“Okay - okay” grinede hun og rystede på hoved “som du så gerne vil have det min kære, sådan skal du også få det! Men så kan du få æren af at sørger for min fødselsdag, det kan vel kun være rimeligt.” Hun klappede lidt i hænderne, for at vise at nu var hun færdig med at spise sin morgenmad. Der blev taget af bordet, og først da alt var ryddet væk rejste hun sig op og gik hen til sin kære mand. Hun lagde en hånd på hans skulder og kyssede ham blidt på kinden.

“Og nu håber jeg, at du kommer lidt ud og for noget motion. Jeg er i biblioteket hvis du vil mig noget min kære mand.” Med disse ord, forlod hun spisesalen for at komme videre med dagens arbejde. Ikke at der var så meget efterhånden, forhåbningen var jo, at de lige så stille kunne uddelegere arbejdet der kom med at være fyrste og fyrstinde, til deres sønner - så de også kunne lære hvad det krævede.

Iorvo mumlede lidt for sig selv, utydelige ord, men han var nok mere besværet af Dionisias fødselsdag fordi han lod sig om. De havde trods alt holdt hundrede af andre arrangementer, og hvad han ikke selv kunne finde ud, der havde han heldigvis tjenestefolk til at hjælpe ham. ”Som du ønsker,” sagde han også derfor endelig. Han havde stadig en smule mad tilbage på tallerken, som jeg næsten slugte, da Dionisia gjorde antræk til at hun var færdig.

Hun var altid elegant, mere elegant end han ville og han lænede sig lidt op, da Dionisia gav ham et blidt kys. ”Jeg henter dig når vi tager afsted,” sagde han, blød i stemmen og ved øjnene, men lod ellers Dionisia gå. Han var ikke ligeså god til faktisk at uddelegere arbejdet, og de havde jo aftalt at de skulle ridde ud til nogle af skovene for at inspicere dem.

Han sørgerede for at han havde drukket og spist helt op, inden han stod op, og begyndte på dagens første par gøremål, inden han ville hente sin hustru.