Nat havde følt sig som et rovdyr, fra det første øjeblik han havde tænkt tanken, at han måtte have Thalia. Farlig, på jagt, ude efter en uskyldig. Han havde luret hende væk fra sikkerheden af at have sin familie i nærheden, havde han ikke? Ledt hende ud i mørket, hvor de var alene.
Fornemmelsen af at være et rovdyr voksede kun, da hun trådte tæt nok på, til at han kunne mærke hendes lille krop skælve, som fik hendes hjerteslag hele hendes krop til at blive ustabil. Han kunne have fortæret hende uden dårlig samvittighed, da hun ligefrem strakte sig op mod ham.

Men hendes nærhed gjorde ham også blød. Hun duftede godt, man kunne se varmen i hendes farvede kinder, og hun havde været så sød ved ham. Ikke bare i aften, men altid, selvom han langt fra altid havde været sød ved hende. Hvad kunne han sige? Det lå bare ikke til ham at være sød, på samme måde som det virkede til at ligge helt naturligt til hende.

Han svarede hende ikke, men forsvandt ind i hendes isblå øjne, pludselig i chok over at hun rent faktisk lod til at kunne lide ham på samme måde, som han kunne lide hende. Indtil da havde han følt sig som rovdyret, nu følte han sig som et offerdyr, lige så fanget i hendes blik, som en hare var i en ørns kløer.

Endelig udlignede han afstanden i højden imellem dem og lod sine læber møde hendes. Han kyssede hende med større forsigtighed end han nogensinde havde kysset nogen før, og lagde lige så forsigtigt en arm om hendes krop, for at holde hende tæt ind til sig og varm imens. 

Han kunne have valgt at give tilbage af samme skuffe, som hun havde gjort da de have været tættere ved festlighederne. Flyttet læberne så tæt at de ville strejfe hendes, før han ville trække hovedet til sig. Begynde at føre hende med sig gennem mørket, som havde intet været hent. Fuldkommen ignorerer hvordan det ville frustrere brunetten ved hans side. I stedet lod han deres læber indfanges i en blid omfavnelse.
Et sug gik gennem maven, der fik det til at kilde hele vejen ud i selv de fjerneste kropsdele, hvor den efterlod sig en varme som selv jakken ikke have kunnet give hende.

Med hænderne placeret mod hans brystkasse lukkede de blå øjne sig i, for at lade ham lede hende i kysset, forsigtigt men ikke helt uøvet; lige dele forventet og uforventet.
Armen der lagde sig omkring og trak hende tættere, så den sidste af afstanden mellem dem lukkede sig. Fik hendes hænder til at bevæge sig op over brystkassen, hvor den ene fortsatte om bag hans nakke, med fingerspidserne kørt ind i den mørke hårgrænse. Den anden hånd standsede ved halsudskæringen af hans trøje, hvor fingerspidserne strøg sig dansende over den bløde hud på hans hals, til også denne endte i nakken, hvor den lukkede sig en anelse fastere end i håret.
Langsomt åbnede hun øjnene, søgte hans blik, da hun afbrød kysset mellem dem ved at lade tænderne markere sig på hans underlæbe.
Uden at trække hovedet meget længere væk, end deres næsetip lige akkurat ikke rørte hinanden, kunne hun ikke lade være med at smile drillende ”Kysser du altid så forsigtigt, Nat?”. Hænderne havde hun ikke trukket til sig, de forblev hvor de havde søgt til under kysset. Det prikkede næsten i læberne efter deres møde med hans, allerede hungrende efter endnu et kys.

Nat trak langsomt og dybt vejret ind, da Thalia afbrød deres kys med sine tænder i hans underlæbe. Det tog al hans selvkontrol derfra, ikke at trække hende med sig ind i en busk og bide hende tilbage dér. Han var allerede vild med hende og hun havde netop sat ild til hans lyst, ved at vise, at hun også kunne være andet end blid. 

"Kun når jeg virkelig kan lide hende, der skal kysses," svarede han, ærligt, ikke fordi han gik op i ærlighed, men fordi han i øjeblikket ikke gik op i at finde en passende løgn. Det gik ham heller ikke forbi, at hun på ingen måde havde trukket sig væk endnu, og det fik ham til at smile, selvom de stod så tæt, at Thalia sandsynligvis kunne mærke hans smil fremfor at se det. "Ønsker prinsessen, at jeg kysser hende lidt vildere?" Tilbød han i en hvisken, men i stedet for at kysse hende på læberne igen, flyttede han sit ansigt til hende kind og kyssede den, og derfra kyssede han hende op langs kæbe og hen til hendes hals, hvor han strøg en lok af hår væk, inden han også kyssede hende dér. 
Hendes hals var varm og blød og Nat satte tænderne i den, bare et øjeblik - stadig blidt, men på samme manér, som hun havde markeret sine tænder i hans underlæbe. 

Naturligvis hæftede hun sig ved hans valg af ordet virkelig, var trods alt det som var med til at adskille hende fra alle de andre unge prinsesser og komtesser. Det var i hvert fald hvad hun lod sig selv bilde ind, at hun ikke bare var en i rækken, men den forreste – første valget.
Rødmen steg hurtigt i de lyse kinder, heldigvis godt skjult af den hvide maske, men fniset var ikke til at skjule. Små genert over den kildende varme følelse, bekendtgørelsen førte med sig og som fik hjertet til at slå et ekstra slag, i en kolbøtte.

