Baghera elskede hvordan han allerede havde pillet smilet af Jaris, hvordan han ellers havde været så selvsikker på sig selv, hvordan han nærmest havde følt sig uovervindelig, men når han stod overfor hans far, var han intet andet end blot en lille organisme der i teorien var sat på standby. De mørke øjne fulgte dæmonen som han trådte et bar ekstra skridt bagud og tog sig til maven. Baghera trak svagt på skuldrene ” Det var dengang… Du skal huske hvem der er vendt tilbage, så hvad siger det om dig? Desuden gjorde du det mens vi sov, fordi du er en for stor kujon til at gøre det ordentligt” sagde han med et skævt smil på læberne, nærmest som en ulv der knurrede. Baghera hævede et øjenbryn da Jaris vendte sig om og talte. Ikke et ord forlod ham, men han stod blot der og lyttede ”Jeg skulle blot se om du havde fået styr på dit lorte liv. Men nu hvor jeg er tilbage.. Så kan jeg se du stadig er lige så svag og pivet som du altid har været” sagde han uden så meget som at trække en eneste mine. Baghera trådte varsomt som han nærmede sig og kastede da blikket mod glasset, som Jaris uden tvivl havde tænkt at forsvare sig med. Han stoppede og lod et fnys undslippe ham ”Gøre det af med dig? Det ville næsten være for nemt.. Nej der er andre ting der er sjovere” sagde han med et dystert smil på læberne. Blikket var holdt fast på glasset mens han atter talte ” Det er også sjovest når de kæmper imod” sagde han som han atter bevægede sig tættere på. Baghera vidste udmærket hvad Jaris var i stand til, hvilket var derfor, han havde en eller anden form for respekt og bevægede sig langsomt.

Det var så frustrerende. I så mange år, i flere århundrede, havde ingen formået at få Jaris til at føle sig så værdiløs. Heller ikke selvom de havde prøvet. Det var ikke bare frustrerende, det var direkte ydmygende. At Zepar nærmest bare skulle dukke op og så var Jaris klar til at bryde grædende sammen. Og selvom tårerne allerede havde presset sig frem, så nægtede han at lade sin far se det. Han gjorde alt han kunne, for ikke at vise hvor rædselsslagen han var. Han tænkte bare ikke så meget over, at manden foran ham kendte ham ned til mindste detalje. Hans far vidste uden tvivl godt hvilken effekt han havde på ham.
Som enhver anden gang, fik Jaris samme, fiktive los i maven hver gang der blev svaret på noget han havde sagt. Han var så vant til at kunne komme tilbage med en flabet, irriterende eller hånende kommentar, men når han åbnede munden for at sige noget nu, fik han bare ondt i maven. Han havde jo ret. Jaris var en for stor kujon til at gøre det ordentligt. Dengang havde han jo håbet at det var nok og siden ingen af dem var dukket op i så lang tid, gik han ud fra at alt var i orden. Det bed ham så i røven nu.

Jaris forsøgte stadig at lægge skjul på sin rædsel. Men han rystede over hele kroppen, tårerne pressede sig stadig på og han havde svært ved at trække vejret roligt nok, så helt godt klarede han det ikke.
”Styr på mit lorteliv eller ej, alt blev bedre efter du ikke var her længere.” Han lagde lidt ekstra tryk på ’du’, bare for at pointere at Jaris kun mente, at Zepar havde været et problem, og ikke hans kone. Det var ikke helt sandt, men noget måtte han slynge ud for at holde sig oppe. Den kommentar havde ikke kun fået ham til at føle sig trådt på, han kunne faktisk mærke vreden. Han havde muligvis altid tabt til ham, men mest af alt fordi han ødelagde ham psykisk og stadig gjorde det. Det var jo ikke svært at se, at Jaris aldrig nogensinde havde forsøgt at bearbejde det.

