Han lænede sig væk fra hende igen, hans øjne betragtede hende indgående. Så hvordan auraen omkring hende skiftede. Fra at være lyserød, til at dæmpe sig over i noget andet - forbavselse? Havde han sagt noget, som kom bag på hende - og i så fald hvorfor? 
Neagu lænede sig mere tilpas i stolen, lagde sin fod oven på sit knæ, og skubbede sig lidt frem. Så han sad mere nonchalant og sløset på stolen. Vinen var placeret ganske nøjsomligt og låst i hånden, dog uden at han tog øjnene fra hende. Han kunne fornemme han havde prikket til noget, måske endda skrællet et lag af hendes maske af. For han kunne sagtens gætte sig til, at hvad han havde set og oplevet ind til videre. Næppe kunne være hele hendes personlighed, lige som han selv havde meget mere end charlatan personaen - alt andet ville jo også være kedeligt. 
Han nikkede, og tog en slurk inden han satte glasset fra sig igen. Mærkede sødmen fra vinen der formede sig hans mund, inden han sank det. “Hmm.” Mumlede han som lyset omkring hende igen skiftede - han kunne måske ganske stille forstå problematikken ved denne magiske evne. “Jeg er heldig, ikke mange føler det samme som dig” det drillende smil formede sig også på hans læber, som hun nævnte det med tøjet, han løftede et bryn. “Hm, vidste jeg ikke bedre - skulle jeg næsten tro du gjorde grin med mig” han lo lidt, og lænede sig igen forover for at tage noget mere at spise. “Så hvordan foreslår du, vi skulle finde en situation, der gør vi skulle have det af igen?” Han lod endnu en vindrue glide hen over hans tunge, og det at man skulle se nogen mand gøre det på en sensuel måde. Var nok ikke ofte, som han stadig holdte hendes blik. Da den var slugt, gled tungen først hen over overlæben, inden den slikkede sig hen over underlæben. Gnisterne kunne næsten mærkes, som han ikke ville vige fra hendes blik. Hvad ville hun så gøre nu, hvad var hendes plan? 

Renny slog en klukkende og hjertevarm latter op. ”Ved alle guderne! Er det ikke alle, der finder dig uimodståelig og charmerende?”, udbrød hun, i det de gavtyveagtige gnister, for blot et kort øjeblik, slog lyn i hendes mørke øjne. Med en elegant bevægelse lod hun, sin ene hånd hvile under den spidse hage, og langsomt derefter gled Rennys hoved på skrå. Hun iagttog ham stadig indgående, men denne gang med en ganske anden tendens end tidligere. Alvoren var forsvundet, hvilket gjorde godt for den korthårede kvinde. ”Det er ellers mærkeligt for mig. Jeg kunne forestille mig, at du havde massere af kærlighed at dele ud af”, lød det dernæst, i det Renny blinkede drillende til ham. Hendes ord var så absolut ikke spottende eller formanende, for det var trods alt også tilfældet med hende selv. Kun en varm morskab spillede i hendes indres væsen.

Og dernæst måtte hun le for endnu engang. Det var ganske enkelt umuligt andet, når Neagu sad og sendte hende et så indgående, insisterende blik. Hastigt gestikulerede hun mod maden og vinen, ”jeg ville sige, at du var ganske godt på vej. Er det ikke netop mad, vin og godt selskab, der resulterer i et mistet sæt beklædningsgenstande?”

Hans smil forlod ikke hans læber, selvom at alvoren lidt satte sig i ham igen.
Er det ikke alle, der finder dig uimodståelig og charmerende?
“For en der ønsker at komme ombord på mit skib, så ved du ikke særlig meget omkring Kaptajnen, eller også lader du blot som om – for at gøre dig endnu bedre venner med mig.” der var intet had eller irritation at finde i ham, det var for nu – bare en konstatering. Og hvis det var det sidste, at hun valgte at ignorerer de rygter hun havde hørt. Gjorde det ham blot glad, for det var utrolig meget, man skulle lade høre fra sig, når man havde det efternavn som han havde.
“Men nuvel, det er ikke tit at jeg bruger det selv – Men Iz Lovkach navnet, åbner just ikke mange døre, hverken hos de lovløse eller de lovlydige.” han fnyste moret, og smed noget mere mad i munden og gumlede med et smil på læberne.
Hun ville dog derimod, nok ligge mærke til følelserne – ja de var måske ikke så glade, for at tage så let på det. Det havde trods alt kostet ham hans ønske som barn, da hans bedsteven havde valgt at skubbe ham ud fra et tag, at der havde været en healer i byen den dag; der kunne sikre at hans ryg ikke ville efterlade ham spedalsk resten af hans liv. Det havde jo været en guds gave til ham – det havde blot efterladt ham bitter i en tid, ind til han havde fundet lykken i at være ja – glad.
“Men du har ret! Kærlighed har jeg massere af, og det ville være synd at gemme den fra alle der kunne ønske sig at få en del i den.” han gav hende et lille blink med øjet, som han tog en slurk fra hans vin og hvirvlede den råde væske rundt i glasset.
“Hvad med en lille leg?” spurgte han derefter, og drillesyge gnister spillede i hans øjne som han kiggede på hende.

