En passende straf...
Det lovede absolut ikke godt.
Følge med og finde ud af det...

Zirra kunne ikke narre nogen - hun var drevet af vidensbegæret og nysgerrigheden, og derfor gjorde hun ikke det store forsøg på at slippe væk, som hun nok burde. Han havde snakket om straf, men fulgt det direkte op med at invitere hende til at finde ud af mere. Man kunne sjældent stole på nogen, der vendte så hurtigt på en tallerken, men efter ugerne med at følge efter dem, vejede nysgerrigheden simpelthen for meget i skålen. 
Fordi han havde skubbet sig så tæt på hende og spredt hendes ben, snublede hun næsten, da han trådte et skridt væk fra buskadset. Hånden, hun stadig havde om hans håndled, og hans faste greb om hendes krave, reddede hende fra at vælte ned på jorden igen - men kun fordi han ville det. Han havde stadig så godt et greb i hende, at hun næppe ville kunne starte et flugtforsøg. Nok var hun trænet i at slippe væk og smyge sig ud af folks greb, men det virkede ofte kun, hvis modstanderen var distraheret, og ham her var overordnentligt fokuseret på hende lige nu.

"Jeg-eh..." fremstammede Zirra med et flakkende blik, mens hun prøvede at genfinde fodfæstet. 
Men hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Noget af den selvtillid, hun havde kørt på, var forsvundet til fordel for nysgerrighed og tvivl. Og en lille smule frygt, der prøvede at råbe til hende, at hun var ved at være derude, hvor hun ikke kunne bunde mere. 
Hun bed sig i læben og stod handlingslammet stadig med et greb om hans arm. Så længe han havde fat om hende, ville hun også holde fast i ham - gav han slip, kunne hun altid hurtigt slippe ham og komme væk... Selvom han nok løb hurtigere end hende.

Ordene var særdeles modsigende, men det var mere for at se, hvor meget der blev tænkt over tingene fra Zirra’s hånd. Han kunne sagtens finde en straf, der ville passe til hendes skikkelse, men hvis han kunne udnytte hendes evner, få hende til at skifte side, så var der en chance for at Verbatim kunne drage nytte af den uheldige situation, som det kunne blive til, hvis ikke de trådte varsomt. Men Deavás havde ikke planer om at give hende en chance for at tænke for længe over hans ord, derfor trak han sig også væk fra hende og hev hende med, så hun ikke skulle få for meget fodfæste i den nuværende positionen. Manden og kvinden ved hans side trak sig en smule i baggrunden, som de begyndte at hviske til hinanden, imens at de pegede imod vest og nikkede til hinanden. Deavás bemærkede det, men han holdt stadig fuld fokus på Zirra, som han afventede hendes svar eller nærmere forsøgte at aflæse hendes tegn på om det gik den ene eller anden vej. Hun holdt dog endnu fat i hans håndled, noget han ikke havde planer om at ændre, som hun blot styrkede den magiske forbindelse, han var i færd med at oprette til hende. I stedet sendte han hende et afventende blik. Hvad ville hun vælge?

Ordene var forsvundet eller kvinden havde tydeligvis problemer med at finde dem, nu hvor hun var blevet sat i et dilemma. Skulle hun tage straffen seriøs eller chancen for at få mere information, hvad vejede højst hos en som hende. Deavás var bestemt interesseret i at få det fastlagt, blot for at vide, hvordan han skulle tackle hende. ”Ja?” spurgte han blot for at prikke til hende og det faktum, at hun endnu ikke havde besvaret hans spørgsmål. Han løftede ganske let det ene øjenbryn, som han rakte ud efter hende med den modsatte hånd. Den hånd hun ikke holdt fat i. Han lod sine pegefinger glide ned langs med hendes kind, som et slags kærtegn. ”Eller har du noget andet i tankerne, som du bare ikke kan sige højt?” det var tydeligt at mærke på hans stemmeleje, at han morede sig over situationen, som han dog hurtigt flyttede hånden igen og dernæst valgte at stikke hånden ned i den dybe lomme i frakken. Deri kunne han finde mange ting, men det hele afhang af hendes svar.

Zirra havde prøvet at holde en del af sit fokus på de to andre i situationen. Hvad end de viskede om, måtte det være interessant - om ikke andet så fordi det måske ville give hende en ide om, hvilken vej der ville være bedst at flygte, skulle det blive relevant. Det blev imidlertid afbrudt af mandens hånd mod hendes kind, og selvom hun prøvede at rykke hovedet tilbage, kunne hun ikke komme langt væk fra ham, mens han stadig havde fat i hende. 
Med sin frie hånd slog hun ud efter hans, men han nåede at flytte den igen, før hun ramte. 

