Nicola kunne mærke hjertet hamre hårdt i brystet, da Sobek greb fat i ham. Han var bange, men gjorde sit bedste for at se Sobek trodsigt i øjnene. Han havde lyst til at spytte efter Sobek, eller endda bide ud efter ham, men han ønskede ikke emre mishandling lige nu.
Det tog et øjeblik, men endelig nikkede han forstående til Sobeks ord. Han havde brug for varme og mad, hvis han skulle have nogle forhåbninger om at stikke af.

Da han endelig blev sluppet igen, krøb han sammen i det ene af buret hjørnet. Hans hænder knuede halen, som var placeret i hans skød. Efterhånden som kulden begyndte at krybe ind i rummet krøb han endnu mere sammen, og slog armene rundt om benene. Han var ikke vant til kulde, der var ikke nær så koldt i Rubinien. Han længtes hjem. Hjem til varmen. Hjem til de frodige oaser og udsigten til havet fra Balzera. Han havde brugt mange år på at rejse rundt i RUbinien, men han var aldrig kommet længere væk.

Da tæppet blev kastet ud til ham, trak hen det tæt rundt om sig. Det gav noget varme, men han følte sig stadig kold helt ind i knoglerne, hvilket fik hans allerede ømme krop til at smerte endnu mere. Han bøjede og strakte benene et par gange, og forsøgte at gøre sig det nogenlunde behageligt i buret. Der var nogle fordele ved at være så lav og spinkel. Selvom buret langt fra var behageligt, ville det uden tvivl have været meget værre, hvis han var højere.
Der gik lang tid, men endelig fik udmattelsen overtaget, og han faldt i søvn siddende op ad tremmerne og med hagen mod brystet.

Han blev vækket ved lyden af aktivitet at et andet sted i hytten. Han havde været vågen flere gange, og følte sig langt fra udhvilet. Han rejste sig op og strakte kroppen, som var blevet stiv af at tilbringe natten i buret.
Da Sobek kom ud til ham, pressede han sig op ad burets bagside. Smerterne i kroppen mindede ham om alle de ting, SObek havde gjort ved ham, og han var ikke i tvivl om, at der var mere smerte på vej.    

Sobek blev stående i døren og betragtede drengen, der tydeligvis ikke havde glemt, hvad der var sket dagen før. Godt. Man skulle frygte Sobek. Det var en rigtig god start. Sobek havde brugt tiden på at tænke lidt. Over hvad han skulle gøre ved Nicola. Han var stadig ikke helt kommet frem til et svar, for han var splittet mellem lysten til at se, hvor længe han kunne holde ud at have ham i huset, både som selskab, men også som, ja, hvad han nu lige kunne bruge ham til, og så den manglende lyst til at skulle slås med et nyt uvilligt væsen. Men Nicola var ikke Avior. Og han virkede ikke til at kunne noget som helst, der ville blive et problem.

Endeligt trådte han frem mod buret.
"Jeg har mad med. Du har været stille." Han stillede kruset med vand fra sig på en hylde og tog nøglen fra dens søm ved døren for at låse op. Skålen stillede han ind i buret, inden han låste lågen igen. Han betragtede Nicola lidt igen, inden han gjorde en bevægelse mod kruset med vand.
"Jeg tænker, at du er tørstig. Måske trænger du til at træde af på naturens vegne?" Der var en svag tone af noget lokkende i hans stemme.

Han blev ved med at se på ham, mens han kløede sig på den muskuløse mave. Hans hylster var ikke ungt mere, men ham han havde taget det fra, havde været skovhugger og musklerne havde været der, da han havde overtaget det. Og hans egen meget aktive livsstil havde holdt dem ved lige.
"Hvis du kommer herover og viser mig, at du er villig til at gøre noget for det, får du vandet. Gør du mig tilfreds, kommer du med ud i stedet for at jeg finder en spand." Han så afventende på ham. Han havde ikke uddybet, hvad det var, han ville have ham til, men man skulle næsten være idiot for ikke at kunne regne det ud. Men det var missekatten måske også.

Nicola trådte forsigtigt hen til maden. Han var ikke fuldt ud overbevist om, at Sobek faktisk ville lade ham spise. Han greb skålen og pressede sig igen op mod bagsiden af buret. Han begyndte at hugge maden i sig så hurtigt, som han kunne komme til. Han frygtede stadig, at Sobek ville tage det fra ham.

Han stoppede kortvarigt med at spise, da Sobek snakkede til ham. Han var tørstig, og han var også snart nødt til at træde af på naturens veje. Han sagde dog ikke noget.
Foreslaget ramte ham som en knytnæve i maven. Han skulle frivilligt.. han var ikke sikker på han kunne. Men han havde brug for vandet for at få nogle kræfter tilbage, og det virkede ikke tiltalende at tage sig af sine behov i et hjørne af buret.

Han trådte hen, så han stod lige foran Sobek. Hans ansigt sagde tydeligt, at han fandt både Sobek og situationen frastødende.
"Hvordan vil du have det?" Stemmen var lettere opgivende.
Han frygtede svaret. Jo, han havde da tilfredsstilet mænd med hånden før, og det havde ofte været i bytte for at måltid eller en sang. Men hvad hvis Sobek ikke var tilfreds med hans hånd.. Han vidste godt at andre gjort det, han var endda selv blevet spurgt om det flere gange, men han havde aldrig selv brugt noget andet end hånden.

