Fabian havde aldrig gjort det til en vane at bede til guderne, selv ikke når der var et dødsfald. Han troede simpelthen bare ikke på dem. De havde aldrig gjort noget godt for ham eller hans familie, så hvorfor bede til dem. Og hvad end der skete med ham når han engang døde, ja, det var vel i bund og grund lige meget. Ikke at han gad at tage det op, kun når han endelig skulle pisse af nogle højrøvede troende idioter.
Heldigvis var samtalen næppe om at denne mand var død, men mere hvad det var at Alvilde skulle bruge ham til. Det kom derfor heller ikke som en overraskelse at den nu formegentlig døde mand, blot havde været et mellemled. Det var ikke ligefrem en unormal ting på disse kanter. Ingen grund til at have en direkte forbindelse til dem man snakkede med.

Fabian lyttede interesseret til samtalen, selvom hans øjne blev lidt fjerne da Alvilde begyndte at beskrive hvilket skib der tilhørte kaptajnen hun skulle have en aftale med. Det var trods alt næsten det sted i byen han havde været mest, og da det gik op for ham, hvorfor navnet virkede så bekendt, kunne han ikke lade vær med at grine. En anelse for højlydt, og han blev nødt til at læne sig tilbage i stolen, for lige at sørge for at der kom nok luft ned til lungerne.

Da han endelig var færdig med at grine, tog han en tår af øllen, og tørrede de enkelte tårer der var kommet i hans øjne væk, før han lænede sig en anelse fremad igen. Stadig med et næsten lidt for munter blik i øjnene.
”Den hvæsende måge siger du?” sagde han, og måtte holde en latter inde endnu engang. Hvis guderne virkelig eksisterede så måtte de da smile ned på Alvilde, men Fabian tænkte mere at Alvildes held blot var med hende. ”Jeg har lige brugt 3 dage på det skib sammen med kaptajnen,” forklarede han endelig.

At sige Alvilde var meget religiøst ville være løgn. Hun kunne ikke sammenlignes med de rettroende der dedikerede tid og ressourcer til de guder man tilbad. Men var hun gudsfrygtig? Så bestemt. Selvom de aldrig havde rørt hende eller hendes nærmeste, var gudernes vrede eller skuffelse en Alvilde undgik med alle dele af sin krop og sjæl. ingen grund til at gøre dem sure, hellere holde sig i midten. Men nogle gange, så tilsmilede de hende åbenbart. 

I starten af sit møde med Fabian, havde Alvilde ikke gjort sig mange forhåbninger om at kunne fuldfører sit gøremål her i piratbyen. Men da manden fik grinet færdigt - noget der havde skabt et undrende men dog godmodigt udtryk på kvindens ansigt, så man hele hendes ansigt lyse op. "Det er da løgn!" Udbrød Alvilde uden selvbeherskelse, og smækkede begge hænder ned i bordpladen idet hun lænede sig frem imod Fabian da han lænede sig frem. "Fantastisk job, fantastisk tilfældighed!" forsatte hun og rystede på hovedet over hvordan mandens erhverv skulle have vist sig at være selve grunden til han kendte både kaptajn og skib! Det var lidt ironisk. Summende på glæden den nyhed gav hende, havde Alvilde lyst til at løfte manden i et knusende kram. Men hun var vitterligt bange for at knuse ham reelt med alt den energi der summede i hendes krop, så Alvilde lod værd. I stedet fattede hendes ene hånd igen om kruset, der blev løftet i en taknemmelig skål imod Fabian. 

"Så, bedre kunde end dem på kroen kan jeg regne ud?" kom det med et lille grin fra hende, med tanke på at de fleste succesfulde kaptajner levede i gode standarder. Altså, gode penge for en mand som Fabian. Havde han hevet en stor fisk en, var hun da ikke bange for at komplimenterer det. Hendes lumre nysgerrighed om hvad han havde bedt Fabian om at gøre, fik hende til at ville spørge, men hun lod værd. Det var måske privat imellem kaptajnen og Fabian selv. 

Fabian rystede bekræftende på hovedet, da hun udbrød om det var løgn. Nej, det var ganske rigtig, og noget af et tilfælde han ikke selv havde set komme hvis han var ærlig, selvom han kendte til en del af kaptajnerne, enten fordi de ønskede hans service, eller fordi han havde hørt dem blive snakket om af de andre kaptajner og pirater der ellers var her. Man hørte trods alt mange interessante ting, når man ikke var mere værd.

