Drevet af instinkt rankede Malon ryggen. Skovelverhunnens mørke øjne fæstnede sig på hans skikkelse, og han kunne kun forestille sig, hvad hun dog måtte tænke. Han var ikke en pæn mand; hans ansigt dækket af gamle ar, ukyndige helbrederhænder havde mislykkes med at fjerne og det hvide øje, der afslørede, at han var halvblind. For de, der engang havde været artsfæller, var Malon et misfoster med sin mørklilla hud, sit røde øje, og de hakkede og hullede ører.

Ører, der vippede spædt, som Malon fyldte lungerne med luften omkring sig i en lang og lavmælt indånding. Hvad end Ecaeriss så, afslørede hendes ulæselige øjne ikke hendes tankerække, og Malon lod hende kigge; lod hende studere, hvad der unægtelig måtte være hæsligt og frygtindgydende for hende at betragte.

Malon følte trang til, at rømme sig og forsikre skovelverhunnen, at han intet ondt ville hende. Til trods for begæret dertil, forholdt han sig dog tavst indtil, at Ecaeriss tilsyneladende havde set nok af ham i ildens brændende lys. 
”Prøvet værre?”, spurgte Malon, bevidst om, at spørgsmålet kunne fremstå taktløst. Han havde dog ikke i sinde, at lade historien undslippe, for han var, i sit inderste væsen, dybt fascineret af den næsten frembrusende ærlighed.

Desuden… noget for noget.

Et lille smil spillede i Ecaeriss' mundvig. Malons spørgsmål vagte minder.
"Jeg har boet her i næsten tohundrede år," svarede hun, mens mørke atter krøb ind over hendes øjne. "Menneskene i området er vokset med tiden. Da jeg kom til, var de blot ustyrlige dyr drevet af frygt og vold. En enkelt gang fik de fat i mig i min søvn. Prøvede at brænde mig på bålet. Jeg vågnede imens og gjorde bålet til... Mit. Jeg fik ram på de fleste af dem, og dem der slap væk gav mig det navn, du kom her med. Men det tog ugevis at få healet skaderne pænt sammen igen. Den her lille flænge er væk om et par timer."

For nogen ville sådanne minder have været traumatiserende. For Ecaeriss' indre øre lød landsbyboernes skrig, mens de blev sølet til i kogende tjære, som sød musik. Skønne minder. Den slags dumheder begik de ikke mere.
Imens hun talte, var hendes stemme blevet mere fjern. Ikke kun som den blev, når man fortabte sig i minder, men som den var blevet, da hun havde healet ham, før gæsterne kom til. Det meste af hendes bevidsthed var sunket med tjæren ind i Malons krop, hvor hun som en erfaren syerske lappede alting sammen. Stødt arbejdede hun sig udaf, formende og lindrende med kølige plamager af den sorte væske på de rette steder. 
Hun var bøjet forover mod ham og stoffet i hendes mørkeblå kjole faldt ned mellem hendes ben, så den lyse hud var blottet på begge lår, udover hvor knæene havde ramt græsset og fået jord på sig. Selv stoffet på hendes overkrop sad løst og efterlod ikke meget til fantasien, idet hun ikke tog sig af, hvordan det faldt om hendes siddende skikkelse. Om hun bare var ligeglad eller om hun nød at være bevidst stødende over for de fleste i sin påklædning, kunne ikke ses på hendes kropssprog. Den korte usikkerhed, der havde præget hende før over hans tilstedeværelse, var forsvundet igen som hun fandt tilbage til sin følelse af at være den magtfulde værtinde, herskerinde af sin lille lysning.

Ecaeriss løftede det kulsorte blik til Malons. "Din tur."
Hun ville høre alle hans historier, men at spørge efter den rigtige beretning over en udarbejdet skjaldesang var næppe den rette vej at gå. Han kendte med sikkerhed de bedste af sine historier selv. 
Selvom Ecaeriss ikke kunne slippe uden om at være nysgerrig på, hvorfor der engang var opstået en kort bog med ham som korporal i hæren og en menig soldaterdreng, der havde haft brug for straf af... Kreativ karakter. Ecaeriss foretrak kvindelige hovedpersoner, som hun kunne identificere sig med, i de bøger, hun læste, men hun kunne ikke benægte at have nydt nogen. 
Måske havde det bare været uopfordret propaganda? 

Malon lyttede tavst og lod Ecaeriss fortsætte behandlingen. Kun Zaladin ville vide, at han behøvede den, nu mere end nogensinde. Selvom han sad oprejst, afkrævede det unægtelig sine ofre og Malon vidste, at han sang på sidste vers.
Han ville ikke dø i aften. Så meget vidste han. At forlade de bevidstes land var dog ikke eftertragteligt, og Malon værdsatte derfor, om end i sit eget sind, Ecaeriss’ behandling.