"Hvad har du...? Stop det der!" sagde hun og fandt igen øjenkontakten. Hendes mund lukkede sig sammen til en tynd streg og hun fik en rynke mellem sine øjenbryn. 
"Jeg vil vide, hvem I er," sagde hun så, så der ikke lå nogen tvivl tilbage. 
Så meget burde være tydeligt på nuværende tidspunkt, burde det ikke? havde hun enormt meget lyst til at tilføje, men bed det i sig og lod sit trodsige blik tale for sig selv. Ingen grund til at kaste sig selv på bålet - hun anede stadig ikke, hvem han var eller hvad han kunne. 
Hjertet hamrede så hårdt i hendes bryst nu, at hun næsten forventede, han kunne mærke det med hans tag i kraven. Urealistisk nok, men for hende var det lige før hjertet var kravlet ud af hende og hen på hans arm, så hårdt som det bankede. Spænding og nervøsitet blandet sammen i en farlig mikstur.

Var der noget, som Deavás gjorde meget i, så var det at holde sig tæt til et eventuelt offer, på den måde ville han kunne sikre sig, at ofret ikke ville have nemt ved at flygte. Noget hans evne kunne takkes for, den fysiske kontakt var nok til at skabe en forbindelse, et lys i Deavás sind, som placerede Zirra i forhold til hans egen skikkelse. Han kunne ikke finde hende hvor som helst i landet, men hvis hun kom tæt nok på, så ville han blive advaret om hendes tilstedeværelse. Selv hvis hun skulle formå at flygte fra hans greb, så ville han have nemt ved at lokalisere hende, så længe hun ikke kom for langt væk. Men der var ikke tale om en forbindelse, som Zirra selv ville kunne mærke. Hånden imod hendes kind var en hurtigt vedligeholdelse af forbindelsen, som han kun lige fik denne fjernet, da hun valgte at slå ud efter ham. Hurtigt greb han ud efter hendes hånd og hævede den langt over hendes hoved, så var der en arm mindre at bekymre sig om. Blikket i hans øjne gav en følelse af, hvad vil du nu gøre..

Ville hun vide hvilke planer han havde for aftenen, de forhåbentlig skulle tilbringe sammen nu, hvor hun insisterede sådan? ”Hvem vi er, er ikke af relevans” kommenterede han køligt og med et løftet øjenbryn, som ingen omtalte Verbatim med navn. Det var forbudt og strengt fortroligt. ”Hvem du er, er dog langt mere interessant” fortsatte han med et lystigt og næsten sulten blik i øjnene. De gyldne øjne borede sig ned i hendes, som hun havde insisteret på øjenkontakten. Han slap pludseligt kraven, for at bruge grebet om hendes hånd til at forsøge at dreje hende rundt, så hun i stedet stod med ryggen til ham og blikket rettet imod muren. Hvis ikke hun lystrede måtte han jo bare slå pusten ud af hende ved at skubbe hende tilbage i muren og derved forhåbentlig få mere kontrol over hendes bevægelser. Han lagde stille munden ned til hendes ører. "Fortæl" hviskede han sultent.

Hun havde ikke forventet at blive hevet tættere på , opad og... drejet rundt. Et overrasket udbrud kom fra hende, og hun prøvede at hive armen til sig. Han havde et stærkt greb i hende, og selvom hun havde en arm fri nu, kunne hun ikke gøre meget, når han hev hendes arm opad og tvang hende til at stå på tær. Hendes frie hånd dykkede ned i bæltetasken og greb om en håndfuld sten. Hun havde troet han havde tænkt sig at tage hende et sted hen - han havde ligefrem inviteret hende - men nu virkede det til, at han ville have hende til at tale og allerede glemt sin sætning om at hun kunne følge med. 
Hvis det var så usamarbejdsvillig, han var, ville hun heller ikke give ham, hvad han ville have så let!

"Hør, her, jeg vil ha..." 
Zirra blev hamret ind i muren. Al luft blev presset ud af hendes lunger, og hendes ene kind skrabede hen over den ru stenoverflade. Hun udstødte en halvkvalt lyd og fik endelig mulighed for at trække luft ind. Med luften kom hans duft. Han var tæt på hende og hans ånde flød sammen med hendes egen, hvilket kun understregede den utroligt dårlige situation, hun var havnet i. Hun sank en klump og holdt op med at stritte imod.
"Zirra," hvæsede hun ud gennem sammenklemte lunger. De sten, hun havde haft i hånden, var blevet tabt på jorden, hvor de nu lå og lyste svagt i det mørke græs.

Deavás ville hjertens gerne invitere hende hjem, men han skulle først gøre det klart overfor hende, at hun bestemt ikke skulle forsøge at løbe om hjørner med ham. Det var han ikke typen til at tillade og tålmodigheden til den slags ville bestemt heller ikke falde i hendes smag. Måske derfor han valgte en direkte måde hvorpå han kunne holde hende fast på og samtidig komme tæt nok på til at være i stand til at mærke hendes følelser. Sådan kunne han holde hende låst for en rum tid, samtidig med at han kunne sende de øvrige medlemmer ud på deres næste opgave uden at hun ville få besked om dette. Der var tale om en ganske lydløs ordre, som hun ikke længere så i deres retning og de derved kunne liste af uden at hendes blik ville følge deres bevægelser og den rute de tog. Nu var de efterladt til sig selv, hvilket bestemt ikke talte for hende.