For et øjeblik syntes Renny forvirret, for det var i grunden også det, at hun var. I sin korte forberedelsestid havde hun vel og mærke stødt på efternavnet, men det havde tilsyneladende ikke sat sig ordentligt fast på nethinden, hvormed hun for blot et øjeblik sad og betragtede den kønne mand.
Omsider syntes hun dog at nikke, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder; ”det kunne jeg forestille mig. Gandir har modsatte effekt, så føl dig endelig fri til, at benytte det, skulle du ville ansætte mig.” Ordene var i grunden oprigtig, for uanset om Renny kunne skaffe sig adgang på skibsdækket eller ej, brød hun sig nu godt om denne Neagu. ”Du skal nok bare være opmærksom på, at du bliver nødt til at blive ufattelig solbrun, før nogle vil godkende det. Medmindre du selvfølgelig udgiver dig for at være en af mine kusiners ægtemænd. De er en god blanding fra alle af Krystallandets verdenshjørner”, tilføjede Renny, hvorefter et lavmælt men hjerteligt grin forlod hende.

- et grin der desuden blev til et spændt smil, som Neagu foreslog en leg. Renny gjorde hurtigt en dyd i at matche kaptajnens drillesyge blik med sit eget udfordrende, ”jamen forbered dig på at tabe, Kaptajn.”

Brun?
Hans blik gled ned over hans ganske solbrændte hud, og hævede et bryn - “Jamen, heldigt for mig, så er næsten tur til Topalis øerne - så kan det vær jeg endelig kan få arbejdet på min flotte kulør” kom der ganske kækt, og nød at hun ikke havde spurgt yderligere ind til navnet. Det var et frisk pust af søvind, som hun kom med - generelt alt omkring hende, var noget ganske nyt og spændende, og han måtte indrømme at han nød hendes selskab. 

Han smålo lidt, over hendes kommentar omkring ægtemænd. “Ægtemand, kommer jeg aldrig nogen sinde til at blive - eller udgive mig for. Man bliver altid nød til, at have bare en teske af sandhed i sine løgne.. derfor holder jeg mig til ting, som jeg næsten oprigtigt kan lade som om jeg er.” Han blinkede til hende, på den måde, fik han da også understreget - hvad han bestemt ikke var. Og da hun tog imod hans lille udfordring, sprang han hurtigt op fra hans position. Hvilket man måtte sige var en bedrift, da han havde ligget i stolen som en doven hankat i solen. Han gik hen til en af skabende, der stod på dækket og åbnede det. Frem fandt han et kort spil. 
“Nå min fine modstander - jeg har ikke tænkt mig at spille noget hvor det kræver snilde, eller evnen til at se om man snyder.” Han blinkede, og selvom han havde samme evne som hende lige nu - så ville der jo ikke være noget sjovt ved det.
Derfor placerede han sig i stolen med kortet i hånden. “Kender du konge?” Spurgte han, afventende på et svar - alt imens han gik igang med at blande kortene. Kom i tanke om, at han manglede en ny flaske vin. De blev fundet, sat i midten og kort blev lagt i en cirkel rundt omkring flasken.

Renny lo hjerteligt, i det hendes mørkebrune øjne tog kaptajnens kulør i nærmere øjesyn. ”Min onkel er faktisk derfra, hvormed mine kusiner og fætre alle er ligeså mørke som ham”, forklarede den korthårede kvinde, hvorefter hun hastigt fortsatte; ”mine forældre gik bort, da jeg var barn, så min faster og hendes mand, Bahir Gandir, tog mig ind. Det er slet ikke så tragisk en historie, som det lyder, for de er kærlige og omsorgsfulde mennesker. Mine biologiske kusiner og fætre er lige sådan, hvormed jeg aldrig er blevet betragtet som andet end deres datter og søster.” Renny smilede varmt ved fortællingen, velvidende at hun i sandhed havde været heldig.

