Isiodith strammede grebet omkring sig, som de isblå øjne gled over hyttens mange remedier og plantevækster. Med næsten tøvende skridt – kvinden kendt som heksen havde trods alt bevist, at hun ikke just brød sig om hendes selskab – bevægede Isiodith sig hen imod alskens planter og urter, der stod og nød godt af den sparsomme sol.
”Potente”, konstaterede Isiodith, uden i grunden at syntes at ville uddybe. Af en eller anden årsag antog skovelverkvinden, at Ecaeriss forstod.

Dernæst pegede hun på de færdige miksturer, der stod på ræd og række på træhylderne. ”De har ingen farve. Heller ikke –”, Isiodith flyttede dernæst sin finger mod bordet og det fad, hvori blade lå og blev bløde, ”dem. Jeg tror selv, at de skal være levende og ikke forarbejdet. Det er i hvert fald sådan, at jeg har… bidt mærke i det. Jeg har desuden heller ikke været i stand til at kontrollere eller udfordre magien”. Isiodith vendte atter fronten mod den mørkhårede skovelver.

”Men… når jeg helbreder, så ser jeg individets chakranetværk for mit indre blik. Det er… tråde og der findes knudepunkter. Jeg har selv spekuleret på, om jeg kunne vende magien om. Så at sige sætte et omvendt fortegn på.” 

"Vende magien om?" Ecaeriss ltyggede lidt på ordene.
Det var en spændende tanke, og noget der absolut blev sat på listen over ting, hun pludselig også selv havde brug for at vide, før denne unge elver vendte snuden hjemad igen. Den ældre elver rynkede lidt tænksomt på næsen og gjorde så et kast med hovedet og nikkede mod døren ud til skoven. 
"Hvad er det længste du har prøvet at vente, før du har sat legemsdele sammen igen?" spurgte hun, mens hun førte Isiodith om på den anden side af huset. "Skal du bruge legemsdelen, eller kan du gro en arm ud fra en skulder?"

På den anden side af hytten lå et lille brændeskur. Der lå brænde stablet i fine bunker, flere urter, der ikke var plads til indenfor, og en død hare hang med hovedet nedad i det yderste hjørne. Skulle de være to det næste stykke tid, skulle hun have købt mere ind. Synet af haren fik hende dog til at tænke på endnu et spørgsmål. 
"Skal væsnet være levende for at du kan heale, egentlig?"
For hende selv var det ikke et krav. En krop kunne sagtens desinficeres, selvom hjertet ikke slog mere. Det var bare en kende meningsløst, jo mere dødt et væsen var. 

Isiodith fulgte troligt den mørkhårede kvinde, til de omsider nåede brændeskuret i baghaven. De isblå øjne gled over de nye omgivelser, hvorefter hun syntes at være fordybet i tanker i en kort rum tid.
”Ja, det var min tanke…”, mumlede den yngre skovelver, i det hun samlede sine spinkle hænder, så de kunne hvile mod den tynde lænd. ”Når jeg helbreder, så anvender jeg primært individets eget chakranetværk. Hvis det ikke er stærkt, så bruger jeg mit eget. Man kan vel sige, at jeg… forstærker det i nogen grad, og jeg tænkte, at hvis jeg kan forstærke, måske jeg også ville kunne det modsatte?” De isblå øjne søgte fæstne i Ecaeriss’ eget men den ældre kvinde syntes optaget.

Snart efter forstod Isiodith. ”Jeg skal bruge legemes-delen, men som udgangspunkt kan den være… ja, ganske langt i forrådnelsesprocessen. Det har ikke tidligere været et problem. Engang satte jeg endda en afhugget arm på, der havde lagt i en mødding i hvert fald en nats tid”, fortalte Isiodith ivrigt, og uden særlig omtanke på hvorvidt det i grunden var synderligt passende. I Elverly havde hun aldrig ladet de ord forlade hende.

”Jeg har aldrig prøvet på noget der er dødt, men… min umiddelbare tanke er, at det er nødvendigt. Der er vel ingen chakra i et dødt væsen?”   

