt for hendes skyld, at han forsøgte at vende stofferne ryggen, selvom han efterhånden havde været på dem i så mange år, at det at skulle komme ud af dem ville tage lang tid og nok koste en del sved og tårer. Noget han helst ikke ville have haft hende til at overvære, men det var for sent nu. Orcus var også glad for endelig at have fundet hende.

Det lykkes ham at komme på benene, som han dog lige måtte stå med armene spredt ud for at genfinde balancen. Han var bestemt nervøs for at vælte, men følte ikke rigtig at han kunne lægge det hele over på hendes skuldre. Hun virkede også udkørt, så måske han bare skulle mande sig op og så komme afsted. Men selvom det havde været nemmere med hans vinger, så havde han virkelig ikke energien eller chakra til at samle metallet omkring dem, løfte vingerne og flyve ind i byen igen. I stedet prøvede han at flytte benene i et roligt tempo, som han dog ventede på hende. Nianna ville uden tvivl kunne indhente ham, men han ville ikke være uhøflig og gå i forvejen, selvom han var den der kendte vejen.

Der hvilede et forsigtigt smil på hans læber, som hun gav sig til at samle krystallerne sammen. Hun lod til at have travlt, men det havde de vist også, så han ikke endte med at bryde sammen på den åbne gade, så ville de nok blive smidt ud af byen for at forstyrre gadebilledet. Han mærkede hurtigt hendes støtte, som han vendte blikket imod hende og smilede til hende. ”Det gør jeg” svarede han stille, som han løftede den modsatte arm end den hun holdt for at pege imod åbningen i muren. ”Vi skal ligeud, indtil vi når en lille bager og så til venstre.” forklarede han, før at han løftede hånden op til hendes hånd for at give den et klem. ”Det var ikke ligefrem sådan her, jeg havde forestillet mig, at vi skulle blive genforenet” undskyldte han før at han rettede blikket imod deres vej.

For første gang længe, fandt et spinkelt smil vej til hendes læber, idet hun kiggede op på ham med en ømhed og kærlighed i blikket, der kun var for ham. Hun lagde kinden ind imod hans side, i en sidste blik omfavnelse inden hun vidste at de hellere måtte komme afsted. “Vi har rigelig tid til at rette op på det senere, lige nu er det vigtigste dig..” svarede hun stille inden hun forsøgte at gå med ham. Det var væsentligt svære end hun nogensinde havde forventet det ville være, men sammen skulle de nok nå det, sammen var hun overbevist om at de ville klare enhver udfordring. Hvad end det måtte være sygdom, rusmidler eller andet, så længe de bare holdt sammen. 

Hun prøvede virkelig at være stærk for hans skyld, men det var svært. Hun var træt og sulten, de nåede dog heldigvis inden for bymuren uden de store kvaler, men turen var stadig lang og hun turde slet ikke tænke på hvis der var fuld booket eller de blev afvist i døren. “Orcus... Hvad med din... Philo?” Hun kunne ikke få sig selv til at sige bror, teknisk set var det jo kun kroppen som var hans bror, ikke sjælen deri, men hun brød sig ikke om at tænke på Philo som en bror fordi de slet ikke lignede hinanden personlighedsmæssigt, i hendes bog var de som dag og nat. Og hun frygtede måske lidt Philos vrede.

Ømheden ramte Orcus lige i hjertet, som han var betaget af hendes øjne for en stund. Havde han virkelig fortjent hendes kærlighed? Det følte han faktisk ikke på nuværende tidspunkt, som han umuligt ville være i stand til at beskytte hende, hvis de blev overfaldt nu. Han håbede inderligt at de nåede frem til kroen og at der var et ledigt værelse, før at flere ulykker ville finde deres vej. Isari kunne umuligt være så frygtelig imod ham, blot fordi han havde levet, som han havde gjort indtil nu? Han var klar til at vende op og ned på sit liv, men først skulle han overvinde frygten for at dø af sine abstinenser. ”Jeg har savnet dig” hviskede han stille, som han lænede hovedet imod hende nærvær. Han havde ikke brug for at hun skulle bekymre sig så meget om ham, men vidste også godt, at det ville være den forkerte situation at bringe det på banen for han var virkelig ynkelig lige nu. Skridtene var langsomme, korte og tunge, som de bevægede sig ind imod byen, hvor han lige var kommet fra. Orcus forsøgte at aflaste hende så meget som muligt, så hun ikke behøvede at bære for meget af hans vægt.

