Lyden der kom fra Iskariot da han lod vingerne folde sig en smule ud, fik Cassandra til at flytte blikket en smule nysgerrigt mod ham, specifikt hans vinger. Hun var normalt ikke er person der stirrede, men det var bare en smule fascinerende med hele hans udseende. Det var ikke tit hun så halvdyr, og når hun gjorde havde de som regel mere diskrete halvdyrs-træk. 
 Cassandras stirren fik hende til at stoppe med at spise, hun var jo heller ikke vant til der var så meget at spise, men som hun duften fra maden mindede hende om virkeligheden hun faktisk sad i, fjerne hun hurtigt blikket fra Iskariot, og så ned i skålen. Maden blev først op til munden og hun forsatte med at spise. Jo mere mad hun fik i kroppen, jo mere grådigt begyndte hun også at spise, som om hun frygtede at nogen ville komme og tage maden fra hende. 

 Da der blev skænket vand op, stoppede Cassandra lidt op, og hun rakte forsigtigt frem for at tage det ene krus, men stoppede midt i bevægelsen da Iskariot spurgte ind til hvorfor folk var bange for hende. Hun sank nervøst, slog blikket ned på bordet, og da han spurgte om det havde noget at gøre med hendes underlige blufærdighed, trak hun hurtigt hånden til sig, og gemte begge hænder under bordet. 
 " ... Fordi.. jeg er et barn af Zaladin.. Jeg forbander alt jeg røre ved..  " lød det lavmælt fra hende. Under bordet pillede hænderne lidt nervøst ved hinanden. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle forklare det, for hun vidste ikke rigtig selv hvordan det fungerede. Hun vidste bare ting blev sorte. 
 Selvom Cassandra havde lovet hun ville fortælle han sandheden, fortrød hun også med det sammen at hun havde fortalt det. Hun var sikker på han ville smide hende ud. Hvorfor skulle han ville have hende hængende nu?

Det rørte ikke rigtigt Iskariot, at hun stirrede på hans vinger. Det skete hele tiden. Og hans næb. Nok var det tydeligvis engang flækket, men det var bare et ørnenæb, og han forstod ikke helt hvorfor, det tiltrak folks opmærksomhed sådan. Faktisk undrede ham mere, at det ikke var hans kraftigt tyrkis øjne, der tiltrak folks opmærksomhed, men nej. Hans fuglefødder, de store vinger og næbbet. Det var til tider ret irriterende, men så længe det ikke var i vejen for, hvad han ville, påtalte han det sjældent.

Hendes reaktion på, at han rakte ud efter hendes hånd, bekræftede ham i, at hun ikke ville røres ved. Igen kunne han sammenligne med Marax, der var lige så godt dækket til, så man ikke ved et uheld kom til at røre hendes hud. Hvad mon denne lille pige var forbandet med af evne? Han var meget nysgerrig, og det kunne nok skimtes i hans øjne.
Smilet der spredte sig om hans næb var dog behørigt skjult bag en lille illusion, for det havde et lidt for tydeligt skær af rovdyr. Som var han faktisk en ørn, der havde fået øjet på en lille skadet kaninunge, der var lige til at plukke med de store, sorte kløer. Et barn af Zaladin? Kunne det være mere perfekt? Havde han troet på guderne, havde han troet, at det var meningen, at han skulle finde denne lille sårede kaninunge og tage hende med sig.

"Et barn af Zaladin?" Han så tvivlende ned over hende. Han skulle til at lige noget mere, men lukkede næbbet i med et lille klap. Måske det var bedre at holde hende hen i uvidenhed om hans tanker, og i stedet berolige hende. Han kunne godt se på hende, at hun var klar til at blive smidt ud. Men hun skulle ingen steder. Først og fremmest skulle han finde ud af, hvorfor hun kaldte sig et barn af Zaladin. Hun virkede ikke som en ond pige, snarere tværtimod. Det måtte have noget at gøre med hendes evne.
Han flyttede lidt på sig, mens han overvejede, hvad han skulle gøre.