"Hvis du kan benytte dit eget chakranetværk til helbredelse, kan du vel i teorien helbrede døde væsner,"  svarede Ecaeriss og gik hen til en høj stokrose, der lænede sig tungt ud fra brændeskurets væg. "Du kan vel også helbrede ikke-magiske væsner, ikke? At de ingen chakra har, gør dem jo ikke livløse."
Den høje elverkvinde tænkte lidt og brækkede så en blomst af stokrosen. Et øjeblik så hun ud til ikke helt at være sikker på, hvad hun egentlig havde tænkt sig med den, tabt i tanker om, hvad Isiodiths magi faktisk kunne. 
"Ville du kunne sætte den her blomst tilbage på stænglen, egentlig?" spurgte hun og vendte sig mod den unge elver. "Og med hensyn til møddingen..."

Der var mange informationer at holde styr på, og Ecaeriss ville helst se det i aktion frem for at snakke om det. Men det var en af ulemperne ved at bo så langt ude i skoven - der var ikke lige forsøgspersoner hos naboen, for naboen eksisterede ikke. 
"Tager din helbredelse højde for infektioner? Altså, den du satte armen tilbage på... Var der ingen problemer bagefter, eller skulle du gøre ekstra, nu armen havde ligget så længe, og maddikerne var kommet til?"
Ecaeriss kiggede ned på blomsten i sin hånd. Hvis det var et levende væsen, med et chakranetværk... Ville Isiodith kunne trække chakraen til sig og bruge den til noget andet? Ligesom Eca selv brugte noget organisk til at helbrede... Ville Isiodith kunne benytte en andens chakra til at helbrede en tredjepart?
De havde brug for forsøgskaniner.

Isiodith nikkede, men det eftertænksomme udtryk forlod hende derefter. ”Jo, det er jeg i stand til”, bekræftede Isiodith hastigt, hvorefter hun gjorde mine til at fortsætte. ”Det kræver mere af mig dog. Jeg infiltrerer vel i grunden deres kroppe med mit eget chakra, som jeg så, efter endt behandling, skal trække tilbage igen. Hvis væsenet er ikke har en stor reserve selv, så… ja, det er udmattende.”

Langsomt nærmede Isiodith sig Ecaeriss og den døende stokrose. Den var ganske enkelt ufattelig smuk og instinktivt rakte Isiodith ud efter den – hun nåede dog aldrig at lade sine fingerspidser berøre den, før den ældre skovelver fortsatte sin række af spørgsmål.
”Det kræver mere arbejde, men det er kun rent… tidsmæssigt. Og… når jeg helbreder… jeg er i grunden ikke særlig opmærksom på, om hvordan den helt præcist virker. Det er drevet udelukket af instinkt. Det lyder naturligvis fuldstændig barnligt, men det virker bare, uanset om der er infektion eller ej. Altså, når armen vel og mærke kom tilbage nær resten af kroppen.” Isiodith betragtede derefter Ecaeriss og stokrosen, hvorefter hun trak på skuldrene.

”Jeg må være dig svar skyldig. Jeg aner det simpelthen ikke.” 

"Hm," lød det fra Ecaeriss, og hun rakte blomsterhovedet til Isiodith. 
Et øjeblik tabte hun sig i tankerne, og efter lidt tid så hun op igen og mødte Idiodiths blik. 
"Jeg vil give dig lov til at blive her og lære, så længe jeg finder det nødvendigt og givende," sagde hun så. "Her i starten vil jeg give dig små opgaver - som denne med blomsten - så jeg kan få et indtryk af, hvad du kan. Forvent at hjælpe til med patienterne, der kommer også. For nu kan du smutte til landsbyen og handle lidt for mig. Jeg henter en liste med urter, jeg mangler, og vi kommer til at skulle bruge et større forråd også."
Ecaeriss begyndte at gå ind igen mod huset efter et sidste blik rundt i brændeskuret. De skulle bruge en del mere, hvis hun skulle huse en mere, men i det mindste skulle hun ikke selv ind til landsbyen og hente tingene - på det punkt var en lærling rimelig praktisk. 
... En lærling. Var det det hun havde fået sig?