”Vi skræmmer dem”, lød Malons svar, hans stemme som en mørk rumlen i den stille hytte. Det var ikke til at sige for de, der ikke kendte ham, men i sit inderste følte Malon en hvis sympati for menneskene. De var forpestede med korte levetider og mindede Malon om travle myrer. Deres hektiske skridt var dog nytteløst og ikke sjældent, igennem sine knap to tusinde år, havde Malon haft medlidenhed med de mindre skabninger.

Et enkelt sort øjenbryn skred få millimeter længere op i panden i det, at heksen vendte sine sorte øjne mod ham. Hendes løse klæder afslørede bløde skuldre og faste lår, og selv Malon, i sin stenlignende tilstand, kunne værdsætte et sådant syn.
Han forstod dog ikke spørgsmålet. Et faktum der skulle leve kortvarigt i hans tofarvede blik. 

”Jeg er aldrig blevet forsøgt brændt på et bål. Hvad du ser af ar i mit ansigt, er forårsaget af ætsende substanser mange år tilbage.” 

Ja, mennesker var i sandhed bange for dem. Lige så snart et evigtlevende væsen var for anderledes end dem selv, kunne frygten drive dem til overilede handlinger. I det mindste havde årene dulmet deres trang til at komme af med Ecaeriss, og hun kunne leve i nogenlunde fred herude.
Malon virkede fraværende i sine ord, og Ecaeriss så på ham med en bekymret rynke mellem øjenbrynene. Nu var han ikke ved at dejse om, var han?
Selvom hans forklaring ikke tilfredsstillende hendes behov for at høre om hans eventyr, måtte hun se på tingene fra en praktisk vinkel først. Kroppen havde allerede været helt nede at vende, da hun havde givet ham kræfterne til at slås en ekstra gang - nu var han ved at bukke under for presset, selvom hans ulæselige ansigtsudtryk ikke viste den smerte, han måtte være i.

Hun besluttede sig for at vente med mere samtale og bruge al sin energi på at strikke hans indre sammen igen. I stilhed lod hun tjæren arbejde og snart brød svedperler frem på hendes pande under den anstrengende process. Da hun endelig nåede de yderste hudlag, vidste hun ikke hvor lang tid, der var gået, men vandet i gryden bag hende boblede, og rummet var blevet væsentligt varmere af den blussende ild. Hvad hun efterlod på Malons krop var tynde ar af tjære, hvor han var blevet stukket i og skåret op. Den sorte masse var fleksibel og bøjelig, så den fulgte med hans bevægelser som huden ville gøre. Den holdt sammen på enderne af hans opsnittede masse, og hjalp huden med at gro tilbage på plads. Men tjærens evne til at holde sårene fri for uønskede bakterier, ville det heale langt hurtigere end ellers. 

Ecaeriss rejste sig fra sin plads med tungt åndedræt og svedglinsende hud. En enkelt lok havde forvildet sig ud af den hurtigt opsatte knold, og hun snoede den om fingeren, før hun proppede den tilbage op i opsætningen. Henne ved gryden hældte hun noget af vandet op i en skål og fyldte to krus. Det hele blev sat på bordet igen, dampende varmt. Hun fandt nogle tørrede urter frem fra en krukke og smuldrede dem ned i hvert krus, før hun satte sig ned overfor ham igen.
"Det her vil kvikke dig lidt op igen," sagde hun og satte selv det ene krus for munden. "Hvis du har ondt, så sig til."
Hun var rimelig sikker på, hun var kommet hele vejen rundt og havde lappet alting sammen i ham, men på grund af afbrydelsen tidligere var der en risiko for at hun havde misset noget.
Efter et par slurke af den varme te, tog hun en af kludene op, hun før havde fundet frem, og vred den i det varme vand. Hendes ene arm var stadig smurt ind i blod, og hun vaskede det af med kluden, som hun vred i den anden skål. Vandet blev lyserødt i små røgagtige mønstre. 

"Skal jeg hjælpe dig med blodet på ryggen?" spurgte hun, da hendes egen arm igen var ren og hun havde kørt en kold klud ned over ansigt og bryst, der var mest sveddækket.
Normalt ville hun ikke tilbyde den slags, men tanken om at kunne holde lidt mere på ham, var for pirrende for hende. Hun håbede stadig på at lokke nogle historier ud af manden, trods alt. 