Idet Baghera trådte nærmere og Jaris, der gerne ville virke helt rolig og fattet, trådte endnu flere skridt tilbage, til han hamrede den ene hæl ind i døren bag sig. Ikke specielt elegant og man kunne også se hvor meget det irriterede ham, at et enkelt skridt fra Baghera fik ham til at blive så usikker. Samtidig, uden at det var meningen, fik han trukket det knuste glas med, så det raslede hen over gulvet, som det passerede Baghera og endte en lille meter foran Jaris.
Den næste kommentar fik et voldsomt afskyende udtryk frem i hans ansigt. Det bragte da lige en hel del ekstremt klamme minder frem.
”Årh, behøver du at være så ulækker?! Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre onde dæmoner og torturere helt normalt?” Brokkede han sig og de næste ord hjalp bestemt ikke på det. Han skulle lige til at sige noget mere, men blev distraheret da han trådte endnu tættere. Døren måtte lide lidt mere, da Jaris af ren refleks prøvede at træde endnu flere skridt tilbage, men kun formåede at sparke til døren med hælene.

Det ville være oplagt for ham at gøre brug af det knuste glas, som han stadig havde fat i ved hjælp fra sin evne, men frygten i ham var for stor og stoppede ham fra at gøre noget drastisk. Han kunne bare ikke slippe det. For han var sikker på, at hvis han gjorde, ville der ikke stadig have været så stor afstand mellem dem. Afstand var godt. Afstand var rart.
”Hos mennesker tager de fleste fædre deres søn med ud i skoven, for at lære dem at jage. Du synes ikke det var en mulighed i stedet? Du ved… Dele din visdom med den næste generation? I stedet for at dele din…” Jaris måtte lægge en hånd for maven og tage en lidt dyb indånding, for at holde et surt opstød nede, da han skævede ned mellem benene på Baghera. ”… Eerrh.. med den næste generation.” Det løb ham koldt ned ad ryggen. Men et eller andet måtte han vel foreslå, for ikke at havne i en situation, han virkelig ikke ville havne i. Også selvom det næppe ville virke.

Baghera kunne se på Jaris at han bestemt forsøgte at være stærk som de stod her overfor hinanden. Tårerne pressede på, men Jaris tillod dem ikke at bevise, at han var svag i sin faders nærvær. Baghera hævede det ene øjenbryn og sukkede ”Bedre? Hvad du ejer kvinder der bliver betalt for sex og fra tid til anden hører jeg også der er kvinder i din kælder… Så… meget… Bedre” kom det fra ham. Jo ganske vidst havde Jaris gået i andre fodspor, men næsten i samme retning som faderen selv. Han bed ikke mærke i han fornærmede ham, for det var han så vandt at alle gjorde i den ene eller anden forstand. Baghera kunne ikke lade være med at smile lidt, for Jaris forsvarede sig selv, gav tilbage af den samme skuffe som han blev ramt med, det var lige før man kunne sige han var stolt af ham.

Jaris trak tilbage da han kom nærmere, hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn. Frygten var nærmest malet på Jaris’s ansigt, man kunne nærmest dufte den i rummet de befandt sig i. Baghera kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv ”Du skal bestemt ikke spille uskyldig… Jeg har hørt lidt her og der… Og jeg må sige, jeg er ikke imponeret” sagde han efterfulgt af at fnys. Han havde tænkt sig at pille Jaris fuldkommen fra hinanden, få ham til at vise svaghed som han gjorde den gang og han var allerede godt på vej. Jaris’s hæle mod døren kunne sikkert høres, men der var sikkert ikke nogen der ville tage sig af det, for Jaris havde trods alt sagt der intet var galt tidligere.

Baghera havde stadig fokus på det glas Jaris kontrollerede, eller havde det i hvert fald med i tankerne, for han vidste hvad det var i stand til at gøre og han kunne ikke blive ved med at finde nye kroppe der var værd at besætte. Baghera lo som Jaris nævnte hvordan fader og søn gjorde hos mennesker ”Er du snot dum?” kom det fra ham som han igen lo over det og fortsatte ”Vi er ikke mennesker… Var du det, havde du været død for længe siden… Og hvilken fryd det ville have været” sagde han med et dystert smil på læberne. Baghera havde altid forsøgt at komme af med Jaris, men gang på gang var der nogle der havde stoppet ham i det, eller nogle forbipasserende der satte spørgsmål til det grædende barn der ikke ville tie stille. Hvordan havde det ikke også set ud, de to på jagt ude i en skov? Hans læber krummede sig i et smil ”Hvis jeg havde taget dig med i skoven, var der måske mindre der havde fundet ud af at du elskede din far… Ikke sagde et ord, ikke klagede… Men mhhm.. Så sød en melodi det var” sagde han og havde lagt tryk på elskede. Han vidste det ville starte en eller anden nedsmeltning i hjernen på Jaris og hvor han dog glædede sig.

