Adena smilede og lyttede og... Nervøsitet og ubehag kom ramlende som en pludselig hammer til baghovedet. Hans hånd på hendes knæ var forventet. At han gjorde den gestus, var et enormt godt tegn, så hvorfor føltes det så forkert? Hvorfor havde hun lyst til at kaste op?
Berøringen fik hende til instinktivt at holde vejret, men så så hun op i hans øjne og blikket, der mødte hende, var venligt og bekymret. Det fik al ubehaget til at vige, og et øjeblik lod hun blot sig selv ånde lettet op og slappe af i hans omsorg. For der var ikke andet at se i hans blik, og det føltes bedre. 
Hvad skulle der ellers have været? spurgte hendes indre stemme. Skal du ikke bare være glad for at få en så højtstående mand og bringe den ære til familien?

"Det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har ingen giftige planter," svarede Adena for at drukne stemmen i sit hoved og de forvirrende følelser, der var opstået ved hans berøring. "Især når man ofte genkender giftige planter på farven, og jeg blandet alle planternes farver så de bliver meget mere spændende. Hvad andet end slanger tænker De på - hvor mange dyr ville De have, kunne de selv vælge?"
Der var intet bekymret i hendes toneleje - kun nysgerrighed. Heldigvis havde hun fået nok kontrol over sin stemme til at den ikke rystede lige som hendes indre havde gjort få øjeblikke før. Hun holdt øjenkontakten, bange for at den ubehagelige følelse ville komme tilbage, hvis hun ikke så ind i dem. Præcis hvad det var, hun fandt - eller ikke fandt - i dem, havde hun stadig svært ved selv at sætte ord på. Hvad end det var, beroligede det hende.

Et kort øjeblik havde Aldamar fornemmet en hvis spænding omkring den rødhårede kvinde, og ikke en af den gode slags. Var det nervøsitet, var fordi han overskred en grænse? Var hun... berøringsangst? Hånden føltes pludselig forkert - så forkert og anmasende at han ikke vidste om det ville være bedre at trække den til sig. 
Men så var spændingen væk, og det var som om den ikke havde været der til at starte med; det kunne ligeså godt være hans egne fornemmelser der spillede ham et ubehageligt puds. Se det ville ikke være første gang, heller. 

Men nu var hånden placeret, og at trække den tilbage som havde han brændt sig ville ikke være godt. Derfor ventede han en anelse, lyttede med et stille smil om læberne og måtte klukke en anelse da hun spurgte om hvor mange han ville have. Se det var et godt spørgsmål. 
Af racer han kendte til, var der nogle meget bestemte han oprigtig talt ville elske at kunne have med i sin have. Og en dag, i deres egen skov, skulle de vælge at grænse op til sådan en. Hånden blev trukket til sig for i stedet at klø ham overvejende i det sorte skæg. 
"Jeg vil rigtig... rigtig, rigtig gerne skaffe mig en Cypnaji, hvis De ved hvad det er?" Aldamar kunne ikke helt skjule den underliggende begejstring i det at blikket blev en anelse drømmende og stemmen lidt mere ivrig. Et elegant dyr omend ikke alle brød sig om dem. 
"En drage kommer nok aldrig på tale, men den har en mindre slægtning, så vidt jeg har hørt... jeg har desværre ikke dens navn her - jeg læste om den i en bog i min ungdom. Men forestil dig en slange-drage, der svæver igennem luften uden vinger" Aldamar kneb øjnene sammen imens han prøvede at huske, til ingen verdens nytte. 

Adena spærrede øjnene op.
"En cypnaji?" sagde hun energisk og rettede sig lidt op. "Jeg har kun set tegninger af sådan en, og der var intet forhold på til mål. Hvor store er de? De kan blive forskellige farver, kan de ikke?"
Det med en dragelignende slange, der fløj igennem luften uden vinger lød også spændende, men netop cypnajier havde hun set tegninger af, så den del kunne hun meget bedre forholde sig til. Drager havde hun set i Krystalpaladsets folde - man kunne komme mange steder hen under påskud af at skulle male det for sin læremester - men at forestille sig en uden vinger, der kunne flyve alligevel, var lige lidt for meget for hendes fantasi. Ville den have ben? Der var for mange ubesvarede spørgsmål. Aldamar måtte vise hende en tegning - eller et levende eksemplar! - en dag.

