Mon ikke, han snart kunne bebrejde hende for ikke at fortælle sandheden? Og ikke bare skyde skylden på hans far, som han gjorde lige nu. Sitali forsøgte så vidt muligt at lade tingene ske, men hun var nysgerrig omkring, hvorfor han var så villig til at opholde sig på overfladen. Hun kunne ikke vide noget om hans far, men hun vidste, at der var noget, som lagde grund for det. Men som Sihan endte med at forstyrre hende, fik de hverken mulighed for at rense luften imellem dem eller at tale ud omkring hendes voksende nysgerrighed efter svar fra hans mund. Sitali havde bestemt ikke meget imod overfladen.. Men hun var stadig varsom efter at bevæge sig rundt deroppe. Mon han havde det på samme måde?

Stemningen forandrede sig igen, som Sitali dog sukkede en smule over drengens reaktion. Det var lige netop den reaktion hun forsøgte at undgå ved at vise sig som denne skikkelse og ikke sin egentlige. Hun vendte blikket imod jorden, som drengen søgte svar på, hvorfor hun kendte dyret. Stille bed hun sig i underlæben, som hun skævede omkring for at sikre sig at ingen kiggede. Det var dog svært, når Sihan valgte at brase ind på den måde. "Fordi.." hviskede hun ganske lavt, som hun dog ikke rigtig kunne finde på en løgnhistorie, som ville være troværdig nok for Bandorion. Hun tvivlede i hvert fald. Sihan puffede til hende igen, som hun var stoppet med at nusse ham. Så slog hun en latter op og gav ham et stort kram igen.

Bandorion sad blot og kiggede, ventende på et svar der kunne forklare hvorfor pigen havde dyret med sig.
”Jeg venter,” sagde han, et skarpt blik i øjnene, mens han hoved prøvede at komme op med muligheder for hvad hun kunne være. Den ene ide mere latterlig end en anden. Desværre kendte han ikke ligefrem til de magiske egenskaber som rådet besad, og derfor gjorde det svært at gætte sig til, men der havde da været en med det samme lyse hår som hun havde.
Selvom hans bedste bud var et familiemedlem, så ville han lade pigen komme med en undskyldning selv, eller en forklaring som det nok nærmere var.

Sitali var godt klar over, at hun forsøgte at vige uden om det uundgåelige lige nu. Derfor hun også begravede ansigtet imod Sihans pels, som hun mumlede svaret til hans spørgsmål ind i pelsen. Men det gjorde det bestemt ikke nemmere for Bandorion at få sit svar, netop fordi det næppe kunne høres som meget andet ned lige netop mumlen. Hvordan mon han ville reagere? Hun kunne jo ikke bare forvandle sig på åben gade, for så ville alle jo kende hendes skikkelse og så ville hun tekniskset være tvunget til at droppe den unge pige.. Slut med leg og uskyldige blik. Hun trådte lidt væk fra Sihan, som insisterede på at blive nær hende.

"Kom med" svarede hun lettere alvorligt, som hun løftede den ene hånd og forsøgte at få Bandorion til at følge med hende. Hvis hun skulle være ærlig overfor ham, ville hun helst sikre sig, at han ikke kunne råbe det udover hele pladsen, så alle ville høre dem. "Så fortæller jeg sandheden" fortsatte hun, som hun pegede imod en gyde ikke langt fra bænken. Noget måtte hun jo kunne overtale ham med? Sitali gik selv derhen, som Sihan uden videre fulgte med, som hun alligevel stoppede op halvvejs for at vende blikket imod ham. Kom han med?

Bandorion havde et skarpt øje på den lille pige, og han blev bare lidt ekstra irriteret som hun prøvede bare at mumle det ned i pelsen på dyret. Samtidig kunne han også mærke panikken lidt stige i ham, og hans håndflader blev lidt svedige. Hvis hun virkelig var i forbindelse med rådet, så kunne han virkelig komme i problemer. I kolosale problemer, noget han helst ikke så skete. Hvad hvis de ville sørge for at han aldrig forlod byen igen. Det ville han ikke kunne holde ud!

Det tog ikke Bandorion lang overtalelsestid overfor ham selv, før han rejste sig op, for at følge efter Sitali over mod gyden. Han måtte vide hvad hemmeligheden var, især som hun ikke virkede til at ville fortælle det ude på gaden. Måske et uægte barn? Ville ikke være underligt, hvis det var en skændsel for familien, at ingen kendte til hende.

Som de nåede gyden, lænede han sig op mod husmuren og kiggede afventende på hende.