Jaris lagde hovedet let på skrå og mens Baghera tale, begyndte han at se mere og mere misfornøjet ud. Han havde jo teknisk set ret. Det Jaris gjorde var ikke meget bedre end hvad hans forældre havde brugt samme gård til dengang, men der var stadig forskel!
”Heey! De fleste af dem er her frivilligt og dem i kælderen er der ikke i mere end et par dage…!” Ja, så meget bedre, hvis man ikke tænkte for meget over det. Han lød heller ikke helt som om han overhovedet troede på sig selv og så heller ikke sådan ud, men et eller andet skulle han jo sige, for at forsvare sine valg. Taget i betragtning af hvem der havde opdraget ham, var det måske heller ikke så underligt, at det var af lidt samme vej, han var gået.

Nej, Jaris var bestemt ikke uskylden selv og standarter havde han vitterligt ikke meget af, men han følte sig helt klart stadig langt mindre klam end Baghera. Hvor voldsomt ulækker han stadig fandt den kommentar, kunne tydeligt ses i afskyen, der havde lagt sig hen over frygten, der dog stadig skinnede igennem.
”Jeg… aner ikke hvad du taler om,” forsøgte Jaris at snige sig udenom. Han havde ingen idé om præcis hvad hans far havde hørt, men han var sikker på, at det ikke var nogle helt pæne ting. Men derfor kunne han jo godt gøre et desperat forsøg på ikke at skulle gå i dybden med det. Hvad han lavede med andre i sengen, eller på jorden, eller op ad et træ, var virkelig ikke noget han havde lyst til at dele med sin far. Ew.
Jaris havde ikke ligefrem været stille indtil nu og hælene mod døren oveni, fik lokket Anna derop. Hun bankede på og kaldte på ham, men Jaris hamrede straks hånden mod døren.
”Skrid, Anna!” Råbte han straks. Han lød rasende, men kun fordi hun bestemt ikke skulle blandes ind i det og hun tog det også til sig, da han hørte hende skynde sig væk med det samme.

Jaris var udmærket godt klar over, at hans dårlige forsøg på at slippe for den tortur, han var sikker på ville komme på et eller andet tidspunkt, nok ikke ville virke. Alligevel så han lidt ekstra opgivende ud, da det selvfølgelig også var tilfældet. Han burde vel egentlig føle sig bare en lille smule heldig, at hans far endnu ikke havde taget hævn og dræbt ham allerede, men det gjorde han ikke helt.
Han kunne langt fra huske hver gang han havde forsøgt at komme af med ham, men nogle af dem kunne han da. Dengang forstod han intet. Han forstod ikke hvorfor hans far, en mand han rent faktisk elskede, ville efterlade ham og uheldigvis for Jaris, så skete det aldrig. Det var heller ikke en ting han havde tænkt sig at nogle skulle vide, at han virkelig havde elsket sin far. Så lige så snart Baghera nævnte det, ændrede udtrykket i hans øjne sig. Det gik fra direkte frygt til vrede og i samme øjeblik gled en tåre ned over hans kind. Han kunne ikke længere koncentrere sig om at holde dem tilbage.
Jaris gjorde en hurtig bevægelse med hånden og dermed blev det knuste glas kastet direkte mod Bagheras ansigt. I samme øjeblik farede han mod ham, klar til at hamre en knyttet næve mod hans kind, så snart han kom tæt nok på, håbende at glasset ville være distraktion nok til, at han lige kunne nå det. Jo, glasset havde været langt mere effektivt, men Jaris havde et underligt behov for selv at gøre skade på manden over for sig.

Baghera kunne ikke lade være med at smile over hans ord ”Ja… De er her af fri vilje efter du har smadret den vilje de havde… Og de søde små piger i kælderen, er der til du beslutter dig for deres vilje også skal knækkes og de skal arbejde for dig… Eller dø hvis de ikke vil” sagde han med et smil på læberne. Det kunne godt være Jaris troede han var så meget anderledes end hans forældre, men i teorien var han ikke et hak bedre selv og det vidste han sikkert også godt selv. Man kunne vel i og for sig sige at Baghera var stolt?