Malon brummede bekræftende men ligeså vel som Ecaeriss tav, således gjorde også han. Selv i sine yngre dage havde Malon aldrig været et ivrigt sludrechatol og de manglende ord – de manglende svar – kunne således ikke tilskrives hans fysiske tilstand. I hvert fald ikke alene. Dertil kom det sig også, at Ecaeriss rejste sig ikke lang tid efter og begyndte, at tage hånd om alskens ting. Derigennem sig selv.

Hendes fyldige bryst. De stærke arme. Det kønne hoved – samtlige af de bevægelser, der ledte kluden omkring, blev nøje iagttaget af tofarvede øjne. Øjne, der dog ikke syntes, at afsløre meget af, hvad der foregik bag den mørklilla pande.
Ikke, at der foregik særlig meget. Det var længe siden, at Malon havde set en kvinde opføre sig bramfri, som var ærligheden syet ind i enhver af hendes knogler. Det kunne ikke beskrives, kun mærkes i det svulmende bryst, i selskab med en mærkværdig ærefryd og respekt der unægtelig fulgte med.   

I det at Ecaeriss dernæst satte sig, rev Malon pligtskyldigt sit blik til sig. Han var jo, trods alt, ikke uden manere.
”Tak”, svarede han, hvorefter hans store håb greb om det for lille krus og han førte det til de arrede læber. Malon drak grådigt, som havde han ikke drukket i flere dage, og der var intet tilbage i det, at han stillede kruset tilbage på køkkenbordet. Dernæst faldt Ecaeriss’ næste tilbud.

Malon rømmede sig og lignede pludselig en, der følte forlegenhedens magt. ”Ja, naturligvis. Jeg beklager, at have bragt så megen skidt herind”, fik han, mellem halvsammenbidte læber, mumlet, hvorefter han tvang sig selv på benene; som var han aldrig blevet jagtet, spiddet, stukket i eller dét, der var værre…

"Endelig, bliv siddende," sagde Ecaeriss straks, idet Malon rejste sig op. Hendes hånd lagde sig på hans skulder og et let pres forsøgte at få ham ned at sidde igen. "Lad din krop vænne sig til tjæren lidt."
Egentlig behøvede kroppen ikke megen tilvænning. De fleste bemærkede ikke engang, hvor meget Eca udbyttede deres indre med tjære. De så det lille ar i et par uger, og så forsvandt det, som havde de aldrig haft et sår der. Alt det, der foregik indeni, ville de færreste lægge mærke til. 

Han kom ned at sidde igen, og Ecaeriss vred kluden op i det varme vand. Hun flyttede hans sammenfiltrede hårlokker fra nakken og lagde kluden på. Med blide bevægelser skrubbede hun indtørret blod af hans mørke hud, hvor det næsten var gået i ét i farven. 
"Hvor tæt på virkeligheden er historierne om dig, Malon?" tog hun endelig mod til sig at spørge om. "Meget bliver sagt om dit sværd, men... Mere bliver sagt om dig."
Hendes stemme var mere luftig, end hun havde regnet med. Ikke helt en hvisken, og ikke helt så stakåndet, som hun egentlig følte sig. Kluden fulgte Malons muskler rundt. Skulderbladene, ned langs rygraden. At de nubrede ar gjorde noget af blodet svært at vaske af, gjorde ikke Eca noget. Der var ikke meget på ryggen - det meste var på hans front - og da hun havde fået ryggen ren, og han begyndte at tale, vred hun kluden op igen og fortsatte om på hans front uden at spørge. 
Blodplamagerne blev suget op fra den lilla hud, og hun tog sig måske lidt bedre tid, end hun egentlig behøvede. Hun kunne ikke mindes at have været så tæt på en mørkelver før - de plejede at antage, at hun ikke ville yde dem sin hjælp. Hun måtte fugte sine læber og tage hånden op til håret for at få det løsnet for at skjule at hendes hjerte et øjeblik var begyndt at hamre lidt hurtigere. Den bog tidligere havde vist fået hende i et knapt så professionelt humør. Stadig fortsatte hun sin behandling af... patienten... og sin ikke særligt diskrete stirren på hans bare, muskuløse overkrop.

Malon rømmede sig og lyden lød som et brøl i stilheden. Han gjorde dog, hvad der blev bedt af ham. Soldaten i ham levede stadig i bedste velgående og det var derfor af instinkt, at han lod sig guide tilbage til det – for – lille stolesæde.

I det at den våde klud kolliderede med hans rygs bakkede muskulatur, kvalte han en gysen; for blot et sekund spændtes hans krop til bristepunktet og en for længst glemt stemme hviskede, at det var århundrede siden, at han sidst var blevet berørt med en sådan nænsomhed.
Eller måske var netop den betegnelse ikke tilstrækkelig. Skovelverhunnens bevægelser var trods alt gennemsyret af en uforbeholdenhed, en ærlighed, der var fascinerende i sin betragtning og selvom Malon ikke længere kunne se hende, kunne han, til trods for deres korte møde, ikke tro, at hun ikke vaskede ham med samme kropslige elegance – for det var jo netop dét, hun var. Elegant.

