Hele Thanos' krop værkede og han havde det stadig som om, at han ikke kunne løfte sine arme, men han gjorde det. Selvom han var træt og følte sig slatten. Stædigheden vandt, og selvom han ikke havde spist meget, var det nok til at give ham en smule energi. Men det ville ikke vare længe inden, at han skulle lægge sig ned og hvile igen. Først ville han dog have lidt styr på sig selv, sine ting og sin situation, også selvom hele hans krop protesterede i mod hver eneste bevægelse, han lavede. Det ville blive bedre, især hvis han fik drukket noget mere vand og spist noget mere af den gode mad. Og hvilet. Sove. Selvom det ikke var et sikkert sted at lukke øjnene, blev han nok nødt til det. Og så håbe på, at hesten ville vække ham, skulle der komme nogen eller noget.

Det gik ikke forbi hans opmærksomhed, at hun blev stående foran ham med posen med korn, men han sagde ikke noget til det, mens han skiftede sit tøj. At hun kiggede på ham, rørte ham ikke, han forstod heller ikke det at være genert. Det var bare en krop, lige som alle andres. Omend hans var en smule mere veltrænet end de flestes. Hvis hun havde noget at spørge om, skulle det nok komme, og ganske rigtigt, da han havde fået den varme trøje på plads, satte hun sig på hug og stillede sit spørgsmål.
Da hun rettede blikket mod arret i hans ansigt, løftede han en hånd og rørte let ved det. Simpelthen for at mærke, hvordan det føltes. De var tæt på midnat, det ville ikke lukke sig ret meget mere end det, det var nu. Og så ville det åbne sig igen. Og smerten ville komme.

Han flyttede tankerne til hendes spørgsmål. Det var ikke fordi, at han følte frygt for den smerte, der ville komme, men han vidste, at den ville blive ubehagelig. Og han håbede, at hun var gået til den tid, så hun ikke skulle se det.
"Det er en forbandelse." Han havde ikke tænkt sig at uddybe, men hun kunne godt få et svar. Han lod hånden falde. 
"Arrene er fra før. Undtagen dette." Han lavede en bevægelse mod sit ansigt. 
Og mere ville han ikke sige om det. Han rakte ud efter vandskindet, drak lidt, og tog så skålen med mad. Han kunne godt spise noget mere. Den var næsten for tung for ham, og han hvilede den på sit knæ.
"Vil du bringe mig mere vand på et tidspunkt?"

Ardens øje fløj atter tilbage op på ham med forundring. Forundring over at han ikke umiddelbart havde virket til at have noget imod hendes spørgsmål. I hvert fald ikke nok til at ikke gide svare. Og forundring over selve svaret. Hun have haft mistanke til en magisk involvering på den ene eller den anden facon. Han udstrålede trods alt ikke en fuldkommen tom chakra-midte. Men en forbandelse? Hendes hjerte fald et par millimeter.
”Det lyder da eller sikke som meget af en forbandelse. Den reddede trods alt dit liv. Du ville have forblødt på ingen tid, havde du ikke helet så hurtigt, som du gjorde,” sagde hun ganske blidt. Hendes naive synsvinkel kunne ikke nogen bebrejde hende for. Hun var uvidende. Hun havde ingen mistanke til, hvad der dog kunne gøre en sådan evne til en ’forbandelse’. Men selvfølgelig var hun ikke dum nok til, at være overbevist om, at han bare havde kaldt det i en spøg. Eller i foragt. Kun meget for ville have et had mod en sådan evne. Og hun kunne næsten tvivle på, at sådanne følelser var at finde bag de mørke øjne.
”Det er bare en skam, at den ikke også havde en effekt på giften i din krop, men det er måske, hvad der er med til at gøre det til en forbandelse.”

Drikkeskinnet blev rakt til ham, og hun tog imod den igen, da hans opmærksomhed vendte tilbage til maden. Det trøstede hende at se ham spise. Det gik den rigtige vej, og hun stolede nu kun endnu mere på sine egne evner. Et sagte smil, som en observerende mor, sneg sig frem i hendes mundvige. ”Selvfølgelig. Lad mig blot se til hoppen og så skal jeg se at få bragt dig noget mere.”

