Det var måske kun ud af øjenkrogen, men det var stadigvæk nok til at se hvordan Fabian med den lille invitation, næsten klistrede op af den brede greve, og et eller andet sted blev det gjort noget så provokerende. Spørgsmålet var så bare hvem han håbede at nå ud til. Fordi hvor at Aldamar umærkeligt måtte anstrenge sig for ikke at dreje hovedet og og lade sig mærke af det, var det en noget fornøjet brummen der kom fra Rolf, der fangede hans mindre og vandrende kvindehånd under sin. "Jeg ved at jeg er den rigtige" svarede han skråsikkert tilbage med, og rykkede langsomt hånden ned imod den klirrende pung han havde på sig i bælteremmen i stedet. 
Og der var det alligevel at Aldamar's sammenknebne blik ikke kunne holde sin fokus på fuldemandssnakken han var blevet hevet ind i længere, og langsomt lænede han sig en anelse væk fra Fabian, og længere tilbage i hjørnet. Ikke for at skabe afstand, men for at se billedet af de to sammenviklet an foran sig, og dermed gøre op med sig selv, at det ikke var noget han ville i længden. Aldamar tog en lidt større tår af kruset, inden at han smækkede det på bordet med et lille smæld. "Hvis du vil være sikker, er det alt for tidligt at tage den beslutning" kom det småleende fra adelsmandens skikkelse, der dog havde et afslappet og næsten smørret smil om mundvigen ved sin lille provokation. Fordi han vidste at han ikke tog fejl. Men han kiggede her ikke engang på Rolf's irriterede ansigt nu, men holdt blikket fastlåst på Fabians kvindelige ansigt her.
Fint, han kunne godt jagte ham lidt hvis det var hvad det krævede, syntes hans blik at sige drillende. 

"Det er slet ikke hendes beslutning at tage, Prins Aldamar" kom det køligt og hurtigt tilbage fra grevesønnen, der nok mest af alt følte det var på et personligt plan med Arys prinsen lige nu, og strammede grebet omkring hende. Aldamar studsede lidt, men forstod godt hvad der fik Rolf til at sige det. 

Rolf fik også Fabians opmærksom, som pungen klirrede, og et tilfreds smil strakte sig over de fyldige læber. "Oh ja?" kom det næsten spindende fra ham. Måske Rolf ikke ville være den værste kunde her til aften. Han var i hvert fald væsentlig mere villig til faktisk at finde midlerne frem til at det kunne blive en god aften.

Det var dog ikke som om at Fabian faktisk kunne holde sig til en af dem, som Aldamar endnu engang kommanderede hans opmærksom. Kunne prinsen blive enig med sig selv? Fabian kiggede lidt overvejende på manden. Han nåede dog ikke at sige noget før Rolf, uhøfligt brød ind, og pointerede at FAbian ikke havde noget valg. Man kunne se en utilfredshed sprede sig i Fabians ansigt, og havde han haft en voldsommere temperament havde han nok smidt kruset med øl i hovedet på Rolf. Der var en vis forventning om at Fabian ikke gjorde det her ligeså meget af lys som af penge.
"Jeg har ikke hele aftenen til bare at sidde og småsludre. Jeg vil gerne have der sker noget," pointerede Fabian endelig ud, men Rolf skulle ikke slippe udenom kommentaren. "Men jeg er sikker på at jeg også har tid til dig, efter lille Rolf her. Det kan ikke tage så lang tid" sagde han, og lod hånden på Rolfs lå glide længere op, i en kærtegnende bevægelse, hvilket distraherede Rolf nok til at han glemte at svare umiddelbart med det samme, som et sug gik igennem ham.

Man kunne roligt sige at det ikke ligefrem var den kommentar han havde forventet fra Fabian, og et lille sekund haltede mandens afslappede smil. Efter Rolf? Der var et eller andet i sætningen der sendte et skud af modvilje igennem hans krop, og om det var udsigten til at skulle vente som nr. 2 - han var aldrig nr. 2, eller om det var udsigten til at Rolf blev prioriteret foran ham, jah det kunne han ikke sige. Måske noget midt imellem.
Aldamar kunne dog ikke sidde i stilhed efter de ord - han var lidt for bevidst om at der hvilede en form for tavshed over bordet, ligesom når alle - uden at sige det vel og mærke, fulgte med. Og det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne nægte Fabian den idë han havde fået sat sig; godt ledt på vej af grevesønnens hurtige hentydning til løn. Det ville da først se lidt besidderisk ud, ville det ikke? Og uden noget konkret at sige - han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle svare her, som stadigvæk ville være ærligt.... jah så valgte han at tage endnu en tår af glasset, lige give sig selv nogle få ekstra sekunder at overveje sine ord i, inden at han sukkede - måske også lidt tungere end nødvendigt. "Gavmildt af dig..." endte han med at sige, og kneb blikket en anelse vurderende sammen. "Men så må vi jo se om jeg har tid til dig, når det kommer dertil?" kunne han dog ikke lade værd med at sige, en lille tone af udfordring over sig. Ville han virkelig komme tilbage efter sin rundtur med Rolf - og så af alle mennesker Rolf? Spøjs beslutning. Dog måtte han skjule sit fnys da Rolf næsten fortryllet af de kærlige berøringer lignede en der havde vundet lidt for meget i lotteriet, og uden at tage hensyn til samtalen der stadigvæk var kørende, nu rykkede hele Fabians krop op på sit skød.

