I samme øjeblik halen slap Zamirs håndled, satte han hælene ordentligt i jorden og skubbede sig selv lidt baglæns. Han udbrød nogle voldsomme lyde, der passede til de kuldegysninger, der løb ham ned ad ryggen og de få, underlige bevægelser han gjorde, kom i takt med lydene. Han var vitterligt ikke klar over hvorfor den hale var så stort et problem for ham, men det var vel samme princip, som når folk var bange for insekter. Der var ingen logisk forklaring og sådan en behøvede Zamir heller ikke. Han vidste kun, at han ikke skulle i nærheden af den hale!

Zamir nåede kun lige at skæve mod Dino, inden han blev væltet bagover og endte med Dino over maven.
”Arg, gider du lige?!” Han forsøgte at sprælle lidt med arme og ben, men straks efter blev hans arme tvunget mod jorden og det gik hurtigt op for ham, at det ikke ville lykkes ham at få skubbet Dino af sig. Han var simpelthen ikke stærk nok. Som han lå der, tvunget mod jorden, var det et decideret vredt blik han sendte sin overmand. Han var klar over, at han selv lige havde været voldsomt irriterende overfor den anden, men det var jo ikke i orden, når det lige pludselig gik ud over ham selv.

Så han stirrede på ham. Lige indtil halen dukkede op igen og kom nærmere hans ansigt. Der ændrede det vrede udtryk sig til forskræmt og han måtte dreje hovedet lidt, i et forsøg på at gøre afstanden mellem ansigt og haledusk lidt større.
Zamir rystede på hovedet, ikke fordi det var hans svar på Dinos ord, men fordi han frygtede at mærke halen mod kinden.
”Nej, stop.. Hngh!” Han hvinede hurtigt, idet hans frygt blev sandhed. Han kneb øjnene sammen og forsøgte at dreje hovedet endnu mere, anstrengte sig til ekstremer, for noget der ikke var muligt og han gav sig til at vride sig under Dino.
”Jeg lover ingenting..!” Zamir gjorde sig umage for at lyde lige så bestemt, som han havde gjort tidligere, men hans stemme rystede og tonelejet var røget en oktav op, så det gik ikke helt efter planen. Men lige meget hvor ubehagelig han fandt den hale, så nægtede han stadig at give op. Endnu.

Dino var ikke ondt anlagt, men dette morede ham alligevel mere end det burde. Det var så uskadeligt. Halen var jo bare en del af ham. Egentligt var han stadig lidt såret over, at drengen fandt den så ulækker, for Dino var det jo ikke anderledes end en hånd. Den viste gerne hans humør ligesom en kats, og så kunne han bruge den som en ekstra hånd, fordi han kunne styre den så præcist og den kunne bukkes så meget.
Men altså, han var ikke mere såret, end at han gerne brugte den i mod ham, fik lidt sjov ud af det. Og det her var sjovt, som han sad oven på drengen med hans håndled i sine hænder og halen på vej ned mod hans ansigt, hvilket tydeligvis hylede den utaknemmelige, irriterende knægt ud af den.

Dino sukkede lidt overdrevet, da drengen ikke ville give sig.
"Du gør det bare værre for dig selv." Uden nåde begyndte han at køre halespidsen over hans ansigt, kilde ham godt og grundigt med de bløde hår, der var lidt tykkere end hovedhår. Med et smørret grin kildede han ham i øret og under hagen.
"Jeg har masser af tid, jeg kan sidde og kilde dig resten af dagen, indtil du holder op med at brokke dig." Han strøg halen ned over hans næse. "Men jeg kunne også bare teleportere dig op på taget af paladsets højeste tårn og efterlade dig der, så kan du se, om du kan brokke dig højt nok til, at jeg kan høre dig, mens jeg tømmer den nærmeste bager for kager." Han så lidt spekulativ ud, som overvejede han det faktisk.

Det var selvfølgelig ikke sagen, men det var sjovt at true med. Og han kunne sagtens finde på at tage ham med et eller andet sted hen, hvor han ikke ville høre til. Et af bordellerne for eksempel. Det kunne også være ret sjovt. 
Men lige nu gav han ham chancen for at tigge om nåde, og så skulle Dino nok flytte sig. Og gemme halen væk igen. Inden nogen fik øje på den og fik forkerte tanker om hans race.

Til enhver anden tid havde Zamir været næsten stolt over sin alt for tykke stædighed, men lige denne gang kunne han godt have undværet den. Han havde mest af alt lyst til at give op, så han kunne slippe for at blive holdt fast og tortureret med den hale, men ville ikke tabe ansigt. Han var sikker på, at han ville fremstå som svag, måske endda taberen, hvis han gav op nu og Zamir var så dårlig en taber.
Han holdt øjnene knebet sammen, i et desperat forsøg på at gøre det bare lidt bedre. Han håbede, at hvis han ikke kunne se halen, så ville følelsen af den mod sig heller ikke være helt så slem. Men det virkede ikke rigtig. Han sprællede stadig under Dino, selvom det stadig ikke gjorde nogen forskel. Fortsatte det meget længere, følte han sig faktisk klar til at græde. Over en hale.