”Ikke første gang jeg hører det om mit job,” svarede han grinende, selvom det ofte ikke var ment helt på den måde Alvilde havde ment det. Normalvis var folk blot glade for at de kunne købe sig til sex. Men tilfældigheden var ganske vidst fantastisk.
 
”Oh, han er hele grunden til at jeg er i det her lortehul til at starte med. Jeg plejer at operere oppe i Dianthos,” sagde han grinende. ”Så at han er en god kunde ville ikke være at overdrive.”  Han betalte godt, og så behandlede han Fabian pænt, selvom Fabian godt kunne mærke på sin krop, at han var blevet brugt i tre dage, med små hvil imellem. Det ville da forhåbentlig også kunne tilfredsstille hans krop i noget tid, når han nu også skulle tage turen tilbage op til Dianthos i morgen tidlig, forhåbentlig i hvert fald. Alt efter hvad Alvilde egentlig ville.

Han tog kruset op og tog en tår af det, før han lænede sig tilbage. ”Så nu du ved at vi kender hinanden, hvad så?” spurgte han interesseret.

Med et nu mere boblende humør måtte Alvilde anstrenge sig for ikke bare at ruske i tilfældige forbipasserende, bare for at komme ud med noget af den iver hans ord havde vakt i hende. Med udsigten til at hele turen ikke havde været forgæves, kunne nordboen muntert nikke til hans ord og smågrinende måtte hun læne sig tilbage i den knirkende stol da han talte. De blå øjne glimtede i den svage belysning der omfavnede dem begge i den lune kro. "Ah, nok heller ikke sidste gang!" kommenterede hun med et skævt lille smil om i mundvigen. 

Den blonde nordbo lagde den ene hånd på bordet, og den trommende lyd tilkendegav kort hvordan tankerne summede i hendes hoved. Jah, hvad nu? Det var ingen hemmelighed at hun ikke ligefrem var noget taktisk geni, og hun kunne ikke vurderer hvad der var bedst. Nordboen tog med et hurtig snuptag den sidste slurk af sit krus, og fraværende løftede hun det for at få serveret et nyt. Måske skulle hun bare... dukke op? Banke på den fine kaptajns dør og bede om sine varer? Nordboens blik gled over på Fabian igen, der interesseret sad og betragtede hende imens hun tænkte. "Jah, hvad så..." mumlede Alvilde.
Et alternativ var at få Fabian til at leverer en besked om hvor han kunne finde Alvilde igen, når det gik op for ham at hans meddeler var brændt inde. Men dog... Nordboens blik på Fabian blev en anelse lusket. 

"... hvor godt kender du skibet?" gled det nysgerrigt over hendes læber, og hun lænede sig en anelse frem igen. I mellemtiden var kruset blevet fyldt op - til Alvildes store glæde, og hun satte det foran sig med et lille klonk. "Og måske mere specifikt, hvor godt kender du skibets mandskab og dets tider..?" tilføjede hun en tand mere lavmælt. 

Fabian sad roligt og drak sin øl, som Alvilde overvejede det. Det var trods alt ikke ham der skulle komme op med en plan, for at hendes aftale kunne komme igennem. Hvis han var noget, så var det budbringer, og selv der ønskede han ikke at komme specielt meget i klemme hvis han kunne slippe fra det. Hvis der først var nogen der fik nys om at han havde lavet mindre lovlige ting, så var der sikkert nogen der gerne ville sørge for at fortælle det til byvagten. Ikke at han vidste om det ville være nok til at de ville give ham en bøde eller et par nætter i cellen.

Endelig så det ud som om at hun var kommet med en plan, og han lænede sig lidt mere ind, især som hun begyndte at tale mere lavmeldt igen.
”Jeg har en nogenlunde ide om hvor alting er,” sagde han og hans øjne blev en smule smalle som han kiggede på hende. Hvad i alverden var det hun bryggede på. De spørgsmål var ærligtalt lidt for dybdegående, for selvom han kunne svare på det, så var han ikke sikker på at det var noget han ønskede på.

”Du får det til at lyde som om at du ønsker at få min hjælp til at bryde ind på skibet, og det kan vel ikke være det du har i tankerne,” sagde han. At bryde ind på et piratskib lød ærligtalt som selvmord. Sandsynligheden for at man blev opdaget var stor, og siden der ingen regler var herude, så ville man ofte skulle betale med livet eller det der var værre. Skøre kvinde, hvis hun overvejede det.