Et par dage efter kom en patient ind. En uforsigtig jæger, der ikke havde kunnet håndtere en hel ulveflok. Eller måske en bjørn. Det var lidt svært at se for blod, og han var ikke i stand til at fortælle dem det over sine klageråb. De to, der bar ham ind i healerhuset, kunne dog fortælle, at han var fra en af de fattigere bygder, så han kunne næppe betale Ecaeriss. De var ikke selv villige til at spytte i kassen for at redde en fremmeds liv, men de havde trods alt heller ikke kunne lade ham ligge i skoven. 
Normalt ville hun havde smækket døren i hovedet på dem og fortsat sin rolige formiddag, men denne gang så hun muligheden for at udnytte hans uheldige situation.
"Bare læg ham på bordet," sagde hun med et skævt smil. "Jeg tror godt jeg kan gøre en undtagelse og lade ham betale lidt... alternativt."

De to landsbyboere blev smidt ud, og hun stillede sig på den anden side af bordet, den jamrende patient lå på. Hendes blik mødte Isiodiths. 
"Her er din chance," sagde hun. "Se hvad du kan gøre. Med hans chakra."

Isiodith havde lyttet med et bankende hjerte, der ikke syntes at ville finde hvile, selv længe efter at Ecaeriss havde forladt hende ved brændeskuret. Og pludselig fik den yngre skovelver travlt.
-
Der var mange gøremål i dagene der fulgte, men Isiodith tog imod dem med kyshånd. I tankerne vel og mærke, for der var ikke megen snak mellem de to kvinder. I grunden havde det passet Isiodith fint, for hun var ikke selv snaksaglig, var der ikke noget at snakke om. Ord flød derved ikke fra hende i en lind strøm uden formål, hvormed dagene også var blevet brugt for fordybelse og tankedyrkning. Det er ligeså godt for sjælen, som fysisk hårdt arbejde, havde hendes far altid sagt.

Det var den uheldige unge mand der brød dagens – nu mere vante – rutine, og Isiodith var i grunden overrasket over, at Ecaeriss overhovedet ville behandle ham. Snart efter gik det dog op for hende hvorfor, at det forholdt sig sådan, for da elverhunnens mørke øjne landede på hende, vidste Isiodith, at det var tid til et, ja, eksperiment.
Isiodith kunne ikke hævde, at det ikke voldte hende store kvaler, men hun forblev tavs, i det hun nærmede sig den unge menneskemand. Skulle hun mislykkes, kunne hun altid nå at rede ham, mindede Isiodith sig selv om, hvorefter hun lagde hænderne mod den ligblege pande og gik i gang.

Det var – svært, for ikke at sige grænsende til umuligt, for mennesket havde et ringe chakraniveau. Noget, Isiodith også lod Ecaeriss vide med mumlende ord. ”Måske… kan jeg… brede det ud?”, lød det lige dele krampagtigt og overvejende.

Et smil begyndte at spille på Ecaeriss læber. Isiodith havde været god til at gøre det arbejde, hun var blevet sat til de sidste par dage, men dette var den egentlige øvelse. Ville hun faktisk gøre sit bedste for at lære sin magis fulde potentiale at kende, eller ville opdragelsen i Elverly  veje tungere end begæret for viden.
Det så ud til at nysgerrigheden ville vinde, og at det kun var den skrækkelige jamren, der fik den unge elverpige til at tøve en smule. Det kunne stoppes, men at fylde menneskets mund med tjære lige nu, ville ikke være ideelt. De havde brug for ham i live, så Isiodith kunne bruge hans chakra. 

"Se hvad du kan gøre med det, han har," tilskyndede hun og gik om på den anden side af bordet, så hun stod bag Isiodith. Roligt lagde hun sine hænder på pigens skuldre. "Se hvor langt du kan trække det, og prøv lige så stille at kanalisere din egen healing igennem hans chakra. Jeg er her med dig hele tiden."

