Var det noget romantisk at stå her udenfor i blandt sneen der dalede ned fra himlen? Hun var ikke sikker, uanset hvad så var hun da glad for at være lige her med Evander. Hvis bare det kunne blive ved, men hun vidste at hun også skulle hjem til Manuel og Jamie på et tidspunkt. Det var vel bare spørgsmålet om hvornår. For slet ikke at tænke på hvad dette her kunne udvikle sig til når alt kom til alt. Hendes hånd klemte lidt om hans og hun nød hvordan han nussede hendes skulder og lyttede til hans ord. Hun var måske en anelse solgt over alt dette her. Men det var jo også noget hun havde drømt om et stykke tid. Han havde været der i hendes sværeste tid, og alligevel var han ikke gået. Måske var hun i virkeligheden ved at komme videre fra den kærlighed hun havde til Manuel.

"Jeg føler mig ikke presset. Jeg vil gerne med, hvis det altså ikke er for meget" kom det fra hende og kiggede op på ham. Han var yngre end hende, så havde han de samme tanker som hende, eller var han for ung til at forstå hvad det egentlig var hun gerne ville? Hun fulgte blot med ham og mærkede hvordan kulden fik fat i hendes indre, men hun viste det ikke. Hun havde oplevet det der var langt værre da hun var alene. Nu havde hun nogen der kunne varme hende i hvert fald lidt. Så hvorfor var hun måske en anelse nervøs? Det var der ingen grund til, Evander var jo sød og rar, og han havde helt klart hjertet på rette sted. Det var ikke lige som de mange andre mænd hun havde mødt i sit liv som slave. "Du behøver ikke at give mig noget, jeg skal nok klare mig" kom det fra hende og klemte lidt mere om hans hånd for at han ikke skulle forsvinde.

Evander så op mod himmelen og kunne ikke helt lade være med at smile. Det var et smukt scenarie. De to der gik sammen, ham med armen omkring hende her i sneen. Der var et eller andet over det han ikke kunne finde ord på. Nogle folk ville formentlig kalde det romantisk, men var det sådan det foregik, romantik? Evander havde vitterligt ingen ide, for det var ikke noget han var specielt meget inde i, men det kunne man vel komme? Alt var bare så indviklet lige nu… Aliana havde fået en datter og han havde været der hele vejen igennem og det ville han fortsætte med at være, lige så længe hun havde lyst til, for han ville bestemt ikke presse sig på.

” Jeg tilbød det selv Aliana… Det er bestemt ikke til besvær, faktisk ville det være rart med lidt selskab” sagde han med et smil på læberne. Han havde ikke nogen ilde hensigter, bevares så ville han da ikke have noget imod det, men på samme tid, vidste han heller ikke om det overhovedet var det rette tidspunkt, nu måtte de bage komme hjem i varmen og så måtte de tage den derfra.  Han trak på skuldrene ”Det kan godt være du nok skal klare dig… Men du skal ikke fryse, så derfor får du det af mig… Om du vil det eller ej” sagde han med et kækt smil på læberne som han blinkede til hende. Han havde så meget pels i forvejen, så om hun fik en, ville sådan set ikke gøre den helt store forskel for hans vedkommende, plus han vidste den blev benyttet til et godt formål.

Hun var ikke sikker på hele denne her situation de var i. Hun var slet ikke sikker på om dette her egentlig ville være et klogt valg at tage. Hun var slet ikke sikker på om dette her kunne udvikle sig til noget helt andet end hvad det var nu. Ja de gik hånd i hånd, og ja det kunne sikkert føre til mere, men samtidig sad stemmen i hovedet på hende om Manuel. Hvad ville han ikke sige til at hun tog en pels med hjem der lugtede af Evander. Og hvad ville han overhovede mene at hun faktisk begyndte at date en igen. Hun var ikke sikker, og hun tvivlede lidt på om hun bare skulle vende sig om og gå sin vej. Men det kunne hun ikke. Hun kunne ikke bare forsvinde nu. Dette her var noget hun måtte finde ud af om kunne blive til noget. Også selvom hun havde fået stærke følelser for ham af alt det han havde gjort for hende.

"Så skal jeg ikke stå i vejen for det." kom det fra hende og klemte lidt om hans hånd, bare for at være sikker på han ikke bare ville forsvinde fra hende. Han var yngre end hende, og det gjorde hende faktisk ikke noget. Men ville det være klogt at fortælle til en som Manuel? Det var jo ikke fordi hun skulle skamme sig over det eller noget. Men tanken om at ville lidt mere med Evander skræmte hende heller ikke. Det var mere det i at hun ikke vidste hvad Manuel ville sige i længden. "Du er så betænksom Evander" hun kunne ikke gøre andet end at tage imod det. Hun ville ikke benægte at sige fra over for en mand som ham. Det ville være en skam at sige fra, især når han virkelig gerne ville have det. Men hvordan han havde fået pelse ville hun heller ikke blande sig i, måske han bare var en god jager? Men et bjørne eller ulveskind, det krævede mod og en masse arbejde, så Evander måtte være dygtig, hvis han ikke havde fået andre til det hjælp.