Det var jo bare en prostitueret havde han lyst til at sige, men vidste også at det samtidigt ville være dobbeltmoralsk af ham. Havde der måske ikke været selskab på omkring dem - og havde de ikke kendt ham så godt som de gjorde, kunne han måske godt have kæmpet lidt mere for Fabians opmærksomhed. Men der var trods alt høflige grænser imellem 'venner' som ham og Rolf, der på trods af Aldamar's formentlige utilfredshed over nogle af dem, skulle navigeres godt.
Desuden var hans aften slet ikke færdig endnu, hviskede en selvisk og lidt festlig del af ham. Det var måske hverdag for nogle i selskabet at bruge hver aften sådan et sted, men det var sjældne fornøjelser for Aldamar.

Skuffelse. Det var følelsen Fabian fik af at se på Aldamar og blive afvist. Prinsen så stadig ikke glad ud, men det hjalp ikke på, at Fabian lidt følte at Aldamar havde givet op på legen, og hvis det skulle være på den måde... Fabian kiggede på Rolf. Så var Rolf nok det bedste bud for i aften. Han ville tjene godt, også selvom han ikke forventede at Rolf ville være det helt store vidunder, hverken i talegaven eller sengegaven.

"Ellers må du jo købe mig for natten," sagde Fabian lavmeldt, henvendt mod Aldamar, før han med et lille hvin blev hevet op på Rolfs skød. Han sad ikke alt for behageligt, og han måtte rykke sig lidt for at finde en behagelig plads på skødet igen.
FAbian lagde en arm om Rolfs skulder, men nu når han var blevet hevet op, kunne han dog også rigtig se Aldamar, som han sad mere med ryggen mod den næste i rækken, og fronten mod Aldamar, og siden mod Rolf.

Rolf lænede sig ind mod Fabian, så han kunne lugte alkohollen på hans ånde, og føle den mod sin hals, som han spurgte om det ikke var ved at være tid til at de skulle trække sig tilbage. Et let gys gik igennem Fabian, og selvom det blev opdaget af Rolf, så tydede han det tydeligvis som noget andet end Fabian.

Der var grænser for hvor meget Aldamar kunne prikke til en mand som Rolf, som han ville mene var en perifær ven. Gik han ind og 'stjal' Fabian nu, når Fabian selv så villigt var gået med ham hertil, jah så var det ikke sikkert konflikten kun ville handle om hvem der skulle ende med den forklædte mand mere. Og det var - selvom det irriterede ham, ikke en risiko han ville løbe. Dog gled der et kort glimt af forundring over ham ved de lavmælte ord, fordi et eller andet sted, måtte det vel betyde at han var til at foretrække. Men det havde han også følt det meste af aftenen, hvilket kun var godt.
Det var dog ikke kun Aldamar der havde følt det, fordi på den anden side af bordet sad en mand med et ret så opmærksomt blik. Det var ikke gået Louis forbi hvordan Aldamar ikke så helt tilfreds ud, og et enkelt kig på Fabian i det rigtige øjeblik viste et glimt af samme skuffelse. Så han åbnede munden.
"Oi Rolf! Hvad nu hvis...." Louis lænede sig en anelse ind over bordet, som om at han skulle til at fortælle en hemmelighed. I et ryk kiggede greven op, øjne svømmende i en blanding af små irritation og nysgerrighed. Aldamar selv kiggede en anelse overrasket på ham også, tænk at han havde taget ordet. "... hvad nu hvis vi gjorde det til lidt af en konkurrence! I vil jo begge to gerne have hende - ville jeg mene, så lad os sige at vinderen går med kvinden" forklarede han diplomatisk, og gestikulerede lidt med hånden samtidigt. Han vidste dog at Rolf var lidt af et konkurrence menneske, der sjældent lod en udfodring gå forbi. Derfor var det også forventet da lidt af et skråsikkert smil gled over hans læber, og Rolf lænede sig nu også selv en anelse frem, dog stadigvæk en fast hånd omkring Fabian. "Hvilken slags?"