Med dét rejste hun sig endnu en gang og om sider gik mod hesten. Denne gang med det oprindelige mål forreste frem for ting som sadeltaskerne eller nysgerrige spørgsmål. Drikkeskindet lagde hun som noget af det første fra sig på grotte gulvet og med kornsækken under den ene arm, tog hun forsigtigt hestens snude i sine frigjorte hænder. ”Du må også være godt udmattet, hva,” kunne man svagt høre, som hun talte til dyret. Og dyret prustede som gav den hende et svar tilbage. Det var ret tydeligt at se, at hun måde med dyr på den måde hun håndterede hesten, samt hvordan hesten reagerede på hende. Hun stryg den kærligt over den bløde mule og nussede let mellem øjnene.
Med ferme fingre åbnede hun sækken og stak en hånd ned for at tage en håndfuld korn op, som hun kuplende som en skål holdte frem. Hesten stak straks snuden direkte ned i kornene og begyndte at gumle og gnaske veltilfredst. Det samme med den næste håndfuld. Og så den tredje. Mere gav hun den ikke. Efterfølgende gjorde hun det samme med vand fra drikkeskindet, og lige som med foderet, var hesten der med det samme. Så tørstig og så sulten. Ikke underligt, hvis den havde travet omkring på den ujævne bjergrod.

”Jeg vil prøve ikke at være væk længe. Men prøv at spis,” lød Ardens lyse stemme, denne gang lidt højere end da hun talte til hesten, for nu talte hun til Thanos. Hænderne blev tørret af i skørtet, og som hun passerede hans liggested, efterlod hun sækken med korn ved hans side for i stedet at samle hans ødelagte tøj op i sine arme. Hun så på ham en sidste gang, før hun begav sig mod den smalle åbning i klippevæggen for så at forsvinde dybere ind.

Det var ikke svært at se, at hans svar ikke bragte hende nogen form for forståelse. Og hendes ord fortalte ham bare, at hun ikke havde forstået det med forbandelsen. Det havde han oplevet før. ”Jamen, det er vel ikke en forbandelse, når den redder dit liv?” Nej, han kunne sagtens se pointen. Men der var en betaling, hvilket gjorde det til en forbandelse. Også selvom betalingen var til at leve med. En dag som i dag … ville han næsten hellere være fri. Men også kun næsten. Logikken dikterede, at de få minutters smerte var værd hans videre liv. Også selvom han vidste, at det ville blive mere end selv han kunne bære efter det, der var sket i dag. Men der var ikke en dråbe af frygt i ham, selvom han sagtens kunne indrømme, at han ikke så frem til det.
”Der er en betaling for det hele,” svarede han roligt. ”Og var jeg ikke forbandet, ville giften have slået mig ihjel længe før jeg kom frem til, hvor du fandt mig.”

Han nikkede tilfreds, da hun sagde, at hun ville se til hesten og derefter finde mere vand. Han var meget tørstig og havde en ulogisk modvilje mod at lade hende gå med vandskindet. Hvad hvis hun ikke kom tilbage med den? Han var for svag til at finde vand selv, og han ville ikke kunne klare sig længe uden. Det var en grim ting at dø af tørst, han havde set det ske. Men han måtte vel stole på, at hun kom tilbage. Han havde ikke så mange andre muligheder.
Så han blev siddende og spiste langsomt af maden, der var ved at køle ned, men stadig smagte fantastisk. Han følte, at han kunne spise mere end før og tillod sig selv at fortsætte, mens han betragtede hende fodre hesten. Der var noget over billedet af halvelveren med hestens mule i sine hænder, der havde en form for skønhed over sig, selv Thanos kunne se. Ikke at det rørte ham. Maden sagde ham mere.

Han nikkede roligt, da hun sagde, at hun ikke ville være væk længe, og fulgte hende med øjnene, da hun gik ned til bagvæggen af grotten og forsvandt ind af en revne, der var næsten usynlig i mørket. Så det var det, hun kom fra. Godt at vide.
Der blev stille, det var kun hestens bevægelser og hans egen tyggen, der lavede lyd. Til sidst stillede han skålen fra sig og lagde sig under tæppet. Det var nok bedst at hvile.