De nåede indenfor byens mure, som han forsøgte at løfte blikket fra sine fødder imod bygningerne. Det føltes som virkelig langt. Men hendes ord bragte ham fuldkommen ud af fatning, som han hev vejret ind og bed sig i underlæben. Hvad med Philo? Han sank en klump, som han vendte blikket imod jorden og brostenen igen.. ”Han..” det var svært at få ordene over hans læber, som han sank en klump og helt automatisk gav hendes arm et klem. ”må vente.. Min første prioritet er dig” svarede han en smule bestemt. Philotanus var gammel nok til at tage vare på sig selv og med tiden var han overbevist om at deres veje igen ville krydse hinanden, men det kunne han ikke bekymre sig om nu. Lige nu var Nianna vigtigst for ham og det måtte hun gerne vide, så hun kunne føle sig mere tryg ved at han ikke bare ville stikke af igen, som sidst.

De små øjeblikke de delte sammen, var det hele værd for Nianna. De kærlige blikke, de små berøringer, de få ord men betydningsfulde ord. Hun fortabte sig selv i hans blik, hans duft der lagde sig omkring hende, som et trygt og varmt tæppe, hans savn der blev sat ord på. Hun sugede det hele til sig, for at fylde det tomrum hun så længe havde følt. Hun følte sig hel igen, hendes forsvundne halvdel var vendt tilbage, hun følte sig fuldendt når han var i nærheden. En bedre version af sig selv. "Jeg har os savnet dig.." svarede hun ømt, som hun hjalp ham igennem den store åbning i bymuren. Hendes blik gled rundt efter den bager, han tidligere havde nævnt. Et øjeblik blev hun dog helt opgivende, da hun så hvor langt der var til den, for selvom Orcus hjalp alt han kunne, var hun træt. 

Hun mærkede hvordan Orcus, nærmest blev anspændt ved hendes ord. Hendes blik løsrev sig fra byens travle gade, op for at studere hans ansigt. Hun rynkede svagt i panden, for hun så godt hans tøven, at han bed sig selv i læben. Det var som om han ville fortie noget for hende, og hans ord burde måske have bragt hende glæde, og det gjorde de også ganske kort, men ønskede hun virkelig at han bare kappede sit bånd til Philo? De havde trods alt været sammen i flere år end hun havde levet. Hun gjorde et lille nik, for hun kunne godt mærke, at dette hverken var tiden eller stedet til at tage den snak. Der lå mere bag hans ord, hun var næsten helt sikker på det. "Vi snakker om det senere, når du har det bedre.." svarede hun, og forsøgte at give ham et lille opmuntrende smil. Philo var et ømt emne for dem begge, der skulle trædes varsomt, det gik ikke at begge var udmattede og slet ikke at Orcus led under sine abstinenser, for det sidste hun ønskede var at presse ham for hårdt nu.

I stedet fokuserede hun al sin energi, på at hjælpe ham ned til kroen. Lettelsen var da også stor, da de langt om længe nåede den, for hun havde mest af alt lyst til bare at falde om og nægte at flytte sig bare en tomme. Besværet skubbede hun døren op ind til kroen og frøs fuldkommen, da hun så hvor mange mennesker der befandt sig derinde, alle med blikket direkte imod dem. "Orcus......" Hendes stemme var helt spinkel og usikker, hun havde aldrig været midtpunkt for så mange blikke, så megen opmærksomhed og slet ikke sådan et sted. Hvordan skulle hun dog kunne få sig selv til at gå ind, og da slet ikke at nævne sige noget derinde. Hun havde mest af alt lyst til at krybe i skjul bag Orcus, i stedet forsøgte hun at rømme sig. "Har.. I .. Et værelse?" Hvis nogen inde på kroen kunne høre hende, var det nærmest et mirakel, for hendes stemme kom knap ud over hendes læber, eller sådan føltes det hvert fald for hende selv, som ordene havde siddet fast i hendes hals. 