"Jeg kender en kvinde. Hun er min ven. Hun gemmer sin hud som dig, da hendes evne er farlig for andre." De lange fjer på hans isse rejste sig en smule, som han kaldte Marax en ven. Men det var hun vel i og for sig. 
"Det skræmmer mig ikke, jeg har ikke et behov for at røre ved folk. Hun har ikke gjort mig ondt ved et uheld endnu." Det var en lodret løgn, men det forlod ham som var det en sandhed. Det var svært at undgå at røre ved hinanden, når man var i kamp sammen og i perioder havde brugt hver time i døgnet i nærhed af hinanden. Men han var ikke kommet til skade. Ikke nævneværdigt, i hvert fald.
Han lænede sig lidt frem og så ind i Cassandras øjne, hvis hun lod ham.
"Jeg er heller ikke bange for dig." Han rettede sig op igen og lavede en bevægelse mod hendes skål. "Få nu spist op, inden det bliver koldt." Det lød lidt som en ordre, selvom han forsøgte at være venlig.

 Det var med en nervøs synken, at Cassandra nikkede da Iskariot gentog hende. Sådan som han gentog hende, kunne hun godt selv høre hvor mystisk det lød, men han havde tydeligvis ikke se hvordan den unge mand fra gydens hånd var kommet til at se ud, efter at have rørt ved hende. 
 Der var heller ikke meget over hende der skreg Zaladin, for selvom hun havde den sorte streg på læben og fingerspidser der var sorte, så kunne det ligeså godt bare være fordi hun var en pige, der havde en fascination for sort.
 
 Klar til at skubbe stolen ud og rejse sig så hun kunne gå når hun blev smidt ud, blev Cassandras blik løftet lidt overrasket, da Iskariot begyndte at fortælle om en ven af hans i stedet for at smide hende ud. Nysgerrigt lyttede hun, og da han sagde hun ikke havde gjort ham ondt, heller ikke ved et uheld, slog hun blikket ned. Hun vidste ikke om hun havde gjort nogen ondt, for hun vidste ikke om de mærker hun efterlod gjorde skade eller noget. 
 Cassandra løftede blikket igen, da han begyndte og snakke igen, og det faldt i de - lidt skræmmende - turkise øjne. Hun ville gerne tro på at han ikke var bange for hende, og han havde vel heller ikke noget at være bange for ved hende endnu. Han havde ikke set hvad hendes forbandede hud kunne gøre. Han kunne stadig nå at blive bange for hende. 
 Munden blev åbnet, og Cassandra skulle til at fortælle hvordan hun slet ikke kunne styre hvad end det var der var med hende, men Iskariot kom hende i forkøbet, og nærmest kommanderede hende at spise op. Munden blev hurtigt lukket sammen, og med frygten for at hun ville blive smidt ud, hvis ikke hun gjorde som han sagde. Kort nikkede hun, inden skeen blev samlet op igen, og hun forsatte med at spise det sidste. Lidt mere ivrigt end før.

Iskariot blev tavs og lod hende spise i fred, så hun kunne tænke over det, han havde sagt. Hans egen interesse i maden var forsvundet, men efter at have drukket lidt vand, begyndte han nu at spise alligevel. Han havde brug for det, selvom han ikke var sulten, men der var ingen iver for at spise. I stedet skævede han til pigen og forsøgte at tøjle sin nysgerrighed over, hvad hun dog kunne, siden hun omtalte sig selv som et barn af Zaladin. Var hun en dæmon? Han tvivlede, men kunne ikke udelukke det. Så var hun en meget ung en af slagsen i hvert fald. Men der manglede noget af den arrogance de fleste dæmoner besad. Nej, han regnede med, at hun var et menneske, selvom han var klar til at acceptere, at han tog fejl.

Endeligt var hans skål tom, og han skubbede den fra sig med lettelse. Hans vinger bevægede sig lidt igen, han følte for at strække dem, men ville ikke skræmme hende. Nok kunne han skjule dem med en illusion, men lyden kunne han ikke gøre noget ved, hvilket ville ødelægge helheden af illusionen og derved risikere at afsløre den. Havde de ikke siddet i en lukket rum så tæt på hinanden, havde det ikke været et problem. Så han spændte kun lidt op i musklerne, og slappede så af igen, mens han satte sig lidt bedre til rette på stolen.