Evander var fuldkommen klar over dette ikke var en nem sag han havde kastet sig ud i, men før eller siden måtte han også tage nogle chancer, han kunne ikke være den uskyldige lille hvalp som han havde været. Han var ikke i tvivl om at dette ville blive en som en meget hullet vej, for hun virkede til at have ret mange tanker i hovedet, men han vidste ikke hvordan han skulle takle det. Han havde også masser af tanker, de fleste var at han aldrig ville være god nok til en kvinde som hende, men alligevel kunne han vel godt være en gentleman?

Et kækt smil kom frem på hans læber som hun talte. Det var som om hans verden stod stille et kort sekund, for han havde ærligt ikke regnet med det ville lykkedes. Han vendte tilbage som hun klemte hans hånd og han sendte hende et blidt smil. Let trak han på skuldrene ” Vi skal bare lidt længere ned af gaden og til højre og så til venstre… Så er vi der mere eller mindre” sagde han som han begyndte at gå i retning af sin bolig. Var der overhovedet ryddet op? Han håbede ikke der lå ting over det hele, for han var jo ungkarl lidt endnu. Han skubbede tanken væk om hvordan det så ud der hjemme og vendte tilbage til Aliana da hun talte igen. Let trak han på skuldrene og sendte hende et kækt smil ”Ja det siger folk godt nok.” kom det fra ham som han drejede mod højre og så mod venstre nogle minutter efter.

Et smil kom atter til syne på hans læber ”Så er der ikke så langt, måske to minutter.” sagde han og så på hende. Han var egentlig selv begyndt at småfryse en lille smule, men det var ikke noget han ville indrømme.

Inderst inde vidste hun godt at det var en lidt udvandt situation. Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Var det hende der var lidt galt på den, eller var det ham? Var dette her sikkert selvom de gik hånd i hånd? Havde hun misfortolket et eller andet der gjorde at han virkede så,kold? Selvom han smilte virkede han... fraværende? Var han overhovedet til stede lige nu, sådan som han bare trak på skuldrende. Hun måtte bide lidt i sin egen læbe og lyttede blot til hans ord. Han var så smuk. Men samtidig kunne hun ikke lade vær med at tænke på sig selv. Havde hun været forkert på den i alt dette her, og så slog det hende kunne han lugte Manuel, eller nogen fra resten af flokken? Var det det der var galt? Hun sagde ingen ting. Og hun kunne ikke forstå hvorfor han skulle være sådan der. Jamie skulle se sin far, og det måtte Evander da også vide, eller havde han bare ikke tænkt så langt? Langsomt slap hun hans hånd og slog armene om sig selv. Hun sagde ingen ting til hans ord, fulgte blot med ham som han forklarede hvor de skulle hen. Det var som om der var dukket en akavet stemning op, og hun hadet den. Men hun ville jo ikke have at Evander skulle have det dårligt. Hun ville jo bare gerne have at han kunne slappe af, lige som hun selv havde gjort, inden hun fortalte at hun var varulv. Hun så ikke engang hans smil, men kiggede blot ned i jorden som de gik. “Er dette her en fejl?” Mumlede hun for sig selv og vidste ikke om Evander havde hørt det, for så havde det bestemt ikke været meningen at hun skulle have tænkt lidt højt.

Evander fornemmede der var et eller andet galt. Egentlig havde han ikke lyst til at grave i det, for det kunne jo være noget personligt. Let bed han sig usikkert i underlæben som Aliana trak hånden til sig og slog armene omkring sig selv. Han stoppede op da han hørte hende tale og hev hende ind til sig og slog armene om hende. Let lå han en hånd under hendes hage ”Det ved jeg ikke om det er… ” sagde han let og bed sig i underlæben. For helvede hvor var hun tiltalende, bare at læne sig ned og… Inden Evander rigtigt nåede at tænke ret meget over hvad der skete, havde han lænet sig det lille stykke der var imellem dem og lod deres læber mødes. Let lod han en hånd glide over hendes ryg og op til hendes hår, hvor han lod fingrene tvinde sig let ind.

Langsomt trak han sig fra kysset og så på hende med et skævt smil ” Jeg… Ehm… ” sagde han svagt og så hende i øjnene. Han vidste ikke lige hvad der kom over ham. Måske han var bange for ikke at ville se hende igen og derfor ville give hende en eller anden grund til at komme tilbage? Eller lå der i virkeligheden andet bag?