Det var en sær indgangsvinkel de havde fundet til at tale sammen. Det var næsten som om de allerede var ved at planlægge, hvordan deres kommende omgivelser sammen skulle se ud, før de rigtig havde fået tid til at lære hinanden at kende. Adena havde troet den her aftale meget mere ville føles som et forhør af hendes personlighed - eller foretrukne mangel på samme - end det ville blive en tilnærmelsesvis ligeværdig indretnings- og husdyrs-samtale. Hun kunne ikke klage - det her var meget mere behageligt, end hun havde forventet. Lige udover berøringen for lidt siden. Det måtte hun gruble lidt over på et senere tidspunkt.

Energien i hendes stemme var en anelse uventet, og forundret var Aldamar tavs i nogle sekunder, hvor at han blot betragtede hende. Mørkeblå øjne taget en anelse i overraskelse, men ikke længe skulle der gå inden at han smilede en anelse bredere, og nikkede - fordi hun havde ret. 
De forekom i mange forskellige farver, og Aldamar lod kort blikket søge opad imens han tænkte for at genkalde sig mål og størrelse af det majestætiske dyr. 
"De kan få en længde op til 12 meter, og måler op til 180 cm, som fuldvoksen. Forvent dog ikke at den vi anskaffer, når at blive den størrelse i vores levetid" Aldamar rystede en anelse på hovedet over hvor hurtigt tiden ville passerer forbi dem til sammenligning med så langtidslevende et dyr, og de skulle være heldige hvis den overhovedet blev halvdelen af den størrelse, inden at de begge stillede de adelige sko. 
Ikke at det gjorde noget, døden havde altid været et ret afslappet emne for fyrstesønnen at tale om, til trods for hans bitre erfaringer med den. Ikke at det var hvad det skulle handle om her nu og Aldamar genkaldte sig at hun kun havde set tegninger. Et sølle eksempel på det indtryk de kunne give i virkeligheden, og den mørkhårede mands øjne glimtede i en stille overvejelse. 

"Jeg har en ven i Medanien, der opdrætter dem. En dag kan vi tage en tur derned, hvis du ønsker at se dem ordenligt?" det ville ikke tage forfærdelig lang tid hvis de overnattede i Zircon fremfor Dianthos... og Aldamar var desperat efter at finde bare noget han kunne dele med hende, da det ellers kunne blive et langt, langt, langt ægteskab at se frem til. 
Ikke fordi at det var ham påtvunget, og han kunne nok sagtens leve sit liv i en hvis form for frihed, hvis bare de praktiske formaliteter blev overstået. Men han ønskede trods alt også at hun havde et liv med ham, som hun kunne stille sig tilfreds med. 

12 meter?! Så stor havde Adena alligevel ikke troet, at den ville være, og overraskelsen stod malet i ansigtet på hende. Hun havde lidt mere troet den ville være noget i stil med... Lommestørrelse?
Det dyr, Aldamar beskrev nu, lød jo til at være stort nok til at kunne ride på, hvis den var tam nok. ...Mon man kunne ride på den? Dét måtte være majestætisk!
Tænk sig at bo et sted med eksotiske dyr i alle afkroge, eller rendende rundt ude i haverne, hvis de ikke var til fare for tjenestestaben. Adena begyndte at føle sig ret så tiltrukket af tanken. Alt der kunne gøre det kedelige adelsliv mere spændende, tiltrak hende som en myg til lys om natten.