Isiodith nikkede tavst, og stadig stod hun og betragtede den unge knægt – eller det vil sige, hun så ikke hans fysiske skikkelse; kun hans blå chakranetværk, der pulserede i en sidste krampetrækning, og som lå som et kæmpemæssigt edderkoppespind under hans beskidte, vejrbidte hud.

Det ville ikke lystre – i hvert fald ikke til en start – og hastigt sprang små svedperler frem ved Isiodiths tindinger. Hendes perlerække af hvide tænder knasede næsten mod hinanden, så meget anstrengte hun sig. Det gjaldt om, ikke at lade hendes egen chakra strømme ind og dirigere menneskets, men mestre den foruden og lade den helbrede ham alene. Hvorfor skulle det vise sig vanskeligt? Isiodith vidste det ikke, og selv efter et langt øjebliks tavshed, forholdt hun sig stadig stille. Der var trods alt ikke noget, at fortælle endnu –

Omsider skete det. Isiodith så det, ligeså vel som hun mærkede forandringen, og alt hvad der skulle til, var blot en knivspids af hendes egen magi. Man kunne vel ikke kontrollere en andens chakranetværk, gav man det ikke noget energi – endnu en tanke meldte sin ankomst, men Isiodith skubbede den hastigt væk. Det var en overvejelse til senere.
Isiodith lod menneskets chakra vokse, kommanderede det, at gøre netop sådan, og endelig begyndte hans krop at helbredes. Stadig svedte den unge skovelver, ja, faktisk drev svedperlerne ned over hendes blottede og tynde nakke, og fra panden nedover hendes ansigt. Havde Isiodith været forfængelig, havde hun været bevidst om, havde hun måske haft tilstrækkelig med følelse til, at tørre sveden af sin hud, men –

Sådan var hun ikke. Og arbejdet måtte fortsætte. 

Ecaeriss kunne se, da det begyndte at ske. Mandens sår begyndte at lukke sig. Det var først svært at få øje på under det glinsende blod, men hun kendte efterhånden tegnene lige så godt som sin egen krop. Hud og væv, der begyndte at bule op og hæve sig i takt med at det groede imod kanterne og prøvede at finde den modsatte side af såret. Det kunne til tider ligne at kroppen havde fået ubudne gæster, så meget som hud bevægede sig, når det knyttede sig selv sammen under helbredelsens påvirkning.

Hun lod lidt mere vægt falde over på Isiodiths skuldre, som hun mærkede at pigen anstrengte sig mere og mere. 
"Du klare det flot, Isiodith," sagde hun. "Bliv ved sådan der."
Her bagved pigen så hun ikke svedperlerne, der kom frem på hendes pande, men som kroppen rystede og musklerne spændtes under arbejdet, var det ikke svært at gætte, at hun gav sig helt til magien. Præcis som Ecaeriss ønskede. De største gevinster fik man altid fra de sværeste udfordringer. Isiodith havde næppe mødt nok udfordringer i sit liv hos elverne, og Ecaeriss var i den grad ved at gøre op for manglen. 

Vægten fra skuldrene blev løftet, idet Ecaeriss fornemmede, at Isiodith havde fået et solidt tag om chakraen. Fra en hylde ved væggen tog hun en kniv og lagde hurtigt et lige, rent snit henover sin egen håndflade. Blodet piblede straks frem, og hun rakte den mod Isiodith med et afventende udtryk. 
"Helbred mig med hans chakra."

Isiodith formåede at nikke midt i den næsten feberramte tilstand, hun befandt sig i. Den unge mand lå bevidstløs på bordet foran dem, tilsyneladende i en komalignende forfatning, hvilket dog ikke kom bag på Isiodith selv. Hun vidste, at dette var uundgåeligt; hendes magi kunne gøre underværker, men aldrig syntes dens virke at resulterer i andet end en dyb, dyb søvn for de, der måtte udsættes for dem. Desuden var den irregulær. Det afhang altid af individet selv.

