Pax lod sit ene tilbageblivende øje glide henover Hunters ansigt i det, at knægtens kindben blev røde. Et lille – men dog varmt – smil satte sig dernæst fast i hans ene mundvige, og af respekt for Hunters ubehag, trak han sit blik til sig.
”Nuvel. Hvis det var tilfældet, ville det i hvert fald ikke længere være behøvet”, svarede Pax, men i grunden mere som en nøgtern konstatering end så megen andet. ”Vi tager os af hinanden. Ingen behøver at få skrammer på knæene, for at komme ud på den anden side af tremmerne. Men når vi nu er ved det –”, tilføjede den ældre mand dog dernæst hastigt, hvorefter han omsider hævede tekoppen til læberne og tog en tiltrængt slurk.

”Jeg tillader ikke, at mændene besøger kvinder i løbet af nattetimerne”, begyndte Pax at fortælle, hvorefter han lod sit ene stålgrå øje finde vej tilbage til Hunters to. Dette var unægtelig noget, den yngre mand måtte forstå, var vigtigt – ja, faktisk fuldkomment essentielt, skulle han forblive en del af Ulvens Flok. Det var også derfor, at Pax’s blik var hårdere end tidligere. ”Eller omvendt for den sags skyld. Hvis du vil indgå i en forening med en – og jeg er sådan set ligeglad med, om du ligger med piger eller drenge – så skal jeg vide det forinden. Vi har ganske enkelt ikke råd til interne konflikter, og skulle du udse dig en kvinde, og hun dig, så vil der med al sandsynlighed komme børn. Børn er dyre og børn tager tid – det er kapital, vi ikke kan kaste frit med omkring. Desuden – voldtægter er ikke bare ilde set, men bandlyst og det vil have fatale konsekvenser. Skulle du gå rundt med de lyster, så skærer jeg pikken af dig, når jeg finder ud af det – og jeg vil finde ud af det.”

Forinden Pax’s mange ord var smilet – det varme og næsten morede – krøbet i skjul for endnu engang, og det var derfor med en – måske for nogle – hård alvor, at Pax havde betragtet Hunter. I det knægten dog smed en ganske afslappet udfordring i hans retning, vendte det tilbage – og endda tæt efterfulgt af et fornøjet fnys.
”Jeg er ikke i tvivl. Din evne – eller skal jeg sige evner? – er heftig. Jeg tager dog gerne udfordringen op.” 

Hvis Hunter havde troet, at han skulle pisse om kamp med Pax på nogen måde, så tog han fejl. Manden trak sit blik til sig, da han så hvor ukomfortabel Hunter var, og Hunter kunne roligt lade sin hånd falde fra sit ansigt, indtil farven i det forsvandt af sig selv. Selvom den da kort var blusset op, da Hunter ikke kunne lade være med at få billeder i hovedet ved Pax's meget beskrivende ordvalg. 

Hvis ikke Hunter altid havde været så fåmælt som han var, ville man måske have lagt mærke til, hvor mundlam han blev over det næste Pax fortalte. Han havde slet ikke tænkt over pigerne i Pax's bande og heller ikke tænkt over, at han ikke måtte tænke over dem. Eller drengene, for den sags skyld. Men en regel var en regel og Pax ejede trods alt ikke hele byen, selvom det nogen gange kunne virke sådan - Hunter kunne finde en sengekammerat derude et sted, hvis det var. 

"Det bliver ikke et problem," svarede han med en grimasse til smøren om voldtægt - mest fordi han virkelig ikke ville have prikken skåret af og troede på Pax's trussel. Han havde aldrig gjort sig i den slags før, men havde heller ikke med vilje undgået det. Det var bare ikke faldet ham ind. 

En varm, helhjertet og højlydt latter undslap Hunter da Pax tog imod hans udfordring. Hans albuer hvilede mod bordet og hans fingre var begravet i hans korte hår, da det endelig lykkedes ham at stoppe sin latter. Hans hænder faldt ned at hvile mod bordet igen og han så op på Pax med et smil. "Jeg frygtede seriøst du ville hive mig ind over bordet og smadre mig med det samme," sagde han, stadig smilende. Den frygt havde dog tydeligvis ikke stoppet ham. Han ville gerne vide, hvad det var for en slags bandeleder han havde med at gøre. Én tålmodig én af slagsen, åbenbart.
"Der er kun den ene evne, så dine chancer er vist alligevel okay," fortalte han og måtte tøjle sig selv for ikke at begynde at blære sig og vise sin evne frem. 

Pax smilede, i det Hunter bekendtgjorde, at han ikke havde i sinde, at besøge andres kamre foruden deres samtykke – og ikke mindst også hans egen. Dernæst slog den unge knægt en latter op, og smilet over Pax’s hjerteformede læber blev derved en smule bredere. Der var alligevel krudt i denne Hunter og energien, der emmede omkring ham, var smittende. Pax følte sig unægtelig optimistisk.

Den gråhårede mand trak lidt på den ene skulder med noget drillesygt gnistrende i hans ene, tilbageværende øje. ”Min højre skulder er lige blevet fikset”, svarede han derefter, som var det alt forklaring bag, hvorfor han ikke havde svaret anderledes på Hunters udfordring.
Det var nu ikke tilfældet. Pax forstod, at Hunter også testede ham, hvilket var en kærkommen taktik, at ligge sit blik på. Uanset om det var bevidst eller ej, talte det for en særlig forståelse af en situation, der havde potentiale for sprængfarlighed – et godt instinkt, vel og mærke. Det var ikke evner, der kunne købes for krystaller og Pax genkendte sig selv i Hunters mindre figur.

