Carl Fletcher lod sine små fingre dykke under søens rislende og iskolde overflade, og mærkede instinktivt, hvordan det var næsten lunt derunder. Resten af hans tynde skikkelse var klædt i snavsede og tynde linnedklæder, hvormed den friske sommervind omkring ham, fremstod næsten som is.
Den lille dreng, for han var ikke mere end seks somre, fortsatte sin formålsløse leg i et langt øjeblik, til han omsider rejste sig, og på nøgne fødder travede længere ind i skoven. Jo længere Carl gik, des mindre af søens travle vand, kunne han høre, men som hans små hænder greb om en vissen pind og fægtede med den i luften, syntes det tilsyneladende ikke, at være problematisk for ham.
Snart efter var det legende barn optaget af fantasilivet som mægtig soldat, der kæmpede for Lysets imponerende regime. Carl nedlagde alskens vilde dyr – der for de voksnes øjne måtte ligne plantevækster og træstammer – indtil han sank sammen af udmattelse i en ganske lille lysning. Der lå han med overfladisk åndedrag, og med sværdet – der var en vissen pind – liggende beskyttende henover sig.

… indtil, at noget begyndte at rumstere. Noget var ikke længere, som Carl Fletcher på seks kunne genkende det, og med en pludselig vildskab, begyndte barnet at gnide sit højre øje.
Tunge skridt gav genlyd i lysningen, hvormed Carl straks satte sig op og hævede pinden i en truende gestus, mod hvad end der var på vej i hans retning. Ikke for lang tid sad han dog sådan, for han genkendte den gråhårede og arrede mand, som langsomt men sikkert banede sig vej frem imod ham.
”Pax!”, hilste Carl muntert, i det han så op på den ældre mand, med samme stålgrå øjne som ham selv.
”Nu mødes vi igen, Carl.”
”Er det slemt denne gang?”
”Ja, det er det.”
”Så sæt dig her hos mig. Så kan vi snakke om hemmeligheder, men vi kan også lege soldater!”
”… ved du hvad? Jeg vil faktisk rigtig gerne lege soldat.”

Så det gjorde de – den voksne mand og barnet – der engang havde været den samme, men som ikke længere var forbundet af andet end fortidens minder. De legede soldater, mægtige krigere af Lyset, imens Pax i virkelighedens verden skreg, så hans lunger var ved at kollapse.

Kun langsomt fandt Pax tilbage til kammeret og Solari, der med djævelsk kærlighed betragtede ham. Han mærkede, hvordan hans ansigt var vådt og instinktivt forstod han, hvad der var sket.

Instinktivt forstod han, hvad hun havde gjort. 

På mange måder, var det sjældent at præstinden selv tog så drastiske beslutninger på så kort tid. Normalt blev tingene gerne vendt i flere timer, men formåede Solari at blive grebet af stemningen, var det som et tog uden nødbremse og med fuld knald på. Og grebet var hun. Det var ikke til at komme udenom, at hun med årene var blevet en nok så kynisk person, og hendes følelser og reaktioner var afstumpede; de havde begrænset sig til kun at være en velpyntende facade for at få det hun ville have så nemt som muligt. Når du pillede facaden af... jah så var der kun alt det grimme og sultne tilbage.
Og facaden var i den grad pillet af, hvilket måske var en af Pax største sejre ved at komme her. Måske så han det ikke selv sådan, især ikke nu hvor at han var halvblind, men overordnet set ville en person tættere på Solari fornemme at der var en summende energi omkring hende i det her øjeblik. Betagelse og undren, sådan som hun næsten kærligt sad og betragtede mennesket foran hende - to følelser man sjældent fandt omkring ypperstepræstinden. Han havde vækket hendes blodrus, og med den havde følelser af glæde, fryd, smerte, vrede og irritation fulgt med. Det var noget man kunne blive afhængig af, hvis der gik 100 år imellem hvert ægte sus af energi.

Det var måske hvad Itin spottede i hendes blik ved den sitrende øjenkontakt der blev holdt, inden at hendes Skygge trak sig tilbage til udkanten af rummet efter den syngende lussing. Den virkede da også til at vække liv i hans forhutlede skikkelse, der uendeligt langsomt vendte tilbage til nutiden og virkeligheden.
En virkelighed hvor at Pax måske hadede hende, frygtede hende eller ingen af delene. Hun var i og for sig også ligeglad, hvis bare han kunne blive ved med at fodre hendes grådige krav på mere. Det måtte tiden vise. Hvis det var en mulighed, var hun ikke bleg for blidt at skubbe ham tilbage til livet, så de kunne tage den her dans igen en dag i fremtiden.

For nu, jah så måtte det stoppe... skubbede Solari mere rundt på mandens fysiske kunnen, ville det ikke overraske hende at hans svage lille krop gav op før hans sind gjorde - og det kunne de ikke have. De sorte hånd hvilede stadigvæk med en næsten betryggende energi på mandens knæ - han havde intet at frygte her, og med et lille klem accepterede hun hans tavshed som et svar for sig selv, og rejste sig fra sin siddeplads. Han måtte da gerne være stille, hun havde tit massere at sige. "Halvt så mange øjne i hovedet, halvt så godt et øje på 'forudsigelighed'" nynnede hun som en forsinket kommentar på hans sidste spyttende ord, henvendt leende til Itin imens hun langsomt knappede den kappe hun havde på sig af. Ikke til hende. Fordi med en overraskende ømhed valgte hun at lægge den om hans nøgne krop; skærme ham en anelse fra grottens kulde og hårdhed. Bagfra stolen havde Solari nu atter hænderne på hans allerede mærkede skuldre, men den her gang bed de sig ikke fast.
Nej, langsomt lod hun hænderne glide ned over Pax brystkasse, inden at hun lod dem bevæge sig på kryds imod hans armhuler, og omfavnede ham i et  grådigt form for kram; hovedet sneg sig rundt om stoleryggen og snusede hans fært ind. 
Sved, blod, bræk, mand.... menneskeligheden hang omkring ham, og præstinden lagde bånd på sig selv for ikke at smage.
"Tag den tid du har brug for, min kære Ulveunge... og sig til hvis du mangler noget..?" Solari's stemme var blid, og som han mødte hende første gang inden han fik skubbet helvedet igang i hende. Hun ville give ham den tid han havde brug for til at komme sig, fordi de var ikke færdige.
Bad han om noget mad, vand eller deromkring, ville ordren blive givet videre. Solari rejste sig langsomt op efter at have holdt ham sådan i noget tid, men kunne stadigvæk mærke hans puls på sine fingerspidser. På bordet havde hun placeret det grålige øje ved siden af det røde fra den anden mørkelver. 