Zirra’s stædighed fik Deavás til at hamre hende ind i muren, som han trådte helt op bagved hende og tvang armen et godt stykke op imod hendes skulderblad. Hvad fik hende til at tro at hun befandt sig i en situation, hvor hun kunne stille krav til ham? ”Det er mig, som stiller kravene her” hviskede han ind i hendes ører, som han kom helt tæt på og bevidst valgte at flytte let på hende, så hun fik en ordentligt oplevelse med den beskidte og takkede mur, hun stod klemt op imod. ”Udmærket, Zirra” et sidste skub blev det til, før at hun fik mulighed for at bevæge hovedet ganske let, som han trak hende en centimeter fra muren. Blot så han nemt kunne skubbe hende imod den igen. Dog fik han øje på noget der lyste i græsset i øjenkrogen. Det tilhørte ikke hans følge, så det kunne næsten kun være hende. ”Har du nu lyst til at forklare dine evner?” spurgte han, som han greb fat i hendes hår og tvang hende til at se i retning af de lysende sten. Han skulle helst vide om de var eksplosive, giftige eller hvad de ellers kunne, hvis han kom i nærheden af dem.

Zirras kind dunkede efter afskrabningerne, og hun udstødte et lille host og spyttede noget smuds ud, der havde sneget sig ind i hendes mund  -  en træls blanding af støv og efeu. Han havde et godt tag i hende med den ene arm vredet rundt på ryggen, og den var allerede begyndt at værke under presset. Selvom han havde hevet hende lidt ud fra væggen, rankede hun ryggen og kom tættere på igen i et forsøg på at lindre vægten på hendes arm. 
Meget nåede hun ikke at genfinde fatningen dog, da han straks efter rev fat i hendes hår og tvang hende til at se ned på jorden. Et øjeblik forstod hun ikke hans spørgsmål, for alt der lå på jorden var jo bare hendes sten... Åh.
Han troede de var farlige? Det var let at glemme, hvor varsomme folk kunne være over for magi, de ikke kendte, når hun var så vant til at hendes magi blev set som nyttesløs og grinagtig af dem, der kendte den. Praktisk i nogle henseender, men for det meste jævnt nyttesløs. 

"Åh, de brænder sig langsomt større, snart er der ild i hele skoven," kunne hun ikke lade være med at sige, selvom hun straks fortrød det givet hendes noget upraktiske situation, så hun fulgte op med et suk og et rul med øjnene - meget mere kunne hun ikke gøre med hans hånd i sit hår. "Urgh, de lyser bare. Ikke andet, din jordmide."
Hun havde stadig ikke fået hans navn, og hun havde mindre og mindre lyst til at få det, selvom nysgerrigheden stadig brændte i brystet på hende. Noget sagde hende, at hun burde være løbet, da hun havde chancen... For sådan... En måned siden, eller noget. 
"Seriøst, de lyser bare," tilføjede hun, da hun ikke var sikker på, han troede på hende. "Jeg kan ikke rigtig andet."

Hendes ve og vel var ikke noget der bekymrede dæmonen, så længe han fik det ud af det, som han havde brug for. Nu hvor hun havde forstyrret deres lille møde, så havde han ikke planer om at gå tomhændet derfra. Noget der allerede var opfyldt, eftersom at han havde skabt den fysiske kontakt til hende, men hvis han kunne få mere ud af hende, så ville han bestemt ikke modsætte sig muligheden. Deavás forhindrede hende dog ikke i at spytte, som hun sikkert havde fået en del i munden efter at have forsøgt at modsætte sig ham med sine ord. Men blot for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig hev et es op ad ærmet, var han nød til at fastslå hvad hendes evne kunne. De lysende sten så ikke umiddelbart ud til at være en trussel, men han tvivlede også på at det havde været hendes hensigt at smide dem på jorden, så måske de var langt mere nyttige i hænderne på hende. Hvad kunne han vide, han var efterhånden stødt på en del magiske evner og hadede at være uforberedt på et eventuelt modangreb. Deraf den påtvungne greb om hendes hår og en ordre, der ikke var til at tage fejl af.

Hendes første forklaring fik ham til at vende blikket imod de lysende sten, som han forsøgte at se om de på nogen måde ændrede størrelse, men det lod ikke til lige umiddelbart at være tilfældet, hvilket var grunden til at han borede en negl ned i hovedbunden på hende. Deavás var bestemt ikke i humør til hendes flabede kommentarer, det var vel heller ikke naturligt i den situation, hun befandt sig i. Noget lod også til at ændre hendes mening, som hun nu forklarede at de blot lyste.. Var det overhovedet troværdigt? ”Jordmide?” gentog han med en hånende stemme, som han lagde et pres imod hendes arm. ”Føler du virkelig at du befinder dig en situation, hvor du kan tillade dig den slags tilnærmelser?” spurgte han lettere opgivende, for så havde han måske været al for mild ved hende. Det var selvfølgelig på hans kappe.

