Samael hørte skridtene ude på gangen, inden Marad dukkede op i døren, men han fortsatte bare med at læse. Selv da hans bror stillede sig i døren og snakkede til ham, kunne man stadig se hans øjne flakke hen over linjerne i bogen lidt endnu. Da han kom til et sted, hvor det gav mening at stoppe, løftede han endeligt blikket og drejede hovedet for at se på ham.
"Hvem siger, at jeg holder øje med dig? Du så ud til at skulle sove længe, så jeg valgte at benytte mig af at have et ordentligt køkken og et bibliotek til rådighed. Jeg havde endda overvejet at låne dit baderum, men jeg blev vist fanget i bogen her." Han kastede et blik mod vinduet og kunne konstatere, at tiden ganske rigtigt var gået.

Det var ikke fordi, at han løj, sådan helt i hvert fald. Det var rart at kunne bruge et køkken og der var utroligt mange spændende bøger i Marads bibliotek. Det gode ved at bo et fast sted, måtte Samael erkende. Og ja, han havde faktisk overvejet at fylde vand i et kar og tage et godt langt og varmt bad. Det var ikke noget, han fik så ofte, det var mere kolde åer eller søer på hans tur rundt i landet.
Men han var her selvfølgelig også for at holde øje med Marad. Nok var de ikke venner, men han var trods alt stadig hans bror. Hvis man var lidt fræk kunne man kalde Marad for hans lillebror, selvom de var lige gamle, hans personlighed og opførsel var bare langt fra så voksen som Samaels.

Samael så tilbage på Marad.
"Apropos mad, du ligner en, der har brug for noget næring. Der er varm mad i gryden." Han nikkede mod gryden, der hang ved ilden, så den holdt sig varm uden at brænde på.
Hele hans kropssprog var roligt og afslappet, og man kunne nok også sige, at der var lidt smil i hans vejrbidte rynker, selvom der ikke var et om hans læber. Han var venlig mod sin bror, men forventede ikke at få andet en sure miner og skældud tilbage. Men det betød ikke, at han ikke ville tilbyde andet, Marad havde tydeligvis brug for venlighed lige nu, om han ville have den eller ej. 

Under normale omstændigheder ville Marad nok have startet en diskussion med Samael om, hvorvidt det var okay, at han bare sådan valgte at benytte sig af husets faciliteter. Marad værnede trods alt meget om sit hjem og sine ting, og ingen fik nogensinde lov til at bruge det, uden han havde givet tilladelse først. Men han var træt, og det var jo trods bare Samael og ikke en eller anden tilfældig tyveknægt, som var brudt ind i hans hus.. Så mon ikke det gik bare denne ene gang? Så længe Samael bare ikke gjorde det til en vane.

Kort overvejede Marad at kommentere på det faktum, at de egentlig ikke havde brug for mad, men han kunne ikke rigtig bebrejde Samael, han nød jo selv at spise god og velsmagende mad. Desuden var det ikke til at sige, hvor ofte Samael faktisk fik mad normalt. Så i stedet gik Marad tavst hen og øste mad op til sig selv.
"Du er vel også snart nødt til at tage videre?" Det var ikke for at smide Samael ud, men Marad havde aldrig været god til høflig hyggesnak, og da især ikke med sin bror.

Næsten med det samme kunne Marad mærke, at maden gjorde underværker for ham, nu havde han bare brug for et bad og lidt fred.
"Jeg har tænkt mig at tage et bad. Medmindre du har tænkt dig at følge med og også holde øje med mig der, kan jeg forestille mig, at der er bedre brug for dig andetsted" Forhåbentlig ville det være muligt for Marad at vende lidt tilbage til noget, som kunne ligne en normal hverdag, nu hvor han havde begravet James.

Selvom Marads ansigt ikke udtrykte meget, kunne Samael næsten se tankerne, der gik igennem hovedet på ham. Hans forbandede bror i hans hus, hvor han havde lavet mad og skramlet rundt. Det så dog ikke ud til, at Marad ville få en hjerneblødning over det, så Samael blev roligt siddende, mens han betragtede ham lidt. Han så stadig træt ud, og der var nok ikke nogen tvivl om, at han burde have sovet længere. Mængden af blod havde fortalt sit eget sprog, og Samael kunne ikke lade være med at lade blikket glide grundigt ned over ham. Det var ikke til at se noget for tøjet. Og dog. Det gik pludseligt op for ham, at der ikke var nok fingre på Marads ene hånd.

