Et overraskende svar som fik et overvejende udtryk frem i det markerede ansigt hos prinsen. Kunne man købe sig til alt her i Dianthos, eller fandtes der begrænsninger?  Ikke fordi at han ville lade Fabian sætte standarden for byens indbyggere - det ville jo næsten være uretfærdigt, men det var et sjovt princip at bærer med sig rundt i landet. Adelsmandens øjne glimtede kortvarigt, havde Fabian ikke talt før Aldamar fik et ord ind, ville han nok have forsat en anelse ned af den tangent. Men det var ikke sådan de skulle lege. 
Blev han ved med at sige det? Aldamar's blik mødte Fabians blå-grønne, og for et kort øjeblik var det som om at Aldamar ledte efter noget der gemte sig forfærdeligt godt derinde bagved, men måtte med et fnys opgive. 
Havde han været så åben omkring det, eller havde Fabian været meget observant? Nok en god blanding, hvoraf Aldamar muligvis viste for mange glimt af de kort han havde på hånden, og nikkede derpå langsomt til den blonde mand. Det nyttede trods alt ikke at lyve om sandheden, når den var alt hvad man ville have af andre. Håret hang løst og gyldent omkring hans skuldre, og idet han selv rakte ud efter sin øl, valgte Aldamar at tage den idé til sig, og rakte ud efter sin egen. 
"Det er en evne jeg har" mumlede han før han tog en stor tår, og havde et kort øjeblik svært ved at stoppe den grimasse der fulgte med bagefter. Det smagte.... specielt. Ikke som han var vant til, det var helt sikkert.

Aldamar rankede sig en anelse op på stolen, men valgte nu at holde fast i kruset fremfor at sætte det ned på gulvet igen, "Jeg er altid bevidst om folk lyver. De plejer de at gøre i hvert tredje ord..." tilføjede han en anelse irritabelt, men kiggede så op, et skævt og dog underligt taknemmeligt smil om mundvigen. Han vidste nok ikke engang hvorfor. "Men det gjorde du ikke. Hverken på paladset, og heller ikke her til aften..."
Aldamar vidste ikke engang selv hvor han ville hen med aftenen, med snakken eller med Fabian selv. Eller det var en hvid løgn, fordi han havde sine idéer, omend han aldrig ville prøve - turde, at følge op på dem. 

Det måtte lyde underligt for en adelsmand. Betale for at lyve. Men det var Fabians job. Folk købte ham for at de følte sig elsket, når han selv aldrig havde følt de følelser om en anden person. Han havde aldrig lade sig selv falde på den måde, men skuespillet, det kunne han finde ud af. Det var nok også pga. det at han ikke gad det når han skulle være sig selv. Hvem ville han også være hvis han skulle lade som om at han var en anden person hvert øjeblik af sit liv. Han huskede i hvert fald at han havde løjet mere som barn.

Da Aldamar bekræftede at det var en evne, kunne Fabian kun nikke. Det var ikke underligt at der også var sådan en evne ude i verdenen, men samtidig forstod Fabian også godt hvis det var noget man ville holde tæt på sig. Aldamar havde dog gjort det en anelse for åbenlyst. I hvert fald for Fabian, da sætningerne bare lød... underlige.
Det taknemmelige smil fra Aldamar, fik Fabians hjerte til at slå bare en anelse hurtigere, og han kunne ikke lade vær med at gengælde smilet. ”Så det er derfor du har opsøgt mig?” spurgte han. Nysgerrig over hvad det var der havde drevet prinsen til et sted han ikke hørte til.

Alt efter tempoet på aftenen, og hvad Aldamar lagde op til, så var det ikke umuligt at Fabian kunne finde på at initiere det. Han var vant til både mænd og kvinder som var lidt usikre, men når man først fik dem i gang, så plejede de at være ganske passioneret. Man kunne også bedre lære dem hvad der var godt.