Såeh, det mener du alligevel? Selv hvis du tog det andet også, ville jeg kunne se, hvor forudsigelig du er, hele vejen fra Dianthos hovedgade, hvæsede en tanke bag Pax’s ligblege pande. En anden en, en der var mere logisk, skulle til at pointere, hvori den andens argument fejlede, men den blev hastigt afbrudt af en tredje, der havde langt vigtigere ting at fortælle.

Der er ikke noget at gøre. Enten forbløder du nøgen og udsultet, eller så forbløder du i dit eget tøj og med maven fuld. Jeg kan umiddelbart kun se en reel udvej – vi har brug for mere tid. Din krop kan holde til lidt endnu. Smerte er, trods alt, kun hvad den udgiver sig for at være.
Du har stadig et øje – og tilmed det gode af dem. Du skal blot sidde lidt her, i hvert til alting ikke længere svømmer omkring dig, og så er det din tur igen. Så afvent. Hver tålmodig, hviskede den tredje tanke, den der i sin natur var Pax alene.

Så det var netop, hvad Pax gjorde. Han ventede, til trods for stanken af hans eget bræk, der fik hans mave til at vende sig på ny og smerten, der var så ulig nogen anden, han før havde oplevet.
På intet tidspunkt lod han nogen ord undslippe ham og stiv som det lig, han følte sig, bevægede han sig heller ikke, selv da Solari lagde sine klamme hænder omkring ham. Hvordan hendes hud kunne være så blød, forstod Pax sig ikke på, men det var en tanke, hans forskruede hoved ikke ville slippe for længe.
Da Pax omsider fornemmede, at mørkelveren var væk, bad han om tøj, et bad, forbindinger og noget mad. Det blev også bragt til ham og med sit åbne sår i hovedet, greb kolde hænder om ham, og skrubbede hans tynde krop ren for blod og opkast. Dernæst blev han iklædt klæder, der ikke var hans egne, og fik indbundet sit sår, så hovedpinen for en kort tid svandt ind – og endelig var der mad. Mad, Pax kæmpede med at holde i maven, eftersom det føltes som om, at Solari – eller måske snarere den mystiske og høje kvinde – ikke blot havde taget hans øjne, men også en bid af hans hjerne. Der var ganske enkelt ikke anden måde at beskrive det på; Pax kæmpede med at holde på skeen, kæmpede med ikke at væde sine nye bukser med sin egen urin og dernæst med den hule fornemmelse, der strakte sig fra hans baghoved og om til der, hvori hans øje havde siddet. Og så var der kramperne, der ikke havde noget sted at indfinde sig. Som forsøgte de at gribe om sener og væv, der ikke længere fandtes, blev de til en hul og summende fornemmelse.

Det var først, da Pax omsider var færdig med at spise, at Solari vendte tilbage og selvom Pax’s ene tilbageblivende øje flakkede hvileløst, var stoltheden og udfordringen tydelig deri.

Du tigger ikke. Du beder aldrig om nåde.

Imens Pax tog sig af sine sår, tog hun sig af sine egne. 
"De vil ikke have healet såret?" helbrederens stemme var undrende, og Solari betragtede sin mørke reflektion kritisk. Såret var stadigvæk gabende åbent, og trak en hæslig buet streg ned over tattoveringerne. Selv hvis det blev helbredt nu, ville arvævet stadigvæk være grimt. En skuffet lyd gled over Solari's læber idet hun pakkede spejlet væk. "1678 år... " stemmen var irritabel, og med et tøvende blik på præstinden, bakkede helbrederen ud af værelset med små skridt. Solari greb de rensende remedier healeren havde haft med, og gav sig med øvede fingre til at fixe det. Hun havde trods alt oplevet sin del af skader, men hun havde undgået store ar i ansigtet i mange år... men nu var det sket. 1678 år - og alt hvad det havde taget var få sekunders forsinket reaktion.
En blanding af et fnys og et suk forlod Solari, der i sidste ende endte med at tage det som et tegn fra guderne om at hun skulle tage sig lidt mere sammen. Måske ville det falme med tiden, den havde hun trods alt meget af.

Alt hvad Pax foretog sig, fik Solari selvfølgeligt løbende at vide også, mest for nysgerrighedens skyld. Ville han være i stand til at komme videre her fra? Hun var faktisk i tvivl, mennesker bar på had mere giftigt end de fleste. Øjet havde været en hellig beslutning, og symboliken var måske gået tabt på ham... men det havde også været en beslutning af forfængelig hævn. Og det havde været fantastisk i de få sekunder det varede.
Solari havde også skiftet, og kom ind i rummet i en kjole faktisk. Den var lang, den var sort og den var simpel. Om livet havde hun det røde tørklæde med gudindens symbol, og med sig havde hun den tavse skikkelse af Itin, der stilfærdigt lænede sig op af et af rummets vægge idet Solari gik imod en stol placeret overfor Pax. Et blik af trods. Præstindens ansigt var udtryksløs i nogle sekunder, inden at hun med et næsten udglattende smil langsomt rystede på hovedet. Hun havde ikke brug for hans tiggeri... hun havde brug for hans fine lille bande, og deres mobilitet i Dianthos. Hun havde brug for at han samarbejdede med hende, fremfor at trodse hende. Det var begyndt at være en kedelig tango at danse.
"Så... hvor lang tid har du tænkt dig at være stille? Fordi jeg har en hel evighed, og det kunne være... spændende at se om nogen vil lede efter forsvundne Pax" smilede Solari med leende diplomati i stemmen, fordi det var bestemt en mulighed. Hun havde allerede et andet projekt i en kælder der mindede lidt om den her. Isolation kunne være brutalt. "Mon ikke din plads bare bliver overtaget af den næste i rækken, og livet går videre?" gled det overvejende efter, måske mest til hende selv hvis han stadigvæk var stille.