Sobek havde ikke tænkt sig at tage maden fra drengen. Skulle han ikke have den, havde han ikke fået den. Selvom den anden idé måske også kunne være sjov, men det var ikke noget, Sobek lige følte for at gøre. Men det vidste Nicola tydeligvis ikke, som han stod så langt væk som muligt og huggede maden i sig som en udsultet hund. Ja, kat, vel nærmere. Sobek havde nu ikke tænkt sig at sulte ham. Ikke endnu, i hvert fald, men nu måtte tiden vise, om det var det, der skulle til, for at få ham til at gøre, hvad der blev sagt. Ind til videre var det jo gået ganske udmærket. Det havde været en dygtig lille missekat.

Han fulgte Nicola med blikket, da han kom over til ham. 
"Spis du bare færdigt," brummede han og lagde armene over kors. Man skulle næsten tro, at han var en tålmodig mand, men så snart halvdyret havde slugt den sidste mundfuld, rakte han en underarm ind i mellem tremmerne. Han kunne lige lægge fingrene mod Nicolas skulder, hvilket også var nok til at lægge et pres på ham, for at få ham ned i knæ. Han havde ikke tænkt sig at hjælpe ham, så han lod Nicola selv få bukserne flyttet, så han kunne komme til. Dog trådte Sobek så tæt på buret som muligt, så det ikke ville være et problem for missen at nå.

"Bider du, skærer jeg din hale af. Og pas på de små skarpe bisser, det kan være, at jeg vælger at rykke dem ud, hvis jeg synes de er i vejen." Det var ikke tomme trusler, der blev udtalt med hans dybe, let hæse stemme.
Hans hånd fandt frem til Nicolas hår, klar til at hjælpe ham, hvis han ikke helt havde styr på, hvordan man gjorde. Måske også bare for at opmuntre ham lidt til at gøre et godt stykke arbejde.

Nicola gav sig god tid til at spise det sidste af maden. Han prøvede at udsætte, hvad end det var, Sobek ville have ham til. Han brød sig ikke om at skulle tilfredse den grove mand på nogen måder, men han var alligevel lettet over, at Sobek ikke bare hev ham ud af buret og smed ham på sengen igen.. han havde stadig store smerter efter den sidste omgang.

Da Sobek pressede ham på skulderen, kunne han mærke en kold fornemmelse sprede sig i kroppen. Alligevel satte han sig dog modstridende på hug. Så Sobek havde tænkt sig at bruge hans mund, ganske som frygtet. Han var pinligt bevidst om, at der ikke var nogen vej udenom situationen. Han kunne kun håbe, at Sobek ville være nogenlunde blid ved ham.. Ikke det ville ligne den ubehagelige mand at være det, taget i betragtning af, hvad der var sket aftenen før.

Langsomt førte han hænderne op og løsnede Sobeks bukser, hvorefter han trak dem ned. Alle bevægelserne var en kæmpe kamp mod ham selv. Da bukserne blev flyttet ned, så Sobeks manddom blev afsløret, kiggede han væk. Han var ikke sikker på han kunne gøre det.
Uendelig langsomt førte han en hånd op og greb om Sobeks manddom. Han førte hånden frem og tilbage et par gange. Dette kendte han. Han trak vejret tungt et par gange, lukkede øjnene, og lod langsomt munden omslutte Sobeks manddom.

Det var ubehageligt. Ikke selve gerningen i sig selv, men mere tanken om, hvis ansigt han ville se, hvis han åbnede øjnene og kiggede op. Tøvende begyndte han at bevæge hovedet frem og tilbage. Han prøvede virkelig at gøre det godt, mest på grund af hånden i hans hår, men han havde jo ikke prøvet det før, og motivationen til faktisk at give Sobek nydelse var heller ikke stor.

Der var ingen tvivl om, at hans lille nye kæledyr ikke havde lyst til at gøre, hvad der var blevet krævet, så Sobek var da kun positivt overrasket, da det endeligt så ud til, at missekatten ville gøre det alligevel. Da hans bukser blev hevet ned, fugtede Sobek sin underlæbe, og man kunne næsten sige, at han kærtegnede Nicolas hoved med tommelfingeren. Eller også var det bare en utålmodig bevægelse for at få ham til at komme videre.
En tilfreds brummen kom fra ham, da han kunne mærke drengens læber lukke sig om ham. Han lod ham prøve sig frem i et stykke tid, men til sidst røg tålmodigheden. Det var ret tydeligt, at han ikke havde prøvet det før, og at han ikke havde lyst. Så Sobek valgte at "hjælpe" ham lidt ved at bruge sit tag i hans hår til at få ham til at arbejde en smule mere for sagen. Det var dog med en del selvkontrol fra Sobeks side, for han ville ikke ligefrem risikere, at få ham til at brække sig.

Det tog lidt tid, men til sidst kom Sobek med en lang, tilfreds brummen og hans greb i drengens hår blev en smule mere fast. Endeligt slap han ham og trak sig tilbage, inden han hev sine bukser på plads og derefter tog koppen fra hylden. Han rakte den ind i mellem tremmerne til Nicola.
"Du får mere bagefter." Og så gik han. Sagde intet om den lovede tur ud, han havde ikke helt besluttet sig for, om drengen fortjente det. 