"Åh, det ville jeg elske!" udbrød hun til hans spørgsmål om at tage til Medanien. "Jeg har ikke rejst meget, og jeg vil så gerne se mere af landet - og dets dyreliv. Har De selv rejst meget? Diplomatiske rejser må vel allerede være en del af Deres liv nu, tænker jeg."
De fleste rejser, hun havde foretaget, havde været i lukkede kareter eller nu efter hun var kommet med i Proteaus - smårejser med Evlyn. Alle følte en trang til at skærme den unge kvinde fra verden, følte hun, og kunne hun rejse med Aldamar... Det ville ingen sige noget til! Han var vel også trænet i at kunne beskytte, skulle det blive nødvendigt.
Hvor meget tid han havde planlagt kun at opholde sig hjemme i huset kontra ude i landet, vidste hun ikke, en han lød da allerede til at have nogle kontakter rundt omkring, når han allerede havde en udtænkt samling af eksotiske slangedyr. Adena selv kunne sagtens have det godt i et stort hus med fine haver - men hun ville i den grad foretrække ikke at skulle være fastlåst der resten af sit liv. Lige nu følte hun sig yderst fastlåst i den finere del af Dianthos, og det var da kun fordi hun havde Proteaus at besøge, at hun ikke var blevet helt skør af altid at se på de samme folk og de samme haver.

Heldigvis for Aldamar, virkede det ikke som et nedskudt forslag... og han nikkede en enkelt gang for sig selv ved det udbrud der fulgte med spørgsmålet, tydeligvis et jah. Så langt så godt. En rejse udenbys ville uden tvivl gøre i hvert fald ham godt, og han begyndte næsten automatisk at overveje hvilken rejseform der ville være mest... behagelig for Adena. 
Givet, han var også vant til en en bestemt type kvinder, og overvejede derfor ikke at hun måske var mere fleksibel end det kunne virke til, med alle de blonder, sløjfer og perler der dekorerede hendes petit skikkelse. 

Opmærksomheden vendte straks tilbage da hun spurgte videre ind til hans rejser, og Aldamar måtte med et overvejende glimt tænke tilbage, og endte med at nikke langsomt. Han havde ikke rejst decideret meget, men nok meget i forhold til så mange andre her i landet. Men det lå nok også i kortene at han havde en større mulighed for at tage afsted, og hvis det ikke skulle beskrives som en mulighed, så i hvert fald beskrevet som en større forpligtelse for at tage afsted. 
Den ene hånd fandt vej til hans lomme imens han rodede efter en ildkrystal, til sin pibe. Hun virkede utrolig ivrig. 
"Selvfølgelig" startede han ud med, og fik endelig fat om den kantede sten. "Jeg har været i de fleste større menneskebyer, og en enkelt gang nede omkring Balzera" hvilket var et sted han ikke foretrak at være. Varmen, menneskerne men også den generelle tone imellem folk dernede, var anstrengende. 
Det var dog ikke overraskende, fordi som hun selv havde tænkt, havde langt størstedelen af rejserne haft diplomatisk eller slet og ret 'vis tilstedeværelse' som det primære formål. Hvad der til gengæld var en smule overraskende, var hendes ønske om at se mere af landet, og fyrstesønnens øjne glimtede en anelse i dagslyset - hvorfor? Landet i sig selv var ikke videre spændende, kunne han tørt konstatere. Mange timers rejse for at se en nyopført bystad, eller tale med selv vigtige, lokale 'adelsfolk' og stryge deres ego med hårene? Det var desværre ikke ligeså romantisk som bøger lagde det ud til. 
Men han var nu også en utrolig magelig eksistens helt til at starte med. 

Adena nikkede og lyttede interesseret. Hun havde rykket sig ud på kanten af bænken i entusiastisk interesse og de i forvejen store øjne så kun ud til at fylde mere i hendes ansigt med udtrykket. Balzera! Dér ville Adena gerne hen. Hun havde hørt om de overdådige kryddermarkeder og de fine silkestoffer, der blev vist frem i boderne. Smukke tørklæder og enorme kameler, der kunne ride en rundt i det evige sandhav. 
Hendes tanker vandrede nordpå. Et par gange havde hun besøgt Amelia oppe hos Pompadourfamilien, og der var nu også noget over de snedækkede bjerge og det utilgiveligt kolde landskab. Og Elverly - dér havde hun altid drømt om at komme hen og se de smukke, anderledes bygninger, elverne levede i...
Et øjeblik syntes hun at se et spørgende glimt i Aldamars blik, og hun sænkede sit eget og rødmede en smule.