Da Hunter dernæst kommenterede på Pax’s – tilsyneladende gode – chancer, fnøs han moret for endnu engang. Omsider lænede Pax sig dog frem og henover bordet, så også hans underarme kunne støtte mod den nedslidte bordplade.
”Det vil jeg se frem til så”, lød det og i en tone der afslørede, at Ulven absolut ikke følte hverken frygt eller nervøsitet over drengens modsvar. Stadig spillede der dog noget funklende midt i det ene grå øje – Pax var tydeligvis underholdt men dertil også ganske tilfreds. Bag den hvide pande var alskens planer nemlig allerede begyndt at brygge sydende.

”Vi skal snakke mere om din evne senere. Mon ikke, vi kan finpudse den en anelse, inden du ryger i arenaen”, konstaterede Pax derefter, og foruden at tavsheden havde nået at finde vej ind imellem dem. Stadig havde han dog ikke rykket sig tilbage, således at hans ryg kunne hvile mod stoleryggen, og selvom alt det spøgefulde, stadig var malet med en fed pensel henover hans ansigt, havde alvoren ligeledes fundet vej tilbage.

”Fortæl mig om Asad. Hvad plejede I at rende rundt og foretage jer?” 

Ubevidst skævede Hunter til Pax's højre skulder og gemte den information han lige havde fået. Godt nok var den sikkert blevet fikset på magisk vis, men en gammel skade kunne altid blive til en ny skade. Hvis Pax var seriøs omkring at gå med ham i arenaen, havde Hunter brug for al den hjælp og information han kunne få. 
Pax var tydeligvis ikke bange for at tabe, og det kunne man heller ikke umiddelbart se på Hunter at han var, men det var kun fordi han længe havde skulle leve med at gemme sine følelser væk. Det var hans fremtid, der var på spil.

Hunter kunne dog ikke skjule sin nysgerrighed, da hans evne blev pakket væk til senere - han havde ikke øvet sig på noget med sin evne i flere år, men nærmere bare brugt det han vidste virkede. Han var spændt på at se, hvad Pax havde i sinde med dét.

Til gengæld forlod energien ham, da Asads navn blev nævnt. Hunter sank en klump og lænede sig tilbage i stolen, væk fra Pax, ligesom hans blik også gled væk. Han var ikke sikker på at Pax ville kunne, hvad han skulle til at sige, men der var ikke nogen vej udenom. Ikke hvis han ville være sikker på sin plads i Ulvens Flok. 
"Vi havde et par gader nede i vestdelen af Nedre Dianthos, hvor vi fik krystaller af de lokale forretninger for at holde vold og tyve ude af dem. Hvis ikke de betalte, så kom vi selvfølgelig selv med volden," forklarede han tøvende, og han var ikke engang nået til den slemme del endnu. "Her til sidst... Asad var kærester med én af os, en fyr der hed Atlas. Han forsvandt for et par måneder siden. Asad var ikke sig selv efter dét."

Pax havde muligvis allerede hørt nogle rygter, og Hunter skævede til ham, for at tjekke, om det så ud som om han havde hørt det hele i forvejen, men fortsatte alligevel; "Så den her anden bande, du ved... børnebanden? De kaldte sig selv Rottebanden, men det var bare en flok børn. Selv lederen var kun på min alder. Forældreløse, hele flokken."
Des mere han fortalte, des værre fik han det. Han havde været med til noget forfærdeligt, Asad havde virkelig overtalt ham til at gøre det værste, han nogensinde havde gjort. "Og de... Asad så dem som sin ærkefjende, eller noget. Og en nat satte han ild til deres hus." Hunter så væk igen, hele hans krop anspændt. Han var overbevist om, at han hvert øjeblik nu ville være nødt til at rejse sig op og stikke af så hurtigt hans ben kunne bære ham. Pax havde trods alt også børn i sin bande. "Jeg var der også. Hele Asads bande var der. Hjalp ham." 

Hunters stemme knækkede og en klump satte sig fast i hans hals. I stedet for at løfte en hånd til sit ansigt, hvor tårer strømmede ned ad hans kinder, bukkede han sin overkrop ned mod sine lår, for bedre at kunne skjule sit ansigt, imens han forsøgte at tørre dem væk i sit ærme. Tilbageholdte hulk fik hans krop til at ryste, men han nægtede at græde rigtigt, nægtede at lade Pax se, hvor berørt han var blevet af at høre om de tre børn, der var døde den dag. De fleste var heldigvis nået levende ud. Den nat de havde sat ild til huset, havde Hunter slet ikke tænkt over konsekvenser, men havde blot fulgt ordre. Nu kunne han genkalde sig den panik, der var løbet igennem hele gaden den aften, som stod han stadig dér i mørket og så huset brænde. 
Det var ikke det spørgsmål Pax havde stillet, men Hunter vidste, at Pax en dag ville finde ud af, at han havde hjulpet til med den brand, og han kunne lige så godt høre hele historien nu. Også selvom det betød, at han sad klar til at stikke af, hvis Pax ville slå ham ihjel for at have hjulpet til med noget så forfærdeligt.

Fra Pax’s skyggehjørne i Dianthos havde han bestemt, at der fandtes to typer af ledere: der var dem, der regerede ved at indgyde frygt i sine undersåtter eller talte til et mørke i dem, hvis lokkende stemme var uimodståelig, og som lovede mangt og meget om uendelige strømme af magt og penge. På den anden side stod anføreren, hvis folk respekterede ham. Dette talte ikke nødvendigvis til idéen om, at de brød sig synderligt om hans personlighed, og han fik lov til at sidde på tronen, så længe dem under ham bestemte, at sådan skulle det forblive. Respekten blev ikke givet væk som en gave, men skulle snarere betragtes som løn; en, man fik, var man værdig.

Asad var – i hvert fald i Pax’s optik – type nummer et. Den unge knægt overfor ham, kæmpende for ikke at bryde sammen under sorgens kolossale vægt, var hans vidne.