Han var sådan lige på vej ind i søvnen, da han brat slog øjnene op. Og så var det lidt som om, at hans hjerne slog fra, som smerten smadrede ned i arret, der åbnede sig. Alting var smerte. Det skete ikke ret ofte, at Thanos skreg, men en gang i mellem havde han så meget smerte bygget op, at det ikke var noget, han selv kunne kontrollere. På en eller anden måde fik han drejet sig hurtigt nok til at kvæle skriget ned i tæppet, han brugte som hovedpude. Igen måtte høre ham. Han ville være dødsens. Men skreg gjorde han.
Smerten fra småskrammer. Smerten fra pilenes placering i hans krop, hvor de havde gravet løs, mens forbandelsen havde healet og healet. Smerten fra, da de blev trukket ud. Smerten fra hans organer, der blev ødelagt af giften for at blive healet igen og igen.

Det føltes som for evigt, at smerten overtog ham og fjernede ham fra virkeligheden, men det var ikke mere end nogle få minutter. Snart lå han og gispede dæmpet efter vejret ned i tæppet, inden han rullede om på ryggen med en arm over hovedet og lukkede øjne. Han levede. Det var det vigtigste. Og han ville kæmpe for at fortsætte med at leve. Hvis pigen ikke kom tilbage, ville han måske selv forsøge at komme igennem revnen. Finde ud af, hvor han var. Eller også måtte han se, om han kunne få sadlet og pakket hesten og tage chancen udenfor. Han håbede, at hun kom tilbage. Han havde brug for mere styrke.

Arden havde ikke nået at være væk længe. Hun havde ikke engang nået hele vejen til Værket, før hun havde vendt om for at skynde sig tilbage. Hun havde hurtigt fortrudt at tage vandskinnet med sig. Der var stadig vand i det. Vand som Thanos kunne drikke, og som han uden tvivl stadig havde brug for at drikke, så svagelig han stadig var. Han kunne lade så meget som om, kæmpe igennem det, så meget han ville, men hun var overbevist om, at han var værre tilredt, end hvad han lod hende se. Han var ikke den første hårdhudede herre, hun havde tilset. Hun fortrød til gengæld også meget hurtigt at have skyndt sig tilbage sådan, for han lå hverken og sov eller spiste, da hun nåede den smalle revne.
Hun skød en hånd op foran sin mund for at blokere det forskrækkede gisp, der nær havde afsløret hendes tilstedeværelse. Mindst lige så hurtigt havde hun drejet sig således, at hun kunne presse sig op ad klippevæggen, stadig skjult i den skjulte passage. Hun vidste ikke, hvad der havde lammet hende sådan. Hvad hun havde set var den stærke man vride sig i smerte, men frem for at løbe til ham, havde hun gemt sig væk. Bange for at blive opdaget, som havde hun set noget, hun ikke burde. Hun kunne kun lige akkurat høre de kvalte skrig, og hendes hjerte hamrede af sted i hendes brystkasse. Det lød ikke rigtigt. Hånden pressede hun yderligere mod sin mund i frygt for, at hun ville pibe.
Før smerterne overhoved nåede at aftage løsnede stengulvet hendes fødder igen, men frem for at løbe ind til ham, satte hun kursen den anden vej i en form for panik. Desperation efter at komme væk, før hun blev opdaget. Og desperation efter at måske kunne få fat på noget, der kunne stoppe, hvad end der skete med ham.
______