"Jeg har ikke rejst så meget," indrømmede hun og tog en hånd op for at lægge en fletning om bag øret. Ikke at den blev der ret længe, for det var slet ikke det frisuren var sat til. "Dianthos kan godt blive lidt ensformig fra tid til anden. Selvom her er så meget liv, længes jeg efter afveksling, og mine forældre har ikke tilladt lange ture ud."
Den usagte implikation af hendes ord kunne næsten ikke overhøres. De var selvfølgelig bange for at miste hende, lige som de havde mistet hendes storesøster. Selv i fredstid sørgede de for at holde hende tæt, og de havde været yderst kræsne med et giftermål til hende, fordi de ville sikre sig, hun ikke fløj for langt fra reden - og fordi de ville sikre sig, at den rede, hun endte i, kunne beskytte hende lige så godt eller bedre end de selv kunne. 
"Misforstå mig endelig ikke, jeg vil selvfølgelig ikke ønske at rejse meget rundt," skyndte hun sig at tilføje. Det var ikke helt sandt, for hun ville virkelig gerne opleve mere end Dianthos' adel havde at byde på. "At slå os ned og skabe familie vil altid komme i første række."
Men pligtopfyldende som hun var, var der andre ting, hun ville fokusere på, hvis hun blev tvunget til at vælge. Og det ville hun ikke blive. Det var en urealistisk barnedrøm at leve et spændende liv som heltinderne gjorde i bøgerne. Det gjorde din søster, og se hvad det endte med. 
Familie og husholdning var en mere stabil vej at gå med livet. Men også den kedelige.

Som ligedele forventet og ikke af så meget overraskelse, jah så kom forklaringen med et grundlag der lænede sig op af nysgerrighed - hvad havde livet at byde på, udover de rammer man var vokset op omkring? Med en tryghed bagved Dianthos høje murer, jah så kunne Aldamar sagtens forstå at der i en lært kvinde som hende, måtte være et brændende spørgsmål (eller flere). Kloge hjerner havde trods alt aldrig den naive og intetsigende fred, som man kunne finde i mange andre, lavere samfundslag. 
Men hun forstod næppe hvor heldig hun var, sådan at have en ensformig hverdag, trygge rammer og gode kår at være i og vokse op omkring. Han kunne ikke lade værd med at føle hvor naiv den nysgerrighed var; Adena ville ikke holde længe i den grimme del af verdenen, hvis man spurgte ham. Så fin, kunstnerisk og blondedækket som hun var, jah der mindede hun mere om en sart tulipan.

Og tulipaner havde det med at miste deres blade i stormvejr. 

Hendes søster satte et skræmmeeksempel for Adena - en søster der endda var trænet til heltedåd, og døde alligevel i sidste ende. Og døden var bare så forfærdelig permanent. Aldamar's hånd havde fundet ildkrystallen frem i mellemtiden, som han nu slog en gnist af imod, der kunne være med til at tænde ordentligt op for hans pibe. Han lyttede stadigvæk, Aldamar's mørke øjne flakkede af og til imod hendes siddende skikkelse der stadigvæk talte. Men han behøvede ikke sin magi for at hører hvordan ordende lød... forkerte. Ikke at han kunne gøre meget ved det, udover at tilbyde hende lidt rejse der hvor at de - eller nok nærmere han - fandt det passende. 
"Dine forældre mener det godt" Aldamar's tanker faldt tilbage på dem, og det møde han havde haft med dem, i selskab med fyrstinden selv. De havde virket som gode mennesker, der dog var endt med at træffe nogle træls beslutninger.
Let og elegant valgte Aldamar ikke at kommentere mere på hele familie snakken - det kom lidt for tæt på, og i stedet bappede han lige en ekstra gang på piben. "Apropo... har De mødt mine?" det var meget forskelligt hvad folk mente om Fyrstinden af Arys, og hendes mand, omend de fleste kunne finde hendes selskab... intimiderende. 
Hvilket Aldamar godt forstod, og han lod derfor et lidt drillende glimt finde vej til øjnene. Åhh, Leonora ville selvfølgelig ikke grille hende. Men de to sammen, se det ville han gerne være fluen på væggen der observerede. 
"