Malon forholdt sig tavst i et langt stykke tid før, at han omsider brød den. ”Jeg forestiller mig, at de bærer deres elementer af sandhed, ligeså vel som løgn og… misforståelser” Svaret kunne umuligt være mere vagt, men Malon kunne ikke gennemskue, hvad Ecaeriss præcis ønskede at vide. Hendes kærtegn – og hendes letpåklædte figur – gjorde heller ej hele affæren nemmere. Det drog øjnene som ildfluer, og mørkelverhannen tog en bevidst beslutning om, at lade sit tofarvede blik glide væk derfra.

”Hvilke historier har du i tankerne?”

Ecaeriss så Malons blik mod sin hud og nød det. Så meget at hun ikke kunne dy sig for at prøve at tiltrække hans blik igen. Da hun bevægede sig om til hans front lagde hun vægten på den ene fod og skød dermed hoften ud til siden, så stoffet blottede hendes elfenbenslyse lår helt op til taljen. Hun fortsatte ufortrødent kludens bevægelser ned over hans brystmuskler. Den hårde, trænede struktur var så langt fra hendes egne bløde former, og hun kunne ikke lade være med at tage sig ekstra god tid til at sørge for, hun kom helt i bund. 

Hans spørgsmål kom, mens hun stod med ryggen til og var ved at rense kluden i skålen med koldt vand, der efterhånden var blevet helt mørkerødt. Med håret hængende løst igen dækkede det for hendes bare ryg, og det var næsten en skam, så hun flyttede det om foran forbi skulderen, mens hun tænkte over sit svar. Hun vred kluden op i skålen med varmt vand igen - nu var det mest lunkent - og vendte sig mod ham igen. Med hans overkrop glinsende med vanddråber i stedet for mørke, krakelerede plamager tiltrak den sig blot endnu mere opmærksomhed, og Eca måtte tage sig sammen for at fokusere på hans røde øje. 
Med bevidst svaj i hofterne tog hun de tre skridt tilbage til ham og satte sig igen på stolen foran ham. Det meste af blodet var væk nu, og det fik tjærearrene til at stå tydeligere frem. På den mørkelilla hud så det dog næsten naturligt ud, som om arvævet bare var blevet mørkere frem for lysere. Noget af blodet var løbet ned over hans bukser, og Ecaeriss lagde sin ene hånd på hans knæ og lænede sig frem med kluden for at stryge den over den nederste del af hans mave og ned til buksekanten. Mon hun kunne få ham til at stivne ligesom første gang, kluden havde ramt hans hud? Hun løftede blikket til hans, og hendes blik var nærværende og interesseret modsat det fraværende udtryk, det havde haft, mens mørket havde domineret begge øjenæbler under magiudøvelsen.
"Fortæl mig om den mest kompetente fjende, du har vundet over," sagde hun. 
Som healer var det ikke normalt at have en større fascination af døden end livet, men Ecaeriss havde frasagt sig så meget liv og var blevet frarøvet endnu mere, at selvom hun tjente til dagen ved at hjælpe folk tilbage til livet, holdt hun langt mere af historier om vold, død og nedbrydelse. De ekstreme følelser genklang i hendes egen bevidsthed og lå så langt fra Elverlys fred, som de kunne komme. Måske var det det, der også dragede hende mod at holde på Malon i sin lille hytte. Andre patienter lå på hendes bord et par timer og så skyndte de sig væk uden at se sig tilbage. Malon derimod... Han så faktisk på hende, og han turde. Nok havde han forsøgt at holde hende væk fra kampen, men hun havde vist fået bevist for ham, at hun ikke var en, der skulle passes på. Og selv i hans svækkede tilstand før, formåede han at fylde rummet med sin tilstedeværelse. En udstråling, der fik lette gys til at rulle ned over Ecas rygrad.

Kludens vandring henover landskabet af muskulatur og hunelverens vuggende hofter blev modtaget med, hvad der for det utrænede øje, kunne misforstås som ligegyldighed; kun de tofarvede øjne syntes at funkle af den indre ild, som Malons krop brændte af. Resten af den store krop var stiv som et træbræt, ikke van til den summende fornemmelse i fingerspidserne eller blikket, der tiggede og bad om, at tage resten af hele herligheden ind. Det var et under, at Malon forblev siddende, når alt han ønskede var, at lægge Ecaeriss henover køkkenbordet og lade deres kroppe forenes.

