Tekoppen blev ført op til munden, mens Phillippe tænkt over hvad han skulle svare på Zens spørgsmål. Han overvejede om han skulle lyve så vandet drev, fordreje sandheden lidt, eller bare tale sandt. Phillippe havde forstået det som, at Zen rejste meget rundt, så det ville måske ikke gøre den store forskel hvis hun vidste han var gift. Alligevel var han ikke vild med ideen om at der kom ud, at han var gift. Desuden var der flere sandheder han kunne fortælle, som alle ville være sande. Phillippe tog en slurk af teen og satte koppen ned på bordet. 
 " Hmmm.. Det er mere at jeg er nødt til at tage hjem. " forklarede han, mens han forsat overvejede hvordan han skulle formulere sig, uden at det lød alt for mærkeligt. Ubevidst pillede han lidt ved ringen Katarina havde sat på ham finger.
 " Der er nogle.. omstændigheder i min familie, der gør det hele lidt besværligt. Så jeg er nødt til at rejse hjem med jævne mellemrum, og det gør desværre at jeg ikke rigtig har mulighed for at rejse rundt på samme måde som før.  " Han trak lidt på skulderne og sendte Zen et lille smil. Selvom han hadede at han ikke kunne rejse rundt på samme måde, som han plejede, så var han nu også meget glad for det lille værksted. Han kunne godt lide den kundekontakt der kom med det. Og hvis ikke han havde anskaffet sig værkstedet, ville Katarina sikker tvinge ham til at blive hos hende hele tiden. Trods han virkelig ikke ønskede at være der, var hun skræmmende og havde nogle gode.. overtalelsesevner.. 
 " Men jeg er nu også blevet ganske glad for mit værksted, og jeg får jo stadig lidt rejsen ud af det, når jeg skal hjem til familien..  " skyndte han sig at sige.

Zen lyttede til ham, med næsten en mærkelig stilhed over sig, men det var også fordi hun tænkte. Hun kunne allerede mægtig godt lide Phillippe. Han var rar, og de delede et erhverv så for Zen var de lidt som to mønter fra samme støbning. Ikke helt ens, men nok til at man godt kunne bruge dem begge. Så det ærgrede hende at han ikke kunne få lov til at være så fri som han tydeligvis stadig holdt af at være.

”Det er jeg ked af at høre, jeg håber det løser sig med tiden,” sagde hun og kiggede ned i teen, som tankerne stadig svirlede rundt i hendes hoved. Hun havde ikke ligefrem noget hun kunne hjælpe ham med, men pludselig fik hun en ide. Måske en dum ide, og måske var det slet ikke derfor han havde rejst i første omgang, men det var noget som hun kunne tilbyde.

”Men siden jeg rejser rundt, så hvis der er noget du gerne vil have fra nogle af de andre byer du ikke kommer til, så må du da endelig sige til! Jeg kan sagtens tage noget med til dig på færden!” Zens øjne strålede endnu engang, som hun nu mente at hun havde fundet på en fantastisk ting. At deres måder at beregne tid på måske var lidt anderledes, og der godt kunne gå en del tid før Phillippe fik det på, det så Zen ikke umiddelbart som et problem. Hun var bare glad for at hun havde fundet på noget der kunne hjælpe ham. Måske.

 Phillippe nikkede lidt med læberne foldet sammen. Der var et lille smil at fornemme, men det var ikke meget. Han håbede da også hans situation ville løse sig, men han synes at prøve og gøre alt han kunne for at få Katarina til at blive træt af ham, og lade ham for alvor gå, men intet virkede til at virke. Han havde nogle gange overvejet bare at blive væk, for måske det bare var skønnere at slippe helt, for alt. Så skulle han ikke tænke på Katarina nogensinde igen. Han var dog alligevel for glad for livet, til at kunne gennemføre det. 
 "Tak.. " sagde han dog alligevel. Han kunne vel altid trøste sig med andre syntes det var synd for ham!

 Phillippe pustede kort ned i teen inden han tog endnu en slurk. Den var efterhånden blevet så kold han ikke længere behøvede at puste på den, men det var da nu godt nok at være på den sikre side. Han skulle til at sætte koppen ned på høvlbænken da Zen pludselig udbrød med et tilbud. Phillippes øjenbryn løftede sig i overraskelse, og han gik i stå midt i at sætte koppen på bordet. 
 " Ja?! " lød det en smule paf og forvirret fra Phillippe. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Det kunne da være vildt fedt hvis hun kunne hjælpe ham med at få træ til værkstedet. Det var selvfølgelig ikke helt det samme som selv at komme ud og se og mærke træet, men Phillippe fornemmede at de havde en fælles passion for gode varer og at tingene skulle være i orden, så han kunne ikke se et problem ved det. 
 " Altså.. Det kunne da være meget lækkert! Jeg kunne fortælle dig hvad du gerne må kigge efter? " lød det lidt spørgende fra ham. Han vidste ikke helt hvordan det skulle fungere. Det var jo lidt problematisk med hans rejsen frem og tilbage mellem Katarina, og Zen havde sikkert også andre ting at tage sig til, så det skulle jo også gerne passe i begge deres liv.