Der havde længe hvilet en tung byrde på hans skuldre. Erhvervet han havde levet i, var ikke en sikker affære, men når han var sammen med Nianna, så følte han et behov for at lægge fortiden bag sig. For han ønskede virkelig ikke at være skyld i, at hun kom galt afsted eller blev mål for de fjender han havde skabt sig over årene. Orcus turde dog endnu ikke sige det højt, fordi han var bange for at hun måske slet ikke ville bryde sig om at høre sandheden til at begynde med. Egentlig var han i tvivl om, at hun vidste, at det var ham det havde styret forretningen og var den der bad Philotanus finde passende ’slaver’ til videresalg. Men nu ville han bare gerne fokusere på hende, selvom den konstante trykken for brystet var virkelig ubehagelig. Han ville også bare gerne ligge ned.. Men hendes gengældende ord bragte et smil frem på hans læber, samtidig med at de skræmte tankerne væk. Et klem var dog hvad hans reaktion blev til

Philotanus var generelt et ømt emne, netop fordi Orcus for ikke mange uger siden havde fundet hans ’brors’ krop i hvad der lignede en sløset grav. Han kunne simpelthen ikke få mindet væk og ønskede virkelig ikke at genleve det, når han skulle omtale Philotanus. Derfor reagerede han måske også en smule mere voldsomt, end hvad hun havde fortjent, for det var bestemt ikke hendes skyld, at det hele var blevet vendt på hovedet og rusket i. Men han var yderst taknemmelig for at Nianna acceptere den lettere trykket stemning, så de begge kunne lægge emnet på hylden for nu. Han ville faktisk også hellere tænke i rare baner lige nu, særligt med den konstante ubehag, der hvilede over hans krop, når han ikke fik de fornødne stoffer til at holde sin krop stabil. ”Tak” hviskede han lavt, som han traskede videre eller næsten slæbte benene hen over jorden. Det virkede ikke så langt for ganske kort tid siden, men nu føltes det bare ufattelig langt!

Det var frygteligt at hænge det hele på Niannas skuldre lige nu, men hun ville sikkert have beklaget sig, hvis han insisterede på at gå selv, så han måtte bare finde sig i det og så håbe på at hun også kunne holde til det. De nåede da også frem til kroen, som stemningen dog gik fuldkommen i stå, da de trådte ind i baren og alle blikke vendte sig imod dem. Han var knap så påvirket af det, som han dog vendte blikket imod Nianna, da han hørte den spinkle stemme. ”Jeg er her stadig” hviskede han, så kun hun kunne høre det. Han ville bestemt ikke overlade hende til sig selv. Hendes spørgsmål blev muligvis en smule overhørt i kroen, som kromutter dog trådte frem fra baren og hen til dem. ”Dig igen?” spurgte hun lettere opgivende. ”Jeg har ikke fået dit gamle værelse gjort rent ordentlig endnu, I kan få det til halv pris?” forhandlede hun, som hun tvivlede på at nogen i hans tilstand ville være i stand til at betale. Han havde jo tømt lommerne sidst. ”Vi ta’r det” svarede han lettere hæst, som han nikkede imod trappen for at vise Nianna vej til overetagen.

