Hun vidste inderste inde godt at hun aldrig skulle have stillet det spørgsmål. Men hvis man ikke spurgte fik man jo sådan set heller ikke noget svar. Hun kunne kun håbe på at han rent faktisk var blevet klogere. Selvom han mumlede hørte hun ikke hvad han sagde, hun var langt mere fokuseret på det lille barn i hendes favn, som hun havde fulgt øje på. Og da han så sagde hans næste ord højt vendte hun blikket op på ham og et suk kom frem på hendes læber. Hun vidste godt at hun måske var lidt langt ude, og at hun var på bar bund i alt dette her. Selvom hun vidste at det ville smerte hende at få svaret brændte noget i hende. Hun ville vide hvad Orcus havde af tanker med sin fremtid og hvad der kunne forventes af hans og Philos såkaldte arbejde. Hun sagde ingen ting til hans første ord, og hun vidste at svaret der ville komme ikke ville være det hun forventede. Hvilket også blot blev bekræftet som hans næste ord undslap hans læber. Hun blinkede nogle gange med øjnene og et suk undslap hendes læber som hendes blik gled ned på bordet. Hun ville gerne give ham en grund til at han skulle stoppe med at handle med mennesker. Der var så meget andet verden kunne give ham, men at han skulle ødelægge andre mennesker som hun selv var blevet, det var ikke lige den verden hun så for ham.

Hun sagde ingen ting i et stykke tid og vendte endelig blikket op på ham. "Det var forventet." kom det roligt fra hende og kunne mærke en tåre i kanten af hendes øjne. Hun var stadig lidt følelsesmæssig ustabil, men det var ikke så hun ville sidde og græde nu. Der var vigtigere ting at tage sig til, så som at snakke om noget helt andet med Orcus, men det sad bare dybt i hende om hvad der skete med Orcus og hans arbejde, eller måske i det hele taget hvad der rørte i hans liv. Hun bed sig lidt i læben og vendte blikket ned på barnet der så småt begyndte at røre på sig. Hun vidste at hun kunne stille så mange spørgsmål til Orcus, men hun ville aldrig være glad for det svar der blev givet lige meget hvad han sagde. Så det var vel også bare bedre at holde sin mund.. for nu..

For ham og Philotanus handlede det mest af alt om at overleve, så derfor kunne han heller ikke se problemet i at gøre netop det. At det betød at han skulle handle med levende væsner, kunne han jo ikke tage sig af. Jo, han kunne have valgt et andet erhverv eller sætte begrænsninger på sig selv, men så tvivlede han faktisk på at kunderne ville bruge ham. Orcus skævede til hende ud af øjenkrogen, som han forsøgte at holde øje med tjenerne, der vandrede rundt imellem de mange borde. Hvorfor Aliana skulle risikere en god samtale undrede ham virkelig, da hun virkelig var mester i at bringe de forkerte emner til bordet. Han sukkede også lavt, som han hvilede håndfladerne imod bordet og ikke vidste om han stadig skulle forvente hendes selskab. Barnet lå stadig sødt i hendes favn, så hun kunne vel sagtens gå et andet sted hen, inden at barnet meldte sin sult?

Hendes ord gav ham en følelse af, at de måske skulle lade emnet ligge. Alligevel var der noget som trykkede ham. Han kunne ikke lade vær med at prikke bare en anelse til hendes nysgerrighed. "Hvad havde du håbet, at jeg svarede? For så siger vi bare det" spurgte han med et hævet øjenbryn, som han lænede sig en smule ind imod bordpladen, blot for at sikre sig, at han nu også fik alt med. Orcus tænkte ikke lige over, at hun sagtens ville kunne nå ham, hvis hun var nød til at afreagere på hans flabede kommentar.

Orcus havde måske ændret sin personlighed, men han var ikke blevet klogere når det kom til arbejdet. Han var den samme person og han ville nok ikke ændre sig. Hun kunne selvfølgelig ikke bebrejde ham, for han skulle da også have mad på bordet, men der var andre vare han kunne handle med end mennesker. Der var sikkert mangel vare på mange ting, og ting han sikkert kunne fremskaffe hvis han bare vidste hvor han skulle gå hen. Dog lyttede hun til hans ord og hun trak kort på skuldrende. "Jeg ville egentlig bare gerne vide sandheden." kom det fra hende og stirrede på ham. Hun vidste at hun ville fortryde det svar der ville komme fra ham lige meget hvad. Men hun var nysgerrig. Dog kunne hun håbe på at det ikke var det eneste her i verden han handlede med. Eller at han i det mindste ikke handlede med det nær så meget.

"Det er egentlig også lige meget Orcus, jeg var bare nysgerrig." kom det fra hende og stirrede lidt rundt for at forvente noget mad snart ville dukke op. Ikke at hun regnede med det ville dukke op lige med det samme, men hun var sulten, og det ville sikker kunne få dem til at snakke om noget andet. Hun havde fået stillet sin nysgerrighed og den var ikke længere. Der var intet der kunne ændre på det han havde sagt, og han skulle da heller ikke ændre sig selv på nogen måder. Det var bare tanken om at andre led samme skæbne som hende selv der gjorde ondt på hende. Hun vendte blikket ned på barnet som stirrede op på hende. Et smil spredte sig på hendes læber som hun lod en hånd glide hen over barnets kind. Det havde altid været et stille barn, og hun havde stort set aldrig grædt en tåre. Det kunne dog ske til tider at hun begyndte at græde, hvilket bare fik hendes moderhjerte til at bløde.

Der hvilede sig en tung stemning over dem, som Orcus straks kunne mærke behovet for at bevæge sig. Derfor endte han også med at skubbe benene frem og tilbage under sin stol. Det var ikke fordi han var tvunget til at blive i hendes selskab, men han kunne godt se, hvor bedrøvet hun blev over situationen. Han havde da ikke længere mulighed for at fange hende, så hvorfor bekymrede hun sig overhovedet for de øvrige væsner. Nogle slaver var van til bare at være slaver, de ville jo ikke vide, hvordan de skulle leve deres liv på egen hånd? Kunne hun ikke se det? Orcus sukkede en smule af hendes ord, hvad var det med kvinder og sandheden? Han brummede ganske let, som han lænede hovedet tilbage i en opgivende mine. "Ja, vi handler stadig med slaver.. Det er jo det hele forretningen er bygget på" lød det en smule opgivende fra ham, som han lagde armene over kors og bed sig i underlæben. Var det meningen at hun skulle til at dømme ham igen? For det ville han bestemt ikke være med til.