Da Neagu dernæst spøgte om hans ikke eksisterende ægtemandspotentiale, lo Renny for endnu engang. Dernæst skar hun en grimasse og blinkede til ham. ”Den skal jeg huske. Jeg ville nok heller ikke – i hvert fald ikke særlig overbevisende – kunne spille en hengiven hustru. Det er jeg vist lidt for… min onkel har altid sagt, at der er ild i min sjæl. Jeg vil nødig sidde stille og trille tommelfingre, så jeg forstår, hvorfra du kommer”, sagde hun, i det hun dernæst kastede et sigende blik på ham; jeg er ligeså stor en rundetrunte og lad os lade være med at skamme os over det.

Imens Renny fortalte, fandt Neagu kort og vin frem. Hun betragtede det nysgerrigt, og måtte dernæst tænke for blot et øjeblik, før hendes ansigt lyste op for endnu engang. Renny slog i bordet og knipsede dernæst, så det gav genlyd i det lille, tætpakkede køkken. ”Det kender jeg da! Vil du have æren af at starte?”, udbrød hun tilfredst, hvorefter hun hev stolen tættere indtil bordet og dernæst greb om sit vinglas. 

“Ah – så er det godt, at man har familie der opfostre en som var de deres egen.” sagde han, og selvom det ganske vidst var en forfærdelig historie, det at miste sin familie. Så måtte han tage, at den måde hun smilede på og fortalte omkring hendes opvækst, som var hun stadig glad for hendes lod i livet. Og han kunne selv genkende sig selv i hende, den måde at være glad for det man fik – i stedet for at græde over det, man ikke længere kunne få.
“og hvorfor skulle man andet? Når man kommer selv fra en stor familie, kan jeg kun nikke genkendende. Især når man udover blodsfamilien, også har familie der går ud over det. Blandt andet min besætning”

Til hendes beskrivelsen af det at blive hustru, gav han et varmt smil og nikkede. “Godt at vide” var hans eneste kommentar, som han blinkede kækt til hende.
Han vædet hurtigt hans læber, inden han gjorde de sidste af kortene klar, og nikkede så igen. “Vil være mig en ære, at sætte dette spil i gang.” – “Lad os se..” mumlede han for sig selv, som han lod fingrene glide hen over kortene. Som var dette, et meget vigtigere spil – end blot at hygge sig med hans nye bekendt. Efter noget tid besluttede den kække kaptajn sig dog, og lod et kort glide ud af ringen. Spar ni.
Han lagde det frem, så hun også kunne se det – dette betød han skulle finde en sætning og Renny skulle rime videre på hans sætning. Ikke just den mest pikante start på dette spil; men det skulle nok komme.
“Så jeg skal finde på en sætning .. hmm hvad skal jeg dog gå med.” han tog sit glas og gled tilbage i stolen, mens han med et smil kiggede tænkende ud i luften.
“Kaptajnen kom spankulerende” startede han ud, og tog en slurk af sin vin – det var måske en smule fantasiløst – men spillet var trods alt ikke blevet bragt på banen, for at være poetisk i den forstand.

Renny smilede bredt til kaptajnen, for det var ganske enkelt svært at lade være. ”Det er godt at vide, at skulle jeg blive ansat, at jeg så ikke bliver solgt til den første og bedste slavehandler – men sig mig, ville jeg så være en form for lillesøster? Eller er vi ude i den sjove tante? Jeg gør sjov tante ret godt”, svarede den korthårede kvinde med et drillende smil, alt imens hun hævede sit vinglas og drak en tår.

Dernæst gled de mørkebrune øjne ned på Neagus fingre, i det han øvet greb om et kort. Da hendes udfordring derefter blev fremlagt, smilede Renny så bredt, at perlerækken af hvide tænder blev blottet. Hurtigt faldt hendes svar; ”og han var abstinerende – for han havde ingen vin i sit skrin, og han gjorde sig selv helt til grin, for kaptajnen var et kæmpe svin, der tog det hele med et… smil?”.

Renny færdiggjorde sin korte remse med et hjerteligt grin, hvorefter hun hævede begge sine mørke øjenbryn i en sigende grimasse og dernæst sit glas til en skål. Hun var ikke engang sikker på, om det havde rimet, som legen dikterede, men ikke desto mindre var Renny dog overordentlig moret. ”Er du sikker på, at du tør lege videre? Jeg kan være ret nådesløs”, skyndte hun sig dernæst at pointere – dog ganske påtaget – hvorefter det nu blev hendes tur til at trække et kort. Renny var ikke ligeså grundig som Neagu og greb om det første og bedste kort.

”Hjerter fire!”, udbrød Renny, hvorefter hun kastede sig mod kahyttens hårde trægulv.