En konkurrence i.... vittigheder. Et værre emne kunne Louis ikke have fundet på, og Aldamar travede rastløst rundt indvendigt selvom det ikke kunne ses på det fattede ansigt. At få Fabian til at grine, det plejede at være til at overkomme. Men ikke med jokes - og så slet ikke fra ham. Rolf derimod tog leende imod udfodring, og lagde med et grynt hjernen i blød. Arys prinsen skulle tilgengæld starte, så Rolf bagefter, og med et lidt foruroligende blik kiggede han nu ind i Fabians runde kvindeansigt; blå øjne lidt på bar bund over hvad han skulle bruge af joke.
Han var ikke nogen sjov person. Joh, han kunne sagtens følge med stemningen i et selskab, men det her var spotlight. "Eh..." munden stod lidt åben, inden at han med en rømmende lyd fik startet. "To bønder kommer ind i hos slagteren, og opdager at kødet bliver solgt til utroligt lave priser. De spørger slagteren; hvordan i alverden kan du sælge kødet så billigt. Slagteren svare; vi har såmænd bare skåret lidt i de ansatte..."
Et lille øjeblik overvejede Aldamar om han skulle forklare joken - at det var et slagteri, og de havde afsagt nogle mænd, men brugte ordet skåret i stedet for fyret.... det var sjovt i hans verden.

Fabian havde allerede givet sig selv til takke med at Rolf måtte være offeret for i aften, da Louis trak bordets opmærksomhed til sig. Han var ellers ikke ligefrem den der blev lagt mest mærke til, da han ikke havde meget tilstedeværelse. Han havde åbenbart et observant til gengæld, som han tog konkurrencen op. Var de virkelig nået dertil?
Selv kiggede Fabian mellem de to mænd, Rolf og Aldamar. Betød det så også at han havde muligheden for at vælge vinderen? Det måtte det vel være, for det var et spørgsmål om at få kvinden til at grine, men hvis det var et spørgsmål om hvem drengene generelt syntes var sjovest.... så håbede Fabian virkelig at Aldamar var sjovere end Rolf. Rolf lignede dog bare som en af dem der havde lidt for mange vittigheder oppe i ærmet.

Nu når det også handlede om hans gunst, fik han viklet sig ud af Rolfs arme og gled ned på sin plads igen, til Rolfs store utilfredshed, men han så også ud som om at han allerede overvejede hvad han skulle tænke, han havde dog altid været sjovere end Aldamar.

Da Aldamar fyrede vittigheden var, der stille et øjeblik over kroppen, før Fabian begyndte at grine. Den var lidt dårlig, og lidt makaber, men faktisk overraskende vittig. Det var muligvis ordspillet der gjorde det.
Et par af de andre drenge grinte også, selvom Rolf så stærkt utilfreds ud som han kiggede på Fabian der blev ved med at sidde at grine.

Da der faldt lidt ro over bordet, rømmede Rolf sig. "Hvordan forvirrer man pøblen? Man beder dem om at stave å." En vittighed om de lavere klasser.
Nogle af drengene begyndte at grine, men Fabian så blot stift på Rolf. "Jeg tror vi har en vinder," kom det lidt tørt fra ham før han vendte sig mod Aldamar, men et smil på læberne. "Vil du med op?" Der var ingen tvivl om hvem Fabian havde fortrukket.

Stilhed. Som forventet var de første lange sekunder meget stille, men endelig virkede det til at Fabian fik løftet en latter fra læberne, og Aldamar kunne fraværende i sin øjenkontakt med ham høre nogle af de andre drenge også stemme i, men åndede lydløst lettet op. Givet, havde Fabian slet ikke kunne vriste bare noget frem havde han måske været en anelse fornærmet over det, men hvis det kun var falsk latter, var den i hvert fald overbevisende nok til at blive godtaget af alle; alle undtagen Rolf selvfølgelig. Men heldigvis var hans mening lidt ligegyldig her, og Aldamar kunne med et lille smil give turen videre.