"Cassandra." Han sagde navnet en smule tænksomt, som ville han bare minde sig selv om det, men hans blik hvilede lidt spekulativt på hende. Hvad skulle han gøre ved hende? Det var ikke længere en mulighed at smide hende ud, hans nysgerrighed var vagt. Og måske han kunne bruge hende. 
"Fortæl mig, eller endnu bedre, vis mig, hvorfor du ikke vil røres ved." Igen havde hans ord en klang af en ordre, og det var det uden tvivl også, selvom han stadig forsøgte at lyde mere venlig. Det var nemmere ikke at skræmme hende til at starte med. Men hun havde ikke noget valg, om han så skulle give sig selv migræne i et forsøg på at tvinge hende med sin evne.

 Det tog ikke længe for Cassandra at tømme skålen. Hun var ikke vant til at få mad specielt tit, og på gaden var man aldrig sikker på om der kom en forbi der var mere sulten end en selv, og stjal maden direkte ud af ens hænder. Hun var selvfølgelig ikke på gaden lige nu, men det var en vane der var svær at slippe af med.
 Med skålen tom, lagde Cassandra skeen i skålen og lænede sig efterfølgende tilbage i stolen. Hænderne blev lagt på maven, og ganske kort skar hun en grimmasse. Hun havde spist så hurtigt hun ikke rigtig hvad lagt mærke til hvor mæt hun var, og nu havde hun ondt i maven. 

 Cassandra sad og slappede af i stolen. Nød roen, varmen og for et øjeblik følte hun sig sikker og tryg. Det var så længe siden at hun havde sat i et huse der ikke var i stykker, eller havde en hel masse folk i sig allerede. Med ro omkring sig, varme i kroppen og mad i maven mærkede hun også hvordan trætheden begyndte at snige sig ind over hende. 
 Stilheden blev brudt da Iskariot sagde hendes navn, og Cassandra rettede sig lidt op på stolen igen. Nervøsiteten var der straks og hun gled hænderne lidt mod lårene. Så var det nu. Han ville have hende til at gå. Det var dog ikke de ord der forlod hans mund da han åbnede den igen. Hun så lidt overrasket på ham, inden hun så ned på hendes hænder. Hun havde ikke lyst til at vise ham det, hvad hvis det gik galt? Nej, det kunne hun ikke lade ske.
 " Alt jeg røre ved bliver helt sort. Som bliver det mærket af Zaladin selv. Dømt til at rende rundt i uvidenhed om han kommer for at finde dem.. " Blikket forblev på hendes hænder som hun snakkede.
 " Jeg ved ikke hvad det gør.. Og det gør noget. Jeg kan ikke få det til at forsvinde igen. Jeg kan slet ikke styre det.. " det sidste med sagt som en svag mumlen. Hun hadede det. Hun hadede at hun ikke kunne styre det og at hun ikke vidste hvad det egentlig gjorde.

Det var ikke noget, Iskariot bevidst tænkte over, men hendes måde at spise på, som en skræmt dyr, der ville spise før dets ejer tog maden fra det, mindede ham om sin egen opvækst i slavehandlen. De var ikke blevet sultet, men samtidigt havde de heller ikke helt fået nok. Og sult var selvfølgelig en straf, hvis man ikke gjorde, som der blev forlangt af en. 
Men han ville ikke tage maden fra hende, han havde ikke noget at straffe hende for. Og han gjorde tingene på en lidt anden måde end hans gamle herre og hans ansatte.

Opmærksomt studerede han hende og hendes reaktion, som han bad hende fortælle eller vise. Han havde håbet på, at hun ville vise ham, hvad hun gjorde, men som en start gav hun sig til at forklare. Fjerene i hans ansigt bevægede sig, som han løftede de usynlige øjenbryn. Hun ... farvede ting sort? Den første forklaring slog ham som værende noget, hun havde fået fortalt. Det virkede ikke til at være hendes egne ord. Men hun var alene på gaden uden hjem og familie, så han havde en mistanke om, at det ikke var fra fremmede, hun havde fået det banket ind i hovedet.