Der var mange ting som Aldamar umuligt havde en chance for hverken at vide eller forstå omkring den blonde mand - og da slet ikke hvilket type liv han havde levet. Ikke fordi han havde nogen ret til at vide det, men hver gang en sten blev vendt med Fabian, så dukkede der to nye op. Når han endelig troede at han havde regnet en ting ud, så var der en ny ting til at erstatte den midlertidige succesfulde følelse, hvilket prikkede til en voksende nysgerrighed.
Det var ikke fordi at Aldamar som sådan var forberedt på spørgsmålet, men han havde haft en idé fra starten om, at det nok ville komme på et tidspunkt. En lidt mere mistroisk del af Aldamar hviskede at han ikke skulle svare sandfærdigt - sandheden var alligevel ikke noget værd for typer som Fabian, hvis ærlighed tydeligvis kunne plettes af penge. Men en anden og mere insisterende del, bad ham hanke lidt op i sig selv. Fordi hvorfor var han her? Og hvorfor blev han ved med at være her?
Han vidst ikke om der normalt var en tidsbegrænsning. Han var jo kommet for at se Fabian, men hele introduktionen til Fabian og hans verden, havde lagt et nyt lag af forvirring og distraheringer over aftenen for Aldamar. Fordi hvad forventede Fabian selv? Hvis han da overhovedet havde nogle tanker om det, og ikke bare så det som endnu et par timer der skulle overstået - hvad vidste han. Aldamars blik mødte de nysgerrige blå grønne, og med en overvejende brummen tog Aldamar endnu en tår af øllen. Den summede tilfreds i den letpåvirkelige krop Arys-manden havde,

"Jah, men ikke primært for din ærlighed" startede han prøvende ud med, og følte hvordan han kortvarigt spændte sammen i kæben, næsten som om at den slog knuder på sig selv.

Fabian havde ikke sat en tidsbegrænsning på, da han havde nævnt prisen. Den var i forvejen højere end hvad man ellers forventede at sælge en samtale for, så hvis Aldamar ville udnytte det til sit fulde, så ville Fabian næppe kunne sige nej til ham. Hvis han i stedet for valgte at smutte efter en time, så ville Fabian blot have en virkelig god timeløn, som kunne komme direkte ned i lommen.

Han kørte en hånd gennem de lyse lokker, for at lade det falde ned langs hans hoved, og væk fra hans ansigt, så godt det kunne. Et par enkelte totter faldt dog stadig ned mod hans øjne, inden det alt sammen naturligt faldt til den ene side.
”Oh?” sagde han, da ordene faldt ud af Aldamars mund, og han satte øllen endnu engang over på natbordet, og flyttede sig lidt, før han forsigtigt slog på madrassen ved siden af ham. ”Hvorfor kommer du ikke her over. Jeg lover ikke at bide.” tilbød han. Han ville også have foreslået sit skød, men så var han ret sikker på at Aldamar ville bryde fuldstændig sammen. Der var jo nok en grund til at Aldamar var hele vejen derover. Han mente nu også sine ord. Han havde ikke tænkt sig at bide ham. Måske smage lidt, hvis det lagde op til det. Det var vel bare en naturlig del af at han havde det job han havde?

Han ville dog virkelig gerne vide hvorfor Aldamar var her. Det var også et mere konkret spørgsmål, end at Fabian begyndte at stille spørgsmål til ham selv, om hvorfor han var så interesseret i Aldamar.

Aldamar faldt derefter hen i tavs stilhed, imens han af bedste evne prøvede at beskrive hvad der havde fået ham til at opsøge Fabian, foruden at få det til at lyde... desperat. Eller for fascineret. Men det store som det lille var nu engang faktummet at han havde glædet sig ved udsigten til et gensyn og en god snak med ham. Sidst var overraskende hyggeligt! Han havde reelt set glædet sig til at se den blonde mand igen, men kunne ikke greje hvordan han skulle sætte hans erhverv ind i det her møde. Eller helt præcis, så vidste han ikke hvordan han kunne sætte Fabians ervherv ud af det, fordi at sige han havde været flirtende til ballet, jah det ville ikke være en overdrivelse. Men havde han været flirtende for at få fingrene i højadelen? Måske - det var meget muligt. Selv hvis det havde været formålet, var det ikke engang noget han blev sur over... nej, nærmere skuffet - hvilket var værre at tage sig af.
Dog viste det sig at være Fabian selv der satte sit job enten ind eller ud af det - han kunne ikke helt bedømme det selv, idet manen klappede ham hen imod sengen. De blå øjne glimtede tvivlende på trods af at ansigtet var udtryksløs, og Aldamar skulle lige til at afvise for derefter at undskylde sig for ulejligheden, men midt i starten af sine første ord stoppede hans stemme.