Han skulle lige til at åbne munden igen, da maden endelig dukkede op. Han åndede næsten lettet op, som han så de to tallerkener blive placeret foran dem. Han skævede imod Aliana. "Hvis det kan hjælpe på humøret, så er det ikke længere en voldsom affære" mumlede han lavt, da han selv følte at ham og Philotanus ikke brugte lige så meget magt for at få slaverne til at makke ret. Altså var det heller ikke så sandsynligt at de kom galt afsted. Slaver var blevet en del mere taknemmelige for at have et sted at overnatte og få noget at spise. Så de var også nemmere at sælge videre, som de sjældent kom retur. I hvert fald ikke lige så ofte, som Aliana havde gjort det den gang.

Det gjorde alligevel lidt ondt at høre sandheden fra ham. Hun vidste da godt at det var hans levevej og det havde det sikkert været før hendes tid hos hende og Philo. Det var bare ikke altid rart at høre andre leve på samme måde som hun måske selv havde gjort. Hvis det hele bare kunne være anderledes og Orcus ville få øjnene op for at det han gjorde var forkert. Så ville han måske også få et andet syn på det hele. Man kunne vel kun have lov til at håbe. Alligevel lod hun blikket glide rundt for at se om hans ord havde fået nogle til at kigge på dem, men ingen lod til at bide mærke i hvad det var han netop havde sagt. De havde alt for travlt med deres eget, og det var ikke engang fordi der var særlig mange her inde. Hun ville ønske at Orcus havde sagt noget andet, men hun kunne jo ikke bebrejde ham længere. Han var god nok på bunden af alt det slavehandel, det havde hun jo set op til flere gange, også selvom han havde solgt hende så mange gange som han havde.

"Jeg ville bare ønske at I havde valgt en anden levevej, men jeg skal ikke sige dig imod Orcus.. Deter dit liv, og du må jo gøre hvad du vil." kom det stille fra hende og kiggede på de to tallerkner der var blevet sat foran dem. "Men når alt kommer til alt, så håber jeg da ikke at der er nogle problemer med dig arbejde og at alt er som det skal være" kom det fra hende og kiggede lidt på ham. Hun var en anelse usikker på hele situationen, også selvom hun vidste at han ikke ville gøre hende noget. Det havde været langt værre hvis hun var stødt på Philo. Han ville have sat hende i bur med det samme, også selvom han vidste hvor mange problemer hun havde forvoldt dem, og hvor meget hun havde haft kostet dem i indtjening ved at helbrede hende for skader under hver herre hun havde haft. Philo skræmte hende mere end Orcus gjorde, men hun nægtede at være bange for ham mere. Han var ikke værd at bruge tid på. "For at snakke om noget helt andet Orcus, så har du vel ikke oplevet noget spændende i dit liv. En eller anden udvikling eller noget?" han vidste jo allerede at der var sket udvikling hos hende, det kunne han jo bare se på barnet i hendes arme. Hun tog fat i gaflen og stak lidt i noget kartoffel ind hun proppede det i munden.

Måske det ikke var det rette forum at tale i, men Orcus havde slet ikke tænkt tanken, da Aliana havde stilt ham spørgsmålet. Hun lignede blot en, der insisterede på et svar, så hun fik det uden han rigtig kunne bekymre sig om, hvad det kunne få af konsekvenser for ham selv, hvis nogen overhørte deres samtale. Han tænkte alligevel ikke over det, som han lod blikket hvile på Aliana. At hun havde behov for at se et håb for ham, kunne han ikke rigtig forstå. Måske hun virkeligheden bare håbede, at andre ikke ville lide samme skæbne, som hende selv. Det skulle dog siges, at Orcus aldrig rigtig havde givet Aliana et mærke, netop fordi han ikke flagede med sin forretning på den måde. Hun havde fået sine mærker af de herre, som havde ejet hende, så hvordan skulle hun bebrejde ham for sine minder? Alle mærkerne, måtte da være et frygteligt minde om fortiden.

Et svagt suk forlod hans læber, som hun gav udtryk for at det blot var et brændende ønske fra hendes side af. Orcus havde ikke de store problemer med at blive bedømt på den måde, for han kunne da sagtens se faren i at handle med slaver, særligt udenfor Rubinien, hvor det var lovligt at have slaver. Men ærligt, der var slaver i alle regioner af landet, så hvem var det lige der gjorde noget forkert? Han sørgede jo bare for at møde behovet, så alle ikke jagede de stakkels sjæle. ”Jeg kan sagtens forstå dit ønske, men uden den forretning, så vil jeg intet have at give mig til..” forklarede han lettere bedrøvet, som han sikkert ville ende ud i nogle andre udfordringer. Det var langt nemmere at holde sig til det, han nu kendte ud og ind. Det var jo efterhånden en rutine at pakke slaverne ned til rejsen og sende dem afsted. ”Ingen problemer.. endnu” svarede han med et skævt smil i hendes retning. Forhåbentlig havde hun ikke planer om at kaste ham for løverne og melde ham til vagterne. Det var et sand held, at ingen havde efterlyst ham eller Philotanus endnu.. Og det skulle helst forblive sådan.

Han havde vendt blikket imod tallerkenen, som han havde grebet gaflen og gjorde klar til at tage den første mundfuld. Dog afbrød hun lidt, som han endte med at holde gaflen et stykke fra sin mund. Maden var faktisk ved at glide ned af gaflen. Han så lettere forvirret på hende, før at han vendte blikket imod gaflen og lagde den tilbage på tallerkenen. ”Spændende? Som den gang, du vendte retur første gang?” spurgte han lettere drillende, som han dog trak let på skulderen.