Pax fnøs prompte og spyttede dernæst i gulvet; ikke af protest, men snarere fordi, at hans mund føltes fyldt med den klamme substans. Som hænderne og de lange ben var det endnu en funktion, der i hvert fald for et langt øjeblik var blevet sat ud af spil.
”Selvfølgelig ville ingen lede efter mig”, svarede bandelederen dernæst, men i en tone der ikke lod til at afsløre, hvad end han mente om det faktum, for Solari Seravill havde naturligvis ret. Dagligdagen ville sikkert og stødt finde tilbage til undergrunden, og Flokken ville uddelegere dens opgaver, indtil en ny magthaver satte sig på tronen. Det var ligeså sikkert, som at solen stod op om morgenen og farvede himlen rød med sine spæde stråler. Pax selv nærede ingen stærke følelser for netop det fænomen. Han havde selv været skyld i et skifte, og aldrig havde han lagt søvnløs over den begivenhed. ”De vælger en kompetent skikkelse, der sætter sig som konge efter mig. Jeg har givet dem tre måneder, men når de dage udløber, så gør min position også. Det er ligeså sikkert som naturens gang”, lød det ikke mange øjeblikke senere, hvorefter Pax lod sit ene raske øje fæstne sig på Solaris skikkelse. Det stålgrå blik var tenderende til uimponeret, for regnede mørkelveren i grunden med, at det indbød til et raserianfald? Vidste hun ikke, at Pax var bekendt med, at hans dage var talte?

”Da jeg overtog, skiftede jeg navn til Ulvens Flok. Det er i grunden meget sigende i forhold til mine ambitioner med dem”, begyndte Pax derefter at fortælle, men væsentlig langsommere end normalt. Smerten og den summende, krampagtige fornemmelse var ganske enkelt for svær at ignorere. ”Ulveflokken eksisterer som sit eget væsen udenfor hver enkel ulv. Det handler om overlevelse. Flokken tænker, omstiller og agerer efter hinanden – det samme gør ulvebørnene i undergrunden. Det er et selvstændigt organ og sådan skal det forblive.”
Pax afbrød sig selv ved at spytte for endnu engang, hvorefter han lagde sine arme på armlænet og lænede sig tilbage i den blodindsmurte stol. ”Frihed, du ved.” 

Solari hverken kunne eller prøvede at skjule den tilfredshed det gav hende, da Pax endelig talte. Endelig lod han sin hæse lille stemme fortælle, og han begyndte endda også at uddybe; noget som Solari bestemt ikke havde forventet ville ske. Men imens var hun tavs, og imens var hun lyttende.
Og desto flere ord der forlod hans tynde krop, desto mere gik det op for Solari, at han ikke havde forventet at overleve den her nat - og måske stadigvæk forventede at han var i livsfare. Alt andet ville også være dumt, sådan som han havde rullet rundt med hende... men troede han virkelig at det her handlede om ham? Tanken fik hende til at holde en latter tilbage. Fordi i det store billede - i hendes store billede, var Pax ikke mere end en simpelt myre i en meget stor skov. Om små 50 år ville han være hvisket væk af tidens hånd, hvorimod hun stadigvæk ville bestå. Hvorfor skulle hun gøre, hvad tidens gang ville gøre for hende?
Han lænede sig tilbage i den blodmalede stol, og endelig kom der en bevægelse fra præstinden, der indtil nu havde siddet overnaturligt stille under hele... forklaringen om flokken. Så, han ville snakke frihed? Mon ikke han huskede hendes fornøjelse over det emne fra sidst. Et enkelt lille nik, hvoraf at hendes tilhørende smil smertefuldt stak nåle i kinden på hende, og præstinden lænede sig en anelse ind over bordet med hænderne foldet foran sig. "Jeg kan forestille mig at flokken har sine fjender?" kom det fra elverens behagelige stemme, der fuldkommen havde mistet den maniske energi Pax havde været vidne til tidligere; som havde den aldrig været der til at starte med. Hun lød jo næsten interesseret, hvilket heller ikke ville være et fuldkommen forkert ord at bruge. Hun ville da gerne snakke om frihed på et tidspunkt som nu.

Overvejende åbnede hun nu de sorte hænder, hvor at små silhuetter af ulve pludselig dansede omkring, og elverens blik gled med et lille sekund af varme ned over den lille flok hun havde fremtryllet. "Friheden til at... være til. At findes. At leve, og friheden til at gøre det, udenfor regler opsat af selvfede mennesker med meget natteblinde øjne..." der var noget reflekterende i Solari's stemme, nok endda selv uden at hun lagde mærke til det. Ulvene forlod nu hendes hænder. Flokkens fjerne hyl kaldte på deres leder.
Om nogen kendte mørkelveren til et liv i systematisk manipulation og fangeskab, og flere årtiers tvivl havde endelig ledt hende til gudinden. Der havde hun fundet sit svar og sit kald. Men hun vidste, at Pax kald ikke lå hos kirkerne, men derimod i skyggerne af smukt dekorerede rigmands-bygninger og gadens løgne. En dag ville han måske kunne se mere af det store billede, selv med nu kun et godt øje. Præstinden fulgte illusionernes løbende skridt imod Pax siddende skikkelse, inden at hun atter kiggede på den grålige mand da ordende døde ud i luften. 

