For den mindre årvågne person ville det ligne at Lest lå lysvågen, som han lå musestille blandt de mange puder, med tæppet trykket sådan op omkring ham, at munden lige akkurat var dækket til. Llyon brugte dog tiden ved drengens side at sluge hvert et træk, hver lille ændring i de små træk, hvorfor han også straks bed mærke i hvordan de øverste øjenlåg sank en anelse over det blå blik. Ikke at Lest virkede døsig af udseende, men det var ganske tydeligt at trætheden langsomt sneg sig ind på ham, som et tungt tæppe.
Llyon rettede på sin siddende position, trak det ene ben lidt op under sig efter at have fjernet hånden fra de bløde lokker. Han havde så sandelig gjort et godt køb denne gang, tænkte han tilfreds bag den solkyssede pande.

Fingrene der før havde strøget lidt af håret til siden, trak lidt ned i tæppet som Lest mumlede bag, ikke fordi han havde problemer med at hører ham, men bare for at det blev lettere for killingen at snakke og trække vejret ”Du skal ikke bede om forladelse. Deres død har jeg for længst afklaret mig med, jeg har grædt mine tårer af sorg og kan nu trøste mig med de er sammen i Kiles rige. Der kan intet ondt ramme dem.” alt var løgn, hvert et ord var en større løgn end den forrige. Han havde ikke grædt ene eneste salt tårer for deres død, som havde været oprigtig og ikke fremtvunget. Hverken hjerte eller sind havde været i sorg, for begge dele havde haft for travlt med at rive rigdomme til sig, når ingen andre kiggede.
”Jeg eksportere Rubinske vine og krydderier af højeste kvalitet. Således at hele landet kan få glæde af dem. Måske du en dag kan lære det, jeg skal jo have en til at overtage for mig når jeg en dag bliver en gammel mand.” sagde han med et blink ned til Lest. Han kunne godt lære lidt, det ville der ingen skade ske ved, men at han en dag skulle overtage dette imperium, næppe. Llyon ville med alt størst sandsynlighed overleve denne lille skabning.

Endeligt! De små pelsede øre begyndte at bevæge på sig, så de ikke længere bare lå faldt ned imellem krøllerne. De var jo en del af grunden til at det var Lest, som var endt med at flytte ind, de sorte øre som matchede det sorte hår og stod i skarp kontrast til den lyse hud. Så det var glædeligt for dæmonen at få muligheden for at se mere til dem, selvom han havde en forståelse for hvorfor de så hyppigt lå skjult. Det hele var jo meget nyt og ikke mindst meget anderledes.
Han måtte ligefrem lægge mentale bånd på sig selv, for ikke at række hånden frem og lade fingrene stryge mod pelsen. Alt godt kommer til den der venter, mindede han sig om.
Drengen havde jo kun været her en dag, og det var jo ikke meningen at han skulle føle sig forulempet af dæmonen – det ville ikke skabe en god grobund for tillid.

”Jeg ved du kan lære det ellers ville jeg ikke foreslå det.” svarede han fuld af optimistisk tro på killingen. Det ville nok være første gang i hans korte liv, at han ville opleve et andet individ have tiltro til hans kunnen, og så var dette individ endda endnu en forholdsvis fremmed person.
Llyon kunne naturligvis tage fejl af Lest’s kløgt, han kunne jo vise sig at være lige så dum som han var køn. Dæmonen var dog sikker i sin sag, bag de blå øjne måtte der gemme sig et skarpt sind, et kløgtigt sind, hvis ikke havde Lest næppe været urørt.
Naturligvis havde Llyon forhørt sig hos de andre slaver som have badet drengen, hørt om der under hans klæder havde været nogen tegn på hans lyse krop efter slag og afstraffelse; ikke så meget som et lille ar efter en pisk under fødderne havde været at finde. Med den viden antog han derfor at Lest bød på mere end bare at være en pæn pyntegenstand.
”Men alt det kan vi snakke videre om en anden dag, for nu skal du sove – vi skal sove. Dagen har været lang og i morgen venter en endnu længere dag.” Denne gang fik stemmen en klang af noget fasthed, understregede at det ikke stod til diskussion, men den var stadig ikke hård som Lest havde hørt den være overfor andre. Som et lyn fra en klar himmel fløj det næste ud af den hvidhåret mand ”Percival.. I morgen skal du bekæmpe en ny dag, som en sand lille kriger.”.