”Sikke en ynkelig evne” svarede han lettere henkastet, som han flyttede armen fra hendes arm på ryggen til hendes skulder for at vende hende rundt imod muren endnu en gang. Hånden i håret flyttede sig til hendes hals, som han pressede hendes baghoved imod væggen. ”Du er stadig nysgerrig?” hviskede han, som han atter kom tæt på og sendte hende et smil, imens at den anden hånd vandrede ned over hendes krop, ind i folderne på hendes tøj og under.

Zirra nåede ikke at sige mere, før hun blev vendt om, og han tog fat om hendes hals. Hun hvæsede lavt og prøvede at få hænderne op i blokade, men nåede det ikke, før det faste greb tvang hende ind imod muren igen. I stedet måtte hun igen gribe om hans håndled, denne gang dog i et spinkelt forsøg på ikke at blive kvalt.
Blandet med trodsen i hendes blik var nu også en god del frygt. Taktikken havde ikke virket - ingen af taktikkerne havde virket - og hun var stadig strandet med en fremmed muligvis-dæmonmand, som meget tvivlsomt ville hende det bedste. 
Hans ansigtsudtryk hjalp ikke på hendes frygt, for han så yderst upåvirket ud over hele situationen. Og... Hvor var de to andre henne? Ved Zaladin, var hun alene med ham nu? Hjertet begyndte at slå hurtigere. Det kunne umuligt være en god ting. 

"Har jeg stadig et valg?" spurgte hun tilbage. 
Hun var begyndt at hælde til hellere at ville væk nu. Hun ville stadig gerne vide, hvem de var, men måske hun skulle finde nogle andre at spørge en anden dag. Nogen, der ikke var ham her. Men det krævede lidt at hun kunne slippe væk, og det betød at hun blev nødt til at være lidt mere medgørlig. Stadig nagede nysgerrigheden hende dog, og selvom hun var en dygtig spion, hadede hun inderligt at lyve.
Så mærkede hun hans anden hånd finde vej ind under hendes trøje og den kølige hud mod hendes eget varmere maveskind fik hende til at gispe højlydt. Instinktivt prøvede hun at trække sig tilbage, men der var ikke meget plads at flytte sig på, når han allerede havde hende mast så trangt op mod muren.
"Stop," sagde hun men lød ikke videre kommanderende. "Hvorfor...?"

Det var ikke til at sige, hvad Zirra havde forventet med sammenstødet, men Deavás havde ikke planer om at fodre hende med nogen informationer. Derfor var han også lidt tvunget til at vise hende den plads han havde tiltænkt sig hende. For han kunne sagtens trække hende med sig, men han var usikker på, hvorvidt hun ville kunne drage nogen fordel af det, så heller knække hende først og så lade slaget gå sin gang efterfølgende. Deavás smilte, som han kunne mærke hvordan frygten var ved at finde vej til hendes krop, det var ikke længere muligt at undertrygge det, som han sagtens kunne mærke, hvordan det var i færd med at overtage hendes krop og samtidig forhindre hende i at gøre yderligere modstand foruden de små ord hist og her. Det var lige før at han kunne mærke hvordan hendes hjerte pumpede hurtigere, da hun først indså at de var alene i mørket, kun oplyst af månens skær og de små lysende sten i græsset.

”Er vi tilbage ved valget?” spurgte han lettere henkastet, som hun ikke lod til at have været interesseret i det tidligere, så hvorfor havde hun dog skiftet mening, måske fordi hun var presset op imod en mur. Men Deavás var ikke lige så interesseret i valget længere, som han havde fået sin helt egen agenda med forløbet lige nu. Hun havde insisteret på at vide mere om ham, så han havde da bestemt ikke tænkt sig at lade chancen gå ham forbi, han kunne da sagtens indvie hende i en ting eller to. Muligvis ikke det hun havde i tankerne, men hvorfor skulle hun bestemme det? Han strøg hende derfor ganske let over maveskindet, som han ikke tog sig af hendes gips, men alligevel holdt blikket imod hende. Hun bad ham om at stoppe, hvilket blot fik ham til at presse neglen imod hendes hud fremfor den lette berøring, det tidligere havde været. ”Fordi det tilfredsstiller din nysgerrighed” hviskede han lige så stille, som han førte hånden hele vejen op under hendes trøje og brugte den anden til at presse hende imod den kolde mur, som han atter placerede et ben imellem hende og holdt dem spredt.

Zirra snappede efter vejret da han lagde mere vægt i og kom nærmere. Atter blev hendes ben spredt i en akavet vinkel, da han elegant trådte ind mellem dem. Hun borede sine negle ned i hans håndled, da han tog hårdt fat i hendes maveskind, og hendes ene hånd slap håndleddet for at søge ned til hans invaderende fingre. Hun fandt hans ærme først, som hun begyndte at hive lidt i, hvorefter hun fik fat omkring hans håndled og forsøgte at vriste ham væk fra under hendes tøj. 
En ting var at han havde hende fanget op ad en mur efter at have taget hende i noget, hun ikke burde have lavet. Noget helt andet var at mærke ham under sit tøj - det var på linje med når telepater ubudent kom ind i ens tanker, når de bare kunne have talt direkte. 

