Miranda så afventende og undersøgende på ham, som han talte. Hendes ro var stadig indtakt, og emnet var skam også ganske opløftende. Hun nikkede roligt. "Forhåbentlig. Jeg håber tiderne bliver bedre" kynisk set, regnede hun ikke med det. Hun havde en forventning om at de altid ville være en jaget race, og at de aldrig nogensinde ville blive accepteret. Aldrig helt. Folk var bange og især mennesker var nervøse omkring dem. Miranda følte en hvis trang til at fortælle dem at mindst lige så mange mennesker var onde og farlige, som varulve, men det var alligevel ikke kampen værd.

"Heller ikke jeg. Vi har trods alt været her i fem år nu, så mon ikke vi klare den" svarede hun let opmuntrende. Hun var ikke i tvivl om at blev truslen for stor, ville hun flygte for at bevare sin flok i live og ved godt helbred. Mest af alt sin datter, selvom hun ikke og forhåbentlig aldrig blev en varulv, men forblev uskyldsren hvad forbandelser angik. Man kunne kun håbe, hvor naivt det end var for Miranda at gøre.


"Jeg vil gå tilbage. Held og lykke med det hele" hun rejste sig roligt, bøjede let hovedet som farvel, for derefter at gå tilbage ind mellem træerne. Tilbage mod højene, mod sin flok og mod det liv hun håbede forblev helt.

Miranda havde selfølgelig ret som altid, og det kom ikke bag på ham hvis han selv skulle sige det. Forhåbentlig kom der også noget godt til ham, lige så vel som der var kommet noget godt til hende. Forhåbentlig ville hun leve et lykkeligt liv når alt kom til alt. “Måske vi ses igen Miranda” han bukkede selv inden hun vendte sig om og gik sin vej. Han blev hængende i noget tid inden han vendte sig om og gik sin vej.