Kastanje følte sig lidt stolt over at hun fik William til at tabe mælet. Hun var meget stolt over at hun havde fundet den perfekte strategi, men det var ikke altid at folk forstod det, måske fordi hun altid blev lidt energisk når hun talte om det, og nogle gange måtte hun også lige huske på at tale langsomt nok, så folk forstod det.
Derfor var hendes smil også udover hele hendes ansigt, som komplimenterne væltede ud af William til hende. Hun grinede lidt. ”Det er ret fantastisk at gøre, og så ligger de kriminelle på jorden og spræller rundt, fordi de ikke kan komme op,” sagde hun, nærmest lys i øjnene, som hun huskede tilbage på det. Hun havde fældet sin mængde af kriminelle over sin tid.
”Hvad med dig, hvad kan du finde ud af at gøre?” spurgte hun, mindst ligeså nysgerrig om ham, som hun havde været stolt over sine egne evner.

Det var vildt imponerende det hun kunne, og han var faktisk dybt fascineret af det, for han kunne ikke noget af den slags. Men så igen han kunne sikkert så meget andet, det var bare ikke lige noget han helt havde forstået endnu. For hvad godt var der i en evne som hans når han dårligt nok kunne kontrollere det. "Wauw!" kom det fra ham på ny, han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, ja hvis han havde hale ville han også kunne sætte sig på de kriminelle, så ville de i hvert fald ikke komme op lige forløbig, men det var ikke så nemt på landjorden, for hvordan skulle han så komme frem når der ikke var vand? "Mig? Jeg kan ikke sådan noget! Men jeg kan gøre vand hårdt og lave våben ud af vandet" kom det fra ham, det var ikke lige så imponerende som det Kastanje kunne, men det ville han da ikke sige højt. For det virkede lidt tamt, især når man dårligt nok kunne kontrollere den del af sig selv, selvom der var en masse træning af det der hjemme.

Kastanje kiggede med sine store brune øjne på ham, begejstret over at høre mere om ikke-fiskemanden. ”Det er da noget! Jeg ville aldrig kunne gøre sådan noget,” sagde hun grinende og fløj lidt imponeret om ham, før hun forsatte med at vise vej.

Porten var efterhånden kommet indenfor deres synsvinkel. ”Oh, vi er der næsten!” udbrød hun glædeligt, og ganske rigtig nåede de snart hvor der var flere vogne sat op og var ved at være parat til at tage af sted.
Kastanje var hurtig til at efterlade William, så hun kunne spørge rundt omkring for at finde en kørelejlighed til ham, og snart fandt hun en ældre mand, der skulle have en vogn til Juvelen, som godt kunne have William med. ”Han siger at de tager afsted om lidt, og så lang tid at du følges med ham, så sker dig der ikke noget,” sagde hun, rimelig sikker på at manden også ville det oprigtig godt for de to af dem. Det var trods alt en byvagt der havde spurgt ham. 

Det var egentlig underligt at tænke på. Men hun virkede bare så sej af sin lille størelse, og hun kunne helt sikkert noget som han ikke kunne. Han kunne jo ikke lige frem vælte andre folk på den måde hun havde gjort. Ikke at han skulle gøre det, men det virkede bare ikke særlig klogt at en kongelig gjorde den slags ting. "Nej du har nok ret" kom det fra ham og kiggede efter hende som hun fløj rundt om ham.

"Nej hov vent" kom det fra ham som hun fløj væk fra ham. Han havde helt mistet synet af hende som hun forsvandt. Hvorfor skulle hun også være så lille?! Det var jo svært at finde hende på så stort et sted og blandt alle de mennesker. Alligevel var han målrettet og fortsatte mod porten for han skulle vel nok finde hende. Og så med et var hun der og han var sikker på at nu hvor hun havde spurgt en mand så skulle det nok passe alt sammen. "Nå jamen så skiltes vores veje her. Ha´det godt" kom det fra ham og vinkede til hende for at skynde sig hen til manden som begyndte at gå sin vej. Han måtte hellere følge trop hvis han ikke skulle blive væk igen. og med et var han ude af synes blandt alle vognen der skulle ned med last.

Det var et stort smil der var på alfepigen, som hun endelig sagde farvel til fiskemanden. ”I lige måde! Det var en fornøjelse at møde dig,” råbte hun efter ham, selvom det ikke var så højt, og vinkede i vildskab med sine små arme, som hun så ham forsvinde fra syne. Eller hun ventede ikke helt så lang tid.
I næste øjeblik var hun trods alt væk fra pladsen, tilbage mod sin patruljering hun var kommet fra. Hun havde lært meget i dag, og hun havde fundet hans selskab yderst charmerende, og hun håbede blot at der ville være flere dage som denne.