Det var muligvis rigtig nok, at det kun var dronningen, men det var alligevel de færreste der rent faktisk havde lov til at brugge sig over overhovederne var forsinket af den ene eller anden grund. Man ville nødig stå dårligt med dem, så det var kun ens mest betroede venner der fik den slags brok. "Det kunne du godt have ret i," indrømmede hun alligevel. Det var blot en måde at tale om fyrsterne på.

"Selvfølgelig vil jeg det," sagde hun og nikkede lidt bestemt. Det var en ting hun i hvert fald ikke måtte glemme, og Isabel ville udentvivl blive ovenud lykkelig over det. "Og i ligeledes. Det er sjældent jeg får mulighederne for at snakke med en af Deres stand." De var muligvis begge af fyrstelig ophav, men deres pladser i hierarkiet var stadig milevis væk fra hinanden.
"Vi vil formegentlig se hinanden igen, til Deres lille sammenkomst," tilføjede hun så, og trådte et skridt tilbage, så Leonora i hvert fald havde fri adgang til at tage videre, som hun jo skulle.

Leonora ærede Clara med et høfligt buk som de sagde deres farvels. "Jeg vil se frem til det" bød hun, og tog et halvt skridt tilbage, inden hun drejede omkring og gjorde sin vej videre.

Som Leonora begav sig videre igennem sin dag, fulgte tanken om Clara hende igennem dagen. Selv efter solen længe var gået ned, og roen var faldet over Arys familiens palæ, faldt Fyrstindens tanker atter på den unge Komtesse, og en idé formede sig deraf. En idé der tog form i guld og sølv, formet som blade og blomst med en umulig grad af detaljer. 
Hun ville være nød til at bestille de sidste småting udefra. Skønt Leonoras evne tillod hende at manipulere ædelmetaller, var hun stadig magtesløs mod sten.. og dette projekt krævede en ganske særligt skåret samling safire, til at være dykdråber på kronblomsterne. 

Clara nejede høfligt tilbage. "Ligeledes." svarede hun, og lod fyrstinden tage sin afsked og afsted. Clara selv stod i noget tid og så efter hende, før hun gav et sidste blik til smykkeforretningen, og derefter lod sine fødder føre hende længere ned af gaden.

Da hun kom hjem senere på eftermiddagen, kunne hun livligt fortælle Isabel om de glædelige nyheder. Det var som forventet. Isabel var ekstatisk, og måske Clara ville have udskudt det bare en lille smule, hvis det ville være gået op for hende tidligere, at hendes mor naturligvis ville sørge for at de så så godt ud som de kunne. Det var store sage at blive inviteret op hos fyrstinden, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Selvom selve aspektet af at skulle få en ny kjole, og lære samtlige medlemmers navne i Arys familien at kende igen, så så hun alligevel frem til det. Forhåbentlig var der nogen med samme sind som Leonora i familien.