Hvad Ecaeriss dog dernæst bedte hende om, var ganske uforståelig for Isiodith dog selv. Skulle hun flytte – nej, tage fra mandens chakra og overfører den til Ecaeriss’ sår? Hvordan var det overhovedet muligt at gribe sådan om den?

For blot et øjeblik stirrede Isiodith fortvivlet på mennesket, men omsider nikkede hun for endnu engang. Og hun forsøgte – det gjorde hun virkelig, men hver gang hun syntes, at fæstne sit mentale tag i de blå strømninger, forlod det hende, så snart det nåede op til overfladen. Det var som at gribe om vand med de bare næver, og kvase den i et alt for omklamrende greb, så det siv ud imellem de våde fingre.

”Det – det er – det er umuligt!”, kvækkede Isiodith, på grænsen til desperat, for aldrig før havde hun følt sådan en magtesløshed i relation til hendes magiske evner. Det havde aldrig været svært.

Ecaeriss var ikke i humør til at give op så let, som Isiodith tydeligvis var. Manden var i det mindste holdt op med at skrige så meget, og det hjalp helt sikkert på koncentrationen, selvom det også havde været en del af prøvelsen at skulle helbrede på en ny måde under så kaotiske omstændigheder. Men selv med den koncentration frigjort, lod det til at Isiodith var til at nå sin terskel for stress. Hun gjorde et forsøg, men gav hun alt, hun havde? Var hun for distraheret af manden og blodet? Var det presset, der lå på hende for at redde hans liv? Hvis det var tilfældet, ville det helt bestemt vise sig et problem. En helbrederske, der ville nå sit fulde potentiale, burde ikke spilde tid på at have for megen medlidenhed.

"Prøv igen!" sagde hun. "Hold koncentrationen!"
Om Isiodith så skulle forsøge at hive selve livsessensen ud af den sårede mand og selv besvime i processen, var den ældre elverkvinde ligeglad med. Pigen havde  bedt om oplæring, og før den kunne gå i gang, måtte de kende grænserne af magien. Når hun ikke engang selv havde prøvet at helbrede nogen uden for de normer for helbredelse, hun havde lært af sine læremestre, måtte Eca jo tvinge hende til at teste de grænser. Med kun ét forsøg, kunne de ikke vide, om testen var gået godt, eller om Isiodith bare ikke havde fået fat i den rigtige del af magien.

Isiodith udstødte en halvkvalt lyd, og til trods for sveden, der piblede forstyrrende ned af hendes beskedne klæder, fortsatte den yngre kvinde ihærdigt – uden succes dog – at forsætte kampen.

For det var, unægtelig, en kamp. Isiodiths hænder vred sig krampagtigt, og blev ved med at hive og søge efter chakraen. Og som vidste den, hvad hun forsøgte, gemte den sig for hende, indtil –

Omsider lykkes det. Et tungt, skingert suk forlod Isiodith i en sidste krampetrækning, i det hun hev en smule af chakraen til sig. Dernæst skete meget på kort tid; manden hvæsede og spærrede øjnene op, men hans blik svømmede – det var ganske tydeligt, at han ikke rigtig var til stede, men at hans krop reagerede instinktivt på tyveriet.
Isiodiths sorte øjne – dem, der før havde været isblå – fyldtes med tårer af indestængt udmattelse, men i det hun vendte rundt mod Ecaeriss – hun så hende ikke, men reagerede, som mennesket på briksen, af rent og skært instinkt – sprang chakraen, som en forskrækket kat, tilbage i mandens krop, der –

Som var han blevet skubbet af usynlige hænder, faldt tungt fra briksen. Kraftfeltet, Isiodith havde udløst, eksploderede og resulterede i, at Isiodith også selv faldt til jorden; som en sæk fyldt med kartofler, der aldrig nåede at sætte hænderne fra –

Og med et blev alting sort. I mørket var der stille.