Baghera hævede et øjenbryn ”Mhhm, ikke det? Skal jeg minde dig om det, hmm?” sagde han med et kækt smil på læberne som han nærmest dannede sig et billede i hovedet af de mange gange han havde gjort ting ved Jaris: Nej det var bestemt ikke optimalt af en far at være på den måde Baghera havde været, men man kunne vel sige han havde arvet det fra sine forældre, som bestemt heller ikke havde været de venligste og op til flere gange havde forsøgt dræbe ham. Baghera bevægede sig ikke ud af flækken og fik et dystert smil på læberne ”Når ja… Det var meget beklagende lyde… Samt du kæmpede imod, hvilket i min optik blot gjorde det sjovere” sagde han og det dystre smil blev mere slesk end noget andet. Lyden af hastige skridt der nærmede sig og lyden af en kvinde stemme ” Årrh hvor sødt… Nu har jeg hendes navn og jeg ved hvor hun holder til… Tror jeg ved hvem mit næste offer er, efter jeg er færdig her” sagde han som hans tunge gled over hans læber. Det virkede som om at Jaris bekymrede sig på en eller anden måde, specielt når det kom til Anna, hvilket fik en masse sjove ideer til at poppe op i Baghera’s hoved. Det var bare hvilken en af dem der ville forfærde Jaris mest, hvilket var noget Baghera selv måtte tage til overvejelse.

Baghera skævede mod glasset og derefter mod Jaris. Var det tårer? Et kækt smil kom frem på hans læber og han hævede et øjenbryn ”Netop som jeg havde forventet… Du kan ikke slippe af med følelsen af at elske mig, bare en lille smule” sagde han og så med et, at glasset kom flyvende imod hans ansigt. Hurtigt trådte han tilbage, undgik det med nød og næppe og så Jaris der nærmest kom springende imod ham med en knyttet næve. Baghera lod Jaris komme helt tæt på og trak en arm op for at skubbe Jaris’s næve væk. Som mod angreb ville Baghera bevæge sig over bag ham og forsøge at ligge en arm omkring hans hals og klemme lidt, ikke for at dræbe ham, men mere som en advarsel om, han ikke havde tænkte sig at dræbe Jaris endnu… Han skulle lige ødelægges lidt mere end han allerede var.

Alt for optaget af sin vrede og tårerne, der blændede for nogle former for logik, havde Jaris slet ikke tid til at reagere på Bagheras mange fornærmelser. Han overhørte dog ingen af dem, de var alle sammen med til at bringe hans blod i kog og behovet for at få den knyttede næve til at ramme perfekt hen over sin fars kind, blev kun større.
Desværre kom han ikke så langt, for inden hånden ramte kinden og inden han nåede at reagere på det, blev han skubbet i en anden retning. Var det ikke for Bagheras modangreb, var Jaris endt på gulvet grundet overbalance. I stedet endte han med ryggen lænet mod den nøgne mand. Han forsøgte som det første at skynde sig væk, men nåede intet, da han i næste øjeblik mærkede armen omkring halsen. Han var næsten forberedt på at det ville betyde manglende luft, men Baghera klemte ikke så hårdt, som han forventede.

Alligevel førte han straks begge hænder op og gav sig til at trække, som et nytteløst forsøg på at få ham til at slippe. Som han kæmpede for at komme fri, lød der nogle voldsomt anstrengte og beklagende lyde fra ham, lige indtil det gik op for ham, at det var præcis den slags lyde Baghera havde omtalt. Der skyndte han sig at holde kæft, kun fordi han endelig ikke ville give ham ret, men det resulterede kun i nogle anstrengte og vrede støn i stedet.
”Du må være blevet gammel, Zepar. Du forestiller dig tydeligvis nogle følelser hos mig, som ikke eksisterer,” kommenterede han, selvom han udmærket godt vidste, at Baghera havde ret og som ordene forlod hans mund, gled endnu en tåre ned over kinden. Heldigvis kunne han skjule det lidt bedre denne gang, nu han stod med ryggen til. Han prustede og stønnede stadig, i sit fortsat endeløse forsøg på at få ham til at slippe, men han måtte hellere finde på noget andet. Armen omkring halsen gjorde det ikke umuligt at trække vejret, men den hjalp bestemt ikke.
”Og hvis du nogensinde røre hende, lover jeg at gentage din død præcis som dengang!” Han hentydede selvfølgelig til Anna. Alle andre i huset kunne Baghera gøre hvad han ville med, men Anna var Jaris’ bedste ven her. Han var så tæt knyttet til hende, hvilket også kunne høres i hans tone, da hans ord tydeligvis skulle opfattes som en trussel.