Pax forsøgte til stadighed at vænne sig til smerten, der fortsat hev og sled i hans opmærksomhed. Til trods for den friske og rene forbinding, var den unge mand ikke blevet tilset yderligere og Pax havde sine grimme formodninger om, hvorfor han stadig sad oprejst. Han befandt sig trods alt i fjendens territorium, hvormed det at kollapse ville have fatale konsekvenser. Den slags der overgik det, at få taget sit ene øje i vågen tilstand, og som ville sikre, at han ikke vendte hjem igen – og hjem skulle han.

Evlyn.

”Selvfølgelig”, lød det prompte og selv inden, at Pax selv forstod, hvad Solari i grunden havde spurgt ham. Han lod dog ikke sin egen forvirring komme til udtryk, for hastigt fortsatte han sin forklaring. ”Der findes øvrige klaner i undergrunden, men det antager jeg, at du allerede ved. Flokken er dog på nuværende tidspunkt den største. Jeg har indgået flere handler, der skal sikre den position fremadrettet. Desuden rekrutterer jeg fra de omkringliggende og mindre fraktioner, både så de ikke bliver større men også, så jeg får overtaget deres områder, inden det forhold bliver for intimt”, fortalte Ulven kalkulerende og nøgternt videre, for der var ingen grund til at holde disse aspekter hemmelige for præstinden. Solari ville trods alt ikke have en særlig magt over ham, skulle hun kende til hans forretninger. Til det strakte hendes greb sig endnu ikke så langt.

”Så fjendebilledet er netop ikke andet end det. De kommer og går, ligeså vel som flokken selv.” Et lavmælt ’bump’ gav genlyd i det mørke kammer, i det Pax’s hoved kolliderede med stoleryggen. For blot et øjeblik lod han sit ene øje glide i, så alting blev sort omkring ham, men hastigt åbnede han det dog igen – både for at lokalisere Solari, men så sandelig over hendes skygge…

”Jeg kan næsten regne ud, at du vil bruge mig til et eller andet. Så, hvad planlægger du?” 

Da manden begyndte at fortælle og uddybe om hans egen gruppe, og deres position i forhold til hvad der ellers dominerede Dianthos undergrund af rakkerpak og mider, gled der en uintresseret hinde over Solari's øjne - der dog lod ham tale. Hendes interesse for deres magtkampe var ikke stor; hun havde endnu aldrig kunne strække sin hånd langt nok ind i hjertet af hovedstaden til at kunne sætte sine kløer i det, og ville nok aldrig komme til det. Hun havde bare skulle bruge den største fisk, i en relativt stor dam... og havde Pax ikke siddet på den trone, havde han heller ikke siddet her i nat, både på godt og ondt.

Et lavmælt bump, og manden lod sit øje glide i for nogle sekunder, men følte sig hverken tryg eller sikker nok til at lade det forblive sådan, givet hvor hurtigt han fik samling på sig selv og sin smertende krop. En klog beslutning - han var intet værd hvis han lagde sig til at dø her. Mørkelveren smilede lidt af den tanke, da det ikke ville have været et decideret problem i hendes verden. Bare en mindre forhindring, og de havde måtte tage den næste i rækken...
Men havde udsigten til at lege med et mindre intelligent individ ikke også været kedsommeligt i længden? Mørkelverens indre spandt glat idet han gik direkte til sagen, og fingrene strakte sig med små knæk idet Solari åbnede og lukkede de mørke hænder. Det var en fornøjelse at drible med modstand; hun ledte trods alt altid efter noget der kunne stimulerer det ellers sorte og blikstille hav af apati Solari ofte flød rundt i, og med.

"Ikke noget stort.." startede hun ud med, og lænede sig tilbage i den hårde stol. De lange negle gled klikkende over bordets flade, og elverens stemme var lavmælt. "Som du nok ved, er hverken min race eller ideologi ikke ligefrem elsket i byens gader. Mine folk har sjældent den store interesse i byens aktiviteter, og selv der, kommer de sjældent grundigt omkring..." hvis det faktum gik Solari på, var det ikke noget man kunne se på den glatte facade af et næsten drillende smil på hendes læber. "Hvilket er et problem, når størstedelen af kirkerne og beslutningerne ligger i hovedstaden..." fulgte hun op med, og holdt en lille pause; et enkelt løftet øjenbryn. Endnu en af fordelene ved ikke at tale til et fuldkommen ensporet menneske; mon ikke Ulven kunne fornemme hvilken retning præstinden planlagde at sætte sig selv - måske, måske ikke, sammen med Pax. 

Hvis han kunne, havde han nok sine egne tanker om det. Og modsat hele... episoden før, var hans ord og tanker faktisk velkomne her. Hun gjorde sjældent forretning med et selskab der ikke kunne tænke selv. De var... lidt for nemme at manipulere, lidt for nemme at forme. Hvis hun kunne, vidste hun at andre kunne ligeså godt. Og hun skulle ikke bruge nogen dukke til den her idé.

Pax nikkede, tilsyneladende hverken synderlig imponeret men heller ej det modsatte. Han forstod trods alt, Solaris analytiske tilgang til denne problematik, og Ulven kunne ikke påstå, at han ikke var interesseret. For – også Pax havde sine intentioner med at mødes med mørkelverhunnen. Iagttagelser der skulle gøres, tanker der skulle analyseres og strategier der skulle lægges. Havde han udelukket angrebet hende, fordi han ønskede, at irettesætte hende? Ikke just. Der var mange ting, der havde gjort udslaget, og tanken om at sætte Solari på plads, var bestemt dominerende i rækken, men ikke desto mindre – var det ikke den eneste.