Intet gav mening for Ecaeriss. Foran hende udspillede der sig en kamp mellem manden og hendes nye lærling - altså fysisk lige imellem dem, så det ud til. Isiodiths bevægelser tydede på, at hun prøvede at gribe chakraen, mens svedperlerne indikerede, at hun ikke just var særlig successfuld. 
Lige idet hun vendte sig mod Ecaeriss, og den ældre elver troede, det var lykkedes, blev både Isiodith og manden på briksen kastet mod rummets vægge direkte modsat af hinanden. 

Isiodith var den mere uheldige af de to, for mens manden blot trillede af briksen og lagde sig til at bløde på gulvet, ramte Isiodith kanten af en af hylderne og faldt sammen som en kludedukke med en begyndende mørk plet i de brune krøller. 
Rummet blev stille.

"Okay så," mumlede Eca for sig selv og kiggede rundt et par sekunder, mens hun ventede på at se, om det hele var overstået. 
Hvad end der lige havde været mellem de to væsner, ville hun ikke træde ind i det, hvis det stadig var der. Så gik hun over til manden og konstaterede, at han rigtig nok var lige på kanten til at dø. Isiodith havde fået helbredt nogle af sårene, men de indre skader var ikke blevet tilset endnu, og faldet ned fra briksen havde forvredet hans ene arm i en yderst uheldig vinkel. 
Han ville kunne reddes, men det ville kræve en del tjære og tid. Uden at tøve vippede Eca læderstroppen af sin bæltekniv og skar struben over på mennesket. Før han kunne nå at svine alt for meget på gulvet dog, lod hun magien strømme ud i sine fingerspidser. Idet hun berørte hans pande begyndte huden at opløse sig selv og blive til tjære. Det spredte sig som pest over hele hans krop og tog både tøj og mudder på støvlerne med sig. 
Da han ikke var andet end en stor tjæreslange om hendes skuldre, rejste hun sig op. De sorte øjne fæstnede sig på den stadig slappe skikkelse i den anden ende af rummet, og hun gik derhen - stadig sørgende for at undgå det sted, kraftfeltet havde været, eller måske stadig var. 
Med lidt besvær fik hun bakset pigen op på briksen, hvorefter hun lod tjæreslangen glide ned over sin arm og finde hullet under håret, der lå viltert om det blege ansigt efter at være blevet revet ud af sin opsætning. 

Der var stadig meget tjære tilbage, da behandlingen var færdig, og Eca fyldte sine reservekrukker med det. De havde alligevel trængt i noget tid.

Isiodith kom til sig selv efter et langt øjeblik, men i det hendes øjne gled op – og tågen forsvandt – ønskede hun inderligt, at det ikke var tilfældet.
Plamagen på gulvbrædderne talte nemlig sit tydelige sprog, og Isiodith kunne ikke tage sine – nu isblå – øjne fra den. Hun havde godt set, for et kort sekund, forinden at bevidstheden var fløjet afsted uden hende, hvordan den unge mand var faldet, hvormed hun kunne konstatere, at det måtte være hans… efterladenskaber der lå og farvede gulvet sort som nattehimlen.

Til trods for chokket, der var så ganske tydeligt malet på Isiodiths hjerteformede ansigt, forblev hun dog tavs. Der var trods alt ingen grund til at stille spørgsmål, som; hvad skete der? Var jeg skyld i det? Hvorfor er han væk? Hvorfor gjorde du det? Instinktivt vidste den yngre skovelver nemlig, at Ecaeriss ikke ville give hende nogle svar.

En smule vakkelvornt kom Isiodith på benene, men stadig støttede hun ryggen mod husets murværk. Det var køligt mod Isiodiths brændende hud, og først da gik det op for hende, at hun var dækket af sved.
Med en fraværende hånd tørrede Isiodith sit ansigt, men da det ikke var nok, løftede hun sit ærmer til sin pande. 


”Forstod du – forstod du, hvad der skete?”