En vittighed om pøblen? Arys prinsen fangede godt hvor han kom fra, og et eller andet sted var det meget sjovt - der måtte være folk som var så... ulærte. Men at bruge den her, det var vovet. Og det faldt ikke i god jord. Nu var Rolf måske også ude i lidt af en dårlig hånd til at starte med, men Aldamar tog uden tøven fat i den tørrer afvisning af manden, og følte sig ansigt trække i et drillende smil. "Hvordan kan jeg sige nej" gled det galant over læberne, og Aldamar rejste sig fra sin hjørneplads, og sneg sig ud på gulvet. Armen blev rakt frem imod Fabian så han kunne hive sig væk fra den stirrende greve - det var ikke et rart blik han sendte dem og mon ikke han også selv havde følt det var unfair spil?
Ikke at det var Aldamar's problem, der med et et sidste blik på bordet af mænd, nikkede farvel til dem. "I... må passe på jer selv" brummede han med et leende smil, og fik en mindre bølge af 'høhøh' og kommentarer efter sig da han vendte sig om med Fabian's fine kvindeskikkelse ved sin side. 
Dog havde Aldamar ikke retning imod noget kroværelse, og hvis Fabian havde siddet med det i tankerne, måtte han blive overrasket da Aldamar drejede imod udgangen af kroen og ud på markedspladserne igen. 

Uanset hvad Rolf havde fundet på, så var Fabian godt sikker på hvem der skulle vinde. Der var to grunde til det, det ene i hans personlige interesse i at lege rundt med Aldamar, men også fordi en fyrstesøn betalte altså bedre end en grevesøn. Formodentlig. De burde i hvert fald have flere penge. Ikke at Rolf behøvede at kende til den første grund. Drengene troede jo at det var FAbian og Aldamars første møde.

Selv rejste Fabian op og tog hånd, som han fik presset sig ud af sin plads, og slog hurtigt armen om Aldamars, som han pressede sig op af den anden mand. Til stor frustration for Rolf som begyndte at drikke lidt voldsomt af sit krus. Han skulle nok finde en anden, tænkte Fabian. Han havde udseendet og pengene, så de skulle nok flokkes nu når de vidste at Fabian ikke sværmede om ham.
"Vi ses drenge," sagde Fabian leende, og gav et sidste blik mod Rolf, lidt irriteret, før han lod Aldamar trække ham afsted. Endelig fik han hvad han havde set blikket efter til at starte med.

Da Aldamar begyndte at lede ham ud af kroen i stedet for mod et værelse, kiggede Fabian lidt forvirret ned på ham. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte han undrende, lavmeldt, så ordene kun faldt mellem dem, mens han stadig havde plastret op af Aldamars arm.

Det var unægteligt tilfredstillende at kunne stikke af med Fabian, men endnu vildere var det for Aldamar at det faktisk ikke tiltrak sig nogen form for opmærksomhed. Omend den blonde kvinde ved siden af ham måske havde lidt... voldsomt tøj på til sammenligning med ham selv, var der ikke noget underligt ved at de slentrede ned af den regnfugtige gade. Selve den oplevelse fik lidt af et fjoget smil frem på Aldamar's læber, og ubevidst trak han Fabian en smule tættere på; det virkede næsten lidt for nemt.
Blikket blev vendt opad da han spurgte hvor de skulle hen, og et hemmelighedsfuldt glimt tog fat i de blå øjne. "Vi er da bare ude og gå en lille tur?" gled nok så uskyldigt over adelsmandens læber, og blikket så sigende frem foran dem til den halvbefærdede gade, for ikke at afsløre sit drillende glimt. Bare en lille tur igennem byens gader. Regnen havde sat en god dæmper for hele den festlige stemning der havde præget området før, men folk var så småt ved at snige sig frem igen nu hvor at den var stoppet.

De var ikke bare ude og gå en tur; Aldamar havde en plan med vejen de gik på lige nu, fordi den førte direkte hjem til det palæ familien ejede når de boede her i byen. Hvem ville have en kro, når du kunne have et hjem?

Det betød dog ikke at Fabian behøvede at vide det lige nu, og med skjult nysgerrighed observerede Aldamar ham for tegn på at han godtog den undskylning. Troede han virkelig, at han ville hive ham afsted på en 2 jadestykkers gåtur igen? Hvis han gjorde, var det et billede Aldamar kunne grine lidt af i det skjulte. 

Selvom sidste gang også havde været intim mellem dem, så havde det været på en anden måde. De havde været alene, i et snuset kroværelse, og bare udforsket grænser, med hinanden. Okay, Fabian havd enok mere udforsket Aldamars grænser, men Aldamar havde ladet ham. Bare tanken om den aften fik det til at summe i Fabians krop, hvis det ikke var fordi han blev hevet tættere på Aldamar. Hans krop var trods alt lidt kold efter trøjen der stadig var våd. Forhåbentlig var turen ikke lang, ellers måtte Aldamar lige give sine jakke op for ham, han var trods alt ikke et supermenneske... ikke rigtig i hvert fald.

