Med hans hånd mod hendes og hans stemme så kærkommen som den pludselig lød i hendes ører, faldt stjernens opspændte skuldre visuelt ned på plads til noget langt mere afstresset. Hendes hals blev automatisk gjort længere og hele hendes kropsholdning blev langt mindre sammenkrøllet at se på. Hun var stadig lille – og da i særdeleshed i forhold til Zahinaels imponerende – men hun kunne ikke længere sammenlignes med en forskræmt mus. Sådan da. Dæmonen var i hvert fald ikke katten i øjeblikket.
Endnu en gang havde hans blik fanget hende så direkte, at hun knap nok blinkede mere end højst nødvendigt for at vædde øjnene igen. Hun havde dog ingen måde at skjule bedrøvelsen, der lå over hende som et tyndt tæppe. Hun kunne skjule absolut intet i sine øjne. Og da særligt ikke, når nogen havde evnen til at se ind i dem som ham. Kortvarigt spændtes hendes kæbemuskler op i takt med at hun sank. Han havde hendes fulde opmærksomhed, men hun brød sig ikke vitterligt bedre om, hvad han fortalte hende af den grund. Og delvist ubevidst dalede styrke på hendes lød også. Mere end bare, hvordan den dæmpede eller steg pga. de følelser hun udstrålede. Nej, denne gang fortsatte den langt nok ned til, at hun næsten så helt menneskelig ud. Kun en fornemmelse af gløden var tilbage. Det var kun delvist en ubevidst handling. Uden tvivl påvirket af hans kommentarer på den selv samme del af hende.

”Jeg vil ikke gøre nogen noget,” åbnede hun endelig munden og fik ud. Ganske sagte og langt mindre forlangende og panisk, som de tidligere sætninger. Hun knugede tøjet tættere ind i sin favn. De fyldige bryn krummede sig. ”Det var ikke engang meningen, at jeg skulle være her. Iblandt jer.” Hun hørte jo ikke til. Hun havde blot ladet sig blive fristet af Jordens mange forskellige ting af interesse, så hendes fokus på at finde tilbage til, hvor hun hørte til, var blevet skubbet mere og mere tilbage i baggrunden. Blev det ved, ville hun så ende med at glemme det helt?

Blikket dalede fra ham og landede i stedet på beklædningsgenstandene. Der var stadig en virkelig ubehagelig fornemmelse i rummet. Der var koldt, og hun havde allerede suget den smule ekstra varme, der havde været i tøjet, ud af det igen. Med lidt forsigtighed fik hun møvet sig fri fra det lille fangskab mellem stolen bag sig og Zahinael foran sig og trådte ud på gulvet, hvor der var mere plads. Hun havde brug for mere plads…
Flygtigt scannede hun lokalet, før hun nærmest tabte blusen på gulvet for kun at stå med bukserne. Det var lidt et fumle arbejde at få dem på. Men slet ikke lige så meget som det blev med blusen. Bukserne kunne hun snildt snige ind under tæppets’ skørt, men med blusen skulle hun først have Storms jakke af og så henover tæppets svøb, før hun kunne taget tæppet af uden at stå afklædt foran dæmonen. Men det lykkedes. Og selvom tøjet ikke var helt som syet til hende – blusen lidt stram om brystkassen og bukserne bare en tand for lange til hendes korte ven – så tog hun sig klart bedre ud end hun gjorde før.. Det var også noget andet end de kjoler, hun normalt begik sig i.

Mia var tydeligt utilpas ved at klæde om foran ham, så Zahinael vendte høfligt ryggen til, mens hun fumlede med stoffet. Han drak lidt mere af sin te og lod blikket glide ud over den del af byen, han kunne se gennem det rimspættede vindue. Det lille bogbinderi lå i en god del af byen, og Zahinael havde udsigt ned mod en af de mere befærdede veje i Dianthos. Det var praktisk af flere årsager, og en af årsagerne til, at han havde valgt at anlægge sin base netop her.
Her om natten virkede gaderne næsten for tomme, og man kunne godt mærke, at den primære befolkning i byen var dagsvæsner. Der var noget ved det liv, der foregik her blandt de mange huse. Summen af snak på markedspladsen midt på dagen, de mange gøglere i gaderne, selvom de mest havde deres sæson om sommeren... 
Zahinael kunne ikke helt se sig fri for at være faldet lidt for storbyen. Selvom Balzera også altid ville have en plads i hans hjerte, var det ikke helt det samme som her. I Balzera var der så varmt, at alting stoppede midt på dagen i flere timer, og selvom det også kunne have sin charme, var der noget helt specielt over den intensitet, Dianthos havde, når der var konstant mylder fra morgenstund til aftentide. 
Derfor var det nok også bedst, hvis han kun eksploderede noget af byen... Måske nede i slummen, eller en del af paladset, der var let genopbyggelig.