Dage blev til uger, uger til måneder og måneder blev til år og pludselig var Percival blevet en lige så naturlig del af huset, som dæmonen selv. I starten havde der været fart på den unge dreng, så snart en hjemlig følelse havde rodfæstet sig i den voksende krop, indfandt Percival sig ganske fortræffeligt under de terrakotta tegl.
Grænser blev testet og når han ikke ville lytte til de andre slavers korrigerende ord på hans opførsel, måtte Llyon træde til; ikke altid kunne det vente til når han i de sene aften- eller nattetimer, lagde sig på den bløde seng, ned til halvdyrskatten. Kun enkelt gang havde Llyon været nødsaget til at tale med den samme kuld i den ellers varme stemme, som ellers normalt kun var forbeholdt til at ramte alle andre; det havde været da halvdyrskatten var kommet på det geniale påfund at lægge slanger og skorpioner i Eleanor’s seng. Om end dæmonen alligevel have været noget imponeret over drengens jagt evner, så måtte han alligevel trække en tydelig streg i sandet.
Selvom det ikke altid var lige til, forsøgte Llyon altid at presse så meget tid indtil Percival i den tætpakkede kalender; om så det bare var en kort spadseretur i den frodige have. Så de ikke kun sås når Percival skulle lære nyt om handel og forretnings arbejde, ved middage eller når dæmonen vendte træt tilbage til deres nu fælles sovekammer.
Percival var ikke længere den samme killing solgt på auktionen, han var både vokset sig højere og var kun blevet endnu mere nydelig for øjet, med hans forholdsvis androgyne udseende. Killingen var aldrig længere væk, end de rette ord og kærtegn kunne få de smalle pupiller til at udvide sig, så det sorte nærmest slugte det isblå omkring sig.

Hvor længe siden det var at den orange ildkugle havde rejst sig ude i horisonten, var den hvidhåret mand ikke klar over. Ikke at det betød noget, for han havde aften forinden beordret ikke at blive vækket ved solopgang som sædvanligt. Alle aftaler og planer for dagen var aflyst eller rykket; kun absolutte nødstilfælde måtte bringes for hans øre de næste par dage.
Dovent strakte Dæmonen sig i de lyse silkelagner, endnu halvsovende. Før den ene arm lagde sig over Percival’s lyse krop nær taljen, og trak den nærmere den nøgne brune brystkasse. Næsen begravede sig dybt ind i de sorte krøller og med et smil i stemmen hviskede han blidt ”Godmorgen Percival.” med fingrene strygende fjerlet mod det blottede maveskind under dem. Afventende at katten vågnede lidt mere op, lå Llyon og tog den velkendte duft af den ind, lod den sammen med de små lyde fylde hos ham; hvad enten lyden var en brummende spinden, vejrtrækning eller hjertes rytmiske slag.

Percival fulgte villigt sin herres vilje om at have ham endnu tættere ind til sig, end de allerede lå i den blødeste silke. Uundgåeligt fik det de mørke mundvige til at rykke sig i et smil, mens øjnene forblev lukkede. Det var ikke første gang de to hankøn havde ligget så tæt at hud kom i berøring med hinanden, men derfor var det altid tilfredsstillende at vide katten ønskede Llyon’s nærvær lige så tæt, som dæmonen selv. At alt det arbejde der var lagt i Percival, igennem årene, bar frugt.
Der var også altid noget tilfredsstillende ved at vide, at den endnu unge halvdyrskat var tæmmet i sådan en grad, at den var intet mindre end en føjelig og kælen huskat, i sin herres tilstedeværelse; men samtidigt udgjorde en reel trussel mod alle andre, med et tandsæt der kunne være dødbringende.