Hendes fingre var knuget ind i stoffet på hans overkrop, mest som en måde at finde tryghed på, for selvom Orcus ord var forvissende, var hun stadig utryg ved hele situationen. Hvorfor blev de ved med at stirre sådan allesammen? Hendes blik flakkede rundt på alle ansigterne, der stirrede imod dem, som om hun havde rullet sig i en svinesti lige inden de trådte ind. 
Da kromutteren nærmede sig, spærrede hun øjne ganske svagt op, men til hendes held tog Orcus sig af samtalen, og hendes krop løsnede let op. Hun trak et lille smil frem på læberne, af ren høflighed til hende, inden hun fulgte med hen til trappen.

“Er der noget galt med mig, siden de alle stirre?” Hviskede hun helt dæmpet, så kun Orcus ville kunne høre det, det havde ikke faldet hende ind, at det måske var fordi de genkendte Orcus, trods kromutteren tydeligvis genkendte ham. De fik trods alt det samme værelse, som han havde benyttet. 

Udsigten til snart at være fremme, som de besteg trapperne, var hun næsten nået til sit bristepunkt, hun havde ikke mere at gøre godt af i kroppen. Så hun fulgt hans anvisninger, så hurtigt det var hende muligt hen til værelset. Hun åbnede døren for ham, og ledte ham hen til sengen, den var ikke voldsomt stor men men med lidt god vilje kunne de nok begge to ligge der, ellers måtte hun tage plads på gulvet.

Det var slet ikke svært for Orcus at mærke, at Nianna stadig var tæt på ham. Han kunne mærke hvordan hun forsøgte at presse sig imod ham, holdt godt fat i hans tøj og aldrig rigtig forlod hans side. Nu var hun også hans støtte, men at hun var utryg gik ham bestemt ikke forbi, hvilket var grunden til at han hurtigt valgte at overtage samtalen. Særligt når der var tale om den samme kro, som han havde forladt for nogle timer siden. Derfor var det også fair, at de ikke havde ryddet ordentligt op endnu.
Kromutter valgte dog at række nøglen til Nianna, da hun udmærket kunne fornemme på Orcus skikkelse, at han måske ikke ville være i stand til at tage imod nøglen og holde ordenligt fat. "Stakkels pigebarn" hviskede hun, som Orcus og Nianna havde passeret hende. Hun trak let på skulderen og vendte så tilbage til pladsen bag ved baren for at hælde mjød op til de tørstige gæster.

Orcus gav Nianna's skulder et klem, som han dog stoppede op, da hun mente, at der var noget galt med hende, siden at de stirrede. "Nej.. Jeg har overnattet her tidligere idag, så.. de dømmer nok nærmere mig" svarede han stille, som han egentlig ikke var stolt over at have valgt at nogenlunde offentligt sted at bearbejde sit misbrug. De kunne aldrig finde på at kigge skævt til Nianna, kunne de? Han tvivlede virkelig på det, men kiggede sig alligevel over skulderen, blot for at se, at gæsterne atter var vendt tilbage til de samtaler, der var blevet afbrudt. 

Endelig nåede de frem til døren. Han var en smule nervøs for, hvad han ville se derinde, men heldigvis var der ikke tegn på blod eller opkast. Man kunne godt fornemme lugten en smule, så helt slemt var det ikke. Men i det mindste havde værelset ikke været helt så dyrt.. Så de kunne klare sig og måske skaffe et lift hjem til Nianna. Orcus dumpede ned på sengen, som han slap hende og sukkede dybt, før at han rakte ud efter hende. "Kom ned til mig" hviskede han forsigtigt, som han bare gerne ville have hende i sin favn. Så måtte han bearbejde bivirkningerne i søvnen.