"En lille aftentur?" kom det fra Fabian. Det var tydeligt at han ikke troede spor på hvad Aldamar sagde til ham, men han pointerede det ikke. Der var nok en mening med galskaben, og Fabian havde intet proble i at putte sig lidt tættere ind til Aldamar, i håb om at han afgav lidt varme, i forhold til den kølige luft efter regnvejret.

Der var mange spørgsmål der lå på hans tunge, som de gik, men mange af dem følte han ikke han kunne stille. Det var ikke hans plads. Det var hans kunder der kom til ham når de havde noget de ville sige, han spurgte ikke sådan om det, men Aldamar havde selvfølgelig en interesse i ham pga. den stemning han gav. Han ville nok have ham til at være ærlig, men det virkede alligevel for åbent til de mere spændende spørgsmål.
"Jeg var lige ved at tro at du ville lade mig gå op med Rolf," sagde Fabian, ikke ligefrem en løgn, som Fabian havde været på vej til at give op på Aldamar.

Med en brummende latter så han tiltroen til hans ord falme i Fabians mund, men valgte stadigvæk at holde fast i det for nu, fordi det var ikke løgn. Det ville være lidt af en gåtur derop, og det var jo aften. "En lille aftentur" gentog han som en tredje bekræftelse, og lod velkommen Fabians skikkelse putte sig lidt mere ind til ham. Blev han mere kold, måtte han trods alt sige til, selvom Aldamar allerede kunne mærke gåsehuden på de lidt tyndere arme. Det gjorde skam heller ikke noget at holde ham tæt. 
Et stykke tid var der bare stille imellem dem, imens at de roligt tilbagelagde meter efter meter tættere på deres destination, men overraskende nok var det ikke Aldamar selv der brød stilheden den her gang. Et undersøgende blik gled op på Fabian, og en noget tvivlende grimasse fyldte hans ansigt. "Lade dig? Jeg kan vel ikke stoppe dig på nogen måde" kom det en småleende fra ham, men dog med et overvejende blik over hvad han reelt mente. At Fabian foretrak ham, det varmede et eller andet sted og overraskede ham... faktisk ikke. Han var også et bedre parti end Rolf ifølge ham selv. Men han havde vel altid et valg med sine kunder, ikke sandt? Med de tanker mærkede Arys prinsen  endnu engang hvordan at Fabian skuttede sig under det kølige vejr, og endelig stoppede han op for med et galant smil at smække frakken om hans smallere skuldre, og låse dem ved hans bringe - godt presset af hans tilbehør.

"Desuden, så gjorde du ikke meget for ikke at vise interesse i manden" stadigvæk med den ene hånd på knappen tilføjede Aldamar den kommentar, men den lød hverken anklagene eller beskyldende. Nok nærmere konstaterende, hvilket passede meget fint til hans let sammenknebne blik. Skulle han have stoppet det? 

Hvis Aldamar ville have en lille aftentur, så måtte Fabian jo bare acceptere det, selvom han mente at det var en underlig brug af tiden med ham. Lette penge for Fabian, men måske også en anelse... kedeligt? For selvom han nød Aldamars selskab, hvor mærkeligt det end måtte være, så var det ofte ikke det Fabian søgte i andres selskab. Det var ikke derfor han gjorde hvad han gjorde, selvom det ofte var nemme penge i det. Man skulle bare give folk nogle komplimenter og lade som om at man forstod dem og lyttede. Nemt.

"Nej, det kan du ikke," gav Fabian ham ret i. "Men, du virkede ikke villig til at... blive ved med at lege," indrømmede han. Det var en sjov måde at gøre det på, men Fabian havde jo kun forsøgt at nøjes med Rolf, fordi Aldamar ikke havde virket interesseret i ham, ikke rigtig. Til at starte med var han jo kun endt der, fordi det var det lette offer.
I normale omstændigheder ville han nok have været glad for en som Rolf, men det var som om at ligeså snart der var et valg, så var blegnede Rolf pludselig. Det var naturligvis fordi Aldamar var en fyrstesøn.

Fabian blev kortvarigt stoppet, som Aldamar viklede jakken omkring ham, et lidt spørgende blik i øjnene. "Du kunne jo godt arbejde lidt for sagen. Det ville slet ikke have været et problem, hvis du havde tilbudt sit skød til at starte med," pointerede han, med et glimt i øjnene, selvom han straks mærkede varmen fra jakken. Det var langt mere rart, end den tynde lidt gennemblødte skjorte han ellers havde på.