"Der er altid en mening med ting," sagde Zahinael, stadig med ryggen til og et let, venligt tonefald. "Jeg tvivler på det var noget tilfælde, at du faldt herned til os. Du har med garanti allerede lært en masse om os, og skulle du pludselig fare til himmels i morgen, ville du så ikke føle dig rigere på oplevelser? Ville du ikke kunne tænke tilbage på tiden som noget godt og lærerigt for dit væsen?"
Ved starten af den sidste sætning, kunne han høre, at hun var færdig med at rumstere med tøjet, så han vendte sig rundt mod hende igen. Tekruset var tomt og blev stillet på skrivebordet, og det milde smil trak stadig i kanten af hans mundvig. Det nåede ikke helt øjnene, men hvem kunne bebrejde ham det, når han var blevet jaget op midt om natten?

Forundring skinnede ud igennem hendes alt, alt for blå øjne og de var, som man kun kunne forvente, rettet direkte mod Zahinael. Det var lidt som om, at stjernen egentlig kun kunne føle én følelse ad gangen - eller i hvert fald kun vise én følelse frem ad gangen - for nervøsiteten og ubehaget ved at være i selskab med dæmonen var ikke til at se i dét øjeblik at den anden følelse dominerede. Ikke engang i hendes kropssprog var det til at se, siden selv hendes skuldre var dalet. Og så smilede hun. Det var ikke meget, men hendes mundvige havde trukket sig bare en anelse op i hver side. Men det stod så tydeligt frem i hendes øjne. Som var det fuldstændig det modsatte af hans. ”Selvfølgelig. Jeg ville ikke nænne at forkaste mig alt det. Jeg vil endda nok føle mig sørgmodig, skulle jeg ikke længere være i blandt jer jordiske, dét kan jeg ikke lyve omkring.” Men jeg ved også, at jeg ikke hører til..

Det lignede ikke Miaplacudis le Arimh, at have en træng til at fumle med noget, at havde noget mellem fingrene. Dog alligevel havde hendes ene hånd fundet den anden, hvor den diskret, og umiddelbart ubevidst, havde begyndt at kradse i den værst beskadigede håndflade igennem den primitive forbinding, som såret var begyndt at klø, som var det så småt ved at hele. Hun havde kun oplevet fornemmelsen før, så det var om muligt derfor at den ikke stod så skarpt frem for hende denne gang.
Det var først, da hendes kløende hånd bevægede sig længere op ad armen til, hvor bidet lå gemt fint væk under blusens ærme, hvor et stik af smerte fangede hendes fokus, og hun så ned. Smilet forsvundet fra hende igen, som velbehaget af den forbløffende enighed i hans ord, også falmede hen igen. I stedet fremstod hun nu mere overrasket over, at hendes krop til dels havde bevæget sig af sig selv. Og påmindelsen om skrammerne fik da også humøret til at dale på ny. Hun havde igen… gjort skade på denne jordiske krop. Hun burde skamme sig…

”Du er ikke som jeg forventede,” lød det, nærmest helt abrupt fra hende, til trods for at ordene havde flydt så blidt. ”Vi havde mødtes før, men… noget siger mig, at den udgave af dig, som jeg mødte i biblioteket ikke var korrekt. Jeg er endda i tvivl om, den af dig, jeg står foran nu, er korrekte. Men min tid hernede har givet mig menneskelige fordomme, som ikke passer overens.” Hun stoppede brat med at krads og klø og så tilbage op på ham. Han var ikke en, hun vitterligt brød sig om, at se i øjnene, men at mødes med deres lyseblå og så genkendelige farve var ikke som sådan et problem. Øjenkontakt gav hende ikke samme ubehag som det gjorde hos det almene folk, havde hun observeret. Dog uden at helt forstå.
”Du er ganske… besynderligt, Zahinael…” Så usandt, dog så oprigtig.

