Cillian bed sammen i det hun fortalte og forklaret ham det lidt mere. Eller nok snarer gav sit syn på det. Det kunne godt ske hum havde ret, men han ville ikke give hende ret i det. For hun var - for ham - en unik sag. Igen han havde ikke oplevet så meget igen. Men Ramé virkede ganske interessant på en positiv måde for ham. Alligevel forstod han godt det hun sagde, omend han ikke havde den mest kloge forstand.

Han rykkede sig hen ved siden af hende og så mod himlen igen og lyttet til hende ord. "Nytte på hvilken måde?" spurgte han uden at se på hende. Han havde et følgende og opfølgende spørgsmål til dette. Ville hun være nyttig på en arbejdslig måde eller som en skabning i denne verden? Var det nyttig i forhold til et eller flere mennesker på bekostning af deres ønsker og behov? Han arbejde for andre for sine egne interessenter, og han havde haft forskellige arbejdspladser trods den unge alder. Men han var også bedre stillet i et minimalt omfang. Han kunne altid tilbyde at lade sig assistere med mulig fremtidig udfoldelse - hvis nu al håb for job mulighederne skulle mindske. Han vendte blikket mod hende, neutral i mimikken, men betagende i blikket. 

Ramé kiggede ned med et suk. "Jeg ved ikke engang hvad jeg selv mener... Jeg tror vel egentligt bare jeg gerne ville finde min egen plads i denne verden." Sagde hun med en del tvivl i stemmen. "Det lyder også dumt, for vi har vel alle en skæbne. Eller måske det også bare er en bunke... Ja." Rømmede hun sig som hun blev små rød i kinderne.

Hun Kiggede op på Cillian som ellers lignede en der havde andet i tankerne. "Du tænker på noget specifikt gør du ikke?" Spurgte hun som hun krummede tærene. Hun lagde armene over kors, og trak sig mere ind til sig selv som en lille blæst bevægede sig ind over dem hvor de sad. Cillian lignede endnu en dder sad i dybe tanker, og hans stilhed gjorde pludseligt Ramé en smule mere utilpas. "Kom nu, hvad er det virkeligt du mener?" Spurgte hun nu med en smule mere irritation i stemmen.

Han så mod hende med en mine så neutral som mulig. 

Cillian rynkede panden og trak på smilebåndet af hendes irritation i stemmen. "Jeg mener bare.." sagde han tøvende og så op mod skyerne igen; "Vil du være nyttig for andre, for et erhverv, som skabning i denne grumme verden eller for dig selv?" det var mange felter som faldt sammen i sig selv. Men han så mod hende med et glimt i øjet. "Hvis jeg kunne spå din fremtid uden videre, ville jeg gøre det. Men hvad godt er der, at vide hvad man har i vente, hvis det ikke falder i god jord hos en?" spurgte han efterfølgende og fik sat sig ordenligt op igen og vendte kroppen mod Ramé. 

Hun var mere end bare til andres tjeneste, det var han sikker på. 

"Du lægger virkeligt ikke skjul på hvorfor du er her..." Sukkede hun. Denne mand var her selvfølgelig for at se om hun var værd at rekruttere. For hans egen slægt muligvis. Han lignede dog ikke en der kom fra en familie der ville have penge nok til at hyre slaver.

"Jeg er en slave. Jeg hader at andre skal give mig ordrer, men jeg er en slave. Jeg ved det, du ved det og guderne ved det. Der er ingen der er i tvivl, se på mig. Jeg nægter at leve dette liv til dets ende under andres kommando, men jeg vil gøre alt for at slippe væk herfra i live. Alt." Sagde Ramé som hun prøvede at lægge skjul på hvor oprevet hun var blevet. Hun havde kun lige mødt Cillian, hvorfor skulle hun stole på ham? Han var bare endnu en mand der prøvede at charme sig ind på hende, og selvom hun i et kort øjeblik var blevet blød, vidste hun at han ikke var det værd. I denne verden kunne hun ikke stole på andre end sig selv, og det skulle hun huske på. Denne mand ville blot skuffe hende som så mange andre. Det var det hans intentioner her i dag fortalte hende.

Måske... Ja, måske han var værd at holde tæt. Lade ham tro at han havde vundet hendes tillid, og i stedet for at blive udnyttet - være den der udnyttede. Med det samme fortrød hun hvad hun lige havde fortalt ham. "Jeg vil tro at jeg ville være til gavn. Jeg kan andet end at brokke mig, og så længe jeg ikke længere er fanget her, ja så vil jeg gøre alt for at komme væk. Selv at slide og slæbe for andre. Uanset hvad det tager. Jeg skal nok gøre det." Sagde hun og prøvede nu at overtale Cillian til at stole på hende. Men dette tænkte hun ikke ville bevise sig alt for svært, det virkede til at han allerede var tæt på.

Hun var fandens smukkeste skabning og han kunne ikke lade vær med at smile selv det mildeste smil til hende. Han skulle gøre et arbejde, men han ville ikke gøre det beskidte arbejde, hvis bare han så det mindste smule ind i sig selv. Hun havde visioner og ideer til hvad et liv kunne være. Og han ville med det sidste åndedragt gribe ud efter det, bare for at få et liv med lige så meget vision. Han var en uduelig seer, han levede for at tjene andre - men blev sjældent behandlet dårligt eller anset som en værende ubrugelighed når det endelig kom til stykket. Fyrste datteren som han var ansat under gav ham ting, som om de var venner. Men han vidste det ikke var tilfældet - nej. 

Men han fortav hele scenen igennem og så blod på Ramé. Men han lænede sig ned, lagde hovedet på håndfalden og betragtet hende kun. "Jeg tror også du ville være til stor gavn," kommenteret han stille undervejs. Hun var bidsk. Han bed læberne sammen og så mod hende; "Jeg kan købe dig på min fyrste beordring," sagde han. Næsen rynkede ved ordet købe, han var ikke just den der købte andre livsformer, men han var nødt til det i den lange ende. 

"Jeg har på fornemmelsen, at det nok skal blive godt," sagde han uden at give en kontekst til det. Det kunne være hvad end der skete, men han var måske allerede tryllebundet af hendes øjne. Det skadet vel aldrig at gå med mavefornemmelsen frem for den logiske og mest rationelle løsning.