Da de passerede forbi kromutteren, overhørte Nianna hendes hvisken. Hvorfor skulle hun være et stakkels pigebarn? Så hun så ung ud? Hun rynkede lettere forvirret i panden, men valgte det måtte være et spørgsmål at stille senere til Orcus, de kom ikke udenom at han forstod sig væsentligt bedre på andre mennesker end hun selv gjorde. 
Hun mærkede hans klem og glemte alt om kromutteren, da hun løftede blikket op for at møde hans øjne, idet de stoppede op. Hans ord forvirrede hende, for hun rynkede forvirret i panden. "Det burde de ikke! Du er bedre end hver og en af dem!" Hendes ord var harmfulde, for Orcus havde aldrig været andet end god ved hende, han havde værnet om hende alt det han kunne og fungerede som en støtte i selv de værste ting, han var nærværende og kærlig, se bare det han udsatte sig selv for, for hendes skyld, han var ikke lige som dem, der bare sad og stirrede på fremmede uden en tanke i deres hoveder. 

Da de trådte ind i værelset, så hun lettere overrasket rundt. Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet, men lugten var ikke den mest behagelige for næsen, selvom hun ikke var den mest sarte type. Hun hjalp ham over til sengen, hvor han dumpede ned. Inden hun rystede let på hovedet, lidt frisk luft i rummet ville gavne dem begge, og han lignede en der kunne trænge til et koldt fugtige klæde over panden. "Lig dig ned..!" kommanderede hun med et lille smil om læberne, inden hun gik over for at skubbe de skodder op, der dækkede vinduet, en svag men dog forfriskende brise skyllede ind omkring hende, det ville ikke tage længe før lugten var væk og der kun var den friske luft tilbage, før hun vred et lille klæde op i noget vand der stod fremme i et kar. Imens hun stod og fugtede klædet og vred det, lod hun blikket vandre over på Orcus, hun havde aldrig plejet andre end sig selv, og selvom alt i hende skreg på hvile og ro, måtte hun sikre sig han havde det godt først, han havde trods alt en værre periode at skulle igennem, og hun havde set Philo gøre tilsvarende dengang. 

Hun tog det lille kar med over til sengen, inden hun satte sig ned på knæ, på gulvet foran sengen. Hun lænede sig let frem imod ham, med et lille smil om læberne, inden hun strøg det fugtige klæde over hans pande og kinder. "Jeg ved du kan klare det, du kan klare alt..." Hendes stemme helt mild og blød, som hun talte til ham. Der var ingen som kunne være i tvivl om, hvor meget hun så op til ham, hendes tiltro til ham var blind.

Der var en sandhed i kromutterens ord, Orcus bemærkede det også, men ønskede ikke at kommentere yderligere på det. Han var heldig at Nianna endnu ikke havde vendt ham ryggen, derfor ønskede han ikke at så yderligere tvivl i hendes sind med svar på tiltale. For egentlig fortjente han ikke hendes venlige sind, hun var så uskyldig og sårbar, at han for længst burde have holdt sig fra hende, så hun ikke ville blive hevet med ned i hans hul. Men nu var det snart for sent.
Han sank en klump, som de nåede trappen. Egentlig var energien slet ikke til at bestige den, men der var ingen vej udenom. Værelserne i stueetage var alle optaget og langt dyre end hvad de havde råd til. De måtte bare kæmpe sig op ad trappen sammen. Snart kunne de forhåbentlig begge få noget tiltrængt hvile. Orcus smilede af hendes ord, det stod klart, at han umuligt kunne diskutere det med hende nu, så han lod det ligge og valgte blot at nikke med et taknemmeligt smil på læben. Han var heldig.

Endelig var der nogenlunde stabil grund under hans krop. Orcus sank helt automatisk sammen i sengen, som han dog forsøgte at holde sig oprejst. Andet ville være uhøfligt i hendes selskab, uanset hvor træt han måtte være. Det gav dog et mindre sæt i ham, da hun nærmest beordrede ham til at lægge sig ned. Stille nikkede han, før at han løftede benene op i sengen og lagde sig faldt ned på ryggen. Øjnene føltes tunge, som vejrtrækningen også var besværet. ”Siden hvornår er du blevet så kommanderende?” lo han, før at det endte ud et host. Hurtigt røg hånden op foran mundvigen, som han forsøgte at tørre blodet væk, før at hun ville bemærke det. Der hvilede fortsat et smil på hans læber, som han drejede hovedet for at kigge på hende. Hvad hun havde tænkt sig at gøre, vidste han ikke, men han var overbevist om, at hun om nogen kunne finde ud af pleje folk.