Som truslen var slynget ud, slap Jaris Bagheras arm med den ene hånd og førte den bagud. Han var klar til at rive, slå, bore neglene ind i hans side, men han stoppede sig selv ret hurtigt, da han i samme øjeblik kom i tanke om en meget vigtig detalje. Baghera var stadig nøgen.
I stedet for at tage fat med en hånd, hamrede han albuen bagud, i håb om at ramme et eller andet. Samtidig drejede han hovedet så meget han kunne, fik møvet munden ned mod Bagheras arm, hvor han satte tænderne i og bed til. Så hårdt han kunne.

Baghera kunne ikke lade være med at fryde sig over sin søns absurd svage væsen, hvordan tårerne trillede ned over kinderne. Han havde regnet med at årene uden ham i nærheden måske havde hærdet den unge dæmon bare en lille smule, men nej, han var stadig som et rådyr i en lyskegle, blindet og bange. Som Jaris endte med ryggen mod ham holdt han ham blot fast, uden at kvæle ham, endnu… Jaris’ kamp for at komme fri fik Baghera til at himle kort med øjnene. Han havde endnu ikke indset at det intet hjalp at rive i Baghera’s arm i håb om det ville få ham til at slippe, for han var væsentligt stærkere end Jaris, samt en del ældre end han var.

Et fnys kom fra Baghera som han hørte Jaris tale ”Gammel… Tja… Men i det mindste er jeg bedre til at lyve end du er Jarisius” sagde han med et kækt smil på læberne. Han kunne næsten dufte den frygt der var i rummet og den var vidunderlig! Det var næsten bedre end sex og blod, men kun næsten. De næste ord der kom fra Jaris, bragte et dystert smil frem på Baghera’s læber. En trussel? Man kunne i og for sig sige han næsten var stolt over Jaris ”Årrrh, hvor sødt… Husk hvem der er fanget i min favn lige nu… Jeg kunne jo bare” sagde han som armen begyndte at stramme omkring Jaris’ hals.

Med et, fik han en albue sendt fluks mod sin mave og mærkede Jaris’ tandsæt i hans arm, hvilket fik ham til at slippe og komme fa med en irriteret brummen. Det bid ville uden tvivl ende med at efterlade et mærke, måske sågar drage blod, for der var ikke nogen tvivl om at Jaris bed til. Med endnu en irriteret lyd gav han Jaris et hårdt puf i ryggen i håb om det også var hentydning nok til han ville slippe. Baghera vidste ganske vidst godt, at det ville være en måde hvorpå han kunne gøre skaden værre på, men lige nu, tog han gerne den chance.

For alt i verden, ønskede Jaris ikke at fremstå som den svage søn, der ikke kunne stoppe med at tude over sin fars manglende kærlighed og lidt for hårde hånd. Det var jo direkte pinligt ikke at kunne styre følelserne, selvom han ellers havde været så god til det før Baghera dukkede op. Lige siden han slap for begge sine forældres selskab dengang, så han endelig muligheden for at slippe den spænding, der altid havde siddet i hans skuldre. Han havde ikke set det nødvendigt at blive den hårde type, for han regnede ikke med at se sin far igen nogensinde. Som han nu stod her, klemt fast i Bagheras greb, kunne han godt føle en snert af fortrydelse over det valg.
Endnu engang blev Jaris ikke ligefrem tilfreds over Bagheras ord, men han fandt det svært at finde en kommentar, der passede til. Hvad Baghera sagde, var jo ikke løgn. Jaris var utrolig dårlig til at lyve, det havde han altid været. Specielt Baghera ville kunne se igennem en løgn, eller en dårlig undskyldning, for han kendte Jaris bedre end nogen anden.