Hvad fanden. Med et smæld smækkede Aldamar tænderne sammen, og rejste sig fra stolen, et noget blandet udtryk i hans ansigt hele vejen ned til pladsen ved siden af Fabian. Aldamar satte sig, sengen knirkede en anelse ved den ekstra vægt men ellers var der for et kort øjeblik fuldkomment stille.

"Jeg kom, fordi jeg gav dig et løfte. Jeg er en mand af mit ord..." endte han med et sige til sidst, og drejede kort hovedet for at fange de blå-grønne øjne hos Fabian, et undersøgende glimt i hans øjne. Kunne han overhovedet huske det? Ikke ligefrem den mest ærværdig ting for prinsen at sige, men nu engang en del af sandheden - den anden del holdt han for sig selv.

Fabian sad og ventede, håbede på at prinsen ville komme over at sætte sig, men han havde ikke sat forventningerne højt. Han foretrak bare når tingene var mere intime. Han var mere tilpas, og at sidde ved siden af den anden mand, han følte bare at det var bedre. Så behøvede de heller ikke at snakke så højt, så kunne det blive mere deres ting. Næsten en romantisk tanke, hvis det ikke var fordi at Fabians hjerne absolut ikke tænkte i de romantiske baner.

Grunden var lidt tam, selvom Fabian huskede ordene, måske ikke så tydeligt som Aldamar, men det var de ord der havde runget i hans hoved de første par dage, indtil han havde tænkt, at adelige alligevel ikke holdt deres ord. Aldamar var anderledes. Måske han ikke brød sig om løgnene, fordi han vidste at de var der. Det var nemmere at vende det blinde øje til, når man kunne lade som om at man ikke hørte den. Ikke at Fabian vidste præcist hvordan den anden mands evne virkede.

Han kiggede ind i Aldamars øjne. ”Det er der ikke mange der er,” sagde han stille. Han kendte et hav af folk der var løbet fra deres ord ligeså snart de kunne. ”Men er det virkelig grunden til du er her?” Han lænede sig lidt ind mod Aldamar. Ikke nok til at det blev kvalmende tæt på hinanden, men det var tæt nok på at effekten fra aftenen på balkonen næsten var det samme. Fabian gjorde sig tydeligvis ikke meget i personlige bobbler når han kunne slippe for det. I hvert fald ikke når det kom til Aldamar.

Grunden var i og for sig underlig sat op alene, men vidste man at der lå noget andet bagved løftet, blev det drejet i lidt andre baner. Da Aldamar satte sig på sengen, havde han egentlig en halv idé om hvad der skulle ske, imens en anden del af ham stædigt holdt fast i det venskabelige møde. Det var dog et venskabeligt møde med meget, meget smal intimsfære, fordi i næste nu, kom den højere mand endnu tættere på - næsten for tæt på. Givet, Aldamars personlige bobbel strakte sig in forvejen længere end de flestes, og nærkontakt blev som regel undgået hvis muligt.
Men i et kort sekund stivnede han. Han hørte hvad Fabian sagde, men det var lidt som om at ordene blev sagt fra afstand, og deres betydning var ikke i centrum. Nej, foksusset lå fuldt og fast på Fabians  ansigt, der med endnu et spørgsmål sneg sig tættere på.

I bund og grund kunne blikket som Aldamar anså ham med, bedst forklares som splittet. Han havde ikke tænkt sig at skjule den underliggende lyst til at samle op på den bold der blev kastet imod ham, den ulmede i de blå øjne og i selve kroppen, der ellers ville have rykket sig væk for længst. Men samtidigt havde han lovet sig selv en samtale, og det her var ikke ligefrem en samtale med ord, skulle det forsætte.
"Nej" endte han alligevel med at sige som en lavmælt og ærlig bekræftelse af hans ord. Fordi det var kun en af dem.
Aldamar tog en beslutning, og rykkede sig en lille my tættere på, men lagde ikke op til at forsætte nærmere end det. Dog hvilede der næsten noget vurderende i hans blik, som han så på Fabian. Ville han gøre noget? Ville han virkelig vove det? Hvis han gjorde, ville det være en kort fornøjelse.
Fordi efter få sekunder ville Aldamar selvfølgelig trække i land, for stolt af sig til at blive ved, men også for stlt til at forlade rummet. 