Tanken om at fortælle sandhenden bekymrede hende en smule, som hun skævede til Sihan og egentlig bare gerne ville hoppe op på hans ryg og så smutte, men så ville Bandorion næppe tilgive hende, hvis han fik øje på hende på et andet tidspunkt. Nej, så ville det være langt bedre at få det overstået nu og så håndtere den vrede han måtte komme med, forhåbentlig uden at andre ville overhøre dem. Deraf gyden. Hun havde dog konstant en hånd imod Sihans pels, som hun holdt lidt fat og skævede tilbage imod Bandorion, da han valgte at rejse sig og følge med.

Gyden var mørk, men stadig oplyst nok til at man kunne se de tomme trækasser og lignende for enden af gyden. Det var ikke den samme gyde, hvori hun havde efterladt hendes tøj tidligere, men hun havde faktisk gemt tøj rundt omkring, så hun mente, at kunne finde noget, der ville passe en voksen krop, hvis han ikke ville tro hendes ord. Så vendte hun sig imod Bandorion, der havde lænet sig op ad en husmur og tydeligvis lignende én, der bare gerne ville have svar. "Lov mig, at du ikke overreagerer" startede hun ud, som hun slap Sihans pels og lod ham sætte sig ned ved siden af hende. "Jeg gør det kun fordi ingen ellers vil snakke med mig - du havde sikkert heller ikke fortalt om Balzera, hvis du vidste, hvem jeg er" fortsatte hun, som hendes øjne blev smalle og mere fokuseret på hans skikkelse. Hun sparkede lidt til jorden under sig for at trække det i langdrag igen. "Navnet er Sitali Rhe'ol". Hvad nu?

Bandorion stod bare og ventede, mens hans hjerne gik igennem alle muligheder for hvad hemmeligheden kunne være, men intet kunne have forberedt ham på sandheden. Faktisk var han så lidt forberedt at han i den grad ikke stole på det.
Han kunne godt huske hvem Sitali Rhe'ol var og hun var i den grad ikke et barn, selvom hårfarven egentlig passede nu når han tænkte over det.

”Med mindre vi har to med det navn i byen, så tvivler jeg stærkt. Hun er ikke... et lille barn,” sagde han og rystede på hovedet. Børn og deres fantasier. Med mindre han havde ret i et uægte barn, men så havde rådsmedlemmet da været fjollet i at give hende det samme navn som hende selv.

Sihan puffede ganske let til hendes hånd, som forsøgte han endnu at overbevise hende om at de burde vende hjemad. Men Sitali kunne ikke bare efterlade Bandorion med et sådan spørgsmål hængende overhovedet, derfor løftede hun også let hånden imod Sihans hoved og strøg ham beroligende over pelsen. Han virkede ikke særlig begejstret for, hvordan situationen havde udviklet sig, men hun håbede, at Bandorion i det mindste ville lytte til hende. Hun nikkede dog let til hans ord, som han forklarede at rådsmedlemmet med det navn, ikke var et barn. Og det havde han jo også ret i. ”Korrekt” svarede hun stille, som hun slap Sihan og gik længere ind i gyden for at lade skyggerne skjule hendes krop og forvandlingen.

De gyldne øjne forandrede sig ikke, som hun var nået helt hen til trækassen for at sætte sig på hug og samle en stofpose op. Hun lod kroppen være skjult i mørket, som hun trak det lasede tøj over hovedet og smed det ned i trækassen. Langsomt fik hun trukket en top over hovedet, strøg den ned over de kvindelige former, som den nåede forbi hendes hofter. Hun trak en nederdel op over knæene og op til hofterne, som hun atter rejste sig op og bevægede sig hen til Bandorion igen. Nok var hun knap så pyntet som til de officielle anliggender i byen, men man kunne umuligt tage fejl af hendes udseende nu. Hun bukkede hovedet let, som en slags hilsen og lagde en hånd over sit bryst. ”Forstår De nu?” spurgte hun stille, en smule forsigtigt, som hun var usikker på, hvordan Bandorion ville reagere på situationen. Sihan havde dog ikke flyttet sig fra indgangen til gyden.

Bandorion ventede. Der var ikke så meget andet han kunne gøre, selvom uroen begyndte at sprede sig i hende over de ting de havde talt om. Han havde bare forventet hun havde været en lille pige, men hvis hun kendte rådsmedlemmet, og han havde talt om at tage til Balzera. Hvem vidste hvad der så ville ske? Ville de lukke tunnellerne helt af? Ville de afstraffe ham? Han havde altid været så forsigtig om ikke at tage fremmede folk med herned, for han vidste at de ville blive straffet.