Ikke, at han ville gøre netop det. Nej, for helbrederen var en klasse for sig. Hendes elegance uovertruffen og den afkrævede, at han gjorde sig i en lignende statur. Alt andet ville være æreløst, skammeligt, og som de allerfineste ting i livet, skulle Ecaeriss nydes og sørges for.

Langsomt lod Malon lungerne fyldes med luften omkring dem og han tvang sine øjne til, at forblive i Ecaeriss’ egne.
”Kastian Tommas af Arys”, faldt svaret omsider. I grunden havde det ikke været et svært spørgsmål at svare på, men navnet skulle som altid tvinges over læberne. ”Der har været andre. Navnløse skabninger, forsømt af Mørkets Magter… fjender på slagmarkerne, hvis magi var uovertruffen…”, fortsatte Malon langsomt, hans blik pludselig fjernt. Sådan var det, når man havde levet lang tid. For lang tid. Der var så mange ansigter, så mange væsner hvis opståen og bortgang faldt med så få års mellemrum, at Malon kun huske dem som svage minder af noget, der mindede om det, de egentlig engang havde været.

”Kastian var formidable. Kampen mod ham kostede mig mit ene øje.”

Ecaeriss' hånd stoppede op midt i sin vaskning af den mørke hud, og først da dråber ramte trægulvet under hende, løftede hun kluden og strakte sig for at lægge den tilbage i skålen. Desværre betød det også at slippe hans knæ, men han var så ren, som han kunne blive nu - uden at smide bukserne - og hun havde opnået den lille ting, hun havde håbet på. At få hans krop til at reagere, om end det var ved at stivne så meget, at kun hans øjne bevægede sig. Og derefter læberne.
Hans stemme var dragende og noget ved den dybe røst tvang Eca til at spidse øre og give ham hele sin opmærksomhed. Måden han trak på ordene fik hende til at længes efter flere fra den rungende strube, og... Hun lød som en af bøgerne nu. Uovervejet, lystfyldt og... En anelse kliché. 
Du har været alene for længe, Ecaeriss, tænkte hun til sig selv, men mærkede ingen tro på, at hun havde tænkt sig at ændre sin adfærd. 

"Den kamp har jeg hørt om," sagde hun og holdt sig fra alt for åbenlyst at tigge om mere. "Hvordan skete det?"
Uden klud i hånden og hånd på knæ, lænede hun sig nu lidt tilbage i sin egen stol og betragtede ham, mens hun talte. Der var intet bedre end at høre historierne fra den oprindelige kilde selv, og især ikke når den oprindelige kilde var så muskuløs at se på.
Behovet for at røre ved noget var dog vedholdende, og hendes fingre begyndte at lege fraværende med et par hårlokker, og lade sig glide igennem den bløde, sorte masse eller flette lidt løse fletninger, der hurtigt gik op ad sig selv igen.

Malon værdsatte halvhjertet den afstand, Ecaeriss sørgede for at anlægge imellem dem men som så megen andet, viste det sig heller ikke i hans mimik; hverken den i kroppen eller den henover ansigtet. Mere af vane end af vilje rev Malon dog en smule op i den ene mundvige, i hvad han antog, kunne forveksles med et smil, men som reelt ikke var det. Det var nemlig ikke andet end det, det var; en trækning i den ene mundvige. Malon smilede sjældent, som var han forstenet af årernes lange, ømtålige gang.

”Som så mange andre slag udkæmpes”, svarede mørkelverhannen, hans stemme stadig fjern og dyb. Han fortsatte dog, velvidende at hans værtinde ledte efter mere. ”Vi sloges, ham og jeg, i fem dage før, at jeg omsider fik ram på ham. Det var… en mærkværdig situation.” Malon sænkede sit blik, dét der havde lagt på Ecaeriss’ bløde krop, således at han i stedet kunne fæstne det på bordet. Derefter rankede han sin ryg, soldaten i ham ikke forglemt.

”Der var naturligvis… pauser, hvor vi begge gik tilbage til vores lejr. Vi spiste, sov og blev helbredt, og forsøgte begge at anlægge strategier, der kunne nedlægge den anden. Hver dag bragte han nyt, hvad end det var magi eller våben, og også jeg forsøgte, at gøre det bedre end dagen forinden. På femte dagen vidste jeg, hvordan alle hans timer – dem, han ikke havde brugt på mig – forløb, som opnåede vi en form for symbiose med hinandens eksistens. Man lærer hinanden at kende i sådanne… situationer.”

