Venus småfægtede lidt med kappen, mest fordi hun lige nu, ikke holdt øje med, hvad hun lavede, før Ren havde sagt, han var ok. "Ok... godt," svarede hun stadig forlegen, og endte med at fokusere på en ting ad gangen. Ren havde jo ret. Og hun var skam i gang med at finde en måde at bære kappen på, uden at ligne en armløs tøjbunke, kappen var virkelig for lang. Hun sank en lille klump. Var hun blevet lidt tør i halsen? Hendes vejrtrækning var i hvert fald blevet hurtigere, og hun var rimeligt sikker på, det ikke kun var den lille, bitte løbetur. De grønne øjne flakkede op på elveren et øjeblik.
"Sådan..." Der var ikke godt skjult, at hun havde lavet, hvad der tydeligt var en kappe, om til en kjole. Men det var ok. Hun havde havde viklet stoffet om sig under armene, krydset det foran sig og sat enderne sammen med kappelåsen bag sin hals. Det måtte gå. Også selvom den ikke var mindre mudret end Renaél.

"Ahem... øh... ja, det er nok en god idé," svarede hun stadig lidt rød i kinderne og forsøgte at regne ud, hvor de var henne, ved ikke at kigge for direkte på Renaél endnu. Det hjalp ikke meget. Men hun havde da ikke hørt banden et stykke tid? Det var da godt, ikke? Jo, det måtte det være! Så var de måske langt nok væk fra Hovedgaden? Solen stod stadig højt på himlen, så vest var i hvert fald nem at finde. Mere selvsikkert denne gang: "Jeg ved ikke rigtigt, hvor vi er længere... men det er i hvert fald vest, så.... lad os prøve at gå den vej? Det burde lede tilbage i retning af markedspladsen... Tror jeg." Renaéls elverlokker så stadig ud til at være i skønneste orden, så vidt Venus kunne se. Hvad, hun ikke kunne se, var, at hendes egen røde manke efter hånden slet ikke var flettet mere og stod i den skønneste uorden. Den gamle dame med vasketøjet ville nok have kaldt det uanstændigt. Faktisk ville hun nok synes det samme, om hvad hun ville tro de havde lavet, hvilket selvfølgelig ville være en komplet overfortolkning. Der var jo intet galt i at have rullet rundt i mudder, fået uglet tøj, eller at en kvinde improviserede sin påklædning ved hjælp af en herrekappe, var der vel?

Renaél var gået i gang med at tørre mudder af, det vil sige han smurte det lidt mere ud, på sit eget tøj, mens han hele tiden ud af øjenkrogen skottede hen mod Venus, når han troede, at hun ikke så det. Man var vel nu engang en ung mand, som ikke kunne bebrejdes for at tage et smugkig?

Hans hår sad stadig præcis som det skulle - lidt rodet med de halvkrøllede lokker faldende ned over skuldrene. Han selv var naturligvis overbevist om, at det var helt forfærdeligt, og længes frygteligt efter et spejl..

Fast trampen af fødder kunne høres, og ungelveren var næsten fløjet en halv meter i vejret af skræk, men det viste sig at være et par byvagter, hidkaldt af damens skrigeri. 

"Alt i orden her, frøken?" Lød det, mens der blev kigget mistænksomt fra lederen (det gik Renaél i hvert fald ud fra, at han var, for han havde det største overskæg) på henholdvis den meget mudrede elver og det lige så mudrede mennesker, som så ud til at have mistet størstedelen af sit tøj..
Renaél kunne nærmest mærke, hvordan de omgående mistænkte ham, fordi han var spidsøret, og han begyndte at blive rød i kinderne igen. 

Tramp. Tramp. Tramp. Venus kendte lyden af to par støvler, der trampede i takt imod én. Hun havde hørt den en million gange og vidste præcis, hvad man skal gøre, med den slags. Løbe i den modsatte retning. Instinktivt drejede Venus om på den skotøjsløse hæl og skyndte sig mod det nærmeste gadehjørne. Desværre nåede hun ikke særligt langt. For det første var hun ude af træning, for det andet havde de allerede løbet en halv mil, og for det tredje slog det hende, at hun jo var en lovlydig borger, der ikke længere burde skulle løbe fra lovens høje læderstøvler. Hun standsede to skridt bag Renaél, lige tidsnok til, ikke at se ud som om, hun var ved at stikke af, som en anden kriminel. Med undtagelsen af den lette påklædning og skrigene fra en gammel dame ringene for hendes indre øre.