Hun var ikke helt overbevist om at Orcus ikke ville kunne finde noget at tage sig til. Der ville altid være et eller andet han kunne tage sig til. Der ville altid være et andet arbejde han kunne lave, fragte noget andet end slaver. Det handlede vel egentlig bare om han søgte det eller han ikke gjorde. Og umiddelbart så var det ikke lige frem der hans tanker var, selvom det burde være det. Det føltes som om han stirrede stift på hende med dømmende øjne, også selvom han ikke gjorde det. Men var der noget at sige til hun havde et ønske og et håb for ham? For hende kunne Philo brænde i helved eller lide en langsom død. Men med Orcus var det noget helt andet. Han var i det mindste den søde af dem. Så det var vel ikke så underligt at hun ønskede noget andet for ham. Noget der ikke var nær så farligt, noget der ikke kunne for ham arrasteret. Men nu var det jo ikke fordi hun ville gå til vagterne og sige hvad han lavede. Havde det været Philo havde hun straks gjort det, men mest fordi hun aldrig havde kunne stolle halvt så meget på ham som hun kunne med Orcus. Hun kiggede lidt op på ham og sendte ham et svagt smil. Hvad skulle hun sige til ham som ikke ville sætte hende eller ham i et dårligt lys? For det var ikke det hun ønskede.

Som hun stak lidt til maden kiggede hun ikke på ham men havde fokus på maden, og da han åbnede munden kunne hun mærke et stik i hjertet. Skulle han gøre det værre end hun allerede havde gjort det? For det var ikke det der var hendes hensigt. Det var jo ikke fordi at hun ikke ville snakke om det, men det var hendes fortid han snakkede om. Hun kunne ikke gøre noget ved det, og hun havde så mange mærker fra tidligere herre der havde behandlet hende som en omgang gødning. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun måtte bide sig i læben og et suk undslap hendes læber. "Det var ikke spændende..." kom det fra hende og kiggede lidt op på ham. "Jeg tænkte mere omkring dit liv. Jeg har jo fået barn, så det kunne da godt være der var sket noget med dig personligt?" hun ville bare gerne væk fra samtalen fra før, det havde været forkert af hende i det hele taget at spørge. Det var hans liv, og han kunne gøre som han ville, det var jo aldrig noget hun helt kunne blande sig i, selvom hun måske gerne ville.

Måske lysten til at ændre forretningen ikke rigtig var der, medmindre at han virkelig blev tvunget til at droppe slave delen, men det ville højst sandsynligt kun ske, hvis han endte med at blive eftersøgt og lige på det punkt havde han ikke gjort de forkerte fortræd, så hvorfor ændre sig? Der var dog en mindre sandsynlighed for at der ville komme noget andet, som måske ville tvinge ham til at ændre holdning til lige netop det faktum, at det ikke var i orden at holde slaver. Hverken på den ene eller anden måde. Alligevel endte han med at skubbe tanken bort meget hurtigt, som han ikke kunne se formålet lige nu. Nok var hun ikke så tryg omkring emnet, men så var det måske også nemmere bare at lade det ligge for nu. Orcus var dog kun den søde, når tingene blev gjort.. Han kunne sagtens være lige så grusomt som Philotanus, det var blot meget svært for ham at komme helt derud, fordi han ofte tog det meste som en leg. Men skulle han forsvare sig selv, så kunne det dog hurtigt gå galt. Eller forsvare andre for ikke at nævne, Nianna. For en stund virkede han distraheret, som han bed sig i læben og skubbede lidt til en kartoffel, der lå på tallerkenen, hvordan var han lige pludselig kommet i tanke om hende? Langsomt rystede han på hovedet for at få tanken til at forsvinde og fokusere på deres samtale.

Hendes spørgsmål var en smule underligt, netop fordi han ikke havde lyst til at fortælle sandheden om, hvad der var sket for ham, derfor var det nemmere at gå i forsvarsposition og i stedet stikke lidt til hende. Det lod til at virke, som hun forblev tavs for en rum tid. Glæden varede ikke ved, som han kneb øjnene ganske let sammen, da hun bestemt ikke, mente at det kunne kategoriseres som spændende lige nu. Hvad kunne så? Skulle han virkelig nævne det finurlige menneske, som var kommet tæt ind på livet af ham? Han sank en klump, som han vendte blikket bort. ”Måske jeg bare ikke oplever noget..” mumlede han let, som det dog var tydeligt, at det ikke var hele sandheden, men han ville gerne slå det hen, som at, der ikke var sket noget nyt i hans liv. Blikket faldt ned på tallerkenen igen, før at han lænede sig frem imod Aliana for at hviske lidt til hende. ”Jeg har måske mødt en..” det var lige før det var pinligt for ham at udtale, som han kunne se en svag rødmen i hans kinder, det forsvandt dog hurtigt, da han satte sig tilbage i stolen.

Orcus var bestemt ikke lige som Philo hvis man spurgte Aliana. Han havde været der igennem hele hendes slavetid, og det var da også ham der havde brugt Krystaller på hende. Philo der imod ville aldrig så meget som have brugt noget som helst på hende. Ikke ud over at få hende hurtig videre i systemet. Også selvom hun måske havde været afkræftet efter en forvandling, for slet ikke at nævne alle de slag hun havde fået af hver herre, fordi hun ikke havde gjort arbejdet godt nok. Eller fordi de mente at det var hendes egen fejl hun var blevet varulv. Men det var langt fra sandheden. Hun kunne ikke gøre for at hun var blevet varulv. Det var bare sådan hun var, og heldigvis var hun ovre det stadie med slaver, også selvom hun langt fra brød sig om tanken at andre holdte slaver. Men det var bare ikke det helt rigtige sted hun så var. Denne del af landet var kendt for deres forhold til slaver, og hun hadet det som pesten, men hun kunne ikke stille noget op. Gjorde hun noget ved det, ville det koste hende dyrt i længden, og det var ikke lige frem noget af det hun selv ønskede skulle ske, slet ikke nu hvor hun havde en lille pige at tage sig af. Hun måtte træde varsomt og tænke over hvad det var hun gjorde her i livet. Hun kunne ikke længere bare gøre som det passede hende.