At kæmpe med et andet væsen, fortalte nemlig mangt og meget. Og Solari var ingen kriger. Så meget vidste han nu. Det gjorde ikke præstinden hverken mere eller mindre farlig. Hun var stadig en frygtindgydende fjende, der til enhver tid kunne fratage ham sit liv, men ikke desto mindre…

”Så du har brug for øjne og ører i hovedstaden”, konstaterede Ulven, der dog til trods for smerterne, stadig kunne bruge sin skarpe logik og være i stand til at kalkulere, som havde Solaris skygge aldrig taget hans ene øje. ”Og du har brug for rotter, der ikke får nogen eller sparsom opmærksomhed”, fortsatte Pax sit ræsonnement, men i mere lavmælt tone end tidligere. I grunden var hans ord ikke tildelt hunelveren mere end ham selv, men det skadede aldrig at få en bekræftelse. Desuden var det dog væsentligt for hans næstfølgende ord, at Solari forstod, hvorfra han kom.

”Hvad får jeg ud af det? Hvis jeg skal afsætte ressourcer til det og gøre jobbet tilstrækkelig, så afkræver det… betaling.” Det ene stålgrå øje landede urokkeligt på Solari, og udfordringen spillede tydelig deri; hvis du ikke giver noget igen, kan du ligeså godt slå mig ihjel.   

Man kom ikke udenom, at de sidste 600 år havde været noget lettere for Solari, end de første 1000 år af hendes liv... men man stoppede aldrig helt med at kæmpe. Selvom hun havde lagt klingerne på hylden og trukket i mere flagrende præsteklæder, havde hendes krop aldrig helt kunne slippe de gamle mønstre den var blevet hamret igennem. Aldrig lade nogle komme bagved dig, mist ikke overblikket, hold din krop rank. Hun var slet ikke ligeså 'stærk' som hun havde været, rent fysisk var Solari ikke længere den kriger hun havde været i sin 'ungdom'. Men hun havde andre ting end sværd at trække på nu, hvilket havde gjort hende til en anden form for fjende end den du mødte åbent på slagmarken.
Desuden... hvorfor skulle gudindens ypperstepræstinde krydse klinger med et så simpelt væsen som det mennesker var? Det gjorde hun yderst sjældent...  at det overhovedet var kommet der til, jah det sagde kun lidt om den enøjede mands karakter og vilje til at satse. Fordi så igen, hvis du satsede mindre end dit liv, tog du så overhovedet det her spil seriøst? Havde han satset mindre, var han ikke sluppet afsted så billigt, og så havde det ikke kun været øjet der var røget.

En lille latter gled fra præstinden ved hans lavmælte ræsonment, og hun nikkede - rotter var en fantastisk måde at beskrive dem og det på. Fordi hun havde brug for dem der arbejdede i skyggerne i forvejen; hun havde brug for alliancer i deres eget gudsgivne element. Og hvis Pax troede at hun ville sætte de her krav, uden at kende godt til hvor motiveret mennesker var af deres sølle penge, jah så tog han fejl. Udfordringen han fulgte op med blev fejet til siden med en arrogant håndbevægelse. Betaling var noget han var selvskrevet til, i noget så simpelt som i kraft af hans race.
Solari foldede hænderne under hagen, og studerede hans stålfaste blik med et leende glimt i sine egne blege øjne. Grådighed var trods alt noget hun kun kunne støtte op omkring.
Spørgsmålet var så bare hvilken betaling.... fordi ville det virkelig være så simpelt, at han tog imod lidt krystaller her og der? Hun ville næsten blive skuffet hvis det var hans betaling.

"Hvad vil Carl 'Pax' Fletcher dog kræve som betaling?" nynnede Solari med et underfundigt smil om læberne, ret så villig og i stand til at skaffe det meste. Det skulle i hvert fald være en urimelig pris, hvis han skulle kunne overraske eller overrumple Solari - hun havde betalt på mange måder i løbet af sit liv.

Pax var nær ved at tømme maven for endnu engang. Det satte, for blot et øjeblik, hans planer og tankerække i stå, men efter tre dybe indåndinger forblev maden, hvor den skulle og Pax kunne fortsætte sine overvejelser.
Ikke at han behøvede lang tid. Han havde jo trods alt haft rigeligt med tid til at tænke i, hvormed han rømmede sig og sank besværet. Smertehelvedet var ganske enkelt omklamrende, i sådan en grad at Pax snart ikke vidste, hvad han skulle gøre. Det var ulideligt.

Du tigger ikke. Du beder ikke om nåde.

”Det navn, min mor gav mig, da jeg blev født, er Carl Fletcher. Det navn jeg gav mig selv er Pax”, svarede han, i en tone der indikerede, at han ikke just var imponeret. ”Hvis du skal bruge mit navn i et forsøg på, at få mine indvolde til at vende sig i panik, så ville jeg foreslå, at du bruger det rigtigt.” Det tilbageværende stålgrå øjne fæstnede sig urokkeligt – eller i hvert fald så urokkeligt, det var Pax muligt for smerten og kammeret, der troligt begyndte at rokke frem og tilbage for endnu engang – på Solaris skikkelse, hvorefter han fortsatte ufortrødent.

”Og jeg vil have informationer. Jeg vil vide, hvad du skal bruge mine ord og fortællinger til, hvem der får dem – jeg er ikke interesseret i diamanter. Kun dine tanker. Hvis jeg skal berette om, hvad Gaden fortæller, hvis jeg skal se, hvad Gaden ser, og videregive det til dig, så vil jeg have det samme i bytte.” Pax hævede sine øjenbryn, der til trods for den stærke forbinding ikke skred særlig langt op i panden. ”Hvis din side overvejer at træde ind i hovedstaden, så skal jeg vide det forinden.”