"Kun en kort høflighedssamtale lige inden De ankom til vores bolig," svarede hun. "Jeg sad på overetagen, mens I snakkede."
Og spionerede på samtalen...
Det var ærgerligt, at Adenas evne til at tegne situationer ikke inkluderede ord. Hun kunne ikke engang tegne hurtigt, at det var muligt at se mundbevægelser overhovedet. Så alt hun havde gjort var at sidde på sit værelse og tegne sin kommende husbond for første gang. Og eneste gang! mindede hun sig selv om. Det der med at spionere på sin mand var en vane, hun absolut ikke havde tænkt sig at tillægge sig. Rent teknisk set havde hun spioneret på sine egne forældre den dag, for det var dem hun havde set og derfor kunne nå med magien. De havde sikkert også været pinligt bevidste om, at deres datter ville gøre netop det. I det mindste undgik de det pinlige i at tage hende i at sidde halvt nede af trappen for at få et glimt af ham.

"Jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende," tilføjede hun med et smil. Hun havde hørt at fyrstinden kunne være skræmmende selskab, men det betød sikkert også spændende, kom man rigtigt ind på hinanden - og det havde Adena tænkt sig at gøre et solidt forsøg på, blev denne alliance underskrevet.
Og lære dig bedre at kende, tænkte hun. Hvor lang tid ville de overhovedet få inden et bryllup ville stå? Trolovelser kunne vare flere år, men med begge parter i den høje ende af den gifteklare alder, ville fyrstinden næppe vente længe.
"Deres søskende bor også stadig på Ædelborg, ikke sandt?" 

"Nogle af dem gør, Arya bor for eksempel i Dianthos sammen med mig, som tingene er lige nu" kom det fra ham, og sådan forsatte meget af dagen egentlig. Ting blev vendt, informationer blev delt og den længe ventede, gnavende ubehag over at møde hende, blev langsomt fjernet - bare en anelse. Stadigvæk lå det i baghovedet, hvordan at det hele virkede utrolig opsat, stadigvæk var det en samtale startet på baggrund af at skulle. Men den var overkommelig - overskuelig - og det gik bedre end først forventet, fra da han havde hørt om hende. 

I sidste ende var det dog tid til at tage tilbage, som fik begge adelige til at vende næsen imod 'indenfor' igen. 

Resten af dagen blev nydt i solens stråler og Adena følte sig godt varm i kinderne af al den friske luft, da de endelig skiltes og hun vendte tilbage til sine forældre.
"En nydelig ung mand, ikke sandt, Adena?" spurgte Lucienna med et forventningsfuldt smil. 
"Yderst," svarede Adena straks, stadig i vanen med at svare høfligt. 
"Dejligt," det så ud som om hun åndede lettet op. "Jeg har lavet en skrædderaftale til dig i morgen, så vi kan få lavet dig en fyrstelig brudekjole." 
Adena kneb øjnene sammen mod sin mor. 
"Hvis jeg ikke havde kunnet lide ham, mor..." sagde hun mistroisk, og spærrede så øjnene op. "Ved Isari, I havde virkelig ikke tænkt jer at give mig et valg, havde I?" 
"Så skat, du kan jo netop godt lide ham, ikke?" lød svaret, der i sit vaghed kun bekræftede Adenas mistanke.