Pax satte tekoppen til sine læber og tog en tiltrængt tår, forinden at han rejste sig og bevægede sig rundt omkring bordet. Der var ingen fordømmelse eller had at spore i hans stålgrå øje; ét, der lagde sig på Hunters våde ansigt og søgte hans blik, i det at Pax satte sig på hug overfor ham. I det ulæselige blik var der dog heller ikke forståelse, selvom at den ældre mand i sit inderste forstod. Også han havde set til, mens hans tidligere leder havde gjort forfærdeligheder, der stadig, den dag i dag, fik hans indre til at vride sig krampagtigt i det skjulte.

Ru fingerspidser lagde sig om Hunters hage og afkrævede, at knægten også tog ham i nærmere øjesyn. ”Ulvens Flok gør sig ikke i sådanne ting, men at dømme ud fra dit ansigt, bryder du dig heller ikke om det. Hvad jeg kan tilbyde dig er en ganske anden tilværelse – et andet sammenhold”, svarede Pax omsider, hvorefter han lod sine fingre slippe taget om Hunters bløde hage. Pax forblev dog stadig siddende foran ham.
”Når vi går ud herfra, så tager du et valg, Hunter. Hvis Asad eller Atlas kommer kravlende tilbage, vil jeg have, du vender dem ryggen. Du kan ikke rende med os begge. Hvis du gør, er du ude.” Pax tav, alt imens han lod sine ord sætte sig fast i drengens bevidsthed. I det kortlevende moment betragtede han Hunter med et ulæseligt blik; ét, der dog ikke var hårdt eller utilnærmeligt.

Omsider fortsatte han: ”Jeg kaster ikke dom over dig. Jeg tror ikke på Guderne, så jeg tror ikke på, at de gør det, hvor end de nu befinder sig. Vi behøver aldrig at tale om det igen.”   

Asad havde ganske rigtigt været en frygtindgydende leder. En frygtindgydende kæreste, sikkert også. Hans evne, der tog synet fra dets offer, var nok til at skræmme de fleste til at makke ret. Hunter selv havde prøvet den nok gange til at vide, at den aftog med tid. Det gjorde det dog ikke mindre skræmmende at blive efterladt på åben gade uden hjælp, uden venner og uden syn. Man gik ikke imod hans ordre mange gange efter dét.

Hunter vidste allerede nu at det ikke var den slags leder Pax var, men det stoppede ham ikke fra at krympe sig mere sammen, skrækslagen, da bandelederen bevægede sig om på hans side af bordet.
Han sank en klump og tog mod til sig, til at møde hans blik, da Pax guidede hans ansigt mod sit eget. Hans kinder var våde, og hans syn sløret af de tårer, der havde sat sig i hans mørke øjenvipper, men han lyttede tavst og opmærksomt til hvert eneste af Pax's ord.

I flere sekunder kunne han ikke få sin krop til at reagere på dem. Da det endelig lykkedes, var det kun et forsigtigt nik der kom fra ham.
"Asad vil prøve at slå mig ihjel, hvis han føler jeg har forrådt ham," fortalte han hæst og gemte igen sit ansigt, denne gang i indersiden af sin albue, og kun et øjeblik, for at tørre det værste væk fra sit ansigt. "Men jeg kan tage ham. I en fair kamp." Han havde ikke brug for Pax's hjælp, hvis det kom til det, var hvad han prøvede at sige. Men Asad kæmpede sjældent fair, og han havde været deres leder, fordi han havde været den klogeste af dem. Måske det klogeste også var, at stikke af fra Dianthos. 

"Det er jer, jeg vil rende med nu." Han snøftede, men rettede sig op i stolen, han sad sidelæns på, og tog en skælvende indånding, inden han også løftede hagen. 

Pax’s svar faldt prompte: ”Men Asad kæmper ikke retfærdigt. Han gik efter Rottebanden, fordi de var mindre end jer, men ikke ville indordne sig. Den slags mænd er alle ens, Hunter. De er nemme at regne ud, fordi der i virkeligheden ikke foregår særlig meget bag deres pande. Du skal ikke efterligne ham i et forsøg på, at komme igennem en kamp med samtlige af dine lemmer intakt. Du skal kæmpe beskidt, og du har en fordel. Din evne.” Den ældre mand med kun et enkelt øje hævede begge sine brede øjenbryn af den yngre knægt i en sigende grimasse, som denne tørrede sit våde ansigt.

Da Hunter dernæst rankede ryggen, rejste Pax sig. ”Drik din te”, lød det dernæst i en tone, der ikke indbød til diskussion, før den gråhårede unge mand også tømte sin egen kop. ”Hvis Asad kommer efter dig, så står du ikke alene. Om du vil det eller ej. Men hvis det sker, så er du parat. Det skal jeg nok sørge for – lad os komme afsted. Følg med mig.”

Pax førte Hunter ned langs gadebilledet – igennem alskens snoede passager og brostenbelagte gyder – til de omsider nåede indgangen til undergrunden. Den korte rejse havde foregået i tavshed. Pax var trods alt en mand af få ord under normale omstændigheder, men dertil var hans tanker også optaget andetsteds end på føddernes rytmiske, målrettede gang.
Jo længere de nåede ned i undergrunden, des sværere blev nedstigningen også. Pax forklarede Hunter, at dette var med vilje. ”Jo mere du kommer til at rende den her vej, des nemmere bliver det for dig. Vi ligger dog forsvarligt placeret, hvormed vi sjældent får besøg af dem, der ikke er med os. Stien her er en af de metoder, der sikre os i det lange løb.”

Ikke mange øjeblikke efter kunne Pax fører Hunter igennem en kæmpemæssig udhuling, hvori alt og ingenting skete på en og samme tid: der var et mylder af mennesker – der var ganske enkelt ingen anden måde at italesætte det på. Alle var de i gang med et eller andet, hvad end det var børnepasning, pakning af små læderposer eller kamptræning. Pax fortsatte forbi det, som havde han slet ikke bidt mærke i det –

Det samme kunne dog ikke siges om resten af Flokken. Alle skævede de nemlig til deres leder og den fremmede bag ham.

