Hun så skamfuldt ned i jorden da hun fornemmede hans vrede. Hendes øre lagde sig. Hun så ned på sin pung og så op på ham. " hvor meget vil De ha for Deres arbejde" spurgte hun med forsigtighed i stemmen. Hun ville gerne betale ham og vis han aldrig ville se hende igen forstod hun det godt. Men hun havde aldrig haft intentioner om at fornærme ham.
Faktisk var hun blot indponeret over hans arbejde Cho vidste ikke hvorfor han var så rasene men hun ville ikke gå før hun gav ham hvad han havde gjort sig fortjent til i krystaller. Måske hun skulle lede efter en anden smed en anden gang selv om ham her var virkelig cool og fantastisk. Hun håbede ikke han ville smække døren i hovedet på hende når hun nu ville betale.

Sawyer betragtede hende længe, hvordan hun vendte blikket ned, og blot et ganske kort øjeblik, følte han at han måske havde overreageret. Han mumlede svagt noget for sig selv, der mest af alt kom til udtryk som en dyb brummen nede i halsen, mens han lod en hånd klø ham let i nakken. “Jeg kunne måske lave lidt forbedringer på din fars sværd, gøre det lettere for dig....” Hans tilbud kom lige som tidligere, mest som en dyb brummende mumlen, så hvis hun forstod et ord af det, var det nok lidt af et mirakel, han var trods alt ikke god til hverken undskyldninger eller denne slags godheder. 
Han vendte sig væk fra hende, og gik over til den gamle del af smedjen han fader havde brugt, Essen, den del havde i flere aldrig aldrig været tændt, for Sawyer varmede alt op ved egen kraft.

Da han brummede og mumlede noget løftede hun det ene øre for at se om hun kunne høre hvad han sagde. Hun fik dog kun opfattet en del af det. forbedringer på din fars sværd hun så på sin fars sværd og prøvede at se om hun kunne få hovedet til at få sammenhæng i hans mumlen og det hun fattede. Ville han lave forbedringer eller ville han sige der kunnes lave forbedringer. Hun havde lidt svært ved at få sammenhæng i det.
Hun så langsomt op igen og lagde ørene ned igen da han gik væk fra hende. Ville han ikke ha hende her forstod hun det godt. Hun ville dog ønske at hun havde forstået hans brummende mumlen ordenligt.
" undskyld..... jeg forstod ikke hvad De sagde lige nu. sagde hun meget forsigtigt for ikke at gøre ham vred igen.

Gentagelser, hvorfor skulle han dog gentage, kunne hun ikke bare have hørt ordenligt efter?! Okay han vidste godt at han måske ikke var helt retfærdig i den tankegang, men hvad havde hun dog forventet af ham. Han gned den store ru hånd hen over ansigtet med et suk, inden han rettede sig op for til sidste at vende sig imod hende. "Jeg tilbød at lave lidt forbedringer... På sværdet... For jeg var måske lidt kort for hovedet..." Igen kom den sidste del mest ud som en mumlen, med blikket vendt en smule væk fra hende. Undskyldninger var virkelig svære! Han gnubbede sig let i nakken, mens han afventede hendes reaktion. For så forsigtig hun virkede til at være, måtte han virkelig havde opført sig som et stort fjog. 

Med mindre ændringer, som sværdets tykkelse og bredde kunne han tage en del af vægten af, og ingen af delene ville tage ham lang tid, men det kunne måske gøre det lettere for det unge halvdyr at svinge det. Selvom hun i hans verden stadig manglede den fornødne træning.

hun lyttede meget efter nu. hun hørte nu hans undskyldning og hun så på sværdet. tog det i begge hænder og bukkede for ham med et ærefuldt buk. "jeg ville med glæde tage imod forbedringerne." sagde hun og smilte inden i. "og tak for deres undskyldning." hviskede hun og ville ikke ha noget imod træning i at svinge rigtigt. hun kunne jo ha lært det videre til Malkin. hun så op fra sit bu for at se om han tog imod hendes buk og hendes fars sværd. ja hun var måske ung i forhold til så mange andre kvinder der trænede med sværd. men hun ønskede at lærer.

Ud af øjenkrogen, fulgte Sawyer hendes bevægelser, idet hun bukkede for ham og rakte sværdet frem. Med en tydelig og dyb vejrtrækning, efterfulgt af et suk, besluttede han sig for at prøve og være lidt.. sødere.. Hvor svært kunne det også lige være? Han fnøs dæmpet af sin egen tanke, for det kunne da umuligt være særlig svært, eneste problem var, at han ikke selv bemærkede hvordan han selv fremstod efter det dybe suk og fnyset.
Han tog forsigtigt sværdet fra hendes hænder, da han ikke ønskede hun kom til skade, og uden at skænke hende et blik gik han over til sin smedje. Han måtte fokusere sin evne, mens han gav sig til at varme stålet op, det var en langsommelig men betydningsfuld proces, da det gjorde ham i stand til at styre resultatet. Det rødglødende stål, var ikke noget han brændte sig på, som han lod fingrene glide over det. Der var mange skader at udbedre og meget tyngde at tage af, og han greb sin hammer og kastede sig straks ud i arbejdet, uden at skænke halvdyret en tanke.
De høje klink af stål imod stål, gav genklang i hele smedjen, hver gang han lod den falde med hårde slag, mens han formede sværdet på ny. Langsomt tog det form på ny, selvom han flere gange måtte varme den på ny, men da først den var rødglødende, var det væsentligt hurtigere at holde den temperatur. 

//lukket med aftale for medspiller