Lidt efter kom han ind med en spand. Tavst åbnede han buret og stillede den ind, inden han låste og gik igen. 
Det rørte ham ikke så meget at have Nicola siddende i buret. Der var hele tiden noget at lave og han var både ude for at se til hesten og kigge til køkkenhaven. Indenfor gjorde han rent efter måltiderne, og ryddede ud i ildstedet, så det var klat til mere ild senere.
Til sidst gik han ud til sit slagterbord og gik i gang med at ordne de skind, han havde gemt fra dagen før. Døren ind til kammeret stod åbent, så Nicola kunne se, hvad han lavede.

Det var langt fra rart, at Sobek greb fat i Nicolas hår, og begyndte at "hjælpe" ham, men han havde forventet, at Sobek ville være noget mere brutal. Ikke at Sobek ligefrem var blid, men hans mund blev da ikke fuldkommen misbrugt. Han var næsten taknemmelig for den næsten blide behandling.

Han kom med nogle halvkvalte lyde, da Sobek tømte sig i hans mund. Han forsøgte at trække sig tilbage, så han kunne undgå at synke det, men grebet i håret forhindrede det.
Da Sobek endelig slap ham og trak sig tilbage, faldt han hostende fremover, mems han forsøgte at undgå at kaste op. Han tog taknemmeligt imod koppen, og tømte den i en lang tår. Det var langt fra nok vand.

Han havde virkelog håbet, at han kom ud af buret, derfor var skuffelsen tydelig i hans ansigt, da der blev smidt en spand ind i buret til ham. Det var ikke tiltalende at spanden skulle stå i buret sammen med ham, men han havde ikke noget valg. Med et lavmålt sukkede rejste han sig op, stillede spanden i hjørnet af buret og fik ordnet, hvad der nu skulle ordnes.

Han satte sig over i det modsatte hjærne af buret, og støttede hovedet mod tremmerne. Langsomt begyndte tankerne at fylde hans hoved, og det var som om det først nu gik op for ham, hvad han lige have gjort for Sobek. Han bæjede sig forover og prøvede at trække spanden til sig. Han nåede dog ikke at få den helt hen, for hans mave gjorde knude på sig selv og han kastede op. Han formåede dog at undgå at ramme sig selv. Rystende kravlede han så langt væk fra opkasten han kunne, og krøllede sig sammen med armene beskyttende rundt om sig selv.

Sobek var ikke berørt af, at Nicola havde taget det så dårligt. Ærligt talt var han ligeglad. På et tidspunkt huskede han sig selv på, at drengen skulle have mere vand, så han stillede en kande ved buret. Nicola kunne stikke armene og og fylde sit krus på den måde.
Timerne gik. Snart var han færdig med forarbejdet af skindene og hang ham dem til tørre. Det var ved at være hen af eftermiddagen. Den store mand strakte sig, så hans ryg knagede, inden han gik ud til Nicola. Her stod han og betragtede ham lidt, mens han overvejede, hvad han skulle gøre ved det rod.
"Hvis du vasker gulvet i buret, får du lov til at komme ud til det er tørt igen." Han ventede ikke rigtigt på et svar, men gik ud for at hente en spand med vand og en kost. En af dem med skaft, så grundigt skulle der vel heller ikke skrubbes.

Han låste lågen op og fjernede den klamme spand. Ikke at det rørte ham. Senere ville han gå ud og tømme den og skylle den, så Nicola få den tilbage. Derefter pegede han på tæppet og lavede en bevægelse med fingeren for at sige, at Nicola skulle række det til ham. Derefter rakte han ham spanden med vand og kosten og trådte tilbage, så han kunne komme til. Lågen stod åben, så han kunne bakke ud.

Så snart buret var rent, tog han kosten og spanden fra ham og gik ud for at stille det på plads i det andet rum i tilbygningen. Derefter ventede han på, at Nicola kom ud derfra og ind i stuen. 
Man skulle nok tro, at Sobek ville gøre mere ud af sørge for, at sikre sig, at drengen ikke løb nogen steder. Der var to udgange, en dør i tilbygningen og hovedøren i stuen. Døren til tilbygningen havde han lukket udefra tidligere, men hoveddøren var fri. Han havde end ikke slået slåen for. Men det virkede som om, at han ikke regnede med, at katten ville forsøge at flygte, for han gik afslappet hen og satte sig i sin stol.

At der uden for døren stod en af hans krokodilleagtige væsner og holdt vagt, det var ikke til at vide. Skulle Nicola åbne døren, ville den store krokodille åbne munden og hvæse af ham, klar til at bide sammen om den tynde krop. 

"Der er mad senere." Han lød mest som om, at han snakkede til en velkommen gæst og ikke en ung mand, han havde mishandlet og spærret inde.

Nicola fik kæmpet sig op at sidde, så han kunne fylde sit krus. Også det blev tømt i en lang tår. Han fyldte det endnu en gang, denne gang tog han dog kun en lille tår, inden han stillede det udenfor buret, så han ikke kom til at spilde det ved et uheld. Han ønskede ikke at spilde de dyrebare dråber. Han krøllede sig igen sammen på bunden af buret. Han ønskede bare at få noget søvn, mem hver gang han faldt hen, blev han strak væklet af livagtige mareridt.

