En kvinde kunne i mange tilfælde være ligeså brugbar som en mand, og på visse punkter mere. Der var ingen grund til at forsøge at holde dem nede, for det var ikke som om at en mands plads nødvendigvis var over en kvindes. Mange mænd var alligevel lidt for optaget af kvinder, til at man ikke kunne sige at kvinder havde en magt over dem. Iorvo havde aldrig rigtig været den type. Han havde været sammen med to kvinder i hele sit liv, og Dionisia var alt hvad han ønskede, og lidt under tøflen var han vel.

Han nikkede lidt og kiggede lidt overvejende på kvinden, som så ud som om at hun havde ting hun også selv ønskede at fortælle ham om, men ikke kunne. ”Måske en dag at folk på sydpå kan tænke på samme måde,” endte han derfor tilsidst med at sige. Der var intet der pegede konkret på fyrsten, da der var mange sydpå, men det var ikke som om at det ville være umuligt at regne ud af Iorvo nok mente Fyrsten af Kazimi og de familier der lå under ham. Han var trods alt kendt for at være lidt kvindehadsk. At det ikke var passende at sige, så ikke ud til at bekymre ham, men i stedet for var han interesseret i Herus reaktion på det. 

Det var nærmest en favre ny verden fra syden til Norden. Kvinder blev skam også sat i arbejde i syden. Hun havde mange slaver og tjenestekvinder til at varte sig op, lave mad og være i vaskerummene. Det var da naturligt. Men de fleste af dem var ugifte. Nej Heru tænkte på dem af hendes stand. Adelen. Det faktum at hun havde fået lov at leve som hun gjorde, var næsten utåleligt for flere af sinegrenene i familien. En fordel at hun var tæt med sin families overhoved. Hendes kære bedstefar. Men Heru vidste også at det uundgåeligt ville blive hendes tid til at blive gift og sætte sine egne behov, lyster og hobbier til siden for at sætte en anden højest. Det var underligt og spændende at vide, at det ikke nødvendigvis var sådan alle steder i verden.

Der kom en let bitterhed over hendes smil, men hun nikkede høfligt og fik sit ansigt lagt i anstændige folder. ”Måske. Håb er der intet i vejen for at have” hun tvivlede. Hun var faktisk næsten på kanten til at sige det var umuligt. Specielt hvis Iorvo havde et håb om at fyrsten af Kazimi ville ændre mening. Den mand så kvinder som en ting, og han havde adskillige børn til at bevise den påstand. ”Selvom jeg ikke tror det bliver i min levetid” fra fyrsten, til fyrstens sønner og børnebørn. Det var ikke en cirkel hun så brudt i nærmeste fremtid. Absolut ikke. Måske Heru i stedet skulle søge mod nord, selvom den blotte tanke om trolovelse fik det til at vende sig i maven. Det gik ikke med den gode mad hun lige havde fået.

Desværre kunne ting som disse ikke nødvendigvis ske i et menneskes levealder. Faktisk havde Iorvo sine tvivl om at det ville ske inden han selv måtte stille træskoene og tage med Kile, men i Herus levealder var det ikke ligefrem en umulighed. Hun kunne også blive gift nordpå, hvor vilkårene var lidt anderledes, og dermed få nogle andre muligheder. Tingene var ikke til at vide, men Iorvo brød sig indtil videre ganske godt om denne Heru. ”Ja, tingene tager desværre sin tid,” indrømmede han og lænede sig tilbage. Den sidste mulighed var trods alt at afsige sine titler og stikke af hjemmefra, men selv Iorvo ville ikke foreslå det. Familien var vigtig, også selvom det var hårdt til tider.

Han skubbede sig endelig lidt væk fra bordet. ”Nå, skulle vi ud og se landområderne først?” spurgte han. Det virkede som den mest logiske måde at gå herfra, med mindre Heru havde en bedre idé til det. Det kunne selvfølgelig også være at hun hellere ville hvile sig, end at de skulle ud og ride, for her var der ingen karet at bære dem rundt på. Landområderne var ikke beregnet til det, og det var nemmere til hest. 

På det punkt, havde menneskene noget at misunde elverne for. Heru gik sjældent op i racer, og havde nok langt mere fokus på stand end så meget andet, som forventet i hendes familie. Men elvernes udødelighed var misundelsesværdig, så længe man havde et godt og behageligt liv. Som Heru havde nu! Måske hun ville forbande sin udødelighed når ægteskabet stod for døren og hendes frie vilje blev parkeret i fortiden og hendes mest værdifulde formål i livet, var at tilfredsstille sin ægtemand. Tanken var jo nærmest kvalmende. ”Tid og energi. Heldigvis er intet helt skidt for os” indrømmede hun ligeledes. Der var krav, men hun havde mad på bordet, smukke fugle og yndige omgivelser. Livet var ikke hårdere end man gjorde det.