Han hørte ikke efter, da Marad snakkede videre, men lagde bogen fra sig og rejste sig for at trådte hen til ham. Her tog han ved Marads håndled, ikke hårdt og Marad ville kunne rykke hånden til sig, inden han løftede den op og betragtede de to stumper, der var tilbage af Marads lille- og ringefinger. En rynke dukkede op i panden af ham for et øjeblik, som han følte en let vrede mod den person, der havde skadet Marad sådan, men den forsvandt hurtigt igen, og hvis Marad ikke allerede havde trukket hånden til sig, slap han den.

De blå øjne vendte tilbage til Marads ansigt for at betragte ham lidt, inden han trak på en skulder og trådte lidt tilbage.
”De døde går ingen steder. Og hvis de gør, så finder jeg dem nok.” Han kørte en hånd over sin kind og smilede så. ”Men jeg regnede heller ikke med at være velkommen.” Han bakkede et skridt mere, drejede rundt og gik over til sin oppakning, som han samlede op. Han brokkede sig ikke over at blive smidt ud, selvom der var blevet mørkt udenfor, og det ville have været bedre at låne en seng for natten. Hverken hesten eller han havde brug for søvn. Og han kunne alligevel ikke gøre mere for Marad, et længere besøg ville bare ende ubehageligt for dem begge.
Han stoppede op ved siden af Marad på sin vej ud af dørem, og så på ham med et overraskende bekymret blik.
”Du må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre.” Han så lidt på ham, inden han fortsatte ud ad døren ud til gangen og drejede i retning af hoveddøren. Han regnede ikke med, at der var noget, Marad ville have fra ham.

Det var uden brok fra Marad, at Samael løftede hånden, så han kunne studere de manglende fingre. Normalt ville Marad ikke have tilladt sin brors bekymring, men lige nu var han alt for udmattet til at gøre noget som helst ved det. Han lagde mærke til rynken, som dukkede op mellem Samaels bryn, og han prøvede på at komme på en eller anden kommentar, men der dukkede intet op. Måske han bare skulle ligge sig ind i sengen igen, og så blive liggende der i et par uger. Det lød egentlig slet ikke som nogen dårlig plan, hvilket overhovedet ikke lignede ham.

Til tider kunne Marad godt misunde Samael, selvom han aldrig ville indrømme det. Samael havde et så simpelt formål i livet, og det var alt, hvad han behøvede at bekymre sig om. Ikke at Marad på nogen måde ønskede at bytte, men ligd nu kunne han godt savne, at der var noget, eller nogen, som ventede på ham, eller som ventede på at blive ordnet.
"Det er trods alt dit job" Sagde han og trak lidt på skuldrene, Samael havde altid været pokkers plligtopfyldende.
"Det plejer ellers ikke at generere dig" Marad var ikke glad for nogle af sine søskende, men Samael kunne han tolerere.. Han ville endda gå så langt som at sige, at han kunne acceptere hans besøg, men rigtig velkommen ville han næppe nogensinde være.

Marad fulgte Samael med blikket, som han gik rundt og pakkede sine ting. Det vilme nok være underligt pludselig at være helt alene i huset, men måske ville han faktisk have meget godt af det.
"Jeg er en stor dreng, Samael, jeg kan klare mig selv" og han var han generelt ukke typen, som bad om hjælp, men det vidste Samael jo godt.
Marad fulgte Samael ud til døren, og fulgte ham med blikket, son han krydsede gårdspladsen, hvorefter han lukkede døren og satte kursen mod baderummet. Det var på tide at forsøge at vende tilbage til et nogenlunde normalt liv.

Marad var en stor dreng. Havde han ikke befundet sig lige bag Samael, havde den tilsyneladende ældre bror gnedet sig i ansigtet med en hånd, men i stedet sukkede han dæmpet og fortsatte ud af hoveddøren.
"Spis nu noget af maden." Den sidste kommentar forlod tørt hans læber, som han forlod bygningen og gik mod stalden, hvor hans særprægede hest stod.

Både den og Marads hest hilste på ham, og han kunne godt mærke, at de ikke var glade for at blive skilt ad, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Han havde heller ingen problemer med at lægge sadlen på sin skeletagtige hest med den rovdyrsagtige mund, og snart var han klar til at tage af sted. 
For et øjeblik blev han stående på gårdspladsen og så mod hovedhuset, inden han svang sig i sadlen og lod hesten traske af sted i sit sædvanlige langsomme tempo. De havde ikke noget, de skulle nå, og er var en lang, stille nat foran dem. En nat, der ville blive fyldt med tanker om Samaels søskende, men især Marad og de manglende fingre.