Ligesom jeg har lært dit indre at kende - i kamp mod døden, tænkte Ecaeriss.
Hun fugtede læberne, da luft satte sig fast på dem, idet hun igen trak vejret ind. Ufrivilligt havde hun holdt vejret, fikseret på fortællingen og ikke mindste stemmen der lod hende opleve et lille udsnit af historien. Versionen, hun selv havde hørt havde været tættere på ti dage og dedikeret et helt vers til den tiende dag, hvorpå klingerne igen var mødtes og gnister stod fra både stål og øje.
Den episke beretning havde noget hold i virkeligheden, men selvfølgelig var den blevet overdrevet for læserens skyld. En fem-dages kamp kunne nok kun have fyldt de halve sider og ville have solgt langt færre eksemplarer. 

"Hvordan fik han ram på øjet - således at helbrederne ikke kunne redde det?" spurgte hun og hvilede albuen mod sit eget lår. 
Langsomt havde hun lænet sig længere og længere frem mod ham, slugende hvert ord som en hungersramt kalv ved koens yver. Nu var hendes nysgerrighed dog ikke kun en trang til historier og legender, men en helbreders hungren efter mere viden om, hvordan hun kan gøre bedre, hvor andre fejlede. Hendes egen magi ville dog næppe kunne lappe synet sammen igen, så hun ville ikke have været til megen hjælp, hvis Malon havde fået et svært igennem øjenæblet. Både Mørket og Lyset plejede dog at have stærke healere, så der måtte være sket noget ekstraordinært for at de ikke havde været i stand til at give Malon synet igen - eller i hvert fald øjets normale farve. Enten det, eller Mørket var mere inkompentente og ressourcesvage, end Eca troede.

Malons mundvige sitrede af morskab; et faktum han ikke ville eller kunne skjule for den kønne skovelverhun. ”Professionel nysgerrighed er altid ganske klædeligt”, mumlede han respektfuldt, hvorefter Malon lod sin stive ryg glide en smule frem i det for lille sæde.

For blot et kort øjeblik flakkede hans tofarvede øjne mellem Ecaeriss’ egne, men da de omsider fandt hvile i dem, fortsatte han sin beretning. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke kender til magien. Blot hvad den gjorde og hvordan den efterlod mine ellers meget kompetente helbredere nytteløse”, fortsatte hans dybe brummen, i det at hans fingerspidser dernæst begyndte at tegne et symbol på bordpladen. Bevægelserne var langsomme og nøjsomme, så præcise de kunne være.

”Det var en amulet. Samme farve som menneskeblod med en snoet slange i dens midte. Slagen havde øjne, der lyste af en funklende essens, som jeg antager fra råmagi. Chakra, kalder man det vist nu” Malons mørklilla finger tegnede fortsat, i takt med at han fortalte. ”Den var smuk, som en sleben diamant, ikke større end min tommelfinger og da Kastian lagde den til mit ene øje, hørte jeg en række stemmer i mit hoved. På en eller anden måde vidste jeg, at mit syn var forsvundet og for resten af min evighed.” 

"Åh, råmagisk skade..." mumlede Ecaeriss fascineret. 
Det var en af de få ting, der var langt mellem at helbredere var i stand til at gøre bod på. Selv kendte hun kun en håndfuld magikere, der kunne hamle op med råmagisk skade, og halvdelen af dem var for længst døde. De andre foretrak som regel at holde sig fra indblanding i krige, eftersom deres evner var så eftertragtede, at de ofte ikke selv skulle forvente at overleve længere end deres patienter; enten fordi modstanderne satte alt ind på at gøre det af med dem, eller fordi de blev kørt alt for hårdt på arbejdsmæssigt.

Hun fastholdt sit blik i hans og bed sig let i indersiden af sin underlæbe, da han lænede sig frem mod hende. Intensiteten i det røde øje fik hende til kun at fokusere på det, selvom hun kort lod sig drage af det hvide, da han fortalte om den lille amulet. Det var en del af historien, hun ikke var stødt på før, men hun havde heller ikke i nogen beretninger om ham hørt om de tofarvede øjne. Det var et solidt kendetegn, men måske Mørket druknede den del af beskrivelsen, så han ikke blev lige så nemt genkendt på sin færden gennem landet... Apropos det.
"Hvad..." begyndte Ecaeriss, usikker på om det var et for nærgående spørgsmål, men for nysgerrig til at lade det ligge. "Hvad bringer dig hertil? Alene?"
De fire krigere fra Lyset havde næppe jagtet ham hele vejen fra Kzar Mora eller de nye Obsidianøer, eller hvorend Mørket nu havde fundet sig til rette. Eca havde ikke fulgt så meget med, skærmet fra det meste her i Medanien - stadig fortalte almen viden hende, at man sjældent så en højtrangerende figur fra Mørket rejse rundt på denne måde, alene og med Lyset i hælende. 

