Emmeline fandt sin fascination delt mellem metallets bevægelighed for Fyrstinde og dets blanding. Sølv, guld og kobber som de fleste ville kende, men også så mange andre. De fleste foretræk renere metaller eller et rent lag over et underliggende andet - som forgyldninger over sølv - men her skiltes metallerne og flød sammen. Guldet skiftede fra hvidt til rødt, før en stribe af rent sølvtrådte frem. I sandhed distraherende, men mest fordi der blandt de kendte metaller var et par enkelte hun var sikker på endnu ikke at have mødt andet steds.

"Dette ville også kunne gøre en udflugt til hovedstaden en belønning at opnå." spekulerede den unge komtesse videre. Det ville lægge afstanden i ride eller kørselsafstand frem for gå afstand. Så igen. Den samme afstand havde behovet for isolation til alles sikkerhed lagt for dagen.
Emmeline trommede let fingrene mod siden af koppen, mens hun drejede de gamle tanker og forsøgte at se dem i lyset af den tankegang præsenteret for hende. "Opgaven i sig selv skulle tælle mere end lønnen. En balance, ja, mellem prestige, bekvemmelighed og... ideologisk lyst til at gøre forskellen?" Ikke dem der var flest af derude, der samtidige besad evnen til også at udføre en sådan opgave. Med det udvalg af guvernanter Emmeline havde set og hørt om, så var hendes forventninger ikke for gode.

Hun nikkede samtykkende til det sidste. Der var trods alt intet hun kunne være uenig i der.

Fyrstinden nikkede langsomt som tanker og idéer blev vendt bag de rolige øjne. Det var nok startet mest af alt som et tanke-eksperiment, men det kunne måske være værd at granske de reelle muligheder en anelse, inden konceptet blot blev lagt i glemmebogen. En ting var dog sikkert. Det ville ikke blive noget lille foretagende, og mulighederne for at at det fejlede spektakulært var mange. Det var en risikable investering, og ikke en der nødvendigvis ville give et økonomisk afkast nogensinde. Men det gjorde den ikke uden værdig.

"Bestemt. Budgettet ville være en hård-fin balancekunst. Rene udgifter, og ganske få indtægter, hvis nogen overhoved de første mange år. Selv der vil det mere skabe en reduktion i udgifter andetsteds, frem for at generer krystaller... Det ville ganske vist komme ned til kvaliteten af de uddannede, hvorvidt investeringen var det værd, og selv der..."

Fyrstinden rynkede næsen en anelse. Selv der ville det kræve års tjeneste at gøre op for kost, logi, lønninger og det væld af andre udgifter der ville hobe sig op under oplæringen. Det var bestemt noget der ville kræve nøje granskning, hvis det skulle overvejes i realitet.

Leonora slap sin stok og tog sin te-kop igen, og det var først der fyrstinden bed rigtig mærke i, hvor delt komtessens egen opmærksomhed havde været. "Men nok om det for nu, tænker jeg. Sig mig i stedet, Emmeline, hvor de selv excellere. Har De arvet familiens stolte egenskaber?" spurgte hun, med et kort blik mod sin stok, og et let hævet øjenbryn.

Emmeline nikkede let, men forholdt sig ellers tavs en tid. Fyrstinden virkede til at have en del tanker at få vendt og gemt væk omkring den delte ide. Om det ville lede til andet end mere undervisning til Emmeline selv for at få hendes tanker rettet ind i en ønskelig retning, vidste den unge komtesse ikke, men det havde været yderst lærerigt at få en ide testet på den måde. Både som koncept og i hvor kort hun havde haft tænkt den. Værd at tilføje til de andre hun havde haft arbejdet på i de kedsommelige timer i kareterne på vej fra et sted til et andet.

Hun tog et enkelt sip af theen, før hun ubevidst rettede sig minimalt, da fokus atter blev rettet fuldt mod hende. Stokken var ikke længere i bevægelse noterede hun sig, mens hun holdt blikket på den ældre slægtning overfor hende. "Jeg har arvet en variant af Slægtens primære evne, ja, Deres Højhed." Evner havde det med at variere i deres fokus og med hvad hun havde bemærket sig til dette møde virkede det til at Fyrstindens evne adskilte sig synligt fra hendes faders. Uden at hun kunne vide sig sikker for han kunne blot ingen interesse have haft i retning af formning af metal. "Jeg kan fornemme og bestemme hvor metal er, hvilket det er og til tider hvor det stammer fra. Jeg kan adskille metaller, men har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg kan samle dem eller blande dem." Det sidste fik et undseeligt smil frem på hendes læber. At adskille metaller havde under plagerne sikret hende neutralisering hurtigere end nogen anden i følget.

Et øjenbryn løftede sig minimalt som den unge komtesse fortalte. En reaktion der talte for afslappet fyrstindens holdning overfor Emmeline var, for det var næppe i alt selvskab at en sådan reaktion havde været passende.
Sandheden var, at Leonora havde svært ved at tro sine egne øre. Hendes fætter, i hans evige mangle på visdom, havde sendt Emmeline bort. Hendes fætter, hvis primære opgave var at overse minerne, havde sendt sin datter, der kunne fornemme metalsamlinger, bort.