En dyb brummen helt nede fra mellemgulvet, ikke skabt af irritation men derimod af rent velvære. Hvor hans brummen stoppede, fortsatte Percival’s spinden og fortsatte ind i Llyon’s krop da katten trak sig det sidste stykke ind til den halvnøgne krop. Det ene af de violette øjne åbnede sig en anelse, så snart ørnene kildede mod den mørke hud. Fingrene der før havde kælet teenageren på maven, bevægede sig kærtegnende fra lænden op mod hoften tættest mod loftet, hvor den slanke, men store hånd greb. I hvad der virkede som et øjeblik lå Llyon fuldkommen stille, som skulle han samle sig om sig selv og bedst kunne gøre det ved ikke at rører en muskel.
Percival vidste hvad han gjorde, hvordan han skulle sno Llyon om sin lillefinger på sådan en måde, at det aldrig virkede til at magtbalancen forskubbede sig; men her inde i deres fuldkommen private fik han altid lov til at skubbe lidt mere. Herinde var hvad de delte kun mellem dem, skønt Llyon fortsat havde lagt mange bånd på sig selv; fortrængte lyster og behov, der kun voksede stærkere dag efter dag.
Tommelfingeren til hånden på hoften fulgte hoftebenets kurve. Lige inden den kom for tæt ved øverste del af skambenet, trak den sig nussende tilbage, samme vej den havde bevæget sig ned over den bløde hud. ”Hvad ville du sige til at slutte dig til mig i badet i dag?” spurgte han inviterede, stadig ikke højere end en hvisken, som de pelsede øre hvilede ikke langt under hans mund. Llyon badet altid, uden undtagelse om morgen i dampende varmt bad med duftolier i, for at holde ham både ren og velduftende til den ellers normal vis travle dag; men vigtigst så badet han altid alene.
Den samme procedurer der gentog sig om aften, på de dage, hvor at tingene ikke var gået som de skulle. Dage hvor kunder ikke var samarbejdsvillige, tjenestefolk og slaver uduelige, Eleanor havde besluttet sig for at være umulig eller uhyrer høje krystalsummere var blevet tabt i spil og væddemål.

Tjenestefolkene og slaverne vidste bedre end, at tale for højt om de rygter der florerede inden for husets vægge, endnu mere når rygterne omhandlede herren selv. Sandheden var at afstraffelse var blevet givet for mindre, end at dele rygter om husets overhoved. Alligevel afholdt det ikke snakket for at gå i krogene, så snart de troede ingen lyttede.
Der blev heller ikke taget meget højde for at i huset løb en halvkat frit, med den forfinede og skærpede hørelse. Hvor Llyon var ganske ukendt med rygterne, var Percival alt for bekendt med dem, skønt det ikke have afholdt ham fra stadig troligt at vente på dæmonen krøb ned i sengen til ham hver aften.

Hvorfor. Spørgsmålet kom så direkte, at Llyon ikke var sikker på om Percival nået at registrere det før det var ude i verden. Ikke at han kunne bebrejde ham i at stille spørgsmålstegn, ved den pludselige invitation. Den var både fremmed og fuldstændig modstridende til hvordan tingene ellers vanligt foregik, her i det rubinske chateau.
Noget ændrede sig i de dragende blå øjne. Til en start kunne dæmonen ikke sætter en nøjagtig finger på hvad det var. De hvide øjenbryn rynkede sig nærmere mod hinanden, tydeligt undrende.
Da Percival begyndte at stikke ham søforklaringer om, hvorfor det var bedst at de ikke skulle delte et bad. Øjnene blev en anelse smallere, givende den hvidhåret mand et lidt strammere udtryk. Tydeligvis ikke helt tilfreds med kattens forsøg på at vige udenom. ”Percival...” hånden på hoften fjernede sig, for i stedet at lukke sig omkring den spidse hage. Ikke så halvdyrskattens hoved på nogen måde blev holdt fastholdt, bare så han kunne tippe det en lille smule mere bagover. ”Hvad er det du ikke fortæller mig? Du skjuler noget for mig, og jeg vil vide hvad?” ordene var hverken hårde eller kølige, men de var faste og gjorde ikke meget antræk til at lade teenagedrengen slippe udenom at besvare sin herres spørgsmål. Roligt lænede han sig nærmere Percival ansigt med sit eget, til den brune pande hvilede mod hans lyse. "Du ved du kan komme til mig med alt. Alt hvad der tynger dig er også mit at bærer, min kriger." blikket forblev hvilende ind i det isblå hav der stirrede tilbage mod ham.