Orcus rakte helt automatisk ud efter hendes hånd, som hun kom hen til sengen og satte sig på knæ på gulvet. ”Jeg kan godt rykke mig lidt” mumlede han, som de nær havde talt hinanden i munden. Hendes ord blev dog hørt, som han nikkede stille før at han lukkede øjnene let, imens at hun fugtede hans pande og kinder.

Bekymringen hun holdt for Orcus, forsøgte hun at skjule. Han havde nok at tænke på lige nu, han skulle ikke også tænke på hendes bekymringer. Den kærlig og omsorg der emmede indeni hende, kendte ingen grænser, hun ville passe og pleje ham, til hendes egen krop sagde stop, hvis det nogensinde blev nødvendigt, hvilket fik hende til at le over hans ord. “Det kan du takke dig selv for...” svarede hun lettere kækt tilbage, inden hun på den mest uskyldige måde rakte tunge af ham, smilet blegnede dog, da hun så blodet omkring hans mundvige, det fik hele hendes brystkasse til at knuge sig sammen, som om der sad nogen ovenpå den. 

Orcus ønskede tydeligvis ikke, at hun skulle se det, så hun fandt sit smil frem igen, og med det fugtige klæde tørrede hun blidt resterne væk, da hun strøg klædet over hans kind. Hub sagde intet, men smilede blot opmuntrende til ham, til trods for hun følte sig lige så træt som han gjorde.

“Nej bliv du nu liggende, luk øjne og prøv at sov lidt, din krop har brug for det..” Hun efterlod ikke megen rum til diskutioner i hendes besked, for han kunne ikke overbevise hende om andet. Hun blev siddende på knæene, ved sengekanten indtil han faldt i søvn, mens hun blidt strøg hans ansigt med det fugtige klæde og nynnede en af de mange melodier hun havde hørt byboerne spille.

Sikke et umage par de var, mange ville nok stille spørgsmålstegn ved om Nianna ikke ville være bedre stillet uden hans indblanding i livet. Orcus mente i hvert fald at hendes liv kun var blevet langt mere kompliceret ved at være stødt på ham og Philotanus. Han skammede sig virkelig over den udvikling deres forhold havde været igennem, men han kunne ikke stille meget op lige nu, for hans liv var blevet vendt fuldkommen på hovedet. Men at skaffe sig et nyt hjem var ikke på dagsorden lige nu, som Nianna kommanderede ham ned i sengen og mente at det skyldes hans egen opførsel. Derfor så han også lettere forbavset på hende, han forsøgte at virke uforstående, før at han brød ud i en latter, der endte med et host og lidt mere blod. ”Jamen tak til mig” mumlede han leende, men stadig træt i stemmen, som han lænede sig en smule tilbage i sengen, hvorpå han samtidig holdt fat i hende for at få hende med sig.

Det var altså ikke særlig nemt at bekæmpe lysten til at finde nogle rusmidler i byen. Det ville lette trykket imod hans krop og give ham en chance for at være der for Nianna. I stedet var hun tvunget til at passe på ham. Var det ikke forkert i et forhold mellem en kvinde og en mand? Orcus rynkede en smule på næsen, som hun strøg klædet over hans kind, han fastholdt endnu hendes blik. Der hvilede et forsigtigt smil på hans læber, som han løftede hånden for at tage hendes, der holdt kluden.

”Kun hvis du lægger dig sammen med mig” prikkede han til hende, selvom hun ikke lod til at være i humør til at forhandle betingelserne for at han skulle hvile sig i sengen. Han havde ikke tænkt sig at slippe hende af syne, så hvordan skulle han kunne lukke øjnene? Medmindre han holdt fat omkring hende og derved var forsikret om, at hun stadig var der?