Hun så stadig noget påvirket ud, da hun endelig vendte tilbage til grotten efter længere tid, end hvad hun brød sig om. Den hvide underkjole var blevet dækket til igen. En mørkegrøn kjole. Så lidt mere anstændig var hun igen.
Medlidenhed og empatisk smerte sad som syet fast til hendes ansigt, idét hun forsigtigt kom ned på knæ ved hans side. Han vred sig ikke længere. Hans øjne var lukkede. Sov han? Var han okay? Hvad var der sket? Umådeligt blidt – og nervøst rakte hun en hånd frem mod ham og lade den mod hans pande. Hendes ellers varme hånd føltes kold imod hans ru hud.
”Jeg har friskt vand,” sagde hun så sagte og så blidt, som en mor ville synge en godnat-vise. Hun ønskede ikke at forskrække ham, hvis han var faldet helt hen. Og bevidst undgik hun at stryge henover arret. Det virkede mere åbent, ad hvad hun kunne se i lampens skær. Mere grotesk. Roligt gled hendes hånd længere ned til hans kind. Der var noget besynderligt ved at se mænd som Thanos være så sygelig.

Smerten blev ikke tilbage, som ved et slag eller en anden skade. Når minutterne med lidelse var overstået, var det det. Men det kunne alligevel mærkes i hele hans krop. I hans psyke. Det havde været en slem omgang og det tog lidt tid, inden hans vejrtrækning var rolig og hans hjerte bankede helt normalt igen. Men så snart det gjorde det, gled han også ind i søvnen, udmattet og ødelagt. Han havde virkeligt brug for at sove, tungt og længe, men selvom alt i ham gerne ville det, sov han ikke tungere end at da lyden af den første småsten, der trillede over grottebunden, lød, var han allerede på vej mod virkeligheden igen. Der var skridt, men selv stadig sovende vidste han, at det var hende. Hun haltede.

Det var først, da hendes hånd rørte hans pande, at han hurtigt blev trukket ud af søvnen. Han slog øjnene op og greb med en hurtig bevægelse fat i hendes håndled. For et øjeblik var han forvirret, hvilket tydeligt kunne ses i hans øjne. Vand. Frisk vand. Det gik op for ham, at han klemte hårdt om hendes håndled, og han slap det langsomt. Han havde drømt, noget ubehageligt, men han kunne ikke huske hvad.
Endeligt skubbede han sig op at sidde. Han var ved at dø af tørst, og han sagde ikke noget, som han i stedet tog vandskindet fra hende og førte det til munden for at drikke.

Efter at have taget nogle dybe drag af det kolde vand, sænkede han vandskindet igen og så på hende.
"Tak. Og undskyld." Han måtte hellere undskylde for sin reaktion, selvom han ikke fandt noget galt i den. Hun havde forskrækket ham, han havde ikke regnet med, at hun ville være så hurtigt tilbage. Han havde ikke nogen fornemmelse af at have sovet så længe.
De brune øjne gled kort ned over hende. Hun havde fået en ordentlig kjole på. Godt. Han havde brug for hende, hun skulle ikke blive syg af at være i den kolde grotte i for lidt tøj.

Trætheden lå stadig som en tung dyne over ham, selvom den lette forskrækkelse ved den bratte vækning stadig sad i ham, og han kørte en hånd ned over sit ansigt i et forsøg på at kvikke lidt op. Der var stadig kun hende i grotten, så han antog at han ikke var blevet opdaget eller hun havde fortalt nogen om ham. Hvilket undrede ham. Var hun slave, var hun vel opdraget til ikke at have hemmeligheder. 
"Undrer din herre sig ikke over, hvor du forsvinder hen hele tiden?"

Arden havde da været bekymret for Thanos i den tid, hun havde været væk, så som hun havde placeret sig ved hans side, var hun så småt ved at falde ordentligt til ro. Lettet over at se, at han i det mindste ikke vred sig i smerte længere. At han umiddelbart lå og sov trygt til trods for grottens snigende kulde. Så idét han så abrupt vågnede op og greb ud efter hende, var chokket tæt på at være alt for stort til, at hendes stakkels hjerte kunne holde til det. Det havde lige været ved, at hun hvinede, og i dét øjeblik at hans hånd strammede omkring hendes håndled igen, havde hendes krop instinktivt reageret ved at rejse sig op på knæene, som havde den ikke helt fattet, at hun blev holdt fast.
Hun burde have forventet det. Han havde reageret på præcis samme måde første gang, han havde vågnet med hende ved sin side. Men hun havde ladet sig rive med. Og hun havde været så blid og så forsigtig, hvad hun gjorde, netop for ikke at forskrække ham. Men ak. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, og øjnene stirrede halt automatisk bedende på ham. En mindre arbejdsskade.