Han måtte dog give Fabian ret i at han måske ikke havde været den mest villige at lege rundt omkring. Men det havde heller ikke været til at finde ud af hvordan man vippede Fabian ud af hans besidderiske skød, uden at starte en mere personlig fejde med grevesønnen. Ikke fordi at han decideret havde forventet det, men det var lige præcis sådan der at dårlige beslutninger blev taget i bøgerne. Et par øl indenbords og en kvinde til at spidse selskabet til. 

De genoptog farten, og som de gik længere og længere blev det efterhånden tydeligt at de var på vej ind i den øvre del af bydestriktet. "Hmmm".... adelsmanden lignede en der et øjeblik skulle overveje det han sagde, og lod et vurderende blik kortvarigt glide over hans kvinde-krop. "Tilbyde mit skød til en kvinde som dig? Det er meget få damer der har siddet der igennem tiden" brummede han med lidt drillende og humorpræget smil, men undgik dog Fabians øjenkontakt på de sidste ord da han ikke helt vidste hvordan han ville møde det mulige smørrede udtryk på mandens ansigt, men var dog blevet en anelse modigere af rusen i blodet. 
Hvilket måske også var grunden til at han faktisk hev Fabian med tilbage fremfor at de skulle være blevet på kroen, eller skulle bruge tid på en lille snak. igen. Dét, og en god portion forfængelighed der hviskede til ham at han havde bedre vin og mere plads derhjemme. Fordi han ville gerne have Fabian, så meget var efterhånden blevet slået fast. Men hvornår? Måske en anden god del af ham hviskede imod i aften, også. 

Fabian havde aldrig startet en decideret fejde, men han var ikke ukendt til verdenen om det. Det var bare aldrig gået så vidt. Om ikke andet kunne han sagtens tilfredsstille dem begge, selvom han var ret sikker på at Rolf og Aldamar ikke begge kunne være glade for det. Deres præferencer virkede trods alt en anelse forskellige.

Som husene ændrede sig omkring dem, så blev Fabian mere og mere bevidst om hvor de var. Han kendte godt til kvarteret, selvom han ikke havde brugt meget tid her. Hvad ville Aldamar? Han boede vel i denne her ende, men han ville vel ikke tage Fabian hjem til sig? Og ingen forstillinger gik på teateret på det her tidspunkt.
"Vil du hellere have en anden?" spurgte Fabian, lidt spindende, som han pressede sig mere ind til Aldamars side og kiggede på ham. "Måske en mand er mere din stil?" Det var ikke engang et rigtigt spørgsmål. FAbian vidste det, han havde trods alt set hvor fascineret Aldamar var af hans krop, og hvordan han mere havde set på manden på scenen, end kvindekroppen han besad. "Har du haft mange mænd siddende på dit skød, Aldamar." Han læggede tryk på navnet, men sagde det eller lavmeldt. Kun for de to af dem at høre.

Toneændringen gik ikke på nogen måde forbi den mørkhårede mand, der kiggede op på en nu spindende kvinde der udemærket godt vidste hvad han mente. At kaste spørgsmål for galleriet var dog sjovt - at se Fabian lege omkring det var fascinerende, og med den mentalitet gled der en påtaget overraskelse over Aldamar ved hans ord. Hvordan kunne du dog vide det, syntes hans blik med falsk forskrækkelse at le idet at Fabian gled bare et lille stykke tættere på. Aldamar holdt kort vejret. Selvom gaden var mennesketom, blev der alligevel kastet et ekstra blik omkring sig - næsten umærkeligt og med øvelse da han trods alt havde sneget sig lidt rundt før, inden arys prinsen endelig smilede, skjult latter i den lavmælte stemme "Overraskende få, givet min charme og det lækre hår" ord der blev sagt ud i luften foran dem, og Aldamar drejede dem om et hjørne til den vej deres palæ lå på uden at lade sig mærke af de intense blå-grønne øjne. Han holdt blikket imod målet, fordi sidst - og sidste gang igen, jah der havde det virket som den blonde mands største fornøjelse at få ham til at spjætte i offentligheden. 
 
Som så meget andet ved Arys familien, var deres bosted en udemærket indikation på at familien ikke ligefrem manglede penge. Og selvom man godt kunne se at det var en sæsonpræget bolig, så den ikke helt forladt ud. Enkelte lys flakkede i vinduerne, og Aldamar vidste at den mindre tjenestestab stadigvæk ville være vågen og vente på at han kom tilbage.

"Men nu gør jeg mig også mere i kvalitet fremfor kvantitet" kunne han ikke dy sig at sige, og kastede endelig et blik op på Fabians blonde skikkelse, en drillende gnist omkring sig så tæt på hjem.