Som timerne gik fik han tømt kanden. Han ville ønske at der var mere, men i det mindste var han ikke voldsomt tørstig mere.
Han fik kæmpet sig op på benene, da Sobek igen kom ud på ham. Hans ben føltes usikre og stive, men han formåede at holde sig stående. Han nikkede tavst til Sobeks svar, selvom det ikke virkede til at han egentlig forventede et svar.
Han fulgte tavst Sobeks bevægelser, og skyndte sig at række ham tæppet, da Sobek gjorde tegn til det. Han sagde heller ikke noget, da Sobek kom med vand og en kost. Han tog blot imod det og begyndte grundigt at skrubbe bunden af buret. Han var ikke vild med at gøre rent, men lige nu var han virkelig taknemmelig for, at han i det mindste fik lov til at gøre buret rent.

Han fulgte efter Sobek ind i stuen. Det kom noget bag på ham, at Sobek ikke gjorde noget for at forhindre ham i at stikke af. Han overvejede det kort. Han ville næppe nå langt, og Sobek ville uden tvivl straffe ham for ulydigheden. Så var det bedre at vente og se, om der kom et mere oplagt tidspunkt.
Han stod et øjeblikt og så fortabt ud i luften, ude af tvivl til at finde ud af hvad han skulle gøre uden at få en direkte ordre. Han endte med at krybe sammen op ad en væg ikke langt fra Sobek. Han havde ikke lyst til at holde sig så tæt på manden, men samtidig frygtede han at enhver bevægelse ville føre til afstraffelse, især hvis han bevægede sig for meget rundt.
Hans blik hvilede på Sobek, mens han forsøgte at finde hoved og hale i hele situationen. Sobeks opførsel nu passede ikke sammen med den måde han havde opført sig aftenen før. Det forvirrede ham, og han brød sig ikke om det. Han plejede ikke at have svært ved at læse folk.
"Hvorfor behandler du mig pludselig så.. pænt" Stemmen var lav, og det var tydeligt at han tøvede med faktisk at stille spørgsmålet.

Til Sobeks overraskelse, og tilfredshed, startede missekatten ikke ud med at løbe mod døren. Han håbede lidt, at det var fordi, at han allerede havde intimideret drengen så meget, at han vidste, at det ville være dumt. Nu fik han at se, han tvivlede på, at drengen slet ikke ville forsøge. Når lejligheden bød sig. Sobek ville holde godt øje med ham. Måske endda se den anden vej for at få en grund til at lære ham, at han ikke skulle nogen steder. Mon ikke, at det nok skulle ske?

Han ignorerede Nicola, som denne kom ind i stuen og placerede sig lidt fra ham op af væggen nær ildstedet. I stedet samlede han koppen op, han havde siddet og snittet dagen før. Den var ikke helt færdig. Sådan noget tog lang tid. Den ville ikke blive lige så pæn og glat som hos en professionel, men han havde alligevel lavet flere, end han kunne tælle til, og den ville være mere end brugbar.
Ikke at han nåede at snitte så meget, inden Nicola med dæmpet stemme stillede ham et spørgsmål. Sobek løftede blikket og så på ham. Hvad skulle han svare til sådan noget? Hvorfor behandlede han ham egentligt "pænt"? Nicola ville nok ikke kunne lide sandheden - for Sobek behandlede ham pænt af én grund. Han ville få Nicola til at tro, at han var ønsket og at Sobek ville ham. Det var en måde at ødelægge ham på. At gøre ham nemmere at styre. Men det behøvede knægten ikke at få at vide.

Så Sobek brummede bare.
"Fordi du ikke har været til besvær. Du har gjort, som jeg har bedt dig om." Det var en halv sandhed. Nicola havde været stille hele dagen og havde gjort som han var blevet bedt om, om morgenen. Efter kort overvejelse, lagde han kruset fra sig igen og satte kniven på plads i bæltet, hvor Nicolas stadig sad. Han lænede sig lidt frem og så på drengen.
"Reglerne er meget lette herhjemme. Gør som der bliver sagt, og det hele går meget lettere. Gå mig i mod..." Han færdiggjorde ikke sætningen, det behøvede han vist ikke.

Så Nicola slap for yderligere mishandling fordi han gjorde som der blev sagt. Fordi han var.. dygtig? Der var altså en eller anden form for mening bag Sobeks gerninger. Han mente nu ikke selv at han have gjort noget for at fortjene gårsdagens mishandling. Havde han? Han rystede forvirret på hovedet. Han måtte ikke begynde at tænke på den måde. Han blev nødt til at holde sine tanker klare, så han kunne fokusere på at stikke af, hvis muligheden bød sig.
Uden han egentlig selv tænkte over det, pressede han sig op mod væggen, da Sobek lænede sig frem. Der kunne ikke herske nogen tvivl om hans frygt til manden.
"Javel.." Han vidste ikke om Sobek havde forventet et svar, men han turde næsten ikke vente med at svare. Sobek behøvede ikke uddybe hvad der ville ske, hvis han gik ham imod. Han kunne levende forestille sig alle de forfærdelige ting manden kunne finde på.