”Hjertens gerne” Kom der entusiastisk fra den unge kvinde der rejste sig. ”Tak for måltidet” hun bukkede hovedet ærende, inden hun fulgte ham med ud. I syden ville en karet, eller bærestole være anskaffet til formålet, men dette var ikke sydens varme ørkensand. Hun fulgte hvad der var normen der, og fandt også en tydelig begejstring ved at hun kunne få lov at røre sig ved at føre sin egen hest og ikke gå i stå i kroppen. Hun kunne godt vende sig mere til norden, trods der var ekstremt koldt.

Iorvo brummede i enighed med hende. Der var mange ting som kunne være bedre i denne her verden, men man kunne gøre mange ting for at forbedre sin egen situation. Det ville han da i hvert fald selv mene, og han havde gjort hvad han kunne i den position han havde. For nogen var det ikke godt nok hvad han gjorde for folket og dem omkring ham, men... den nærmeste familie var i hvert fald hovedsageligt tilfredse.

Turen ud til stalden, eller det yderste af stalden var heldigvis ikke lang, og ligeså snart de nåede den, var der allerede en af staldknægtene der trak to heste ud til dem, friske og klar til at ride. ”Jeg håber De også kan ride,” sagde han, dog et lidt muntert smil i øjnene, som han tog den store hingst, og svang sig op på den, ikke helt så ubesværet som engang, men han holdt sig tydeligvis stadig i gang.
Et par vagter var også kommet omkring, og havde fundet et par heste til dem selv. Selvom Iorvo intet havde sagt, så var det en uskreven regel at fyrsten næppe måtte forlade borgen alene. De havde mistet for mange i Erneyll slægten til elvere der krydsede landegrænsen, og fyrsten var trods alt en af dem der var vigtigst at passe på. 

Når man så på det store billede, kunne Heru ikke gøre meget for andre eller sin egen position i denne verden. Men små ting havde også plads, og hun havde i hvert fald tænkt sig at få det bedste ud af sit liv og tilværelse så længe det var hende muligt. Ægteskab satte formentlig en stopper for netop det. Den tid, den sorg.

Som de nåede indgangen til stalden stod hestene allerede klar og alt så ud til at være blevet arrangeret. Heru kiggede på hesten der blev antegnet var hendes og der kunne ikke undgåes at komme et muntert antræk over hendes læber som hun så to staldknægte længere inde udveksle nogle hviskende ord og kigge lidt undrende på hende. Erneyll kvinder kunne ride. Det var hun ikke i tvivl om. Men de troede sikkert at Kazimi slægten, hvor langt ude af en gren hun nu var, ikke var i stand til det. "Naturligvis" Svarede hun fyrsten, inden hun tog i sadlen og svang sig op i sadlen uden nogen former for besvær. Faktisk måtte hun sige at denne saddel var yderst veltilpas at sidde på, selvom den indeholdte en del mere pels end hun var vant til.
Heru var indforstået med at det ikke ville blive et ridt kun med de to igennem skovområderne. En fyrste havde folk med sig, selvom han så ud til at være udemærket i stand til at forsvare sig selv.

Heru spejdede diskret over skulderen og blinkede kækt til de to yngre drenge der hurtigt pakkede sig sammen og længere tilbage. "Jeg føler mig nærmest som en seværdighed" brummede hun med en munter tone, som hun vendte blikket tilbage fremad.

Han lod en hånd glide ned af hestens hals, inden han tog ordentlig fat i tøjlerne, og satte hesten i gang, så de kunne skridte ud af pladsen og komme lidt videre. Der var ingen hast. Sommeren var stadig omkring dem, og ofte havde de lange sommerdage heroppe, selvom de nok ikke var så varme som nede sydpå. Det havde også været år siden Iorvo sidst havde betrådt Rubinien. Det var ikke ofte Erneyll og Kazimi slægten besøgte hinanden. De var ikke fjendtlige, men Iorvo havde dårlig smag i munden over hvordan Sephyran behandlede bl.a. kvinderne.