Hendes næste ord bekræftede ham i, at hun ikke selv vidste, hvad hun kunne. Hvad hendes evne var. Det gjorde ham endnu mere nysgerrig, nu måtte han se det med egne øjne.
At hun var ked af evnen, det var ikke svært at fange. Det kunne ændres. Mulighederne begyndte langsomt at svirre i hans hoved som små fluer, men først og fremmest måtte han studere evnen lidt nærmere.
"Alt bliver sort? Levende væsner og dødt materiale?" Han ventede ikke på hendes svar, men nikkede i stedet mod den skål, hun havde tømt.
"Vis mig. Gør skeen sort." Iveren tog over, og han skubbede på mentalt. "Vis mig."

 Fuglemanden foran hende, blev ved med at overraske Cassandra. Det var et sandt mysterie for hende, hvorfor han endnu ikke havde smidt hende ud. Hun var jo intet værd, hun var farlig. Et misfoster af en art. Alligevel virkede han mere nysgerrig om hende, end bange og forarget. 
 Hænderne blev nervøst mast ned mellem hendes ben, som om hun forsøgte at beskytte hænderne så meget som muligt. Cassandra sank nervøst, inden hun nikkede lidt, inden hun trak lidt på skulderne. Munden åbnede sig for at for at forklarer hvorfor hun skiftede svar, men inden hun nåede så langt, bad Iskariot hende at gøre skeen sort. 

 Lidt pludseligt løftede hun blikket i en overrasket mine, og skuldrene løftede sig lidt igen. Hun havde ikke lyst til at vise det. Hun havde ikke lyst til at blive smidt ud, hun havde ikke lyst til at ødelægge hans ting. Og det skulle hun til at sige. Hun åbnede munden for at afvise.
 " Okay. " var ordet der i stedet forlod hende læber. Man kunne se på hende at hun var overrasket over hvad hun sagde, men alligevel rettede sig op i stolen, løftede hænderne op og tog skeen i den ene hånd. Med skeen i hånden tog hun handsken på den anden hånd af.
 Blinkede flakkede over på Iskariot som hun nervøst sank en klump.. Hvorfor var det nu at hun bare gjorde det? Uden at tænke mere over det så hun på skeen, og lod hånden uden handsken på, tage fat i skeen. Så snart hun fik kontakt med skeen, spredte det sorte fra hendes fingre sig til skeen, indtil den var helt sort. Det gik langsomt, og Cassandra holdt blikket på skeen hele tiden, og først da den var helt sort og havde lagt den ned på bordet, flyttede hun blikket hen på handsken og tog han hurtigt på igen. 

At hun tydeligvis ikke havde lyst til at vise ham, hvad hendes evne gjorde, var han ligeglad med. Iskariot ville vide, hvorfor hun hun blev kaldt barn af Zaladin, hvorfor folk åbenbart frygtede hende. Og måske han havde skubbet lidt for hårdt, for han kunne godt se på hende, at hun ikke ville, men hun accepterede hans forespørgsel og tog hænderne frem fra under bordet igen. Der var ikke noget i halvørnen, der havde det dårligt over at tvinge hende, det havde ikke lydt som om, at det var decideret farligt eller at det ville gøre ondt på hende. Og selvom det gjorde det, var det jo for hendes egen skyld. For at bevise, at han kunne bruge hende til noget.

Tavst betragtede han hende tage skeen og tage sin handske af. Hendes fingerspidser var sorte som stregen ned over hendes læbe og hage. Hvilket nok gave mere mening, nu han vidste, hvad hun kunne.
Han så ikke hendes nervøse blik, hans blik var låst på hendes hånd og skeen. Hun tog ved den og skeen begyndte at skifte farve fra træets brune farve til sort. Og det var det. Farven spredte sig over hele skeen, men ud over det, var der intet, der ændrede sig. Det var stadig en ske og da hun lagde den fra sig, så han mod hendes ansigt. Ud over nervøsiteten, så hun ikke ud til at have lidt overlast.

