Sofus skæve smil blev til en halv grimasse. Der skulle en del til før Rofie eller Sofus så skævt til folk, men de havde også lidt den fordel at Rofies evne vitterligt kunne sortere dårlige mennesker fra. Og Shireen var ikke et dårligt menneske, ikke sådan rigtigt hvert fald! Hun var måske heller ikke videre god, men Shireen havde ikke givet dem nogen grund til at se skævt til sig, og Sofus kunne godt lide hende.. ham... Det var mærkelige tider.
Det gjorde dog lidt ondt at høre Shireen havde været så klemt. Så meget det bedre at de var stødt på hinanden nu!

Et lille suk undslap Sofus da Shireen nævnte mad "Vi har taget småjobs hvor vi kunne, løbet ærinder for folk og den slags! Det har ikke givet meget, men nok! Så havde vi infilteret Ordenen i en periode og åd deres mad.. og fylte lommerne når vi kunne" det sidste tilføjede han med et bredt, skævt smil, men den røde kulør over hans kinder, afslørede han nok kun var okay med det, fordi det var Kiles Orden de havde taget det fra.
"På det sidste har det været lidt nemmere, siden Rofus lidt ved et uheld blev væbner for en af lysets riddere, og jeg sådan lidt halvt er blevet elev hos en magi professor" han trak lidt på skuldrene. Det var ret svært at forklare relationen til Teallach, så Sofus gad ikke engang forsøge. "Efter ordenen blev smidt ud er det dog blevet noget nemmere! Der er masser af småjobs og der kommer hele tiden folk tilbage til byen der liiige skal have en hånd med noget, så mad er ikke noget problem længere rigtigt!" forsikrede han Shireen.

Sofus så pludselig ud som om han kom i tanke om noget "Oh, og vi har lidt taget andre navne nu, sådan, for at gøre alting lidt nemmere. Jeg kalder mig Sofus, og Rofus er Rofie!"

Shiro havde ingen ide om Rofus' evne, og måske han havde været mere bekymret, hvis han havde kendt til den. Han vidste udemærket godt at han ikke ligefrem var en af de gode. At gå mod Kiles Orden havde været fordi at hendes bekendte havde haft behov for det, og også lidt for at tage hævn med sin far. Men Shiro gik aldrig ud af sin vej for at gøre noget godt for folk han ikke kendte. Uanset hvor uretfærdigt og hårdt det var at se på. Derudover havde han intet problem med at stjæle fra folk der eftersignende også havde været sød ved ham.

Det virkede dog til at Sofie og Rofus havde haft andre måde at skaffe mad på end Shiro selv var bekendt med. "Hvordan får I fat i de småjobs? Det må da være alle der er ude efter dem?" spurgte han bekymret. Det var jo derfor så mange stjal i stedet for at forsøge at tjene til føden på andre måder. Til trods for farerne det indebar.

Da Sofie præsenterede sig som Sofus, kom der et usikkert men også lidt skævt smil på Shiro's læber. "Jeg har gjort det samme, Shireen var lidt for opsigtsvækkende, så jeg bruger Shiro i øjeblikket. Det er hvad jeg lige kunne komme på." Uden det var for langt fra hans eget navn. Det skulle jo helst være noget han kunne reagere på, når nogen kaldte det.

Sofus stak Shiro et grin da han fortalte om sit navn "Det var det samme for os. At finde på et nyt navn er svært! Især når man skal være sikker på man ikke kommer til at sige det forkerte navn til folk, eller glemme at reagere på det!" grinede Sofus let, i et forsøg på at lette stemningen lidt. Sofies drengenavn havde været okay nemt at finde på, men Rofus' pigenavn? Det havde været noget sværere! Men Sofus synes nu Rofie var kært, også selvom det ikke ligefrem var det mest normale navn.

Sofus foldede hænderne bag hoved mens de gik "Rofus' familie var ret gode venner med en del folk, og han fik hurtigt et ry for at være pålidelig og arbejdsom... og så er der ikke ret mange der kan flytte tunge ting som ham!" klukkede Sofus. Det havde været lidt en anden historie for Sofus selv, og han havde nok ikke bidraget så meget til den del som han fik det til at lyde. Sofus havde haft mere travlt med at snuse efter spor på Ordenens korruption, og betale sin regning hos Faust af.
Men det var en detalje hun end ikke havde fortalt Rofus om.