Så jeg kan nå at evakuere, hvem end der skal det – og så jeg kan forberede, tænke mulighederne igennem og vælge den bedst mulige for Ulvens Flok. Så anerkend aftalen, eller slå mig ihjel, Solari. 

At Pax var ubehageligt tilpas, jah det gjorde intet for den mørkblodede præstinde, hvis oboservante øjne aldrig forlod hans tynde og foreslåede skikkelse. Nej, hun tog gerne alle indtryk af Pax til sig imens hun havde ham - hans øje, hans mund, den lille rynken på næsen, hans lugt - alt mimik blev grådigt slugt og gemt. Og hun vidste at han så vidt som muligt gjorde det samme... hvilket måske også var derfor et noget tilfreds smil trak Solari's læber fra hinanden, idet hvide tænder glimtede i et slangegrin som udfald af hans ord. Alle hans ord, vel og mærke. 
Præstinden vippede imellem at rejse sig eller ej - det næsten kriblede i hendes fingre for at se om hun kunne fjerne det uimponerede udtryk over hans ansigt, fordi hun vidste at der gemte sig meget, meget, meget finere ting at se bagved denne stålfacade af arrogant og falskt 'stolthed' - et finurligt begreb i øvrigt! Men hun holdt sig tilbage, og lod lysten sidde i det sultne blik for nu. "Det vil næppe være mig der vender dine indvolde, Lille ulv..." smilede hun udglattende, og følte mere end så hvordan hendes Skygge skiftede vægten fra den ene fod til den anden. ".... selvom jeg da gerne tager udfordringen, hvis det var din hensigt" umærkeligt lagde præstinden ikke engang mærke til hvordan tungen gled over de mørke læber efter de  lavmælte ord, der dog var... oprigtige i deres morbide fascination. Var det noget han gerne ville udforske, skulle hun nok smudse sine hænder til - sådan en oplevelse var svineriet værd.

Solari virrede med hovedet for at slå den tanke ud af hovedet, da hun ville tabe fokus og interesse i hans side af handlen, hvis hun forsatte i de tankemønstre. I stedet vendtes hans krav i imellem forskruede og tidsløse planer der allerede var lagt på forhånd, for at se om det hele ville passe nydeligt sammen. Men det skulle ikke være så nemt.
"Hvad jeg skal bruge dine ord til, og hvem der for dem... to meget høje krav at sætte" mumlede hun overvejende for sig selv, indtil at Solari i et ryk op rejste sig op, en enkelt hånd der med en fjern kradsende lyd fulgte bordets kant idet hun nærmede sig bandelederen. Den eneste anden der havde hørt de af præstindens tanker der havde reel vægt, måtte være Gudinden selv. Vidste han hvad han selv bad om?
Solari's smil gled over i en spindende lille latter, da hun næsten kunne visualisere det skakspil han havde sat op under dem, og hvordan han rykkede kongen på plads. "Er du sikker på at det er dine krav?" spurgte hun en ekstra gang, hvilket var en sjældenhed - fordi Solari gav næppe lov til at trække i land når først man bevægede sig ud på den dybere sø.
Hendes tanker i bytte for hans halve øje, og de flere han havde under sig.

Pax fnøs, så tykt spyt flød fra hans mundvige. Med en skælvende hånd tørrede han det af sig, hvorefter han rakte ud og lod sine fingre gribe om bordkanten; de fingre der stadig var stærke, for de fik ham uskadeligt rundt i de underjordiske gange, hvori hans folk og ham selv havde bosat mange år forinden.Og de gravede jo trods alt – og Pax var Klatre, ned i mørket det gik med en lysende krystal i munden og så tæt på Kile, Ulven kunne komme uden endnu, at blive taget væk fra Mørket af Dødens gud –

- hvormed det ikke var uden besvær, at Pax kom op og stå. Ypperstepræstinden var ikke mange centimeter fra, at være ligeså høj som den unge mand selv, men som Pax for et øjeblik stod og svajede, kunne hun indvinde det tabte med flere meter.
I hvert fald indtil Pax så op og lod deres urokkelige blikke mødes. Langsomt tvang han sine muskler til at gøre det, de var skabt til; nemlig at lade ham ranken ryggen, og dernæst skridte Solari i møde. Han brød sig ikke om hendes dyriske afslappethed; som en lumsk kat, der kunne springe på sit bytte, hvornår end det skulle være. Ikke, at der var nogen vej tilbage. Pax vidste dette instinktivt.

Så han fortsatte med at gå; vaklende og med et blik der svømmede; sveden der piblede ned fra hans pande, i selskab af en tynd stribe blod fra såret; der hvori, hans øje havde siddet. Det syge øje, vel og mærke. Sikke dog som verden spillede med ironi.
En skælvende finger lagde sig på Pax’s brystkasse, og gled dernæst hastigt ned langs de forslåede muskler og brækkede ribben; som tvang selveste tyngdekraften hånden i jorden. ”Et enkelt snit hele vejen ned og så falder de ud af sig selv”, svarede Pax mumlende, men i det stål øje gnistrede rebelske gnister. Gnister, der tiggede Solari om at prøve. ”Så kan du vende dem ligeså tosset, som du vil. Og ja. Hvis du er i tvivl, så lad mig afklare det for dig. Jeg er sikker. Er det et spil – et træk – du ikke ved hvordan, du skal komme forbi?”

Solari betragtede ham med et sus af tilfredshed idet at han rejse sig, for at gå hende i møde. Det var godt nok lang tid siden... et eller andet sted, var der noget magtfuldt i hans bevægelser, og Solari kunne ikke undgå at forundres over hvor rigid han var i sine beslutninger. Han var presset på mange fronter, og helt fra sin fødsel, var han født med en tydelig svaghed i et magipræget samfund. Men alligevel...
Solari mødte den rebelske grimasse med et leende smil - og et enkelt hvidt øjenbryn løftede sig. Han var ikke så lidt flabet, hvilket aldrig var dårligt for en, hvis nærvær næsten altid rejste en konflikt. Solari havde dog ikke travlt, og rakte langsomt en hånd ud efter mandens ansigt og tomme øjenhule. Om hun fik lov eller om han veg tilbage, var for hende ligegyldigt. "En anden god nat, min kære" hvislede hun i et afklaret smil. Hun havde ikke travlt, hvorimod Pax kun blev svagere med tiden, og alene den tanke var nok til ikke at forstyrrer nutiden, til fordel for fremtiden.