Hans øjne gled kort bagved dem, som Heru kommenterede på at hun var en seværdighed, men staldknægtene havde allerede trukket sig væk, men det betød ikke at han ikke godt kendte stemningen med det. ”Det er sjældent vi har en af Kazimi slægt på besøg heroppe,” sagde han, også selvom Heru teknisk set var Al-Kazimi. Erneyll havde en vis formodning om at sexismen nok skulle løbe tykt i begge slægte, som udsprang af samme mand, trods alt.
Som de fik startet lidt stille op, begyndte Iorvo dog at sætte tempoet lidt op, så de kunne komme hurtigere ud på de åbne marker, og skovområderne hvor de normalvis jagede. 

Heru var, i modsætning til mange andre kvinder tilhørerne sin slægt, ganske vant til at sidde på hesteryg. Om det var hest, kamel eller lignende, kom på mange punkter ud på et. Det kunne ikke sammenlignes med at flyve, men det var heller ikke noget hun gjorde ofte. Det tærede sådan på de mægtige dyr. Men det var med rolige bevægelser og en let hvisken med hesten at den kom i gang. Hun reklamerede ikke med sin evne, men hun havde da fået hestens navn og hilsen, imens Iorvo kom op og hestene satte i skridt.

”Ah, det må være derfor” det var selvfølgelig også hvad hun havde regnet med. Det helt store politiske spil og ikke mindst konflikter der lå mellem slægterne, det tænkte hun ikke på eksisterede. Men hvis hun tænkte efter ville det være tydeligt at der ikke var en Erneyll forbi Rubinien tit, og Kazimi slægten fandt sig aldrig særlig ofte så langt Nordpå. Besynderligt og så alligevel. Heru havde en del mere tøj på end dem omkring sig, og hun syntes ikke ligefrem sommeren i Turmelinien var særlig varm.

Deres grænser var også så langt som de næsten kunne være fra hinanden. Det var kun Pompadour slægten der lå længere væk fra Rubinien end Erneyll slægten gjorde. Det var tilgengæld en slægt Iorvo havde i sinde at holde sig på god fod med. Det var nu også ganske nemt, når hans egen hustru var fra familien. Derudover var Arys familien ellers deres eneste nabo, selvom de vidst også var naboer til de fleste.

Det tog ikke lang tid for dem at komme ud på nogle af de åbne marker og bakker, hvor der ikke blev drevet skovproduktion. Man kunne se i distancen nogle større skove, og større bjerge.
Han begyndte at sætte tempoet ned på hestene og kiggede mod Heru. ”Det her område og så ovre ved skoven,” sagde han, uden at tænke på konkteksten. De var jo ude og se hvilke områder der de jagede på, så Heru vidste hvad der var klogt at sælge fyrsten. Han forventede i hvert fald ikke at hun tog ham ved næsen, for ellers så ville der nok komme større problemer ud af det. 

Heru lod sit blik og det meste af sin opmærksomhed glide over landskabet. Hun fulgte vant hestens bevægelser, trods den var større og meget mere robust end hun var vant til. I Rubinen var de slanke og hurtige racer at foretrække til at spæne over viderne. Her, var terrænet på en anden måde udfordrende. Engang imellem, lukkede hendes hænder sig også hårdere om tøjlerne, når der kom ujævnheder hun ikke havde forudset. Et trænet øje kunne godt se, at hun var fremmed, ikke kun af udseende. Alligevel fastholdte Heru en tydelig værdighed imens.

Heru fulgte Iorvos anvisninger og lod blikket glide eftertænksomt over markerne og skovene. Så en fugl til hvad råvildt, harer og lignende der befandt sig i markernes mange gemmesteder, men også skovens større hjorte, måske endda vildsvin. En eftertænksom brummen lød fra den unge falkoner, som hun skridtede hesten lidt længere hen, så hun var på siden af Iorvo’s. ”Ligeledes inde i skovene? Og jager De rovdyr, som ræve og ulve?” nok var hendes kendskab til dyrerlivet i Norden begrænset, men hun var ikke helt uden viden bag det kønne ansigt.

Kazimi og Erneyll slægten ville nok aldrig kunne forene sig over forskellene i deres livsstil. På mange punker så afspejlede folket også hvor de kom fra, selvom Iorvo nogle gange overvejede om nogle af hans børnebørn ikke var oprigtige Erneyll børn. de var et robust folk, og det nyttede ikke at skærme børnene så unødvendigt som de var blevet de sidste mange år.