Fabian stirrede ind i Aldamars øjne og følte spændingen der lå i luften mellem dem. Han var ikke sikker på hvor situationen var på vej hen, og heller ikke helt hvad Aldamar forventede, men det gjorde ham forventningsfuld, også selvom han godt var klar over, at han nok skulle tage hoppet for dem. Aldamar virkede usikker på noget som helst intimt med Fabian, og noget sagde ham at det ikke var fordi det var Fabian, men fordi Aldamar nok aldrig havde hygget sig med en mand før. Om han havde taget en kvinde før, kunne Fabian dog ikke sige, da springet fra kvinde til mand ofte var ligeså stort som fra ingenting til mand.

Det lavmeldte 'nej' gav et sug i Fabians mave, og da Aldamar rykkede sig, det lille bitte stykke tættere på ham, så kunne han ikke lade vær. Han gjorde det ikke hurtigt, men ligeså stille rykkede han sit hoved lidt nærmere, og så lidt mere indtil han lukkede afstanden mellem dem i et kys. Fabian pressede ikke på, og kysset var simpelt, da han godt vidste at Aldamar nok ikke var så villig som hans øjne og kropssprog ellers gav tegn for at det var. Han var også derfor klar på at trække sig tilbage når Aldamar mente at det var mere end nok, men blot den korte stund var nok.

Fabian søgte dog også Aldmars reaktion på hvad der hændte. Var det forkert af ham, eller var det mere af stolthed Aldamar i sidste ende ville reagere.

En ting var sikkert, og det var at Aldamar på mange punkter var et af krystallandets dårligste partnere i den dans der kort blev slået anslag til. Han gav sjældent noget af sig selv, men forventede på mange måder at få alt igen, og den fordeling af goder gjaldt også nu. Han ville ikke være den første til at indlede noget kys med Fabian... men han ville ikke være den sidste til at besvare det.
Forsigtigt kom han nærmere - forsigtigt blev afstanden imellem dem forkortet centimeter efter centimeter, og med ligedele rædsel og opstempthed lod Aldamar deres læber mødes i et simpelt kys. Intet pres, ingen hænder og ingen anden reaktion en et kort moment af af stilhed imellem dem begge. Aldamar havde lukket øjnene, og smagte nu prøvede det som Fabian serverede for ham, en lille latter boblende imod hans sjæl.

Men det fik ikke lov til at vare længe, og med udåndet suk trak Aldamar sig langsomt tilbage som den første - og så til sin tavse glæde, at Fabian gjorde det samme. Der var ingen tvivl om at den trænede mand søgte hans blik for en reaktion og en tanke om hvad han mente. Og betænksomheden fik kort Aldamars i forvejen hurtigtbankende hjerte til at stige et par takter. Det havde slet ikke været dårligt, det kunne han ikke benægte, og tanken lyste op i de blå øjne Aldamar bar.
"Hmm..." den tænkende lyd var lavmælt og Aldamar's blik landede studerende på Fabian. Han havde gjort det... men så igen, virkede Fabian til at kunne gennemskue de fleste af hans idéer, hvilket både var godt og skidt hvis hvert et møde endte med ham i nærheden. Det var dog bedre end vovetheden på balkonen - her var væggene høje og Fabian forventede halvt om halvt også at de var relativt.... lyddæmpende. 

Fabian var vant til en leg, hvor det var ham der stod for det hele. Forskellen denne her gang var blot at Aldamar ikke havde betalt for det. Det havde været noget Fabian havde initieret på sine egne følelser og behov. Måske var det også blot for at se hvor langt han kunne trække den med Aldamar. Hvor meget kunne han få prinsen til at falde i?

De sad meget tæt, og Fabian ville glædeligt have taget Aldamar op på skødet, hvis det var det de forsatte med, men det var en delikat balance. Aldamar virkede stadig næsten lidt usikker på aspektet om at gøre det med en anden mand.