Zamirs stædighed virkede ikke det mindste. Dino gav sig ikke, medmindre han gik med til at stoppe sit brokkeri. Han kunne lige så godt indse, at han havde tabt. Han tabte i samme øjeblik Dino tog halen i brug.
Så snart halespidsen kildede ham hen over kinden, hvinede han igen. Hovedet blev drejet og han gned kinden mod skulderen, lige indtil han mærkede halen i øret og gentog både hvin og løsning. I et hurtigt forsøg på at få hagen væk fra halen løftede han hovedet, hvilket kun gjorde det lettere for Dino at kilde ham der. Først da han hørte Dino tale, åbnede han øjnene og rettede et noget muggent blik mod ham, men det ændrede sig meget hurtigt, da idéen om at efterlade ham på det højeste tårns tag blev nævnt. Der begyndte han at se lidt forskræmt ud og han rystede hurtigt på hovedet. Straks stoppede han også med at sprælle.
”Nej nej, det må du ikke!” Han lød lettere panisk, for han kendte ikke Dino. Han vidste ikke, om han rent faktisk ville kunne finde på det. Han måtte lige sluge sin stolthed og tage en ekstra dyb indånding, før han kunne få det næste sagt.
”Jeg skal nok.. stoppe,” fnøs han. Han skulle nok stoppe sit brok og også med at prøve, at tvinge Dino til at hjælpe ham på markedspladsen. Ikke at det ikke stadig var det han gerne ville have, men Dino gjorde det da godt nok besværligt.
”Men lad mig i det mindste hjælpe hos bageren?” Han kunne ikke få alt, som han gerne ville have det, men mad manglede han stadig. Og med Dinos hjælp kunne han få meget mere, end han plejede. Nu spurgte han for en gang skyld pænt.

Et triumferende smil spredte sig over Dinos ansigt, da drengen endeligt gav sig for ”torturen” og truslen om det højeste tårn i byen. Ha! Endeligt fik han styr på ham! Irriterende møgunge. Han trak langsomt halen til sig, efter at have kildet ham langs kæben, men holdt den stadig ikke alt for langt væk fra hans ansigt.
”Godt!” Udbrød han, triumfende og med et grin. Han troede på ham, for han kunne i hvert fald ikke mærke, at han skulle lyve om det.

Han lavede et spekulativt ansigtsudtryk, da gadeungen under ham foreslog ham, at lade ham hjælpe med bageren. Så lidt overvejende på ham. Kunne han stole på ham? Det ville være fint med en distraktion, så bageren ikke så ham, når han ragede mad til sig.
”Hmmm. Okay. Men kun hvis du fortæller mig dit navn.” Han vidste stadig ikke, hvad den mørkhudede dreng hed, og det irriterede ham lidt. Han havde trods alt givet ham sit navn.

Endeligt begyndte Dino at flytte på sig, og halen forsvandt op under trøjen igen, så ingen kunne se den. Han hadede at skjule den, fordi den var en del af ham og hans personlighed, men efter de første to gange, hvor folk var flippet ud over den, havde han valgt, at det var bedre, at den var gemt væk, når der var folk i nærheden. Tasken hang stadig på ryggen af ham, trods slåskampen. Den havde han ikke planer om at miste, nu var der jo tøj til resten af vinteren. Og han havde brug for varmt tøj ude i sin lille hytte i træet i dalen, der blev koldt.
Han kom op at stå og rakte hånden ned mod drengen som tilbud om at hjælpe ham op. Og et tilbud om fred.

Zamir åndede straks helt lettet op, idet halen blev fjernet, men han sørger nu stadig for at holde et skævende blik mod den. Han stolede ikke helt på, at den ikke ville komme tilbage. Ikke før den blev helt fjernet. På den anden side ville han nok heller ikke være helt tilfreds med ikke at kunne se den, for så kunne han ikke se, hvis den kom tilbage. Nu hvor Dino havde fundet ud af hvor underholdende Zamirs reaktion på en lille hale kunne være, var han næsten sikker på det ikke var sidste gang, han fik fornøjelsen af at få den i hovedet.
For en gang skyld, kunne man lige ane et lille smil i hans mundvige, da han fik lov til at hjælpe. Det ville jo betyde langt mere mad, end han var vant til. Og nårh ja. Hans navn.
”Åh, ja. Jeg hedder Zamir,” fik han endelig præsenteret sig, dog stadig med den let utilfredse tone. Selv for Dino, der ikke kendte ham det mindste, ville det ikke være svært at se, at han ikke var vant til at tabe. Det var det samme hver gang han også blev taget af byvagterne.

Endelig kunne Zamir rykke lidt på sig igen og komme op at sidde, så snart Dino fik flyttet sig. Han måtte lige rette lidt på trøjen, der var krybet en smule op og havde drejet sig mens han febrilsk havde forsøgt at sprælle sig fri før. Tasken blev også skubbet på plads bag ham, før han rettede blikket mod Dinos hjælpende hånd. Han tøvede, men tog alligevel imod både hjælpen og freden. Han nikkede kort til Dino, bare for at vise, at han havde forstået. Ikke flere tvangsforsøg. Men den lidt mugne mine, ville han nok ikke slippe for. Ikke helt endnu.
”Så… Du kan komme ind og ud hurtigere end jeg kan. Jeg kan godt distrahere bageren?” Det var ikke helt med sin gode vilje, at det forslag blev lagt ud, for Zamir var vant til at klare sig fint alene. Men han havde derimod heller aldrig formået at tage noget fra den nærmeste bager. Butikken var så lille og han ville blive opdaget på ingen tid, uden en ordentlig distrahering.
”Og hvor mødes vi efter?” Han måtte hellere spørge. Han ville helst ikke snydes, sørge for at distrahere bageren, for derefter at blive efterladt uden noget af rovet.