Han gnubbede sine arme lidt. Hans krop var stadig øm, og selvom det næsten virkede umuligt, virkede det som om kulden stadig sad i hans knogler. Han var uden tvivl ikke i nogen optimal tilstand. Han rejste sig tøvende og bevægede sig langsomt tættere på ildstedet. HHan holdt sin ryg trykket op ad væggen.
Han lænede hovedet op ad væggen. Han kunne mærke trætheden i hele kroppen. Hvis han fik lov kunne han formentlig sove i en hel dag.
Han kæmpede virkelig for at holde sig vågen, men alligevel kæmpede udmattelsen med at vinde over ham. Han kunne knap nok holde øjnene åbne, og hvis Sobek ikke gorde noget for at vække ham, ville han højst sandsynligt ende med at falde i søvn. 

Sobeks lysegrå øjne fulgte knægtens bevægelser tættere på ildstedet. Der blev ikke sagt mere, og lidt efter satte han sig til at snitte videre. Det var ret tydeligt at drengen var træt, så han lod ham være. Lod ham sove, da han faldt i søvn. På et tidspunk svingede han gryden hen over ilden igen, så gryderetten fra dagen før kunne blive varmet op. Duften af mad spredte sig i rummet.
Hans blik blev ved med at glide fra arbejdet med koppen til drengen, der sad og sov. Det var ikke fordi, at Sobek havde nogen form for varme følelser, det havde han end ikke haft for sin egen søn. Men måske det var mere rart at have nogen i huset end han ville indrømme for sig selv. Han var en ensom mand. Det havde han ikke altid været. Der havde været forældre, kvinde og barn. Og det var ikke fordi, at han følte sig ensom, han kunne godt lide at være alene. Men selskab var nu heller ikke helt af vejen.

Til sidst rejste han sig og sparkede til Nicola. Ikke hårdt, men hårdt nok til at vække ham.
"Der er mad." Han tog to skåle fra hylden og fyldte den ene op for at række til ham sammen med en ske. Om han ville sidde der og spise eller om han ville sætte sig op til bordet sammen med Sobek, måtte han selv om. Sobek fyldte i hvert fald sin skål og satte sig ved bordet, hvor han gav sig til at spise.
Han havde egentligt ikke nogen plan med drengen. Det var et skridt af gangen, hvad han lige følte for. Lige nu handlede det mest om at finde ud af, hvor krigerisk han var. Hvor mange problemer han ville lave. Og så trin for trin bryde ham ned, så han kunne bruges til noget. 

Han slubrede en skefuld og tyggede af munden, inden han så mod Nicola igen.
"Hvad kan sådan en som dig?" Man kunne nok høre i tonefaldet, at han ville vide, hvad han kunne bruge ham til. Selvfølgelig det han havde brugt ham til ind til videre, men boede man i hans hus, skulle man også lave noget. Det var ikke et gratis ophold med opvartning.

Langt om længe faldt Nicolas hage ned mod brystet, og han begyndte at trække vejret tungt. Han havde i den grad brug for hvile. Ikke at det var nogen videre behagelig lur. Han var igen plaget af mareridt. Mareridt som handlede om alt fra hans mor og til Sobek. Det var en forvirrende omgang, men denne gang formåede mareridtene ikke at vække ham.

Han kom med et lettere forskrækket udbrud, da der pludselig blev sparket til ham. Han så forvirret rundt. Sobeks hytte. Han var i Sobeks hytte. Ikke derhjemme med sin mor, som hans seneste mareridt havde bildt ham ind. Så var Sobeks hytte næsten at foretrække. Næsten.
Han tog imod skålen med mad. Han var efterhånden blevet godt sulten igen. Han rejste sig op og satte sig hen til bordet.

Han spiste noget mere roligt end tidligere. Der var ingen grund til at hugge maden i sig, og modsat tidligere var han blot sulten, ikke udhungret.
Han tøvede en anelse med at besvare Sobek, lettere usikker på, hvad han præcis ville vide, og hvor meget, han skulle fortælle ham.
"Jeg kan lave mad.. i hvert fald godt nok til, at det kan spises og man bliver mæt. Og.. hvad der generelt kræves for at holde et hjem.. rengøring og lignende" Han gjorde sig ingen illusioner om sine evner, han var vant til at leve af andre. Men han havde trods  alt boet og klaret sig alene i mange år, før hans evne gjorde det meget nemmere at få folk til at hjælpe ham.

Sobek ventede på et svar fra halvdyret, mens han selv tyggede på sin mad. Han havde ikke de store forventninger, hvilket kun blev bekræftet, da Nicola svarede. Lave mad og gøre rent. Jaså. Det var ikke ligefrem specielt ophidsende. Småt brugbart, men det var ikke fordi, at hans hjem var specielt stort, så det var nemt at holde, og mad krævede heller ikke så meget. 
Han brummede og skovlede endnu en skefuld ind, mens han overvejede, hvad han skulle bruge halvkatten til. Mon Nicola havde nogle evner, der var praktiske? Nogle halvdyr kunne ting, der hørte deres dyredel til. Ikke at drengen foran ham havde udvist nogen former for katteagtige egenskaber. Ingen hurtighed, vild balance eller nogen evner til at slås.

Han havde stadig planer om at beholde ham for en tid, det kunne være, at der dukkede noget op, men hvis han viste sig at være mere af en opgave end en hjælp i det lange løb, ville han skille sig af med ham. Hvordan var uvist, men han kunne nok sælge ham. Der var en slavehandler i Balzera, der var meget glad for halvdyr. Måske han kunne få noget ud af drengen, Sobek ikke kunne.