Ecaeriss stod med ryggen til, da Isiodith vågnede, og da hun hørte hende røre på sig, skyndte hun sig hen til den unge elver for at stoppe hende fra at rejse sig helt op. 
"Rolig," formanede hun med en hånd på hendes skulder. "Du fik et ordentligt slag i hovedet, og skal ikke pille ved tjæren."
Der var reel bekymring i hendes blik, men det var svært at sige, om det handlede om Isiodiths velbefindende eller Ecas egen selvviske opfattelse af, at hendes nye lærling ville forsvinde. Hun overså også fuldstændig Isiodiths blik ned mod den tydelige pøl på gulvet. 

"Jeg håbede du kunne fortælle mig, hvad der skete," svarede hun så og pegede på det sted, kraftfeltet umiddelbart var udsprunget fra - nu et tomt hul i luften, men Eca kunne ikke kende forskel. "Du kan se chakra ikke? Er der stadig noget der? Hvad fik du skabt?"
Bekymringen var næsten lige så hurtigt byttet ud med videbegærlighed og forundring. Aldrig havde Ecaeriss set en sådan reaktion på en helbredelse, og hvad end Isiodith var kommet i kontakt med, måtte det udforskes grundigere. 

Instinktivt hævede Isiodith hånden til baghovedet, men nåede at stoppe bevægelsen, forinden at de hvide fingerspidser kolliderede med sårets tjæreskorpe. Dernæst sank Isiodith en voksende klump i halsen, hvorefter hun fulgte Ecaeriss’ blik – og ikke mindst hendes pegende finger – til der, hvor kraftfeltet var udsprunget.
Langsomt nikkede hun, hastigt efterfulgt af et let skuldertræk, der så tydeligt indikerede, at Isiodith mildest talt var ligeså forvirret som sin læremester.

”Der er ingen ting – kun fra…”, lød det lavmælt, hvorefter Isiodith nikkede mod den sorte pøl; der, hvor mennesket var landet med et lavmælt bump. ”Jeg havde det – jeg kunne endelig gribe om det, men det opførte sig som et glubsk dyr”, fortsatte den yngre skovelver hastigt, før hun forsøgte, på vaklende ben, at bevæge sig over til en skål med koldt vand. Hun greb om en klud og vædede den, hvorefter hun tørrede sit ansigt rent for sved. Imens udnyttede Isiodith tiden til at tænke, for –

Hvad var der i grunden sket? Aldrig havde hendes magi – eller for den sags skyld, et andet væsens magi – opført sig med samme utilregnelighed.

”Det var som om – som om, at hans magi blev sur på mig og ville væk. Det – ja”, mumlede Isiodith, tydeligvis påvirket over, at det var sådan, at det havde føltes. Isiodith var ikke van til, at folk ikke direkte brød sig om hende. Og da slet ikke alskens chakrastrømninger. De havde jo været tilgængelig for hendes indre blik, siden hun blev født.

Ecaeriss lyttede og tænkte, mens Isiodith kom på benene og fik vasket sig af. Magi havde altid en form for eget liv, men ligefrem at blive sur virkede lidt for mærkeligt for Ecaeriss. Der måtte være en mere jordnær forklaring. Det havde trods alt været chakra-tyveri, og energien i kroppen kunne nok godt stritte imod det for at værne om kroppen. Sammenligningen med det glubske dyr var nok ikke helt malplaceret egentlig. Lungerne kæmpede også imod helt af sig selv, blev de frarøvet luft. Forskellen var jo nok, at chakraen havde vundet over Isiodiths trækken, og normalt var lunger ikke stærkere end hvad man proppede i dem. 

"Måske var det fordi han ikke havde så meget chakra at give af," foreslog Eca og tog selv en klud for at tørre briksen af. Bare fordi hun selv ikke kunne blive inficeret af bakterier, kunne hendes næste patient godt. "Eller hvad end han havde, var for anderledes i forhold til din egen. Måske vi skal prøve at finde en, der minder mere om din.... I morgen, når du er helt udhvilet, kan vi prøve igen - på mig. Det var ikke fatalt for mennesket, så vi finder et sted, hvor vi ikke rammer skarpe kanter, skulle vi blive kastet tilbage igen."
Sådan var det. I løbet af Ecaeriss' sætning kunne man høre, hvordan hun gik fra spekulation til beslutning. Selv hvis Isiodith sagde nej nu med dumme undskyldninger om ikke at ville skade sin læremester, ville den ældre elver ikke høre på dem. For første gang i århundreder havde hun muligheden for at lære noget nyt, og hun måtte jo indrømme, at det ensomme liv herude i skovbrynet var idyllisk, men kunne blive noget så kedeligt.