Fabian lagde den ene hånd på Aldamars nærmeste knæ, som han blev ved med at kigge lidt undersøgende ind i Aldamars øjne, før han brød stilheden mellem dem. ”Vil du have et til?” spurgte han lavmeldt. Alt det krævede var Aldamars ord, men han var formegentlig ikke kommet her for at kysse eller det der var værre. Derfor måtte Aldamar da også arbejde bare en anelse for det. En indikation, eller noget, om at Aldamar var villig til at forsætte. Fabian kunne trods alt lærer ham mere end en ting om at tilfredsstille sig selv og andre.

Det handlede overraskende lidt om at Fabian var en mand i Aldamar's øjne. Han havde trods alt kendt sig selv hele sit liv, og havde tidligt lært at det ikke ligefrem var de kønne piger ved ballet der fik pulsen til at stige i ham - at Fabian var en mand, og endda en køn en, var kun godt. Det havde været forvirrende på et tidspunkt da han var yngre, men reglerne omkring det var egentlig tydelige nok. Og Aldamar vidste at han ikke kunne følge sine fornemmelser, og at hans 'hånd' allerede var lovet ud - det havde han vidst hele sit liv. Det var måske også den slags indrømmelser, der gjorde at man gerne tog hvad man kunne få, når det næsten blev serveret foran en. 
Og han havde haft det fantastisk med opmærksomheden til ballet. 

En hånd blev lagt på knæet, og Aldamar gjorde ikke mine til at rykke sig. Det var nemmere skridt at tage med Fabian da han var så ude af det miljø som Aldamar normalt gik omkring. At han så var en prostitueret forklarede måske hvorfor det næsten var legende let... men så igen, så lignede han ikke ligefrem de triste eksistenser du så stå og næsten tigge på gaden nogle gange - hvilket kun var godt. Lidt selvrespekt måtte man have, og det var måske også derfor at Aldamar blev hængende omkring den blonde mand. Det føltes ikke helt skyldigt at ville være omkring ham. Men måske var Fabian bare absurd god til sit job, måske noget andet, men han formåede i hvert fald at få Aldamar til langsomt at nikke, først tøvende men så mere beslutsomt. Jah. 
Et tvetydigt blik glimtede kort i Aldamars øjne, inden at han selv, måske en anelse skubbet af sin egen lille vigtighedfølelse, initierede det andet kys. 

Fabian havde halvt forventet at Aldamar ville trække sig igen. Han ville være for bange for hvad der kunne ske, men som hånden fik lov til at forsætte med at ligge der, begyndte det at se lysere og lysere ud, selvom Aldamar virkede til at overveje situationen længe. Tiden føltes i hvert fald som om at den trak sig ud, så om de havde siddet der 10 minutter eller 10 sekunder, det kunne Fabian næppe svare på.
Endelig begyndte Aldamar dog at rykke på sig, det mindste nik, indtil der kom mere beslutsomhed bag det, og Fabian kunne mærke et sug i maven, som Aldamar tog styringen, kun for nu godt, da Fabian mødte ham halvvejs.

Denne her gang var det mere grådigt. Fabians anden hånd fandt vej op til Aldamars nakke og krøller. De var som forventet bløde, og Fabian mærkede sig selv presse sig lidt tættere på Aldamar. Formegentlig ikke nok til at overvælde ham, og han var også klar på at Aldamar ville bakke ud i et hvert sekund det skulle være, men så lang tid Aldamar havde tænkt sig at kysse Fabian, så lang tid havde Fabian tænkt sig at tage hvad han kunne. Der var noget over smagen og lugten af Aldamar, som bare føltes så.... rart.

Grådighed var en synd, men det var en forbandet lækker en af slagsen, så meget vidste Aldamar trods alt. Med kysset gengældt lænede han sig nu længere udover kanten, og følte med et fantastisk gys sig blive presset tættere på Fabian, og lænede sig ind til det. Tog imod det. Helt konkret havde Aldamar ikke kysset mange - det gjorde han sig sjældent i, og så slet ikke på den måde som kysset blev en anelse dybere, desto længere tid der gik.
Din spade, du købte dig til en samtale! Stemmen var irettesættende og en anelse skuffet over at han havde ladet sig overgive så nemt og dermed løb fra sit eget ord. Du ved godt at han er på arbejde, ikke sandt? Tankerne skræmte ikke som sådan Aldamar, der sneg sin egen hånd op omkring hans prikkende kæbe og hev ham lidt tættere på, nok så kold i røven over at skulle betale hvad end det nu måtte koste, selvom det var en lidt ærgerlig del af de intense tanker der lige nu susede igennem ham. Han ville lyve overfor sig selv, hvis han sagde at han ikke havde leget med det her billede i hovedet. Men han ville ikke være naiv og frasige sig faktum, at Fabian nok tænkte ligeså meget på pengene som nydelsen i det.
Ikke at han bebrejdede ham, Aldamar var en rig mand og respekterede altid forretning.

