Det var ikke som om at der var en større videnskab bag træstammekast, selvom hvis man spurgte Iorvo var det nok et lidt andet svar man ville få, fordi det havde været en af de helt store ting for ham da han havde været yngre. Alligevel ville han mene at selve navnet indikerede ret kraftigt hvad det var det handlede om. Man kastede en træstamme!
Det var heldigt at Dionisia var her for at forklare, mens Iorvo tog endnu en tår fra sin vin og rystede lidt stille på hovedet over det tåbelige spørgsmål.

Han kiggede mod Dionisia, da hun henvendte sig mod ham igen og endnu engang rystede ham på hovedet. ”Du havde brokket dig over at vi ikke brugte nok tid sammen... og jeg erindrer ikke at der var så mange klager over det i sidste ende,” sagde han lidt mere muntert. Det var dengang de stadig havde været unge og frie, inden han var blevet fyrste, mens tadig lang tid efter at han var blevet klar over at hans lod i livet ville bare blevet valgt, af hans broders tidlige død. 

Fyrstindens ord var nærmest ordret hvad Astrid selv havde tænkt. Træstammekast var noget så simpelt. Tag op og kast. Jo længere, jo bedre. Astrid havde lyst til blot at ryste på hovedet af det, men alligevel virkede det noget så intimiderende – både at ryste på hovedet og potentielt at skulle kaste med en træstamme. Astrid håbede blot at enten ville traditionen gå uden om hende, eller at hun ville lære at holde af det, der var ikke rigtig mange andre valgmuligheder.

Da fyrstinden forsatte med at fortælle om at Iorvo ville have prøvet noget nyt, dengang de var op Astrids alder, lyttede hun interesseret. Hænge henover sin mands skulder… Igennem en forhindringsbane! Astrid smågrinte lidt. Ville hun blive udsat for det samme, nu hvor Alaric højst sandsynligt ikke ville kunne deltage i træstammekast? Bare tanken om at hænge sådan henover skulderen… Nej, det skræmte hende faktisk ikke, men vækkede et minde, fra dengang Alaric bar hende indenfor, da hun var gået uden for i sin natkjole, mens det var alt for koldt – især for hendes krop, som kun var vant til varme. ”Det lyder da også udfordrende,” lød det muntert fra hende, inden hun så over på Iorvo, som snakkede muntert til sin kone. ”Jamen jeg vil da se frem til at se på,” prøvede hun, så muntert som muligt. Hun ville nok ikke ende med at slippe for at deltage, selvom hendes efternavn nok aldrig blev Erneyll. Det var trodsalt Alarics efternavn der ville ændres til Isenwald. Hun vidste trods alt også at der ville være jagt til brylluppet, og Astrid havde sørget for at kontakte en af de lokale smede for at se om smeden kunne arrangere et eller andet således Alaric havde muligheden for at være med til jagten. Nu måtte tiden bare vise om det lykkeds, om det blev taget imod og om det passede.

Hun måtte puffe legende til hendes mand, som han nævnte at hun i sidste ende ikke havde brokket sig. Nej, det var et minde omkring dage der var mindre problematiske end de var nu. Det var den gang, de blot skulle have lov til at leve, men ikke at herske over land og deres lille rige. 
Og nogen gange, savnede hun det. Savnede følelsen af friheden til at te sig som man ønskede, grine og løbe rundt i skoven med Iorvo efter hende, og hvordan de havde gemt sig ved søen og bare nydt hinanden selskab. Nej, det kunne man ikke længere - nu skulle man være anstændigheden selv. Så kedeligt! 
“Ja bestemt! Det ville være skønt, hvis vi kunne finde en dag hvor både de og Alaric kunne komme forbi vores gods til middag. Så vi kunne snakke i lidt roligere omgivelser end disse.” Hun slog en hånd ud, for at understrege hvad hun mente. Det var med et dyb suk, hvor efter at hendes bryn knyttede sig mod hinanden. Vent, var det? 
“Jeg beklager meget, men jeg bliver nød til at bede om forladelse og forlade gruppen nu.” Hun lagde en hånd mod Iorvo’s skulder og hviskede i hans øre, at hun havde set nogle af børnenebørnene. Med med udtrykket i ansigtet, var det tydeligt - hun ikke havde brudt sig om hvad hun havde set. 
“Til vi ses igen Prinsesse” hun bukkede hoved som det forventedes af hende og gled roligt og præcist hen over gulvet. 

Det havde været simplere dage, og selvom det aldrig havde vundet indpas hos mange i adelen, så havde Iorvo nydt det, som han trods alt gjorde med meget fysisk udfoldelse. Evig og altid ville han være mere en skovhugger, end han ville være en fyrste, selvom de fleste blot så ham som en stor intimiderende mand. Hvis man så ham når han besøgte deres skovhuggerier, så ville tingene dog være væsentlig anderledes.

