Izilarna stak en finger i munden for at få det sidste dadel med, inden hun tørrede fingrene af i bordets dug, naturligvis ganske diskret under bordet, hvor pletterne ikke ville være så åbenlyse efter hun rejste sig. "Tre måneder er fint..." Startede hun ud, som hun skævede rundt i rummet, mindende sig selv om hvor velhavende Fyrsten i virkeligheden var, det ville i sandhed kunne brødføde en stor mængde af de hjemløse børn med et job, potentielt fastansættelse på den længere bane, selvom at hun vidste, at det i længden blot ville øge Fyrstens formue.

Der gik ikke mange øjeblikke før Fyrsten bekræftede hendes egen antagelse om årsagen til at ønske et sådanne indbrud, Izilarna nikkede blot indforstået som hun spidsede ører. Han gav hende allerede de første brikker til at finde sin vej ind i hans hjem og han vidste det ikke engang selv. Tnken fremtvang et skævt smil på hendes læber, som hun skubbede sig fri af bordet, ud hvor hun kunne strække sine ben, hun rejste sig og tog de første skridt. Guldskeen Fyrsten før på aftenen havde forvandlet, var forsvundet helt og holdent i de let gennemsigtige gevandter Sephyran havde udleveret tidligere på aftenen. 
"Det er en aftale, jobbet er håndterbart, om ikke andet, ikke det letteste... Men jeg skal nok tage det..." Den hvidhårede kvinde gik hen til et af de hængende frynsede gardiner i rummet, som hun grab omkring, diskret tørrende de sidste rester af fedtet dadelsaft væk. De sydlige sko hun var blevet iført var hende uvant og gav hende en noget særpræget gangart, alligevel blev hun tordnende alvorlig pludseligt, som var lynet slået ned i hende "Men vi er ikke blevet enige om hvad det skal koste dig..." hun hævede de hvide bryn, hendes arbejde lå i forvejen i den dyre ende, især når det kom til dæmonuddrivelse, flere af bønnerne der alligevel havde en fornuftig indtægt måtte ofte gå tiggergang hos naboer og familie for at skrabe sammen til hendes minimumssalær. "Jeg skal have tre diamanter, hvis jeg lykkeds med at bryde ind, naturligvis... Og så skal jeg nok give dig alle informationerne om hvordan jeg bar mig ad!" Det var højt sat, rigtigt rigtigt højt, men Fyrsten havde tdeligt rigeligt med penge, og Izilarna var god "Derudover skal jeg have en hest så jeg kan komme sydpå. Det skal være en frisk en, som kan lægge noget land bag sig, jeg er færdig med æsler!" Kvinden stoppede sin gang, holdende fast i det frynsede gardin, mens de natblå øjne afsøgte Fyrsten for en reaktion

Sephyrans safirblå blik fulgte kvindens bevægelser rundt i rummet. Der gik en lille krampetrækning gennem ham, da han så de fedtede hænder nærme sig gardinet - hun var ikke ligefrem den type, man ville invitere på middag noget som helst fint sted. Faktisk håbede Sephyran mere end noget andet, at  det ikke ville lykkes hende at bryde ind. Og ikke kun fordi det i så fald ville betyde, at hans vagter havde gjort deres arbejde ordentligt.

"Tre diamanter.." Blikket så lidt op og ned af hende, mens han tænkte længe. Hans hænder greb efter et silkelommetørklæde med Kazimi-farverne fra lommen, da hendes opførsel havde givet ham en umådelig lyst til at tørre sine hænder.

"To diamanter og fem safirer." Brummede han. Han havde råd til det, og det var vigtigt for ham at se, om hun ville lykkes i foretagendet. "Kom til denne kro i morgen aften ved solnedgang. Der vil være en hest til dig." Han syntes godt nok, at hun strakte den lidt, men nuvel - det behøvede ikke ligefrem være den fornemmeste ganger, og hun skulle jo komme sydpå.
Kroværten gippede sikkert allerede i det tilstødende rum ved at høre, at han ville geninvitere denne kvinde med de forfærdelige manerer - men han kunne være ganske rolig. Hun skulle kun besøge stalden.

Hvad han ikke sagde var, at han jævnligt ville bruge sin magi på at følge hende for at sikre sig, at hun ikke blot tog hesten og red i en ganske anden retning. Man indgik ikke en aftale med fyrsten af Rubinien for så at bryde den! 

Izilarna endte med at slippe sinkegardinet, mendog havde hendes dadelfingre efterladt visse skjolder, det var ikke noget hun gik så uendeligt højt op i. Hun kunne godt  se hvordan det knagede under pandeskallen på den bemidlede fyrste, han kunne trods alt ikke trykke diamanter frem, med mindre der var en seriøs detalje som historierne ikke meldte noget om. Dog var den hvidhårede kvinde ikke så let at spise af, hun nikkede til hans andre betingelser, medgivende, at hun nok skulle dukke op på morgendagen, hun sov trods alt ikke langt derfra, og udsigterne til at kunne rage endnu et solidt måltid til sig inden afrejse var trods alt noget der lokkede ganske gevaldigt.
"Ah ja, to diamanter og fem safirer..." Hun nikkede, næsten samtykkende, inden hun skubbede skoene af, hun måtte antage at han gerne ville have hans fine sko tilbage og ærligt, havde hun absolut intet behov for at beholde det, det var upraktisk "Så er der naturligvis rejseomkostninger, mad til vejen og dagen, nyt tøj jeg kan holde ud og bære under sydens sol og naturligvis en vis risiko der skal løbes..." Hun rodede en kende op i det hvide hår, inden hun strammede lædersnørren der holde hestehalen på plads, med livet som indsats "Så... Tre diamanter!" Det store ulvesmil var ikke længe om at dukke op, inden hun bukkede sig for at samle hendes normale tøj op, hun kunne ligesåvel få udnyttet at han nu havde lånt noget af hans tøj, til at få sit eget vasket. Det var fordelene ved at understøtte en del af hovedstadens fattige miljø, hun kendte en sød kvinde, der vaskede for hende gratis, når det var relevant en sjælden gang imellem.
"Bare rolig Fyrst Sephyr...an? Ian? Jeg skal nok være her til morgen, klar til afrejse!" Hun nikkede endnu engang kækt, inden hun forsvandt ud mellem gardinerne i beværtningen, aftalen var for god til at lade slippe mellem hendes fingre, sydpå, det kunne vist ikke være anderledes.

Sephyran var længere om at pakke sig sammen og få det fyrstelige korpus flyttet ud af kroen. Værten gik småmumlende rundt og forsøgte at tørre lidt af, der hvor Izilarna havde siddet, mens Sephyran havde fået et tænktsomt blik.

Hun havde så sandelig forsøgt at presse ham, og han brød sig ikke om kvinder, der udfordrede hans tålmodighed på dén måde. Det kløede i hans fingre efter at vise hende, hvem der virkelig bestemte.

En af hans mænd ville få den tvivlsomme fornøjelse at møde kvinden den følgende dag. I mellem tiden ville fyrsten gå videre med sine egne ærinder og forhåbentlig ville hans nye investering vise sig at være krystallerne værd.