Iorvos blik var dog også rettet mod de store marker og dale de besad i denne del af landet, inden hun hørte en hvis brummen fra sin side, og han rettede lidt på sin store krop så han kunne Heru ved sin side. ”Ja til tider,” indrømmede han, selvom det nok mere var for pelsen, men nogle gange skulle nogle af bestandene også kvæles lidt. Der var ofte nogen med mere forstand på dyrelivet, som forslog hvad de kunne jage heromkring når tiden var inde. 

Heru var måske ikke den bedste til at bedømme hvorvidt slægter ville passe sammen, i hvert fald hvad angik meninger og livsstil. For Heru var dette et fantastisk sted at befinde sig, men tanken om eventuelt at forene Kazimi og Erneyll strejfede hende umildbart ikke. Mest fordi, hun var af en afgren, og hun havde ikke tænkt sig at blive forenet med nogen som helst i nærmeste fremtid.

Heru nikkede eftertænksomt. Det var ikke muligt at få en fugl der tog ulve. Jo, måske for den rigtige pris, men lige nu var det ikke fugle som Heru havde. De fugle der var store nok til dyr af den størrelse, blev trænet i at transportere sin herre. Det var faktisk en anelse problematisk ikke at kunne tilbyde noget der. "Hmm, der tror jeg ikke en fugl vil hjælpe." indrømmede hun, omend hun ikke var meget for det. Men ærlighed var vigtigt når man drev forretning - selvom ikke alle i hendes fjerntlæggende familie var helt enig.

Iorvo strøg sit skæg, i en eftertænksom mine. Han vidste overraskende lidt om fugle, fordi det aldrig havde været vigtig for en som ham at vide. I virkeligheden ville en af hans tjenere nok også være bedre til dette køb af fugle, men nu havde han jo sat sig for at gøre det. Om det betød at han så skulle strække den gamle hjerne lidt længere end hvad godt måske var.

"Hvad har du af fugle, som de kan hjælpe med?" spurgte han og nikkede ud mod de også åbne marker der lå mellem skovområderne. På mange måder var Erneyll området en blanding af det vilde med det mere fastlagte. De havde meget faste regler omkring hvornår hvad måtte fælles, for at de aldrig løb tør for træ. Det var der er en Erneyll der havde set stort på, hvilket havde gjort at familien havde lidt en anelse overlast i et par generationer, som de ingen handelsvarer pludselig havde. Det var heldigvis langt før Iorvos tid, men det mindede ham i hvert fald om ikke at sløse med arbejdet. Minerne kunne trods alt kun lave en vis mængde hvert år, og det var jo heller ikke et evighedsprodukt. 

Heru rettede sig til på hestens ryg og lod sit blik glide eftertænksomt og undersøgende over omgivelserne. En let brise fik hætten af det karakteristiske røde og cremefarvede stof til at blafre let, som hun især betragtede de åbne marker. "De åbne marker gemmer på hare, fasaner, agerhøns og en masse andet dyreliv som De selvfølgelig allerede er bekendt med. I de tilfælde, vil større falke og høge være at foretrække. Jeg vil anbefale en høg i dette tilfælde, idet den kan tage større fugle som gæs og hare uden nogen problemer." forklarede hun først, inden hun lod blikket glide tilbage til de store skovområder.

Dette fik hende til at tilføje. "Hjort og råvildt er for stort til en hø. Der skal vi op i en ørn. Ørne med et vingefang på mindst to meter, kan nedlægge de store dyr. De vil også tage harer og fugle, men I vil næppe nå frem til byttet før ørnen har ædt i hvert fald det halve. Så den vil kun være effektiv til de store dyr." forklarede hun grundigt videre ud fra sin erfaring og hvad landskabet fortalte hende der kunne være brug for. "Den vil aldrig angribe et vildsvin. De er for stærke og farlige. Den kamp ville den ikke anse som have gode chancer for den." ingen fugle ville angribe et vildsvin. De var simpelthen for store og arrige.

Han lyttede interesseret til hvad Heru havde at sige om de forskellige dyr, mens han mentalt overvejede hvor det mest interessante for dem kunne ligge. Det var jo trods alt altid de større dyr der tog lidt mere at overfalde, og Iorvo var havde alligevel lidt af fyrstegenet i sig. Jo større jo bedre var det jo næsen. Vilsvinene kunne de trods alt selv ordne, men hjortene ville ikke være skidt at have lidt hjælp til.