"Kan du klatre i træer? Eller ved du noget om jagt?" Det første ville være praktisk, for Sobek var selv for stor til at komme længere op i træerne. Hvilket var et problem, både når han skulle fælde træer, eller her om efteråret, hvor de sidste frugter og nødder gemte sig i toppen. Jagt ville også være godt. Sobek tjente trods alt de fleste af sine penge på skind, hvilket stakken ude i tilbygningen tydeligt fortalte. 
De grå øjne så afventende på Nicola. Kunne han overhovedet bruges til andet end gulvvask og personlig fornøjelse?

Sobek virkede ikke ligefrem imponeret, hvilket fik Nicolas hjerte til at banke så voldsomt, at han næsten ville forvente, at Sobek kunne høre det. Han ville gerne kunne gøre nytte, det ville uden tvivl være den nemmeste måde at holde sig i live. Men han ville heller ikke lyve, det ville bare føre til afstraffelse.

"Ja! Jeg kan klatre i træer!" Han nikke ivrigt. Givet vis havde han ikke klatret meget i træer i Rubinien, men han havde da klatret rundt på hustage.
Om han kunne jage? Han havde aldrig haft brug for det. Mon hans evne kunne bruges på dyr? Det ville vel give mening, men det ville formentlig kræve træning og han tvivlede på, at Sobek ville spilde så meget tid på ham.
"Jeg har aldrig prøvet at jage.. Jeg overtaler folk til at give mig mad" Han bed sig nervøst i læben. Han havde sagt for meget. Han ønskede ikke, at Sobek skulle kende til hans evne, det var den eneste trumf han havde. Selvom evnen ikke havde virket på Sobek tidligere, kunne den sagtens virke på et tidspunkt. Han kunne kun håbe, at Sobek ikke fandt noget mistænkeligt i hans svar. Uanset havde han ikke tænkt sig at uddybe det. Blev han spurgt, ville han bortforklare det på bedste vis.

Sobek brummede lidt tvivlende, da Nicola straks sagde ja til, at han kunne klatre i træer. Det fandt de måske ud af en dag. Ordene om at han overtalte folk til at give ham mad, gik ikke helt hen over hovedet på ham. Han havde ikke glemt den underlige fornemmelse han havde haft, da drengen bad ham om at slippe ham fri. Han havde nær gjort det. Så der var noget? Han så for et kort øjeblik gennemtrængende på ham, inden han sænkede blikket til maden igen.

Så snart de begge var færdige med at spise, rejste Sobek sig. Buret burde være tørt nu. Uden at tjekke om det var, greb han Nicola i nakken og slæbte ham med ud i rummet i tilbygningen. Smed ham ind i buret og låste. Han tog spanden med sig, gik ud og tømte den og skyllede den, inden han gik tilbage til buret. Både tæppe og spand kom derind igen. Et tæppe var ikke meget i det kølige rum, men i dag fik han ikke mere. Han skulle gøre sig fortjent til det.
Han fyldte også kanden med vand igen. Det var sket før, at han nær var kommet til at gøre en fange lidt for syg, fordi de ikke fik vand nok.

Og hvad så? Ja, aftenen gik med det sædvanlige pulleri. Han havde altid et eller andet at lave. Så længe Nicola ikke lavede noget larm, var Sobek tilfreds.
Næste morgen stod han op, lavede sig en kop te og gik ind til Nicola igen. Vandet og maden skulle han nok få, hvis han havde været stille. I dag var tilbuddet et par skind, så han ikke frøs om natten. Hvis han gjorde Sobek tilfreds.
Ellers lod han ham sidde i buret til det var tid til at lave aftensmad. Denne gang var det en fasan, der blev stegt over ilden, mens noget sovs med grøntsager fik lov til at simre ved siden af. Sobek satte Nicola til at skære grøntsager ud igen, lade ham gøre sig lidt nyttig. Og så snart maden var spist, kom han tilbage i buret.

Sådan fortsatte det i en lille uges tid. Et tilbud om morgenen. Dagen i buret. Hjælp til aftensmaden og et måltid, inden han blev smidt tilbage i buret. Sobek rørte ham ellers ikke. Ikke at lysten ikke var der, men det skulle nok komme. Stille og roligt.

Endeligt kom han ud til Nicola en morgen, bar overkrop og kruset i hånden som alle andre dage. Han stillede sig hen til buret og betragtede halvdyret lidt, inden han kom med dagens tilbud.
"Jeg skal bruge noget hjælp udenfor i dag." Han sagde ikke mere, men tog en tår af den varme væske. Halvdyret burde efterhånden have lært, hvordan det hele foregik.

Nicola hvæste og kæmpede så godt imod, som han kunne, da Sobek greb ham i nakken og atter slæbte ham ud i buret. Der var selvfølgelig intet at gøre, han kunne ikke slippe fra af grebet. Han ar dybt utilfreds med at blive smidt tilbage i buret. Det var langt fra behageligt, men frem for alt forhindrede det ham effektivt i at stikke af. I det kom spanden med ind i buret igen, og han fik vand. Det var vel altid noget, i forhold til hvordan det havde været før.
Han krøllede sig sammen i burets og gav sig tavst til at vente på, hvad der mon nu ville ske.

