(Det er super. Vi kan evt tage en tråd mere når krys er tilbage så fyrsten kan få noget at skulle have sagt :) )

Zahir nikkede smilende til hende. Selvfølgelig foretrak fyrsten at tale om sig selv. Og diplomaten havde naturligvis interesse i, at gøre den høje herre så selvtilfreds som overhovedet muligt. At gøre sig vellidt, var trods alt en af hans stærkeste sider. Krigshistorier, interessant. Han måtte finde nogle af sine gamle historiebøger frem. Trods det var nyere historie og sikker noget, han kunne finde i et par ældre aviser, så huskede han langt fra alt. Og fyrstens krigsgang var ikke ligefrem hans fokusområde. 
“Jeg takker, fru Kazimi. Jeg vil læse lidt op på fyrstens tidligere sejre. Måske kan jeg lære noget jeg kan bruge til at overbevise ham. Ikke alle sejre behøver at kræve krigsofre, trods alt.” 
Zahir rejste sig, som hans værtinde rejste sig fra bordet. Han foldede armene bag sin ryg og sendt hende er venligt og indbydende smil. Trods han ikke var nået så langt, som man kunne have ønsket, så var han trods alt kommet længer end han egentlig skulle have forventet. Måske var han blevet for optimistisk i løbet af aftenen. Han bukkede derfor dybt for hende - for hun havde uden tvivl gjort nogle gode beslutninger på denne aften. 
“Tusind tak for Deres generøse velkomst og behandling her. Det har absolut været en ære og en stor glæde at være gæst i Deres hus.” Sagde han kælent og sendte hende et legesygt blik. Det var ingen løgn at han elskede at være i smukke menneskers selskab, og denne kvinde var absolut ingen undtagelse. Måske ved deres næste møde, kunne de have nogle lidt mere... private samtaler. Han kastede et skævt blik til tjenestefolkene der stadig opholdt sig i deres nærhed. Uanset hvad, så ville han nok skulle varme sin værtinde op lidt mere, førend han kunne håbe på mere. 

“Tak for Deres imødekommenhed.” Sagde han igen og lod endelig en tjener føre sig væk fra terrassen og mod hoveddøren. Inden han forsvandt sendte han et sidste smilende blik tilbage mod prinsessen. Så var han ude at hendes liv igen. 

Hendes hoved gled ned i et kort buk, som værende respekterende for hendes gæst. Han var trods alt diplomat, og det ville være en løgn at sige, at Kaatima ikke var blevet overrasket - endda positivt. Over hvor behagelig hun havde følt han var, trods at hun også kunne se der lå noget andet og ulmede under overfladen. Men dette var jo blot en udfordring, og hvis der var noget den ældre menneskekvinde elskede - så var det en god udfordring. En der fik hende til at bruge hoved lidt ekstra, eller tænkte lidt længere over hendes måde og snakke på. Og det havde han formået at frembringe, på den måde hun holde allemest af.
Dog begyndte der at spille noget ganske andet i de brune øjne, som hun hørte hans stemme - hvordan den næsten blev kælen. Overraskelsen var stor, men det morede hende også gevaldigt - hvilket fik smilet til at pryde hendes læber. "Æren over at have dem som min gæst - har været lige så stor en fornøjelse - om ikke mere end jeg havde regnet med." svaret hun tilbage, næsten flirterende - trods at det normalt ikke var noget hun gjorde sig i.
Hun tog en dyb indånding, og vinkede hendes tjenestepige hen - "Jeg håber de må få en hel fortrinelig aften - og jeg glæder mig til at se dem igen om fjortendages tid - jeg skal personligt nok sørger for at de får en invitation så snart som muligt."

Som han forsvandt ud af hendes øjesyn sukkede hun lydløst, mærkede hvordan at hendes skuldre faldt ned på plads - "Til vi ses igen." mumlede hun sagte, inden hun gik ind mod sit kammer - nu havde hun brug for en pause til sine tanker - til at samle sig, også ville hun finde Fyrsten af Kazimi. Hendes fader. 

(glæder mig til næste tråd! :D)