Hunter sad helt stille, imens han lyttede til Pax. Han vidste ikke om han troede på ham, men hvis Pax påstod at han kunne vinde over Asad i kamp, så ville han gerne tro på ham. 

Teen, der havde stået urørt indtil nu, løftede Hunter straks til læberne, da han fik besked på det. Den var kølet nok af til, at han kunne drikke det hele i én slurk. Der var aldrig nogen, der havde lavet te til ham før, men han havde ikke lyst til at indvige Pax i, hvilken mangelfuld opvækst han havde haft. De var trods alt omgivet af forældreløse børn i Nedre Dianthos, så der skulle noget til, før man kunne tillade sig at brokke sig.

Hunter mumlede et halvhjertet "ja, okay," da Pax lovede ham, at han ville være forberedt, hvis Asad nogensinde kom efter ham. Han skulle tids nok finde ud af om det var sandt eller ej.

Han fulgte bandeleder i tavshed, noget det virkede som om de var enige om. Desuden koncentrerede Hunter sig om vejen om den besværlige nedstigning. I det mindste gik Pax foran ham, så han ville lande forholdsvist blødt, hvis han snublede. Dén tanke fik Hunter til at smile for sig selv. 
Smilet forsvandt dog, da de kom til et sted, Hunter i sin vildeste fantasi aldrig havde kunne forestille sig. Selv som en del af den kriminelle underverden, havde han ikke forestillet sig at sådan et sted fandtes. 

Modsat Pax, så Hunter sig nysgerrigt omkring; han mødte flere af blikkene fra unge og gamle, mænd og kvinder, og så dem lige så skeptisk an, som de gjorde ham. I virkeligheden var der nok ikke så mange af dem, der var skeptiske, men sådan føltes der for Hunter, der ikke havde været en del af sådan et fællesskab før. En slags broderskab med Asads bande, men de havde trods alt kun været 5, da der var flest af dem. 

"Er det... øh... arenaen? Vi er på vej til nu?" spurgte Hunter og skævede til Pax, kun for at opdage, at hans nysgerrige stirren omkring sig, havde ført til at han var faldet flere skridt bagud. Han tog et par hurtige, lange skridt for at nå op på siden af Pax.

Pax skævede til den unge knægt, hvorefter han nikkede. Hans ene øje slog morede gnister; tydeligvis var den gråhårede unge mand underholdt over Hunters åbenlyse overraskelse og vantro over, hvad hans øjne så. ”På den her tid af dagen er den ikke optaget. Hvis du vil slås, så kan vi ligeså godt starte med det samme. Desuden bliver du nødt til at lære, at der ikke findes retfærdige kampe, ellers overlever du ikke længe nok til, at Asad kan komme efter dig for hævn.”

Begge mænds skridt gav genlyd i den store udhuling, hvorind de trådte, men døde hen i et ekko, i det at de gjorde holdt i dens midte. Pax proklamerede, at hvor de nu befandt sig, var den så berygtede kamparena, der tiltrak ivrige sjæle fra nær og fjern:
”Det er ikke kun fra hovedstaden. Jeg har Tori i kassen i morgen, og han har to modstandere der kommer fra nord. Kan du se markeringerne?” Pax pegede på fire kampesten, der lå placeret med fem meters mellemrum i et kvadrat. ”Reglerne er simple nok: hvis du træder udenfor, taber du. Bliver du liggende i ti sekunder, taber du. Samtlige evner og våben, du kan komme i tanke om, må benyttes. Ingen bliver bedt om at afsløre, hvad de går og gemmer på – hvad end om det er magiske amuletter, skjulte knive eller uovervindelige evner. Det er der, jeg kommer ind i billedet”, fortalte Pax hastigt, som havde han været igennem remsen utallige gange – hvilket heller ikke var langt fra sandheden.

Han drejede rundt og lod sit ene øje fæstne sig på Hunter, tydeligvis vurderende og afventende. ”Jeg står for, at skaffe så megen information til dig, som jeg kan få fingrene i. Deres kompetencer, svagheder – hvad end jeg opstøver, giver jeg videre til dig. Forstår du vigtigheden af det? At jeg render rundt og snakker folk et øre af, er ens betydende med, at andre hælere gør det samme.”

Hunter var efterhånden tryg nok med Pax, til at svare med et højlydt fnys, da Pax påstod, at han skulle til at lære at kæmpe beskidt. Han havde kæmpet beskidt hele sit liv; han havde holdt om Atlas' ene arm, og Jaxon om Atlas' anden arm, bare så Asad ikke behøvede kæmpe for at kunne tage synet fra ham, garanteret som straf for et eller andet, men Hunter havde aldrig været typen der stillede den slags spørgsmål. Han gjorde, som han blev bedt om, og holdt ellers sin kæft.
Men de havde altid været flere, end hvem end de havde kæmpet imod. Eller ældre, eller større, end dem de havde kæmpet imod. 
Og alligevel sagde Hunter ikke noget; for hans måde at kæmpe beskidt på, havde været ved at vente i baghold, imens en anden af bandens medlemmer havde jagtet deres offer ind i armene på ham, eller noget lignende. Pointen var altid, at de var flere om det. Han var sjældent i kamp alene. Han vidste ikke hvordan man kæmpede beskidt, når ens modstander stod lige foran dig, og vidste at du kom efter ham. 

Han lyttede, fuldstændig opmærksom igen, imens Pax forklarede ham arenaens regler. Da det lød til at Pax var færdig med at snakke, stod Hunter selv i stilhed, selvom han vidste, at Pax forventede et svar. Han havde brug for et par sekunder til at bearbejde, hvad der var blevet sagt, og han brød sig ikke om at tale uovervejet. Hvad Pax sagde til ham var, at han risikerede at hans modstandere også kendte hans evner og kampteknikker. 