Han kneb øjnene sammen for at se hvad der skete, men hun virkede lidt at skjule sig, men den der så kom op bagefter, var meget tydeligt det rådsmedlem, som han inderligt havde håbet det ikke var.

Han trådte et skridt bagud, men Sihan blokerede lidt udgangen. Det var tydeligt at Bandorion var bange. Ikke nødvendigvis over hende, men over hvad hun havde hørt og den magt hun havde.
Ligeså stille blev hans udtryk i hovedet mere fast, vredt, men holdt tilbage, som han bed lidt hårdt sammen.

”Jeg forstår,”  kom det ud mellem hans sammenbidte tænder.

Det var virkelig risikabelt at afsløre sandheden overfor Bandorion, da hun faktisk ikke helt vidste, hvor hun havde ham henne. Men noget forkerte hende, at han måske var mere nervøs for sin egen position end den hun havde sat sig selv i. Hun kunne i hvert fald godt mærke, hvordan stemningen havde forandret sig og hvordan det hele virkede langt mere trykket end tidligere. Måske hun skulle have forsøgt at holde den munter tone, eller måske bare være gået sin vej, da tingene var vendt omkring? Alligevel måtte hun bare se sandheden i øjnene nu og dermed få det hele overstået, så kunne der være en chance for at de kunne få talt ud om tingene og måske løst den tætte luft imellem dem?

Alligevel bevægede Sitali sig meget forsigtigt ud fra gydens mørke, som hun holdt blikket på ham i håbet om at hun kunne aflæse hans reaktion. Det var svært at sige, hvordan han ville tage det, som hun slog blikket ned på tøjet for at rette det til, før at hun nåede helt ud til ham og lagde en forsigtig hånd ovenpå Sihans hoved. Han havde flyttet sig, da Bandorion havde gjort tegn til at bakke, men Sitali havde intet ønske om at holde Bandorion fanget i gyden, hvis han havde brug for at gå, så måtte det jo være sådan. Hans blik forandrede sig, et blik hun kendte al for godt, som han straks forsøgte at lukke af for alt. Måske det i virkeligheden havde været en fejltagelse? Hans svar gjorde også forandring klar for hende, han var tydeligvis bange for, hvad hun ville gøre nu. ”Jeg er ikke kommet for at udspionere Dem” hendes stemme var stadig blid, men bar spor af skuffelse, ikke over ham, men sin egen reaktion, som han tydeligvis ikke var tilpas i situationen længere.

Sitali vendte blikket imod udgangen, nikkede og løftede hånden i den retning. ”Jeg forstår behovet for eventyr, så jeg har ikke i sinde at sladre eller tage, hvad De har fortalt mig op sammen med rådet” måske hun var nød til at forsikre ham om, at hun ikke havde tænkt sig at bruge den information, han havde givet hende?

Desværre var Bandorion ikke typen til at tro på autoriteter. De havde ikke gjort meget for ham, også selvom han altid var forsigtig med ikke at komme i for mange problemer. De havde dog accepteret at han kom på udveksling på baggrund af hans fars ord, og ikke at han selv ønskede det. Så mistillid  til rådet var en undervurdering af Bandorions følelser.

”Og du tror dine ord er nok?” udbrød han, inden han overvejede bare at lade det gå og komme videre med sit liv. Desværre vant frustrationen ud for ham. ”Du udgiver dig for at være en lille pige, af hvilken grund? Hvis det ikke er for at udspionere, så ved jeg ikke hvorfor!” Det var måske lidt groft at sige.
Bandorion havde bare svært ved at tro at kvinden foran ham, også havde den interesse i at udforske verdenen udenfor, når hun var en del af det råd der sørgerede for at de ikke kunne gå nogle steder!

Måske det havde været en fejltagelse af hende at afsløre sig selv i det. Men han havde set så utilpas ud at det føltes, som om han havde krav på en dybere forklaring, men den måde han reagerede på, var også naturlig. Hun var van til reaktion og lod sig ikke lige umiddelbart påvirke af hans tydelige frustration over, hvad hun havde gjort eller hvordan hun faktisk havde forsøgt at bedrage ham. Føre ham bag lyset endda. Ikke at det havde været hendes intention. Den grove tone fik dog Sihan til at reagere, som han bukkede hovedet fremad og rejste ryggen, og straks sendte en dyb knurren i retning af Bandorion. Sitali skyndte sig at holde en hånd over det store dyr for at berolige ham, men det lagde blot en svag dæmper på dyrets knurren og lettere truende adfærd, der ikke var til at overse. "Sihan!" udbrød hun lettere strengt, som hun havde grebet fat omkring hans pels for at holde ham fra at springe frem imod Bandorion, der i virkeligheden ikke havde gjort noget.

