Det generede Noriana et eller andet sted, at hun ikke kunne leve op til sin moders forventninger. Det hun i virkeligheden higede efter, var moderens accept og velvilje. Måske endda kærlighed, men det var som om at uanset hvor meget hun prøvede, så var det aldrig godt nok. Og det tærerede på hende, men hun kunne heller ikke få sig selv til at tage en snak med hendes moder, eller søster for den sags skyld. Hun gik med denne byrde alene, og det var hvad der fik hende til konstant at søge grænser. Og hun kunne ikke stoppe sig selv. Og på trods af dette, så prøvede hun alligevel at være fin på den, og understøtte hendes moders ønske. Nemlig at hun skulle se at blive en rigtig dame der tog ansvar og varetog pligten og yndede familiens ære.
Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, og vendte langsomt tilbage til Clara. Hun havde en kamp indeni, og var næsten lige ved at tude. Hun følte sig så splittet, men hun blev nødt til at forholde sig til hvad den anden sagde.
"Åhh en skov. Jeg elsker skove," fortalte hun. Ikke at hun mindedes hvornår hun sidst havde været i en. For hende var omdrejningspunktet kun Dianthos der fascinerede hende, men hun ville ikke sige for meget til Clara, for hvad nu hvis hun sladrerede.
"Ja, må det vare længe før han kommer," sagde Noriana en anelse for afvisende med et drømmende udtryk i ansigtet.