Allerede inden Nat fik sagt hele sit spørgsmål, blev det besvaret af en hurtig nikken da ky-lyden i kysset lød. Overbevist om han kunne mærke hvordan hjerterytmen steg, mindede Thalia sig om, at det bare var kys. Hun ville ikke være den første, der i sin små forelskelse lod sig rive bare lidt med af stemning og følelser, så derfor var det okay at hun så brændende ønskede endnu et kys. Et der ville få hende til at føle hun var den eneste, der ville kunne fylde hans hjerterum og han hendes, i hendes ung pige naive forestilling af romantiske følelser og kærlighed.
Som perler på en snor blev det ene kys efter det andet placeret af mørke læber ”Du snyder…” pointerede hun med smilet spillende i stemmen, mens hovedet skrånede sig modsat Nat’s, velkomment givende mere plads. Uden at kræve for meget af pladsen tilbage, drejede prinsessen hovedet tilbage stadig tiltet i et det et suk gled ud mellem hendes læber ved det blide nap. Markingen gjorde på ingen måde ondt, ikke at hun ville have mærket det alligevel.
Undertrykkende lysten til at fastholde ham ved halsen, i en stille bøn for endnu et kys, nap – bare et eller andet, alt. Thalia flyttede hænderne fra nakken og de mørke krøller, tilbage til at ligge mod Nat’s brystkasse, læggende an til at ville puffe ham væk fra sig ”Jeg tror vi bliver nødt til at gå tilbage til ballet, hvis ikke er jeg bange for du leder mig i uføre.” hviskede hun ud mellem tungere vejrtrækning, men uden at lægge et pres mod ham.

"I krig og kærlighed, du ved," hviskede Nat mod hendes hals, da hun påstod at han snød, og færdiggjorde ikke sætningen, fordi han tænkte at den var indforstået; gælder alle kneb. Ligesom hende havde han ikke lyst til at gå nogen som helst steder lige nu, mindst af alt tilbage til ballet, men, også ligesom hende, vidste han, at de ikke havde noget valg. 

"Jeg kunne aldrig drømme om at lede dig i uføre, hvis ikke det var det, du ville have mig til," lovede han, som han trak sig væk fra hende. Det var samtidig et løfte om, at ville lede hende i uføre når som helst hun ønskede dette.
Han trak sig dog kun nok væk til at de kunne se hinandens ansigter igen, og han lagde blidt en hånd over hendes, hvor hun havde lagt den på hans brystkasse. "Lad mig følge dig tilbage til ballet," bad han, inden han tog hendes hånd i sin og løftede den til sine læber, så han kunne kysse hendes håndflade. "Hvor lidt jeg end vil slippe dig, så vil det blive bemærket, hvis ikke du er tilbage til at vende hoveder ved ballet, og hvis ikke jeg er tilbage til at skabe problemer for min søster."

Nat smilede til Thalia, som var det en hemmelighed de havde sammen, at hun vidste, at Dag og ham konstant var efter hinanden, og det var det på sin vis også - Nat brød sig ikke om at fremmede blandede sig i deres familieanliggender og han gjorde altid sit for at fremstå som en bror, der gjorde sit bedste for at hjælpe sin søster. 
"Kom," bad han og slap ikke hendes hold, men ændrede sit greb om den, så de kunne holde i hånden, imens han ledte hende tilbage mod ballet. 

Sagte fremhviskede hun de udeblivende ord, der dannede små ekkoer i hendes indre ”Gælder alle kneb.”. Hovedet faldt længere tilbage, de lyse øjne lukkede sig tæt med læberne skilt i et i et hvidt halvmånesmil, sendt op imod nattehimlen over dem som en skjult udfordring til den om at holde på hemmeligheden om natte kys.

Løftet fik varme til at stige til kinder og øre, hvor den farvede den lyse hud en sart rosa der langsomt tog til og fik mere dybe. Heldigvis godt skjult af den hvide maske og mørket. ”Du har ingen ide om, hvor meget uføre jeg ville være villig til at lade dig lede mig ud i, Nat. Lige nu og her,” ordene forstummede sig ved det manglende men. Det var grænseoverskridende at sige højt, at fortælle hvad hun faktisk ønskede sig i øjeblikket. I det usagte lå alt med at være den fyrstedatter, det var forventet af hende at være, men også hendes egne forventninger til sig selv og den værdi hendes uskyld holdt. Det lyseblå blik var faldet mod deres hænder, men langsomt fandt det vej op til Nats ansigt med skævt undskyldende smil.
”Nu må du ikke være alt for meget efter hende. Det ville være en skam, hvis hun skulle gå glip af en henrivende aften. Fordi du skal være bisset.” bød hun blidt, men med en drillende kant i stemmen. Thalia var ikke døv for de få rygter der løb blandt adelsfrøkenerne, men det betød ikke at hun valgte at lade dem fylde. Den mørkhåret junker havde trods alt aldrig, i hendes nærvær, handlet sådan at hun skulle tro de var sande.

Thalia lod Nat fører dem begge tilbage til ballet, hvor musikken stadig livligt spillede for de dansende par. En mindre håndfuld havde tilsyneladende søgt ud på en hævede terrasse. Hvor det unge par selv havde befundet sig, inden de havde søgt ly i mørket. På turen tilbage havde den unge Isenwald flettet fingrene sammen med Nats.
Desto nærmere de kom personerne der trak den friske aftenluft ind, jo mere løsnede de sig til Nats greb om hendes hånd kunne kvalificeres som anstændigt, inden deres veje måtte skilles.
Få skridt fra stentrappen, bremsede hun dem begge ved at træde halvt ind foran ham ”Ville du besøge mig på Isenborg, hvis vores forældre ville tillade det?” spurgte hun forventningsfuldt for, at kunne tilbringe mere tid sammen.