Det havde særdeles været en fejl dette her. Måske skulle hun bare aflevere pelsen tilbage han havde givet hende. Det ville være nemmere, så var der ingen følelser blandet ind i dette her. Bort set fra hendes egne der ville smuldre. Ja så kunne hun jo også bare fokusere på Manuel og Jamie, det var vel egentlig også meget nemmere? Hun var overbevist om at det var sådan det skulle være, og hun skulle lige til at tage pelsen af sine skulder da et kys blev plantet på hendes læber. Hun var så overrasket over det at hun dårligt nok besvarede. Men efter kort tid besvarede hun kysset og blev helt stakåndet da han brød kysset.  Hun rødmede lidt i det mørke vejr. Sneen dalede stadig og det virkede lige pludselig ikke som om det var helt så koldt alligevel. Hun ville jo bare gerne have Evander til at åbne øjnene for hende, lige som hun havde åbnet øjnen overfor ham. Han var den der var kommet tæt ind på livet af hende ud over Manuel, søhandel vidste de fleste ting, men han havde aldrig set hendes slavemærker som Manuel havde. På et tidspunkt måtte hun fortælle historien til Evander hvis de overhovedet kom nogle vegne med dette her. Hun kiggede ned i jorden og båvidste slet ikke hvad hun skulle sige “tak....” kom blot fra hende som om han havde sagt noget rigtigt til hende. Men hun vidste ikke engang selv hvorfor hun havde sagt tak, det var bare fløjet ud af munden på hende, lige som når hun fløjtede. *idiot tænk over hvad du siger!* tænkte hun og kløede sig lidt på armen. “Eller jeg mener...” hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til Evander, han skulle mande sig bare lidt op, og havde han gjort det ved at tage skridtet og kysset hende?

Evander’s hjerte var ved at flyve ud gennem hans brystkasse efter dette stunt han lige havde lavet. Han havde egentlig ikke regnet med han var i stand til det, men måske var det bare varulven i ham der havde taget lidt over? Ikke at han på noget tidspunkt fortrød den beslutning han havde taget med at kysse Aliana, men hun var bestemt ikke helt klar på den. Han så på hende, nærmest med et undskyldende blik, som han svagt bemærkede hendes opblussede kinder i mørket. Måske han alligevel skulle tage springet? Forsøge at åbne sit hjerte for denne kvinde? Han kunne vel give det et forsøg?

Da Aliana sagde tak, sendte han hende dog et smil og hev hende let ind til sig ”Hey… Der er ingen grund til at blive så forfjamsket… Kom” sagde han og lænede sig ind, blot for at placere et kys på hendes kind, inden han tog hendes hånd og begyndte at gå, i håb om hun fulgte med. Hvad gik der af ham? Det var som om af kysset havde vækket noget i ham. Han kunne vel ikke bare hive hende med i en gyde? Nej, nej, det var han for gentleman til, så planen var stadig at komme hjem til ham, for så skulle hun i det mindste ikke fryse mere end højest nødvendigt.

Det hele var lidt mærkeligt, der hjemme havde hun .Jamie og Manuel faren til hendes barn, og alligevel havde Manuel tilbudt at Evander kunne få en plads i flokken. Hun havde aldrig sagt det til Evander i frygt for hvad han ville sige. Han havde et hjem, kunne han overleve at bo ude i naturen sammen med hende. Sammen med en masse andre? Han ville klare sig godt med hans Healene egenskab. Men ville det være det hele værd? Hun vidste det ikke, og nogen gange havde hun bare lyst til at råbe til ham at de skulle være sammen bo sammen i hendes telt. Men hun gjorde det aldrig. Evander levede et godt og trykt liv det skulle han gerne blive ved med.

Uanset hvad kysset havde gjort følte hun sig som den lille teenage pige der var blevet overfaldet og bidt af en varulv. Frygten for at alting skulle gå galt tog over, men hun viste det ikke. Hun kunne ikke vise det, hun måtte være stærk, uanset hvad det var han fortalte hende. Hun havde aldrig helt sagt til sig selv hun hvad elovntil st finde en at holde sf. Men Evander havde langsomt fundet vej ind under huden på hende. Hun var i tvivl om hvad hun skulle gøre. Skulle hun flygte den anden vej eller skulle hun følge med? Men hendes fødder tog styringen og fulgte med ham som han havde taget hende s hånd og fulgte hende afsted mod hans hus. “Det var ikke... jeg mener... okey..” det hele lød lidt dumt som hun sagde det. Men hun var mundlam, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.