"Så... Så vil jeg nok hellere være fri," svarede hun spagt, både fordi hans hånd pressede rimeligt meget over hendes hals, men også fordi frygten havde gjort stemmen spinkel. 
Hendes krop gøs under hans berøring, og gåsehud begyndte at sprede sig ud under hendes ærmer. Hvor hun før ikke havde gjort modstand, var hun nu mere end sikker på, hun bare skulle væk fra ham. En stemme i hendes hoved fortalte hende, at det allerede var for sent, men hun nægtede at tro på det. Der måtte være noget hun kunne gøre for at komme væk. 
"Jeg-jeg skal nok lade være med at blande mig igen," prøvede hun, selvom hun vidste, hun nok ville gå imod de ord om et par måneder, når chokket fra oplevelsen havde lagt sig. Men hvis han troede på det nu... Hendes blik mødte hans, og hun var ikke i tvivl om, at han så direkte igennem hende. 

Hun skulle bestemt ikke tro, at hun var noget overfor ham, han var ikke typen til at bukke sig for en, der virkede til at have selvtillid, ikke medmindre han var sikker på at personen havde noget at have det i. Desværre for hende havde han ikke fået det bedste indtryk af hende og derfor fortjente hun ikke noget respekt fra ham af. Hun havde skiftet mening løbende og ikke kunne holde fat i sin selvsikker attitude, så han havde svært ved at tro på hende, når hun forsøgte at lyde selvsikker igen. Der var altså intet håb om at hun ville komme derfra med noget der lignede oplysninger, som hun ville kunne bruge til andet ned at gemme sig under dynen derhjemme. Deavás bed tænderne sammen, som hun borede neglene ind i hans håndled og vendte blikket imod hendes forsøg på at få ham til at slippe hende. I stedet gengældte han det blot, som han løftede hånden ganske let og pressede neglene imod hendes sarte, blege og bløde hud. Han havde ikke planer om at bryde huden, i hvert fald ikke endnu. Hendes forsøg på at flytte hånden, fik ham til at spænde i musklerne, som han pressede hånden længere op og forgreb sig på hendes bryst uden advarsel, andet end et lysten og sulten blik.

”Kære pigebarn, du missede dit valg” hviskede han køligt, undertonen var ubehagelig, som hang stemmen tungt i luften imellem dem. Der var ikke langt imellem dem dog. Så hun kunne ikke undgå hans stemme eller hvad der lå bag ved ordene. Deavás kunne mærke hvordan gåsehuden spredte sig over hendes krop, som han brugte en negl til at kradse en smule over hendes bryst. Han var fristet til at flå i hendes tøj, men tillod hende at beholde det på bare en smule endnu. Han ville langt hellere se hende ligge ned end at stå der, hvor hun sikkert kunne vriste sig fri, hvis han fokuserede for meget på hendes krop. Deavás løftede ganske let det ene øjenbryn, som hun gav udtryk for at hun ville holde sig væk i fremtiden og lade vær med at blande sig i deres affære. Derpå endte han med et le ganske grusomt, som han sendte hende et ubehageligt smil. Han kom atter tæt på, for at snuse til hende og slikke hende op langs med halsen. ”Du slipper ikke så let, men jeg kan love dig, at hvis jeg ser dig igen efterfølgende, så er jeg knap så høflig” hviskede han ind i hendes ører, før at han placerede en hånd imod hendes nakke og trak hende væk fra muren. Derpå flyttede han sit ben og slog det ud efter hendes knæ i håbet om at få hende til at falde til jorden, så han kunne følge efter og låse hendes arme imellem de høje græsstrå. "Nu skal vi eksperimenterer med din viljestyrke.." lo han køligt, som han sendte hende endnu et sulten smil.

Zirra udstødte et halvt forfærdet, halvt vredt udbrud, da hans hånd tvang sig op under hendes trøje og henover brystet. Hun kunne ikke presse sig længere bagud, men det stoppede hende ikke i at forsøge. Især da han kom tættere på og lod sin tunge glide op over hendes hals. Hun kunne ikke helt holde et klynk tilbage, mens det blev mere og mere tydeligt, hvad han havde tænkt sig. 
Husk din træning! lød en stemme i hendes hoved, og det gav straks noget klarhed. 
Hun var ikke på arbejde - det her var ikke en mission, hun havde læst op på og planlagt - så hun havde i et øjeblik bare være privat-Zirra på tur med sin nysgerrighed. Nu hvor situationen var blevet meget mere alvorlig, blev hun nødt til at finde arbejds-Zirra frem. Det ville højne hendes chancer for ikke at blive alt for mentalt påvirket. Et øjeblik kneb hun øjnene hårdt i i et forsøg på at lave den meditationsøvelse, hun pljede at udføre før en opgave. En øvelse, hun nu måtte gøre hurtigere end ellers, og lidt for forhastet. 
Hastigt fik hun smidt tanker om familie og nære kære langt ned i sit sind. Tanker om hvad hun lavede når hun havde fri, tanker om overhovedet at kende konceptet ikke at arbejde. 
I stedet fyldte hun tankerne med træning. Sine mentorers strenge ord. De hårde øvelser. Volden og mishandlingen, hun havde været udsat for på nogle af sine opgaver. Spionen Zirra kunne klare det her bedre end den nysgerrige side, der ikke var helt med på at tage konsekvenserne for sine dårlige valg.