Han strøg sit skæg, og et lidt muntert glimt i hans øjne var at finde. "En ørn lyder oplagt." Resten kunne de vil bruge som skydetræning. Det var sjovere når det var småt, og det var jo ikke som om at han jagede nødvendigvis fordi det var forlangt af ham. Det var mere som en lille hygge ting, ligesom han vidste Isenwald slægten lavede store jagte nede sydpå, når de rigtig skulle føre sig frem.
Hans øjne blev dog på Heru for at se hvad hun ellers havde at tilføje. Der var vidst  noget med at der var flere forskellige ørne, men hvis hun bare kaldte noget en ørn, så ville han heller ikke stille spørgsmålstegn til det. Hun vidste vel hvilken kvaliteten de adelige familier ønskede.

Heru lod fyrsten tænke, før han kon med et svar. At vælge hvad man ønskede at jage efter var en vigtig process for at Heru kunne give den bedste vejledning, og naturligvis fugl. Imens hun ventede, var hendes indre registre også i gang med at udvælge arter der ville passe godt ind i området.
Hans svar kom heller ikke bag på hende. Ørne var eftertragtede, specielt i fyrstefamilierne, som ligeledes var dem som havde bedst råd. Men her skulle der også kombineres brug af dyret, såvel som udseende. Det var i hvert fald hendes erfaring især i Rubinien når rigmænd valgte deres dyr. "Udemærket. Jeg har tre forskellige i tankerne der ville passe ind i Deres landområder. Deriblandt tænker jeg Stellers ørn, den Rubinske sortørn og Kongeørnen. Den første vil foretrække at bo i områder hvor der er mulighed for at komme til vand, men så længe han er godt fodret, er kravet ikke stort" forklarede hun naturligt videre.

"Jeg har eksemplare af alle tre med mig, ellers havde jeg selvfølgelig fået sendt bud efter at fragte de rigtige herop." Hvis hun kun tænkte ud fra det hun havde med sig, så ville hun skuffe alt for mange, da de ikke ville få præcis det de havde brug for, i alle tilfælde. Sådan arbejdede hun ikke. Hun var professionel!

Navnene på ørnene sagde ham absolut intet. Hun kunne have fundet på navnene, og han ville ikke være klogere omkring det. Han kunne kun tro på alt hvad hun sagde som fugleeksperten hun selvfølgelig var. En ørn var vel en ørn, men hvis de var så forskellige, så måtte han jo se dem, og så bedømme derfra. Især hvis han også så dem arbejde, selvom det nok ville være lidt sværere så, da det trods alt krævede at de fandt noget vildt, og de frosøgte trods alt ofte at gemme sig.

Endnu et bekræftende brum kom fra Iorvo med et lille nik også. "Så lad mig se dem," lød det, og endelig vendte han hesten, for de skulle vel tilbage for faktisk at hente fuglene så, nu når Heru havde set landområderne. Hun ville nok uanset hvad ikke rigtig få lov til at gå, før Iorvo også havde afprøvet den valgte fugl i en eller anden form for jagt, for at være sikker på at han gav penge til noget han også ville kunne bruge fremadrettet. Han regnede ikke med at hun snød, men det var trods alt det mindste man lige kunne forlange, især når man vidste hvordan visse af Rubiniens folk kunne være. Iorvo var i hvert fald aldrig blevet helt glad for Sephyran.

Heru vendte hesten kort efter Fyrst Iorvo, og lod den stedkendte hest følge af de vante veje hjem til stald og foder. Den virkede i hvert fald ganske klar over hvad de skulle og Heru behøvede ikke koncentrere sig om ret meget mere end at følge bagefter, holde fast og ja ridde stille og roligt uden at falde af hesten. Barnemad.
For hende, var der intet atypisk eller unormalt ved handlen de var i gang med. Hverken at han ville se dem, og formentlig også afprøve fuglene. Det var faktisk vigtigt for Heru at se den nye ejer i aktion med fuglene, så hun kunne se hvordan de klarede sig. Fuglen ville naturligvis være Iorvos egendom, men det var ikke en lydig hund. Det krævede den rette indstilling og det kunne man naturligvis godt lærer - hvilket var nemmere når hun var her.