Hun skævede til Renáel: "Nej, vi- jeg mener ja, alt i orden," Venus' erfarne, grønne øjne vippede ned til skiltet på den talende byvagts bryst, "Sergent," svarede hun og smilede så uskyldigt, som hun overhovedet kunne mønstre, mens sergenten mistænksomt kneb øjnene sammen så hårdt, at hun nærmest kunne mærke lufttrykket. Venus' øjne flakkede over til Renaél omtrent lige så diskret, som han havde set på hende tidligere - hun havde i hvert fald ikke set noget -, og greb så ud efter elverens hånd med alle intentioner om åbenlyst at flette sine fingre sigende ind i hans. For ekstra effekt smilede hun stort og tilføjede: "Alt er helt i orden." Forhåbentlig ville vagterne forstå vinket med en træbjælke. Hendes blik fortsatte med at flakke til Renaél. Bare kan kunne spille skuespil. Hendes mavefornemmelse sagde hende, han nok skulle klare den, men hun var jo indædt optimist.

Renaél kunne mærke, hvordan han krympede en smule under den overskæggede byvagts blik. Han havde jo ikke gjort noget, men en følelse af skyldighed havde omgående sneget sig over ham. Heldigvis så Venus ud til at være en del snedigere og mere hjemmevandt i sådan en sitation..

"Åh ja .. " Stammede han, så ned på de sammenflettede hænder og smilede - kun en lille smule ærgerlig over, at det var et trick for at narre byvagten. Sergenten stirrede et øjeblik meget mistroisk ind i hans øjne, inden hans øjenbryn endelig løftede sig i en let vippen. "Sørg nu for at gå hjem bag lukkede døre næste gang!" Sagde han med et sigende blik på Venus' påklædning. Renaél var blevet en lille smule rød om ørerne.

Byvagterne havde knap rundet hjørnet, før nogle andre skikkelser - denne gang spidsørede kom til syne og Renaél så til sin store rædsel, at det var urtemesteren Elándion, hans plageånd, der endelig havde fundet ud af, hvor han var stukket hen. Han skyndte sig omgående at give slip på Venus' hånd, men blikket han fik fra den ældre elver kunne stadig have fået en større mand til at krympe sig. "RENAÉL! DER VAR DU! KOM SÅ OMGÅENDE MED!" Smældede urtemesteren, og Renaél måtte sende Venus et meget unskyldende blik.

"Vi ses nok igen!" Sagde han lavmælt, inden han skyndte sig at følge efter elverne. Der ventede ham utvivlsomt en masse kedeligt arbejde, inden de kunne sætte kursen mod skovene mod nord.

Svedperlen, som Venus havde forsøgt at holde tilbage alene ved tankens kraft, trillede ned ad hendes tinding i samme øjeblik, som vagterne vendte ryggen til. Smilemusklerne dirrede et øjeblik, og så pustede hun lettet ud. “*Puh* det var-“ Lyden af flere par nye støvler afbrød hende, og før hun kunne nå at sige flugtforsøg, var elverne ude af syne… Og nu stod hun der… Ren skulle vel have kappen igen. Han havde ellers været god! Vagterne var faldet i med begge ben! Bare Rens overordnede - eller det antog hun den gamle, sure mand var - ikke havde fået samme tanke. Hun havde i hvert fald sluppet Renaél og forsøgt at lægge afstand til ham, så hurtigt hun kunne. Elverne var så emsige med deres racerenhed. Hun havde nu ikke kunnet lade være at smile af Renaéls sidste kommentar. Han havde sikkert også nogle tanker om mennesker og racer, men hun kunne godt lide ham alligevel.

Men hun kunne ikke stå her for evigt. Allerhelst ville hun gerne undgå at forlade noget sted i denne mundering. Så hørte hun stemmer, der var meget velkendte og ikke på den gode måde! "JEG SÅ SPIDSØREN! RØDTOPPEN MÅ VÆRE LIGE I NÆRHEDEN!" - "RÅB HØJERE, KVAJPANDE, SÅ HUN KAN NÅ AT STIKKE AF!" - "*Hørbar, dyb vejrtrækning* JeG SÅÅÅ SpIDsØ-" - "KLAP SÅ I, DET VAR SARKASTISK!" Venus fik bene på nakken og stak over tagryggene i fugleflugt. På vejen så hun en tørresnor med tøj på. *Haps* De skulle også nok få det igen!