Det var som om der var dukket en akavet stemning over hele situationen og det at de sad her sammen. Men hun ville ikke lade den styre det hele. Hvis ikke Orcus ønskede at snakke om noget så måtte det vel bare være sådan. På den anden side var hun ikke ret god til stilheden. Der skulle ske noget, om det så bare var at få lidt at drikke, dog vidste hun ikke helt om hun kunne tillade det. Det var en af de ting hun aldrig havde spurgte Elise om. Dog var det ikke druk hun gjorde sig i, ikke længere, let ikke efter hun fandt ud af at hun havde været gravid. Det var faktisk ret lang tid siden hun havde fået en kop mjød. Men hun turde ikke tage chancen for tænk hvis der skete noget med barnet hvis hun gjorde det? "Det var ellers en skam." kom det fra hende og stak lidt til kødet der lå på tallerknen. Det var ærgerligt at Orcus aldrig oplevede noget. For han fortjente da også noget godt i sit liv i hvert fald på den ene eller den anden måde. Det måtte da også være kedeligt at det altid bare var ham og Philo. Det kunne langsomt bare godt blive det samme i hvert fald hvis man spurgte hende. Som han lænede sig frem imod hende gjorde hun det samme for bedre at kunne høre ham. Som han hviskede til hende gjorde hun store øjne og det røg ud af hende "Virkelig?! Det er da fantastisk!" det var ikke krystallisiansk hun snakkede. Nej det var rent dæmonisk. Det var faktisk første gang at hun havde snakket dæmonsk foran Orcus. Hvilket nok bare ville have overrasket ham når det kom til stykket. Men det virkede bare som om at han ikke ville have at nogen skulle høre ham. Så hvorfor ikke bare snakke i et sprog som han forstod, og som ingen inde på kroen kunne forstå?

Måske Aliana skulle være glad for at hun ikke var stødt på Philotanus, for han havde bestemt ikke fundet sig i særlig meget. Heller ikke hvis hun havde forsøgt at overtale ham til at skifte retning på deres forretning. Nu var det godt nok Orcus der bestemte, men altså, de havde jo begge noget at sige. Og så længe forretningen kørte, så ville Philotanus næppe forsøge at ændre på den. Uanset hvor meget hun forsøgte at give ham dårlig samvittighed faktisk. Hvis der var én, hun skulle give dårlig samvittighed så var det bestemt Orcus, der ville være mest modtagelig for det, selvom han forsøgte at ignorere hendes tone og den skuffelse, han kunne fornemme i hendes blik. Det gjorde ikke særlig ondt på ham, men måske fordi det var hende og ikke en anden.

Egentlig havde han forventet at hun ville sætte tænderne i maden og så lade roen sænke sig over dem, men hun lod ikke til at være særlig interesseret i maden lige nu, som hun tydeligvis havde fundet et emne, der var langt sjovere at prikke til. Måske fordi Orcus godt kunne føle sig en smule ramt på det. Men egentlig havde han været van til at det var sådan livet var, så han mente ikke, han havde behov for forandring og så alligevel, så prikkede hun til ham. Noget gik igennem til hans følelser, som han også forsøgte at lægge låg på det, men ikke lige umiddelbart lod til at klare det til punkt og prikke. Irriterende at hun sådan gav ham noget at tænke på.. Han måtte tilfredsstille hendes nysgerrighed bare en smule, så han ikke skulle føle sig trængt op i en krog, da det bestemt ikke klædte ham. For en stund var han lettere chokeret over hendes dæmoniske, men så kom han i tanke om, at hun havde brugt det en enkelt gang før, sidst de var stødt på hinanden. Men han måtte alligevel måbe en smule, da han faktisk næsten havde glemt at hun kunne. ”Jeg ved ikke, hvor meget, jeg skal lægge i det.. Philotanus er ikke fan” han fortsatte på dæmoniske, som han sagtens kunne se fordelen i at holde samtalen lidt skjult. Hans bekymring var blot var de øvrige gæster ville tænke om at de talte dæmonisk.

Aliana var måske bare en smule nysgerrig når det kom til stykket. Måske var det fordi hun ikke havde set Orcus længe at hun ville have hele sit indre vide hvad han gik og lavede. Måske var det bare hende der skulle lære at holde sin mund når tiden var inde. Alligevel så kunne hun ikke, Orcus oplevede sikkert mere end hun gjorde. Godt nok havde han ikke barn eller noget, men han så sikkert flere mennesker end hun gjorde, så kunne han vel også fortælle lidt om hvad der skete i verden. For det var ikke ret meget hun kom ud. Flokken var så lukket og det var svært nok nogle gang i det hele taget at komme væk der fra. Hun kiggede lidt på Orcus for at kigge ned på sin tallerken for at lade blikket vandre ned på barnet. Skulle hun fortælle Orcus hvad hun egentlig havde af tanker til barnet angående navn? Nej der var vel ingen grund til at blande ham videre ind i det. Desuden så vidste han jo heller ikke hvem Manuel var, heldigvis.

På ny kiggede hun op på ham som han snakkede til hende. Han fortsatte i det samme sprog som hende, og det gjorde hende ikke just bange. Hun var ikke engang bekymret for om nogle skulle sige noget til dem. Hun kunne sagtens klare sig selv, også selvom hun havde et barn i armene. Hun var bestemt heller ikke bange for at slå fra sig, det havde hun aldrig været. Det var også noget af det både Orcus og Philo havde oplevet op til flere gange. Man kunne vel sige at hun var en anelse stædig. Men det ændrede vel ikke på hvem hun var inderst inde? Hun var dog ikke overrasket over at Philotanus ikke brød sig om det. For hvorfor skulle han bryde sig om det? Han skulle nok bare prøve at opleve det samme som Orcus havde gjort for at finde en mening med det hele. Hun bed sig lidt i læen og rystede på hovedet. "Det undre mig ikke at han ser sådan på det. Hvad mener du selv?" spurgte hun fortsat på dæmonisk. Hun skævede dog lidt rundt i rummet for at se om nogle havde en mening og holdning til hvad hun netop havde sagt. Men ingen lod mærke til at de snakkede på et andet sprog der ikke var krystalliansk. "Hør, gå med det du føler for, begå ikke de samme fejl som jeg har gjort i mit liv." kom det fra hende og lagde gaflen ned på tallerknen. Hun havde begået for mange fejl med Manuel, og hun gjorde det stadig ved ikke at tage hjem helt hjem til ham. Samtidig så begik hun også fejl ved ikke at fortælle sandheden til Evander om hvem hun egentlig var.

