I det fleste situationer ville Mirabelle end ikke kunne have fundet på at sige noget så grufuldt til en anden person. Hvad der skete bag folks lukkede døre, og de meninger man havde, det var ikke noget man skulle sige højt, men her havde Mirabelle alligevel brudt den regel.
Desværre føltes det ikke som om at Mirabelle rigtig kunne tænke klart. Frygten var alt overskyggende, og vreden gjorde det kun værre. Alt var tåget i hendes sind, og lige som hun skulle til endelig at åbne døren, så kom den forbandede kommentar.
Du tror du er så fandens perfekt.
Det fik Mirabelle til at give slip på døren og vende sig mod hendes barndomsveninde. Det kølige blik var nu erstattet med et vredt blik, men hun nåede ikke at sige noget, før Kaatima forsatte med at hagle ned på hende.
Hun registrede ikke engang sine egne bevægelser, som hendes hænder greb ud efter Kaatimas natkjole, for at holde hende fast tæt på sig, og stirre arrigt ind i hendes øjne. Alt selvdisciplin var ude af vinduet, og alle hendes følelser føltes rå, og som om de bare gnavede i hver en lille del af hende.
”Hvor vover du!” Hendes stemme dirrede, men ingen tårer havde fundet sin vej til hendes øjne endnu, selvom de var blevet blanke.
”Jeg har brugt... hele mit liv på at komme til hvor.. hvor jeg er nu! Jeg kan ikke risikere at blive opdaget nu!” Ordene væltede ud af hende, inden hun kunne tænke sig om, men ligeså stille begyndte tårerne også endelig at finde sig frem. Mirabelle havde ikke grædt foran en anden person siden hun var et barn, men følelserne var for overvældende.
”Jeg prøver kun på at være perfekt, så min far... kan være stolt af mig..” hendes stemme knak i den sidste del af sætningen, og hænderne gav ligeså stille slip på kjolen igen. Ikke at den havde været godt at holde fast i overhovedet.
Men hvad der var foran Kaatima, var en fuldstændig ødelagt Mirabelle. Hun rystede, tårerne faldt og hun så så bange ud, som om at hendes verden ville falde sammen i hvert et øjeblik det skulle være. Hun vidste at hun havde spildt sine hemmeligheder, og selvom Kaatima havde forsøgt at forsikre hende om at hun selv var til kvinder, var det ikke nok for Mirabelle. Tanken om en så tæt på hendes familie kunne fortælle det videre var alt overskyggende.