Hvorvidt det var dumt, vovet eller genialt - det kunne Alvilde ikke sætte ord på. For hende betød de tre ting ofte det samme, og hun havde levet længe nok til at vide den balance var utrolig hårfin. Genialt eller katastrofalt.... Et forkert skridt, og planen var en katastrofe. Tog man tilgengæld to rigtige skridt, ville man stikke af med både liv, lemmer og gevinst. Og det var i hvert fald hendes personlige form for retfærdighed... Derfor kunne man tydeligt se hvordan tandhjulene knirkede idet han sagde at han kendte stedet nogenlunde - se det var en vigtig del af succes. Dog virkede det ikke som om de to mennesker var på samme side, når det gjaldt tiltro til hendes idé. 

Som forventet tog det ikke lang tid for Fabian at gennemskue hvad hun ville, og da han præsenterede det i en modvillig og næsten skeptisk tone, kneb nordboen øjnene en anelse sammen. "Hvorfor skulle det ikke være det?" kom det en anelse forundret men med en tand af frustration i hendes blik. Hvorfor kunne hun ikke have det i tankerne?
Måden han sagde det på, fik hende næsten til at lyde dum ved overhovedet at forslå ideen, og nordboens tiltro til sig selv tog et lille slag af det. Var det en dum idé? Med hans evner indenfor formskiftning, og hendes evner indenfor rekognoscering og generelt opsporing samt overvågning... havde de ikke oddsene nogenlunde på deres side? Alvilde lagde ikke skjul på at alle de tanker gik igennem hendes hoved, men holdt ved en hovedrysten fast i sit første spørgsmål til ham. "Hvorfor er det en dum idé?" fulgte hun op med, og tog en hånd under hagen i en afventende holdning imens hun så på ham. Vidste han noget hun ikke vidste om skibet og besætningen? 

Og så slog det hende, at Fabian nok aldrig havde været i nogen form for frontzone før. Måske var det grunden til at han ikke ville blandes ind i det, måske var det bare for meget besvær for en type som ham. Hvor Alvilde så en personlig retfærdighed ske fyldes, så han nok nærmere et lidt for besværligt job... måske. 

Fabian kunne se hvordan tandhjulene kørte i Alvildes hoved, sikkert om mere end en ting, men det ændrede ikke på Fabians mening om planen. Måske den for nogen gav mening, men for Fabian der levede af at tage pengene fra kaptajnerne på ærlige måder, ville bare risikere sit ry og værre, risikere at komme i klemme når han stødte på ordensmagten, hvis det alligevel var en lovlig ting de havde haft fat i.

”Jeg har brugt meget tid på skibene, og hvis der er noget man ikke skal have fat i, så har de sørget for at det er vogtet, eller umuligt at finde,” pointerede han først og fremmest. Det var så tydeligt som dagen var lang. Desuden havde han ingen ide om hvor kaptajnen overhoved ville have gemt noget så dyrebart, som Alvilde åbenbart havde tænkt sig at stjæle. Fred være med hende at hun ikke ville betale for hvad end det var, men han ville ikke vove sit eget skind på det.

Han bankede let neglene mod øllen, som han overvejede det næste han sagde. ”Jeg har heller ikke i sinde at ødelægge mit ry, for en lille genstand du ønsker at få fat i. Jeg holder af mit arbejde, og hvis de finder ud af at jeg prøver at snyde dem, så ville jeg aldrig kunne arbejde under mit eget navn igen, og alle mine stamkunder forsvinder.” At sælge ud af visse oplysninger kunne han måske overtales til, men han holdt for meget af sit job.

Han tog øllen op og drak fra den, mens han lod Alvilde overveje hvad han havde sagt.

Alvilde lyttede, og selvom hun ikke nødvendigvis fandt hans svar tilfredstillende, måtte det jo være noget hun kunne accepterer. Hun kunne ikke tvinge ham til noget, og så bestemt heller ikke lokke ham. Og selv hvis det havde været en mulighed, var det ikke hendes kop te… derfor mødte hun hans ord og blik med en  noget stejl attitude, der dog langsomt blødte lidt mere op som forklarede den situation han så det fra.

Alvilde vippede sig mere tilbage i stolen, og med øjnene imod loftet lod hun en frustreret lyd af et mix imellem en snerren og et anstrengt støn slippe fra hendes læber. “Satans moralkodex, jeg troede man kom til Fristavn for at slippe for det” brummede hun irriteret - men ikke med irritation imod Fabian. Alvilde vippede abrupt fremad igen med et lille smæld af stoleben imod gulv. “Hvor er alle de dumme mænd, eh?” tilføjede hun med et påtaget skuffet blik på Fabian.
Havde hun kunne få nogle til at gøre det for hende, havde alt været meget nemmere… nu måtte hun enten finde en der var betydeligt dummere end Fabian - og villig til at gøre det, eller tage kontakt til skibet for at få handlen helt i hus igen. “Beslutninger, beslutninger…” mumlede hun fraværende, og tog endnu en tår af sit glas.