Elveren trak hånden til sig direkte efter, og klappede pludselig med et begejstret nik i hænderne. "Jeg ville bare være sikker på, at jeg ikke har snydt dig ind i en aftale... men du er en sikker mand" lo hun, og drejede omkring med kjolen fejende om benene. Og så skete der et par ting. I en af de tasker hun havde om livet i sit bælte, fiskede elveren med samme begejstring som før et stykke papir op, og døren åbnede, hvoraf en tjener kom ind med blæk. Alt blev hurtigt og trænet placeret på bordet, og med en overraskende pæn håndskrift, blev en kontrakt fyldt ud. "Jeg er en tilhænger af traditioner, min kære..." Solari's stemme var dog alvorlig i sin entiuasme, og de blege øjne betragtede kærligt det svagt lysende papir foran hende. "Og.." hun holdt en pause og kiggede op ".. det her vil gøre det nemmere at holde hinanden op på bedrag" sjove ord fra en præstinde af Nalish'ra, men mørkelveren havde sine agendaer og regler.
Nedfældet som noget der lignede tilfældigt pynt og krimskrams i kontraktens sider, stod der nemlig en undskyldning for Solari selv, da hun selvfølgelig ikke agtede at lave en kontrakt der ikke faldt i hendes fordel. Sproget var mørkelvisk, og var en standard tilføjelse på alle kontrakter hun lavede. Kontrakten var næppe bindende for hende, blev bedraget ikke opdaget.
"Jeg Carl 'Pax' Fletcher, søn af Esmaralda Fletcher og ukendt fader, acceptere hermed denne kontrakt, på de vilkår der står skrevet.
Øje for tanker - jeg binder mig til at udfører min del af kontrakten, og være Ypperstepræstinden af Nalish'ra's øjne og ører i Dianthos. Alle informationer af interesse skal gives videre. Til gengæld, vil omtalte tage del i Solari Seravill's tanker, og få at hører, 'hvad ordende skal bruges til og hvem der får dem'. Hvis templets folk overvejer at træde ind i hovedstaden, skal omtalte vide det.
Ydermere, i kraft af magien i kontrakten, vil kommunikation gøres muligt via telepati. At vidergive en besked telepatisk, kræver accept af modparten.
Signeret...." elveren kiggede op efter at have læst det højt med et spørgende blik, og rakte kontrakten frem til ham, i tilfælde af at han selv ville læse den igennem. Hvis han kunne.
"For at gøre en samtale mulig, tænkte jeg at det ville være på sin plads at overveje hvad der er lettest" smilede hun, men mente faktisk den del. Hun agtede ikke at tage til Dianthos, han agtede ikke at tage til templet, og tredje parter var ikke godkendte i præstindens øjne.

Pax stod lænet op af det solide og lange egetræsbord. Hans vejrtrækning var overfladisk, som kunne han ethvert øjeblik falde ned i den bevidstløse afgrund af ingenting og mørke, alt imens Solari skridtede ivrigt rundt – og fremdrog… var det en kontrakt?
I det at spørgsmålet lod sig forme bag den tilsvedte pande, besvarede mørkelverhunnen den lette forundring. Pax selv forholdt sig dog tavst, for han var ikke sikker på, at han kunne tale, selv om han skulle ønske det, uden at lade mavesyre – og den smule mad, han havde spist – indfinde sig et sted under ham. Han lyttede dog opmærksomt, i det Solari begyndte at skrive med blækket. At hun igen syntes at inkludere hans selvvalgte navn, undlod han dog i denne omgang at kommentere på. Skulle man lege selveste Zaladins advokat var det ganske fornuftigt, at kontrakten ikke bandt ham direkte til sig. Jovist, det var småligt, men Pax havde jo gjort opmærksom på, at hans sande navn var et af de to – og ikke en sammensmeltning. Desuden, selv i hans halvbevidste tilstand, kalkulerede Pax, at det ikke var dumt på langt sigt.

I det Solari rakte pergamentet frem mod ham, affærdigede han det med en skødesløs håndbevægelse. Han kunne ikke læse det, selv hvis blodet ikke flød i en lind strøm fra hans øje, for han genkendte ikke skrifttypen. Måske mørkelvisk? Pax vidste det ikke, og i sin svømmende tilstand, magtede han heller ikke at forsøge.
I stedet skridtede han – med tunge, vaklende skridt – hen mod Solari, hvorefter han stak en finger til sin kind; der, hvor blodstrømmen løb dovent. Der gik ikke mange øjeblikke før, at fingeren var tilsølet af den røde, tykke væske og med et lavmælt, pinefuldt grynt satte han den mod pergamentet; der, hvorved hans navn skulle have stået. Han kunne velsagtens skrive det, men Pax vidste også instinktivt, at det ikke kunne lade sig gøre. Ikke foruden at alarmere Solari om det forkerte navn, men dertil også… ja, hans fysiske krop. At gå var krævende; at stå oprejst umuligt; at se igennem sved og blod en udfordring.

”Vi er… færdige”, lød det snøvlet fra ham, i det han dernæst lod sit tilbageblivende øje glide henover Solari. Han ledte efter en udgang, for en stemme blev ved med at kommandere ham til at søge mod hovedstaden; at vende hjem. 