Bagheras greb strammede til, men Jaris ville ikke tilfredsstille ham ved at vise, at han fik en anelse besvær med at få vejret. Nej, okay, hans trussel virkede måske en god del mindre, når han stod låst fast, i den svage position. Men heldigvis, til hans egen store overraskelse, så virkede både albuen og det hårde bid, der endte lidt blodigt, så snart han blev skubbet væk og tænderne skrabede mod huden han havde fat i.
Jaris var ikke forberedt på det hårde skub fra Baghera, så han endte med at falde forover og ramme gulvet med knæ og hænder. At stå på alle fire med Baghera i rummet, havde aldrig vist sig at være en god idé, så Jaris kom hurtigt på benene og vendte sig mod ham. Med blodet løbende lige så stille ned over hagen, kunne han ikke lade være med at smile lidt triumferende.
"Du kunne jo bare... Hvad?" Smilet bredte sig lidt mere. For Jaris var det at slippe fri fra hans greb en lille sejr i sig selv. Det var jo ikke en ting han havde været i stand til dengang.
"Kom og vis mig hvad du kan," opfordrede han, med den mest hånlige tone han kunne få frem, selv med de stadig våde kinder over tårerne. Hans selvtillid havde indtil nu været helt i bund, men nu havde han lige bevist over for sig selv, at han rent faktisk havde bare lidt nosser nok, til at sige fra over for den mand. Nu var han klar til at vinde over Baghera.
"Men gider du ikke lige dække dig til først?" Bad han, som han lige kort skævede ned over ham, med et lidt kvalmt blik. Han ville hellere end gerne gå imod sin far, men helst ikke mens han var nøgen. Det ville sikkert bare gå ud over ham selv igen, lige som dengang, og det var han ikke klar på.

Baghera havde efterhånden et par børn, men dem han havde styr på, var Jaris og Milo… Dog havde Milo aldrig været som Jaris, for Jaris havde altid været svagt i hans øjne, lidt mere end Milo havde. Han frydede sig nærmest over hvor svag han kunne gøre den yngste søn, hvordan han kunne nedbryde ham til atomer og pille ham fra hinanden til at stod og flæbede foran ham. Et kækt smil kom frem på hans læber, da Jaris ikke sagde det mindste ”Så jeg har ret… Selvfølgelig” sagde han og hævede et øjenbryn som han så ned mod sin søn i favnen.

Baghera skar tænder og brummede irriteret som han havde fået Jaris skubbet væk. Hans arm var helt bestemt skadet og det ville efterlade et voldsomt mærke i de næste par dage, medmindre han gik til en healer, hvilket måske de fleste havde gjort, men det mente Baghera ikke der var nogen grund til, så han ville blot have endnu en historie at fortælle til folk. Han lå den modsatte hånd over det åbne sår, der efterlod en masse blod på hånden, som han satte op til munden og slikkede af som han så Jaris komme på benene igen ”Møg unge… Så der er alligevel lidt styrke i din svage skal hmm?” sagde han med et kækt smil på læberne, nærmest som om han var stolt over Jaris netop havde bidt ham og efterladt et ret voldsomt mærke. Kommentaren fik Baghera til at fnyse ”Vise dig hvad jeg kan?” sagde han som han tog nogle skridt over mod sin søn. Kommentaren om at tage tøj på ignorerede han fuldkommen som han stoppede et stykke væk fra ham og sendte ham et smil, ikke et af dem en hver far ville sende, men en ret dystert et, som han ud af intet nærmest satte af i et spring direkte mod Jaris, i håbet om at få ham væltet ned på jorden. Lykkedes dette, ville han sætte sig over ham, med et ben på hver side af ham og en hånd om hvert af Jaris’ håndled for at holde ham fast.