Han betragtede skeen lidt og havde måske svært ved at skjule skuffelsen helt fra sit blik.
"Er det sikkert at samle den op?" Han så kort på hende. Hvis hun angav, at det var det, ville han tage den i enden med et par skællede fingre og løfte den op foran sit ansigt for at betragte den nærmere. Ellers lod ham den ligge.
"Sker der mere nu? Har det nogen betydning for skeen i sig selv, at den er farvet sort? Kan du gøre mere ved den? Forsvinder farven igen?" Det sidste havde han fået svar på, men han ville være sikker. Spørgsmålene blev sendt af sted hurtigt og kort.

 Set ude fra, så virkede det sikkert latterligt at Cassandra tog sådan på vej over hvad hun kunne. Det var jo ikke slemt. Skeen var blevet sort og hvad så? Der var jo ikke ske mere? Men for Cassandra var det nok til at gøre ende nervøs og bange. Hun var blevet smidt ud fra hendes hjem, som et lille barn, fordi hendes egne forældre var blevet bange for hvad hun kunne. For hvad der ville ske med hendes søskende. Hun havde set frygten og væmmelsen hos folk på gaden, der ikke kendte hende. Hun havde hørt deres grimme ord og tilnærmelser. 
 Cassandra nikkede lidt da Iskariot spurgte om den var sikker. Så vidt hun vidste så var den. Hun havde ikke oplevet at det smittede af når ikke hun rørte det. Blikket fulgte skeen som han løftede den op og kiggede op den. Hånden havde hurtigt fået handsken på igen, og hun sad nu og gned hænderne lidt usikkert mod hinanden. 

 Ligeså stille flød spørgsmålene over Iskariots læber.. eller.. næb. Jo flere spørgsmål der blev slynget i hendes retning jo mere ubehagelig følte hun sig. Hun kunne ikke svare. Hun vidste ikke hvad der skete med den nu. Eller hvad det betød. Hun vidste bare at ting blev sorte, og folk ofte var mange for det. For hende. 
 Cassandra slog blikket ned. Af en eller anden grund følte hun sig helt flov over ikke at kunne svare. Han virke så interesseret og nysgerrig på det, og så kunne hun ikke en gang sige noget brugbart om det. Så hun trak på skuldrene.
 " Jeg ved det ikke.. Måske begynder det at gøre ondt efter noget tid? " sagde hun prøvende, i et forsøg på bare at give et eller andet. Ikke at hun vidste om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke på hende. Den ene hånd fandt vej til stregen på hendes læbe. Det kunne selvfølgelig også bare være hun ikke kunne mærke det, men det virkede også usansynligt.

Iskariots mange spørgsmål så ud til at gøre pigebarnet ubehageligt tilpas, og det gik hurtigt op for ham, at hun ikke anede, hvad hendes evne betød. Den kunne farve sort. Var det det? Blev hun kaldt barn af Zaladin for det? Vantroen kunne heldigvis ikke ses ret tydeligt på hans ansigt, der var dækket af små fjer, men det kunne ses i hans øjne. Hun så dog ikke på ham, og han fik hurtigt samling på sig selv igen. Hans blik gled tilbage til skeen, tænksomt.
"Hvis du ikke ved det, skal du ikke opfinde svar," sagde han med tankerne et andet sted. Farve sort. Barn af Zaladin. Gadebarn. Måske han bare skulle tage hende med tilbage til gården og præsentere hende som netop det. Et barn af Zaladin. Der havde været lidt uro blandt følgerne. Deres religiøse leder, dæmonen Daman, havde ikke været forbi i et stykke tid, og det var tydeligt, at følgerne havde brug for noget mere ... overjordisk, om end håndgribeligt. 

Pludseligt lagde han skeen fra sig og så på hende igen. Beslutningen var taget, han kunne bruge hende.
"Det er sent. Jeg har kun én seng, men tæpper nok til, at du burde kunne få det nogenlunde behageligt ved ilden." Han tvivlede ikke på, at en nat ved ilden og tæpper at ligge på, var luksus for en som hende. Det ville have det været for ham som barn.

