Det var heldigt at Shiro ikke var en dårlig taber, ellers ville han nok ikke nyde at spille mod Dag ligeså meget, men for ham havde det ligeså meget at gøre med at lære af sine fejl. En ting man ikke fik lov til at udnytte i virkeligheden ligeså meget. Ofte hvis man blev fanget i noget ude i den store verden, så var det det. Det var ikke som i skak, hvor man bare kunne starte ovre når spillet var færdig. Selvfølgelig kunne man også se på reinkarnation som at spille det samme skakspil om og om igen.

"Jeg ved godt at det ikke bliver nemt for mig at komme forbi," Shiro kiggede lidt hen mod døren der gik ind til huset, som han havde ingen ide om hvordan så ud indvendig. "Men jeg vil gerne spille med dig igen. Det er rart at bruge min hjerne igen," indrømmede han. Det var ikke fordi han ikke holdt af at være sammen med Sofus og Rofie, men uden det underlæggende Kile plot, så.... var der bare ingenting der var konkret at bruge sin hjerne til. Rottebanden havde han heller ikke set meget til på det seneste, som ellers var dem han hjalp. Det gjorde lidt at hans hjerne var ved at samle en smule spindelvæv. 

For Dag havde skat sjældent handlet om at vinde eller tabe, men om spillet, og kamp de to sider repræsenterede. En lige kamp, vundet af snilde. En rar distraktion fra virkelighedens ulighed.

Dag stirrede lidt på Shiro, og fulgte hans blik mod døren. "Kender du et andet sted vi kunne mødes?" spurgte hun varsomt. Tanken om at tage ud et eller andet sted fyldte Dag med en anspændt fryd, og det var bestemt bedre end alternativet.
"Jeg vil nok ikke kunne være væk længe før de bliver bekymret for mig, men det burde stadig være mere sikkert end hvis du kommer her" uddybede hun en anelse sammenbidt, men hendes blik var håbefuldt.

Hun havde nok udforsket en smule af byen allerede, men det havde altid været målløs vandring, uden meget andet formål end at komme væk.

Shiro så lidt eftertænksom ud, som Dag spurgte om dette. Der var massere af steder rundt omkring i byen, som Shiro kunne komme i tanke om. Han havde brugt meget tid på at udforske byen, men et sted hvor de kunne sætte sig ned og bare spille, som også var op til nogenlunde standarder for Dag's vedkommende. Hun kunne næppe hive hende ud i et snusket, forladt varehus, hvor de kunne sidde på jorden og spille. Det var også for koldt at sidde sådan nogle steder i øjeblikket. 

"Der er Det Halve Svin?" tilbød han endelig. "Det er godt nok en kro, heller ikke en af de finere, men det kan være at vi kan låne baglokalet, eller et af de tomme værelser til at spille." Det var også der han boede i øjeblikket, så det var nemt, og måske Telma ville gå med til det. Ellers måtte de finde et hjørnebord, på et tidspunkt når der ikke var alt for mange kunder. Hvilket jo alligevel også var om aftenen, et tidspunkt hvor Dag med alt sandsynlighed ikke kunne gå ud.

Dag bed sig en smule i underlæben. Det var ikke fordi det var en dårlig idé, tværtimod! Men hvor spændende og befriende tanken om at tage ud end var, så var den mindst lige så skræmmende.
Hadet var Midvinterballet brændte dog stadig klart i Dag, og gav hende modet til at nikke fast. "Det er fint. Hvor ligger det?" spurgte hun. 
Det Halve Svin var ikke til at overse hvis man nogensinde havde været ved den sydlige port. Det var bare ikke en vej Dag nogensinde havde været. Den eneste gang hun havde forladt byen var på vejen mod Lazura, og den gik igennem nordporten.

En tanke slog ned i Dag, der fik hende til at flytte en smule uroligt på sig. "Er det langt herfra?" spurgte hun så, og prøvede at skule sin bekymring bag en maske af ligegyldighed. For en gangs skyld var hendes tanke ikke om det var et sted Nat kunne finde på bare at dukke op, men mere om hun overhoved ville være i stand til at komme derned og stadig havde kræfter til at komme hjem igen..