Et glat smil strakte sig over elverens ansigt, og hvis man lyttede godt efter, kunne man næsten høre hvordan en lav spinden gled fra hendes bringe, i tilfredshed over at han skrev under. Endelig, så mange forskellige skridt havde ledt til nu, og Solari trak med hurtige fingre det lysende pergament til sig efter signeringen - der var ikke tid eller plads til fortrydelse. Det havde ligget klart på hendes læber at blod selvfølgelig var hvad der bandt ham, ligesom det ville være hvad der bandt hende... til en kontrakt hun ikke helt selv var underlagt, på samme vilkår.
Hun gjorde det for magien der fulgte med. De mørke læber blottede et tandsæt med imponerende skarpe hjørnetænder, der skarpt skar en flænge i den mørke tommelfinger. Selv placerede Solari sin underskrfit i et markeret felt i toppen, hvis snirklede segl begyndte at gløde ved kontakten af hendes blod.
"Mmmh..." nynnede Solari bekræftende, og betragtede med saglig begejstring hvordan magien i kontrakten blev sat i værk; de telepatiske bånd hun havde tænkt sig at bebyrde Pax almindeligvis ranke skikkelse. Med tiden, ville det veje ham ned... eller hvem ved, gøre ham stærkere af karakter. Menneskers utilregnelighed var nu engang hvad hun absolut nød at studere og notere til senere... bekendtskaber.

I et ryk vendte hun sig om - det lysende pergament i hendes hånd, var så småt ved at skifte farve til en vinrød nuance af mørk magi. "Det har været en sand fornøjelse" spandt elveren, hvis hvide blik misvisende kærligt betragtede det unge menneske foran hende. Han var ikke i en tilstand hvor at han kunne gå hjem, og hun havde ikke tænkt sig at miste en allieret så hurtigt. Dog ville han ingen ro finde i disse omgivelser, der nok længe, ville være et ubehageligt sted at vende tilbage til. Hvilket også var fair. Solari slog et klik med tungen, og smilede. Hun ville vise ham den magi der var bundet til kontrakten senere, så han kunne lære at bruge den - den var ganske simpel. "Jeg vil række ud efter dig, når du har hvilet - den krop er ved at dø..." et studerende blik hvilede over hendes ødelagte underholdning - han så herrens ud, og hvis ikke han fik hjælp, kollapsede han her. Og så ville det være så forfærdeligt kort, dette bekendskab. "Du har altid en seng at søge her, lille ulv... vi tager os af vores venner" de hvide øjne blev en anelse smallere idet Solari grinte. "Men vi kan også give dig støtte til den nærmeste by, og krystaller til et tørt kroværelse, hvis det er at foretrække" et leende tilbud, men et hun dog mente. Hvis det stoppede ham i en selvmordsmission hjem, så var det billigt sluppet. Hans overlevelses instinkter skubbede ham nemlig væk fra den her slange rede, og det ville hun ikke stå imod.

Nu hvor at blodet var tørret, blev den nu mørkerøde kontrakt rullet sammen, og gled op i et af elverens store ærmer. Et illusionstrick af forfængelighed, og dog alligevel så han ikke så hvor kontrakten endte.

[Admin godkendt magisk kontrakt] 

En seng at søge her? Indenfor disse murer, i denne slangens rede? Alt kriblede i Pax ved den konstatering, men det tog ham ikke mange skridt, at bestemme at det var det, eller at falde død om på vejen hjem.

Evlyn.

Nej, det gik ikke. Han var nødt til at komme sig her. Han var nødt til at blive – alternativet var ganske enkelt ikke en mulighed. Pax skulle hjem; hjem til den blonde kvinde og deres bryllup; deres liv sammen.

I det at tanken indfandt sig, blev alting sort og for endnu engang drættede Pax om – bevidstløs, døende.
Det var først tre dage efter hændelsen i det klamme kammer, at Pax kom til bevidsthed men han tøvede ikke et sekund for længe. Minderne var stadig intakte, og Pax ville ikke spilde blot et øjeblik mere. Det kom bag på ham, at han fik lov til at forlade den underjordiske fæstning, foruden at støde ind i andre end Solari, der i to sætninger forklarede ham, hvad kontrakten betød. Ikke at den gråhårede mand rigtig tog det ind; ikke, at han rigtig forstod, for alt han tænkte på, var at vende hjem.

Koste, hvad det koste ville. Og således begyndte den lange, nådesløse rejse hjem…

Pax indså snart fornuften i præstindens ord, og med et morende smil observerede hun ham alligevel prøve at forbigå selvsamme. Han nåede dog - som forventet, ikke særlig langt førhen at han med et tungt hoved og svækket hjerte, kollapsede på det hårde stengulv der udgjorde den grotte de befandt sig i. Så træt han pludselig var!
Med glidende skridt nærmede elveren sig, og satte sig smidigt på hug ved siden af hans svagelige skikkelse. De blege øjne studerede ham med sult malet i blikket - grådighed, iver og dog en uhyggelig nøgtern tålmodighed, da hun fra hendes vinkel af... lige havde fået sig endnu et projekt at holde øje med. Endnu et projekt at forme til en mere brugbar version af sig selv. 

"Shhh...." sorte fingre strøg forsigtigt menneskets grålige hår væk fra hans beskidte pande, og næsten ømt tørrede Solari noget af blodet i hans ansigt væk. "Shh..." han skulle hvile, sove, og kommme til kræfterne igen.

Han ville i god tid, snart finde præcis ud af, hvad det betyder at tage del i ypperstepræstindens tanker - hun havde ikke gjort andet end at opfylde et ønske såvel som et behov. Hvide tænder glimtede idet hun rejste sig, og lod nogle af templets folk sørge for at pleje Pax tilbage til livet.
Han ville meget snart lærer i hvert fald nogle af hendes tanker at kende; Solari Seravill smilede dovent idet hun forlod den kolde stengrotte der udgjorde tempelfolkenes skjulested.