Jaris rømmede sig over Bagheras ord. Ja, han havde ret, ikke et faktum der viste sig specielt rart hos Jaris, der rømmede sig svagt og brummede lidt utilfredst over ikke at kunne svare igen. For det var dét, han ville. Han ville svare igen, komme med en kommentar, der kunne sætte Baghera på plads og vise, at hans søn ikke var så svag som han troede. Men lige meget hvor desperat han søgte efter ordene, skete der intet. Han kunne ikke svare igen.
I stedet måtte han fryde sig lidt over at have sat tænderne i ham og efterlade et mærke, der ikke ville forsvinde lige foreløbigt. Jaris kunne ane en snert af stolthed i Bagheras smil og det ramte, endnu hårdere end alle de modbydelige ord, han havde kastet efter ham. Som barn havde han så mange gange ønsket, at Baghera skulle være stolt af ham, men aldrig set skyggen af sådan en hentydning. Nu kom den endelig, bare lidt, og Jaris følte sig fornærmet. Nu var det jo for sent.

Jaris nikkede. Han ville se hvad han kunne, nu hvor han alligevel var blevet det ældre. Måske Jaris endda ville have en chance denne gang, for nu var han også forberedt. Baghera tog Jaris smilede. Han var klar. Troede han.
For i samme øjeblik Baghera satte af og farrede mod ham, fortrød han straks.
"Jeg mente det ikke! Arh!" Jaris nåede lige at vende sig om og gribe fat i amuletten på kommoden, før han blev taklet af Baghera og endte på maven på gulvet. Den ene hånd blev holdt fast af Baghera, mens han selv lå ovenpå den anden, som han han knugede hånden om amuletten.
"Nyssa!" Kaldte han panisk ned mod gulvet, som han rømmede sig over slaget, da han ramte gulvet i taklingen. Nyssa havde lovet at være der for ham, hvis han skulle få brug for det og han havde ikke nosserne til at gøre modstand over for sin far. Han håbede bare på, at Nyssas tilstedeværelse ville stoppe den nøgne mand i at gøre dét, Jaris frygtede mest. Baghera kunne vel ikke finde på at misbruge sin søn, mens der var en dame til stede. Vel?

Nyssa befandt sig i gyde i gang med at iagttage en anden, et bytte. Nyssa havde som mission at dræbe denne, hun havde fået mission for nogle dage siden og var nu i gang med at få nedskrevet enhver farten hun lavede, så hun vidste præcis hvordan hun skulle trække de nødvendige informationer og hvornår. For at skjule det hun egentlig lavede, var hun iført en let sort kjole med et mørkt ulveskind omkring sig. Hun gik derfor i et med andre der færdes omkring. 

Nyssa hørte dog sit navn, og et efter få minutter at Jaris havde sagt det hendes navn. Befandt hun sig hos ham. Nyssa var havnet foran Jaris og så på en Jaris der lå på gulvet med maven imod gulvet og en nøgen Beghera ovenpå. Hun lage hovedet lidt på skrå og trak på smilebåndet.

Nyssa var ganske klar over hvorfor Beghera befandt sig her. Jaris havde ligesom taget ham af dage, men hvorfor han lige var nøgen, var hende endnu et mysterium. Nyssa lage derfor hovedet på skrå og spurgte åbent til ”Nå da, hvad har vi her? En sur far” hendes stemme var drillende, da hun ikke kendte årsagen til drabet var hun nok ikke nær så alvorlig som nogen af dem. Nyssas øjne blev selvfølgelig også draget af Bagheres muskuløse krop, han var bestemt et dejlig syn, for nu blev hun stående for at finde frem til hvad der helst præcist foregik, ud fra Jaris ansigt, så var han bestemt ikke fornøjet med situationen.

Baghera kunne tydeligt fornemme på Jaris at han havde ret, at Jaris stadig elskede sin sindssygt forstyrrede mand af en far. Det mærke han havde efterladt på armen blødte og stoppede sikkert heller ikke foreløbig, men i det mindste skulle der en del til, før han ville dø af det. Han lod armen hænge langs han side og blodet gled ned over hans hænder og ned på gulvet. Mhhm, den metalliske søde duft der fyldte rummet, fik næsten Baghera i ekstase.