Uden at vente på svar, rejste han sig og åbnede en kiste, hvor han fandt tæpper frem fra. I bunden lå der noget efterladt tøj fra dem, der havde boet her før ham, de havde haft sådan en lyst til at sælge deres lille hjem og finde et nyt sted at bo, uden at tage ret mange af deres ting med. Måske hun kunne passe noget af det, ellers måtte de ud og finde noget dagen efter. Det var en lang rejse og det var koldt ude. Han skulle også have fundet ud af, hvordan de kom frem. Heste, sikkert, selvom han hadede at ride. Måske en vogn. Det måtte de se på senere.
Han rettede sig op med favnen fuld af tæpper og gik over for at lægge dem ved kaminen.

 Det var så længe siden Cassandra havde været hos hendes forældre. Så længe siden der havde været nogen til at opdrage og irettesætte hende. Derfor var det også en underlig følelse, da Iskariot sagde at hun ikke bare skulle finde på noget, hvis hun ikke havde et svar. Hun var hurtig til at nikke lidt, og sænke hovedet en smule flovt.
 " Undskyld.. " mumlede hun. Stilheden lagde sig over dem, og Cassandra vidste ikke længere hvad hun skulle tænke eller forvente. Iskariot havde virket så interesseret i hvad hun kunne, og hendes manglende evner til at svare på hans spørgsmål fik hende til at føle lidt at hun havde skuffet ham. At hun ikke kunne leve op til hans forventninger. Det var måske underligt at have det sådan med en person hun lige havde mødt, men hun havde ikke oplevet at nogen rent faktisk var interesseret i hende længe. 

 Hun kunne få det nogenlunde behageligt? Cassandra løftede overrasket hovedet og blikket, og så på Iskariot. Hun kunne få lov at sove der? Et lille smil fik hendes mundvige til at trække sig en smule op af. Et lille glimt fik hendes øjne til at lyse lidt op, og hun så til, som han fandt tæpper frem. Uden at vide hvad hun skulle gøre, blev hun bare siddende på stolen. Hun havde lyst til at hjælpe ham, men vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Derfor blev hun bare siddende på stolen.
 " Tak.. " sagde hun dog alligevel. Hun måtte vel hellere udvise hendes taknemlighed, så han ikke bare ombestemte sig igen, og smed hende ud. Det lille smil ville ikke falde ned igen, og for nok første gang i lang tid, så Cassandra faktisk glad ud.

Det var ikke fordi, at Iskariot redte op til pigebarnet, det måtte hun selv finde ud af. Nu havde hun i hvert fald mulighed for at gøre det, som hun helst ville have det. Han end ikke overvejede at tilbyde hende sengen, den var hans. Han skulle ikke sove på gulvet mere, hvis det kunne undgås.
Hendes lille tak fik ham til at se på hende. Hun så faktisk både taknemmelig og glad ud. Havde han været interesseret i hendes udseende, ville han have tænkt, at det klædte hende med et smil og lidt glæde, men han konstaterede bare, at hun var glad, hvilket var godt. Det gjorde alting nemmere.

Faktisk var han lidt overrasket over, at hun accepterede det så let, at han ville have hende til at sove i sit hjem. Det krævede ofte lidt overtalelse, især fra kvinder, fordi de havde forventninger om, at han ville betales tilbage på en bestemt måde. Det var langt fra sandheden, han var ikke interesseret i noget i den stil. Overhovedet. Men det kunne de selvfølgelig ikke vide, de havde uden tvivl mødt for mange mænd kun med tanker det ene sted.