Heldigvis lagde han hurtigt mærke til sin fejl og slap hende. At det ikke blev gjort i en hast gav egentlig halvelveren lidt tid til at falde til ro på en lidt anden facon, så som taget blev fjernet helt, dumpede hun blot tilbage ned at sidde med bagdelen på sine hæle. Med sine bevægelser dulmet af usikkerhed, trak hun sin hånd indtil sig og gned den ømmende leddet med sin anden hånd. Han var en stærk mand. En meget stærk mand. Selv i sin svækkede tilstand ville en som hende ikke kunne stille noget op mod ham. Sjovt, hvordan hun ikke frygtede den slags. Hun stolede på, at han intet ville hende.
”De skal endelig ikke undskylde. Jeg burde have været mere forsigtig med min tilstedeværelse,” sagde hun med hovedet skamfuldt sænket, hvorpå hun så til, hvordan han slubrede vandet i sig, som havde han ikke drukket i flere dage. Hun tog imod vandskindet igen, som han var blevet færdig, mest for at han ikke skulle risikere at tabe det og fugtiggøre tæpperne eller sig selv. Eller spilde vandet, selvom hun blot kunne bringe ham noget nyt. I det mindste var vandet her i bjerget yderst delikat. Koldt og klart og fyldt med mineraler. Hun blev dog siddende med det, Klar til at han kunne få det tilbage, skulle han ønske at drikke igen.

Fluks var hovedet løftet frem for at hænge for meget. ”Jeg…” Hun var blevet taget lidt tilbage af spørgsmålet. For det gav nok egentlig god mening for ham at undre sig. Hun drejede hovedet lidt fra ham. ”Jeg har mange forskellige opgaver her. Så selvom min Herre rigtigt nok vil komme til at undre sig over, hvor jeg er, så er det… forklareligt.” Hun kunne ikke lide, at hun på sin hvis indrømmede, at hun havde undskyldninger klar i tilfælde af, at hendes fravær blev spurgt indtil. Den ene arm blev lagt henover mave og talje.
”De var dog væk længe. Jeg er kom selv først tilbage nu her, så der burde ikke være alt for meget mistænksomhed. Jeg… Jeg kunne bare ikke få mig selv til at blive væk længere. De virkede til at have det så dårligt. Jeg blev bange for, at giften skulle tage til, mens jeg ikke var her.” Prøvende vovede hun at op tilbage på ham og fange hans følelsesløse øjne.
"Hvordan har De det nu? Bedre?"

Thanos var allerede tørstig igen, men lod hende sidde lidt med vandet. Det var nok bedre at drikke lidt af gangen, så han ikke blev syg af det. I stedet koncentrerede han sig om hendes svar på spørgsmålet. Det var tydeligt at se på hende, at hun godt vidste, at det var forkert at lyve for sin herre, men ærligt talt var Thanos ligeglad. Hun var ikke hans ansvar, og det var for hans skyld - eller nok mest hendes egen, han forestillede sig ikke noget - at hun ville fortælle usandheder til sin herre. Så det reagerede han ikke på, blev bare ved med at betragte hende.

Han mødte hendes blik, da hun så på ham. Forsigtigt. Hendes væremåde var så underdanig, og Thanos måtte indrømme, at det var en dejlig forandring for de fleste væsner, han mødte på sin vej. Frygt var én ting, men en indgroet vilje til at tjene, som han så i hende, var ikke noget, man stødte på ofte. Det var som om, at hun ikke havde tanke for andet. Det var ganske fornøjeligt, Thanos kunne lide det.
"Jeg har det bedre." Han tøvede kort for at mærke efter, og nikkede så bekræftende til sine egne ord. "Det går fremad. Jeg har bare brug for hvile." Han var træt. Han kunne høre det på sin stemme, der var hæs og dæmpet, uden dens sædvanlige styrke. Hele hans krop var slap og det var tungt at løfte armen og række ud efter vandskindet igen.