Han kiggede på sin hustru, før at hans øjne søgte lidt ud for at se om han kunne se dem. ”Jeg finder dig senere,” pointerede Iorvo, som Dionisia begyndte at glide ud af samtalen, og Iorvo og Astrid nu igen stod tilbage alene.

”Forhåbentlig kommer De også til at gøre mere end blot at se på,” sagde han, lidt mere muntert, end han havde været inden Dionisia havde været her, men han var tydeligvis blevet smittet nok af hende, til at humøret ikke helt forsvandt igen. ”Nu når Alaric flytter til Medanien, så kommer vi ikke til at se ham så meget.” Det var den ene ulempe ved at gifte sine børn væk, men de kunne ikke rigtig brokke sig. Det var en stærkere alliance end de kunne have bedt ham. 

Astrid trak lidt på et blidt smil, som det virkede til at Dionisia ville lade hende kunne se på. Astrid skulle lige til at godtage den lille invitation til middag, men Astrid kunne fornemme at noget andet tog fyrstindens opmærksomhed, så hun valgte at holde igen, for nu. Det passede også fantastisk at hun lod sine ord holde sig tilbage, for kort efter bad hun om at forlade selskabet. Hun betragtede hvordan en lille forklaring blev hvisket ind i fyrstens øre. Åh, hvor det kildede med nysgerrigheden med hvad de snakkede om. ”Til vi ses igen, Fyrstinde,” nåede hun at sige tilbage, med et lille nej til hende, inden fyrstinden forsvandt væk fra gruppen.

Åh nej… Nu stod hun jo alene med fyrsten igen. Dionisia havde sikkert hevet al glæden og åbenheden med sig, som hun forlod dem, og frygtede derfor det værste. Det værste kom også ud af hans mund – men det var muntert. Astrid stod et øjeblik og ledte efter ordene, for hun ville ikke love hun ville deltage, før hun havde set det i aktion. ”Jeg vil gerne se det an, før jeg lover noget,” forklarede hun. Måske virkede det ikke så åbent for traditionen, men eftersom det ville være hendes første gang, hvor hun deltog, var hun jo ikke helt sikker på hvad hun skulle forvente. Jo selvfølgelig at skulle kaste med en træstamme. Men var det mudret, skulle hun have handsker var der torne og knaster over det hele på træstammen? Ja der var mange spørgsmål der summede bag det kønne ansigt. ”Ellers skal jeg måske komme nogle dage inden og se en ekspert i aktion?” foreslog hun. Det var tydeligt at hun hentyde til at han var en ekspert på området, for det formodede hun, på den måde som han virkede så begejstret for traditionen. Astrid selv kunne godt lide at ankomme nogle dage før en festlig begivenhed, blot for at hun kunne snuse lidt på hvordan man begav sig rundt alene og for den sags skyld vurdere 
Astrid forsøgte at beholde sit lille smil, som han fortalte om at han ikke ville se så meget til Alaric, når han flyttede til Isenborg i Medanien. ”Som Dionisia nævnte, så tænker jeg vi kan komme på besøg til en middag en dag, hvis tilbuddet stadig står?” Det var som sådan en accept fra Astrids side af, at hun ikke havde noget imod at skulle besøge dem til middag en dag. Tanken om hvor lang tid fyrsten havde tilbage på magten, strejfede hende – for måske det ville blive lettere at besøge Medanien når han ikke længere var fyrste? Så ville han i den grad have lettere ved at se både sin søn og sine kommende børnebørn.
Der var et eller andet, som var så utrolig surrealistisk. For blot et halvt år siden, havde hun på ingen måde drømt om hverken børn eller husbond, men det var som om Alaric havde fået vendt det hele på hovedet. Alt skulle nok blive godt.

Iorvo begyndte at stryge sit skæg, da hun nævnte at hun gerne ville se det an først. Han kunne ikke tvinge hende, især når hun forsat ville være en Isenwald, selvom hun helst ville se hende i det mindste gøre et forsøg. Det værste var nok at selvom hun ikke gjorde, så blev hun nødt til at forsætte med at være i god jord med hende. Alliance. Forfærdeligt politisk spil, men mon ikke også at han ville lære at holde af hendes lidt mere fine holdning? Det gjorde han trods alt med Dionisia i sin tid.

Hans udtryk mildnede alligevel lidt da hun foreslog at hun kunne se en ekspert i aktion. ”Ja, det ville nok ikke være en umulighed,” nævnte han, til det hele, også selvom han ikke var i ligeså god stand, som han engang havde været. Han kunne dog stadig klare en solid træstamme eller to. Så lang tid han ikke overgjorde det, som i hans unge dage. ”Dionisia har nok mere styr på det end mig,” sagde han, og han havde ikke ligefrem sin husholderske med, som var en af de få andre der også havde styr på hans kalender mere end han selv havde. Der var ikke rigtig nogen der stolede på at Iorvo ville huske de vigtige kedelige ting, når der var så mange andre ting der ligeledes var vigtige, som han fandt mere interessant.