Det var alt sammen en leg, det var det altid mellem dem, og selvfølgelig ønskede Fabian at se Aldamar pive lidt, spjætte lidt. Det var hvad Fabian fandt sjovt, at se hvordan prinsen faktisk var et menneske med følelser, men det så ikke ud som om at han var interesseret i at give efter.
"Jeg er ret sikker på at det ikke er håret de er efter," kom det lavmeldt fra Fabian. Det intense blik bibeholdt på manden ved hans side. Aldamar kunne tro hvad han mente med sætningen, men Fabian selv havde en klar idé om hvad han mente.

De begyndte endelig at nærme sig Arys palæet. De fleste vidste det fandtes heroppe af, og selvom Fabian aldrig havde været der, så havde Liliana tidligere pointeret det, og det gjorde det klart at det virkelig var der de var på vej hen. Han kunne mærke en blanding mellem spænding og lidt nervøsitet over at være der. Han havde aldrig været derinde, men hvorfor tog Aldamar denne her chance? Han ville næppe lade FAbian forblive Fabia når de kom indenfor. Så hvorfor?

Et sug gik igennem Fabian fik øjenkontakt med Aldamar igen, og han sagde de ord. Det kunne være han drillede, men det gjorde stadig noget. Desværre betød det også lidt at Fabian lidt bare havde lyst til at tage Aldamar lige der, som var en af hans standard følelser. Han var dog ikke vant til den slags komplimenter.
"Jeg håber ikke at jeg skuffer dig så," kunne han ikke lade sige, og man kunne se at gjorde Aldamar noget antræk til at komme nærmere, så ville Fabian nok fange ham i et kys.

Hvis Aldamar hørte hvad Fabian sagde, var det ikke fordi han lod sig mærke med det. Man vænnede sig med årene, til at de fleste gerne ville have et eller andet... han havde altid kunne se det hænge over sine forældre, og han havde med tiden også oplevet det selv; det skiftede om det decideret var penge, hemmeligheder eller nogle gange lidt god vilje. Men for det meste var det til at overkomme, og Aldamar havde et nok så afslappet forhold til den vinkel i et venskab med ham. Han havde det med at omgås ret så fint selskab, hvis hans egen mening betød noget. 
Og dér var det så, lige foran dem. Aldamar var kortvarigt stoppet op, og med ham var Fabian selvfølgelig også stoppet. Men det var ikke decideret det flotte syn af høje stenvægge der holdt ham stående fastlåst i nogle åndeløse sekunder, men derimod den lille pause der fulgte efter Fabians ord. Frem eller tilbage?

Fremad. Selvom det ansigt han studerede ikke var det samme, kunne man ikke tage fejl af blikket og med et sus omkring sig lænede Aldamar sig fremad for at møde det kys han næsten fornemmede i luften. "Mon ikke du klarer dig.." Aldamar var kort stoppet; mumlede han imod hans læber, inden at han med en lidt dybere vejtrækning endelig skubbede sig selv fremad imod Fabian. Hånden der havde været viklet om hans talje gled længere op af mandens - eller, kvindens ryg, idet han med et hoppende hjerte følte at kysset blev gengældt, og lod sig opsluge af det.
I hvert fald i nogle sekunder. Ikke forfærdelig længe efter trak Aldamar sig med et fornøjet suk, og hev med lidt mere bestemthed dem begge afsted imod porten og hovedindgangen. Hvad Fabian nok ikke vidste, var at han havde hele huset for sig selv her de næste par dage. Så hvor at han måske var nervøs for at gå derind, var han selv mere nervøs for at blive stående herude. Ikke at det havde betydet så meget lige før tydeligvis.

"Hvad vil frøkenen have at drikke?" gled det spørgende over læberne på vej imod døren, idet Aldamar vidste at det var et spørgsmål de blev mødt med, når hvem end der var på arbejde så at han havde selskab med. 

Fabian var ikke skuffet, som han kunne fange Aldamars læber med hans egne i et kys. Det gav et sug i ham, også selvom han ikke var i sin rigtige krop. Han var da også sikker på at Aldamar ville have fortrukket at kysse en lidt anden version af ham, men Fabian vidste godt at han ikke bare kunne forvandle sig midt i det hele. Hvis Aldamar ville have ham tilbage til mand, for at have noget godt at kigge på, så måtte han desværre også bede om det.

Som de trak sig fra hinanden igen, kunne Fabian ikke lade vær med at kigge ind i hans øjne. Det føltes lidt som om at Aldamar snød ham, eller om ikke andet ikke gav ham nok af hvad han ønskede, men de var selvfølgelig heller ikke helt fremme endnu, så Fabian sagde ikke noget.