Shiro nikkede bekræftende. Det var noget han ligeledes kunne forstå. Det var rart at kunne snakke åbent om det, og have nogen der kunne forstå det. Sofus og Rofie var også to navne der passede godt sammen, så det var ikke underligt at de havde endt med at tage de navne, selvom Shiro havde lidt en fornemmelse af at de bare kunne have taget hinandens navne, og stadig reagere på det. Det virkede i hvert fald sådan når man talte til Sofie... eller Sofus var det så.

"Utrolig så meget et ry kan gøre i denne her by," indrømmede han. En lidt bitter tanke og han kunne ikke lade vær med at sparke lidt til en løs sten der lå på deres vej. Han havde kun en gang i sit liv draget nytte af sit navn, og det for at stjæle dokumenter for at få fældet Kiles Orden. En nobel sag, men det føltes stadig lidt dumt. Det var jo ikke som at Reier navnet kunne give ham noget, især nu når han var en dreng. Når man intet ry havde, så var man virkelig ikke bedre end en simpel rotte her i byen.
"Selvom jeg ikke er nær så stærk som Rofu-ie," Shiro blev lige nødt til at vænne sig til de nye navne. "Så hjælper jeg gerne hvor jeg kan. Desværre lærer man ikke så mange praktiske ting som komtesse," indrømmede Shiro. Han havde pæne manerer. Det hjalp næppe når der skulle tjenes penge.

Sofus nikkede sin enighed "Generelt, tror jeg" svarede han med et lille skuldertræk "Rofie havde hvertfald noget nemmere ved det en mig" tilføjede Sofus så med et lille grin. Sofus havde aldrig taget så tungt på det. Det virkede ret naturligt at folk der kendte Rofus og hans familie stolede nemmere på ham, end en tilfældig pige der aldrig havde sat fod i byen før.

Sofus smilede bredt til Shiro da han indrømmede han nok ikke viste så meget om manuelt arbejde "Det skal du ikke tage så tungt! Der var også virkelig meget af det der virkede mærkeligt for mig i starten. Folk i storbyen har virkelig nogle underlige måder at gøre ting på!" fortalte Sofus grinenede. Det havde været noget af en omvæltning fra livet hun var van til, langt ude på landet. "Men, hej, jeg er sikker på nu nok skal lære det hurtigt! Og hvis du er i tvivl, kan du altid bare spøger os. Hvis du bare sørger for at arbejde nogenlunde effektivt, uden brok og er høflig, så ender de med at spørger efter dig igen før du ved af det!" sagde Sofus opmuntrende. Det var aldrig sket særlig meget for Sofus selv, men det der med høfligheden og ikke at snakke tilbage var ikke ligefrem hans stærke side.

Shiro lyttede interesserede i hvad Sofus talte om. Selvom Shiro var mere bekendt med byen, så var Sofus den eneste af de to der nogensinde havde gjort en dags ærligt arbejde, og ærligtalt måtte Shiro hellere lære det, hvis han ikke skulle risikere at være i vejen for dem, når de nu var så søde at hjælpe ham i det hele taget.
"Det burde ikke være et problem. Det er praktisk talt ekspert i," indrømmede han. Han havde trods alt haft en far der var glad for at gøre livet surt for ham, mens han stadig havde forholdt sig nogenlunde høflig og uden specielt meget brok. Man fik ikke meget ud af at tale tilbage.

"Jeg skal i hvert fald nok forsøge ikke.. at være i vejen." De havde jo nok også deres måde at fungere på efterhånden. De to af dem var heldige at de havde fundet hinanden. En dag håbede Shiro at han kunne give tilbage af deres venlighed.
"Burde Rofus' familie ikke snart komme tilbage egentlig, siden Kiles Orden er forsvundet?" kom det så som et pludselig spørgsmål. Shiro vidste ærligtalt kun minimalt om situationen, men lidt kendte han da til det, og det var da noget med at kromutteren havde været halvelver og var derfor blevet smidt på porten.

Et lille skævt smil krydsede Sofus læber, og han nikkede med et lille grin "Du har garanteret rigeligt med træning i gode manere og den slags! Du skal nok få charmeret dig ind på alt og alle hurtigt" tilføjede han og klappede let Shiro på ryggen på en opmuntrende måde.