Endelig åbnede han munden: "Min evne er ikke så kendt i byen. Jeg bruger den kun, når jeg virkelig skal." Der var større tilfredshed i at give nogen tæsk med ens egne hænder, syntes han, men det virkede vulgært at sige foran én, der indtil nu ikke havde været andet end blid - når man ikke tog med i overvejelsen, at det var Pax, der havde sendt Kargos ned til ham. "Og den er kun synlig, når der er afstand imellem os," forklarede han, og lod sin hånd hvile et par centimeter fra Pax's arm. "Synlig," forklarede han, dog uden at aktivere sin evne - havde han gjort dét, ville der komme synlige lyn-lignende gnister imellem dem.
Derefter lagde han en hånd mod Pax's arm. "Usynlig," sagde han og lod den hvile der et øjeblik - de stod i en arena og Pax havde selv sagt, at han gerne ville tage kampen op mod Hunter og at han skulle kæmpe beskidt, men Hunter kunne ikke få sig selv til det. 

Pax lod Hunter fæstne sin hånd omkring den tynde men muskuløse arm, alt imens at denne fortalte. Nok hævdede den yngre knægt, at hans evne ikke var synderlig velkendt, men Pax nænnede ikke, at tage nogle chancer. Havde man set den en gang, måtte man, unægtelig, have svært ved at glemme den igen. Pax var vidne for godtagelsen af sin egen påstand.

I det at Hunter dernæst holdte inde, så den ældre mand, hvordan noget overvejende, begyndte at funkle midt i drengens mørkebrune blik. Konklusionen var nær ved at få Pax til at le: tilsyneladende havde Hunter taget Pax’s ord om beskidt taktik og kamp til sig, og stod nu og betænkte, hvorvidt det også gjaldt ham selv.
Pax kunne ikke klandre ham for tankespindet. Han havde trods alt accepteret udfordringen. Desuden ville det ikke være skidt med en smule motion, men dertil også, at tage Hunters teknik i nærmere øjesyn.

Pax besluttede sig i samme øjeblik, og instinktivt reagerede hans krop på befalingen. Efter adskillelige år i undergrunden var Pax formidabel i nærkamp; når ens liv afhang af en netop sådan evne, så behøvede man ikke særlig megen anden motivation, for at skærpe den og dygtiggøre sig. Man havde ganske enkelt ikke andet valg, ønskede man at se morgendagens lys igen.

I en hurtig bevægelse – der en på og samme tid var effektiv og roterende, som en helstegt pattegris over åben ild – greb Pax fat i Hunters arm. Ganske uden barmhjertighed trak han til, så Hunter ville komme tumlende ind i ham selv, rykkede han sig ikke ud af flækken. Pax tog dog et skridt til siden, netop som det uundgåelige skulle til at ske, hvorefter han, som en erfaren danser, snurrede rundt, og med sin frie hånd greb om Hunters anden arm.

Pax holdte inde, i samme øjeblik at han lagde sin støvlebeklædte fod mod Hunters ryg, nu stående med begge af drengens udstrakte arme bag ham. ”Et enkelt vrid, lidt ekstra pres her og så kan du sige farvel til begge dine skuldre”, brummede han ubesværet, hvorefter han lagde sit hoved overvejende på sned.

”Lad mig male et lille scenarie for dig: forestil dig en ung knægt, der pludselig støder på en mand, han har set fra tid til anden, men som der går fæle rygter om. De snakker lidt og pludselig tilbyder manden drengen et job. Han inviterer ham hjem til sig, og drengen går ganske frivilligt med, ja, faktisk hele vejen ned i undergrunden, hvor ingen kan høre ham skrige eller bede om nåde. Det behøver ikke i sig selv være problematisk jo. Det kunne være manden oprigtig godt kunne lide drengen, og var interesseret i, at få ham til at arbejde for sig, fordi han så noget potentiale, han ikke havde set længe. Men, hvad nu hvis drengen havde fortalt manden en hemmelighed, men manden godt kendte til sandheden i forvejen? Hvad nu hvis drengen havde gjort noget utilgiveligt, og manden havde mistet noget dyrebart som resultat af ugerningen?”

Omsider gav Pax slip på Hunter, så denne kunne rejse sig op igen. Dog trak Pax sig ikke længere væk, men drejede ham rundt, så han selv kunne tage ham i nærmere øjesyn.
”Det er ikke tilfældet. Men du kan vel høre, det ikke er synderligt gennemtænkt af drengen, ikke?”, spurgte han, men ikke fjendtligt eller irettesættende, trods ordenes natur kunne indbyde til netop det. ”Min pointe er, at du skal være mere… skeptisk. Især hvis du skal overleve i arenaen. Du skal gå ud fra, at flere end få kender til din evne. Du skal gå ud fra, at de vil slagte dig, fordi de ved, hvad du har været med til.” 

Hunter stod stadig fanget i sine egne overvejelser om, hvorvidt han kunne gå så langt som at bruge sin evne mod Pax, blot for at bevise, at han ikke var hævet over at bruge beskidte tricks, da han pludselig blev hevet ud af balance. Der var ikke tid til, at han kunne opdage, hvad der skete, før han blot tumlede fremad, og direkte ind imod Pax, der trådte til siden, inden Hunter kunne nå at genvinde balancen.

Før Hunter vidste af det, havde han begge arme vredet om, fanget i Pax's tag, hvor alle bevægelser han diskret forsøgte, kun førte mere smerte med sig. I stedet for at kæmpe imod, skævede han over sin skulder op til Pax og forventede faktisk, at manden ville slippe ham, når han kunne se, at han havde vundet. Hans trussel skræmte ham ikke, for han vidste, at han var mere værd for bandelederen med sine skuldre siddende fast på kroppen, end uden. 