Isiodith lod kluden falde ned i det iskolde vand, før hun skævede til Ecaeriss over skulderen. Mange ting kunne siges om Heksen i Skovbrynet, men bange af sig? Det ville være en underdrivelse. Faktisk slog det Isiodith, at hun øjensynligt var mere nervøs – på deres begges vegne – for Ecaeriss fremstod hverken synderlig bekymret ved den næstkommende dags begivenhed, og ej heller frygtsom hvad angik det noget uvisse aspekt, der involverede et muligt møde med selveste Dødens Gud.

”Der var ikke meget i hans krop. Det tog mig en evighed, at få den til at makke ret, og ikke foruden at infiltrere den med en smule af min egen magi”, mumlede Isiodith omsider, hvorefter hun sukkede tungt. Dernæst vaklede hun hen mod køkkenbordet, hvorved hun satte sig. Først da gik det op for hende, at hendes arme og hænder skælvede.
 
For blot et øjeblik sad Isiodith og betragtede sine spinkle hænder, før hun nikkede – og dernæst trak prompte på skulderen. ”Jeg har aldrig før bidt mærke i, om en chakra var anderledes fra min egen. Kan de være det?”   

"Så forskellig som hvert levende væsen er, Isiodith, så forskellig skulle det ikke undre mig, at chakra tér sig," svarede Ecaeriss og samlede et par ting op, der var faldet på gulvet, før hun gik ud fra det lille patientrum og satte sig i stolen over for Isiodith. "Vi har alle forskellige mængder af chakra. Mit bud er, at væsner med mindre chakra i sig, helt naturligt - og sikkert også ubevidst vil værne mere om den smule, de har. Ofte vil passive evner også kræve en mindre og mere stødt mængde chakra for at holde sig kørende, hvorimod aktive evner som vores helbredelse vil kræve mere af vores reserver på én gang. Hvis du prøver at benytte en chakra, der er vant til at arbejde passivt og prøver at få den til at give alt i ét øjeblik..."

Ecaeriss havde altid været fascineret af andres magiske evner. Meget af det kom sig af hendes evne til at vække andres skygge til live. Med sig tog den en kopi af deres evner - det værende sig smidighed eller magi. Men skyggen tog kun ordre fra Ecaeriss, og kendte hun ikke noget til personens evner, kunne hun ikke udnytte skyggen til fulde. De fleste fysiske evner kunne hun finde med en vis hurtighed. Bad hun en skygge, der ikke havde en eneste time sværdtræning bag sig, gå i kamp, ville den være ret åbenlyst uduelig. Ofte kunne hun vurdere, hvad et væsens fysiske styrker og svagheder var, ved at se dem an.
Magi derimod var sværere. Den slags kunne man kun sjældent se ud fra en persons udseende, og magiens begrænsninger og chakraforbrug kunne i den grad være drilsk. Hun havde i sin levetid undervurderet en modstanders evner og kommet til at bruge al sin chakra på ét enkelt modangreb med hans egen magi. For selvom hun kopierede deres evner, åd de stadig af hendes egen chakra. 

"Så er der vel også forskellen i type af evne," fortsatte hun mens hun pillede lidt ved nogle tørre blade på bordet. "At få en destruktiv evne til at gøre noget helbredende er vel nok sværere end det modsatte. Måske det skulle være min evne, vi hele tiden burde have prøvet med. Jeg tænkte, at vi havde behov for et sår for at aktivere din evne, men måske det slet ikke er nødvendigt?" Hun hævede blikket og smilede til Isiodith. "Jeg tror du skal sørge for at komme i seng i god tid i aften."