Shiro kunne godt se at Dag måske ikke var helt med på den. Det kunne heller ikke være nemt at skulle snige sig ud, især ikke første gang, men det blev nemmere med tiden, sådan havde Shiro i hvert fald oplevet det. Ikke at han forsøgte at få Dag til at opføre sig uanstændigt, men, når man var ung og var i en position der ikke var ideel, så måtte man jo gøre hvad man kunne for at gøre den bedre.

Dag havde stadig ikke givet oplysningerne om hendes problemer med benene, og Shiro havde endnu ikke spurgt ind til hvorfor hun pludselig kollapsede sidst de var sammen.
”Nej ikke specielt,” sagde han. Hans mening om langt var muligvis også anderledes end Dag. ”Man skal bare ud til hovedgaden, og så følger man den bare sydpå, indtil man begynder at kunne se sydporten, og så er det bare at holde øje på venstre hånd. Der er et stort skilt, så den er ikke svær at finde,” sagde han. Det gav hende i hvert fald også noget at forholde sig til. Om hovedgaden var langt væk, eller sydporten var.

Dag lyttede, så tænksom ud et øjeblik, men nikkede så. "Det burde ikke være et problem.. hvornår.. er du der? Er der nogen jeg kan sende ud efter dig hvis du ikke er der når jeg kommer?" spurgte hun så, og pressede på, i et forsøg på at distrahere sig selv fra det åbenlyse problem. Det var langt væk. Ikke længere end hun havde været før, men bestemt heller ikke nogen kort tur. Hun havde nok ikke været i den del af byen, men hun havde set bykort... ikke at det normalt var særlig retvisende når det kom til afstand, men det var det bedste hun havde.

Men Dag havde ikke i sinde at lade noget af det stoppe hende, og hun var stadig uvillig til at fortælle Shiro om sit.. problem.

Shiro var den første hun rigtig havde snakket med, der ikke viste det. Det var rart at blive behandlet som et almindeligt menneske, og ikke som en krøbling for en gangs skyld, og hun ville gøre alt for at holde det sådan, så længe hun kunne.

Shiro tænkte sig om. Han var der jo egentlig det meste af tiden, men nogen gange løb han ærinder for Telma, og nogen gange var han bare ude med Sofus og Rofie. Det var ikke sikkert hvornår han var der egentlig, men han kunne vel bare sørge for at få nogen opgaver på kroen på specifikke tidspunkter, så Dag var sikkert på at hun kunne træffe ham.

”Onsdag… formiddag kan jeg sørge for at jeg er der,” sagde han, hvilket nok mest af alt var en lidt vilkårlig dag, men der var ikke så mange på kroen, så de kunne finde et sted at være. ”Men jeg er der egentlig lidt hele tiden. Hvis du spørger kromutteren, Telma, så kan hun nok fortælle dig hvor jeg er, og nok også sende bud efter mig,” sagde han bekræftende. Enten det ellers måtte hun have en nogenlunde ide om hvornår han var tilbage igen.

Dag nikkede forstående, med en alvorlig mine. "Jeg vil komme en onsdag formiddag så" sagde hun bestemt. Hendes blik flakkede en smule, mellem Shiro, døren, vinduet, og skakspillet. Hun ville gerne tage et spil mere med ham, men.. "Du bør nok gå nu" sagde hun i stedet. "Det har været længe allerede, så der kan ikke gå længe inden nogen kommer for at se til mig" der var noget advarende i hendes tone, men hun uddybede ikke. Selv hvis det ikke var Nat der kom, så ville det stadig give problemer, hvis de fandt Shiro i huset. Især fordi inden havde set ham komme, eller viste han var der.

Dag kneb læberne lidt sammen "Vil du ud igennem vinduet igen? Eller.. skal vi gå igennem huset?" Dag kunne måske godt smugle ham ud, så længe hun gik først og kunne afværge folk, men det ville være en del mere risikabelt.