Det gjorde dog også, at hun ikke nåede at opfatte, at manden kastede hende ned på jorden. Hun blev revet ud fra muren, og et hårdt slag på knæet fik hende til at falde sammen på jorden. Kun lige akkurat fik hun taget fra med hænderne, men ikke før hendes hoved ramte en sten i græsset. Slaget var ikke hårdt nok til at slå hende ud, men blandet med den mere ilt, hun nu kunne trække ind gennem sin frie strube, begyndte hendes blik at svømme og jorden at sejle omkring hende. Hun mærkede ham over sig igen alt for hurtigt, og tang sin krop om at ligge på ryggen, så hun stadig kunne se på ham, mens han hold hende fast i græsset.
"Hvad er du?" spurgte hun, mens hun ihærdigt prøvede at få sit fokus igen. "Dæmon?"

Det kunne godt være at Zirra valgte at yde modstand, men lige i hans tilfælde, så ville det næppe virke efter hensigten. Han kunne bestemt godt lide at møde modstand, særligt sådan som hun gav lyd fra sig, da han formåede at presse hånden op til hendes bryst. De befandt sig et isoleret sted, så Deavás havde den arbejdsro, han nu bedst kunne lide, selvom det forhindrede Zirra i at blive hørt af forbigående. Uforstyrret og i fuld kontrol, klemte han hånden rundt om hendes bryst, i noget der var så langt fra et kærligt klem, som det overhovedet kunne være. Tommelfingeren bevægede sig under de sidste stykke stof for at få adgang til den bare hud og hendes bryst i dens naturlige udformning uden at være tynget af stof og lignende foranstaltninger. Hvad han dog ikke vidste var, at Zirra var gået ind i sig selv, enten for at flygte fra hvad der skulle til at ske eller for at lægge en strategi, så længe hans bevægelser var uhindret, så lod han ikke hendes distancerede udtryk gå ham på. Det kunne være hendes måde at tolke et eventuelt overfald på. Ikke at han havde taget det så langt endnu. Hun havde jo valgt at lure på ham først.. Han ville blot gerne lure tættere på og med fysisk kontakt.

Turen ned i græsset lod til at fungere efter planen, selv da han kunne høre hende ramme en sten i det høje græs. Men kroppen blev ikke livløs, så han forventede at hun stadig ville være i stand til at fornemme, hvad der foregik omkring hende. Det gjorde skiftet fra muren til jorden langt mindre smertefuldt for hende, da hun ikke gjorde helt så meget modstand udover at vende sig rundt, så fronten var imod ham. Da han først fulgte efter hende. Knæene blev sat i jorden, imellem hendes ben, som han greb ud efter hendes arme og tvang dem over hovedet på hende. Fingrene flettede han med hendes. ”Hvad jeg er, har vel ingen betydning, når vi snart bliver én” hviskede han, som han ikke reagerede på hendes spørgsmål. De gyldne øjne måtte fortælle hende alt. Stille bukkede han sig ned over hende og slap den ene hånd for at skubbe tøjet op over hendes maveskind og blotte huden for hans sultne blik. Han lagde en flad hånd imod hendes mave, før at han pressede tre fingre ned omkring hendes navle og rev dem ned imod hendes buksekant.

"Aarh!" udbrød hun, da hans negle sank smertefuldt ned i hendes hud. 
Hun vred sig i hans greb, da han nåede buksekanten. Spændte imod hans hånd med sin egen og havde en forbandet stor lyst til at bruge sin frie hånd til at stikke en finger op i hans næse. Det ville være dumt og nok bare tænde for hans vrede igen, så hun afholdt sig fra at gøre det. Selv hvis hun formåede at få ham til at slippe hende et øjeblik, hvor langt ville hun så lige nu, mens veren stadig lignede en kutter på gyngende bølger?
I stedet tog hun hånden op til hovedet, hvor stenen havde ramt, og kneb øjnene hårdt i. Det virkede til allerede at være ved at lette, men den korte disorientation havde været mindre end velkommen i sin timing.