Da Sobek morgenen efter kom ud igen, så Nicola udmattet op på ham. Det havde været endnu en søvnløs nat. Kulden i rummet gjorde det ikke nemt at blive bare den mindste smule komfortabel. Han så længselsfuldt op på skindene. De ville uden tvivl være varmere end tæppet. Han kravlede dog ikke hen til Sobek, han havde ikke tænkt sig at tilfredsstille ham i dag, selv ikke for løftet om skin, som ville gøre buret langt mere behageligt. 
Da han endelig blev lukket ud af buret, hjalp han lydigt med at skære grøntsager.

Dagene flød ud for ham. Han havde taget imod stort set alle Sobeks tilbud. At nægte ville ikke gøre noget for at forbedre hans situation. Han endte med at kaste op to af gangene, men lærte hurtigt at holde det tilbage. Han lærte efterhånden at distancere sig fra den ubehagelige oplevelse. Det var noget, som han blev nødt til at gøre for at overleve. Sådan var det.

Han han havde lært at vågne ved lyden af Sobeks trin, og denne morgen var ingen undtagelse. Han lyste nærmest op, ved udsigten til endelig at komme udenfor. Han var ikke god til bare at sidde indenfor. Han satte sig lydigt på knæ, og trak Sobeks bukser ned. Han lukkede øjnene, og lod munden glide ned over Sobeks manddom. Han kendte rutinen. Han bevægede hovedet frem og tilbage, og holdt det så stille for at lade Sobek blive færdig. Han trak sig tilbage og så forventningsfuldt op. Udenfor. Han skulle faktisk udenfor igen.

Sobek fulgte Nicola med øjnene, da han kom hen til ham. Halvdyret var blevet bedre, Sobek var holdt op med at "hjælpe" ham. Ikke at han var god, så egentligt var det mest for princippets skyld, at han fik ham til at tilfredsstille ham hver morgen. Sobek hverken sagde eller gjorde noget, mens Nicola gjorde sit bedste for at få det hurtigt overstået, men en tilfreds brummen kom dog fra ham, da han nåede sit klimaks. Han drak en tår mere, inden han trak sine bukser på plads. I dag var planen anderledes end den plejede. Normalt fik drengen sin morgenmad i buret, men i dag ville Sobek tage ham med ind til bordet. Og derefter tage ham med udenfor. Der skulle hugges og stables brænde. Det sidste kunne missekatten få lov til.

"Der er mad ved bordet." Han rakte op, tog nøglen og låste buret op. Med kruset til munden vendte han rundt og gik in di stuen, hvor der ganske rigtigt stod et par skåle med kold grød med bær, klar til at blive spist. Som dæmon behøvede Sobek ikke at spise så regelmæssigt som han gjorde, men hans hylster havde godt af det, så aktiv som den store mand var. Han spiste dog kun to gange om dagen, andet var spild af ressourcer.
Han satte sig og gav sig til at spise, mens han lidt i det skjulte holdt øje med Nicola. Ville han gribe den mulighed, han ville få inden så længe? Det ville han uden tvivl. Sobek kunne ikke forestille sig andet, end at han var ved at være desperat efter al den tid i buret.

"Du kommer til at stable brænde." Han skrabede det sidste grød ud af skålen med skeen og rejste sig så. Så afventede på Nicola, til halvdyret rejste sig. Derefter lagde han en hånd om nakken på ham og tog ham med hen til døren, som han åbnede. Der stod ikke nogen krokodille udenfor, det havde der kun gjort, når Nicola var fri til at gå rundt i huset. Det var ikke med et fast tag, han havde fat i ham, det var mere guidende. En smule advarende, som han ledte ham rundt huset og frem til huggeblokken ved siden af hytten. Man kunne lige skimte hestefolden, selvom hesten ikke var i syne. Han gav ham et let klem.
"Lad nu være med at løbe nogen steder," brummede han, inden han slap ham.

Der lå en stor bunke træ, der allerede var delt i mindre stykker, men som var for store til at bruge i ildstedet. Sobek greb øksen, der næsten så lille ud i hans store labber, inden han tog det første stykke træ og delte det med hårde slag. Der var allerede noget brænde stablet op langs husmuren, så Nicola burde nok kunne regne ud, hvad han skulle.
Tiden gik. Sobek var lige ved at finde på en undskyldning, da hesten gjorde ham en tjeneste og vrinskede.
"Øjeblik," mumlede han, inden han, med øksen i hånden, ingen grund til at udfordre skæbnen, vendte rundt og gik rundt hushjørnet for at "se til hesten". Dyret løftede hovedet og så på ham, tydeligvis ikke i problemer. Sobek gik lidt frem og satte sig så på en bænk, stillede øksen fra sig og gned sine slidte håndflader mod hinanden. Han måtte hellere give ham et lille forspring.

Nicola skyndte sig at kravle ud fra buret, nervøs for, at Sobek ville skifte mening og skubbe ham tilbage. Det var en lettelse at komme ud af buret og kunne komme til at strække de lidt stive lemmer ud. Han var ikke vant til at have så lidt plads at færdes på. Han havde jo altid kunne færdes mere eller frit, kun begrænset af, hvor langt hans egne fødder kunne bære ham. Han var ikke egnet til at være spærret inde, han var ikke nogen huskat.

