Det generede Noriana et eller andet sted, at hun ikke kunne leve op til sin moders forventninger. Det hun i virkeligheden higede efter, var moderens accept og velvilje. Måske endda kærlighed, men det var som om at uanset hvor meget hun prøvede, så var det aldrig godt nok. Og det tærerede på hende, men hun kunne heller ikke få sig selv til at tage en snak med hendes moder, eller søster for den sags skyld. Hun gik med denne byrde alene, og det var hvad der fik hende til konstant at søge grænser. Og hun kunne ikke stoppe sig selv. Og på trods af dette, så prøvede hun alligevel at være fin på den, og understøtte hendes moders ønske. Nemlig at hun skulle se at blive en rigtig dame der tog ansvar og varetog pligten og yndede familiens ære. 
Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, og vendte langsomt tilbage til Clara. Hun havde en kamp indeni, og var næsten lige ved at tude. Hun følte sig så splittet, men hun blev nødt til at forholde sig til hvad den anden sagde. 
"Åhh en skov. Jeg elsker skove," fortalte hun. Ikke at hun mindedes hvornår hun sidst havde været i en. For hende var omdrejningspunktet kun Dianthos der fascinerede hende, men hun ville ikke sige for meget til Clara, for hvad nu hvis hun sladrerede. 
"Ja, må det vare længe før han kommer," sagde Noriana en anelse for afvisende med et drømmende udtryk i ansigtet. 

Clara kiggede lidt undrende op på Noriana, som så ud til at hun ikke havde det helt nemt, selvom Clara ikke havde nogen idé om hvad det egentlig handlede om. Hun overvejede at spørge ind til det, men det var næppe hendes plads. Hun ville helst ikke snage i andres ting, og så godt kendte de to af dem heller ikke hinanden.

”Skove er det eneste sted, hvor jeg føler man virkelig kan være sig selv,” indrømmede Clara, nu når de var tilbage på at snakke om skove. Hun pillede en sidste gang ved blomsten hun sad ved, før hun rejste sig op, og vendte sig mod Noriana med et stort smil på læberne. Hun forstod godt at Noriana ikke så frem til at blive gift, det var også lidt intimiderende. ”Forhåbentlig, hvis det er det de ønsker,” indrømmede hun. Hun havde ikke super travlt selv, men hun kunne godt se at Noriana havde en lidt anden form for foragt for det end hun selv havde. Sådan var man vel forskellige, men en fyrstedatter havde vel også blot mere ansvar.

Sandheden var at Noriana ikke kunne finde ud af at indordne sig sin moders ønske om at være en fin dame. På trods af hun prøvede ihærdigt, så var der altid noget som fik hende til at søge mod Dianthos. Det var der hun følte sig allermest hjemme, og hun ville sådan ønske at hun kunne flytte til Dianthos ligesom hendes ældre søskende. Men det kunne hun altså ikke. 
"Åhh, det er sådan jeg har det med Dianthos," sukkede Noriana. Hun længtes allerede efter byens tumult i dette øjeblik, og havde en kriller i fingrene efter at komme ud af kjolen og i drengstøj. Hun hadede virkelig at hun måtte stadse sig op på den måde. At hun ikke bare kunne gå i florlette kjoler og løse bukser. Det var så meget mere behageligt. 
"Men jeg er sikker på, at hvis jeg havde en skov i nærheden ville jeg have det på samme måde," sagde hun og smilede til den anden. Hun trak i en rose og satte den bag øret. Hun ville stille den i vand når hun kom op på værelset igen. 
Mænd og ægteskab var uundgåeligt at tænke på, men Noriana gjorde alt i sin magt for ikke at tænke på det. Hun ville ikke. Hun nægtede at blive voksen. 
"Hvad kan De godt lide at lave?" spurgte hun i stedet den anden. Hun ville egentlig gerne lære Clara at kende. Der havde hun en ægte interesse. 

Hvordan nogen kunne have det på den måde i en storby kunne Clara ikke forstå. Der var øjne over det hele, og man skulle gå og være pæn i tøjet og sin opførsel, men selvfølgelig havde Noriana nævnte at hun gik i mandstøj. Men det var vel heller ikke at være hende selv. Der var Clara måske lidt gammeldags, men kvinder skulle gå med passende tøj, selvom hun var åben for at bukser kunne være det, bare ikke med et... mandesnit.

Clara tøvede lidt da det kom på hvad hun holdt af at lave. ”Jeg kan godt lide at...” hun tænkte sig lidt om med sine ord. ”Studere naturen er det vel? Ikke så meget i bøger, men ude i den, lære om den, eller bare gå lange ture i den. Ellers så holder jeg af at synge, ikke nok til at  blive en del af teateret i Dianthos, men min moder siger jeg har en smuk sangstemme,” indrømmede hun. Hun kunne ikke tale om hvordan hun også holdt af at underholde de små ånder der befandt sig over det hele. Det var ikke ligefrem et samtale emne for første dag. ”Hvad med Dem?” Der måtte være mere for Noriana end at gå i mandstøj.

Noriana elskede Dianthos og en dag ville hun være modig nok til at plage sin moder om at bo i byen. Men ikke nu. Først skulle hun overbevise moderen om at det var det rette at gøre. Men hun kunne egentlig også godt lide naturen. Stilheden. Det var sjældent hun bare sad for sig selv og nød stilheden. Fri for hendes mors anstrengte stemme, når Noriana ikke gjorde hvad der blev sagt. 

Noriana nikkede men virkede fraværende. Hun kunne ikke lade være med at tænke på friheden ved at løbe gennem byen og mærke livet fra den. 
"Jeg kan lide at brodere, og strikke og læse bøger," løj Noriana lystigt. Hun var godt klar over at Clara var klar over hun løg, men man vidste aldrig hvem der lyttede!

Claras blik var undrende og hun forstodi kke rigtig løgnene der undslap Norianas mund. Hvorfor? Clara havde været oprigtig omkring hvad hun elskede at lave, og selvom de var på Ædelborg, så burde hun heller ikke være bange for at sige sine ting. Det gjorde tingene en anelse falske i hvert fald.

”Hvad kan De lide at læse så?” spurgte hun, men hendes blik var tilbage på blomsterne, og hendes hånd gled mod et skud der var på en af dem, som blomstrede, som hendes finger løb over den. Hun vidste godt hun ikke skulle, men hvis det var en falsk samtale hun havde med Noriana, så ville det give mere mening at fokusere på planterne de var omgivet af.

Adelslivet var selvfølgelig ikke nemt for nogen af dem, men Clara følte alligevel at man kunne gøre en del for at gøre det til noget man kunne holde af. Hun havde i hvert fald selv gjort det. 

//13-02-2021: Lukker grundet inaktivitet. Vi kan altid se på noget nyt senere.