Men Pax havde mere at sige, og des mere han sagde, des blegere blev Hunter. Han havde stolet på Pax, eller i hvert fald stolet på, at hvis han ville have ondt, så ville han have gjort det for længst. Men det var selvfølgelig den slags overilede ting, han var vant til fra Asad. En mand som Pax spillede det lange spil; sørgede for at kende sin modstanders evner og begrænsninger, sørgede for at lokke det ud af ham, om han havde en ekstra, skjult evne, og sørgede for at han virkelig var alene. 

Da Hunter endelig fik lov til at trække sine arme til sig, havde han troet, at han skulle dø. Han havde været sekunder fra at begynde at græde igen. Nu var han taknemmelig for, at Pax trods alt havde sluppet ham inden. I stedet for at rejse sig op med det samme, pressede han sin hovedbund mod arenaens gulv og takkede lydløst Isari, inden han rejste sig, usikker på benene. 

Han trak vejret dybt ind og lod Pax vende sig om, selvom hans øjne glintrede med raseri denne gang. Bægeret flød over, da Pax bragte rottebandens brændende hus op igen, og inden Hunter kunne stoppe sig selv, skubbede han Pax væk fra sig. Den eneste grund til han ikke gjorde mere var, at han vidste, at Pax kun fortalte sandheden. Han havde lyst til at råbe og skrige, kaste med noget, mest af alt til at slå på Pax.

"Jeg hader dig," var alt han fik snerret. Alle andre lyster holdt han nede og spurgte i stedet lavmælt; "Og dem der kommer her og vil slagte mig, fordi de ved, hvad jeg har været med til - må jeg slå dem ihjel? Her? I arenaen?" Hans evne var ikke den blide af slagsen, der fik folk til at falde i søvn, eller til at glemme hvem de var; den kunne sagtens slå dem omkuld eller paralysere dem, men en lille fejludregning i styrken, kunne resultere i et hjerte, der gik i stå. Desuden havde Hunter ikke lyst til hele tiden at gå og frygte, at nogen kom efter ham. Han ville langt hellere kæmpe mod dem, så fair som det nu kunne blive, i en arena. 

Pax kalkulerede skubbet, i samme øjeblik Hunter hævede sine hænder, og lod dernæst sine fødder tage nogle hastige skridt baglæns således, at han ikke satte røven på det hårde klippegulv. Raseriet var ikke til at tage fejl af, og Pax fik endnu en mistanke bekræftet: hvad end Hunter ønskede, at han skulle tænke om ham, så var Rottebandens skæbne hans ømme punkt. Skulle man prikke og stikke til knægten, som var man personificeringen af Zaladin selv, så var det med den information for enden af kniven.

Selvom Hunter var i sine følelsers vold – eller måske netop derfor – forholdt Pax sig rolig. Begge hans arrede hænder fandt vej op foran hans brystkasse, i en gestus der signalerede, at Hunter skulle forsøge, at falde ned igen men også, at Pax selv ikke var nogen trussel.
”Du behøver ikke kunne lide mig –”, svarede Pax prompte og med en fast tone, i håb om at Hunter ville bruge ham som sit anker i den storm, der var den kvalmende og dårlige samvittighed i ham selv. ”Men lyt til, hvad jeg siger! Du skal være klogere end Asad. Du skal være klogere, end dem der kommer til at møde dig i kassen.”

Pax sænkede sine hænder og trådte nogle få skridt nærmere Hunter igen. Den gråhårede mand med det ene øje var ikke i tvivl om, at den unge knægt kunne slå ham ihjel, skulle han ønske det, så han undlod at røre ham. Hans næstfølgende ord var dog ikke nær så kontrollerede som de første. Faktisk havde Pax svært ved ikke at tale for hurtigt af en stigende ophidselse.

”Hvad der skete med Rottebanden kan være dit endelige. Ikke at nogle giver en skid for deres skæbne, men fordi du selv gør! Hvis jeg kan rokke til dit ømme punkt, så jeg love dig for, at andre også vil finde ud af det og udnytte det. Kampe bliver annonceret og tilrettelagt dagevis inden, at de fysisk finder sted. Når din modstanders hæler lærer om din eksistens, så begynder snakken at gå. Selv hvis du ikke tror, at der kan blive fundet frem til en forbindelse, så kan vi – du og jeg – ikke antage, at den ikke findes. Hvis din modstander beretter om, hvad du har gjort, i det I står kassen, så kan du ikke te dig sådan – hører du? Du skal være klogere. Tænk længere! Ellers overlever du ikke din første kamp.”

Han kunne lide ham, og Hunter var begyndt at mistænke at det var dér problemet lå. Han hungrede efter Pax's anerkendelse, og da han troede, at bandelederen ville slå ham ihjel, slog det ham ikke engang ind at kæmpe imod med sin evne - alt han havde kunne tænke var, at Pax havde forrådt ham, løjet for ham, bildt ham ind at de havde noget, de ikke havde. Måske ikke et venskab, men i det mindste en slags forståelse. 

Han havde lyst til at påstå overfor Pax, at han allerede var klog, klogere end hvem end der kom op imod ham, men Pax havde taget ham som var det barnemad, og han var noget mere ydmyg lige nu, end han nogensinde havde været før, selvom tabet brændte i ham.

I stedet for at give ham tilladelse til at slå sine fjender ihjel, malede Pax et levende billede af, hvordan det ville blive for Hunter at stå i arenaen, imens alle hørte hans modstander fortælle, hvordan han var ansvarlig for børnenes død. Intet af, hvad Pax sagde efter dét, registrerede sig hos Hunter, der havde det, som om han var ved at blive kvalt i følelser, han ikke engang kunne sætte navn på. Frygt, for at stå i en ring hvor alle tilskuerne buede af ham. Skam, over hvad han havde gjort. Sorg, over at kende konsekvenserne.