Han satte sig ved bordet og begyndte roligt at spise maden. Han havde efterhånden lært, at det ikke nyttede noget at hugge maden i sig, der skette ikke noget før Sobek selv var færdig med at spise. Han havde dog svært ved at skjule iveren over endelig at få lov til at komme udenfor. Tanken om at stikke af strejfede ham ikke engang, han tænkte kun på endelig at kunne mærke solen og vinden igen.

Han brød sig ikke om grebet i nakken, men han sagde ikke noget til det. Han avr bange for, at hvis han brokkede sig, ville han ryge tilbage i buret.
At stable brænde var en opgave, han normalt ville have afvist at udføre, men lige nu var det en kærkommen afveksling til alt det andet han havde lavet. Så uden at sige noget begyndte han at stable brændet langs hyttens mur. Han forsøgte at holde sine følelser skjult fra Sobek, men han kunne ikke holde et svagt smil tilbage. Hvor havde han savnet den friske luft.

Sobek gik sin vej, og lod ham være alene. Kunne det virkelig passe? Det virkede næsten for godt til at være sandt. Han kunne stikke af! Selvom han langt fra var i optimal form burde han stadig kunne løbe fra den store mand. Han lagde forsigtigt brændestykket fra sig, og bakkede et par skridt væk. Bare for at se om Sobek pludselig kom tordnende rundt om hjørnet. Det virkede ikke til at være tilfældet. Han drejede rundt på hælen og begyndte at løbe så hurtigt hans trætte krop tillod. Han var fri! Endelig!

Han løb alt hvad han kunne uden egentlig at overveje hvilken retning, han løb i. Han skulle bare væk. Af og til snublede han over en rod eller blusen hang fast i en busk. Han var ikke vant til skove trods alt.
Det var først, da han ikke havde kunne se hytten bag sig i et stykke tid, at han stoppede op. Han placerede hænderne på knæet og trak vejret tungt. Han krop havde helt klart brug for mere hvile og næring, men det var der ikke tid til nu. Han så sig lettere forvirret rundt. Han havde ingen ide om, hvilken retning han skulle løbe for at komme ud af skoven. Ligeud virkede som det bedste valg. Han begyndte igen at løbe, stadig i et højt tempo, men dog ikke nær det samme som før. Han var ligeglad med, at han efterlod sig et tydeligt spor af knækkede grene og nedtrampede planter på skovbunden. Han skulle bare væk hurtigst muligt.
Han holdt pause igen med ryggen hvilende mod et bredt træ. Han havde brug for at orientere sig. Han vendte sig om, og så prøvende på træet. Det kunne vel næppe være anderledes end at kravle rundt på hustagenr i Rubinien. Med labgsomme bevægelser greb han fast i stammen og begyndte at kravle opad. Han avr forsigtig med, hvor han placerede hænder og fødder,det var trods alt et rimelig skidt tidspunkt at falde ned og brække nakken.

Sobek betragtede hesten, mens han ventede på, at Nicola stak af. Han regnede med, at han var smuttet, så snart synet af hans store ryg var forsvundet rundt hjørnet, men man kunne aldrig vide. Til sidst lukkede han øjnene og lod sit sind søge ud. Han havde en stor tro på sine evner, men han var ikke uforsigtig. Hånden i nakken på drengen på vej ud af døren havde ikke bare været for at lade ham vide, at Sobek stadig bestemte, men også for at mærke ham, hvor han ikke kunne se det. Det lille sorte mærke sad nu pænt i nakken af drengen og fortalte Sobek, hvor han var henne. Væk. Sobek sukkede og kom på benene. Hesten stod ved hegnet og ville snakke, så han gik over for at klø den lidt bag øret, mens den undersøgte hans lommer. Da den konstaterede, at der ikke var noget godt, gik den ud for at græsse videre.

Nå, han burde nok også se af at få fanget missekatten ind igen. Han gik tilbage ind i huset, hvor han fandt både sin slynge og bue med pilekogger frem. Ellers havde han bare den store kniv på sig, sammen med Nicolas lille. Og så begyndte jagten. Det var slet ikke så svært og han havde slet ikke brug for sit mærke. Der var spor i undergrunden, grene var knækket og han fandt endda tråde fra hans bluse, som han havde siddet fast. 
Man skulle måske tro, at sådan en stor mand ville have problemer med at komme hurtigt frem i skoven uden at lave for meget lyd. Men han var født og opvokset i skoven. Ikke denne skov, men en der lignede. Han vidste nøjagtigt, hvordan han skulle bevæge sig, hvor han skulle træde og hvordan han undgik at knække alt på sin vej.

Nicola havde løbet. Sobek gik. Og alligevel havde han en fornemmelse af, at han halede ind på ham. 
Sporet ledte frem til et træ. Det var som om, at det forsvandt. Sobek bevægede sig opmærksomt rundt om det. Barken bar præg af, at nogen havde klatret. Nå, så katten kunne klatre i træer? Han bakkede væk og hævede blikket op. Han var lidt svær at se for grenene, men jo, der var han. Sobek brummede lidt af morskab. Troede han, at han kunne gemme sig deroppe? Han skulle nok komme ned til Sobek igen. Af egen fri vilje. Eller ved tvang.
"Kommer du selv ned?" Han havde for én gangs skyld hævet stemmen, så drengen kunne høre ham.