“Så, du kender de typer, og måske også nogle af dem der bare går arbejdsløse rundt på havnen. Kunne de finde på at tage sådan et ‘job’?” fulgte hun op med, bare for at udelukke den første plan fuldkommen. Hvis alle var for kloge til at sige jah - selv de desperate, havde hun ikke tænkt sig at spilde tiden med at spørge.

Fabian havde trods alt noget at have det i, når han sagde han ikke var interesseret. Det var næppe fordi han ikke var kedelig, men mere fordi han skulle forsætte med at leve i den her verden. Så måske ville de være kommet af sted med det, men Fabian ville ikke vove sin hals på et måske.
Han måtte dog give Alvilde for at have nok mod til at forsøge at gøre noget som det. Nogen her i verdenen skulle jo forsøge at snyde andre, og selvom hun så gammel ud, så virkede hun da ikke helt til at have givet op på livet endnu.

”Nogen gør, jeg kom blot hertil for at få nogle penge,” sagde han med et let smil på læben. Et moralkodex var næsten for meget at sige om ham. Selvisk var nok mere ordet, og måske endda en smule klog, måske klogere end Alvilde når det kom til stukket, ikke at han ville sige det højt.
Han tog en slurk af sin øl endnu engang, mens han lod Alvilde overveje hvor hun nu ville hen. Hans øjne gik lidt på tur rundt i kroen, bedømmende om der var nogen der lyttede til dem, eller nogen der så ud til at have for mange penge som de havde lyst til at smide efter nogen for at slippe for ensom nat. Der var et par muligheder, alt efter hvor sippede de var. At være sippet i Fristavn var der dog næppe plads til.

Hans øjne blev drevet tilbage som Alvilde forsøgte at spørge om han kendte nogle andre. Han lagde hovedet en anelse på skrå. ”Det her er stedet for desperate typer. Der er nogen der vil gøre hvad som helst for at forsøg på at få nogle småpenge på lommen.” Ofte drankerne, som nu var for sølle til at tage med ud på havet, men der var også andre.
”Ellers er der nogle af de unge, som ønsker at bevise deres værd, uanset hvem de skal pisse af for at gøre det.” Specifikke personer kunne måske godt halte lidt med det, da han jo ikke ligefrem brugte meget tid hernede.

Alvildes blik hvilede på et sted bagved Fabians ansigt idet hun hørte hvad han sagde, og overvejede sine muligheder. Desperate typer var desværre havde hun bare en anelse mindre tiltro til i længden, så selv der haltede hendes idé. Men, det var stadigvæk ikke en umulighed. Fabian skulle dog ikke blandes ind i det, så meget var sikkert. Nordboens øjne fokuserede igen på den yngrer mand, der på trods af deres snak, havde fået en næsten ledende udtryk over sig imens han kiggede sig omkring i kroen. Ahh... Et stille smil gled over hendes læber, og med en småfornøjet nynnen over at han stadigvæk ledte efter kunder, tog Alvilde endnu en tår. Man lærte at genkende det proffesionelle blik - han var her for at få penge. "Jeg blander ikke unge ind i noget" afviste hun med en lille hovedrøsten, og lænede sig mere tilbage i stolen.
I en lille del af Alvidle fulgte i det øjeblik med i hvad der foregik udenfor kroen, hvor den sjælebånde falk havde slået sig end.

Nordboen kiggede kort ned i sit krus, tømte den sidste mundfuld og smækkede kruset tilbage på bordet imellem dem. "Jeg finder på noget - ukrudt forgår ikke let" smålo hun med et skråsikkert smil om læben, idet hun roligt begyndte at tage noget af sit overtøj på igen - halstørklæderne, tjekke knivene og så videre. "Kan du fortælle mig hvor i havnen skibet er tøjret, jah så ville jeg være glad" brummede hun, og fiskede et enkelt jadestykke op af en af sine rejsepunge, som hun flippede over på bordet. Alvildes hånd greb som noget af det sidste fat i buen der stod op af stolen, førhen hun med et lille grin spændte den om sin krop. "Der er en gruppe sømænd på vej ind i kroen... de er højlydte nok til at du snart vil hører dem. Tak for selskab, Sagh" smilede nordboen både godmodigt samt en anelse lunefuldt, og så igennem falkens øjne den muntre bunke mennesker nærme sig. De lignede nogle der lige var kommet i land - med hyrer.

