Der gik en trækning igennem Asads pik, da det første skud af forvirring ramte Nicola, så meget tændte det ham at se den mørke drengs begyndende ængstelighed. En ængstelighed, der udviklede sig til panik for øjnene af ham, og pludselig måtte Asad kæmpe imod at komme i ham med det samme. Selv Atlas, der havde kendt til Asads evne og været udsat for den flere gange, kunne blive bange når Asad tog synet fra ham.

Sammenligningen med Atlas betød ikke noget godt for Nicola. Selvom han reagerede præcis som Asad ville have det, havde han ikke tænkt sig at give ham hans syn tilbage. Det var forholdsvist nemt at undgå hans arme, der fløj panisk rundt, når Asad kunne se og Nicola ikke kunne, og på ganske kort tid havde han fået fat i dem begge og holdt dem ned mod madrassen, imens han grinende fortsatte med at kneppe ham. 
"Sagde jeg ikke at du skulle sige til, når du var ved at blive bange?" spurgte han, stadig med latter i stemmen. Nicola var ganske vidst halv kat, men i det her forhold var Asad katten og Nicola den mus, han havde tænkt sig at lege med, indtil det blev kedeligt. 
"Det er ikke permanent," lovede han alligevel, hans tone nedladende, og hans ord nærmest dryppende med det smil, han vidste at Nicola først igen ville kunne se om et par minutter. Så slap han den ene af hans arme, for at se om hans ord virkelig havde fået ham til at slappe af, og om han ville ligge stille eller ej.

Engang havde Nicola været veltrænet. Eller veltrænet var måske så meget sagt, men han havde været noget stærkere, end han var nu. Man fik nogel gode muskler af at bruge dagene på at kravle rundt på hustage og løbe væk fra vagter, for ikke at tale om de mange år han havde brugt på at gå rundt i Rubinien. Dengang ville Nicola måske have været i stand til at kæmpe imod, da Asad holdt hans arme fast mod sengen, men nu havde han ikke en chance for at komme fri.  

Det var fløjtende ligegyldigt for Nicola, om effekten af Asads evne var permanent eller ej, han havde ikke tænkt sig at blive et sekund længere! Lige så snart hans arm kom fri, begyndte han at kæmpe for at skubbe Asad af sig, samtidig med at han vred sig så voldsomt, som han nu lige kunne komme til. Det var ikke nogen let opgave, når ens syn var væk.
"Lad mig så gå!" Han var fuldkommen ligeglad med, at der potentielt ville falde en skideballe, når han kom hjem til bordellet og blev nødt til at rapportere, hvad der var sket. Hvis Enzel ikke kunne finde bare et gram af sympati i hans iskolde hjerte, måtte Nicola jo finde på andre midler, som forhåbentlig kunne berolige og formilde ham lidt.

Nicolas forsøg på at undslippe, tændte kun Asad mere. Han kunne ikke være mere ligeglad med, hvad drengen ville have eller ikke ville have, tværtimod hjalp det at se ham vride sig og tigge, endelig bange.

"Aldrig i livet," svarede han med et grynt og fik et hårdere greb om Nicolas håndled, så han nemmere kunne bevæge sig i ham. "Du kommer ikke herfra før jeg er færdig med dig, lille killing," lovede han koldt. Selv når han kæmpede imod, var Nicolas krop blød og varm, og Asad lænede sig ind over ham og satte tænderne i hans skulder. Han havde lyst til at strinte ud over ham, bide i ham, komme i ham; efterlade alle de mærker, han overhovedet kunne på ham. Det betød ikke noget, at andre havde taget ham først, hvis bare Asad tog ham grundigst. 

Råbene om at Asad skulle lade ham gå fortsatte i en lind strøm, indtil de tilsidst gik over i en arrig knurren, som vreden begyndte at skjule lidt af frygten, som stadig havde et solidt tag i ham. Nok kunne han ikke gøre det store rent fysisk for at komme fri, men han kunne brokke sig sø meget, at Asad forhåbentlog ville blive træt af ham. Hvad var det værste, som kunne ske? Han havde allerede været udsat for så meget, at Asad næppe kunne gøre noget, som var værre, og efterhånden føltes udsigten til at dø som en velsignelse. Det eneste han ikke kunne tillade var, at han endnu en gang bare accepterede hvad der skwte, uden at han kæmpede det mindste imod, selvom han var utroligt bange stadigvæk.

Så voldsomt som overhovedet muligt vred Nicola sig, da Asad bed hans skulder. Nok blev hans håndled holdt fast, men man kunne da håbe på, at han så kunne ramme Asad med hovedeteller skulderen, nu han alligevel var i det område.
"STOP!" Han brugte sin evne, velvidende om, at detnæppe ville hjælpe, for evnen virkede jo kun, hvis Asad faktisk havde en eller anden lyst til at stoppe, og det virkede da bestemt ikke til at være tilfældet.