Zahinael stod tavs og lyttede til hendes ord. Hun var i den grad forvirret over hele situationen, men kunne man være andet i hendes sted? Zahinael bebrejdede hende det ikke - lyttede blot uden fordømmelse, og valgte sine egne ord med yderste omhu.
"De færreste væsner har en korrekt udgave," sagde han. "Hvis du tænker over det, kan du sikkert huske tidspunkter, hvor de fleste af dine bekendtskaber har opført sig anderledes, end de plejede. Du ser dem i en bestemt situation, og når du ser dem i en anden, er det svært at genkende dem. Den udgave af mig, du mødte på biblioteket var i nogen grad påtaget, da mit formål var at finde ud af, om du var en trussel til landet. Lige nu..." han holdt en pause og lod sit eget blik glide en tur ned ad hans slåbrok. "Lige nu er jeg vist bare en gammel mand, der er blevet jaget op midt om natten."

Han smilede imens han talte, så hun ikke ville komme til at tro, at han ønskede hende ud af huset så hurtigt som muligt. Hans blik gled fra hendes øjne til hendes hånd, der kløede over forbindingen og videre op ad armen, hvilket gjorde ondt ud fra hendes grimasse. Vampyrbid var ikke det værste man kunne være ude for, men var man som Mia uvant til smerte og knubs, ville det også føles af mere. Kløen var altid det værste - især når vampyrens gift ikke længere bedøvede huden omkring hullerne. 

"Mia... Er du sikker på, jeg ikke skal tilkalde en helbreder til at tilse dine sår?" tilføjede han efter et kort øjebliks stilhed. 
Med hovedet let på skrå og øjenbrynene hævede, så han næsten ud som om han faktisk bekymrede sig om hende. At det primært var kroppen, han bekymrede sig for, og ikke så meget personen Mia, var noget andet. På sigt ville han gerne komme til at bekymre sig om personen Mia - men det ville kræve, at hun turde træde ud af sine vante rammer og tage skridtet over til ham og Mørket.

Stjernen ansigt fortrak sig i næsten utilfredse folder. Hun brød sig ikke vitterligt om den tanke. At der som sådan ikke var nogen korrekt udgave af en person. At personer skiftede alt efter deres mål. Hun havde vel et sted allerede lagt mærke til det men havde ikke kunne processere det på samme måde så dermed… bare forkastet sig det.
”Jeg havde aldrig troet, at jer jordiske væsner skulle være nogle så uendeligt uhåndgribelige fænomener. Oppe, hvor jeg observerede, var i mere som …brikker på et bræt. Og jeg frygter, at jeg aldrig vil komme til at forstå jer. For hvordan kan en person være korrekt.. og ukorrekt på samme tid? Hvorfor skulle der være en grund til det?” åbnede hun pludselig op. Det var sande frustrationer denne gang. Ikke bare forvirring. Og selvom det var spørgsmål, som havde forladt hendes strube, så var der ikke rigtig noget i dem, der gav følelsen af, at hun forlangte svar på dem. Hun havde blot ytret sig om, hvilke spørgsmål der konstant kørte rundt i hendes hoved. Det var hendes ubesvarlige spørgsmål som på en måde… formede hendes skikkelse. Noget der adskilte hende fra at være den Gudinde, nogle havde forvekslet hende med. Og det var klart, at hun ikke ønskede at have dem. At tænke på dem. De gav hende kun hovedpine.
Hendes blik fulgte automatisk hans blik ned ad ham, som han selv gjorde. Hun så kåben, men hun forstod ikke det samme ud fra det, som han gjorde. Det var beklædning. Det dækkede. Men hans ord gav bedre mening og forståelse. Dog det stadig ikke var slåbrokken og hendes blik fandt tilbage til hans ansigt. Indtil hans egen opmærksomhed havde fungeret lidt lige som hendes egen og fundet vel til hendes skader. Interessant…