Men nok måtte være nok, og Aldamar trak sig dermed forsigtigt fra den intense omfavnelse, men holdt stadigvæk hånden et stykke tid ved hans kæbelinje, inden at han med en lille hovedrysten fjernede den og lænede sig tilbage, et næsten drenget smil om læberne, der fik ham til at se yngre ud. Måske endda en anelse rebelsk. "Ville det være arrogant at sige, at det var forventet?" kom det sagte fra ham, og Aldamar lænede sig mere tilbage i senge, hænderne støttende bagved ham. Det var trygt at være så isoleret, selvom det til at starte med havde lydt en anelse intimiderende at være så alene med Fabia - nok noget han aldrig ville indrømme hvis nogen nogensinde spurgte. 

Der var en tydelig forskel på erfaringen bag de to af dem, men for Fabian gjorde det ikke noget. Han havde både kysset værre og bedre folk end Aldamar, og det var sjældent det der afgjorde hvor godt kysset var. Fabian nød langt mere entusiasmen. Det var sådan han rigtig vidste om han gjorde et godt job, og det viste sig at det var Aldamar ganske god til.
For nu var pengene dog også langt væk fra Fabian. Han var ikke sikker på hvor mange gange han kunne få lov til at hygge sig med en prins, så det gjaldt alligevel lidt om at udnytte det som det var. Den anden mand var attraktiv, men ville muligvis også være lidt kedelig i sengen, det var dog ikke et problem hvis der blev betalt.

Hånden mod hans kæbe, føltes rar, og det var også med en smule skuffelse, at Fabian trak sig væk fra ham. Hele hans krop summede, og han havde lyst til at røre Aldamar mere, men gav alligevel slip så Aldamar kunne læne sig tilbage og længere væk fra ham.
Smilet klædte den anden mand, og Fabian smilede selv, mere afslappende end drillende, som han ellers havde fået en tendens til at gøre omkring Aldamar. ”Forventet ligefrem? Er jeg så forudsigelig?” spurgte han grinende. Hans ene hånd var stadig på Aldamars knæ, og rørte i små uskyldige cirkler.

Der var en grænse der var overskredet ved det første kys, og i lyset af det kunne man se Aldamar falde mere til ro. Mere til magelighed. Der var ikke nogen grund til at liste omkring Fabian når han så tydeligt vidste at Aldamar var fascineret af ham, og når høflighederne kom lidt på afstand, var det lidt af en forvandling der gled over adelsmanden - godt ledt på vej af Fabians egen afslappethed og ro. Det smittede trods alt, og Aldamar's blik hvilede lyttende over den blonde mand.
"Du er i hvert fald til at læse..." kom det overvejende fra ham, og et sagte grin over at han vidste at det også gik den anden vej rundt angående ham selv. Det havde i hvert fald ikke taget lang tid for ham, at gøre sig selv lidt til tilbage for nogle uger siden. "Men er det ikke også meningen...?" fulgte han op med lidt efter, og smilede drillende.

Aldamar sparkede støvlerne af, inden at han satte sig mere op i sengen, nu i skrædderstilling i stedet og med fronten vendt imod Fabian. Det uskyldige nus var behageligt samt værdsat, og den mørkhårede mand lod prøvende sin egne hånd glide over hans mere ru håndryg i et lille kæretegn, og lod den blive der, ikke rigtig i stand til at skubbe sig selv til at række mere ud efter ham end det.

Hans læber og nakke brændte stadigvæk summende efter omfavnelsen, hvor at Fabians erfaring var kommet til sin ret. Det var ikke første gang han sad sådan her, gled det småleende igennem hans tanker. 