Det var et langt mere følsomt emne, end slavehandlen, de havde snakket om tidligere. Eller sådan følte Orcus det faktisk. Ikke fordi han ville kunne ende i problemer med at tale om sit privatliv, men han havde nu ikke de samme opfattelse omkring lige netop kærlighed, som så mange andre havde. Det hørte til sjældenhed for ham, hvilket nok også var grunden til at Philotanus reagerede, som han havde. Det var en uvant situation for dem begge. Han trak sig også en smule, som de havde skiftet til et sprog, de færreste forstod i dette område, så han følte også godt han kunne tillade sig at slappe bare en smule mere af. Alligevel holdt han et vågent øje med sine omgivelser, som han ikke ønskede at blive chokeret over et angreb eller lignende. Det var mere naturligt for ham, altid at være på vagt faktisk. "Tror Philotanus har for meget fortid til at kunne se fordelen i det.." mumlede han lavt for sig selv, som han lagde armene en smule over kors og stak lidt i maden med den hånd, der lå øverst.

Han virkede en smule skeptisk for at svare på hendes spørgsmål, som han hurtigt slog blikket ned og endte med at kigge på barnet, hun havde i favnen. Mon barnet var et resultat af kærligheden eller det stik modsatte, så rystede han på hovedet, som han ikke kunne tillade sig at stille lige netop det spørgsmål. "Det er uvant for mig.. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal mene" svarede han ærligt, som han vendte blikket imod hende igen. Han prikkede kun til maden lige nu, som han sank en klump og mindes sit første møde med Nianna. Han måtte hurtigt ryste det af sig, som kinderne blev let rosa. "Hvilke fejl?" lød han noget så forvirret, som han ikke var klar over, hvad hun mon hentydede til. Det kunne umuligt være hendes periode som slave, så der måtte være sket noget andet.

Hun vidste ikke længere hvad hun skulle sige eller gøre. Hun havde altid haft et godt forhold til Orcus, eller så godt som man nu kunne. Hun vidste ikke længere hvad der var op og ned i hendes liv. Ja hun havde da fået det hun ønskede sig mest af alt i verden, og det bedste af det hele var at den hun ønskede skulle være far var blevet det. At hun så ikke vidste hvad det var han skulle gøre med Manuel når hun dukkede op i flokken var noget helt andet. Hun var jo ikke engang sikker på hvad han egentlig ville sige når hun først dukkede op. Måske han ville skæælde hende u, eller få hende til at forsvinde væk fra flokken og ud af hendes liv? Men først skulle hun lige have modet til sig overhovedet at dukke op. Hun vidste måske ikke om hun helt havde modet til overhovedet at dukke op i flokken, men hun kunne ikke bare blive væk for altid, hun var nød til at tage sig sammen og tage en chance, ellers kom hun ikke nogen vegne med hendes barn. For hun ville jo gerne have at Manuel i det mindste kendte til barnet, lige meget hvad han så ville sige til hende når hun dukkede op. Hun hørte ikke hvad han mumlede, og det ville hun heller ikke blande sig i. Hvis han ville holde noget hemmeligt skulle hun ikke stoppe ham for at ville sige det. Desuden så havde alle hemmeligheder her i verden.

"Om du er sikker på hvad du vil eller ej, så husk en ting. Følg altid det du mener er det rigtige." det var det hun havde gjort da Elise havde opdaget hendes graviditet. Hun havde gjort det rigtige, eller det hun mente var det rigtige. Mest for hendes egen og det barn hun havde født. Tanken om hvad Manuel ville sige til alt dette her skræmte hende, og hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige eller gøre når hun en gang ville dukke op hos flokken. De ville nok kigge mærkeligt på hende, efter som hun havde været væk fra dem i lidt over et år. Og alligevel så savnede hun dem inderligt. Det havde været hendes hjem og familie i så mange år, og de kendte hende. Men alt ting var så forandret nu. "Mine fejl?" kom det fra hende og stirrede ned i maden inden hendes blik forsigtigt løftede sig og fandt hans ansigt. "Jeg skulle ikke være gået fra min familie da jeg opdagede jeg var gravid. Jeg skulle ikke have forsvundet uden at sige et ord. Jeg skulle fortælle sandheden til den mand jeg egentlig godt kan lide. Men mest af alt, burde jeg ikke være bange for at fortælle Jamie's far om hende." det var første gang hun havde sagt et navn højt omkring hendes barn. Men det var et navn hun havde tænkt på længe, og lige meget hvad Manuel ville sige til navnet, så var der også andre ideer. Dog vidste hun at intet lå fast hos hende omkring navnet. Det hele kom an på Manuel når hun engang dukkede op i den flok hun så inderligt savnede.

Samtalen var blevet drejet hen på et emne, han aldrig rigtig havde troet, han skulle diskutere med Aliana. Det var en smule besynderligt, men Orcus havde lidt på fornemmelsen af, at det skyldtes det barn hun havde i sin favn. Det havde gjort hende mere opmærksom på sine indre følelser og det moderinstinkt, som var blevet vækket i hende, betød tydeligvis at hun forsøgte at guide Orcus, som var han en lille dreng, der havde brug for det. Måske havde han brug for det, men han følte ikke selv, at det var nødvendigt, for han kunne da sagtens selv håndtere Philotanus og Nianna. Det gjaldt jo bare om at finde en balance imellem de to personer, som faktisk betød mest i hans liv lige nu. Blikket dalede imod barnet i hendes favn, som han bed sig en smule usikkert i underlæben. Tænk hvis Nianna lige pludselig endte med sådan en lille skikkelse? Han rystede svagt på hovedet, som han hurtigt vendte blikket imod sin tallerken. De baner, skulle han slet ikke tænke i og da ikke i hendes selskab! Hans kinder blev let røde, før at han skubbede tanken bort og fik sine følelser under kontrol.