"Og noget mere at spise og drikke." Hans blik strejfede kort skålen med mad. Det var uden tvivl koldt nu, men der var stadig en del tilbage, og han ville ikke brokke sig over at spise det koldt. Med lidt sløve bevægelser fik han proppen ud af skindet og førte det til munden for at drikke et par store slurke mere. 
Ærligt talt vidste han ikke, hvad han skulle stille op med hende i nærheden. Han ville spise, ja, men allerhelst ville han sove. Ville hun gå igen? For ham var det lige meget, om hun var der eller ej. Var hun der ikke, ville ingen lede efter hende, og han kunne få fred. Var hun der, var der nogen til at advare, hvis der skulle komme nogen. 

Han satte proppen tilbage i vandskindet og satte det ved siden af sig. Han havde flere spørgsmål, det var bare lige at få sorteret ud i dem i det trætte hoved, hvor alting virkede til at gå lidt sløvt.
"Hvem er din herre?" Han måtte spørge. Hvem var han i risiko for at gøre vred med sin tilstedeværelse? I hvor stor fare var han? Var det nogen han kendte, personligt eller af omtale, eller skulle han forvente at få sig en ny fjende eller allieret?

En vis mængde af den bekymringsvægt, der havde siddet på hendes skuldre, blev med ét lettet fra dem. For selvom at hun stadig havde svært ved at fjerne mindet om, hvordan han havde ligget og vredet sig og skreget ned i sin hovedstøtte efter, at hun havde forladt ham, så var der nu alligevel noget lettende ved at høre ham bekræfte sin egen bedring. For hun troede på hans ord. Det eneste hun kunne være usikker over var om han ville få endnu et tilbageslag. Han så også bedre ud. Udmattet, ja, men det kunne man ved guderne ikke bebrejde ham. Havde han talt sandt om sin forbandelse, så havde hans krop været på overarbejde. Selv med magisk involvering.

”Så vil jeg lade Dem hvile,” sagde hun med en sådan ydmyghed i stemmen, at der ikke var nogen tvivl om, at hun tjente frem for at nogensinde have været en til at selv blive tjent. Hun havde tilmed sænket hovedet som et buk og øjnene havde lukket sig i af ren og sker vanthed. Men der sad stadig en opspændt muskel i hendes kind. Den nagende følelse af at ville blive og holde øje og se til ham, men som blev domineret af hendes titel og de manglende privilegerer som kom med dén titel. Thanos var ikke hendes Herre, men han havde gjort det klart for, hvad han havde brug for. Og var der så andet, hun kunne gøre end at adlyde en sådan anmodning?
Arden havde så småt været i processen med at rejse sig, da hans stemme atter fik hende til at stoppe midt i bevægelsen og ganske hurtigt folde øjenlågene op for at se mod ham igen. Der var en vis mængde forundring i hendes blege ansigt. Og så blev hendes bløde læber presset sammen til en tynd streg.

Stadig med et tag i kjolens skørt – for ikke at skulle tråde i det, som hun kom på sine ben – faldt hun blot tilbage ned at sidde på det kolde stengulv.  ”Min herre’s navn er Orpheus.” Det ville være direkte respektløst af hende, hvis hun prøvede at lægge dække for, hvem hendes herre var. Det ville være som at hun ikke ville have at folk vidste det. Som skammede hun sig. Hun ville risikerer piskeslag eller det der var værre, skulle det komme til lyset.
”Han er en gammel og magtfuld dæmon. Han styre alt, hvad der sker her i Bjerget. Han er en god Herre. Og en god leder. Jeg er stolt af at være hans. Han lader mig af og til frihed til at begive mig udenfor Bjerget.” Der var en vis ro over hendes stemme, som hun fortalte sig frem. Noget betagende. 
Hendes blik var sænket mod hendes skød, hvor hendes fingre både pillede og udglattede det mørkegrønne stof.