Malon nikkede bekræftende og så, at brikkerne satte sig på plads i Ecaeriss’ sind. Tilsyneladende havde hun set lignende skader før og vidste, ligesom Malon selv, at råmagiske skader var af en ganske særlig kaliber; som forbandelser men ikke helt; som enhver anden skade men ikke rigtig. Malon havde for længst opgivet, at få sit syn tilbage men ikke længere generede det ham. Heller ej arrene, der stod så tydeligt frem og misdannede hans skarpe kæbe, så han ikke længere lignede den mand, han havde været engang så mange århundrede tidligere.

Mørkelverhannen lænede sig tilbage i stolen, men lod ikke sine øjne forlade den andens. Han forblev dog tavs, hans ene mundvige løftet blot en anelse for, at give illusionen om et hemmelighedsfuldt smil.
”Hvordan ved jeg, at mine fortællinger forbliver her i din hytte?”, spurgte han, hans stemme ikke udfordrende men oprigtig. 

Ecaeriss besvarede Malons smil med sit eget. Der kom den; mistroen. Så klassisk for folk med et fast tilhørsforhold. Hun burde vel bare være lidt stolt over, at den først var kommet nu. Ligesom ham lænede hun sig nu tilbage mod ryglænet igen og lod det ene ben krydse det andet, så stoffet blev krøllet sammen mellem lårene. 
"Det ved du ikke," svarede hun roligt uden at bryde øjenkontakten. "Og om du vil tro mit ord er ikke min beslutning. Jeg bor her alene, og de færreste patienter siger så meget som tak, når de har smidt betalingen. Det er sjældent, hytten fyldes med så meget samtale, som den har været her til aften."

Det var ikke mange sætninger, der var blevet udvekslet mellem de to elvere, og det understregede blot hendes pointe. At hun boede alene, var ikke noget, hun prøvede at skjule. Faktisk var der meget lidt, hun prøvede at skjule. Ved tanken rykkede hun sig en smule i sædet bare for at det kom lidt mere hud til syne. Hun lagde den ene arm henover maven og lod den andens albue hvile på håndleddet, så hun kunne berøre sin hage med de lange, elegante fingre. Lillefingeren strøg let over kanten af hendes underlæbe. 
"Jeg får mine fortællinger fra bøger, og ingen har endnu vist interesse for at høre på, hvad jeg har at sige, omhandler det ikke deres egen ilde tilstand."
Der var en svag afsky at høre i hendes tonefald nu. Det handlede ikke så meget om patienterne og hendes daglige gang, men hendes tanker var blevet sporet ind på hendes race og hvor lidt hun havde til overs for dem. 
Isiodith lyttede, mindede hun sig selv om, men det var en liden trøst - den unge elverkvinde havde været i sjælenød og haft brug for hjælp, kun Eca kunne give. I sidste ende lige som alle de andre patienter, omend der var vokset et stærkere bånd frem mellem de to i ugernes løb. 

Malon lod mundvigene falde tilbage på plads og lyttede, indtil Ecaeriss selv holdte inde. Hvad han hørte, var mere end hendes egentlige ord og han forstod, at denne kvinde – denne ekstraordinære skovelverhun – også selv gemte på sine egne værdige fortællinger. 

Langsomt nikkede han, hvorefter Malon sendte hende et kortvarigt men indforstået smil. ”Jeg leder efter en kvinde med ganske særlige evner. En heks”, fortalte han omsider, men hvor andre trak næsen sammen i afsky, rungede Malons stemme af respekt. Hvorfra han selv kom, i bjergene hvori han var opvokset og som nu, kun fandtes som en skygge af det, det engang havde været, var hekse respekterede for deres visdom og kunstskaber. Det var de kloge koner og mænd, der var tættere på en anden verden, hvori råmagi herskede og de blev anset som guder og gudinder.

”Hun er i stand til at flytte råmagi fra evne til genstand og jeg… har specielle behov og ordre, der dikterer, at jeg rejser denne vej. Men Ecaeriss –”, sagde Malon, hvorefter hans tofarvede øjne ukueligt lagde sig i den andens for endnu engang.

”Fortæl mig, hvad du selv laver her… så langt væk fra Lindeskoven og Elverly.” 

Endnu en heks... Det måtte være en af Medaniens specialiteter. Eller måske var indbyggerne blot hurtige til at kaste den betegnelse på enhver nogenlunde kompetent magiker i området. Eller eneboer. Selvom Ecaeriss havde boet i nærheden af små bysamfund i over tohundrede år, vidste hun utroligt lidt om sine omgivelser. Interessen havde aldrig været der, og selvom hun kendte de nærmeste byers navne, var det også der hendes viden stoppede. Fandtes der en anden eneboer-heks blot nogle mil fra hende, ville hun med stor sandsynlighed ikke vide det.
Mon Malon gik fra heks til heks for at finde ud af, hvilken der var den rigtige? Landsbyboerne kendte trods alt mest til hendes helbredende evner, så om hun lige gemte på magioverførselsmagi, ville de ikke have kunnet svare Malon på.