Han rynkede svagt brynene, som hun snakkede om at gøre det, han mente var det rigtige. Hvad skulle det være? Han kunne ikke bare vinke farvel til den tid, han havde haft med Philotanus, og han kunne bestemt heller ikke glemme alt om Nianna og fortsætte som intet var hændt. ”Det er svært” mumlede han en smule for sig selv, som han lod blikket dale imod sit skød. Han kunne mærke hvordan hjertet hamrede der ud af, der var så mange følelser i den her samtale. Måske han skulle skifte den ud? Bare for at få lidt ro over sig selv. Orcus rynkede på næsen af hendes ord, som hun rettede ham. Hun talte om sine egne fejl, hvad havde han selv troet? I stedet for at tænke mere over det, valgte han bare at lytte til hendes ord. Han sank en klump, som han lyttede til hende. ”Men.. Philotanus har været min eneste familie så længe. Jeg har umuligt plads til hende også..” han kunne ikke få sig til at fortælle hendes navn, som han var nervøs for, hvad hun ville tænke. Tænk hvis hun kendte hende? Han sank endnu en klump, som han tænkte over hendes ord og bemærkede navnet, der ikke var blevet brugt tidligere. ”Jamie.. det er et sødt navn” ja, lad dem endelig tale om barnet i hendes favn i stedet for hans privatliv lige nu. Det var langt nemmere!

Måske var Aliana blevet mere voken siden hun havde fået barn. Måske havde hun lagt låg på alt den vrede der var i hende omkring hendes fortid. Eller måske var hun bare blevet mere voksen. Det var svært at sætte en finger på, uanset hvad vidste hun at det væsen der lå i hendes arme skulle vokse op på en helt anden måde hun selv havde gjort. Hun var slet ikke i tvivl om at hun ville gøre det mere behagligt for hende. Det var også derfor hun ikke ville møde Philo, for hun vidste ikke hvad han kunne finde på. Det skræmte hende at vide hvad han kunne finde på hvis hun mødte ham. Orcus virkede også lidt forandret, måske var det fordi han havde mødt en han kunne dele sit liv med. Måske havde han fundet noget i sit liv han ikke havde mærket længe. Det ville jo kun være en god ting. I hvert fald efter hendes mening, men Orcus ville nok ikke have det på samme måde når det kom til stykket. Hendes blik vandrede lidt ned på barnet der så småt havde åbnet øjnene for at kigge op på hende. Det ville snart være tid til at hun fik noget at spise, inden der begyndte at komme skrig fra hende.

Hun hørte ikke hvad det var han mumlede for sig selv, og hun ville faktisk heller ikke blande sig i det. Der var bare ingen grund til at hun skulle blande sig i hvad det var han mumlede om. For egentlig var det kun ham selv det gik ud over i sidste ende. Hvis han ikke ville åbne munden og fortælle hvad han gik og tumlede med, så ville han aldrig få det bedre. Det var det Manuel altid havde sagt til hende, og alligevel så gik hun altid med sine problemer selv, for det var langt nemmere end at dele det med nogen.  Hans ord overraskede hende. Var det sådan han tænkte om det hele? Ville der aldrig være plads til at han kunne dele sit liv med nogen? Ville han aldrig kunne give sit hjerte ud til nogen som helst. Bare fordi han allerede havde en familie i Philo? Det var den forkerte tanke gang og det vidste hun. Hun var bare ikke sikker på om hun overhovedet kunne overtale Orcus til det modsatte. "Hør..." startede hun og kiggede på ham med et mildt blik i øjnene. "Du kan ikke lade Philo styre dig. I er en familie ja, og det har i været i mange år. Men en ting er sikkert. Lad hm aldrig styre dig. Du fortjener at mærke det du mærker nu. Hvis hun kan acceptere det I går og laver, hvorfor så ikke bare lade det ske? Ja Philotanus vil nok se lidt skævt til det. Men han skal også bare mærke det du føler." hun slog ikke væk fra det dæmoniske en eneste gang. Hun ville ikke have at nogen skulle vide hvad de snakkede om. For tænk hvis nogle Orcus kendte eller en kunde ville høre alt dette her. Hun ville jo ikke have at han kom i problemer. "Der vil altid være plads til følelser og det man mærker inden i. Uanset hvordan du vender og drejer det." kom det fra hende som en afslutning. Hun var ikke alvorlig i sin stemme, hun havde en mild tone, også selvom det dæmoniske måske kunne lyde lidt hårdt til tider. Hun var ikke sikker på om Orcus overhovedet ville kunne forstå det hun sagde, men inderst inde ville hun gerne have ham til at forstå hvor hun ville hen med det hele. Hun bukkede sig ned for at åbne sin taske der stod på gulvet. Hun tog et langt stykke stof frem og lagde det hen over hendes skulder og for at lade det ligge hen over barnets ansigt. Hånden blev ført ind under stoffet for at finde hendes bryst frem fra hendes trøje. Hun lagde barnet til rette og mærkede hvordan barnet tog fat i hendes bryst. Hendes blik vandrede lidt op til Orcus og smilte. "Det er farens mors navn. Jeg vil dog gerne høre hans mening først. Det er dog det jeg helst ønsker at hun skal hede." kom det fra hende og tog fat i gaflen for at prikke lidt til kartoflen på tallerknen.

Hvorfor var det helt præcis at han havde indledt denne samtale med Aliana? Måske fordi hun var den eneste, der både kendte ham og Philotanus, og dermed ville være i stand til at sætte det hele i perspektiv for ham. Nianna ville uden tvivl fortælle ham, at han bare skulle droppe Philotanus, men han kunne umuligt vinke farvel til et familiemedlem, selv ikke når de havde behandlet hinanden på den måde. Man kunne tydeligvis spore konflikten i Orcus blik, som han dog vendte det imod sin tallerken igen og valgte at prikke til kødet. Han havde faktisk ikke lyst til at spise noget. Det havde han lidt ødelagt for sig selv måske. Måske han havde brug for et skub? En måde hvorpå han kunne indse, hvad der ville være godt for ham. Orcus fortsatte med at rode rundt i maden for en stund, som han havde glemt alt om det lille barn i Alianas favn. Ikke før han blev belært af hendes ord, som hun fyrede en længere sætning af. Han sad og måbede for en stund, som han havde lagt bestikket fra sig igen.

Blikket dalede atter imod tallerkenen ved ordene: Hvis hun kan acceptere det I går og laver, for det var ikke just tilfældet, men han skulle nødig sige det højt, eftersom at Aliana hurtigt ville opfange chancen for at vende tilbage til deres tidligere emne. ”Philotanus er stædig, når det kommer til forandringer” mumlede han en smule, som han atter fik rettet blikket op, for hun havde jo egentlig også fat i noget. Han kunne sagtens se det, men vidste ikke hvordan han skulle vise Philotanus det. ”Han gør det ikke ligefrem nemt for mig” fortsatte han en smule lavt, før at han greb gaflen og demonstrativt valgte at begynde at spise igen. Hun skulle ikke tro, at han var helt fortabt lige nu. Han kunne sagtens håndtere deres samtale. Til en hvis grænse dog. ”Er følelser ikke en smule overvurderet?” spurgte han med et hævet bryn, som han måske forsøgte at slå emnet lidt til jorden. Mon ikke de bare kunne lade det ligge?