”Jeg har mine grunde..” startede hun ud, da hun følte, at hun kunne vende fokus fra Sihan imod Bandorion. Hun sank en klump, som hun endnu holdt fat omkring den tykke pels. ”Deres første reaktion, da De så mig, var at træde tilbage, De så bange, nej nervøs ud.. nervøs for hvad jeg ville fortælle rådet.. Hvilket er grunden til at jeg udgiver mig for en anden for at opleve andet end blot frygt og falsk beskedenhed.” forklarede hun fortsat i en behersket tone, som hun dog trådte til siden og trak Sihan med sig, så Bandorion havde fri passage ud af gyden. ”De kan gå” hun nikkede ganske let med hovedet, som hun fik Sihan til at sætte sig ved hendes side. ”Men.. jeg har brug for sollys for at holde vores lys i live hernede..” ordene var nærmest sagt som en bøn. En bøn om at han ville kunne forstå og måske endda konkludere, at hun selv havde været på den anden side af porten.

Bandorion ville bare gerne løbe fra denne her situation, og han ville have gjort det, hvis det ikke var fordi det nok ikke ville gøre situationen bedre, men også fordi det store kattevæsen kunne løbe ham ned og flænse ham på sekunder. Han var i hvert fald begyndt at reagere, og Bandorion kunne mærke hvordan han instinktivt trak sig lidt mere tilbage over knurren.

Hans øjne flakkede mellem Sitali og Sihan. Nej, at sige at Bandorion stolede på de to af dem, det kunne man næppe, men han lyttede til hende. Mest fordi han ikke havde et valg.
”Måske hvis folk ikke var så bange for rådet, så ville det ikke være nødvendigt,” bed Bandorion hårdt tilbage, selvom hans øjne så landte på Sihan, i håb om at det ikke bare sprang på ham. I virkeligheden havde Bandorion heller ikke ret i at folk frygtede rådet. Langt de fleste var tilfredse, men der var bare altid nogle ungelvere der skulle prøve grænser af.

Han kiggede dog overrasket på hende, da hun lod til at ville lade ham gå. Han kiggede lidt på hende og hendes kæledyr og så ud på gaden, hvor han åbenbart godt måtte gå nu.
Hentydningen omkring sollyset fik han dog ikke med det samme, som han var hurtig til at få benene på gled for at komme videre, og kiggede sig forsigtigt bag sig, inden han endelig kunne slippe ud på gaderne til anonymitet.

Senere ville han nok tænke på at Sitali kun ville kunne få rigtig sollys hvis hun tog op til overfladen.

Drengens opførelse var tydeligvis ikke noget Sihan fandt sig i, men Sitali forsøgte så vidt muligt at berolige det store dyr, som hun holdt en hånd imod hans pels og var klar til at gribe fat, hvis han gjorde tegn på at træde frem imod den unge elver. Hun var udmærket klar over, at hun havde sat drengen i en ubehagelig situation og var derfor også klar på at lade ham gå. Det var blot ærgerligt at han ikke var villig til at lytte til hende med tydeligvis reagerede lettere kort for hovedet. Noget som Sihan hurtigt reagerede på, som han trådte et enkelt skridt frem, før at Sitali fik fat i ham og nærmest hev dyret tilbage. Havde han været vild, så havde hun ikke haft chancen, men de havde kendt hinanden i rigtig mange år, så han lyttede til hende i de fleste situationer, selv nu.

Stille dalede hendes blik, som Bandorion hentydede til at rådet var forbundet med frygt i byen. Særligt blandt de unge.. Men det kunne hun desværre ikke selv stille noget op imod, i stedet valgte hun blot at nikke. Det ville være rart at ændre de unges holdning, men hun kunne desværre ikke gøre sig nogen forhåbning om, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. ”Nogen må bære byrden” svarede hun stille, som hun strøg Sihan langsomt over pelsen, samtidig med at hendes lyse øjne hvilede på den unge skikkelse ikke langt fra hende.
Det var bestemt ikke Sitalis intention at holde på ham, når han nu havde tilkendegivet sin holdning og sikkert følte sig nødsaget til at trække sig for at bearbejde den frygt, der havde været at spore i hans blik, da sandheden faldt ham ind. Derfor lod hun ham hurtigt passere, imens at hun bukkede hovedet ganske let, imens at blikket fulgte hans bevægelser ud af gyden. Derefter strøg hun Sihan over ryggen, før at hun hev sig op og gav ham et klap på halsen. ”Hjem” hviskede hun til ham, før at han strøg afsted med hende på ryggen.