Fabian var ikke sikker på om han ville komme til at savne Aldamars anspændthed. Der var noget sjovt over at prikke til det, men det måtte også være et spørgsmål om at det på et tidspunkt bare ville blive for kedeligt i længden. Men det kom selvfølgelig hele tiden an på hvad Aldamar egentlig ville. Til trods for at Fabian kunne læse hans kropssprog, mærke hvordan den anden mand ville have ham, så var han ikke sikker på at Aldamars hjerne var ligeså enig i hvordan aftenen skulle gå, eller om det her var sidste gang. Der var så mange ting Fabian simpelthen ikke vidste!

”Jeg gjorde da et rimelig godt job til ballet,” pointerede han grinende, før han selv sparkede sine støvler, så han selv kunne sætte sig op på sengen, siden de nu virkelig var kommet dertil. Nusningen på Aldamars knæ stoppede dog ikke. Fabian havde altid værdsat fysisk kontakt, og selvom han ikke gjorde det meget udenfor arbejdet mere, så sneg han det stadig ind hvor han kunne. Også selvom Aldamar blot havde betalt for en samtale.

Som hånden faldt oven på hans egen, kiggede han lidt ned på den, før han vendte sin hånd om og flettede deres fingre sammen, før han kiggede ind i Aldamars øjne igen. ”Mere end meningen, så har jeg ikke så meget imod det,” indrømmede han. ”Bortset fra når man forsøger at få en prins til et maskebal til at gå ud af sit gode skind.” Det havde været en fornøjelse sidste gang, og Fabian ville vældig gerne få Aldamar helt derud igen, men det var nok lidt svært nu når de faktisk havde kysset.

Han havde ikke forventet at Fabian kopierede hans siddemåde, men måtte med et skjult lille smil indrømme at det var... hyggeligt. Unikt. Sjældent havde han mulighed for at sidde sådan her, og selvom han i princippet havde købt sig til selskabet, glemte han det for et kort øjeblik. Da han dog mindede sig selv om det, måtte han ærlig talt indrømme at Fabian var uhyggelig god.... og nu mere forstod hvad han mente, når han sagde at han kun løj når han blev betalt for det.
Aldamars blik var et kort øjeblik vurderende, som om han oprigtig talt lige skulle overveje mandens kompliment til sig selv, inden at han med et nok så påtaget seriøst ansigt gav ham ret. "Du gjorde det... acceptabelt" kom det småleende fra ham, intet problem med at være sparsom med sine komplimenter. Sandheden var nu at Fabian havde gjort det forbandet godt, men Aldamar vidste ikke om det ville være for meget magt at give hans ego.
Det virkede i forvejen til at sidde ret højt.

Aldamar's hånd stivnede kort da Fabian flettede fingrene ind imellem, men efter en lille mental diskussion frem og tilbage lukkede han de lange fingre omkring hånden. Hans ord fik Aldamar til at løfte det ene mørke øjenbryn, en påtaget fornærmet mine. Syntes han det var morsomt? Igen, det var sjældent folk prøvede at lave sjov med Aldamar, mest af alt fordi han var ikke nem at grine med eller af. Men Fabians tilnærmelser havde været svære ikke at lade sig påvirke af, og på mange punkter, ville Aldamar ønske at han kunne give den fantastiske tvivl der havde løbet igennem hans krop, igen... så derfor. 
Med skyggen af et næsten flirtende smil trak Aldamar hans sammenflettede hånd op, og kyssede forsigtigt håndryggen hos Fabian, som var han i sandhed en adelig frøken. "Så det var med vilje. Ufattelig selvisk gjort, og så endda til min egen fest.." mumlede han drillende imod hånden, og slap ikke øjenkontakten med manden undervejs, en anelse spændt på at se hvad et så offensivt træk ville gøre. Måske en fejl, taget i betragtning af Fabians grænser var næsten u-eksisterende, hvilket Aldamar egentlig burde have vidst.

Fabian havde ikke behov for komplimenterne fra Aldamar, selvom han altid ville nyde dem. Han havde fået nok over sin levetid til at han følte sig sikker i sig selv. Det var jo ikke af ingen grund at han kunne have den arrogance med sig som han havde. Han vidste for det meste hvad han var værd, og når han kunne slippe af sted med det, så gjorde han det da også. Det betød dog næppe at han var perfekt, og hvis man rigtig begyndte at dykke i Fabians personlighed, så ville man før eller siden opdage små revner.