"Hvis du stadig er her i morgen tidlig, vil der også være morgenmad." Han vidste ikke, om han skulle regne med, at hun ville forsøge at smutte med hans værdier i løbet af natten, men han sov ikke ret tungt, slet ikke med andre i nærheden, så mon ikke, at han ville opdage, hvis hun begyndte at rode rundt efter hans krystaller eller hvis hun åbnede døren, der ikke ligefrem var lydløs. 
Han tøffede lidt rundt og ryddede op efter maden og slukkede nogle lys, inden han stillede sig ved bordet og så på hende end smule tænksomt. 
"Det betyder ikke noget, hvis tæpperne bliver sorte, de er ikke for kønne i forvejen." Han forsøgte sig frem med lidt humor, hvilket ikke helt passede til ham, så i stedet gik han over til sin seng.
"Jeg har haft en lang dag og vil lægge mig. Du skal være velkommen til at smide lidt brænde i ilden, hvis du har brug for mere varme. Godnat." Han flyttede rundt på sine tæpper og snart lå han på siden. Det var en seng med plads til to, og hans vinger hvilede på den tomme plads. De ville nok brede sig noget mere og fylde ud over sengekanten, når han faldt i søvn og slappede af.
Han lukkede sine øjne, men fulgte omhyggeligt med i alle bevægelser hun lavede.

 Uden at vide hvad Cassandra skulle gøre blev hun siddende ved bordet. Hun kunne huske at da hun var lille, og stadig var hos hendes forældre, måtte hun først gå fra bordet når hun fik lov. Var det også sådan det var når man blev ældre? Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været hjemme hos nogen, så hun var ikke helt sikker på hvad man gjorde. Og ikke gjorde. 
 Nogen ville måske også finde hendes godtroenhed mod denne stort set fremmede mand naivt. Hun kunne ikke vide hvad han kunne finde på. Hun vidste ikke hvad han ville gøre ved hende når hun var mest afslappet og tryg. Det var heller ikke noget hun tænkte over. Hun var så forblændet over venlighed, noget hun ikke havde mødt i mange år, så hvordan kunne hun andet end at sluge det helt?

 Cassandra så mod Iskariot og nikkede lidt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, hun regnede med at hun ville være der, med mindre hans ord var en hentydning til, at han gerne så hun ikke var der den næste morgen. Blikket blev slået væk igen. 
 Iskariot begyndte at rydde maden væk, og selvom Cassandra stadig ikke have fået lov til at gå fra bordet, tog hun det alligevel som om at hun godt måtte rejse sig. Så det gjorde hun. Med det meste lys slukket, og mørket uden for havde lagt sig så fint over byen, var der ikke meget lys tilbage i det fremmede hjem. Læberne pressede sig lidt mod hinanden. Skulle hun bare ligge sig? Eller hvad skulle hun gøre nu. Da Iskariot snakkede til hende igen, så hun hen på ham, for så at se mod tæpperne.
 " Oh.. okay..  " mumlede hun lidt og så så på hendes hænder. Det havde hun slet ikke tænkt på. Da han snakkede igen, have han flyttet sig, og Cassandra så hen på ham igen. Hun nikkede og fulgte hans eksempel, ved at gå hen til tæpperne. Lidt usikker på hvad hun skulle gøre. 

 Efter at have stået i et øjeblik og bare kigget på tæpperne, bukkede hun sig ned og foldede et par af dem halvt ud, og lagde dem oven på hinanden. Så lagde hun sig ned på bunken og trak et tæppe over sig. Så snart hovedet kom i kontakt med et tæppe begyndte det sorte at brede sig. Hun nåede kort at blive panisk over det, men kom hurtigt i tanke om, han havde sagt det var okay. 
 Cassandra lagde sig om på siden og lå og så ind i brændeovnen. Tankerne hvirvlede omkring Iskariots kommentar om den kommende morgen, og hun kunne ikke lade vær med at føle det var en hentydning. Det var nok bedst hun gik. Derfor lå hun og lyttede på Iskariot. Når han faldt i søvn, ville hun rejse sig at gå. Hun ville tage tæpperne under armen og taget dem med. Hun overvejede om hun skulle tage mere med, men følte ikke det ville være rigtigt. Han havde været så sød ved hende, det ville ikke være fair hvis hun tog flere af hans ting. Tæpperne havde hun jo alligevel ødelagt nu. 
 Det blev dog aldrig til andet end tanker. Den behagelig følelse af at være mæt og varm, gjorde hende søvnig, og selvom hun følte han havde hentydet til hun skulle gå, følte hun sig alligevel sikker og tryg, og til sidst blev hendes øjenlåger for  tunge, og de faldt i. Efterlod hende med en tung vejrtrækning og en slatten krop.