Det var ikke svært at se, at den rødhårede halvelver blev lettet over, at han havde det bedre. Han tvivlede på, at hun ville tage det som noget positivt, hvis hun vidste mere om ham, vidste, hvor nemt han ville kunne knække halsen på hende eller hvad han havde gjort af grusomme ting igennem sit liv. Et eller andet sted gav det ham en sær positiv fornemmelse, at hun virkede til at bekymre sig om ham. Ingen bekymrede sig om ham – og han var ligeglad. Men her sad hun altså og virkede til at bekymre sig om hans velfærd. Det var nyt.

Hendes accept af, at han ville have fred til at hvile, havde en slaves ydmyghed over sig, og hun gjorde tegn til at ville rejse sig, da hans spørgsmål fik hende til at se forundret på ham. For et øjeblik var han ikke sikker på, at hun ville svare. Det kunne der være mange grunde til, og han var ikke sikker på, at han havde energien til at tvinge svaret ud af hende. Men hun satte sig ned igen og svarede ham.
Orpheus. Ikke et navn, han fandt bekendt. Han følte, at han vidste en del om de fleste med magt i landet, men han vidste også godt, at han ikke kunne vide alt. Og her var åbenbart en mand, en dæmon, der var røget mellem sprækkerne ind til nu.

En svag rynke viste sig i Thanos’ pande, hvor arret ikke længere bare var et ar, men lignede et sår, der var på vej til at hele uden sårskorpe. Han styrer alt, hvad der sker her i bjerget? Det lød som om, at det var et større foretagende og ikke bare en ensom dæmon med sin slave. Hvad mon det gik ud på? Et spørgsmål, han kun ville kunne få svar på ved at stille det, så det gjorde han, nu hun virkede så villig til at fortælle. Måske det var oplysninger, han kunne bruge til noget fremover. Viden var magt, og han forsøgte at skaffe sig så meget som muligt.
”Han lyder som en god herre.” Han rakte ud efter skålen med mad for at holde sine hænder beskæftiget og virke lidt levende. Det var sket, at folk havde fortalt ham, at han var skræmmende, når han ikke rigtigt holdt sin krop i gang og stirrede med de døde øjne. Og han ville helst ikke skræmme hende for meget.

”Hvad er det, der sker her i bjerget?” Der var ikke noget skarpt over spørgsmålet, selvom det nok var tydeligt at høre, at han forventede at få et svar. Nej, han virkede mere nysgerrig. Hvis man altså tog ham for værende en normal person. Han var ikke fantastisk til at efterligne oprigtige følelser, men nysgerrighed var noget, han dog selv havde lidt af og derfor også kunne udstråle, selvom det mere var af arbejdsrelateret interesse end decideret nysgerrighed. Og så ville han gerne vide mere, så han kunne forholde sig til sin egen situation og sin sikkerhed.

Øjnene så tilbage op på ham. Hele hendes liv, var Arden blevet lært op i, at have sit blik sænket af respekt og at aldrig se en anden i øjnene. Thanos gjorde netop dét svært for hende. Hver gang han talte, følte hun en trang til at følge, hvordan hans følelsesløse ansigt og de hårde øjne gav virkning til hans ord. Arret var grotesk, det kunne hun ikke lyve om, men frem for at føle foragt og rynke afskyende på næsen, så hun på det med medlidenhed. Læberne let skilte ad, da et svar allerede havde været på vej fra hendes hoved, inden hun havde nået at stoppe sig selv for at tænke sig om. Hun sank sine ord igen. Spændte op i kinderne, og hendes bryn krøllede sig selvbevidste i usikkerheden, hun udfoldede. Det var tydeligt, at hun ikke var klar over, om hun overhoved måtte svare ham. Og det var lige så tydeligt, at hun gerne ville. Det var... så svært med udefrakommende.