En kuldegysning løb ned over Ecaeriss' rygsøjle, da han sagde hendes navn. Det var første gang, det havde sneget sig over hans læber, udtalt med den dybe, rungende røst. Blikket lå stadig på hende, og et øjeblik måtte hun trække sit væk fra ham, overvældet af hans indtrængende nærvær.
"Jeg er..." begyndte hun og måtte tage et ekstra åndedrag, inden hun kunne løfte blikket mod ham igen. "I eksil. Eller, det hørte op sidste år, men jeg vender ikke tilbage. De straffede mig for at bruge mine evner. Hvis jeg vender tilbage, vil jeg blive forhindret i at bruge magien igen."

Og det vidste Ecaeriss med sig selv, at hun ikke ville kunne leve med. Magien og helbredelsen var hendes liv. Uden den var hun reduceret til noget mindre værd end et menneske. 
Ordene om eksilet plejede at komme let til hende og være fyldt med had og spot for sin race. Denne gang manglede den del, og i stedet blev hun lidt varm i kinderne af at fortælle det til en, der... En der selv spurgte, og måske endda var oprigtigt interesseret. Det kunne tælles på én hånd, hvor mange hun havde fortalt det til, siden hun blev smidt ud. Alle i Elverly vidste det jo allerede, og ud fra hvad Isiodith havde fortalt, var historierne om hende ikke blevet mindre skrækkelige i mellemtiden. 
Herude i Medanien havde hun fundet den ro, hun ikke havde kunnet finde andre steder, og en minimal påskønnelse for det, hun kunne yde - hvilket da var mere end ingenting. Hun havde også fundet ensomheden - og fundet sig tilpas i den. Troede hun. At sidde her over for et andet væsen og have en samtale, der ikke omhandlede sår og skader var tiltrængt... og uvant.

Malon lyttede men lod ikke sin ansigtsmimik afsløre, hvad han tænkte om det, Ecaeriss fortalte. Det var ikke af ligegyldighed eller manglende interesse, men fordi, at Malon anså det, som det mest respektfulde at gøre i en sådanne situation.
Selvom historierne om ham fortalte, at han var dødbringende, måske tilmed ondskabsfuld, var Malon dog ikke uden empati. Det var måske også netop dét karakteristika, der havde ladet ham skabe en forbindelse – én, der ikke havde sit grundlag i ord – til Kastian, forinden prinsens bortgang.

Først da Ecaeriss havde været tavs i et øjeblik, lod Malon sine øjenbryn samles nær midten af hans pande.
”Jeg forestiller mig, at de mister mere, end de aner. Det er en skam”, sagde han, og mente enhver af sine ord. Det ville for evigt forundre ham, hvordan Lyset tilsyneladende lod til, at have så megen interesse i kun de rigtige typer af magier. Hos Mørket var det trods alt anderledes; der blev alting dyrket fra barnsben, uanset hvordan eller hvad råmagien afkrævede.

”Har du fundet ro her?”, lød det dernæst, hvorefter Malon hævede hagen blot en anelse for, at lade Ecaeriss vide, at hun endelig skulle fortsætte sin beretning. 

For første gang i meget lang tid følte Ecaeriss sig... Velkommen. Det var det bedste ord, hun kunne sætte på det, og det var selvom de sad midt i hendes egen stue. En befippethed steg pludselig op i hende og prikkede til den usikkerhed hun følte ved andres nærvær. Andre, der ikke bare var patienter. Han virkede så oprigtig i sine ord, og hun tog blikket fra ham idet hun drejede hovedet for at flytte på sit hår. Hun lod det sno sig om den lange, lyse underarm, og blikket søgte  noget at holde fast i, men fandt kun rå bordkanter og mørke gulvbredder. Ilden i kaminen syntes pludselig varmere, og Ecaeriss mærkede lidt sved piple frem på sin hud igen. Nervøsistet? Hvorfor ville hun være nervøs her i sit eget hjem, selv med en fremmed i huset?

"Jeg møder stadig samme fordømmelse og fordomme," sagde hun og lod blikket glide halvt tilbage mod ham. Det endte på hans brystkasse, der var et behagende syn. Ville han synes hun stirrede for meget? Lige nu kunne hun ikke møde hans blik af... Af en eller anden grund. "Men her er ingen til at stoppe mig, og når de andre midler fejler, kommer de stadig til mig med deres sårede."