Der blev roligt og sagte rystet på hovedet, selv før hun lige gav sine indbundne hænder et ekstra lille kig. ”Det er ikke en nødvendighed, virkelig. Det ville blot være spild. Jeres jordiske magier har hidtil ikke har nogen effekt på mig, så ikke nok med at det ville være synd at skulle jage en anden op her midt om natten…” Hun brugte hans egne ord - som en læringsgentagelse. ”…så ville det være forgæves. Storm tilså dem bemærkelsesværdigt, inden min ankomst, dog hans forbinding er primitiv og sjusket. Sårene sviger kun fordi de er ved at lukke sig. De skal bare have tid for nu.” Hun åbnede og lukkede sin ene hånd, følte ikke kun svigen fra de voldsomme hudafskrabninger men også den næsten fantomsvage spænding fra det allerede eksisterende ar i den. Helende magi havde været forsøgt på hende før. Og det havde ikke virket der. Lige som al andet også havde fejlet i at påvirke hende, om det tæt nok på hende.

Zahinael valgte at lægge hendes kommentar om helbredelsen til side for nu og i stedet for fokusere på hendes indledende talestrøm. Hun havde så meget at lære endnu om væsner og væremåder. Fik han lov, ville han med glæde lære hende alt det rigtige. 
"Måske oppefra har alt set ud som om, det kunne deles op i sort og hvidt," sagde han og tog plads i sin stol igen - han kunne ikke benægte, at trætheden stadig havde et tag i musklerne. "Nat og dag, lys og mørke. Du må huske, at der er mere - alt efter situationen. Skumring, morgengry, middagssol, for ikke at tale om alle de forskellige månefaser. En væremåde er ikke ukorrekt, blot fordi den ikke stemmer overens med hvordan en person opførte sig i en anden situation. Det er situationen i samspil med væremåden, der kan være korrekt eller ukorrekt."

Han holdt en kort pause for at lade hende synke informationerne, hvorefter han gjorde en gestus mod den anden stol. Ville hun have denne samtale nu, kunne hun lige så godt sidde ned og ikke belaste sine trætte ben mere for i nat. 
"Tag et eksempel," fortsatte han. "Cayden har opført sig på en bestemt måde over for dig i den tid, I har kendt hinanden. Han har foregivet at være historiker og ageret ud fra dette. Han har løjet for dig, og i nærmest alle andre situationer har han været, den Cayden, han ellers er: En kriger af Mørket. Nu hvor du kender hans sande identitet, vil jeres dynamik ændre sig, fordi han vil blive tvunget til at agere anderledes over for dig: Nemlig uden de tidligere løgne."
Zahinael holdt godt øje med hende, mens han gav hende denne udlægning. Alle hendes reaktioner var vigtige for hans vurdering af, hvor klar, hun var. 
"Tager vi derimod vores møde på biblioteket. Jeg løj kun om mit navn og det kun i kraft af et navneskilt taktisk placeret på min trøje," Teknisk set havde det ikke været hans trøje, men det behøvede hun ikke vide. "Mit mål var ikke at lyve for dig eller føre dig bag lyset - mit mål var at vurdere dig som person og entitet i forhold til at kunne beskytte byen - og dig selv - fra en uhensigtsmæssig situation. Nok har vores viden om hinanden i aften ændret sig, men vores dynamik har som sådan ikke - måske udover at det lige nu er mig, der giver dig en masse information, hvor du i bibliotekssalen var den, der talte mest, promptet af mine spørgsmål. Jeg ønsker stadig at berige dig med den viden, du søger, mens jeg nu selv med min egen viden har fået et andet mål: At hjælpe dig med at få den viden og træning, der gør, at du ikke vil være til fare for nogen, og at du kan færdes trygt og sikkert i landet, mens du beriger os med dit selvskab."