Deres skridt begyndte at føre dem ind mod huset. "Drikke? Hmmm.." sagde han og så lidt betænksom ud. De måtte have noget godt at drikke, når det var et palæ for en fyrstefamilie, og mulighederne næsten umulige. "Måske lidt vin? I må have noget godt noget, ikke?" spurgte han nysgerrigt. Det var ikke den bedste kvalitet nede på kroerne, så det var ikke ofte Fabian faktisk drak det, men nogen gange så passede det jo til selskabet.

Aldamar fnyste, men ikke i uenighed. Nej, det var en tavs konstatering af selvfølgelig havde de noget godt, og det var egentlig et fjollet men høfligt spørgsmål at stille, og nysgerrigheden fik ham til at smile lidt. Et eller andet sted havde han næsten allerede besluttet hvilken en vin de skulle ende med, inden de nåede til hovedøren, hvor at han med et fast tag om Fabain lukkede dem begge to hjemmevandt ind af den store dør.
Den hastige lyd af fodskridt imod stengulv afslørede at de alligevel havde formået at overraske hjemmets hushovmester, der med sin overfladiske vejrtrækning endelig dukkede op i forhallens dør, og med hænderne foldet bagved ryggen, prøvede at få styr på sin fremtoning. "Deres højhed Prins Aldamar, velkommen tilbage." hilste han med overraskende høj stemme rungende imellem de tavse vægge, og fyrstesønnen nikkede kort. Hushovmesterens kølige blik gled fra prinsen til Fabian's velformede kvindekrop, og hvis han havde en mening om det, kom den kun til syne i et kort udtryk af overraskelse. "Og en..." begyndte han, men lignede hen der ikke rigtig kunne finde det rigtige ord at sætte på hans ublufærdige skikkelse, og Aldamar's mundvig sitrede en anelse. Og en hvad? Ikke at han gjorde noget forsøg på at hjælpen manden.

De var kommet af med overtøjet, og Fabian havde endda fået tilbudt en tør trøje at tage på hvis han ville, selvom hushovmesteren om nogen havde stirret en anelse længe på ham når Aldamar ikke kiggede. I sidste ende var de endt i hjemmets pejsestue, hvor at ildens varme langsomt og stødt havde fået ædt sig ind på værelsets kulde i løbet af dagen, og som nu farvede det veldekorerede område i sjove skygger og varme farver. Aldamar selv sad på hug foran ilden, men lagde nu ilddrageren fra sig, og vendte sig om imod det bord af frugt og vin som husholderen havde fundet frem til dem, inden at han selv havde trukket sig tilbage for aftenen nu hvor at fyrstesønnen var hjemme igen.
"Nå.... hvad synes du om det?" kom det spørgende fra Aldamar, der med øvede fingre havde fundet glassene frem og var igang med at hælde op til dem begge, et undersøgende glimt i øjet. Han have sjældent folk 'med hjemme', så at sige... 

Fabian tvivlede da heller ikke på at Aldamar nok skulle vise sig fra sin bedste side når de var hjemme hos ham. Det bedste mad og vin. Mon Fabian endelig kunne få lov til at prøve at leve som en fyrste? Ikke at Aldamar nok ville opvarte ham på den måde, hvis han skulle være helt ærlig.

Varmen inde fra huset var behagelig, og Fabian tog gerne jakken af sig, nu når de ikke var udenfor i den kølige aftenluft, men de blev dog hurtig forstyrret af hushovsmesteren, som han kom stampende ned til dem. Han havde tydeligvis ikke forventet at Aldamar allerede var hjemme, eller at han havde taget damebesøg med sig.
Fabian kiggede køligt tilbage på hushovsmesteren, som han tydeligvis ikke havde flatterende meninger om hvordan Fabian sagde. Aldamar ville dog tydeligvis heller ikke have det, til Fabians egens glæde. Så behøvede han ikke at være flabet.

Fabian var blevet givet en trøje, som han var blevet placeret i en af sofaerne. Stadig i sin kvindelige form. Herinde var det endnu varmere, mend et betød også bare at han hud var ved at blive varm og fugtig. Ikke ligefrem behageligt.
"Det her er noget finere end jeg er vant til," indrømmede Fabian, som han heve skjorten over hovedet, selvom den klisterede til alting. Han overvejede ikke engang at Aldamar ikke havde lyst til at se på hans kvindelig overkrop, eller at han burde være lidt mere blufærdig. Hurtig hev han dog også fat i den anden trøje, og tog den på, før han rakte frem for at tage imod glasset med vin - hvis ikke Aldamar var ved at gå ud af sit gode skind.