Baghera’ shop lykkedes og han landede oven på Jaris og fik holdt den ene arm over hans hoved, men hvad med den anden? Han lænede sig ned over Jaris med et dystert smil på læberne, men da han hørte navnet Nyssa blive kaldt ud i rummet, kunne han ikke lade være med at rulle ned øjnene ”Søde barn dog… Hun kan ikke...” han nåede ikke at blive færdig med sin sætning før han hørte Nyssa’s stemme i rummet. Han skulede mod Jaris, men hurtigt rettede han blikket mod hende i stedet ”Neej… Hvilket overraskelse. Du kommer netop til den sjove del” sagde han med et kækt smil på læberne som Baghera greb hårdere omkring Jaris’ håndled og lod sine negle bore sig ind i hans håndle, stadig med blikket rettet mod Nyssa.

Jaris var forberedt på at skulle forklare sig, lige så snart Nyssa dukkede op, men midt i sin panik over at være fanget under Baghera, kunne man lige ane en snert af forvirring. Hun vidste allerede hvem han var? Så hun havde altså mødt ham før Jaris havde. Han blev helt muggen at se på, for hun kunne da godt lige være kommet forbi og givet ham en advarsel. Det ville måske have forberedt ham bare lidt, selvom han nok havde valgt at tage den sultne kat med hjem lige meget hvad.

Jaris gav sig til at vride sig under den nøgne mand, men det var en noget forsvarsløs position han var havnet i. Det begrænsede lidt hvor meget modstand han kunne gøre lige nu, selvom han stadig gjorde et bravt forsøg.
"Nyssa, hjælp mig!" Vrissede han, næsten som om det skulle forstås som en ordre. Han mærkede neglene blive boret ned i håndleddet, men for ikke at give Baghera tilfredsstillelsen af et smerteråb, bed han tænderne sammen og knugede hånden sammen. Det eneste der lød fra ham, var en noget anstrengt vejrtrækning, men ikke kun grundet neglene. Han forsøgte stadig at vride sig, så meget han kunne, for at gøre det så besværligt for Baghera at blive siddende over ham som muligt.
"Eller i det mindste bed ham om at tage noget tøj på!" Tilføjede han kort efter, for siden de to kendte hinanden fra dengang, håbede han lidt på at Baghera ville lytte til Nyssa, nu når han ikke lyttede til sin utilfredse søn. 

Nyssa bemærkede godt hans lidt mugne ansigtet, hun vidste også præcis hvorfor – hun kunne have nævnt det, men det var ikke længe siden Beghera og Nyssa veje var blevet skilt. Desuden hvad skulle hun sige, drengen havde plantet sine frø, uanset hvad. Jaris kunne nok kun være heldig at have amuletten.

Nyssa så mod Beghera som han nævnte den sjove del ”Så du vil torturer eller kneppe din søn? fnøs hun en anelse, så Beghera fornemmede hendes kunne fornemme, hendes holdning. Hun fandt det faktisk frastødende, men for nogen dæmoner var det normalt. De var af den holdning at gøre dem rene. Den holdning besad hun ikke.

Nyssa vendte derfor sit blik til Jaris, hendes øjne var varme og en anelse drillende. De indikerede næsten, at hun tog dette øjeblik som en leg. Inderst inde, ville hun gerne hjælpe ham, hun sagde det bare ikke højt, men hun havde sine metoder til at forsøge at situationen vendt rundt.

”Jaris, han er da ellers så lækker at se på” svarede hun drillende og slikkede sig om munden.
Hvorefter hun gik tættere mod dem, duften af Begheras blod blev større, den søde duft gik lige i hende. Hun gik hen på hans side, hvor blodet trillede ned, sætte sig på knæ – smilede drillede og rakte sin tunge ud for at smage. En sød varm, jern smag kom i hendes mund og hun sagde ”Så lækker du er” sagde hun med drilsk smil og begyndte at kæle for Beghera – før hun rejste sig op og smed sin kjole, så Beghera ikke var alene om at være nøgen. ”Jeg vil også være med i legen, så hvad skal jeg gøre, for at være med i denne leg?” spurgte hun åbent, med en drillende undertone. Selvom situationen var ualmindelig bisar, generede det hende ikke rigtig. For hende var det ikke rigtig Zepar, men en ny en anelse forbedret Zepar, ifartfald udsynsmæssigt. Spørgsmålet var primært til Beghera hun vidste at han lige nu sad med magten over Jaris.