De rundede et hjørne og Sofus kløede sig lidt i den lille tot af skæg på hans hage. "Det håber vi hvert fald. Men Rofus nævnte de havde fundet ly et stykke oppe i Azurien, og han har en del mindre søskende, så der kan gå et stykke tid endnu" svarede Sofus med et lille skuldertræk.

"Men vi har gjort hvad vi kan for at holde kroen pæn, og rydde op efter Kiles Orden! Såå vi kan ikke gøre så meget andet end at vente! Men Rofus har sagt jeg uden tvivl kan blive selv når de komme tilbage, så vi kan altid dele et værelse" sagde Sofus, og blinkede en gang til Shiro. Shiros kommentar om at være i vejen havde sat hans næste kommentar i et lidt andet lys, så Sofus havde prøvet at komme eventuelle protester i forkøbet.

Charmere sig ind på andre? Næppe, men han ville da ikke lave flere fjender end højst nødvendigt. Han var jo ikke ligesom Juno, uanset hvor meget han havde ønsket det på visse tidspunkter. Juno var bare ikke ligeså sej som han engang havde været.

Sofus hjalp dog lidt på at fjerne nogen af de værste bekymringer om fremtidige problemer for Shiro. "Hvis du er sikker på det," sagde han, næsten en smule genert, men med et taknemmeligt smil på læberne. Det var rart at vide at de stadig kunne forsætte med at være venner, selvom Kiles Orden ikke var der mere. Det var jo dem der havde bragt dem sammen.

Shiro kiggede lidt fra Sofus og rundt til hvor langt de var kommet. De var allerede kommet et godt stykke ned mod hvor Shiro var ret sikker på det Halve Svin lå. Det var ikke ligefrem et sted han var kommet ofte, siden der var en væsentlig større sandsynlighed for at blive genkendt det forkerte sted, hvis man var på en kro. En komtesse havde intet at lave der!

Sofus nikkede bestemt, og havde ingen tvivl om, at det nok skulle gå alt sammen, en tanke der lyste ud af ham, som hans hår engang havde gjort da han var en pige. Sofus havde nok alle dage været en praktisk sjæl, men den lysende optimisme der havde ledt til Dianthos 2 år tidligere, havde hverken kønsskifte, eller Kiles Ordens undertrykkelse kunne lække en dæmper på. Verdens realiteter havde sat sine spor på den unge sjæl, men havde ikke ændret den underliggende holdning om, at de nok skulle klare sig og finde en vej, og så kunne resten af verden ellers stikke dens meninger op hvor solen ikke skinnede!

"Så er vi-" de rundede et hjørne, og Det Halve Svin var et stykke nede af gaden. Men noget havde fået Sofus til at stoppe op. Døren til kroen stod piv-åben, og ryggen af en skikkelse med langt, sort hår var tydelig. Skikkelsen, der nok var Rofie, stod dog og snakkede med en anden, noget bredere skikkelse, som Sofus ikke genkendte.
"Det ser ud til vi har selskab" sagde han lidt tænksomt, og tydeligvis overrasket. Alligevel satte han igang igen, for at tilbagelægge det sidste stykke ned af gaden, til kroen.

Det var rart at have noget optimisme i sit liv. Shiro selv var mere af den praktiske ånd, og han havde set den dårligere side af byen. Han havde hjulpet hvor han kunne, og måske havde han også været optimistisk i at tro at han ikke ville blive taget i det, men det var ikke tilfældet. Der var Sofus optisme lidt noget andet. Noget forfriskende.

Shiro kom et halvt skridt foran Sofus, fordi Sofus var stoppet, men nåede da at stoppe sig selv inden han kom for langt. Han kiggede undrede på Sofus og så hvor blikket var landet.
"Har vi?" kom det først lidt undrende, før han kiggede ned langs gaden og så skikkelserne i døren. Nu når han kiggede lidt nærmere, så kunne han da godt se at de var nået til det Halve Svin.
"huh.." kom det lidt eftertænksomt. Han var næsten sikker på at han kunne genkende den anden skikkelse, der nok ikke var Rofie. Det var dog ikke nemt lige at få det til at klikke med det samme, især når han aldrig havde været en rigtig kunde på kroen.
Han lød det syde i baghovedet, som han fulgte med Sofus ned på kroen.