Frustreret løftede han begge hænder til sit hoved og kørte sine fingerspidser igennem sit korte hår. "Hvad er det, du vil have mig til?" spurgte han endelig. Normalt brød han sig ikke om at stille spørgsmål, og slet ikke, når han følte at han selv kunne tænke sig til svaret, men han havde det som om Pax skubbede ham længere og længere ned i en kløft, og nu var han så langt nede, at han ikke kunne komme op uden hjælp. 

Pax aflagde afstanden til Hunter for endnu engang og lod sine stærke hånd fæstne sit greb om den unge mands skuldre. Han kunne stadig ikke greje, om det elektriske stød ville følge derefter, men Pax afgjorde, at det var chancen værd. Hvorfor kunne han endnu ikke forstå: hvorfor var det vigtigt, at få hevet Hunter ud af det mørke kaos, der truede med at omslutte ham og hive ham ned i intetheden? Det var kun i Pax’s underbevidsthed, at han vidste svaret, men det nåede aldrig frem – i hvert fald ikke i det øjeblik – til hans tankestrømninger.

”Jeg vil have, du er forberedt”, svarede han dog prompte, hvorefter hans ene hånd greb om Hunters bløde hage og trak drengens ansigt op, så deres øjne kunne mødes for endnu engang. ”Forberedt på, hvad der kan komme til at ske, så du kan nå at tage stilling til det forinden. Jeg vil have, du begynder at overveje samtlige veje, du endnu ikke har været på, vil komme til at se ud.” Pax hævede begge sine brede øjenbryn i en sigende grimasse, men også en, der spurgte, om Hunter forstod ham.

Langsomt lod Pax sine hænder forsvinde igen fra Hunters skikkelse, stadig ikke sikker på, om drengen stadig befandt sig i sine følelsers vold. Han besluttede dog, i samme øjeblik, at den kvalmende, dårlige samvittighed ikke umiddelbart ville forlade den unge knægt foreløbig, men at Pax havde et ansvar; et ansvar om at få ham op derfra – hele vejen hjem igen til sin egen krop.

”Jeg kan godt lide dig Hunter”, hørte Pax sig selv sige efter ikke mange øjeblikkets tavshed mellem dem. ”Men Asad har ikke gjort dig til en bedre mand. På mange måder er du stadig en dreng. Jeg vil have dig til at tænke – tænke rigtigt. Ikke følge ordrer uden at stille spørgsmål. Det der instinkt, vi alle går rundt med – vi skal have det vækket i dig igen. Det udfald, vi møder derinde -” Pax pegede på arenaen, der i det sparsomme lys fra alskens krystaller, lå formålsløst hen, så længe ingen trådte indenfor dens grænser, ”afhænger af det instinkt. Du har det ikke lige nu. Forstår du?” 

Engang imellem aktiverede Hunters evne sig af sig selv - en pludselig berøring kunne føre til en hurtigere tilbagetrækningen af hånden, men ikke i samme styrke, som Hunters evne, når den var aktiv. Aktiv, kunne den stege et menneske levende. Når Hunter ikke selv tænkte over den, var det højest som at røre ved et objekt, der var blevet elektrisk ladet; et silketørklæde på en tør dag, en statisk elektricitet. Det var ikke mere end en hurtigt overstået forskrækkelse. Holdt man ved ham, uden at han slukkede den, ville man højst miste følelsen i hånden og få den tilbage igen, når man slap ham. Der var intet farligt ved den. 

Men den aktiverede sig ikke, da Pax rørte ham. Hverken da han tog om hans skulder, eller da han tog om hans hage. Noget ubevidst i Hunter havde ikke noget imod, at Pax drejede på ham, vendte på ham, snurrede ham rundt eller møvede hans ansigt omkring. 
Måske det betød at Pax havde ret; at Hunter for let adlød ordrer. 

Han mødte Pax's blik, da hans hage blev løftet op af ham. Deres mørkegrå farve var en helt anden end man ellers så i Dianthos, og passede til det grå hår. Men intet ved Pax's ansigt kunne distrahere Hunter nok, til at han kunne undgå at høre hans ord. 
Han nikkede, som tegn til at have forstået, men hans forvirrede ansigstudtryk forrådte ham. Han ville ikke overveje sin fremtid; det var derfor han ville være her, i Undergrunden, med Pax. Fordi det var den fremtid han havde valgt og her han ville blive.

Hunters blik faldt væk fra Pax's, da manden slap ham, men øjeblikket efter svang de tilbage til ham. Pax kunne lide ham. Lide ham.
Han skar dog en grimasse, da Pax bragte Asad op igen. "Jeg ved det, jeg ved det godt, okay? Jeg skal nok få mit dræberinstinkt, eller hvad end det er, tilbage."

Pax var nær ved at le lavmælt, men forinden at det skete, skyndte han sig at skære en grimasse i stedet. ”Lad os kalde det noget andet end dræberinstinkt. Måske… gå-på-tåspidser-instinkt i stedet?”, forsøgte den humorløse mand at spøge. I samme øjeblik brummede Pax dog eftertænksomt, før han med en hovedrysten affærdigede sine egne ord. Hunter skulle hurtigt lære, at manden med det grå hår trods sin unge alder, absolut ikke var nogen karismatisk spøgefugl. 

Tilsyneladende var Pax dog ellers tilfreds med situationens udfald, for han drejede dernæst rundt på hælen og bad Hunter følge med ham. Der var stadig ting, knægten skulle vide, og Pax antog, at han ikke havde en familie, som forventede ham hjemme til aftensmad.

Pax førte Hunter tilbage til den kæmpemæssige udhuling, der udgjorde hjertet af Ulvens Floks levevis men skridtede uden et ord igennem det, ned af den nogle smalle tunneller, til de nåede endnu en udhuling, denne dog væsentlig mindre. I det stod et enkelt, vakkelvornt bord men kammeret var ikke tomt. Langs de skarpe klippevægge stod nemlig alskens trækasser, fyldt til renden med lukkede lærredssække.