Orcus så en åbning, da Aliana nævnte barnets navn, som han var langt mere frisk på at snakke om lige netop det emne. Han nikkede en smule til hendes forklaring, men vendte hurtigt blikket bort, da hun begyndte at dække sig til. Orcus havde ikke helt forstået princippet med at amme og vidste muligvis ike helt hvad der foregik, som han dog lod hende tage hånd om barnet. ”Faren ved det ikke endnu?” spurgte han en smule forbavset, som han havde forvente at de ville have snakket om det før barnets fødsel?

Orcus var en forvirret mand og Aliana kunne tydeligt se det på den måde han reagerede. Men nogen måtte jo skulle kunne trænge ind til ham på en eller anden måde. Hun kendte ham på godt og ondt. Ikke som et venskab, men hun vidste hvad hans holdninger var til ting. Han havde været der for hende på så mange måder. Og nu lignede han egentlig bare en mus der ville ind i sit lille hul. Hun måtte trænge i gennem til ham hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle gøre det endnu. Desuden så var det vidst også et ømt emne, men hvad skulle hun ellers gøre. Han skulle jo indse hvad det var hun mente. For slet ikke at nævne han skulle mande sig lidt op som den dæmon han egentlig var. Det var det eneste hun vidste at han skuille gøre. Han skulle mande sig op og tage imod det der blev givet ham lige meget hvad det var. Han var stadig et menneske, og han kunne ikke bare leve med Philotanus resten af livet. Der var så meget han ikke havde set af hele livet.

Et mindre suk kom frem på hendes læber og hun rystede lidt på hovedet. "Det handler ikke om at være stædig. Det handler om at Philotanus ikke selv har oplevet det du har. I er fællels om alt ting, og han skal vende sig til at i ikke længere er to personer men på sigt kan være tre." hun stirrede på ham og prøvede at fange hans blik. Men uanset hvor hun kiggede hen på ham var det som om han prøvede at se væk fra hende. Det var ikke nemt at fange hans blik, og det var bestemt ikke nemt at have denne samtale med ham på nogen måder. Hun havde selv været ude for ubehagelige samtaler, men dette her handlede ikke om hende men om ham. "Intet er nemt her i livet Orcusellus. Det burde du vide, efter at have døjet med mig så mange gange." kommenterede hun og kiggede direkte på ham, hvor hun på ny prøvede at fange hans blik. Men endnu en gang var det forgæves. Hun rettede blikket ned imod det tildækkede barn for at kigge kort på sin tallerken og tog et stykke af det mørre kød. "Hør her Orvusellus... Intet er overvurderet. Er du ikke glad for at have mødt en? Er det så slemt at mærke en glæde inde i sig selv? Det er vel en lige så god følelse som da du mødte Philotanus første gang, og ikke var alene længere?" det var måske mange spørgsmål i en sætning, men hun ville på ingen måder gør ham mere utilpas end han allerede var, for hvorfor skulle hun?

Og prikkede lidt videre til maden på tallerknen og lod sit blik glide op på ham som han snakkede. Et smil kom frem på hendes læber og hun rystede lidt på hovedet. "Han ved ikke engang at hun eksistere" kom det fra hende og fast holdte sit blik på ham. Hun ville nødig gøre noget forkert lige nu. Men det havde hun allerede gjort. Hun havde aldrig sagt noget til Manuel selvom han egentlig var den der burde vide alt hvad der var sket i hendes liv det sidste år. Men hun havde aldrig kunne få sig selv til at sige hun var gravid. Slet ikke når han aldrig ville have haft barn med hende i første omgang.

Dæmon eller ej, så havde Orcus vendt sin familie ryggen og derefter holdt fat i Philotanus selskab, fordi de havde en kemi sammen. De havde kunne forstå hinanden, men efter at Nianna var trådt ind i deres liv, så var det lidt, som om det hele var begyndt at smuldre imellem hans fingre. Det liv han kendte så godt, ville muligvis ikke vende tilbage igen, selvom han forsøgte at holde fat i det. Hvilket måske var årsagen til, at han ikke bare sådan kunne give slip på det hele og lade Philotanus være sig selv. For hvad ville dæmonen ikke gøre, hvis Orcus ikke længere holdt ham hen, mon han ville falde tilbage til sine gamle, dæmoniske vaner? Han rystede på hovedet ved tanken, håbede inderligt at Aliana ville lade emnet ligge, selvom hun bestemt ikke lignede en, der kunne.

Selvom han ikke ville indrømme det, så beroligede Alianas ord ham. Han lyttede ihærdigt efter ordene, som talte hun af erfaring. Nok havde hun lært en del igennem årene, men kunne hun virkelig have opfanget så meget af hans og Philotanus forhold? Det forbavsede ham en smule, som han dog lydløst nikkede. Maden var blevet kold og han var ikke længere sulten, som han skubbede tallerkenen væk i protest lige nu. Noget måtte han bruge sine hænder til. ”Måske har han oplevet det?” spurgte han undrende, som ville Philotanus forsøge at beskytte ham for noget, der kunne ende galt? Nianna var menneske, hun ville ikke leve evigt.. Han kunne ikke gøre noget for at forlænge hendes levetid, tværtimod. ”To bliver til tre” mumlede han, som han vendte blikket imod Jamie i Alianas favn, det måtte hun i hvert fald kende noget til. Han vendte fokus imod hende, som hun udtalte hans fulde navn og fik ham til at rynke ganske let på brynene. Hun mente det alvorligt. ”Ja..” svarede han med et nik, som hun vidste det bedre end nogen anden lige nu. Hendes stemmen kaldte på opmærksomhed op til flere gange, som han sank en klump og endte med at nikke til hendes spørgsmål.  Det var rart at møde én.. ”Du har ret” lød det afsluttende fra ham, som han følte de kunne lægge emnet på hylden og vende tilbage til noget andet. Han overvejede ligefrem at rejse sig og lade hende og barnet spise i fred.