Med den tillid der var bygget op over årene, havde der aldrig været en grund for at Percival skulle skjule sine sande følelser for sin herre. Det sammenholdt med at han trods alt kun havde været et barn, da han kom til huset, havde gjort det ganske nemt for Llyon at læse sin pynteslave. Skønt det først var de senere år, han mere aktivt forsøgte at tage sig tiden til katten; selvom det stadig ikke var blevet til meget sammenværd. Det sidste år var trods alt hvor Percival rigtig var blevet interessant for dæmonen.
Naturligvis hjalp de silkebløde øre og hale også på aflæsningen, for teenageren fik aldrig lov til at skjule hverken det ene eller det andet træk. Det havde han kostet for meget til og hvis det skulle gemmes væk, kunne Llyon lige så godt have købt ganske almindelige halvdyrsslaver.

Pupillernes udvidelse fortalte alt. Percival var atter i Llyon’s hule hånd. Alt det havde krævet var den tætte kontakt mellem deres pander. ”Det vil jeg fordi jeg ser en mulighed for at bruge mere tid med dig Percival. For jeg ønsker at bruge mere tid med dig end hvad muligt er.” Ordene var ikke usande, men heller ikke med den fulde sandhed. Den lyshåret mand havde været tålmodig længe nok nu, men han ønskede heller ikke at tvinge sig selv på halvdyret. Det skulle helst virke som at tingene udviklede sig på Percival's præmisser, at det var på hans initiativ. Selvom herren de sidste par år havde haft en klar plan.
Og da kom ordene der var som sød musik i de brune øre. Hånden der blidt holdt omkring hagen, slap for i stedet at søge mod Percival’s lyse hånd på Llyon’s kind. Den mørkere hånd lagde sig over den lyse og lukkede sig omkring den. Hånden blev fjernet til et møde med dæmonens bløde læber. ”Kom.” bød han katten i en facon der virkede mere spørgende end bydende, Hvorefter han i en elegant bevægelse uden at slippe hånden rejste sig. Hvis halvdyrskatten tillod det, ville han fører ham med ud af sengen og med sig til det tilstødende baderum, med det nedsænkede mosaik beklædte badehul.
Et bad var allerede gjort klart, for nok havde Llyon ønsket ikke at blive vækket, men han havde samtidigt ikke frasagt sig det vanlige morgenmad.

Det varme vands dampe gjorde luftfugtighed kvælende høj i baderummet, grænsende til at man kunne mærke hvordan fugten blev suget med ned i lungerne. Nogen ville måske endda føle det gjorde det svært at trække vejret. Llyon havde for længst vænnet sig til den følelse, samt hvordan det varme vand kunne føltes som det smeltede det yderste hudlag af.
Med bevidstheden om at vandet kunne være for varmt til Percival’s smag, nærmede han sig den indvendige vandpumpe. Stoppende op nær den, lod dæmonen blikket glide tilbage på kattens nøgne skikkelse. For Percival ville det ligne at Llyon holdt blikket på ansigt og overkrop, som tog han hensyn til at han ikke skulle føle sig så blottet og begloet, som han faktisk var. ”Passer temperaturen dig Percival? Det er vel ikke for varmt til dig?” bekymringen var ikke påtaget, men ganske oprigtig. For det sidste han trods alt ønskede var at bringe sit dyrebareste nogen form for skade.