Zen havde ingen idé om hvad der gik igennem Phillippes hoved, o g måske hvis hun havde vidst det, så ville hun gerne have givet forslag til det. Hun havde nok bare tvunget ham til at blive sig væk, men døden var heller ikke ligefrem en endelig ting i hendes hoved. Måske en dag hun ville lære det, men indtil da hjalp hun blot som hun så bedst.
Det gjorde lidt ondt at hun trods alt ikke kunne hjælpe sin nyeste ven, men det var desværre også sådan livet var, hun var godt klar over at hun ikke automatisk blev inviteret ind i andres problemer for at hjælpe.

Hun lod begge hænder varme sig mod den varme kop, mens hun kiggede på Phillippe. For nu var hun lidt stoppet med at drikke teen, den havde været for varm og selvom hun godt kunne puste på den, så havde hun ingen hast.
”Altså, det burde ikke være så svært,” sagde hun grinende. Kvalitetsgoder var noget af det hun gjorde sig allermest i, selvom det ikke kun var træ. ”Bare fyr løs,” sagde hun, før hun satte koppen ned igen, så hun kunne grave noget papir og hvad der lignede en klump grafit som hun kunne tegne med, til trods for at det smittede lidt af på hendes lyse fingre. Hun lagde papiret på bænken, og kiggede så med store øjne på Philippe. Der var ingen grund til at glemme sådan noget, så det var bedre at skrive det ned.

 Da Phillippe endelig fik samlet tankerne efter den mindre overraskelse ved Zens forslag, fik koppen lov til at komme ned på høvlen at stå, så den skulle hænge i luften. Det overraskede udtryk blev dog i Phillippes ansigt, mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige. Hænderne gled tænkende igennem håret, mens Zen fandt noget at skrive med, inden han til sidst lænede sig en smule frem, støttede albuerne på knæene, og foldede hænderne. 
 " Uhm.. Træ helt ude fra udkanterne af Krystallandet, er generelt ret eftertragtet her inde..  " mumlede Phillippe tænkende, og hvilede hovedet oven på hænderne, mens han så sig tænkende ud i luften.
 " Det behøver selvfølgelig ikke være for meget, jeg skal jo også have plads til det..  " Phillippe virkede en smule fraværende som han lige så stille svandt mere og mere ind i hans tanker. Alt i mens han remsede de forskellige typer træ han kunne komme på, som han enten savnede fra sin tid hvor han kunne rejse rundt, var blevet spurgt om i forhold til en ordre, eller som han kunne huske var flot eller havde specifikke egenskaber.

 Efter en fin lille liste var dukket op på Zens papir, rettede Phillippe sig op, og gned hænderne mod hinanden.
 " Det.. Var vidst det.. Umiddelbart i hver fald..  " det sidste kom lidt grinende ud. Han kunne sikkert komme med 3 lister mere, hvis han virkelig gik i gang, men der var vel heller ikke grund til at overvælde Zen. Desuden var der vel også en grænse for hvad hun kunne finde, og han havde plads til. 

Zen begyndte at skrive ned, men til trods for det krystallisianske sprog de sad og talte, så blev noterne lavet i noget der mindede om runer. Det kunne godt være lidt svært at tyde hvilken slags, da de var lidt forhastet, og hvis man ingen kendskab havde for dæmonisk, ville det blot være sværere. Selv folk der kunne læse dæmonisk ville nok ikke værdsætte Zens håndskrift, som mest af alt lignede en der havde lært at skrive og så bestemt sig for at det ikke var kunstnerisk nok.

Hendes hjerne sad også ligeså stille og tilføjede stop til hendes ellers næsten planlagte rute. Noget af det gode træ. Måske det oppe fra Lindeskovene ville være godt, selvom hun så skulle snyde sig forbi Ernyell familien for at få det. Og elverne for den sags skyld.
Men hun skrev ned af typerne af træer, og lavede også nogle enkelte noter til sig selv om de enkelte træsorter. Ligeså stille så listen lidt voldsommere ud end den måske egentlig var pga. alle noterne, og hvis man så lidt efter, så var der også et smilende ansigt ud fra en af dem.