Selvom Aldamar til tider virkede en smule fornærmet over den måde Fabian talte på, så virkede det ikke som om at han tog det alt for tungt. Den fornærmet mine blev hurtigt erstattet med et grin, og åbenbart et kys.
Fabian hævede et øjenbryn, morskab i øjnene, men lod ellers Aldamar tage hans hånd. Det var underligt at blive behandlet som noget fint og yndigt. Som en adelskvinde. Han havde før skulle lege prinsesse, alligevel føltes det anderledes, når det var en mand der kendte skikkene der gjorde det.
”Det var ikke min mening at sætte dig i dårligt lys,” sagde han drillende. Han ville trods alt ikke have gjort det inde i balsalen. ”Men da det gik op for mig at du var tiltrukket af mig, hvad skulle jeg så gøre? Lade aftenen passere og miste min chance?” spurgte han, og holdt ligeledes øjenkontakten. Han var faktisk lidt stolt over at Aldamar havde turde at kysse hans hånd. Desværre var Fabian lidt for vant til sådan en leg.

Hvis Aldamar havde tænkt at han kunne gøre Fabian småforlegen, jah så indså han hurtigt at det i hvert fald ikke var metoden. Hvad søren... de smukke blå øjne havde ellers en tendens til at smelte unge adelsfrøkener ret heftigt, og selvom han ikke var tiltrukket af dem, var han god til at vise det modsatte når han skulle. Derfor lod han hånden falde ned igen uden meget mere, men slap den ikke; enkelte smånussende bevægelser stadigvæk uskyldigt over hans håndryg.
Dog gled der et noget sundt tvivlende over Aldamar's blik da han nævnte at han ikke ville sætte ham i dårligt lys, og adelsmanden kneb øjnene en anelse afvisende øjnene sammen. "Slet ikke?" kommenterede han kort, dog med et simrende smil. "... det havde til gengæld været det rigtige at gøre. Det er hvad gæsterne plejer at gøre" indrømmede han, en kort skuldertrækning ved de sidste ord. Prinsen var... ikke altid lige hemmelighedsfuld omkring sine blikke, hvis han blev grebet af stemningen til et bal. Det havde Fabian trods alt selv set, opfanget og oplevet. Men i kraft af hans blod, så var det ikke et blik som adelens tjenere ville - eller turde tale om, udover bagved hans ryg selvfølgelig. De plejede blot at lade det passerer, og sørgede for ikke at finde sig selv alene med Aldamar næste gang, hvis det ikke var hvad de fandt tiltrækkende. Omvendt havde han også haft sin del af tilnærmelser fra lidt for grænsesøgende - og afprøvende tjenere, som han havde måtte sende langt, langt væk i sidste ende.

Dog summede det stadigvæk i Aldamars krop, der trodsigt sloges med hans hjerne og hans opdragelse.

Der skulle bare mere til at få Fabian til at dåne. Aldamar var flot, men han havde set så mange andre flotte mænd gennem årerne. Han kunne forvandle sig selv til sin idealle mand, så at fange Fabian på ens eget udseende var svært. Det var nærmere den intellektuelle kamp hvor man måske kunne slå pusten ud af ham. Ikke at han selv havde mødt en der faktisk havde forsøgt. Han var jo ikke andet end en af de lokale skøger. Godt for en ting, og det var at få folk til at føle sig elsket og værdsat.

”Oh?” kom det lidt interesseret fra Fabian. Var det her samtalen han var kommet for? Nok ikke, men Fabian var jo blevet betalt for sin ydelse. Han legede let ved Aldamars ene hånd, ikke nok til at være distraherende, men nok til at føle den bløde hud under sin egen lidt mere ru. ”Hvorfor vil du dog sætte dig i dårligt lys?” spurgte han. Han forstod sig ikke på den adelige politik, selvom han kendte vagt til den. Liliana havde snakket hans øre af til tider, og måske var det også derfor hun ville have ham med? Så ingen kunne komme og forvente for meget af hende. ”Eller er det måske altid omkring hvem du finder tiltrækkende?” Fabian vidste sådan set ikke om Aldamar også fandt kvinder tiltrækkende, og hvis han gjorde, så ville hans liv nok være nemmere, men prinsen følte åbenbart lidt for at være en smule rebelsk, siden han var.