Shiro kunne godt se at Dag blev mere nervøs, jo mere de sad hende, og blikket der flakkede en smule, sagde alligevel sit for hvor hans plads var. Det ville ikke være godt hvis Nat opdagede dem, og det var måske bedst ikke at udfordre deres held. det var jo ikke noget de ligefrem havde haft held med sidste gang, og Shiro var ikke i tvivl om at Nat godt kunne finde på at banke ham, når de var i private gemakker.
"Forståeligt, jeg er heller ikke så vild med tanken om at Nat finder mig," indrømmede han. Selvom det sidste slag ha havde fået fra Nat ikke havde gjort synderlig ondt.

Shiro kiggede mellem døren og vinduet. "Jeg tror det er bedst hvis vi ikke tager den chance. Heldet plejer ikke at være med mig," sagde han, med en lidt anstrengt mine, som han rejste sig op. Han gjorde mange risikable ting, og ofte var det kun kortvarig at de endte godt.

Hans blik igen faldt på skakspillet, og han så alligevel begyndte at pakke det sammen. Han havde jo set hvordan Dag havde pakket det ud, så det var samme princip bare omvendt. 

Dag sukkede tungt, som havde hun holdt luften inde afventende Shiros svar, og nu kunne ånde igen. Det var ikke at deres udveksling havde været synderligt nervepirrende, men mere fordi hele situationen var.. Og måske lidt fordi hun ikke rigtig ville have han skulle gå. Men hun havde nydt hans selskab, og hvis hun nogenside ville se ham igen, var han nød til at gå før nogen opdagede han havde været der.

"Så er det vinduet" bekræftede hun med et nik, og rejste sig igen, lidt langsommere og med lidt mere besvær end tidligere. Hun gik over til vinduet og kiggede lidt ud, først igennem glasset. Hun kunne dog ikke se meget, så hun åbnede vinduet og lænede sig ud, med hænderne støttende på vindueskarmen.

"Jeg kan ikke se nogen". Dag bed sig en anelse i læben, bekymret, og kiggede rundt en ekstra gang, inden hun rettede sig op igen og trådte et skridt tilbage. "Jeg tror kysten er klar"

Shiro nikkede og lagde skakspillet fra sig. Dag kunne nok godt sætte det på plads selv, og han skulle helst ud ad vinduet. Jo hurtigere, jo bedre.
Han kunne se hvor nervøs hun var for det, og han havde lyst til at lægge en hånd på hendes skulder eller kramme hende, eller gøre noget for at trøste hende. Han kunne ikke lide når hun så bekymret ud.

”Jamen, så vil jeg tage af sted. Du ved hvor du kan finde mig,” sagde han og sendte et svagt smil til hende. Han ville hellere også været blevet og spillet lidt mere, men der var altid Nat i baghovedet, så han gik hen til vindueskammen, og woah. Han havde ikke registreret sidste gang hvor langt ned der var.
Hans muskler spændte lidt, men han ville helst ikke vise det, og sendte i stedet for et smil Dags vej, før han rejste sig op vindueskammen og tog en indånding før han greb ud efter grenen for at hejse sig op på den og kravle tættere end på træet for at den ikke bøjede sig så meget. Han kunne allerede mærke sveden på panden. Hvorfor havde han gjort det her igen?

Han lukkede øjnene kort før han vendte sit hoved mod Dag og smilede til hende. ”Vi ses,” sagde han endelig, inden han begyndte at kravle ned af træet. Han faldt kun kort, da han var ved at kravle ned. Det var stadig nok til at han kunne mærke noget gøre ondt i sit ben, ikke voldsomt ondt, bare som en svag smerte, som nok bare skulle gås væk, før han vinkede op mod vinduet, og forlod grunden.

"vi ses" svarede Dag med et fast nik, der ikke viste den tvivl der boede i hendes indre. Hun havde tænkt sig at prøve, men når det olm til at tage livet i egne hænder, havde hendes bedste vist sig sjældent at være nok. 

Hun blev stående i vinduet som Shiro klatrede ned, og skar en grimasse da han faldt. Det så smertefuldt ud, men han kom hurtigt op igen, så det måtte ikke havde været så galt alligevel. 

Bidende sig let i læben fulgte Dag Shiro med blikket som han krydsede plænen og forsvandt ud af syne, og væk fra grunden. Først der åndede hun lettet op og vaklede tilbage i sin stol for at kollapse lidt, og spekulere på undskyldninger der kunne få hende til kroen.