”Se her”, bad Pax nøgternt, forinden at han med effektive hænder fremskaffede og præsenterede Hunter for et kort over hovedstaden. En ru fingerspids kolliderede med det gullige pergament, tilsyneladende på en vilkårlig bygning. ”Vores grænse går herfra – til her” Pax illustrerede, ved at lade sin finger glide upåvirket henover kortets slidte overflade, hvorefter han skævede vurderende til Hunter.

”Lige nu er jeg i gang med at udvide – hertil. Der bor flere forskellige baroner, der betaler beskyttelsespenge. Det samme I gjorde jer i, bare på en større skala. Vi sørger for, at der ikke er nogle af de andre grupper, der nakker deres fine og dyrebare nipsting.” 

Gå-på-tåspidser-instinkt. Dét brød Hunter sig ikke om. Modsat mange af de andre børn i gaden, havde Hunter ikke gået på tå-spidser i flere år. Sammen med Asad havde han aldrig behøvet være bange for nogen eller noget. De havde været så brutale, at de færreste turde gå dem imod. Selv alene, havde han haft usynlig opbakning, i og med at folk vidste, hvem han hang med og hvem der ville hævne ham, hvis der skete ham noget.

Men han havde trods alt truffet en beslutning om at være en del af Ulvens Flok nu, og hvis hans overlevelse krævede, at han gik på tåspidser, så var det dét, han ville gøre. Det var dog i almindelige skridt, at han fulgte med bandelederens noget længere skridt, hen til en del af Undergrunden han endnu ikke havde været i. 
Han tog nysgerrigt det hele ind, og var lige ved at åbne en lærredssæk, for at tjekke om der kunne være krystaller i, da Pax bad ham om at se med hos ham. 

"Er det mit job nu, eller hvad?" spurgte Hunter og stak hænderne tilbage i sine lommerne, imens han betragtede kortet. Imellem Ulvenes område og til der, hvor Asad og hans drenge havde rodet rundt, var der kun et bart stykke, hvor Rottebanden havde ligget. Hunter kunne ikke lade være med at undre sig over, om Juno havde følt sig indeklemt imellem de to områder. Hele grunden til, at Asad havde brændt deres hus af, var fordi han ville have deres terræn som sit eget, og Juno ikke ville forhandle eller skride. "At passe på de der baroners ting? Jeg har gjort det før, så jeg kan gøre det igen." Hunter trak på skuldrene, men uden så meget som at hive hænderne op af lommerne. 

Pax rystede på hovedet og rejste sig atter op fra sin fremoverbøjede position henover det vakkelvorne bord.
”Nej. Du kommer til at følge i røven af mig de næste par uger. Det her er en test, Hunter –”, forklarede Pax, hvorefter hans ene stålgrå øje fæstnede sig på drengen for endnu engang. ”Der er et fåtal der ved, hvad jeg planlægger. At rykke på grænserne er ikke nogen smal sag og den information er værdifuld. Slipper det ud, ved jeg, at du er stikker.” Den ældre mand tav med vilje og lod ordene hænge i luften mellem dem, alt imens han nærstuderede Hunters reaktion for afslørende mimiker. Da han dog tilsyneladende så sig tilfredst et øjeblik efter, lagde han armene over kors.

”Desuden har vi træning, du og jeg. Jeg vil have, du forbedre dine evner, inden jeg kaster dig i kassen. Hvor meget har du eksperimenteret med din evne? Hvor fortrolig er du med den?”, spurgte Pax dernæst, hvorefter hans brede øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande i en eftertænksom mine. Det var tydeligt, at hans hjerne allerede var i gang med at kalkulere, hvor megen tid, de skulle bruge, men dertil gik der også yderligere overvejelser – hvem kunne hjælpe dem med Hunters evne?

Hunter skævede til Pax, da han fik at vide, at han skulle følge i røven på Pax. Hvis ikke han havde sagt det så grovt, så havde det næsten lydt som et fornemt job. Som skulle han være kongens livvagt. Men som Pax sagde det, fik han det mere til at lyde som om hans job blev at følge i røven af kongen. Stadig fornemt nok, taget i betragtning af at Pax var det nærmeste Hunter kom på nogen som helst af indflydelse og nu fik lov til at forblive tæt på ham, et par uger endnu. 

Det skulle noget til, for at få farve i Hunters mørke kinder, men det blussede alligevel op nu. "Okay, jeg er ikke helt tabt bag en vogn, men du må gerne sige til, når noget er hemmeligt," mumlede han, pinligt berørt over ikke at have opfattet, at det var nyt område, han havde talt om på kortet. "Men jeg er ikke nogen stikker," tilføjede han og trak sine skuldre længere op mod sine ører, stadig uden at tage hænderne op af lommerne, og så bestemt væk for ikke at møde Pax's blik - ikke fordi han havde andet at skjule, end sin forlegenhed over ikke altid at kunne følge med i al den nye information. 

Ved Pax's næste spørgsmål, så Hunter tilbage på ham, og fugtede sin underlæbe, imens han overvejede sin ord, inden han svarede: "Tæt på er jeg hundrede procent fortrolig med den. Hvis jeg kan få hudkontakt kan jeg stege hvem som helst, om det så er en bjergtrold. Med afstand imellem, er jeg bedst med højre hånd. Jeg er heller ikke altid vildt god til at ramme på afstand. Men jeg behøver ikke mine hænder, det er bare... sikrest." Hunter skar en grimasse om mindet, ved de få gange han ikke havde kunne styre sin evne og i stedet var kommet til at ramme sig selv. Han håbede virkelig, at Pax ikke ville bede ham om at besejre nogen med hænderne bundet på ryggen.