Gav Percival udtryk for at vandet var blot en anelse for varmt, ville Llyon pumpe koldt vand de spande der stod nær pumpen, før det blev hældt i mosaikbassinets varme vand. Hvis ikke ville han i stedet ikke længe efter følge trop ned i vandet. Først stoppende op da han var nær halvdyrskatten.
Med hænderne formet som en mindre skål, samlede han lidt af vandet og lød det forsigtigt hældes over de den lyse hud på skuldrene ”Hvad kunne du tænke dig at bruge dagen på? I dag er din dag. Hele dagen vil jeg og min tid være helt og holdent din.” øjnene der havde fulgt hans egne hænders bevægelser, flyttede sig i et ryk mod Percival’s blå. Alt mens ingen gang et halv skridt blev taget tættere mod ung katten. Afstanden havde i forvejen været kort, men skridtet kortede den så der ikke var meget mere end 10 cm mellem deres kroppe.
Med en finger placeret under hagen på teenageren, vippede Llyon hovedet let bagover. Et blændende smil ville møde halvdyret. Lænende sig ned nærmede Llyon’s ansigt sig Percival’s. Panderne mødtes på ny og endnu en gang blandede de varme ånde sig med hinanden. Hviskende blødt, lokkende og forførende lød det fra dæmonen forklædt som engel ”Vi kan lave hvad end du ønsker. Verden ligger for dine fødder. Du skal bare vælge, hvilken del af den du kunne tænke dig.”. Påpasselig med kun at lade fingeren under hagen være den eneste tætte hud kontakt, stod Llyon helt betaget af den mindre skikkelse foran sig. Alt skreg efter en tættere kropslig kontakt. Udadtil virkede den lyshåret mand fattet, i fuld kontrol, men inden i rasede en storm, hev og sled i alt der allerede var vejrbidt og tyndslidt.

Den lille bevægelse af et ryk da Percival’s krop gippede, fik kortvarrigt Llyon til at stoppe med at hælde det varme vand udover den lyse hud, for at halvdyret ikke ville komme til at føle sig kold, når vandets varme havde forladt huden over vandet. ”Finder du det ubehageligt?” spurgte han med ro i stemme, men bekymrede øjne. Bekymrede for Percival’s velbefindende. Nu havde han jo fået lokket katten med i bad. Hvilket i sig selv kunne være en grænse der blev forskubbet, så måske var det at presse den for langt, ved at lægge an til at vaske ham? De havde været tæt før, men det havde altid været i sengen, hvor en tynd dyne typisk var den eneste barrierer mellem deres kroppe. Badet var noget andet, det var intimt på en helt anden måde.

”Hvor langt?” gentog han forundret. Hvad foregik der dog inde bag de krystalblå øjne siden han ville vide, hvor langt de kunne komme på en dag? Llyon kunne ikke helt undgå at små klukke lidt, mens den ene hånd blev løftet kløende om i nakken ”Det kommer an på hvilken transport vi vælger, Percival.” hånden i nakken sænkede sig, men i stedet for at søge ned langs siden på dæmonen, lukkede tommel- og pegefinger sig omkring den lyse hage. Lyttende til teenager kattens ord, som ikke var et direkte ønske, men mere underliggende i ordene, søgte den arm, hvor nus blev placeret mod underarmen, om bag kattens lænd og trak ham det sidste stykke tættere ”Hvad med vi tager til Dianthos? Landets hjerteby? Og hvis ikke du er mæt efter en dag, så bliver vi til næste?”. Dianthos lå langt fra chateauet, selv med dens placering nær Medanien’s grænse, men Llyon havde naturligvis sørget for at have nogle dygtige teleporterer i huset, for når vigtige kunder til forretningen ønskede hans tilstedeværelse, skulle det helst ikke dage uger før han dukkede op. Det var jo trods alt en af grundene til forretningen stadig gik fortræffelig. Llyon var manden, der kunne skaffe varerne nærmest som de skulle bruges. Hånden mod lænden lå ikke mere fast end at Percival kunne flytte sig væk, lægge afstand mellem dem igen, hvis han fandt det ubehagligt at han var trukket helt tæt.