"Hold dig fra mig, dæmon," sagde hun hvæsende ud gennem sammenbidte tænder. 
Måske kunne hun få ham til at indrømme sin race ved at prikke mere til det. Så ville hun da ikke gå tomhændet herfra - og nu hvor hendes arbejds-jeg var hevet frem, kunne hun ikke lade være med at forfølge følelsen af, at han ikke bare var et menneske med sær øjenfarve. At holde øje med dæmonaktiviteten omkring Dianthos behøvede ikke kun ske i arbejdstiden trods alt... Og lige nu var hun tvunget til at holde øje med ham, omend på lidt mere nært hold end hun havde lyst til. Især, især hans hænder var alt for tæt på, og hun prøvede at få lidt vrede og modstand op at koge i sig, så det kunne overskygge frygten for, hvad han ville gøre med hende.

Et udbrud af smerte var ofte mere berusende end et udbrud af lyst, særligt i en tilspidset situation, som denne. Her kunne Deavás ikke forvente at han ville få hende til at nyde bare en brøkdel af legen, derfor havde han bestemt ikke noget problem med at tage imod hendes udbrud i smerte. Særligt ikke da neglene sank ned i den bløde hud lige over hendes navle. Han trak røde streger over den blege hud, håbede inderligt at det brændte i hendes hud, så hun rigtig kunne mærke at hun stadig var i live, men også hvor han havde kurs imod. Hun kunne kæmpe så meget imod, hun overhovedet havde lyst til. Han var solidt plantet imellem hendes ben og havde et godt greb omkring hendes mave, men tillod hende stadig at flytte på sine arme, som hun valgte at løfte den ene hånd til hovedet. ”Slog du dig?” stemmen lød næsten som en slanges hvisken. Der var ikke nogen spor af bekymring i hans stemme, man kunne tværtimod fornemme morskaben, som hun dog ikke var i stand til at se det hånende smil, som havde dannet sig på hans læber.

Pigebarnet forsøgte endnu at fornærme ham, forventede hun, at han mistede fokus på det faktum, at hun var ude efter oplysninger og netop den oplysning angående hans race, ville være nyttig? Ikke at han vidste, hvor hun kom fra eller hvem hun arbejde for. Verbatim var dog ikke noget der skulle på alles tunger, derfor holdt han mund og hurtigt flyttede han en hånd fra jorden imod hendes mund. Hånden var dækket af jord, små sten og lignende, men det bekymrede ham ikke, som han blot ønskede at blokere hendes tilnærmelser. "Er det virkelig, hvad du vil kalde mig?” spurgte han hæst, som han var klar på at hun sikkert kunne finde på at bide ham i hånden nu, men så måtte hun tage straffen derefter. Så pressede han hånden under buksekanten og ned imellem hendes ben, hvor han valgte at nive hendes hud lettere hårdt. ”Lad os nu fokusere på noget andet, pigebarn” hviskede han lettere salig, som hendes forsøg på at fornærme ham ikke rigtig havde den ønskede effekt.

"Hrmmf!" 
Sten og jord skrabede mod hendes læber og ind i hendes mund, da mandens hånd lagde sig over hendes ansigt. Hun rykkede med hovedet og prøvede at spytte det ud, men hans hånd lå for fast over munden. Hun fik tungen til at skubbe en smule jord ud, men det syntes kun at få mere ind, da hans hånd var svinet til med det. 

"Hmmrrrff!" 
Hendes dæmpede udråb blev mere skingre, da han nev hende i huden ved skridtet, og hun svajede i ryggen for at hive sig væk fra hans berøring. Med hans hånd klemt fast mellem hendes bukser og hud hjalp det dog overhovedet ikke. Zirra åbnede øjnene og så på ham gennem tårer, der endnu ikke forlod øjenkrogene.
Hjælpeløst sprællede hun med benene på hver side af ham og den ene hånd greb om hans overarm, mens den han havde holdt nede før, ikke kunne flytte sig, fordi hans albue støttede henover den. Den greb om ligegyldige græsstrå i den mørke nat.

Der kom ikke rigtig flere sammenhængende ord ud af pigebarnet, som han blokerede hendes mund og tydeligvis forvoldt hende problemer, netop fordi han havde haft hænderne direkte i jorden og ikke spildt tiden på at børste dem fri for jord og småsten. Ærligt så bekymrede det ham nu heller ikke, selv ikke hvis han skulle finde på at søge hendes læber, når hun måske ville være bare en smule mere samarbejdsvillig, men det krævede vist bare en smule mere arbejde. ”Er roen ikke bare fantastisk? ” spurgte han med et skummelt smil, som hun kunne komme med nok så mange udbrud, ingen ville stoppe op og undersøge sagen helt derude. Det var den perfekte situation for ham at befinde sig i. Mon hun altid begav sig ud på opgaver alene, for ærligt så virkede det en smule dumt med hendes nytteløse evner.. Ikke at hans kunne forsvare ham, men han ville altid vide, hvor modparten ville være under en eventuel jagt. Så Zirra kunne også sagtens stikke af, han skulle nok finde hende.. Måske igen i fremtiden.