Ved tilbagekomsten, steg Heru let af den bredde hest, klappede den på halsen, inden hun bevægede sig hen mod sine vogne. Et par højtonede men rolige fuglelyde forlod hendes mund som hun gik nærmere, tydeligt for enhver at hun snakkede med sine dyr.
Hun sørgede for at vente til Iorvo var med, hvis han havde andet han lige skulle nå inden, før hun åbnede en låge. Derinde bag sad en stor fugl med en prægtig brun fjerdragt. Den bar en hætte over hovedet, for at den ikke skulle blive overstimuleret af sine omgivelser og dermed stresse når den blot skulle rejse fra et sted til et andet. "Kom" Herus stemme var blidt som hun holdte armen frem. En bar arm der sagten kunne håndtere de lange skarpe kløer der lukkede sig om det bare kød, som kongeørnen fulgte med ud. "Dette er Opalia. Hun er en kongeørn, men er nu navngivet efter en tidligere dronning. Hun er en ungfugl der vil blive større med alderen. Nu er hendes vingefang på lige under to meter, og en vægt på omkring 4 kg." Tre tjenestefolk var kommet frem, alle med kaftige læderhasker over deres venstre arm, og en af dem havde bragt en med til Iorvo. Tjenestemanden bukkede og rakte handsken frem så han kunne tage den på. "De har snore på deres ben man kan holde i, det er mest for at stabilisere, da de er vant til at sidde på grene der ikke bevæger sig, i modsætning til vores arme der kan flytte rundt." Heru havde gjort dette mange gange, og ønskede hver gang at gøre det godt, så kunden forstod præcis hvad han eller hun havde mellem hænderne og fik den bedste erfaring. Som hun gik tættere på Iorvo, sørgede hun for at få trukket hætten af fuglen, hvilket afslørede et par stærke ravbrune øjne der hurtigt orienterede sig.
"Vil De holde hende?" Heru holdte hende på en rolig arm, men var klar til at række hende frem så hun kunne skifte over, efter fyrstens ønske.

Turen tilbage til Erneyll borgen var ikke alt for langt væk, og en tur Iorvo kendte som han tog turen mere end hvad godt var nogle gange. Det var svært at få den gamle fyrste til bare at blive på sin borg og udføre alt 'papirarbejdet' som han kaldte det. Han ville ud til minerne og træproduktionen for at observere det derude.

Han fik møvet sig af hesten som de ankom hjem, og han landede tungt på jorden under dem. Selv uden hest var han af en imponerende størrelse.
Han tog imod handsken og fik den på, nu når alle andre end Heru også gjorde det. Han vidste godt at kløerne var kraftfulde, men han havde nok ikke en konkret idé når han aldrig havde haft et stort rovdyr på armen før.
Han brummede lidt og gik nærmere og rakte armen ud, så ørnen kunne kravle over på hans arm, og det var nu alligevel noget af en fugl. Han fulgte Heru's instruktioner nøje, som ørnen kravlede over på hans arm, så han ikke gjorde noget forkert. Det var først nu han virkelig kunne mærke hvorfor det kunne være nødvendig med armskinnen.
"Kan de stadig tage råvildt?" spurgte han, tydelig henvendt mod at ørnen ikke var fuld voksen. Det nyttede jo ikke noget hvis de skulle vente på at de var fuld voksne endnu, inden den kunne bruges.

Ligesom Iorvo studerede hende og hvordan man skulle takle fuglen, studerede hun ham. Hvordan han uden tøven tog handsken på, og rakte hånden frem. På ingen måde nervøs over at skulle holde dyret. Det lette glimt i hans øjne, som han mærkede Opalias stærke klør kribe fat om hansken, fik hende til at smile. Hun var stolt af sine fugle, det var der ingen tvivl om.
"Ja, men ikke en stor kronhjort." erkendte hun ærligt, for en kronhjort var stor! Men den kunne tage lam, og almindelige rådyr. Det havde hun trods alt trænet dem til. Opalia klappede let med næbet, men holdte ellers sine stærke øjne fæsnet nærmest nysgerrigt på Iorvo "Hun vil foretrække at råvildtet ikke har gevir. De er livsfarlige for hende. Det vil alle mine fugle nok foretrække." meddelte hun ærligt, for fuglen var ikke et dumt dyr. Ingen dyr var som sådan dumme, de lyttede til deres instinkter. Instinkterne udregnede hvad risikoen var i forhold til fortjenesten, og et stort gevir talte ikke i den gode retning.

Heru blev stående, klar til at besvare flere spørgsmål, men ganske afslappet omkring at han stod med Opalia på armen. Han var både stærk og rolig, nogen af de vigtigste træk for at holde en fugl og ikke mindst kontrollere dem. Imens gik hendes medhjælpere rundt bag hende og åbnede op til det næste bur og lod sortørnen komme ud og strække vinger. Kulsorte fjer, tydeligt gult næb og kridhvide fjertegninger ned af ryg og vinger. Meget stolt og rank som den lod blikket glide rundt. Noget i Heru fortalte hende at temperamentet ikke ville passe godt ind her.