"Ne-..ve-..jeg.." Zahinael gjorde præcist, hvad Mia havde ønsket at undgå til trods for at sine meget verbale frustrationer, og hun oplevede med det samme den overvældende følelse af sit eget sind, der sugede det hele til sig som en svamp. En ville tro det som noget godt, et talent, en fordel, men der lå mere i det. Hendes sind havde aldrig lært og ville nok aldrig lærer at filtrerer det hele. Hendes sind ville tage det til sig, og det ville spekulerer og bearbejde og… og… kategorisere det uden hendes frie vilje. Det ville håndtere det på de nøjagtige metoder, som hans ord modsagde. Og det gjorde hende kun endnu mere klar over den frygt, hun havde for at ikke kunne opleve nuancerne, som han - eller andre der havde talt med hende om dem - så.
Stjernen følte sig underligt lammet. Som resulterede det nye intense fokus i at alt andet ved hende måtte dæmpes.
Hun så først bort fra ham, da stolen blev tilbudt hende - igen, og det var varsomheden der vendte tilbage til hende som det første. Hendes blik faldt per automatik på stolen, som fulgte hendes opmærksomhed bevægelser frem for egen vilje. Så drejede hun hovedet i den stikmodsatte retning, mod døren, dog med noget andet end længsel for at kunne tråde ud igennem dem. Denne gang dominerede overvejelserne, og det var ikke svært for hende at give slip og så placerede sig i stolen kort tid derefter. Måden hun sad på, var ikke just afslappet, hun følte sig stadig ikke helt tryg i dæmonens selskab. Men han havde hendes interesse fanget. Benene holdte hun samlet og rykket ind under sædet, men hendes hænder havde til gengæld lagt sig ganske roligt omkring sædets kant på hver sin side af hendes lår.

Hendes kæbe blev stram jo dybere analysen omkring Cayden blev. Hun havde skam forstået, at hun var blevet løjet for, og hun følte, hvad der måtte være forråelse. Manipuleret. Det var ikke en rar følelse. Det var ligeledes som Zahinael sagde; det var anderledes fra, hvad hun havde følt med ham. Mia havde ikke nået at knytte sig til Techers. Ikke som hun åbenbart måtte have gjort med Cayden. Løgne. Hun brød sig ikke om dem. De var aldrig til at finde ud af. De var ikke… sorte og hvide.. ”Jeg…” En undrende rynke formede sig så mellem hendes fyldige bryn idét hun smagte på de ord der havde hæftet sig fast på hendes tunge igennem hans talestrøm. ”..bliver nød til at spørge. Hvad er det for en fare, som du frygter for, at jeg vil udgøre? Du lyder så overbevist om, at den eksisterer.” Hendes hoved gled en enkel tak på skrå.
Det var ikke hendes mening at henkaste alt hvad han havde sagt, men han havde formået at efterlade hende med manglende respons. Der var ikke noget at sige tilbage til det. Han havde ret. Havde han ikke?

Den smøre havde virkelig sat gang i Mias indre tandhjul. Zahinael så til, mens hun først forgæves forsøgte at forme ord på sine egne læber, måtte opgive  og til sidst sætte sig ned. Ikke i en behagelig position, men i en, der lignede, at hun var klar til at springe for livet, skulle hun få brug for det. Hun lyttede dog, og det var et godt, stort skridt af vejen mod tillid. Det havde allerede taget lang tid at nå hertil, og Zahinael var en tålmodig mand. Skulle det tage ham flere lange monologer, lovninger på hjælp, forklaringer af det åbenlyse og små hints om mere viden lige uden for hendes rækkevidde, ville han med glæde bruge sin tid på det. Mia var en investering. Hun kunne vise sig at blive en vigtig allieret, og et formidabelt våben - brugt korrekt. I de rette hænder kunne Mia udleve sit fulde potentiale, og arrogant som han var, var det Zahinaels klare overbevisning, at hans hænder var de helt rette.

"Eksplotionsfare," svarede han helt roligt.
Udtalelsen var blotte for følelse og intonation, simpelthen kun informativ. Mia kunne lige så godt have spurgt ham hvad klokken var, eller hvem der havde syet hans slåbrok. Et simpelt svar til et simpelt spørgsmål. Og så alligevel...
"Al den ild og varme, der før lå langt væk på himlen," tilføjede han og løftede hånden for at pege på hende. "Er nu i din lille, menneskelignende krop."

Forbløffelsen, som malede sig i den lille stjernes ansigt, var ikke den af at blive givet ny information, som hun hidtil ikke havde kendt til. Nej. Der var et hint af genkendelighed. Et hint af forbløffelse over, at han sad den med den viden. Måden hun så op på ham frembragte toner af at det havde… imponeret hende. Hun sagde sågar allerede indrømmet overfor ham, at hun på sin vis var drevet af fordomme – den mest menneskelige værdig, hun besad. Men modsat hovmodige væsner, så reagerede hun altid med nyfundet interesse, når disse fordomme blev bevist falske.