Det lod ikke til at falde i hendes smag, at han valgte at nive hende et så sårbart og følsomt sted, men han formåede ikke at trække hånden til sig, da hun straks forsøgte at få ham væk og derved låste hans hånd nede i hendes bukser. Deavás bemærkede hendes tårefyldte øjne, som hun endelig slog dem op og kiggede direkte på ham. ”Jeg er nød til at lære dig, ikke at blande dig i andres sager” hviskede han lavmælt, som forsøgte han at retfærdiggøre sine handlinger lige nu. Ikke at det gik ham på. Lige på det punkt havde han ingen kvaler med at overfalde andre. ”Det er for dit eget bedste” fortsatte han i samme toneleje, som han pressede hånden længere ned i hendes bukser, blot for at flytte hånden langs hendes læber. Men med hendes sprællen var han tvunget til at flytte den støttende hånd til hendes inderlår, hvori han borede neglene ind, så hun kunne forstå en hentydning om at ligge stille.

Zirra pev lavt inden han fjernede hånden fra hendes mund. Hans greb i hende var alt andet end blidt og den brændende smerte fra hans negle på maven blev kun dulmet, fordi han nu borede dem ind i hendes lår. Hun spændte i kroppen men holdt op med at røre på sig. Selv hendes arme, der nu var fri, frøs på deres pladser. Helt stille kunne hun ikke forholde sig, da hans hånd begravede sig dybere i bukserne. Der var ikke plads nok i dem, og det hev i sømmene der nev i huden ved hendes lænd. Hun satte en fod i jorden og løftede sig lidt op for at lette vægten, og prøvede at gøre det så forsigtigt som muligt så han ikke tog det som en aggressiv handling. 

Hvis det her ikke kunne undgås, kunne hun i det mindste gå imod det med løftet hage. Hvad var det imod brækkede knogler og svitsede nervebaner? Zirra var rig på torturoplevelser, og hun havde altid rejst sig op igen bagefter, og hun havde fortsat sit arbejde. At det her skræmte hende så meget, måtte kun være fordi det var ukendt område. Han vidste ikke engang, at hun var spion! 
Det her var indiskutabelt bedre end at blive fanget og tortureret af Mørket, der ikke ville stoppe før de vidste alt, og først der ville de kaste hende ud fra borgmuren eller lade hende sulte ihjel. Selv Thanos havde gjort værre ting ved hende end den her dæmon gjorde. Måske var det ydmygelsen? Nej, Thanos havde stukket hende med en syl, så hun tissede i bukserne. Dét havde været ydmygende.
Hold hovedet koldt, tænkte hun til sig selv og sank en klump.
"Så få det overstået," sagde hun med en stædig mine og mødte hans blik. 

Det havde bestemt ikke været hans intention fra begyndelse at flå i hendes krop på denne måde, men Deavás var overbevist om, at han ikke kendte hele sandheden og hun lod til at være klog nok til at undvige de ting, der kunne pege ham i den rette retning. Zirra havde lige pludselig genfundet sin styrke og virkede ikke helt så påvirket af situationen, som de fleste kvinder måske ville være. Der var ikke mange, som fantaserede om at blive overfaldet på denne måde, men der var få.. Deavás lod blikket vandre ned over hendes krop, da han pludselig mærkede hendes lette løft. Der gik ikke mange sekunder, før at han havde trukket hånden til sig og placeret en hånd ved hver hofte for at gribe fat om stoffet og hive det ned over hendes skød. Han sad dog i vejen, så det ikke var muligt for ham at flå dem helt af, men det gav ham en lettere adgang til hendes skød, som han straks placerede en flad hånd imod hendes maveskind og pressede hende imod jorden på ny.

”Lig stille” beordrede han bestemt, som han strøg tommelfingeren hen over maveskindet, næsten som en form for kærtegn. Ikke at det var noget, der skulle tages som kærtegn, han var blot i færd med at undersøge musklerne i hendes mave, da hun jo tydeligvis havde benytte sig af dem for at klatre, men også for at løfte sin krop. ”Hvor glad er du for dine mavemuskler?” det lød som et hverdags spørgsmål, men var langt fra noget lignende, som Deavás rettede blikket imod hende. Egentlig havde hun givet ham lov til at lege videre, men muligheden og tanken om et eventuelt eksperiment havde vækket hans interesse på en helt anden måde. Han førte en finger langs med hendes mave, under navlen, som ledte han efter en indgang, der ikke ville ødelægge hendes mavemuskler eller beskadige dem. Han førte den anden hånd til sin frakke for at rode i lommen for at kunne finde den sorte bog frem.
Bogen blev langsomt åbnet, som afslørede det udhulede indhold, hvori der var fæstnet op til flere torturinstrumenter. Han udvalgte helt naturligt en skalpel, som var det hans sædvanlige valg. Den lå perfekt i hånden, som han løftede den op imod hendes maveskind og lod den prikke imod hendes bare hud. ”Jeg siger dette, som en anbefaling; Lig stille” gentog han med en seriøs mine. Det ville blive værst for hende, hvis hun flyttede på sig.