Der var ingen måde Astrid kunne undgå at lægge mærke til hvordan fyrsten strøg sit todelte skæg. Det var tydeligt han overvejede noget. En lille glad, men lettet lyd, kom fra hende som han nævnte det ikke ville være en umulighed at kunne arrangere at få vist hvordan man rigtigt kastede med træstammer. ”Så vil jeg se frem til at se Dem i aktion,” fik hun sagt. Hun var lidt ligeglad med hvor mange kast han lavede, så længe hun havde mulighed for at se det lidt an før hun selv begav sig ud i det og lignede en komplet idiot. Hvis man kunne undgå at gøre sig selv til grin, gjorde man vel det? Hun var stadig uvidende om at fyrsteparret havde haft en fest over at hun ikke kendte til Dionisias ene evne.

”Så må De gerne fortælle Fyrstinden at jeg i hvert fald er interesseret i at lægge et besøg hos jer efter bryllupet,” meddelte hun. Forhåbentlig ville Astrid modtage et brev om en invitation, eller så ville hun fange fyrstinden til brylluppet – hvis tiden da var til det.  Astrid kunne ikke andet end at håbe at beskeden blev givet videre.

Iorvo havde absolut intet imod at flekse sine evne når han fik lov til det, især når presset ikke var så stort. Han vidste godt at tiden ikke var med ham mere, og en del af ham ville også få så meget ud af sin krop, inden det gik helt galt. Det var nok også derfor Dionisia var efter ham for at motionere lidt mere og spise sundere. Han ville dog ikke gå ned på sin livskvalitet, som lå i bl.a. den gode mad.

Han tog en sidste tømmende slurk af sit glas inden han stillede det fra sig. ”Jeg vil give beskeden videre,” sagde han og så skulle de i hvert fald nok finde ud af noget. Det virkede også til at deres samtale var ved at gå på hæld, sådan føltes det i hvert fald for Iorvo som sjældent trak noget ud mere end højst nødvendigt. ”Jeg håber De og Alaric får mange gode år sammen.” Om han faktisk var enig i valget var lidt underordnet. Astrid virkede i det mindste en smule fornuftig, hvis ikke lidt forfjamsket og tøset. Hun ville nok blive lidt mere stolt og ordentlig som sin mor senere i livet, når hun ikke var fyldt med alle de teenagehormoner.

Astrid trak et lille smil, og gav fyrsten et bekræftende nik, som han medgav han ville give beskeden videre. Astrid var i den grad spændt på hvordan næste møde ville gå. Hun håbede i hvert fald det ville være mere roligt og nede på jorden, i forhold til nu, hvor hun både skulle give et godt indtryk og ledte efter Alaric. Hvor blev han af? Det var utrolig nervepirrende at gå rundt og vente på ham, således det kunne ’blive deres tur’. Ja, og udover det så hun jo frem til at se ham igen, efter en god mængde måneder.

Om hans ’lykønskning’ var velment eller ej, tog Astrid den til sig. Hun håbede også at de sammen ville få mange gode… Nej, mange lykkelige år sammen. ”Tak, Fyrste Erneyll,” hun nejede for ham med et oprigtigt lille smil på sine læber.

En af hof damerne trådte lidt frem, uden at går foran Astrid, ”Fyrst Erneyll. Prinsesse Isenwald.” lød det forsigtigt fra hende, som hun høfligt brød ind i samtalen. ”Der er bud efter Dem i labyrinthaven,” lød det så, rettet mod Astrid. Et bekræftende nik blev givet til hofdamen før hun så mod fyrsten igen.
”Jeg beklager at jeg må forlade selskabet. Jeg ser frem til at se Dem igen,” lød det roligt fra den sorthårde skønhed, som hun endnu engang nejede, for efterfølgende at forlade fyrsten. Hun undrede sig over hvem der ville have hendes opmærksomhed udenfor.

Heldigvis var det ikke Iorvo der skulle sørge for at de hver for sit, og en mere naturlig undskyldning end at Iorvo mente samtalen var slut, kom heldigvis som en af hofdamerne trådte frem. Han kiggede på hende, ikke for at dømme hende, men blot fordi hun lige var der.
”Vi ses en anden gang, om ikke andet til brylluppet,” sagde han nikkende, næsten som for at undskylde hende for at forlade selskabet.

Som hun forlod selskabet, lod han selv sine ben bære sig ud i selskabet igen. Nu havde han vidst gemt sig nok for i aften, og mon ikke en af hans ungdomsvenner var at finde et eller andet sted her. Hvis man kendte ham, så var han nok også kun ude på unoder, som han begyndte at gå rundt, men det ville naturligvis bare være indtil Dionisia fik fingrene i sin ægtemand igen, eller han selv så noget af familien der lavede unoder, men indtil da.... så var det god mad og alkohol der fyldte hans tanker.