Det forbavsede ham dog en smule, at Aliana forsøgte at sætte ham på plads ved at få ham til at tage samtalen med Philotanus og måske endda Nianna, når hun ikke selv havde snakket med faderen til Jamie, det fik ham til at rynke på brynene, som han sukkede lettere opgivende. ”Sikke et kønt par vi er lige nu” lo han let, som han endelig følte at han kunne slappe af igen. Men måske det alligevel var på tide, at han kom videre? Hun havde givet ham en del at tænke over.

Philo og Orcus var så sammensluttet og gjorde alt sammen, hun havde måske været slave, men hun var bestemt ikke dum. Der var en grund til at hun havde været beta for Manuels ulve. At hun havde valgt at tage væk fra ham var en anden side af sagen. Hun var ikke engang sikker på om han overhovedet ville have hende tilbage som Beta når hun en gang kom hen til ham igen. Der var så mange sandheder der skulle på bordet, og det kunne gå så mange veje når hun først kom der hen. Det krævede bare at hun tog en tur til Medanine. En tur hun ikke så frem til lige nu, men det var en rejse hun vidste at hun skulle tage. For ellers så ville hun aldrig se Manuel igen. Hendes store kærlighed, der aldrig bliver til mere end hvad det havde været. Men på den anden side var der også Evander. Han var så sød ved hende, og han havde været der igennem det hele, og han var virkelig rar. Det var en hun godt kunne se en fremtid sammen med, men hun var ikke engang sikker på om det var noget han ønskede skulle ske. De havde aldrig snakket i de baner, og det kom de nok heller ikke til så længe hun ikke var i medanien.

Orcus virkede ikke rigtig til at forstå hendes ord, eller også havde hun sagt noget af det der havde ramt rigtigt. Det kunne være de to ting, og hun ville ikke gøre ham ked af det, bare give ham en sandhed der faktisk kunne hjælpe. En ting der gerne skulle få Orcus til at tænke over tingene, og få ham til at indse at der var andre her i livet end Philo. Og selvom hun ikke vidste om denne pige han havde mødt var menneske eller dæmon, så handlede det hele vel egentlig bare om at han havde det godt, og levede et godt liv, med den han muligvis kunne finde sammen med. Men han var svag i sine ord han sagde og det var korte sætninger. Det fik hende til at studse over tingene. Først sagde hun intet men lod ham tale færdigt i de små ord han sagde. Hun smilte lidt til ham og nikkede lidt. "Måske han har, det kan måske give en forklaring på hvorfor han har det på den måde. Men det er aldrig noget du ville kunne få svar på i sidste ende, med mindre du presser på, og det kommer nok bare ikke til at ske ud over at han bliver vred." kom det fra hende og fast holdte blikket på ham. Hun havde nok ret, og han vidste det også, og han havde selv givet hende ret fra før. Så hvorfor skulle hun ikke have ret igen? Det handlede vel egentlig bare om Orcus ville tænke videre over det.

Hun stirrede lidt på maden han havde skubbet væk fra sig og så op på ham igen. "Beklager. Det var ikke for at du skulle miste appetitten. Undskyld hvis jeg har sagt for meget, det var ikke min mening at blande mig i dit liv." hun gjorde det med så mange andre når det kom til slaver. Men Orcus var ikke en hun ville blande sig hos. Han var langt ældre end hende og havde oplevet langt mere end hende. Så det var ikke fordi at hun skulle diktere hans liv. Han havde sin egen frie vilje og den skulle han gerne beholde. Hvis han ikke ville knytte sig til nogen andre end Philo så var det vel egentlig hans eget valg. "Vi er virkelig ikke ret gode, kan give en masse råd, men glemmer at lytte til de råd vi giver. Det burde være anderledes." kom det fra hende og et suk kom frem på hendes læber. Hvis hun en dag lyttede til sine egne råd, så ville hun sikkert komme langt. Men nej det var ikke sådan det skulle være, i hvert fald ikke lige nu. Hun havde bare været vant til at skulle tænke over tingene for andres bedste. Andre kom i første række frem for hende selv, det var sådan det var at være Beta.

Emnet var svært for ham at omtale, netop fordi han ikke følte, at han kunne vælge imellem Philotanus og Nianna, det virkede helt forkert at vælge imellem dem. Hvorfor skulle han også det, når han sagtens kunne have plads til dem begge i hans liv? Det var der vel intet i vejen med, så længe at han bare kunne holde dem adskilt på den ene eller anden måde.. Det ville nok blive svært, da Orcus ikke havde lyst til at flytte fra kløften eller efterlade Nianna alene hjemme ved hende. Han sukkede en smule opgivende, som han overvejede mulighederne og faktisk bare blev mere forvirret af det omtalte emne. Derfor rakte han ud efter et tilfældigt glas for at drikke. Det kunne sagtens være hendes glas.. "Tror du Philotanus vil hade mig, hvis jeg står overfor valget og vælger hende fremfor ham?" det var lige før at han ikke turde sige spørgsmålet højt, det virkede uvirkeligt at tænke i de baner, men Aliana kendte også Philotanus, så måske hun ville være i stand til at bedømme, hvordan han ville reagere. Det bekymrede ham dog lidt, at hun mente, at Philotanus kunne finde på at blive vred, på ham eller på Nianna for at tvinge Orcus til at tage valget?

Maden blev skubbet væk, som Aliana straks gik efter en undskyldning, da hun mente det var hendes skyld, at han havde mistet appetitten. "Det er ikke din skyld, jeg har bare så mange tanker, at jeg ikke kan spise samtidig" forsøgte han at berolige hende, som han havde givet hende skyld for nok, lige nu skulle de forestille sig at være lige, så kunne han ikke bare, som sædvanligt, give hende skylden for hans ulykkelige kærlighed. Han lo ganske let af hendes ord, som han endte med at trække på skulderne og stirre forbi hende. Han fik dog hurtigt vendt blikket imod barnet i hendes favn. "Skal vi ikke heller snakke om den lille?" spurgte han for at dreje samtalen over på noget glædeligt og lykkeligt, som det at blive forældre til et lille vidunder barn.