Ved alle guderne, magen til inkompetence skulle man lede længe efter! Fyrstinden var tydeligvis nød til at have et alvorsord med sin fætter, inden han trak hele familiens foretagerne med sig ned.
"Det glæder mig at høre gaven lever stærkt i sidegrenene stadig" sagde hun med et tilfreds lille nik. "Mon De ville underholde mig for en stund, komtesse?" spurgte Fyrstinden så, og trak stokken frem, så Emmeline kunne se den ordenligt. "Fortæl mig hvor metallerne kommer fra, og hvilke der er, om De kan" bød hun, med en let udfordring.
Leonora var ikke i tvivl om at den unge komtesse kendte høsten fra Arys miner, men stokken var ikke lavet af familien. Den havde været en gave fra Verona af Isenwald, og Leonora viste ærligt ikke hvor metallerne var fra, men blot at det var ædelmetaller. Guld og sølv i forskellige varianter primært, men også en smule sjældent platin.

At få tildelt en tilkendegivelse af tilfredshed fra en person som Fyrstinden for at være sig selv, var så uventet for Emmeline at hun nær havde ladet overraskelsen synlig. I sidste øjeblik fik hun den dog skubbet ned og holdt sig til at se ned, mens et smil formede sig på hendes læber. Var Fyrstinden tilfreds med at hun havde familiens evne, så var der en god mulighed for at Emmeline selv kunne gøre hende tilfreds med sin eksistens også.

Hun så tilbage op ved det næste og nikkede så uden tøven. "Selvfølgelig, Deres Højhed!" Det lød mere som en test dog, men hver sin form for underholdning. Som stokken blev bragt hende nærmere og ordene faldt, vågnede da også et glimt af forventningsfuldhed i hendes blik.
Emmeline rakte ud og tøvede så let. "Må jeg?" Stokken var en yderst personlig ting og hun ønskede ikke at røre den uden tilladelse. Med den lagde hun forsigtigt to fingre let på toppen og rystede så let på hovedet. Det var som hun ventede. "Hvor de kommer fra er tabt for evigt. Metallerne har været bearbejdet og blandet for meget til at holde fast i deres oprindelse." Hun flyttede fingrene igennem. "De mindste lidt, når de forlader jorden, mere når de smeltes fra malm til bar og lidt af hvad er tilbage af deres forbindelse hver gang de smeltes og formes.."

Emmeline smilede undskyldende før hun fortsatte med den anden del af spørgsmålet. "Stokken indeholder sølv, guld, kobber, platinium, iridium og .. palladium - foruden to jeg ikke kender. Der virker også til at være små mængder af mindre ædle metaller, der sikkert har været i blandet guldet oprindeligt." Andre metaller var hvad ændrede gulds farve fra rene farve.

Leonora rakte villigt stokken frem til Emmeline, og gav med en gestus sin velsignelse til, at den unge frøken kunne tage den i hånde. Det var sandt at ikke mange havde haft den ære, men Emmeline var trods alt familie.

Fyrstinden lyttede, og imens var hendes ansigt en rolig facade, med et opmuntrende smil i blikket, skulle komtessen begynde at tvivle. Da Emmeline var færdig med sin undersøgelse, tog Leonora stokken tilbage, og betragtede den tænksomt et øjeblik, inden munterheden fandt vej til hendes læber igen.
"Min evindelige manipulation had næppe gjort noget godt for metallernes forbindelse til deres oprindelsessted heller" tænkte fyrstinden højt, og klukkede let.

"Men Deres fornemmelse for metallerne er imponerende, det må jeg sige. Selv ikke de små detaljer går Dem forbi" roste Leonora med en rolig og jævn stemme, der trods sin fasthed ikke efterlod nogen tvivl om, at fyrstinden var ganske tilfreds.

Efterfølgende vendte Leonora sig halvt mod deres siddearengement, halvt mod døren og så mod Emmeline.
"Men De er utvivlsomt træt efter den lange rejse, så jeg skal lade Dem få ro... Hvis der ikke er andet?" bød hun roligt. Emmeline havde fyrstindens tid og opmærksomhed, og en åbning til at spørger hvad end der fyldte i hendes hjerte.

Emmeline bøjede hovedet let under den uventede ros. Det skjulte også hendes smil over den eftertænksomme tilståelse hendes ældre slægtning kom med. At kunne manipulere med metallerne ud over blot at skille dem ad, var en evne hun håbede en gang at udvikle. Ingen af de huslærer hun havde mødt havde kunne sige det mindste om hvorvidt det var muligt for hende eller ej, men når det kom til familie-magi blev meget viden holdt tæt. Måske alt for meget til tider.
"Der har altid været mange muligheder for at træne den evne." Tilstod hun så velvidende at andre dele formentlig var blevet så overset som det var hendes far det muligt.

Roligt fangede hun signalet til at audiensen var forbi og tørrede diskret fingrene let af i servietten i skødet. Det var trods alt hvad den var der for. Først da foldede hun den pænt. "Intet vigtigt, Deres Højhed. Tak for Deres betænksomhed." Hun følte sig ikke specielt træt efter rejsen, men mest løsrevet efter de bange forventninger var vendt til noget måske godt for fremtiden.
Stille rejste hun sig og nejede som det hørte sig til, før en tjener kaldet af usagte signaler, førte hende bort.