Forsigtigt møvede halvelveren sig lidt på stedet. Sørgede instinktivt for ikke at fylde mere end, hvad hun havde gjort indtil der, som var der tegnet en cirkel omkring hendes skikkelse, som hun ikke havde tilladelse til at rykke udenfor. Frem for at sidde på sine knæ, fik hun placeret sin bagdel tilbage i det kolde stenunderlag og hendes ben, stadigvæk godt dækket af skørtet af hendes kjole, var bøjet tilbage ind mod hendes brystkasse. Men selvom det nok var en stilling, der kunne beskrives som værende lukket og krybende og mindskende, så fjernede det noget af den stive fornemmelse af tjenestefolk.
”Jeg ved det desværre ikke. Jeg bliver ikke fortalt noget, som jeg ikke burde vide, så det eneste jeg er klar over, er hvad jeg ser og overhører. Mange af disse ting giver ikke bedre mening for en som mig.” Hun var ikke intelligent nok til at forstå den slags. I stedet for at vikle armene omring sine ben, rakte de i stedet ned for at gribe fat i hendes ankler. Varmen fra hendes håndflader var varmende mod dem, og varmen sivede videre ned igennem hendes fødder. ”Bjerget huser væsner, jeg aldrig har set før, jeg blev bragt hertil for at tjene. Min herre kalder dem for ’dragefødte’. Jeg har aldrig set en drage igennem andet end i eventyrbøger…” Det var trods alt det eneste, hun kunne få ud af bøger: billederne. ”De dragefødte der er her i Bjerget ligner dem, dragerne, men de går på to ben lige som dig og mig.”

Arden gjorde virkelig sit bedste for at fortælle det så godt som hun kunne. Hun bar, sammen med frygten for at sige for meget, også en underliggende frygt for at ikke tale med nok interessefangende effekt. Der var så mange bekymringer der sad fast og gik på rotation i hendes hoved. Ingen af dem var nogle, hun kunne – eller nogensinde havde – delt. Aldrig rigtig kunne komme af med.

”De trænes herinde i Bjerget, men jeg ved ikke, hvad de trænes op til.” 

Mens Thanos ventede på, om hun ville svare eller ej, stak han skeen i maden og førte den til munden for at spise. Det var koldt, men smagte fint, og han kunne mærke sin krop hige efter mere næring. Fylde den tomme mave op igen. Han vidste, at når han havde spist, ville han nok have brug for at sove igen, men han havde også en fornemmelse af, at han ikke ville sove så tungt som før. Han var hastigt på vej tilbage til et mere frisk jeg, men stadig mere udmattet end han kunne huske, han havde været længe. Og så lige her, i en kold grotte, uden mulighed for at holde styr på ud- og indgange, uden at kunne lægge sig nogenlunde trygt og hvile. En skam han ikke var i Rubinien, i Balzera var der altid en sikker sengeplads til ham hos den dæmoniske slavehandler.

Hans tanker begyndte at vandre, og hendes urolige bevægelser og usikre ansigtsudtryk gjorde sig ikke så bemærket, selvom hans underbevidsthed samlede op på dem. Hun var usikker på, om hun skulle svare, men hun måtte alligevel komme frem til, at det var bedst at følge en skjult ordre.
Langsomt tyggende lyttede han til, hvad hun havde at fortælle, hvilket var meget mere end han havde regnet med. Der var vist en herre, der ikke havde sat nogle klare regler for, hvor meget hans slave måtte fortælle, for intet af det hun fortalte lød bekendt, og han konkluderede derfor, at det nok ikke var meningen, at det skulle fortælles til fremmede.

Dragefødte. En ny race? Han havde aldrig hørt om noget, som hun beskrev, hvis væsnerne da lignede drager. Han havde ikke fantasi nok til at forestille sig små drager på to ben, og hans tanker gled i stedet over mod halvdyr af slanger eller firben.
Og de blev trænet? Til hvad? For hvem? Denne Orpheus? Hvor mange var de? Spørgsmålene rumsterede igennem hans trætte sind, som han spiste en mundfuld mere.
”Hvor mange er der af disse dragefødte? Og er Orpheus deres leder eller er der nogen over ham?” Måske Mørket havde gang i noget, men så vidt hans indre kort fortalte ham, var de for langt inde i Kzar Mora. For mange dæmoner. Måske det var dæmonerne? Tanken gav mere mening, men han vidste ikke nok om dæmonerne i dette rige til at kunne sige, om det ville være sandsynligt.
De brune øjne blev ved med at hvile på hende, afventende, han ville vide alt, hvad hun vidste. Hvor meget det så end var.