”Oh, det er nogle gode valg,” sagde hun og nikkede. ”Jeg kan i sær godt lide den der.” Det var den hun havde sat det smilende hoved ved. ”Jeg ved ikke hvornår jeg kommer forbi næste gang, men jeg skal nok have noget med så,” sagde hun grinende. Måske efter hun havde været nord på igen. Hun var ikke helt sikker, det kunne jo være at hun kom til selv at bruge noget af træet på sin færd.

 En smule nysgerrig prøvede Phillippe diskret at strække halsen og se hvad Zen havde skrevet på listen. Som han fik øje på de finurlige krusseduller, holdt det dog op med at være specielt diskret som hans øjenbryn løftede sig i et lettere undrende udtryk. Det var i hvert fald ikke almindeligt Krystilliansk. Blikket blev flyttet lidt overvejende en på Zen. Det var slet ikke faldet ham ind at hun ikke nødvendigvis var et menneske, men det var heller ikke en ting han gik specielt meget op i. Da han rejste rundt i Krystallandet havde han mødt mange forskellige væsner, og kunder var jo kunder, uanset hvilket væsen de var. Selv nu havde han kunder af forskellige racer. 

 Da Zen blev færdig med at skrive ned, og henvendte sig til Phillippe sendte han hende et stort smil. Han nikkede til at det var gode valg - det syntes han jo også selv, ellers havde han ikke valgt dem - inden han så ned på den hun snakkede om. Han kunne ikke læse hvad der stod, men smileyen gik tydeligt i gennem.
 " Det kan jeg se..  " sagde han med en svag latter og flyttede blikket tilbage på Zen, mens han lyttede til det næste hun sagde. Han lænede sig tilbage i stolen og nikkede.
 " Det er også helt fint! Jeg vil glæde mig til du kommer forbi igen, så!  " han endte hende et lidt skævt smil og strakte armene over hovedet og lænede sig bagover på stolen, med en knagende lyd og så kort mod vinduet. 

 Phillippe havde ikke helt styr på hvor længe de havde sat og snakket, men han burde nok snart igang med ordren til bordellet. Han foldede kort tænkende læberne og flyttede blikket tilbage på Zen med et lidt undskyldende smil.
 " Jeg må vel også hellere hellere komme tilbage til arbejdet " Han havde ikke lyst til bare at smide folk ud, fordi han skulle arbejde, men han havde også en deadline han skulle nå.

Zen nikkede bekræftende. Hun kunne godt lide at snakke materialer, og det havde været behageligt at møde en der faktisk gjorde sig i lidt af det samme som hun selv gjorde. Forhåbentlig var han her stadig når hun kom forbi igen, for det var altid rart at få en ven.

Hun kunne dog også godt se at hun allerede havde brugt meget af Phillippes som sikkert bedre var brugt på at tjene lidt penge til dagligdagen. Så da han sagde at han skulle tilbage til arbejdet rejste hun sig også op fra sædet. Lidt trist over at det var ovre, men alligevel voksen nok til at vide, at det betød at hun ikke havde ret til at forstyrre mere.
”Det har været en fornøjelse at snakke med dig. Jeg glæder mig til at kunne komme forbi igen,” sagde hun grinende. Hun forstod det vigtige ved arbejde.

Hun gav ham et lille høfligt buk. ”Til vi ses igen Phillippelippelip,” sagde hun grinende, før hun gik over og tog sin taske og svang den op på ryggen, hvor den så fint passede. Hun nikede en sidste gang til ham, inden hun forlod værkstedet.

 Der var altid et eller andet ærgeligt over at skulle sende folk ud af værkstedet, hvis det ikke var dem selv der tog initiativet. Phillippe altid han var en smule uhøflig når han gjorde det, men han var også bare nødt til at være realistisk og huske sig selv på han havde et arbejde at passe. Zen var dog forstående og Phillippe grinte let med hende mens han nikke.
 " Det har bestemt været en fornøjelse!  " lød det oprigtigt fra Phillippe. Han havde ikke haft snakket med særlig mange inde for sammen fagområde efter han var kommet til Dianthos, og det havde været en sand fornøjelse at snakke med en der havde samme interesser som ham.
 " Jeg vil vente spændt på du kommer igen.  " 

 Phillippe rejste sig op, og en klukkende latter forlod hans læber, som Zen legede med hans navn. Han bukkede høfligt tilbage, dog stadig grinende, og gik over for at åbne døren for hende.
 " Til vi ses igen, Zen,  " sagde han med en glad tone, og holdt døren så hende, og løftede hånden i en vinkende bevægelse, mens hans så lidt efter hende, for til sidst at lukke den.