Forsigtigt løftede hun en hånd op og lagde blidt sine fingerspidser mod midten af sin dekolletage, lige over hendes barm. Kort bøjede hun hovedet for at lade blikket glide ned og møde den lette berøring. ”Det er korrekt. Denne menneskelige krop er blot et hylster for den form, jeg oprindeligt bærer. Der er meget energi undertrykt indeni mig. Jeg kan mærke den. Den skinner ud af mig, selv når jeg holder dens uigennemtrængelighed til et minimum,” sagde hun med en stille tone til trods for at hendes stemme ikke nødvendigvis talte med et lavere lydniveau.
Hendes glød var ikke evnen, som hun var blevet givet. Gløden var altid den samme. Men det kom an på, hvor meget hun kontrollerede sin form til at lade gløden skinne igennem. Hun fjernede sin hånd fra sin brystkasse igen, åbnede den i stedet for at kortvarigt se forbindingen på den, før hun førte den tilbage ned for at gribe om stolens kant igen. Det forklarede dog stadigvæk ikke, hvorfor gløden ikke skinnede yderligere igennem, når hendes hud var blevet brudt.

Blå øjne fandt Zahinael igen. Hun så stadigvæk med ham med små prikker af usikkerhed, men hun bar ikke længere frygt for ham. Ikke på sit ydre, og dermed indikerede det ligeledes, at hun ikke gjorde i sit indre heller. Hun var kun et mysterium for dem, der ikke havde lært at læse et individ.
”Du er velinformeret, Zahinael.” Hun havde ikke problemer med at sige hans navn, men ligesom hendes tunge og talebånd ikke var beregnet til dæmonisk, selvom hun forstod sproget, så ville hun aldrig kunne tale det, så det havde ikke samme klang, som da Storm havde sagt det. ”Har du mødt andre som mig? Du er ikke ung, jeg kan fornemme utallige af år fra dig. Levede du tilbage da en stjerne faldt til Jorden sidst?”
Hun følte en blanding af håb, hunger og bekymring for, hvorfor dæmonen var så sikker i sin sag, om hendes eksplosionsfare. Hun var et blødt, kødeligt hylster af enorme mængder energi, men selv ikke, da hun havde mistet kontrollen over sin glød og sin varme, var der intet sket med hendes omgivelser. Det havde kun været hende selv, der var blevet varm nok til at svitse, hvad der havde kontakt med hendes hud. Kunne energien i hende virkelig eksploderer ud af hende? Og hvor stor en kausalitet ville det ikke bringe? Hun havde været større end Jorden, hun nu havde sine menneskelige fødder på.

Mias tiltagende rolighed og faldende frygtsomme adfærd behagede Zahinael. Hans ydre forholdt sig stadig roligt, men indeni kunne han lige så godt have været et barn, der smagte sukker første gang, så meget ekstra energi var sprunget frem i hans trætte krop. Trygheden han ønskede, hun skulle føle, var ikke falsk eller bedragerisk som den, hun havde lært at kende hos Cayden. Zahinael ville oprigtigt Mia det bedste. Det bedste for ham og hans sag.

"Information er en af mine spidskompetencer," kommenterede han med et smil. "Jeg har været i live ved et par stjernenedfald, ja. Ikke altid til stede - nogen ville sige heldigvis - og ikke altid med mulighed for et så direkte møde, som vi har glæde af. Jeg har også rygter, der tyder på, du ikke er den eneste stjerne på jorden lige nu."
Han holdt en lille kunstpause for at se hendes reaktion. Det var bedre nu hvor hun var ved at føle sig tryg i hans nærvær, at han ikke fokuserede for meget på den potentielle bombe, hun var. Fik han skræmt hende for meget, kunne det lede til konsekvenser, han ikke havde forudset. Ideelt skulle hun føle sig afhængig af hans information for at lære mere om sig selv. 

"Du er dog den eneste, jeg har kunnet bekræfte," fortsatte han. "Især efter at den lille kult begyndte at tilbede dig, har der været en del faldne stjerner, der pludselig har givet sig til kende. Uden tvivl for at opnå samme gudestatus. Men jeg har stadig nogle tråde, der ikke bare ligner det pure opspind."