Nordboen spændte det sidste spænde, og så afventende på Fabian.


[Sagh = ven]

Penge eller en varm seng som han ikke skulle betale for, det var nærmere det sidste, selvom det ofte også involverede penge. Han kunne ligeså godt udnytte natten, inden han skulle videre, tilbage mod Dianthos. Turen var lang, og han ville næppe have muligheden for at tjene penge på turen, så det var bedre at få det ud af systemet, selvom hans krop måske stadig var lidt påvirket af de sidste par dage.

”De plejer ellers at være villige til det meste,” sagde han. Han havde tydeligvis ikke samme kvaler om at bruge unge hvis det endelig var, ikke at han havde nogle planer der var ligeså farlige som Alvildes tydeligvis. Dog var det ikke som om at han ville sætte snotten i hvad hun havde gang i, så hvis hun ikke havde planer om at udsætte dem for fare, så måtte hun tage noget af skrattet der var på disse kanter. Måske hun også kunne finde nogen der faktisk var brugbare.

Fabian tog øllet op til sin mund igen, han havde stadig en del tilbage af det, men samtalen mellem dem var også ved at være færdigt, så det kunne være at han skulle se at få tømt kruset.
Han så ned på jadestykket, før han ligeså stille hapsede det til hans lomme. ”Du skal nok ikke vente for længe, hvis du har planer om det, sidst jeg hørte ville de tage videre indenfor de næste par dage. Det ligger i den nordlige del af havnen, ikke langt fra den brændte kro. Det er ikke til at misse,” sagde han. Det var jo uskyldig information, enhver kunne have fortalt hende det, så det kunne han nok godt slippe afsted med det.

Han kiggede noget interesseret på Alvilde, da hun også gav ham information om nogle sømænd på vej ind på kroen. ”I lige måde,” sagde han med et grin, men gjorde ingen tegn på at rejse sig endnu. ”Håber du finder hvad du søger,” tilføjede han. Selv havde han andre ting at tage sig til nu når Alvilde ville smutte videre.

Fabian tog pengene til sig, og med et lille smil tog Alvilde imod den information hun nu engang kunne få. Hun havde ikke tænkt sig at vente længe, desto mindre tid hun brugte i Fristavn, desto bedre... men snakken med den yngre mand havde alligevel fået hende til at gennemtænke det en ekstra gang. Han havde talt som om at det var et dødsønske, og selvom Alvilde ikke ligefrem frygtede døden, var det kun tåber der aktivt opsøgte den. Og hun var på trods af manges tanker, ikke nogen tåbe.

Nordboen hankede op i sine ting, og nikkede med et bredt smil tilbage imod ham. "Jamen det samme går for dig - håber du også finder hvad du søger" svarede hun tilbage, og følte hvordan hendes læber sitrede i et lille 'høhø' grin over hvad det nu engang var han ledte efter. Han blev siddende, og hun skulle videre. Alvilde vendte sig om imod døren, og løftede hånden som en sidste afsked. "Til vi ses igen" lo hun, og gik ud af den tunge trædør og ud i det skumrende mørke og hvad der ventede derude.

Grinet spredte sig endnu bredere på Fabians læber, som hun svarede tilbage. Han skulle nok finde hvad han søgte. Det var jo nærmest hans job på nuværende punkt. Han søgte kun de ensomme og desperate trods alt.
”Hvis vi ses igen,” svarede han tilbage med et grin. Hvorfor skulle de mødes igen? Det var et tilfældigt møde i Fristavn, hvor ingen af dem var fra. Sandsynligheden var lille, men mon ikke Fabian kunne tilbyde en øl hvis det skete igen? Han ville i hvert fald gerne høre om hun havde gennemført sit lille job.

Da Alvilde havde rejst sig og gået, gik der ikke lang tid før sømændene kom ind i kroen. Larmende og ved godt humør, og de slog sig ned. Han tog sin jakke, og resterne af sin øl, før han gik over og slog sig ned med dem.
Henover den næste time var der da også en der gav sig og igen for denne nat, havde han ikke behov for at finde sit eget sted at sove, men kunne nøjes med varmen fra en anden mand, inden han rejste tilbage mod Dianthos om morgenen.