Percival vidste bedre end at lyve over for sin herre. Både fordi det ville skabe et tillidsbrud mellem dem, men også fordi sandheden i sidste ende havde det med at komme frem. Det havde han jo set så mange gange før, hvor en af slaverne, vagterne eller tjenestefolkene i huset var blevet taget i en løgn. Derefter blev de straffet alt efter løgnens størrelse og grovhed.
Indimellem forsvandt de som dug for solen, andre gange måtte de stå bundet til en massiv træpæl nær staldene - afklædt under den bagende sol og andre gange noget så skånsomt som enkelte piskeslag eller en syngende lussing. En sjælden gang havde han endda helt forbarmet sig, hvis Percival var til stede, for ikke at skræmme den endnu unge dreng.

Selvom halvdyrskatten var ganske fortræffelig til at lægge skjul på de følelser, som boblede frem i ham. Magen til da han var intet andet end en lille killing, så var der stadig ting der afslørede ham for Llyon. Måden hans pitch i stemmen ændrede sig, ikke meget – ganske minimalt og så var der øjnene. Pupillerne blev ikke vedvarende store, som da han var mindre eller var legesyg. Det var kun i ganske få millisekunder den smaller sorte streg dilateret sig større, før en konstriktion af pupillen gjorde en til en smallere streg på ny.
”Vi tager afsted så snart vi er færdige her. Vi køber hvad end vi har behov for, når vi er fremme, så der er ingen grund til at spilde tiden på at pakke.” eller spise. Det ville være første gang Percival ville skulle med teleporteres og det kunne godt give ubehag i kroppen, så man kastede op. Dén form for kedelig start på deres lille tur behøvede de ikke, så katten måtte vente på mad til de kom frem.

Det havde altid været så let at skjule hvordan kroppen reagerede på Percival. De gange dæmonen var vågnet op med en bestemt bule, havde det været let at bortforklare til at det skete for alle mænd og unge drenge. De andre gange havde han kunne skjule det, grundet påklædningen eller at de bare ikke var tæt nok. Denne gang var anderledes. Percival spandt højlydt og sammen med den tætte kropslige kontakt, reagerede Llyon’s krop instinktivt. Hånden der før havde været passiv, begyndte at kæle ung katten over det sorte hår og de bløde øre. Hånden på lænden flyttede sig op om greb blidt men fast om den ene hofte.
Percival, gjorde det bestemt ikke nemt for dæmonen lige nu, noget det velvoksne mandlige lem bevidnede.

Percival gjorde ikke mine til at trække sig væk, trods for den voksende fornemmelse mellem dem. I stedet lod han sin krop trykkes tættere mod den pulserende manddom, så et svagt suk lod til at glide fri hele nede fra struben på dæmonen. Vidste han overhovedet hvad den mente, hvad det betød når han sådan uden videre lod den tætte hud kontakt forblive? Havde Percival overhovedet nogensinde rørt ved sig selv?

Llyon’s krop var mere end hud sulten, helt specifikt sulten efter mere end bare små harmløse berøringer, hvad enten de var fra halvdyrs katten eller ham selv. Han måtte minde sig om at holde igen, ikke give helt efter for sine egne lyster. Det havde været lige før den hvide dæmon ikke havde lyttet efter, da han blev spurgt om noget. Han havde været alt for betaget af de funklende blå øjne og sin lyst til at sætte tænderne i den bløde underlæbe. Hvordan han overhovedet havde kunnet præsenterer dagsorden for den unge dreng, var i sig selv et mysterium.
”Om du må? Ja, men jeg advarer dig Percival, jeg bryder mig ikke om at få sæbe i øjnene så du må ikke blive for ivrig.” hånden flyttede sig fra lænden, greb blidt om den lyse hånd der havde nusset den solkyssede hud.
Dæmonen førte ung katten med sig denne ene langside af mosaik badet, hvor et langt sæde i vandet var lavet. Llyon tog plads nær en lille skål ved kanten, hvor i en klump sæbe lå. I stedet for at lade Percival stå op eller tage plads ved siden af, trak han ham ned på skødet med en hånd på hver side af den spinkle hofte.